Who is there in the dark!? - Zantanna

Sted : I en undergrund hvor lyden af ecco spredes rundt i rummet.
Tid : 19:14
Vejre : Åben himmel.
Omgivelser : Mørkt, duften af hvidløj og salt vandt fylder rummet. Det føles som om at alt er formørket, som om noget dækker ens syn. Lyden af fodtrin kan høres rundt i rummet men det lyder til at være udefor rummet og ikke inde i selve rummet. Nogle få døende skrig kan høres mens andre gange er det hvisken.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Mika prøvede at åbne øjnene, for kun at finde frem til at hans syn er bloket af et eller andet. Han prøvede at bevæge hans arme, for kun at mærke at noget ikke var rigtigt. Hans hænder var bundet bag hans ryg. han mærked efter og kunne føle at det var skarpt stål snor. De sataner tænkte han for sig selv hvor efter han prøvede at vride dem løse men det resultere kun i mere smerte og irritation. Han mærkede på snoren for at finde ud af hvilken slags dette kunne være. 'Stål snor? Sølv Snor? nej. Det er helt sikkert stål snor, de gør ofte at torget ikke knækker så let og at fedkommet skær sig lidt hvis han vrider alt alt for hårdt.' han mumlede for sig selv, hvor efter han prøvede at rejse sig fra gulvet. Følelsen fra bedøvelsen var stille ved at komme over og han kunne tydelig dufte der var en eller anden i det samme rum. Måske den person som kidnapped ham? han satte sig ned på gulvet afvented hvis personen ville sige en kommando eller bede ham at være plig og der efter fjerne hans bind for øjnene.

''Hvem der?'' sagde han stille men næsten i en hvisken for at høre om andre i rummet var tilstede. Hans tanker flakkede rundt i et forsøg på at finde hoved og hale på hvordan han havnede her. Måske pga elskeren han var sammen med 2 uger siden, men har knægten allerede været tørsted efter mere? men hvorfor så denne situation, knægten plejede da aldrig at være inde for sådan noget her. I hvert fald ikke i en sådan omfang. Tankerne fortsatte og hans hoved snorrede lidt rundt for at finde frem til en konklusion. Hans påklædning bestod af et brun læder væst, en jakke som blev smidt ved siden af ham, som han stille kunne fornæmme var i nærheden, samt et billede af ham og en anden mand dele end øl sammen (billedet på Mika's profil tekst) hvor efter en halskæde og en pung med sikkert nok mønter og sedler i. Hans bukser bestod af sort stof, sikkert nylon. Hans hvide underskjorte som stadig var halvt åben for at sikre han ikke frøst når han sov og et sort læder armbånd som lå i nærheden af hans jakke.

Zantanna var forvirret, hendes hænder var bundet med det samme metal snor som den fremmede, de havde sagt at de havde taget hendes søster, de var ikke rigtige søskende. Hun havde mødt denne pige og vis ikke det havde været for Rafaela havde denne pige skulle gennem gå det samme som hende. Hun havde været her i et stykke tid, hun havde hørt at der skulle komme en mere af hendes slags. Hun var ikke glad for de havde sagt at det var en ham. Hun hadede mænd og fangrum kælder. Hun brugt det meste af sit liv i et og var lige blevet fri. Zantanna kendte ikke nogen af dem, men hun ret sikker på der vampyrer indblandet. Hun bed svagt læben da vagterne smed hendes vampyr fælle ind cellen. Hun rykkede sig ind i skyggen. Til modsætning af den fremmede havde hun ingen bind for øjnene. Hun havde siddet stille i stykke tid begyndte den til hendes irration at vågne spørge om der var nogen. Hun fnøs kort som svar kiggede efter vagterne.

En høj tynd og lille tyk vagt gik sammen de mumlede svagt om en fangest, var det dem de mente? Var de fanget af dusørjæger? Nej det kunne det ikke være, hun for hun var jo fri. Zantanna sank svagt klump ville det så betyde at de fangede mænd som vidste hvordan de skulle fange vampyrer, men så ville de ikke havde kendt til den pige. Hun lagde svagt hovedet på skubbede sig forsigtigt hen til ham forsigtigt for ikke at skræmme ham brugte hun sine tænder til rykke bindet ned så han kunne se hende. svag lille rynken blev til et lidt anstrengt smil. det var en smule for tydeligt at hun ikke stolede på han, men hun ville mere stole på ham end de andre der ude. Hun ville i hvert fald når fik chancen flygte, vis han ville med ville hun også gerne hjælpe ham ud.

Zantanna vidste med det samme dette her var en ældre vampyr, han var ældre end med hvor meget vidste hun ikke, det overraskede hende at ældre vampyr kunne lade sig fange. Hun rykkede sig tilbage i skyggen efter hun havde hjulpet ham. Hun var ingen fjende så længe han bare lod hende være. Hun vidste godt inderst inde at ikke alle mænd var ens, men når brændt sig en gang, satte man ikke hånden ind i flammerne igen. Hun lukkede svagt øjnene imens tænkte bevægede svagt hænderne før prøvende at få dem, det tydelig spor af sår på hende håndled og under håndleddet, men lignede ikke en der havde store smerter, hun havde haft rent tøj på, men ikke mere hendes kjole var engang hvid med en sort sløjfe bundet så den sad under hendes barm.

I det nogle eller noget fik hans bind for øjnene kiggede han rundt, ingen ord blev lagt. Kun søgende efter hvem eller hvad der fjerned det. Hans øjne flakkede næsten som et skræmt bæst rundt. Han fik øje på en ung kvinde, som nu kravlede over i et hjørne. Hun så ung ud, måske. Dog var der små tegn på at de var af samme art. Duften lugtede nogle lunde til at være af samme kin.

''De har min tak frue.'' han kigger rundt for at finde rundt ''jeg... er overrasket over at de fandt mig. De tog mig i min søvn og skjul fra solen. Desværre vore eneste svaghed. blandt andre ting.'' sagde han og lod blikket på hende. mens han stille kunne fornemme at hun virkede skræmt eller varsomt ''Jeg ønsker ingen at gøre fortræd. Kun den eneste bæst som skabte mig. Udover dette er de ikke en del af den liste.'' sagde han med en rolig og halv venlig stemme. for at forsikre hende at ingen onde intentioner havde han i sinde. Hans blik lagde sig nu på vagterne og han kiggede grundigt.

Deres uniform. Hvor velpudsed de var, deres stemme, tone, dicipline, hånd bevægelser. ALT som kunne medføre kommunikation og self repræsentation af dem selv. Han ville vide hvem han havde at gøre med. Siden disse folk formået at fange ham. Efter 2.000 år i flugt fra sin egen skaber, som selv indbygget et fængsel som er mere sikret en den han havde i hans hjem verden. Hans tanker løbte rundt, både teorier og situationer som har medført at han har afsløret hvem han var. Alt dette kunne ses, hans øjne flakkede rundt, søgende næsten efter svagheder i rummet, som var dette ikke første gang for ham.

Han sikrede at de ikke så efter dem og stille rejste sig op, gik et par omgange rundt i fængslet. Det første han gjorde var at kigge op i lofted, undersøgte hvor solid det var. Der efter om der var vinduer, luft veje, svagheder i væggen. med et par diskrette manøvre ved at læne sig op af væggen og banke med knoerne ind mod væggens side for at se om der skulle være nogle svage punkter. Der efter så han ned og opdagede først efter at hans billede af hans partner lå der. Han satte på knæ og prøvede så fleksible som muligt for ham selv at samle jakken op og putte billedet, armbånd og halskæden i jakke lommen.

''Mit navn er mika'' sagde han der efter for at præsentere sig ordenligt, samt også for at sikre at han ikke virkede som en der elsker at chatte. Men mere ville ud af dette sted. Søgende som var det en ny fanget ulv. indespærret i et bur og opservere rundt i sine omgivelser. Selv trammerne fik han tjekket, foran som et gitter og dørens lås så ud til at skulle bruge en af de gammel dags vest films huler med nøgle bund og det hele. Så dette var en af de først ting han kiggede efter. Et nøgle bund med nøgler. Vagten som besad dette? højt sandsynligt.

Zantanna blev siddende, hun lyttede med i vagterns samtale dog blev hun mere stille og hendes mund blev til en anstrengt streg, hun vidste hun kendte ikke den vagterne snakkede om, hun forsatte med sin vriden af sin hænder og til sidst lykkedes det hende og få dem ud, men på grund af alle de ting de havde smurt rummet ind var hun sikker på at hendes sår ikke ville hele lige forløbig hun var en mester til at få hænder ud af de værste situationer. Hun lyttede ikke efter hvad han sagde i starten da vagterne stadig snakkede og hun lyttede, de talte åbenbart om deres chef nu og at han ville komme at se fangerne snart, hun lod som hendes hænder stadig var bundet på ryggen, da hun adkavet rejste sig gik hen imod cellens dør " hey skal vi ikke have noget spise?" spurgte hun hendes øjne svagt røde, men det var fordi hun var så vred. Hun betragtede vagterne der nærmede sig, hun vae vred tænkte da den lille fede vagt kiggede på hende, med blik som oftes så på stripklubber. Tændt hun mere af hun tænkte ikke mere over det før hun stak hænder frem og trak ham tættere på sig.

Hendes øjne blev sorte og vagten klynkede, hun var blind, men kunne godt høre at den anden vagt på vej, hun kunne dog ikke se at han havde flaske med vige vand med, hun pressede sig til yderste imens svagt mumlede nogle sprøgsmål som vagten kun kunne høre, men han nåede ikke svare før den vagt var henne ved dem. Hun slap med det samme trak sig tilbage. Hun skulle ikke nyde noget af slagsmål. Hun vidste at de ikke turdte at komme der ind nu hvor hendes hænder var fri. En stemme længere henne bryd tavsheden, hun kendte ham ikke, men det tydelig at se vagterne at han var en højerestående vagt måske, han bedte dem finde sølvkæderne frem. Nu vidste han og Mika nok også hvor ung en vampyr hun engentlig var, men hun var lige glad hun havde ikke brug for hans eller Mikas moral prædkien hendes blik fast rettet på den lille pige " Emiliy" sagde hun næsten fortvivlet det var tydeligt at se at vagten vidste at han havde fordelen ved at havde denne pige i sin hule hånd.

Zantanna lod sig tage ud cellen, eller hvad nu ville kalde det, hun lod vagten binde sølvkæderne omkring hendes hænder, hun bed tænderen hårdt sammen for ikke gispe foran den lille pige " hvorfor er jeg her?" spurgte hun sammenbidt til vagten, hun kiggede over på Mika hun havde fanget hans navn. Hun rystede svagt på hovedet da vagten spurgte om det var Mikas ide, men det kun hendes. Vagten kiggede på den sårede vagt, selvom der ikke var fysiske skader var på ham lignede han en der var døden nær. Han gispede stadig voldsomt efter vejret. Vagten gav de andre kæder som var beregnet Mika gemte dem væk. Hun blev puttet i cellen ind til Mika igen.

Zantanna var trist Emiliy var i fare pågrund af hende og hvorfor vidste hun ikke endnu, hun lukkede øjnene i hun havde ikke lyst til at se Mikas hvad sagde jeg blik, hun vidste godt hun ikke havde handlet som hun skulle. Hun sank svagt klump inden åbende øjnene " inden du begynder med hvad sagde jeg så er den lille pige med lyse hår de blå øjne der eneste kan få mig til klare den fakt at jeg er et monster, vis sker hendes noget kan jeg ikke leve" svarede hun stille. Hun bed svagt læben " desuden hedder jeg Anna, men du kan kalde mig Zantanna" sagde, selvom burde bruge Anna nu hvor hun var fri var der ikke mange der kendte til hendes rigtige navn. Så bare det at hun havde sagt det til ham var en tillids erklæring.

I det vagten kom over havde mika gemt bindet for øjnene, for at sikre at de havde glemt han skulle havde det på. Han lod sig stå over i et hjørne, klar til at få øjenkontakt med den anden vagt som skulle dukke op, men hun stoppede med at holde fast i den første vagt så han måtte afblæse den plan. I det den person som han gik ud fra står for sikkerheden dukkede frem, holdte mika godt øje med. Nær studerede hans struktur. Ingen kommentar blev lagt fra mika, ikke engang et 'hvad sagde jeg' ansigts træk. Kun observationer. Han skulle vide nok om sin modstander før han kunne planlægge sine træk. Med lidt held få så mange ud af dette sted som muligt.

Han opdagede den mindre pige. 'Emiliy kaldte kvinden hende i det hun opdagede hende. Måske en lillesøster? Familie var noget Mika aldrig nået. men uanset kunne han regne ud at hun var vigtig for hende. Dette betød sikkert, at når hun kommer tilbage, vil hun få hende ud, sikre hun er uskadt og frem for alt sikre at ingen sår bliver lagt på hendes krop fra denne fyr. måske dræbe denne person hvem ved?
Mika så stadig på vagten, han så ud som et spøgelse, hans øjne stirrede imod cellen hvor mika nu befandt sig, han kiggede kort på mika og der efter så ud til at kravle væk fra cellen og den anden vagt så ud til at binde Kvinden's hænder.

Noget tid gik, i det hendes samtale med vagterne forgik. hvor i mellemtiden har mika brugt det på at se svage punkter. Vagterne har sikkert sikret at hun ikke kunne stikke af. Samt en af dem dukkede frem og krævede at mika viste hans hænder, hvor Mika selvfølgelig vender sig rundt og viser at han stadig er bundet. Mika ser lidt absurd på vagten ''Disse at Stål snore, hvis du vil havde åben sår så værsego, jeg er overrasket at pigen i min celle ikke fik blod dråber på gulvet. '' sagde han og lod blikket rundt i cellen for at checke for blod pletter.

Et par få sekunder gik i det Kvinden dukker op igen og bliver smidt ind til cellen. Hun præsentere sig selv som Anna. Dette var godt nok for ham at vide. Hvor efter han får afvide fra hende at Emiliy er en vigtig led i hendes liv. Men da hun nævner at pigen er den som får hendes til at klare den, følelsen ikke at føle sig et monster fik han et kort glimt. Hun var i samme båd som Mika, bort set fra at mika misted den han elskede. Han gik over til hende og satte sig i øjenhøjde for hende. ''Du har stadig din livs symbol i live. jeg mistede min 2.000 år siden. Samme dag da jeg blev skabt. Så stop dit klynkeri, vi har en tøz vi skal rede'' hviskede han stille og smilede varm og venligt, mens han rakte en skuldre under hendes for at støtte hende og få hende op på benene igen.

Zantanna fnøs overlegnet der var det hun ikke kunne, et svagt overlegnet smil bredte sig over hendes læber da han snakkede med vagten, hun var overlegn, dog blev det lille smil hurtigt forvandet til et halv suk og gisp. Hun mærkede hvordan det sved, hun kunne ikke forstå hvorfor de var vagter til en ældre herre efterfulgt af en kvinde kom hen for se på dem, hun gispede kvinden duftede velkendt dette kunne ikke passe havde hendes mor altså hendes biologiske mor sluttede sig til vampyrer jæger, hun var selv jæger, men det var for alt det de andre jagtede. Hun betragtede ikke sin mor, men kiggede stift på manden, hun huskede ham og man kunne lige ane over skjorten hvor hun havde bidt sidst de mødtes. Manden betragtede dem begge og kiggede så på Zantanna, men rystede på hovedet han var ikke vagternes herre, men fordi han var vampyr jæger var han højere stående end vagterne. Hun sank hovedet da hun var færdig kiggede på Mika for atforsirkede Zantanna om at pigen som kaldte hende for søster at hun ville have det vis bare hun gjorde hvad der sagt.

Zantanna kiggede over på Mika da vagter igen åbende buret, deres herre ville kun snakke med Zantanna lige til at snakke med så kunne de ikke redde hendes søster, dog formede hun ordene uden sige dem. Hun ville havde ham til at passe på Emiliy vis ikke hun kom tilbage. Hun fornemmede en anden vampyr, en mandlig en, hans duft var ikke en hun kendte, men hun fandt ud af hvem var lige om lidt. Zantanna sikker Duften kom tættere på. Hun bed sig svagt i læben. Noget var helt galt her, vampyre ville ikke arbejde sammen med mennesker. Hun kiggede der var kun vagten og manden tilbage hendes mor blevet ved Mika så nu havde hun chancen, hun slyngede sig med alt kræft hun præster over vagten væltede ham. Derefter rejste hun sig lynhurtigt til denne gammel hun før havde mødt. Hun slyngede tænderne i ham. suede det friske blod til sig vagten stod som forstenet. Det tydeligt at se at han var bange da manden mistede bevidstheden, vendt sig om imod vagten da hun ikke kunne bruge sine hænder lossede hun hårt imellem benene og han faldte til jorden.

Zantanna var hurtigt tilbage hun fumlede med at få sine hænder ud af kæden som sved, det svært for jo mere sår hun lavede jo mere blev hendes åbende hud udsat sølvet. Hun fik løsnet knuden en smule. De skulle redde Emiliy, hun var den eneste som betød noget for hende. Hun blottede svagt sin tænder " lad ham være" hvæssede hun advarende, dog var der ikke noget hun kunne gøre vis hun valgte at angribe hende. Hun var vred på hende nu, men hendes vrede var dybere end som så. Zantanna fór imod sin mor tog fat det sted hun nu kunne. Hendes øjne blev sorte og hendes evne var igen i gang.
Zantanna skruede op for energien, den skullle få hendes mor til at besvime. Hun mærkede ikke pågrund af vreden at blodet løb ned af hendes arme kæden, havde gjort sit jo grundigt det først da morens krop faldte til jorden hun åbende dem. Hendes kjole var begyndt blive rød der hvor kjolen og hendes arme mødtes og vaklede en smule over imod cellen. Det mærkelige var at hun ikke fortrak en mine, hun lignede ikke en der havde ondt, men det var løgn " vi må ud her fra og hente Emiliy" mumlede hun og lavede fagter til at han skulle komme med hans hænder så hun kunne få dem fri.
Zantanna havde kun fået dem fri fordi hun var vred over at denne mand hvem end han var, ikke havde godt mel sækken, hun kunne godt se at hendes hænder så meget tilrevet ud, men hendes krop havde engang set værre ud, hun vidste ikke hvorfor, men stolede på Mika fordi på en måde virkede ens. Et svagt og overlegent smil spille på hendes læber. De mange år i fangeskab havde gjort underværker.

Efter mika overværede den særlige situation, han gjorde som hun sagde. Lod hende binde ræbende op. Mens han nu skyndte sig at trække moren, den halv døde vagt og vagten som lå og jamrede sig ind i cellen og låste den. Han tog rebet og gemte det, samt påførte sig med vagtens uniform. Han tog tøjet udover hans skjorte mens hans jakke blev placeret i tasken som han gav hende. ''En undskyldning i tilfælde af vagter. Lad os finde din søster.'' Han prøvede at sporre duften af søsteren og syntes at få færden, men den virkede svag. ''den vej tror jeg. Jeg tror det er hende, men er ikke sikker. '' Mika beskrev duften, som virkede til at lyde som Emiliy men også som en anden. Hans blik lagde sig på Zantanna og lod hende blot lede vejen, da hun så ud til at kende rutinerne.

Hans tanker hamred igennem på løsninger til at komme ud. Der var indtil videre 3.
1. Finde Emiliy og få hende i en sæk og diskret med vagt uniformer liste ud af stedet.
2. Storme i kamp forbi vagterne og befrie hende efter tæve samtlige folk.
3. Stikke af fra denne situation, at efterlade Emiliy og komme selv i sikkerhed.

Mika ville ikke tillade nr.3. Pigen så ud til at være levende, dette er nok bevis for ham. Hans tanker lod sig på at forklæde sig, på den måde ville der være mindre mistanke, og mere sikkerere interesse for at de ikke ville blive opdaget så nemt i deres normale tøj. Hans blik lagde sig på Anna ''Forklædning? så de ikke bliver opdaget? '' sagde han blot og lagde blikket rundt i rummet, søgende efter breve, reporter på bordet som vagterne sad ved, eller noget former for identifikation om hvem der styre dette sted.

Hans tanker kørte rundt. Hvilken organisation kunne skabe dette sted. Hvilken slags mennesker er så organiseret. Hvilke forbindelser har Anna med kvinden i cellen? siden hun råbte disse ord. Disse spørgsmål vil no først besvares nå han formået at komme ud her fra. Han gik et par raske skridt imod duften men ville sikre Anna var med så hun kunne lede an.

//beklager for det korte svar, men trætheden lagde sig på, tilføjer nok noget i morgen tidlig ((10:00))//

Zantanna lyttede svagt, hun gemte sine hænder de skulle nok hele efter hun havde taget tasken, de skulle skynde sig det ville ikke vare længe før vagterne kom strømmende her ind, hun havde lavet en masse ballade. Zantanna nikkede ganske kort imens hun forstille Emiliys duft. Hun var ret sikker trak vejret dybt for skjule et svagt støn. Nu skulle de redde hendes søster og derefter kunne tænke på sig selv. Zantanna ventede ikke på at blev klar men gik hen til den massive dør hun var kommet ind hun åbende den på klem lyttede samtidigt med at kiggede der var fri bane så det nu " der er fri bane, vi skal skynde os" sagde hun og åbende døren helt. Der var så mange sprøgsmål som kørte inde i hovedet på hende. Hvorfor arbejde vampyrer sammen mennesker, det hang ikke sammen.

Zantanna ventede ud på gangen, måske de skulle lade som om at han havde fanget, hende, ville det her nogensinde lykkedes. Hun bed sig svagt i læben igen, måske de skulle finde sted hvor de kunne snakke uforstyrret, men hun ville ikke lade Emiliy være deres varetægt. Hun kunne ikke forlade stedet uden hende. Hun vendte sig imod Mika, men sagde ikke noget før han var kommet tættere " måske du skal lade som du har fanget mi?" sagde hun sprøgende, de gange hun havde været fanget var alene og skulle ikke tænke på andre end sig selv. Nu var de 3 og det alt mange til det hun var vant til.

Hun sukkede svagt vendte blikket ned imod jorden. De slet ikke så forskellige de havde begge mistet. Hun pillede nervøst ved hårtot det var det første tegn hun havde vidste på at hun var nervøs og havde ondt. hendes træning havde stået på meget og havde også gjort hende stræk. Hun bed sig igen læben imens slap håret børstede sin kjole.

// undskyld jeg ikke svarede i går, men skete noget irl der tog overskuddet//

//Det er helt iorden kære Zantanna, Håber blot de har det godt //

Mika nikkede kort og lagde hånden let på hendes nakke. Hvor efter han hvisket ''blot i tilfælde der skulle dukke nogle up'' Hvor efter han lod hende føre an, da han vidste at hun kendte duften. Hans blik var fokuseret på muligheder for udgange, hans tanker hamrede sig igennem forskellige teorier, men lige nu måtte han hjælpe hende med at komme ud, ligesom hun hjalp ham. Liv er en dyrebar gave og han tillod ikke at den lille pige fik samme skæbne som hans egen partner engang fik. Eller i værste tilfælde at de lavede hende om til et monster som han selv var.

Hans føder gik med hende mens han stille hviskede ''Bare rolig, vi skal nok finde hende, bare tag det roligt og vi kommer igennem det.'' Hans blik lagde sig kort på hende. Hans stemme var stadig varm og venlig, men ændret sig så til koldt og kynisk i det en af vagterne dukkede op forbi en korridor og så på dem. ''Hvad laver hun her!?'' sagde vagten med en vred tone. Mika drejede blikket og så direkte på ham. ''Warden har bedt om at forflytte hende til en anden lejre.'' svarede mika så koldt og kynisk som muligt. Vagten nærmede sig stille og kiggede på hende. ''Hvorfor er hun ikke bundet?!'' sagde han og mika grinede let. ''Fordi jeg nemt kan tage hende ned, jeg har styr på det. Slap af.'' Vagten virkede lidt skæptisk men fortsatte så videre mumblende og svovlede, mens mika nu gik med raske skridt fremad, ladte hende lede vejen til søsteren.

Zantanna følte sig beroliget det var ikke alle der havde den effekt på hende slet ikke mænd og især mandlige vampyrer, hun stolede ikke på dem og det var klart med hendes bagrund. Hun undrede sig at denne kvinde som før havde opsøgt hende og kaldt hende for Zantannas biologiske mor hvorfor arbejde hun for dem. Hun stoppede brat i sin bevægelser da en vagt kom, hun rettede sit blik imod jorden prøvede virke ked af at hun blevet fanget, som en narturlig ting for hende blottede hun svagt sine tænder da han undersøgte hende. Hendes adoptivfar havde altid tjekket hende og hun brød sig ikke om det. Vagten lod sig åbenbart ikke skræmme for han affandt sig med at Mika havde kunne styrre hende. Hun sundede sig en smule før hun trak vejret dybt for igen få færten af Emily. Hun havde så travlt med at finde hende at hun ikke så at de var på vej samme retning som før, de gik lige imod vagterne. Hun stoppede op da fik færten af den ældre herre hun før havde mødt og bidt.

Zantana stoppede op, de kunne ikke komme videre den vej, de måtte finde en anden vej, hun nåede dog ikke tænkte det igemmen før en vred kvinde latter bredte sig i gangen, fint nu havde vagterne sluppet hende fri. Det først der det gik hende at Zantanna måske var hendes biologiske mors Emiliy og det var på den måde de kunne få vampyrer til arbejde for sig. Hendes blik vendte imod sig en dør, færten af Emiliy var der, det måske der de holdte hende. Hun var tydeligt forvirret, for lugten af Emiliy førte også den vej. Var det her en fælde? Hun bed sig svagt i læben for finde et svar, men nåde det ikke før noget hamrede ind siden på hende og Mika. Hun væltede og kom til støtte med sin forslået hænder og et gisp undslap hendes læber. Hun vidste ikke om Mika var væltet, men nu trådte en hanvampyr frem foran dem. Han grinede kort som vidste at de ville flygte han havde Emiliy i sin hule hånd.

Ved siden af manden stod vagten fra før, vedkommende som havde ramlet ind i dem. var foldet sammen med Zantanna. Hun genkendte hurtigt lugten det var den kvinde som havde givet hende væk dengang hun var lille. Hun blev siddende stille med hendes biologiske mor overskødet. Hun genkendte ikke den fremmede mand, men det kunne være Mika gjorde. Han løftede stille roligt Zantanna op fra gulvet " du har givet mig en masse problemer" sagde trunede hans stemme var mørk og advarende. Hun greb ud efter hans arm brugte sin evne, hendes øjne blev igen sorte. Hun måtte havde ham af sig så hun kunne tage Emiliy og forsvinde, dog nåede hun ikke så langt før en knytnæve ramte hende på kinden og hun måtte give fortabt. Hun havde ført dem i en fælden. Hun var elendig og nu blev Emiliy nok dræbt.

Han kiggede hen på Mika, før han sagde noget til vagten og han fandt nogle sølvkæder frem, Zantanna blev sammen med Emiliy ført til andet rum. Zantanna var slet ikke tivil om var det rum blev brugt til. Hun skulle totures. Inde midt i rummer var sølvplade. Manden og en anden vagt tog kjolen af så den bare hud ville ramme sølvfladen og brande den give en enorm svien. Zantana turdte ikke andet. Hun var ligeglad Mika måtte komme ud han kunne flygte han var ældre og stærkere end hende og måske endda klogere.

Mika havde fulgte med hende, men stille kunne lugte duften af en person han ikke har duftet i langt tid. Hans blik drejede sig og han så vedkommet som skabte mika. Vagten ved siden af mika endte op med at blive flænset i det Nargaraja greb fat i Zantanna bliver grebet af ham. Mika's ansigt var ændret fra den varme og venlige mika forsvandt fuldstændig og bæsted inden i ham kom frem. Vagten som tidligere stod der fik kæben fået revet til side i det mika havde aktiveret hans sko hvor sølv knive dukkede frem. Det første indslag af hans sko ramte kæben på vagten så hans kind startede med at bløde og et skrig af smerte lød igennem.

''MORDERE!!!'' skreg mika i det han tondsede imod Nargaraja og lagde den første spark imod bagsiden af hans inderben. Med dette endte det at kvinden greb Mika bagfra og holdte ham fast. Han kiggede kort bagud og slog med den anden fod ned imod hendes føder så hun kunne mærke sølvet imod toppen af hendes egen fod i håb om at hun ville give slip. Nargaraja skreg i et kort øjeblik i smerte og vendte sig der efter og skulle til at række efter en pistol for at ligge skud imod Mika, men vagten lagde sig imellem mika og Nargaraja så vagten blev skudt i ryggen. Mika kiggede rundt og spotted at den anden vagt førte Zantanna ind i det andet rum.

''Det er overe Mika. Giv op'' Lød den kolde og kyniske stemme fra Nargaraja. Men til hans respond og forhåbninger havde mika vendt sig rundt og stormede imod kvinden som holdte ham og prøvede på at slå hende i gulvet, men dette resulterede ham blot rulle rundt på gulvet. Udgive slag for slag imod hinnanden.

Zantanna anede ikke hvad der skete uden for, hun var så fast besluttet på ikke at skrige foran den lille pige, men da han endelig havde fået hende spændt fast. Emiliy hulkede som besat. Hun kiggede på vagten, men værdigede hende ikke et blik, så Hun nikkede til Emiliy og hun kravlede op til hende. Den lille pige rystede voldsomt. Det var næsten som hendes krop gav efter for presset. Hun lukkede øjnene i det mindste var hun sikkerhed her. Hun lagde hovedet en anelse på skrå imod døren da færten af blod ramte hende og forvandlede hendes øjne røde. Hun bed sig svagt læben og fik undertrykt trangen. Hun kiggede på lænkerne, men denne gang kunne ikke komme fri hun sukkede svagt hun ville gerne der ud og se hvad skete. Hun bange for Mikas sikkerhed. Hun håbede enderligt at han havde kunnet redde sig selv. Zantanna var dum hun usikker, men hun håbede dog at han ville hente Emiliy. Emiliy begyndte skrige og sprang forfærdet ned bordet da vagten hentede en kniv han tog derefter fat Emiliy " nej" gispede hun rev i lænkerne, det kunne ikke passe. Han satte på stol som han også bandt hende fast så ikke kunne stoppe ham når han gik igang med Zantanna. Hun vidste godt hvorfor hun lagde på sølvpladen det var fordi hendes energi blev tæret hurtigere.

Mika formået at rulle rundt med den underlige kvinde, som resulterede i at han slog hendes hoved ind i væggen så hun mistede bevidstheden. Mika blev taget hårdt fat i nakken af Nargaraja og hans øjne stirrede nu ind i mika's. ''Giv nu op'' sagde han i det Mika brugte sin evne og låste Nargaraja fast som en statue. Han hørte Emiliy skrige som tvang ham til ikke at dræbe bæsted foran ham. Mika tog fat i hånden som før holdte ham oppe og gav slip så hånden ikke længere havde fat. Hans hænder blev ført imod hver side af kraniumet på bæstet og der efter smadret det ind imod vægen så han misted bevidstheden. Mika tog pistolen fra hans ene hånd og stormede ind i rummet hvor Emiliy befandt sig og lod an til at skyde den sidste vagt.

''Emiliy luk øjnene'' Råbte mika kommanderende og der efter skød efter vagten, men ramte hans hals. Vagten i alt forskrækelse over Mika i fuldt ud smurt it blod fra den tidligere vagt, havde nu afyrede et skud som pierced hans hals. Vagten tog sin hånd imod halsen og stille blev kvalt i sit eget blod i mens han gispede. ''Vi skal ud nu!'' han stormede afsted imod Zantanna og tog kniven op fra gulvet som vagten havde tabt. Han skar rebbende løs for at give Zantanna friheden og lod blikket på Emiliy ''Du kan åbne øjnene nu Emiliy, vi skal ud. NU!'' hans blik så rundt og hans stemme lød mere skræmt end vred.

Emily lukkede øjnene så snart Mika havde sagt det, hun fór sammen da hun hørte skudene. Hun stod lukkede øjnene et stykke tid end til han sagde det var okay åbende dem. Hun betragtede Mika smilede bredt da befriede Zantanna.

Zantanna fortrak en mine da rejste sig, hun var svimmel på grund at havde været udsat for sølv for meste af hendes ryg. Hun forstod ikke hvad der sket, men blodet på han tøj sagde alt. Hun var ligeglad med at stod nøgen foran ham. Faktisk kunne hun ikke vente med at komme væk her fra. Zantanna vaklede og var ved at vælte flere gange, men da hun nåede over til Emiliy samlede hun hende op knugede hende ind til sig. Et sprøgende blik vendte sig imod Mika, det var tydeligt at han bange for noget, men lige nu handlede det om komme væk.

Zantanna ventede på ham, han føre an så skulle nok følge eller det troede hun " tak, jeg siikker på du havde villet flygte" sagde stille.

Mika smilede lidt ''Jeg lader ikke historie gentage sig.'' Han tog tøjet og rakte Zantanna det. ''her, du får brug for det.'' Han kiggede på barnet og der efter tilbage på hende. ''Drik ham. du får brug for energien.'' mika tog fat i den stadig døende vagt og smed ham foran Zantanna så hun kunne drikke. Han gik der efter ud og så til om Nargaraja var der, men han var væk, det samme var kvinden. ''Denne her vej.'' sagde han og stormede afsted ud.

Hans tanker lagde sig fast på sindet. 'Fuck.. Fuck.. fuck..'' Hans hænder begyndte at ryste, han vidste at han ikke ved hvor henne Nargaraja var eller tøzen men det meste relevante var at få disse to piger ud her fra. Det var det eneste der betyd noget. Han kiggede frem og tilbage for at se om hun drak mens han holdte vagt, efter et par minutter gik så han tilbage og stormede ud i retningen han mindes at udgangen var. Et par vagter dukkede op og prøvede at stoppe dem, men mika afyrede de sidste 2 skud der var i pistolen før han løb tør og måtte bruge kniven imod den sidste vagt, som fik kniven plantet i panden. Hans blik lod sig kort tilbage på Zantanna mens de stormede ud og hans tanker var i øjeblikket ' Ud.. ud.. skal ud.. Sikkerhed! FUCK!!'

Zantanna fik Emily til løbe over Mika med beskeden om at holde vagt sammen med ham da kom til efter at han havde dræbt vagterne en forsigtig hånd greb fat om han bukseben ben imens kiggede stift ud på gangen. Hun drak, vagten kunne lige holde sulten for døren. Da hun var færdig tog hun tøjet på. gik hen imod dem. Hun smilede svagt hvad end det var der skræmte var det slemt. Hun set ham og hun vidste at hvad Mikas historie var havde det noget den vampyr at gøre.

Zantanna takkede endnu gang inden hun samlede Emily op, hun havde aldrig troet vampyrer og mænd kunne være søde. Hun havde bestemt sig for at hun godt kunne lide ham og at ikke alle mænd ens. Hun meget mere tilfælles end skulle tro. Hun var heldigvis kommet af med sin vampyrer slaveherre. Hun grinede svagt ved tanken. Hu n var klar til at komme hjem. Den lille pige trængte til et bad, men hun havde intet varmt vand så blev nød koge det. Hun vidste ikke hvorfor tænkte på bad, men hun bange for at miste Emiliy. Så derfor måtte hun tænke positivt

Mika ledte dem udenfor. Hans blik søgte rundt og det så ud til at de var i Slave market. Hans blik fandt gågaden ind til Det Vilde Svin og ledte dem i den retning, der vidste han medsikkerhed at de ville være i sikkerhed. Han løb halv hurtigt, dog ikke for hurtigt da han ville sikre at Zantanna kunne følge med. Hans blik lagde sig rundt, observerende efter folk som kunne gøre dem fortræd. Men til hans egen overraskelse så folk mere skræmt ud en overrasket. Deres blikke fulgte dem, men de kiggede efter eventuelle folk som kunne følge efter dem, men ingen var af syne. Mika åbnede døren til Det Vilde Svin ''Denne vej, jeg har et sted hvor vi er i sikkerhed.'' sagde han med en venlig stemme og ledte dem op til hans værelse. Han låste sit værelses dør op og mødte blikket af Jack, som sad og så med skræmte øjne.

''Mika!? hvad der sket?!'' sagde han skræmt, mens han halv hoppede ud af stolen efter at havde læst om varulve og deres traditioner. Hans blik faldt på den lille pige og kvinden, så han med et startede ud med at storme ind på badeværelset og satte varmt vand over for at folk kunne vaske blodet af sig, hvor efter han han kom ud og kasted 1 håndklæd efter hver person for at de kunne tørre sved, tårre og blodet af sig. ''Er der nogle af jer som er såret?'' sagde jack med en større bekymring end at vide hvad der sket.

Billede af Jack [NPC]:

Mika kiggede på Zantanna og Emiliy ''dette er Jack, han er en som har tjent mig i lang tid. Jeg stoler på ham med mit liv. Han arbejder som læge'' hans blik kiggede rundt og frem og tilbage i den lange gange de gik ned af for at komme ind til hans værelse hvor efter han låste døren efter dem.

Zantanna knugede Emiliy ind til sig pigen snøftede, men hun var i det mindste ikke bange. Zantanna løb så godt hun kunne selvom hun havde fået blod følte hun sig stadig svag, flere steder på kroppen var hun øm, men hun brokkede sig ikke, hun kunne ikke forstå det hele havde været så mærkeligt. Hun kunne stadig ikke se hvad de ville få ud af at arbejde sammen med mennesker, hun ignorere alles blikke. Hun var næsten hjemme, men hun vidste at de ikke ville være sikker hjemme nu hvor de kendte til hende og Emiliys  fært. Hun forsatte ind igemmen kroen og op til hans værelse.

Hun blottede forskrækket sine tænder denne fremmede, men Mika fortalte dem at det en han stole på blev hun så rolig at hun satte Emiliy ned på gulvet. Hun betragtede Mika, hvor lang tid havde han tænk sig de skulle være her. Hun lagde sprøgende hovedet på skrå " hvem var den mand og hvorfor ville han havde fat i mig, jeg har ikke gjort ham noget" sagde hun i starten af sætningen var hun vred, men til sidst blev hendes stemme mere trist. Hun ville ikke til at gemme sig igen pågrund af den fremmede vampyr.

Hun satte ned på gulvet og uvilkårligt støn ramte hendes læber, men gemte sine hænder så Jack ikke kunne se dem. Hun lukkede øjnene " jeg har det fint, mine sår vil hele på ingen tid" svarede hun kiggede undersøgende Emiliy der var tørre sit ansigt. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide ham hun stolede bare ikke særlig meget på mange mænd og slet ikke dem der var fremmede.

" hvad ville den mand med min mor" mumlede hun svagt og sukkede kort det var hendes skyld at hun havde ledt dem i en fælle. Hun bed svagt på begyndt klø sig på ryggen sølv dræbte dem ikke, men derfor gjorde stadig ondt brændte i hendes ryg som bare fanden nu hvor hun sad stille, hendes håndled stadig ikke helet. Hun sukkede kort gemte igen sine hænder.

Mika så på Emiliy og der efter på Jack. ''Jack kunne du hente noget is til pigen. Jeg tror hun fortjener det mere end os, hun har virkelig været en super sej en idag.'' sagde han med en varm og venlig stemme, men hans øjne afslørede frygten han havde. Hans ansigt drejede sig der efter på Zantanna. ''Emiliy kan tag det første bad, mens Jack laver en is til hende, bare rolig der er kun en vej ind og en vej ud af badeværelset. Da det er karbad er jeg sikker på at hun kan få sig et dejligt bad. '' sagde han med en rolig stemme som stille skælvede ved adrenalinen som pumpet igennem ham. Han så der efter på Jack. ''Jack, bed Michael og Jayson om at holde øje nede ved baren, før du laver isen, vi skal sikre i tilfælde af at Flesh Eateren ikke dukker op. '' hans blik faldt der efter på Zantanna igen.

''Nargaraja er min sire. Det monster du så var den vampyr som skabte mig. Han er en kold bloding morder som drabte mig og min forlovet.'' hans blik så rundt og stille gik hen til vinduet og så ud af gaderne. Hans ansigtet ændret sig til komplet skræmt. Som var det han havde set et spøgelse og hans hænder rystede. ''Aldrig... Aldrig før har han været så tæt på mig. Efter 2.000 år har han aldrig kommet så tæt på mig.'' hans blik ændret sig og så på Zantanna hvor efter glemte fuldt ud at tørre blodet af sig. I mellem tiden brugte Jack tiden på at gøre som Mika bedte ham om. Det varede ikke længe før at man kunne høre en stå ved siden af døren, mens jack kom indenfor igen og kiggede på Mika ''Jeg har bedt Nemesis om at være klar i tilfælde af at Flesh Eaten dukker op.'' Han gik der efter videre ind i køkkenet og fortsatte med at lave isen klar til Emiliy. ''Kunne de tænke dem noget Frøken?'' Hans stemme henvendte sig til Zantanne mens Jack arbejdet med at lave isen til Emiliy.

Mika stille gik over til et skab og fandt en ren skjorte og et par rene shorts som nok kunne passe Emiliy. ''Tror nok hun kan passe dette, jeg ved godt det ikke er meget, men nu hvor de kender jeres tøj må vi ændre det. Jagerene må ikke fange færten af jer. Når morgen gryer vil Jack, Michael og Jayson være klar til at beskytte os to mens vi sover, så du har intet at frygte. Jeg stoler på disse tre med mit eget liv, da alle tre har reddet mit liv en gang før. '' Han smilede varmt og venligt. Mens han stille fandt tøjet og foldet det pænt hvor efter han placerede det på et bord ved siden af døren til badeværelset. ''Emiliy jeg har lagt tøjet ved siden af døren, som Zantanna nok kommer ind med når hun selv får et bad'' Han drejede blikket og så på Zantanne og stille talte lavt til hende ''Du har brug for at fjerne din normale duft, brug gerne min urte shampoo. Det er designet til at ikke kunne udløse din naturlig duft først efter 2 timer. Dette burde være nok, for jer begge til at komme ud her fra og havde et par dages forspring til at undgå ham eller din mor til den sags skyld. ''

Emiliy gjorde store øjne da Mika nævnte is så hun skyndte sig at gå bad, hun havde aldrig set et karbad før. Hun afventede lidt som for at hun lige skulle ryste sig søvnen for at sikker sig at det ikke forsvandt, hun kravlede med lidt besvær op idet satte sig det hun tændte ikke for vandet, da hun stadig havde sit tøj på. Hun tog det, men vidste ikke helt om måtte tænde for vandet. Hun vidste godt at der hjemme sparede man på vandet. trak til sidst tøjet af tændte for vandet.

Zantanna lyttede hun rystede svagt på hovedet hun kunne ikke tage her fra hvor skulle tage hen alt det hun kendte var her. Hun kiggede på hendes dybt fortivilet " nej dette her er mit og Emiliys hjem" mumlede lød som der ikke vidste om skulle grin eller græde. Hun ville på blive her sammen med ham og hjælpe, men hvad kunne en meget ung vampyr gøre imod Flesh eater, som de vidste kaldte ham. Hun kunne ikke forlade Doomville eller Rafaela. Hun sukkede svagt hun måtte også tænke på Emiliy.

Zantanna ville ikke være foruden Emiliy, men de kunne da ikke tage afsted, hun stirrede tomt ud af luften. det først da Jack spurgte om hun ville havde is hun kom tilbage, hun rystede på hovedet hun skulle ikke have noget, vis skulle have noget skulle det være blod. Hun rejste sig op vaklede over tøjet hun skulle have med ind til Emiliy. Hun var i chok, hun var lige sluppet af med en tyran for bare at skulle få en ny hun skulle flygte fra. Hun gik ind på badeværlset til Emiliy.

Pigen fnisede fornøjet, det var hendes første bad i badekar, hun kiggede på Zantanna vidste at der var noget i vejen, men spurgte ikke om noget. Hun tog den shampoo han sagt hun skulle bruge og begyndte vaske Emiliy. Da hun færdig gav hun hende tøjet på sendte ud efter isen.

Zantanna trak sit tøj af begyndte vaske sig, hun sukkede svagt vidste ikke hvad hun skulle gøre hun splittet imellem blive og tage afsted, selvom minderne har de fleste af dem var dårlige var byen stadig hendes hjem. Hun kiggede tænksomt ud luften, mens det varme vand ramte hendes hud. Hun vaskede sig. Hun stoppede vandet da hun var færdig. og tog det tøj på hun nu skulle have på gik ud. hendes hår krøllede når det var vådt.

Hun sagde ikke noget til Mika, men satte sig hjørnet længest væk, hun ville tænke derfor lukkede hun øjnene og lukkede alt ude. Hun havde klaret sig ret godt imod sin vampyr, men hans vampyr langt stærkere og mere farlig. Hun åbende øjnene kiggede på Mika " hvad nu vis jeg blive og ikke flygte, desuden skal der ske med dig?" spurgte hun det var som hans venner kunne beskytte ham for altid. faktisk lød meget bekymret, men spurgte man hende ville hun benægte " de kan heller beskytte dig for altid" konstarterede hun

mika sukkede kort og smilede lidt for sig selv '' Det ved jeg godt. Hvis du gerne vil blive, vil jeg forslå at du bor her. Dette sted at under beskyttelse af en bestemt person. Nemlig Nemesis, hun styrre alt inde for terrorville. Samt også har mange indflydelse for vampyre. Dog vær varsom når de møder hende, hun kan læse ens tanker. Så vær forsigtig hvis de mødes med hende.'' Mika drejede blikket og så på hende. hvor efter han gik over til hende og satte sig i øjen højde med at varmt smil. ''Jeg skal nok tag mig af Nargaraja. Han er ude efter mit hoved, fordi jeg er den første vampyr der har dræbt samtlige af hans børn. Han er efter mig fordi jeg fjernede hans manipuleret børn og fordi han dræbte min forlovede.'' Hans blik virkede stadig varm og venlig, hvor efter han så stille rundt. ''Hvis de bor på dette sted, anbefalder jeg rummet ved siden af os, eller det næste rum. Da nemesis bor i nærheden. Samt så er mig, Jack, Michael og Jayson klar til at hjælpe jer. Dog skal i vide at jeg få gange kan være talvt med aftaler og mit arbejde.'' Mika's tone var stadig varm og venlig, men en snær af bekymrelse lå over hans ansigt, som var det han tænkte på situationen og hvordan han kunne få hende ud af denne kattepine.

Hun smilede ganske kort, hun var taknemlig " tak jeg vil hjælpe til så godt kan uden gå vejen" sagde hun stille, hendes hoved hvilede sig op væggen, hendes ryg sivede ikke så meget badet havde gjort hende godt. Hun måtte vidst tage det i sig ikke alle mænd var nogle svin. Mika og hans venner var ikke, men hun var heller ikke klar til slippe ham " jeg har prøvet noget af det samme" sagde hun stille, hun vidste ikke helt hvor hun skulle fortælle ham det, men det lagde lige til højre benet " den kvinde du så jeg slåsede med" sagde hun stille og begyndte hun at fortælle om sit liv, hvordan forældre havde givet hende væk til vampyr, at det meste af liv boede hun i kælder, blev slået ydmyget, det lige end til flygtede. forklarede ham også at det derfor hun havde lært binde sine hænder op, med mindst mulige skade. Hun løftede op i ærmet små blåe mærker som aldrig forsvundet sad arme de kommet inde blev vampyr.

Hun sukkede lod Emiliy sætte sig ved hende imens stille vuggede hende frem tilbage " de Emiliys familie ihjel for at få hende ind familien" sagde hun ´lagde ikke skjul på at Hun glad for det, for så havde hun aldrig fundet og fået Emily.

Mika lyttede med et venligt smil på ansigted, mens hans øjne stille prøvede at fange hver ansigts reaktion. Han ville huske så meget relevante data om denne person som nu sad foran ham, til at tilføje i hans mindre note bog. Efter hun havde fortalt om hvem kvinden var og hvad relevant hun havde med Zantanna og Emiliy så han over på Jack som stille kom ind med et kop te til Mika og isen til Emiliy og smilede venligt hvor efter han kyssede Mika's kind. ''Værsego Mika, så du kan slappe lidt af. Jeg beder de to andre om at slappe lidt af. Angående Cerberus har jeg ingen andelse om hvor henne han er. Han er muligvis nok ude.'' sagde jack med en venlig tone, hvor efter han forlod rummet og lukkede døren efter sig.

Mika kiggede over på bordet og rejste sig. ''Du burde nok hvile dig, så du har nok krafter imorgen tidlig nat imorgen. Dette sted er vel sikred. Ikke blot af mig, men også de folk som arbejder her og hende som bor her. Jeg tvivler for at være ærligt at nogle turde træde ind på en anden vampyr herskerinde's territorie.'' Han satte sig der efter og drak en smugle af sin te, imens han stille lukkede øjne og hans hænder stoppede med at ryste, mens hans ansigt stille så mere og mere ud til at slappe af. Mika tænkte de sidste detailjer til at sikre Zantanna og Emiliy's overlevelse. Så han udtænkte at hvis de boede her, arbejdet måske i denne bar ville de kunne være i sikkerhed. Dog betyder det at de første 4-5 år måtte de blive inde dørs, for at få det hele til at trække ned igen. ''Hvis du bliver her. Lever ved at arbejde i kroen her som assistent. Beder Jack til at købe lidt ind for dig, sikre dette at i ikke vil blive set udenfor. Dog skal dette betyde at det første år at i nok minimum skal blive inde døres. Jeg ville ikke ligge det som en fængsel, men det er for at sikre at hverken Nargaraja eller kvinden ville mistænke at lede her inde. Men hvis du inderligt gerne vil udenfor, så husk at fjerne din lugt. Brug eventuelt make-up til at ændre dit udseende og for alt i verden brug aldrig den påklædning som de vampyrer så dig tidligere var vant til at se dig i. '' sagde han roligt mens han stille lod et suk fra hans læber forlade dem. Han drak det sidste af hans te færdig og så over til Zantanna. ''Kom, jeg kan vise dig hvor henne du kan sove i nat. Jeg plejer at havde et par gæsteværelse når jeg for folk på besøg. Jeg har også en ekstra seng til Emiliy, dog hvis i vil dele værelse er der et ekstra sove sted under sengen, som vil dække dig imod solen. '' sagde han og rejste sig op for at lede hende ind til værelset for at vise hende lidt rundt.

Zantanna sad og kiggede hun anede ikke rigtig hvad hun skulle sige det, det hele var svært at få til at synke ind. Hun bed sig svagt i læben med et tænksomt blik, hendes hoved arbejde på en løsing, hun brød sig inderst inde ikke om at være indespærret, hun kom til at føle sig kvalt, men hun ville heller ikke være skyld i at Mikas skaber og hendes mor skulle finde dem. Nu hun stod denne her situation kunne hun godt se hvor lidt forberedt på verden hun var. Hun kunne ikke hjælpe med noget hun var uduelig, hendes evne uduelig hende uduelig. Hun følte sig smule dårlig tilpas. Hun nikkede et par gange til det han sagde og rejste sig, men hendes blik var stadig tænksomt. Den gang hun flygtede var kroen også hendes flugtsted for hun vidste at hendes adoptiv far aldrig ville komme der, han var for stolt og nægtede at blive set derinde. Hun fugtede svagt læberne ved at lade tungen glide henover dem. Emiliy hvinede da isen kom, hun kiggede over på Zantanna for sikre sig at hun faktisk måtte spise den da Zantanna nikkede begyndte hun at slubre isen i sig. Zantanna fulgte efter Mika da sagde at hun skulle hvile sig faktisk var hun sulten og hendes øjne lyste svagt røde, hun prøvede at skjule det ved tage sit hår ned i hovedet. Hun knyttede svagt sine hænder.

Zantanna vidste at der for hendes vedkommen ikke ville blive meget hvile, faktisk tænkte hun så det knagede, hun syntes stadig det var mærkeligt at vampyre arbejde for eller med mennesker det virkede så absurd at de ville det især når vampyre var dem overlegen. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre for lige meget hvad var der nogen efter hende. Zantanna havde brug træning så hun kunne forsvare hende og Emiliy. Hun knyttede svagt hænderne for at slippe dem igen. Hun tydeligvis anspændt hendes hænder sviede ikke mere sårene begyndt hele. Hun kiggede på den lille da pigen greb Zantannas hånd " vis jeg skal blive her og ikke kan komme ud, hvordan jæger jeg så?" spurgte hun for hun sikker på skulle blive her længe og faktisk kunne det være at hun lærte Mika kende.
Udover alle de ting hun allerede vidste, hun smilede en smule nervøst over tanken om igen at være indespærret og hvor meget hun hadede det. Dog så længe det ikke var i en kælder overlevede hun nok.

Han Fulgte Zantanna rundt i boligen han boede i, som var bygget ind i kroen. Det var som en lejlighed, med en kro i bunden. Hans blik faldte sig på gæste værelset han ofte havde når enten jack, Jayson eller Michael ville slå sig ned og holde Mika med selskab. Han lod dog mærke til at Zantanna virkede anspændt, mens de gik havde han undret sig lidt over hvorfor hun var stille, men han fortsatte fortalte lidt om rummene. Det basale som invovlerede depot til rengørring og andre matarialer, da mika ofte gjorde rent i sit sted for at sikre at det ikke var beskidt. Hans vinduer var altid dækkede for et tyk lag stof, som skulle få det se ud som om at det var et helt admindelig gardin der var trukket for. Hans blik faldt op på gitterede om sikkerheds mekanismen var i orden. ''To sekunder'' sagde han kort i det de gik i nærheden af stue vinduet, hvor han checkede om snoren var bundet ordenligt fast, hvor efter han fortsatte videre. ''Når jeg ligger mig til at sove, ligger jeg ofte et løs bund af kæder ned tæt bag gardinet, dette sikre at stedet forblive mørkt, i tilfælde de skulle kaste sten ind af ruden og slå gardinet for om dagen. '' Han gik videre og viste hende værelset hvor de kunne sove. Hans øjne faldt kort på hendes hænder som virkede anspændt. Efter hans holdning virkede Zantanna meget anspændt over hele situationen. Men dette var nok fordi at mika ofte vidste hvordan han undgik folk, havde hver plan A, B,C,D,E for at sikre flugt veje var nok.

I det barnet nævnte ordet 'jage' stoppede mika brat op ''Er i begge to vampyrer?'' Han vendte blikket og så på de to, hans ansigt havde ændret sig fra høflig til halv undrend. Hvis pige barnet også var vampyr ændred det sagen sig fuldt ud. Pige barnet kom til at få det svært, Mika havde oplevede en lignende situation tidligere og han vidste hvad det involverede. Hun ville ofte være svære at styre når hun er sulten efter blod, børn efter hans holdning havde intet sted i at blive vampyrer. De var for lette offere. Ved dette mente han vampyr jager, varulve, engle og ja. Hellige mænd som man kaldte dem. Hans ansigt så bekymret på Barnet og der efter på Zantanna i håb om at begge ville svare sandfærdigt.