The Whispers In The Dark (Aiden)

En brise. En brise var alt der rørte sig på det næsten forladte sted i lysningen mellem træerne. Lysningen der indeholdte alle hendes nutidsminder -siden hun var flygtet fra den brogede flok for mange år siden- hvert og et, godt som dårligt. Lige i øjeblikket var det dog mest de skræmmende minder der havde taget plads i hendes sind, som hun gik og ryddede op efter den sidste besøgende i hendes hytte. Den sidste besøgende, der havde revet hendes søsters bedre side midt over og sat af sted ind i skoven med den. Den ødelagte seng var blevet fikset, selv om det havde taget tid med nål og tråd at sy det hele sammen igen med de fine sting. Gulvet var blevet vasket fri for den rosenrøde væske med den metalliske duft, der skar i hendes næsebor og prikkede til tungen som nåle. Den døde vampyr var blevet fjernet og begravet på bedste vis dybt inde blandt de æld gamle træer, blidt lagt til ro blandt skovens muld. Sneen havde hun fjernet og begravet langt inde i skoven, for at forhindre græsset i at optage den jern, der var i den tykke væske og derved farve jorden rød. Vandet i spandene var blevet skiftet og forbindingerne renset. Alt i alt havde hun brugt de sidste mange måneder på at genopføre hytten til dens forrige prom og pragt. Det eneste hun manglede på listen var at få repareret korset -der stadig lå smidt på gulvet- -hvor det var blevet flået af- og at få syet og vasket de ødelagte kjoler, der stadig stank af hendes blod og hans. Lugten smøg sig om hendes tunge og kærtegnede hendes næsebor. Det vidnede om den tid, hvor alt håbet havde forladt hende søsters øjne, hun var falmet hen og blevet en skygge af hendes før så kolde, kyniske og udspekulerede jeg. Det havde aldrig været til at vide, hvor hun havde haft sin søster, men en ting var sikkert: Yue havde været hendes beskyttende dæmon, der havde ryddet vejen for hende og taget alt det beskidte arbejde for hende. Hun havde elsket sin søster, tros det faktum, at hende søster var hendes egen modsætning. De to havde været ligesom jin og jang. Hendes søster havde været en dæmon med en smule lys inden i og hun selv var en engel med en smule mørke inden i, men nu hvor den ene del af dem var falmet hen manglede der noget ondt til at udfylde den manglede del og det havde den nye indre stemme benyttet sig af. Den nye indre stemme var et større og dybere mørke end Yue nogensinde havde været, det manglede helt den lille hvide plet blandt det sorte. Den havde ingen hæmninger og havde derfor ikke noget imod bare at bryde ind i hendes liv i dagslyset, hvilket Yue aldrig ville have gjort imod hende! Den nye dæmon havde det med at overtage når mørket faldt på og det onde langsomt kom snigende ind i hendes sind. Han havde knækket hende. Han havde knust den sidste del af godhed i hende søsters hjerte og ladt hende tilbage i mørkets kolde favn, hvilket havde gjort et stort indtryk på hende. At nogen kunne skade andre så meget medvillige virkede bare uvirkeligt i hendes hoved. Han havde skåret så dybt i hendes søsters døde hjerte, at det nok aldrig ville heale helt igen, hvilket var noget af en bedrift. En ond, kold og kynisk bedrift, men ikke desto mindre en bedrift. Han var grunden til, at hun -så vidt muligt- havde undgået alt kontakt med omverden siden den dag, men den del skulle snart brydes. Hun blev nødt til at få korset lavet igen, så hun kunne lukke den nye dæmon inde, men det ville være den sidste ting på hendes liste.
Det næste på hendes liste var de ødelagte og beskidte kjoler. Hun havde pænt foldet kjolerne sammen og lagt dem i den fine kurv af pilegrene, mens hun havde taget den nylavede fine blomsterkrans på hoved, så den fint prydede det natsorte hår, der smøg sig i en løs fletning ned langs hendes side. Det smukke hår, der havde fået farve efter hendes søsters og hun havde ikke brokket sig, da det passede fint til den perlemorsfarvede hud med det svage gyldne skær i solskindet, der smøg sig som et fint lag over hendes spinkle skelet og omkransede de kulsorte pupiller i hendes øjne, der var omgivet af det fine farvespil mellem alle skovens grønne forårsfarver. Over hendes skrøbelige ydre havde en fin hvid kjole plads og lagde sig fint omkring hendes hud. Kjolen gik hende til knæene og sad løst fra hoften og ned, så hun kunne bevæge sig som hun lystede. Hendes fødder ejede ingen beklædning, men det var hende ikke en hindring, nærmere en befrielse. Hun var opdraget og opvokset det meste af hendes liv i skoven, hvilket gjorde -at hun ind til for nylig- havde levet i harmoni med gudinden og moderjord.
Hun lukkede stille døren bag sig og rettede på kurven, der hang over hendes arm. Hun havde omhyggeligt pakket kjolerne, snoren og nålene ind i et andet stykke stof så det ikke kunne ses, hvilken last hun bar rundt på. Hun trådte ned fra de knagede brædder, der dannede gulvet på hendes lille veranda, før hendes fødder kom i kontakt med det bløde og forårsgrønne græs under hendes fødder. Hun krøllede stille tær og sukkede nydende ved den blide berøring, der fik hende til at glemme alt det anstrengte, der var overkommet hende den sidste tid. Hun trak vejret dybt, før hun lod de spinkle krystaller under hendes øjenlåg komme til syne og panorere overlysningen. Snart kunne hun få smidt de sidste fysiske beviser på hans eksistens ud af hendes synsfelt, hvilket glædede hende, selv om det betød, at hun måtte tage et godt stykke ind i skoven og til byen bagefter, hvor hun ville risikere at støde ind i ham igen, hvilket fik det til gysende at krible igennem hende. Hun skulle hvert fald ikke støde på ham tilfældigt igen. Det ville hun ikke kunne holde til mentalt lige nu og bare tanken om ham fik hendes øjne til at flakke usikkert rundt i lysningen, søgende. Søgende efter et hvert tegn på liv, der kunne hentyde til at han befandt sig der ude et sted. Hun gav sig mentalt et ordenligt skub eller stemmen gjorde.
Zzå Zzå lille Zztakkelz Lya, jeg Zzkal nok pazze på dig Zzkat
Hun trådte usikkert et par skridt forsigtigt videre imod træerne, der tårnede sig op som omselve gudinden havde bedt dem vokse til skyerne, hvilket de så sandeligt havde taget bogstaveligt. Hun bed sig let i læben, mens hendes blik gik tilbage til hyttens velkendte skikkelse, som hun hvert sekund ville kunne løbe ind i skjul og vippe panisk frem og tilbage i det lille hjørne. Hun havde bare mest af alt lyst til at gemme sig væk for hele verden og forblive i sin lille boks, men det tillod den indre stemme hende ikke, da den stædigt blev ved.
Lyzandra Zzkat du kommer ingen vegne på den måde, Zze nu at komme afzted
Hun tog et halvt tøvende skridt, før stemmens sidste ord overbeviste hende hundrede procent om, at hun skulle komme af sted i en fart.
Hviz du bliver Zztående Zzådan, Zzå ender han med at komme, før du når tilbage kære
Hun trak vejret tungt endnu en gang, før hun langsomt og usikkert begyndte at gå imod træerne, der stille og roligt kom nærmere som enorme kæmper for hendes blik.
Hendes blik flakkede stadig usikkert rundt, før hun lod sig omslutte af de massive kæmper omkring hende. Hun knugede let i kurvens kant, mens hendes blik søgte imod de sparsomme lyspletter, der fik sig famlet beslutsomt vej ned til skovens bund, der var pænt bedækket med sidste års nedfald, hvor de små nye skud fik sig kæmpet vej op til overfladen, for at kunne deltage i den smule varme, der nåede ned til dem fra solens stråler. Hun sørgede omhyggeligt for ikke at betræde de steder, hvor blomsterne og skuddene var dukket op, mens hun var vaks på den mindste lyd, der kunne hentyde, at hun var så alene, som hun troede. Hun vendte sig brat imod lyden af fodtrin og hendes hjerte satte farten op, bare for at opdage, at et lille egern havde tabt sine nødder ned på skovbunden og nu gemte sig i træets krone. Hun åndede lettet ud, mens hendes flossede nerver nu arbejdede på højtryk, for at scanne omgivelserne for mulige fjender og tegn på at hun skulle tage benene på nakken. Den dreng havde ikke været god for hendes skrøbelige halvdel.
Hun tvang sig selv til at trække vejret roligt, men satte dog farten en smule op, ved tanken om at hun ikke havde megen tid, før mørket ville få kontakt med den indre dæmon og lokke den frem med blod, vold og død, hvilket hun under ingen omstændigheder kunne tillade at udsætte skoven for. Hun skulle have fikset det kors!
Det begyndte at tynde en smule ud i træerne -til hendes nervers held- og snart kom søens mørke vand til syne. Hun stoppede en meter fra den spejl blanke overflade, for at betragte det smukke syn. Vandet var helt stille som om det var blevet et kæmpe huld i jorden og bare fortsatte uendeligt ned imod helvede. Det lignede at nogen bare havde fjernet det stykke jord, der skulle have været i stedet for det og havde efterladt det som et åbent sår i den fredelige skov. Hun satte stille kurven i græsset for trak de tre kjoler op af kurven, før hun omhyggeligt pakkede snoren og nålene ind, før hun fulgte søens kant rundt, til hun nåede til åen, der førte videre fra søen, hvor hun stille lagde sig på knæ og først stak den ene kjole i vandet og begyndte at gnubbe den, så vandet blev farvet rødt og blev ført videre af de stærke vandmasser. Det lignede nærmest, at en drage havde gemt sig i kjolen og nu strakte sin lange hale -snoende og bugtende- ned igennem åen, før det forsvandt ud af hendes synsvinkel.
Hun lagde hele sin fokus på kjolen, mens den røde farve langsomt blev svækket og hun lukkede af for omverden, da hun stille begyndte at nynne svagt, som for at aflede tankerne fra hendes ubeskyttede ryg, der blev synlig i kjolen, eftersom hendes fletning faldt ned langs hendes side og kun de tykke stropper -der var bundet- i nakken lagde sig mellem den lune luft og hendes bare skind, der lignede farvet porcelæn med det fine gyldenbrune skær over sig. Hun nynnede stille og det blev til en sagte sang selv om hendes stemme var en smule hæs i starten. Det gik stille og roligt over efter som hun kom længere og længere ind i den velkendte sang, der nærmest kun var en svag hvisken.
Da kjolen var helt hvid igen trak hun den op af åen og lagde den til at tørre i den svindende sol på græsset, før hun dog den næste kjole og gav sig til at give den samme omgang som dens forgænger. Hun stoppede dog ikke den lavmeldte sang "She sang for you last night, she heard you where calling burning in tears a thousind times, your spirit was floating your spirit was seaching on a cloud of dreams" sangen fik hende -på en måde- til at slappe af, da de bedre minder overtog hendes bevidsthed og indhyldede hende i deres varme, en varme der for længst var tabt og havde dømt hendes søster til det evige mørke. Hun var et lysvæsen og trivedes bedst med alt det gode i verden, men selv om hendes søster var et mørke væsen og trivedes i mørket, var hun afhængig af det lille glimt af solen i ny og næ, hvilket hun var blevet berøvet af ham. Hun var helt fanget i sin egen lille verden og ville nok ikke opdage det med det samme, hvis nogen nærmede sig...

En plettet leopard bevægede sig igennem skovbunden, et uhyre så at sige, et ukontrolleret dyr der ikke styrede sine handlinger, et dyr der handlede ud fra instinkt, ud fra det der ville hjælpe ham med at overleve. Aiden havde ikke kontrol over dyret i ham, når først det overtog hans krop krævede det voldsomt meget selvbeherskelse at komme i menneskeform igen, han var dog blevet bedre til det med årene, han havde også andre former der var mere humane, men leoparden var den dominerende form. En kvist knækkede under hans poter og kunne afsløre hans tilstedeværelse, leoparden ville altid helst være sikker på ingen vidste den var der. Op det gik. Det nærmeste træ blev leopardens tilflugtssted, den kravlede ud på en af de lavtsiddende grene og brugte sine skærpede sanser for at sikre sig ingen havde lagt mærke til ham, lugten af blod greb fat i hans næseborer og tvang den til at lugte den og kun den. Leoparden gjorde en hurtig bevægelse og landede næsten lydløst på jorden, den var utrolig elegant og snedig, den kunne bevæge sig rundt i timevis uden at folk så meget som lagde mærke til den. Mennesket der var derinde, langt inde bag ved, kæmpede for at komme tilbage, men leoparden ville ikke tillade det, den skubbede ham væk så snart han var i nærheden af at overtage kroppen igen, Aiden var i et tomrum, et tomrum der ikke ville stoppe før han fik kontrol igen. Lugten af blod overtog ligeledes Aidens næseborer og gjorde ham opmærksom på nogen måske var i fare, han fik taget mod til sig og kæmpede med leoparden om pladsen.

De følgende minutter lå tåget både for Aiden og leoparden. Aiden, leopard, Aiden, leopard. Aiden. Han havde formået at overtage kroppen, leoparden var ikke den stærkeste, langt fra. Aiden var som altid nøgen efter han havde været leopard, han valgt derfor at forvandle sig igen, denne gang var det et lille egern han tog form som. Han kravlede oppe i træernes kroner for at beskytte sig selv mod andre væsner eller dyr, egernet tog over et kort øjeblik og fik ham til at samle nødder, men Aiden stoppede det og slap dem så de ramte jorden, egernet tog over igen og kravlede ned på jorden for at samle dem igen. Han blev nød til at få styr på de dyr. Lugten af blod var ikke så let at finde når han var egern, men han kunne lugte nok til at vide den ikke var langt fra ham, han kravlede hurtigt op i træets krone igen og ventede på hun var gået forbi, så fulgte han efter hende. Han fandt blade og grene der kunne gå ud fra at være boxershorts, lidt tarzan var man vel altid. Han prøvede at slæbe det efter ham, men det var svært når han ikke var større, han fik dog nogle af tingene med. Han stoppede op da den unge kvinde også gjorde, så det var ikke hende der var skadet, men nogle blodige kjoler hun bar i en kurv. Aiden sagde den lille pippende lyd som egern altid gjorde for at gøre opmærksom på han var der.

Varmen. Varmen fra de glemte minder i hendes sind hviskede til hende, men ikke på samme måde som den indre stemme, Nej. Den indre stemme havde -i hendes hoved- form som en slange, når hun forstillede sig den -hvilket der var en grund til, at hun undgik- mens minderne var som en blid brise fra syd, der let kærtegnede hendes skind og smøg sig om hendes krop, så det frembragte en krusning i hendes mundvig. Der var så mange varme minder i hendes hukommelse, hvilket nok skyldtes, at hun havde haft en god barndom -i modsætning til hendes søster- ind til den dag, hvor hendes mor var død og hun var blevet tvunget til at leve i harmoni med sin anden halvdel, hendes søster. De to piger havde været tvunget til at dele kroppen i mange år nu. Hun kunne næsten ikke en gang huske, hvordan der var ikke at have den indre stemme, der fortalte hende, hvad hun skulle gøre og advarede hende imod fare. De havde levet side om side de to piger, men så var Yues indre dæmoner og minder begyndt at tage kontrollen over hende, så de havde været nødt til at forsegle Yue, for at hun ikke skulle skade andre. Hun huskede de endeløse timer af snakken de havde haft, mens hun havde plukket blomster på den frodige eng i sommerens lys. Det havde været vidunderligt, når Yue havde været sig selv og ikke kontrolleret af dæmonerne. Men nu havde hun ikke hørt fra Yue de sidste mange måneder og den nye indre stemme havde taget over. Den nye indre stemme havde fortalt hende, at hun var en af Yues indre dæmoner og at hun ikke havde det godt, så den nye dæmon havde været nødt til at overtage pladsen som hendes indre stemme, indtil Yue kom oven på igen.
Det var i den verden, hun befandt sig i det øjeblik. På den varme eng med de mange blomster og solen stående højt på himlen. Hendes stemme var lille, blid, og klar, mens hun fortsatte den stille sang "...A moon beam shines bright in the city of angels. Guiding the dreamers back to life and they'll do the same every tomorrow till the pain subsides..." Hun trak stille kjolen op -da den var blevet ren- og rystede den en smule, før hun vendte sig rundt stadigt nynnende melodien til sangen. Hun lagde stille kjolen ned ved siden af den anden, før hun opdagede en lille hårbold, der havde placeret sig et stykke bag hende og det tog hende lidt tid at genkende den. Et stille smil trak op i hendes mundvig ved synet af hårbolden, der slæbte på et blad og diverse andre ting. Hun rakte langsomt hånden fladt ud imod den som for at vise, at hun ikke ville den noget ondt, før hun meget lavt sang "...Don't be scared now. Close your eyes. She holds guard tonight.." Hun troede ikke at det lille egern kunne forstå hende, men det gjorde hende enlig ikke noget. Hun prøvede at efterligne den gnaven egern normalt laver, men det gik ikke heeeelt godt, før hun sagde "Kom nærmere, jeg gør dig ikke noget" Sandheden i hendes stemme overraskede hende en del, men det var jo et lille egern, det kunne ikke skade hende, mente hun da. Hun havde levet mange år i skoven og var blevet vant til at færdes omkring dyrene, mens de fleste af dyrene ikke var så bange for hende mere. Hun var nærmest blevet en del af skoven, så det undrede hende ikke specielt, at det lille egern havde fulgt efter hende...