Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Den sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164971 indlæg i 8752 emner
So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Side 1 af 2 • 1, 2
So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
S: Ashen Wood Forest.
T: Ved midnat.
O: Ikke nogen som man kan se.
V: Månen lyser kraftigt. Masser af skygger rundt omkring
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Våben: 2 sværd. Et på hver side. Og en hel masse kasteknive
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] På lårene armene ved skulderbladene og langs ned af siderne.
Tiden gik. Han vidste det ville komme. Han vidste dagen hvor hans mester's gamle fjende ville finde ham. Det var nu. Han kunne mærke det. Langsomt gik manden videre igennem skoven. Afventende. Det var som om sekunderne blev minutter. Og minutterne. Blev til timer. Samt timerne til dage. Og så videre. Hvert skridt han gik forstærkede bare fornemmelsen af at der var noget på vej. Denne mand havde valgt Ashen Wood Forest. Fordi det var nemmest. Ingen som kunne afbryde denne drabelige kamp som var på vej. Langsomt greb manden fat i det sorte specielle sværd han havde. Og hev det roligt op af holderen på hans ene side. Holdte hårdt fast i det med begge hænder. Og bare ventede
Manden som gik her. Så kort op mod himlen. Navnet på manden. Var Markulius DéAuditoré. Tidligere kriger. Men nu var han ikke en kriger mere. Nu var han bare en dusørjæger. Markulius havde sin kampdragt på. Det var første gang længe han havde haft den på. En hvid dragt. Med 2 pistoler ved brystet. Og læderbælter frem og tilbage over det hele. Et sværd på hver side. Det ene det han havde i hånden. Og det andet en katana med en drage til bunden af håndtaget. Kasteknivebælter på lårene. På håndledende/underarmene. På skulderbladene. Og til sidst. På sidderne under hans arme. Alle klar til at blive løsnet og kastet. Det var første gang han bar rundt på hans faders katana. Det gjorde han normalt ikke. Og slet ikke i denne styrke. Han manglede jo stadig en enkel cirkel. Men hvor den var vidste han ikke. Han var ved at blive irriteret over ikke at kunne finde den.
Der gik nogle minutter. Hvor Markulius med rolige og langsomme skridt gik rundt og ventede. Da der så skete noget. Hans øjne blev ildrøde. Uhyret så med. Snakkede til ham med den underlige drabelige stemme. Så smuk og forførende. Og dog alligevel så kuldegysende. *Markulius. Er du sikker på det her?* Markulius nikkede bare kort han var helt sikker. Dette var en kamp om ære. Hans mesters ære var på spil. *Godt Skattemus. Jeg hjælper dig.* Et lille vrid kom med Markulius'es hoved. Et knæk kom fra nakken. "Stop med at kalde mig din skat. Det kan godt være du er essencen fra min gamle kone. Men du er ikke min gamle kone. Hun er død." Et grin kom indeni Markuliuses hoved. *Drop skuespillet du har savnet mig.* Et lille smil kom frem på Markulius. "Jo måske lidt." Begge parter smilede lige nu.
Pludselig blev hans øjne blodrøde. Ikke lysende ildrøde. Men blodrøde. Roligt sænkede Markulius sværdet og skreg op mod luften. Et skingert drabeligt skrig. Som lød som 2 der skreg samtidig. Det var fornemmelsen. Af at uhyret og Markulius blev til et. På den måde kunne den ene kæmpe. Og den anden kunne forudsige modstanderens angreb. Og så var det der skete noget underligt. Markulius begyndte at løbe. Og hoppede op i et træ. Lige i samme øjeblik. Noget sussede forbi under dem. Og hamrede ned i jorden så et langt krater kom frem. Så kom han endelig. Roligt hoppede Markulius ned på jorden igen. Og smilede roligt. Da han roligt tog det sorte og hvide sværd ud af holderne på hans sider. Hævede dem begge og var klar til kamp.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Våben: No one. Han bruger skyggerne som våben. Hans nuværende fremmanede våben er et spyd: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Så nu var det tid. Endelig kom den. Tiden hvor de skulle kæmpe. Han havde holdt øje med ham længe. Og nu vidste han præcis hvor han var. Markulius Dé Auditoré. Hans tidligere fjendes elev. Vingerne sussede igennem luften. Rustningen var tung. Men ikke noget denne mand ikke kunne holde ud og have på. Det var årtier siden han sidst havde haft mere end et par cowboybukser på. Så ja det var mærkeligt at have den på. I hånden havde han det spyd han altid brugte i kampe. Det var hans ynglingsvåben. Vingerne viftede et par gange for at skabe mere fart. Han var fløjet længe nu. Han vidste han skulle til Ashenwood Forest. Hurtigt. For ellers kunne det være Markulius gik ligesom hans mester. Skyggerne flød rundt om ham. Ud af hvert eneste hul i hans hud. Så de dannede en mærkelig form for slør om ham. Selv hans øjne. De lyste nærmest. De var rødlige på grund af de skygger der flød ud af hans øjenkant rundt om øjeæblet. Var nogle andre slags end de andre. Nogle han ikke havde så mange af. Og normalt kun brugte til at skræmme. Dem som flød frem fra hans vinger var blå. Der fandtes 3 slags. De sorte. Det var de svage. De blå. Det var dem imellem. Og til sidst de røde. Som var de stærkeste. Denne kamp krævede alle hans skygger vidste han. Derfor havde han tilkaldt næsten alle hans skygger. Dem som ikke blev tilkaldt. Var dem som var tilført på dem han elskede. Så han kunne mærke dem. Men det var ikke noget han lagde mærke til lige nu. Nu fokuserede han på en ting. Sin kamp som kom forude.
Navnet på denne person med kulsorte vinger. Og en stor metal rustning. Var Urox Gravezia. Den faldne engel. Som dog alligevel gjorde sit arbejde fra dengang han var engel. Det var derfor han gjorde dette. Det var hans opgave. Han havde ikke dræbt hans mester. Så måtte han dræbe hans elev. Urox strammede grebet om sit spyd. Han var ved at være der efterhånden. Godt. For han ville gerne blive færdig hurtigt. Derfor gav han ikke en chance. Han så op på himlen kort. Månen. Perfekt. Det betød flere skygger at manipulere.
Han var ved at være der. Han opdagede hurtigt den hvide dragt I den ellers sorte skov. Urox satte spyddet ind til kroppen. Op langs hans krop. Så hans spyd stak lidt frem. Hvorefter han samlede vingerne og dannede en kugleagtig form. Ligesom dem som der kom fra pistoler. De sorte skygger omringede roligt Urox'es krop. Hvorefter han fløj direkte imod hans ryg. Markulius begyndte at løbe. Urox satte farten op. Men pludselig hoppede Markulius op i et træ. Urox skyndte sig at vende rundt. Lige i tide nok til at modtage jorden med sine fødder. Som osse for en gangs skyld havde nogle store metalstøvler på. Han gled hen af jorden med støvlerne. Stak spyddet ned i jorden for at opbremse sin fart endnu mere. Så han stoppede op kort før han havde ramt træet. Han stod i løberstilling. Med hænderne ned mod jorden. Og røven hævet. Og benene næsten strakt. Hvorefter han roligt rejste sig op og så mod Markulius som var hoppet ned. Et svagt smil kom frem på Urox'es læber. Langsomt tog Urox spyddet op af jorden. Og vendte sig direkte imod Markulius. "We finally meet." Sagde Urox roligt. Før hans vinger gav ham et skub direkte imod Markulius. Med hævet spyd.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Hvileløst gik Rebecca rundt efter at have badet i en lille sø i skoven, mens tankerne strejfede rundt i hendes hoved. Vaas havde kysset hende. Gabriel havde kysset på hende, hun savnede ham egentlig, han havde været rar at snakke med. Hun savnede dog mest Markulius. Hvor var han? Hun havde ledt lidt efter ham, men hun havde haft så travlt med at tilpasse sig sin nye race og evne. Hun var en sirene. En sirene der kunne fremmane og kontrollere vandet. Hun var single, ikke forelsket. Hun følte sig ikke tryg, ved nogen af de drenge hun kendte. Vampyrer havde lige siden hun og Mark var... vel kommet på en måde sammen før hendes død, været ekstra tiltrækkende hos hende. Deres mystiske væsen, dragende, smukke. Det drog hende til dem. Hun var ensom. Hun havde ikke snakket med andet end havvæsner siden hun havde snakket med Josh. Ingen andre end havvæsner. Det måtte hun leve med. Det kunne hun også leve med. Indtil videre.
Månens stråler landede på hende. I sandhed var hun smuk. Hendes stemme var dog mest dragende. Hendes øjne blå, hendes hår blondt, og hun var tynd. Hun var en sirene, selvfølgelig var hun utrolig smuk, hun var skabt til at lokke mænd. Hun gik elegant rundt mellem træerne. Hendes blå øjne var rettet lige ud, da hun svagt hørte nogle lyde. En stemme. En stemme der sagde ' We finally meet'. Hun havde aldrig hørt den stemme før, hun blev selvfølgelig nysgerrig. Hun begyndte at gå hurtigere, men stadig elegant. Der så hun... En falden engel med et spyd, klar til kamp. En vampyr... Mark?! Som var klar til kamp! Hvad fanden?! Hun stoppede op, gemt i skyggerne, parat til at se hvad der end skete.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
//Rækkefølge: Markulius Urox og Rebecca. Du har lov til at springe en tur over hvis du ikke ved hvad du skal skrive Rebecca bare skriv spring:D
Sidst rettet af Markulius Lør 27 Jul 2013 - 18:38, rettet 1 gang
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
hans sværd: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Hun trådte frem fra skyggerne, hendes ansigt, øjne, alt, var fyldt med skræk og bange anelser. Hun frygtede for Marks liv. Hun var bange for at han døde. Hun ville ikke have at han døde. "Stop dog!" Skreg hun og stirrede på dem.
//Okay... og sorry for det ikke blev så langt.^^
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Med en rolig gang, gik hun igennem ashen wood forest, Orion blev passet og hun havde endelig en smule tid, hvor hun kunne få samlet sig selv også bare gå sig en tur. Skoven var nok det sted hun følte sig mest rolig, da hun havde tilbragt meget tid her ude, godt vel 7 måneder, måske mere, det kunne hun dog ikke huske. Det var kort efter hun blev gravid, hendes liv begyndte at gå ned af bakke, der spærrede hende inde, men da de ikke kunne holde hende ud længere, smed de en gravid kvinde på gaden og da hun ingen andre steder havde at tage hen, tog hun ud i skoven, hvor hun så slog bolig og boede til hun skrev til ham. Hvad der så ud til at starte fantastisk, endte med en knust hjerte og hun var igen alene. Som årerne gik, gad hun bare ikke længere kærligheden, men som sendt fra himlen, trådte en ganske speciel mand ind i hendes liv.
Langt i det fjerne kunne hun høre råben og skrigen og dette fik hende ud af sin lille "drømmeverden" og tilbage til virkeligheden, med nysgerrighed malet i ansigtet løb hun mod lydende, hvor hun til sidst dukkede op, til hvad der lignede en kamp på liv og død. Først genkendte hun ikke nogen af dem, men hurtigt fik hun øje på Urox...men hvad helvede lavede han "hvad helvede foregår der" råbte hun vredt og for første gang, var hun virkelig vred, for han skulle sgu da ikke kæmpe denne døds kamp, hun ville ikke allerede miste ham
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
En ung mand ved navn Vaas kom gånende med igennem skoven fordi han havde det som om han skulle være tilsølede lige på denne aften på dette tidspunkt, hvad han skulle her viste han ikke endnu men han viste at tiden snart ville vise ham det, hvornårdet ville ske viste han ikke, Vaas var uhørt sine militærstovler som normalt sidder løst på hans veltrænet ben, nogen dejlige stirre bukser hvor han havnet et bældte hvor der sad det magiske sværd han engang hade vundet fra en mand som ikke kunne holde sin kæft om dens kræfter, rundt om hans lår sat to sæt kaste knive og en brun hættetrøje hvor han kunne hade sine andre kaste knive, hans halv lange mørke hår var hverken sagt op eller noget som helt.
Noget tid efter Vaas hade gået rundt i den kæmpe store skov for at finde frem til hvad fanden han skulle her, kunne han mærke nogen voldsomme stød fra to væsner som var i fuld gang med at kæmpe om livet, det to ikke Vaas mere en kogende sekunder før hn hvde sagt af fra jorden og var løbet hen til den mærkelige kæmp som forgik i skoven.
Han var ikke kommet særlig langt før to velkendte dufte ramte hans næse, den ende var hans brors duft som han næsten hvde glemt, og den anden var Rebeccas duft en duft hav havde savnet, i mens han løb af sted lukkede han sine for at tænke tilbage for den fag ham og Rebecca havde snakket sammen i skoven, han åbnede dem igen, tanken om at de to var kommet at slås fik ham til at ryste let, Nej det måtte ikke passe, Rebecca havde jo elsket Mark mere end noget andet.
Da han stoppede op efter en lort løbe tur stod han over for sin storebror markulius og en anden mand som var igang med at kæmpe, over på den anden side af den stod en poge Vaas havde savnet Rebecca hun råbte et eller andet som han ikke kunne høre.
Vaas havde vendt sit blik imod Mark som nok havde opdagede at du. Lillebror var kommet for at stå ve han side til det sidste, Vaas viste godt at mark ikke vil havde at han kom ind i kampen for han havde hørt historien om hvordan hans mester blev dræbt, Vaas smilede bare ondt og tog en lille guld pakke frem fra en idet lomme, i denne lille pakke havde en sine smøger som han bryder når han skal lave ild som hans evne nu var, han så rundt for at se om der var kommet flere til og rigtig nok, en anden kvinde som Vaas ike kendte var også kommet til, Vs råbte hen over den voldsomme kamp i håb om at de to kvinder kunne hører ham, "Hold jer væk fra dem, eller i også bliver slået ihjel, dette er en kæmp som kun handler om de to" Vaas så stadig på sin bror, og håbede på at han ville overleve det her, vás kunne ikke klare tanken om at havde slået hele sin familie ihjel.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Spyddet kom som et chok. Det fløj igennem maven på ham. Så han nærmest hang midt på spyddet. Markulius var ligeglad. Han svang sværdene alligevel. Det ene snittede. Men det andet blev blokeret. Med en kniv. Og pludselig blev det sendt direkte hen og sidde hårdt fast i et træ ikke langt fra dem. Urox hoppede væk fra ham. Og i det øjeblik Urox slap spyddet. Begyndte det at blive til skygger igen. Markulius faldt hårdt ned på det ene knæ. Tog sig til det store sår. Blodet løb ned af tøjet på ham. Han stønnede af smerte mens han så på Urox. Et råb ramte hans øre. Og han vendte blikket mod stemmen. Rebecca? "HVAD HELVEDE LAVER DU HER." Råbte han hårdt. Før han greb hårdt fat i den katana han havde. Hans fars katana. Han lukkede øjnene. *Det gør ondt det sår. Gør det ikke?* Uhyret's stemme kom indeni hans hoved. Han stønnede kort. "Ja." Hviskede han blidt. Før han med rystende ben kom og stå. *Så vær glad for det andet sværd blev skubbet væk. Din fars sværd er stærkere. Det gør dig hurtigere. Fordi det intet vejer.* Markulius nikkede kort. Før endnu en stemme nåede ham. Og så ramte duften ham. Et kort øjeblik sprang hans øjne op. Før han vendte blikket imod ham. Et kort øjeblik gik han i stå. "Vaas???" Han rystede på hovedet kraftigt. "Nej det må være en drøm. Det fordi jeg har mistet meget blod." Roligt løb Markulius med sin fart direkte imod Urox. Han regnede med Urox ville forsvare. Men Markulius ville glide under og havne bag ham. Og med det samme stikke sværdet baglæns i håb om at ramme ham.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Og så dukkede Vaas op. Og en anden kvinde. En Amun vidst. Urox... Hed han Urox? Ja, Uroxs kæreste vidst. Vaas var Marks bror. Det vidste hun. Hun nægtede at miste Mark. Hun ville blande sig. Hun ville kraftedme blande sig, ville hun! "Så stop dog dette vanvid!" Skreg hun. "Hvorfor kæmper i overhovedet."
Hun slog hænderne op for munden da Urox, englen, slog ud efter Marks hoved. Nu begyndte tårerne at glide ned af hendes kinds sarte hud. Markulius måtte ikke dø!
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Vaas kastede sin smøg da han kunne hører sin brors stemme i sine ører, han havde virkelig først lagt mærke til det, havde han mistede alt for meget blod til at finde rundt i hvad der forgik omkring ham, Vaas så stadig på sin bror og nikkede svagt og sagde med en lidt høj stemme, han håbede på at Markulius ville høre ham "Markulius jeg er her, bare rolig jeg skal nok passe på Rebecca imens du kæmper imod engelen!" han håbede på at Mark ville tage imod hans hjælp, for han viste også godt at Mark ikke kunne klare at miste Rebecca, og Vaas kunne heller ikke klare at mistede Rebecca og slet ikke når han har været sådan en tosse over for hende, nej kan måtte ikke lade fortiden tage over ham nu ikke når det galte Markulius'es liv, han så hen på Rebecca og viste lige hvad han skulle gøre, han tog sin guld æske frem tog en smøg og begynde svagt at få ind på sine håndflader, han ville lave en ild imellen Markulius og Rebecca, så Rebecca ikke skulle lave noget dumt og at engels evne heller ikke kunne komme i nær heden at Rebecca, for ilden gav liv og Vaas havde gættet sig til at engels evne var skygger, så jo mere lys der er i skoven jo minder skygger er der i skoven.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
//Der skal lige ventes med at svare. Jeg svare hurtigt med Markulius igen. Så i ved hvad der sker og så er kampen slut.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
"Vaas, sluk så de flammer!" Råbte hun og så på Vaas. Hun så på Mark. "K-klarer du dig?" Spurgte hun, mere blidt, men dog usikker på om han kunne snakke.
//kreasvigt
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Vaas så igen på Markulius og prøvede at sende en tanke til ham, *Mark Jeg skal nok tage hævn over dig* Vaas rørte sig bare ikke, han stod stille med ild røde øjne, og vreden kunne man tydligt se.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Rafaela- Evolved
- Antal indlæg : 6221
Reputation : 5
Bosted : Dragons Peak - hos Jake
Evner/magibøger : Evne: De mørke flammer
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
"Drik. Du vover på at dø nu." Sagde hun, og tog hendes arm over hans mund med såret, og blodet løb ned i hans mund, stille og roligt.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Vaas blikkede med det ild røde øjne som næsten flammede voldsomt op, det eneste han så fra sit blik var Rebecca og Mark som begge var sårbare, og Vaas viste at det var ham som skulle passe på dem hvis denne engel havde tænk sig at gøre noget, det var hans opgave at slutte dette hvis der gik noget galt.
Vaas vente blikket imod den ny ankommende som var en tøs Vaas aldrig havde set men hun var kommet på det helt forkerte tidspund, hun var kommet på et tidpund hvor der lå en vampyr og var tæt på at død, og det stod en vampyr som er ved at flippe helt ud, og Vaas viste ikke om han kunne holde det meget længer tilbage, både med at fortælle Mark at han godt kunne glemme at død, på grund af så var Vaas alene tilbage, med tanken om at han havde slået hele sin familie ihjel, og at han var kommet til at elske den samme pige som hans egen storebror elskede, Vaas visteikke om det ville hjælpe hvis han sagde at Rebecca og han havde kysset, om det ville gøre ham så sur at han ville bruge sine sidste kræfter til at stoppe Urox og måske endda han egen bror, Vaas håbede lidt på det fordi så slap han for at tænke på fortiden.
Vaas vente igen blikket imod sin bror som snakkede til ham, bare uden de andre kunne høre det, han smilede et meget ondt smil, han ingen nogen sine havde set, han så sin bror i øjne som nok stadig var lukket og sagde stille i sine tanker, *Broder du klar dem som altid, du klarede det for mange år siden, og du kan gøre det igen, tænk på hvad mor og far ville sige til hvis de så dig nu! du opgav at finde mig, du glemte mig, og nu skal du ikke forsvinde fra mig igen! du klar dig Markulius!* Det var virkelig som om at han havde råbt det ud til alle, Markulius kunne ikke bare forlade ham igen, ikke nu hvor han var blevet svag, ikke nu hvor Vaas var tæt på at ødelægge hele skoven fordi han havde valgt at ligge sig til at død, han så med onde øjne imod Rebecca, selv om det ikke skulle være onde øjne som så på hende blev det, det alligevel, han sagde med sin rolige stemme men alligevel kunne man hører at der var noget andet ved dem, "Rebeccapas på min bror for mig!"
Vaas tog sine hænder ud til siderne og så op i himlen, hvis han skulle stoppe sin vrede skulle detgå ud over ham selv, det skulle hverken gå ud over Rebecca, Markulius, denne engel og denne kvinde som var kommet til kampen, han så med sine røde øjne op imod himlen og skrig så meget at man skulle tog at der var nogen som tog en hund i en hale, han skrig og skrig som aldrig før, ingen kunne sætte et ord på hvordan han havde det lige nu, Vaas havde det virkelig som om at hans vrede var ved at spise ham inde fra og langsomt ud.
Skrigende stoppede og det samme gjord ilden i Vaas'es øjne det var igen blevet mærkeblå, han stod lidt og vippede fra side til siden og vente sig langsomt imod Markulius og sagde med et lille smil på læberne, "Jeg er fri hvor efter han faldt med næsten først ned i jorden og lå helt , han var ikke død men han var heller ikke i live, han var der imellem om hvor han skulle være, han havde ikke brug for blod han havde bare brug for nogen skulle sige at han skulle blive, og hvorfor han skulle blive intet andet.
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Rafaela- Evolved
- Antal indlæg : 6221
Reputation : 5
Bosted : Dragons Peak - hos Jake
Evner/magibøger : Evne: De mørke flammer
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Gæst- Gæst
Sv: So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)
Rafaela- Evolved
- Antal indlæg : 6221
Reputation : 5
Bosted : Dragons Peak - hos Jake
Evner/magibøger : Evne: De mørke flammer
Side 1 af 2 • 1, 2
» Some days (Åbent for 2 personer)
» Har vi et emne? Hvis ja, hvad gør vi ved det (Hjælp Daron (m.f.) med at få styr på hans gamle emner lol)
» Even alone I outnumber you - åbent emne
» //ÅBENT EMNE// New in town ~
Igår kl. 13:42 af Savas
» The Fever Called Living ~ Dr. Trott
Igår kl. 13:17 af Dr. Trott
» As if anything would change (Valentine)
Igår kl. 13:00 af Sean
» Aften a long time - Sean
Søn 17 Nov 2024 - 21:04 af Lori
» Oh what a circus -Natalie
Søn 17 Nov 2024 - 15:56 af Madelena Gray
» A ballad of song birds and cool hats ~ Katrina (Featuring Edgar)
Søn 17 Nov 2024 - 15:18 af Edgar
» Who am I now?? //Jake//
Søn 17 Nov 2024 - 7:40 af Jake
» A royal search for knowledge
Lør 9 Nov 2024 - 17:39 af Elizabeth
» Oh, My Sweet Summer Child - Juniper
Fre 1 Nov 2024 - 12:48 af Juniper