Your a father, jokes on you sucker. -Josh-

Dagene var gået, Alex havde været væk i hvad? to til tre år, siden hun havde efterladt ham hos sine forældre. det kørte stadigvæk indeni i hovedet, hans råb og den måde Ghost hylede da de opdagede hende ridde væk. hun havde svært ved at sove om natten, ikke kun fordi Carrie holdte hende vågen med gråd, mens Xander skubbede hende ud af sengen mens han mumlede, at hun skulle tage sig af alarmen.
Hvis det ikke var fordi det var hendes datter, ville hun bede Xander om det. dog lod hun bare sin søvninge krop, gå rundt med Carrie i armene. at gemme sig i skoven, fyldt med de døde der vandrede rundt. var måske ikke det bedste sted at være, hun sukkede lavt.
Da Alex en dag fik et brev om at mødes med nogle, på grund af arbejdet. fik hun endnu engang Xander til at passe Carrie, mens hun forsvandt ud af stedet. iført sit arbejdstøj, med buen over den ene skulder samt pilene på ryggen. da hun nåede møde stedet, nåede hun ikke at reagere før en pose røg overhovedet på hende, efterfulgt af et slag i baghovedet.

To dage gik, hvor Josh! fik sendt et brev med en kvindelig finger i. i brevet var der skrevet med blod

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Tingene ramlede sammen om hovedet på ham. En efter en, faldt der et stykke af ham af og han vidste ikke, om han skulle se sig tilbage eller bare blive ved med, at se frem for sig. Begge veje var tåget. Havde det ikke været for Ghost, der trofast var blevet ved ham, så var han gået ind i flere ting, da benene vaklede under ham.
Giv nu op... du kan ikke klare det længere. Det ved vi begge.
Han tog sig til hovedet, i et forsøg på, at presse dæmonens tanker ud af sit hoved. Desværre blev det ikke til andet end latter fra dæmonen. Et indre der rungede i kroppen på ham, som var han ikke andet end en hul grotte.
Du har mistet besindelse Josh, lige siden du slog en af dine lærlinge og..
"Hold kæft!" Josh stemme skar stilheden omkring ham midt over. Han pressede ivrigt håndfladerne imod tindingerne. "Hold kæft, hold kæft.." De sidste ord var nærmest små desperate hvisken.
Om han så ville indse det eller ej, så var det gået ned af bakke for ham, lige siden han var kommet tilbage fra den lange tur med Alex. Han havde regnet med, at have Alex ved sin side nu, men i stedet var hun skredet og stoppede ikke, selvom han desperat råbte efter hende. Billedet af hende der forsvandt i horisonten jagede ham stadig i hans drømme. Han savnede hende noget så forfærdeligt.
Takket være tanker, stress, savn og pres, var Josh i sidste ende ved, at bryde sammen. Han endte med, at gøre noget forfærdeligt, der skræmte hver og en person på palæet. Han kunne ikke vende tilbage til dem. Ikke se dem i øjnene. Det var forsent nu.
Ghost puffede blidt til hans hånd. Den kolde snude der ramte hans hud, gav et spjæt i ham, men det lykkedes ham dog, at falde til ro og smile svagt til sin ulveven.
En brevdue landede pludselig på hans skulder. Det lille hoved drejede konstant fra side til side, imens den så på ham med et par store runde øjne. Han tog brevet fra dets fod. Ligeså hurtigt som den var kommet, fløj den igen og forsvandt i en solstråle.
Josh frygtede hvad der stod i brevet. Hvad nu hvis det var fra palæet.. En dyb indånding blev taget og han åbnede til sidst brevet. Dets indhold skræmte ham mere end han havde troet det ville.
Hurtigere end lynet, kastede han fingeren fra sig og så nu med et bankende hjerte ned på den. Det var en kvindelig finger... Hvem pokker kunne have...
Han tog brevet op og læste det. Den første tanke landede på ingen andre end Alex. Hvem der end havde hende, så skulle de få dette betalt! Som altid ville de have, at han skulle komme alene, så det skulle de da nok få. Men, han kunne ikke love, at det blev kønt.
Ghost så nysgerrigt og bekymret op på ham med sine gyldne øjne. Som altid kunne han mærke når noget var helt galt hos Josh.
"Bliv her Ghost," sagde Josh blidt og strøg en hånd igennem den hvide pels. "Jeg er nød til, at klare den alene.. Vi ses snart igen," Et sidste optimistisk vink, før han løb af sted, til The Valley of Dead, hvor han snart skulle se frygten i øjnene.

Han trak dolken op af beholderen og klemmede om den, til den nærmest var klistret ind til hans håndflade. De mandelfarvede øjne flakkede omkring, slugte omgivelserne og forsøgte, at vende sig til den tågede og mørke belysning.
"Vi har ventet på dig Josh," En mørk og ukendt stemme suste med tågen rundt.
Josh drejede hovedet om. Ikke så langt fra ham, stod en mand, med en pige ved siden af sig. De havde givet pigen en pose over hovedet. Bare tanken om, at det var Alex de havde behandlet sådan, gav ham lysten til, at kaste dolken igennem struben på manden.
"Lad hende gå nu, jeg kom alene som i ville have," Josh pegede på pigen med dolken i hånden. "Lad hende gå,"
Manden løftede blot på skuldrene og skubbede pigen hen imod Josh. Med langsomme og forvirret bevægelser, kom pigen tumlende hen imod Josh, der stod klar med åbne arme for, at fjerne posen fra hendes hoved.
"Alex jeg.." Josh forsøgte, at finde sine ord, imens han fjernede posen fra hendes hoved. Dog fandt ordene aldrig frem.
Under posen var der intet andet end en levende død, der nu stod med sin rådne mund åben og nappede ud efter hans hænder. Med det hårdeste skub han kunne magte, skubbede han hende fra sig, stak dolken igennem kraniet og sprang derefter til siden.
Det havde været en fælde. Selvfølgelig.
"Du er og bliver en del af mig," Mere nåede Josh ikke høre, før et slag bagfra, gjorde hans blik omtåget. Han faldt til jorden med en høj, skærende og ondskabsfuld latter rungende i sit baghoved.

Efter hvad der føltes som en evighed, vågnede han op, lænket til en stenmur ved begge håndled. Han følte hvordan jord og skidt klistrede sig ind til hans krop. Håret ved baghovedet virkede nærmest klistret og størknet. Det måtte være tørrede blod, fra slaget fra... fra hvem egentlig?
"Godt at se du er vågen min dreng," stemmen var nu alt for tydelig for Josh. En stemme han hadede og frygtede overalt på jorden. Frem i lyset kom ingen andre end Julian, stolt at se på som altid. Lige meget hvad manden blev udsat for, så var han altid stolt, at se på.
"Gid jeg kunne sige i lige måde," Mukkede Josh irriteret. Han vred sig i lænkerne...
Julian smilede lumsk og gjorde et nik til en af vagterne. Det var på tide, at sætte noget tortur i gang. De havde en af Josh svagheder her, plus han var lænket fast, det kunne umuligt blive bedre.

Gennem tiden, havde Alex ikke set andet end tiden stå stille. Uden Josh ved sin side, havde fem minutter virkede som 15 timer. hun tænkte aldrig rigtig over sine handlinger, det var som om han havde drevet hende til vanvid. Hun tænkte på ham gennem dagene, hvilket hun skjulte når hun var sammen med Xander eller Carrie.
Dog at ligge nede i det ildelugtende fængesel, eller hvad man nu skulle kalde dette. Virkede mere forfærdeligt, hun kunne ikke engang se om solen kørte ned, da der ingen vinduer var. Hvis bare Josh var der, et lille smil kom på hendes læber. hun var som hendes mor havde sagt… en forfærdelig person, tænk at hun lige ønskede at en hun elskede, var sammen med hende. han ville sikkert blive torturede eller værre, hvis han var her nede. Da hun var kvinde, så de hende nok som et nemt offer. Hun forstod dog ikke, hvorfor de havde fanget hende, hun kendte ingen. Ikke engang en eneste af dem, hvorfor kendte de overhovedet hende.
De holdte hende vågen, hver gang hun faldt hen kom der altid en mand ind. Manden piskede hende en enkelt gang, bare for at give hende smerte. Så det ville være umuligt at sove, problemet var bare, at det var Alex. Man mødte ikke en person, der kunne sove gennem alt. Dog var svigen af hvert piskesmeld, nok til at holde hende vågen i nogle timer. hun fik hverken morgenmad eller aftensmad, intet. End ikke vand, hvor de hele tiden gik forbi hende. mens de fablede om at hun nok skulle få sit vand, når hendes ven kom efter hende?
Første tanke var Josh, men ingen kendte til Josh og hende, udover Xander og dem hun havde snakket med. Så var der selvfølgelig også Joshs lærlinge, der kendte til dem. Men andre gjorde ikke, hvilket fik hende til at tænke på Xander!
Hvis den dreng var kommet denne lange vej, med eller uden Carrie. Ville hun seriøst dræbe ham, Carrie skulle ikke se dette sted. Og hun skulle især ikke være alene hjemme, hvad nu hvis en af de døde kom ind?! En baby kunne umuligt beskytte sig selv!
Den anden dag, hvor hun havde været der. var der selvfølgelig en stodder, der ønskede lidt ”Me time” Med Alex, hvilket forvoldte at hun bed øret af ham, da han slog hende i gulvet. sparkede hun ham, hvilket fik ham til at slå hende i ansigtet. Smerten var stor, men stoppede hende ikke fra at bide hans pegefinger af også. Han kunne vel lære, at lade hende værre når hun alligevel ikke fik søvn! Hun var svag, sulten og træt. Larmen fik dog de andre vagter til at komme ind, hvor de fjernede manden fra hende. inden han overhovedet nåede at gøre noget perverst ved hende, udover at han som alle andre. Ødelagde hendes trøje!
Hvis hun bare havde en cobbermønt for hver person, der havde ødelagt hendes arbejdstøj. Ville hun nok bo på et palæ og ikke rigtig arbejde mere, hun ville sikkert også se Josh en enkelt gang eller to. Mest for at vise, at hun havde styr på sit liv. Styr på alt omkring sig, hvilket hun tydeligvis ikke havde lige nu!

Da nikket blev sendt mod en af vagterne, hev han et stykke stof op af lommen mens to af de andre gik med ham ind i Joshs celle. Josh var lænket fast med armene, så han ikke ville kunne trække dem til sig. længerne var sat fast på væggene, der i forvejen var en smule faldefærdige.
”Josh ikke sandt? Du burde Joine din far…” Sagde en af dem, mens han viklede stoffet om sin hånd. Med et kækt smil på sine læber, slog han hånden ind i maven på Josh, med fuld kraft. ”Hvis ikke, kommer du igennem en verden med smerte. Der er alligevel ingen der kommer til at savne dig, alle din små tøser skrider jo fra dig.” Mens han snakkede, fik Josh pisk mod ryggen, så hans sorte trøje revnede. Mens huden sprættede sig op, blodet sprøjtede for hvert slag der blev placerede på hans ryg.
Der var mellemrum ved piske slagende, for at give Josh tid til at føle smerten. Måske vende sig lidt til den, manden med pisken greb fat i de brune lokker, hvor han hev Joshs hoved tilbage. Den anden placerede stoffet over hans mund, mens han hældte en spandvand langsomt over stoffet ved Joshs mund. ”Måske skrider de, fordi de kan se hvilken svækling du i virkeligheden er. Du kunne ikke beskytte din datter, heller Luce og nu er der engle tøsen.” Hvergang Josh ville hive eftervejret, ville vandet i stoffet falde ned, sammen med det der nu blev hældt ned i ham. Dette gentog de flere og flere gange, hvor de hver i sær skiftede til at bringe ham til live igen, den drukende effekt ville og var altid smertefuld. ”Du er ikke andet end en svækling, Luce er sikkert død. Og Engle tøsen er det samme, du kunne ikke engang beskytte dine lærlinge for dig selv!” De råbte af ham, mens de hver i sær slog ham. Hovedet og maven, hvor de til sidst valgte at holde en pause. En af dem hev en tang op af baglommen, mens de grinte kort. Han gik hen mod Joshs venstre hånd, hvor han tvang en af fingerne fremme. Han satte tangen under neglen, hvor han langsomt hev den ud af fingeren. Hud samt blod blev hevet med neglen, langsomt og smertefuldt. Han tog sig god tid, selv hvis Josh strittede imod. Ville det ikke andet, end at gøre det en smule hurtigere. ”Jeg hiver kun en negl af, for hver person der aldrig vil elske dig.” Sagde han, mens han forsatte på resten af hånden. Lyden af neglene der engang i mellem klikkede mod spidsen af tangen, han forsatte derefter på Joshs anden hånd. Mens den anden blev ved med at køre på Josh psykisk, forsatte med at sige de fejl han havde gjort. Nævne Luce og deres døde datter, de anede intet om Alex. Kunne end ikke hendes navn, hvilket gjorde det svært for dem at køre ham psykisk omkring Alex. Udover at nævne at hun var død, få gange.

Dette måtte være sådan helvede så ud. Fanget i et mørke, spændt fast til en mur af elendighed, med lænker smedet af savn, had og vrede. Lige nu var det ikke stålet der generede ham. Det var alt andet. Stålet om hans håndled kunne klemme så meget det ville. I forhold til de indre smerter, så var det kolde og skærende stål intet.
Intet.
Mændenes stemmer var som en lille summen inde i hans hoved. På samme tid med, at han kunne høre hvad de sagde, så forstod han ikke et eneste ord af det. Det eneste han kunne høre lige nu, var lyden af sit eget hjerte, der hamrede højere end kirkeklokker.
Navnet Julian var dog det, der fik ham til, at vågne fra sine tanker og fokusere på den idiot der stod foran ham, kæk og stolt over, at han havde en archangel lænket fast. Han spyttede manden i ansigtet og så koldt på ham. De altid så varme mandelfarvede øjne var nu kolde som is, sorte som ravnefjer og stolte.
”Og du burde gå hen og tjekke om du nu har de nosser, som du nu tror du har,” Josh kunne næsten ikke genkende sin egen stemme. Den var grødet og fyldt med had, samt skærende som en kniv.
Et slag i maven og han kunne nu ikke længere føle de indre smerter. Mandens knyttede næve var hård som en sten. Før han overhovedet nåede, at komme sig over slaget, kastede manden en psykisk bombe udover ham. En bombe der snittede hver en del af huden og helt ind til knoglerne, indtil den også ramte hjertet. Det var nu der, at han kunne mærke smerten. Lige der hvor det gjorde mest ondt.
Piske slag rungede igennem den kolde kælder og smerten fra maven blev nu erstattet med en svirrende smerte i ryggen, lige imellem skulderbladene, hvor hans ar var. Et skrig fløj ud af munden på ham, før han overhovedet kunne nå, at tænke, at det skulle holdes inde. Endnu et slag ramte og hans krop krympede sig smertefuldt under læderet. Skulderbladene forsøgte ivrigt, at beskytte sig selv ved, at skubbe sig tættere på hinanden. De forsøgte nærmest, at lave et skjold over arene. Hans sorte trøje var for længst revnet og var ikke længere nogen beskyttelse.
Lige det, at han troede smagen af læder imod ryggen var forbi, kom endnu et nyt slag. At der var mellemrum imellem slagene, gjorde det værre og værre. Til sidst ignorerede han dog smerten ved, at forsvinde fuldkommen væk i mørket.
Mørket blev inden længe fyldt med vand. Vand der kvalte ham. For selvom han forsøgte, at trække vejret, så kom der bare mere vand ned igennem. Det snoede sig igennem halsrøret, fyldte det til rangen, så han både hungrede efter luft og skulle kaste op på samme tid.
For hvert et blackout, blev han bare ramlet mere og mere ned. Han kunne snart ikke holde til mere. I hovedet kørte tankerne rundt. Specielt mandens valg af ord. Inderst inde, nægtede han, at tro på, at alt det han sagde, var sandt. Dog ramlede ordene ind på ham ligeså hårdt som knivstik ville gøre.
Ordene gjorde mere ondt en slagene. Slagene var ikke andet end små myggestik lige nu… Han kunne ikke få billederne af Luce, Valerie og Alex ud af sit hoved. Der var både vrede og savn til Luce og Alex. Hvorfor havde de egentlig forladt ham? Hvad havde han gjort imod dem? Skulle han være ærlig, så havde han troet, at Alex ville komme med ham tilbage, men i stedet skred hun og han havde ikke set hende lige siden. Som en smuk vinterdag, forsvandt hun ligeså hurtigt som sneen smeltede, før man havde nåede at se sig om.
Da de tog fat i hans hånd, strittede han ikke engang imod. Hvad var meningen overhovedet med det? Det ville jo lykkedes dem alligevel.
Hver en negl der med et ryk forsvandt, skar igennem ham, tog alt luften fra ham og havde det ikke været for smerten i hele kroppen, ville han have skreget højt. Fingrene var følelsesløse og faste på samme tid. Han kunne ikke længere mærke sine fingre, men kun mærke smerten, fra neglene der blev rykket af. Blodet flød ned af fingerspidserne, gjorde hænderne indtørret og klistret.
For hver en negl der forsvandt, var som et skub for dæmonen til, at komme frem. Hvis han fik lov til, at komme frem, ville alt denne smerte måske stoppe og det var netop det kroppen vidste. Den ville gøre alt for, at komme væk fra smerterne lige nu, at den var frivillig til, at lukke dæmonen ud.

Julian løftede hånden. ”Stop,” Hans hånd vibrerede under løftet.
Med selvsikkerheden brusende i hele sin krop, gik han hen imod Josh og satte hovedet på skrå, imens han så vurderende på ham. ”Er min søn derinde?”
Der gik nogle sekunder, før Josh løftede hovedet og så sit monster af en far i øjnene. For at håne monsteret, satte han sit eget hoved på skrå, imens mundvigen vippede op af i et flabet og kækt smil.
”Måske er han, måske er han ikke,” De mandelfarvede øjne var en krystalliseret sort. ”Slip mig ud af disse lænker og du vil finde ud af det,”
Julian løftede spørgende på et øjenbryn. Han var ikke sikker på om han kunne stole på, at det var en dæmon søn der var foran ham lige nu. Hvem vidste om englen valgte, at snyde ham. Det var han trods alt kløgtig nok til.
Vurderende med sine stikkende øjne, trådte han et skridt tilbage og så over på mændene, hvor han gjorde et nik til dem. Det var tid til, at bringe tøsen på banen. Svagheden.
Joaquin, Josh dæmon side, mærkede utålmodigheden æde ham op. Imens hans far sludrede med sine ondsvage mænd, kunne han bare hænge der og vente på, at de besluttede sig for, at lade ham komme fri. Engelen var skubbet til side lige nu. Han var den stærkeste lige nu og han ville bare gerne ud af disse lænker!
Mændene kom ind med Alex, spændte hende fast til muren lige overfor Josh, så han rigtig kunne følge med i, hvad de ville udsætte hende for. Var englen virkelig væk, ville dette ikke genere ham og var han stadig til stede, ville dette gøre ham vred.
Julian så hen på Josh med et lusket smil. ”Fortæl mig min dreng,” Han så hen på Alex. ”Hvad er det kønneste ved hende?”
Joaquin så vurderende på Alex. Han kunne godt genkende hende. Det var jo den faldne tøs, som englen havde fået en svaghed for og hende han hyggede sig med i grotten ikke sandt? Nu hvor øjnene var hans egne, kunne han se hende ordentligt og han måtte indrømme, at hun sku var det værd.
”Ansigtet, ansigtet er ret så pænt,”
Julian smilede tilfredst og gjorde et nik til mændene.

Spyt klattende der landede på mandens mundvig, fik han fjernet med sin hånd. Hvor han kort kiggede på de andre, han grinte lavt. mens han kiggede rundt, ud i et blev et slag placerede mod Joshs kæbe. Han sparkede derefter Josh i maven, hvor efter han hev ham i håret for at kigge ind i hans øjne. ”Hvis det ikke var for Julian, ville jeg dræbe dig langsomt lige nu!” Sagde manden koldt, hvor han derefter slog Joshs hoved til siden igen. Han havde nosser, nok til at tæve en skide Archangel!

Lyden af hvert et slag fra pisken, kunne høres helt ind i Alexs celle. Skriget lød bekendt, men alligevel så ukendt. Hun løftede hovedet kort, mens lyden af piskesmeld fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Smerten kendte hun selv, hvilket gjorde at hun fik ondt af den stakkel som blev udsat for det. Hvis hun kunne, ville hun sikkert hjælpe. Dog kun lige nok, til at personen kunne komme ud, ellers ville hun helt klart skide på personen også skride!

Mændene grinte nærmest af ham, hans ynkelige skrig kommenterede de. Snakkede om hvordan han skreg som en lille pige, hvordan han sikkert skreg sådan når han havde sex. De grinte sammen, mens endnu et slag fra pisken blev placerede mod hans ryg. Denne gang ramte pisken, hans ar. Hvor mændene kiggede kort på dem, et kort smil kom frem. ”Du finder kønne kvinder, men kønne tøser ønsker desværre mænd der kan stå op for dem. Starte en slås kamp i en bar, ikke en svækling der skriger fra små slag fra pisken.” Manden knipsede, hvor en mand med en kniv, der nærmest lyste op. Den var varm, helt orange på spidsen på grund af, at den var opvarmet. De smilte kort til hinanden, hvor han derefter tog fat i kniven. Han greb fat i Joshs kinder, hvor han pressede så han ville åbne munden af smerte. Han kiggede Josh i øjnene, hvor et ondskabsfuldt smil kom frem. ”Du kommer til at mærke et lille prik.” Sagde han kort, inden han placerede den varme kniv på Joshs tunge.
Han fjernede den kort tid efter, hvor han grinte af det. Han pegede derefter på kniven, som var blevet en smule blodig. Mens han kommenterede på at Josh skulle række tunge af dem, bare for at de kunne se deres værk!
Manden smed tangen ind i den anden hånd, da han var færdig med at rive hver en negl af. var de andre begyndt at forbinde neglene ind, hvor de hældte noget svigende væske ud over hans hænder. For at der nødig skulle komme betændelse i, nu skulle han jo ikke sige at det ikke tænkte på ham.
Manden åbnede endnu engang Joshs mund, hvor han placerede tangen om hans kindtand. Han skulle lige til at hive den ud, da lyden af Julians stemme lød bag ham. Han slap tanden og trådte til side, for at give Julian plads til at snakke med Josh. Med armene bag ryggen, ventede de alle nu på deres næste ordre. Som gerne skulle handle om engle tøsen, som lå inde ved siden af.

Da nikket til at de skulle hente Alex, forsvandt to af dem mod cellen. Det var nærmest en slåskamp at få hende udenfor cellen, lyden af Alex der sparkede men opgave efter et slag i hovedet. Blev trukket væk, alt svimlede omkring hende. mens hun kort løftede hovedet, da hun blev lænket fast. Dog blev øjnene først placerede på mændene, som havde båret hende ind. Først da de drejede hendes hoved mod Josh, lyste de brune øjne op. Josh! Var det virkelig Josh foran hende, hun havde nærmest lyst til at græde var stor. Hun måtte dog ikke vise en svaghed nu, især ikke foran Josh. Hvad ville han ikke tænke, den tanke forsvandt dog i det Julians ord blev hørt. Min dreng? Kaldte han lige Josh, hans dreng?! Hun kiggede op mod Julian. I det Josh eller, mere hans dæmon Joaquin sagde at hendes ansigt var det kønne. Løftede hun på det ene øjenbryn, hun adskillede sine læber. i det et slag blev påført mod hendes kind, hendes ansigt drejede mod gulvet. ”Auv?” Sagde hun kort, inden et lille smil kom frem.
Med den allerede nedkølet kniv, trak manden Josh havde spyttet i ansigtet. Hendes hoved tilbage, hun kneb sine øjne lidt sammen. ”Hvor var det nu dit spyt ramte mig? Oh yea” Han placerede kniven ved hendes mundvig, hvor han langsomt kørte ud. Så den langsomt skar hendes hud, hvor blodet kørte ned. Han nåede dog ikke langt før hun drejede sit hoved væk. Med nok kraft, til at noget af hendes hår blev revet af. han grinte kort, inden han smed kniven til side. ”Hvad med at kalde på Josh, den dreng du ser der… er nok ikke lige den svækling du kendte før.” Sagde han, mens han placerede kluden for hendes mund og hældte vand over. Så den drukende effekt også ramte hende.

Hadet til disse mænd voksede og voksede inde i ham. Snart kunne han ikke se andet end rødt. Stod det til ham, lå de alle døde på jorden lige nu, druknet i deres eget blod. Og den der skulle drukne i sin egen elendighed først, var uden tvivl Julian! Den mand skulle have været død for længst, rådne op i helvede og aldrig komme tilbage. Men, det var desværre lykkedes ham. Monsteret havde formået, at komme ud af skabet og ud i virkeligheden, klar til, at æde hele verden op med sit enorme gab.
Han ignorerede hvert et ord manden sagde. Idioten betød intet for ham. Så snart Josh var ude af disse lænker, ville han være død alligevel. Engel eller ej, disse mænd fortjente, at få røven presset ned i en kødhakker.
Han kunne ikke undgå, at fnyse over det han sagde dog. Manden prøvede vist, at rose sig selv, men gjorde ikke andet end, at påpege netop det han ikke var. Med et flabet smil på læben, løftede Josh hovedet og grinte af ham. ”Du prøver, at fornærme mig, men ender med at fornærme dig selv,” Han spyttede ham endnu engang i hovedet. ”Du er en af de mænd der forsøger, at imponere pigerne med en slåskamp, men mister dem, fordi du taber slåskampen om og om igen,” Han rystede hånende på hovedet. ”Du er ikke mere end en ynkelig bunke lort, der halser efter alt det du ikke kan få og være,”
Trådte man Josh over tæerne, havde man som sagt selv bedt om, at få smidt noget ned over sine egne. ”Så.. Hvem er svæklingen her?” Han satte hovedet på skrå. Man skulle nærmest tro, at det var Joaquin der snakkede lige nu, men tvært imod var det Josh der havde smedet sig sammen med Joaquins hårdere og flabede ord.
Snart blev hvert et ord dog straffet. Manden brændte Josh tunge til den var følelsesløs. Ivrigt forsøgte Josh, at rykke i lænkerne for, at komme væk. Det resulterede dog bare, at tungen blev brændt mere end et sted. Han holdt smertetårerene inde. De skulle ikke have fornøjelsen af, at se en tåre af smerte.
Før hans tunge overhovedet havde fået hvile, var manden igen klar til, at torturere ham. Med en tang omkring Josh kindtand, var han klar til, at lade englen mærke mere smerte. Heldigvis, stoppede Julian dem i det, før de nåede, at rykke den ud.

Joaquin så på torturen af engletøsen med et løftet øjenbryn. Hvad fik de ud af det her? Han var ligeglad med hende! Det var Josh der elskede hende og ikke ham. For ham, kunne hun ligeså godt falde død om foran ham og han ville være ligeglad. Lige nu, kunne han ikke tænke på andet end, at komme ud af disse lænker! Desværre, var Josh ikke enig med ham. Han kunne mærke englen rokke og vride sig inde i ham. Dog beholdte Joaquin sig stærk og lod ikke englen overtage. Ikke nu. Nu var det hans tur til, at herske over denne krop og kunne det blive sådan for evigt, så ville det være perfekt.
”Hvad venter i på?” den mørke stemme var ligegyldig overfor den barske drukne scene foran ham. ”Englen er væk.. Jeg er ligeglad med tøsen, slip mig nu bare fri!” Han så på Julian. ”Slip mig fri,”
Julian rystede på hovedet. ”Du må være tålmodig, vi skal være sikre på, at archangel ikke bare bryder løs og slår os ud,”
Han gjorde et nyt nik hen imod sine mænd. ”Gør det værre, lad hende stå bare randen til liv og død!” Ordene skar igennem kælderen. For Josh var det som en kniv han ikke kunne undvige og for Joaquin var de blot luft.

Vandet der nærmest pressede sig selv ned i hendes luftrør, fik hende til at knuge sine hænder, mens hun ivrigt forsøgte at slippe fri. De var stærke, stærkere end hun måske lige havde regnet med. Lyset forsvandt omkring hende, hun kunne høre sit hjerte som det eneste der nærmest bankede i hendes bryst. Mørket havde opslugt hende endnu engang, hun følte smerten i sin kind forværre sig.
Da lyset kom tilbage, stod en af mændene over hende. Han havde givet hende mund til mund, mens hun hostede. Lød Joshs stemme, mere kold og kynisk end hun havde hørt den før. Lyden af at han var ligeglad med tøsen, var det der blev hørt. Hendes hjerte gjorde ondt, som om de lige havde stukket hende med en kniv. Han var sur! Selvfølgelig var Josh sur på hende, hun havde efterladt ham. Hvordan kunne det være, at hun ikke var kommet over ham. Nu når han allerede var, eller så var det bare hadet til hende der havde bygget sig op.
Hun blev hevet op og stå, hvor de nærmest rev tilbage i hendes hår endnu engang. med en kniv for hendes hals, stod hun kort og kiggede mod Josh. ”Kun på randen, fint!” Manden fjernede kniven fra hendes hals, hvor han sparkede til hende ben, så hun automatisk faldt på knæ overfor dem. Han greb fat i hendes hoved, inden man kunne registrere noget, havde han slået hendes hoved ned i jorden to gang.
Smerten brændte op i hende, hvor hun nærmest gik i panik. Manden var bag hende, hun kunne dræbe ham! Ud i et kom de sorte vinger frem, i håb om at de ville gennembore manden bag hende. desværre var det en del af deres plan, to af de andre fik hurtigt bøjet Alex, så hendes vinger i stedet rettede sig mod taget og ikke mod manden. Hun åbnede sine øjne kort, følelsen af blod strømme fra hendes næse fik hende til at smile en smule. ”The Valley of the dead, mod nord…” Hendes stemme var lav, hun rettede kort sit hoved mod Josh, eller det var jo Joaquin, hvilket hun ikke anede. ”Gå mod nord, til du ser en hytte med…” Mere fik hun ikke sagt, før hendes vinger blev spiddet, så de ikke kunne trækkes tilbage. Et skrig slap de rubin røde læber, hvor de pressede hendes ned og ligge på maven. Manden Josh havde spyttet i ansigtet, kom frem med en tagget kniv. Han satte sig på hug foran Alex, som bed sig selv i læben. ”Skrig nu på ham, bare hans navn en enkelt gang.” Sagde manden, hvor Alex begyndte at grine kort. ”Hans navn, virkelig… du er nok den mest ynkelige person jeg har mødt, og jeg har mødt en vampyr der besvimede af at se blod.” Sagde hun med et flabet smil på sine læber. ”Jeg skriger ikke hans navn, han kan jo se hvad der sker.” Manden rynkede på panden, nærmest irriterede over at hun bare havde et smil på læben.
Han rejste sig op, hvor han greb fat i den ene vinge. Han satte kniven mod de sorte fjer, hvor han kort kiggede på Joaquin og derefter ned på Alex. ”Skrig!” Råbte han, i det han svang kniven ind mod vingens knogle, blod sprøjtede ud til siderne. Som han havde råbt, skreg hun. Smerten fik hende til at skrige, og nærmest bide sig i læben så endnu mere blod ville strømme sig fra hendes ansigt.
Han havde hukket fra toppen, hvor kun halvdelen af den højre vinge var tilbage. Den hang i en halv knækket knogle, nærmest dinglende. De andre mænd puffede til den, hvilket gav et stød i Alex. Hun klemte sine øjne sammen, hendes vejrtrækning blev tung og hurtig. Hun forsvandt få gange fra virkeligheden, mens han endnu engang slog kniven mod vingen, så resten af dem faldt til jorden.

Josh lyttede til Alex ord. Han ville sådan ønske, at han kunne råbe til hende, at det ikke var ham og, at hun bare skulle holde ud! Hytte.. hvilken hytte? Hvad snakkede hun dog om? Alt den smerte de påførte hende gjorde ondt som bare pokker på ham.. Han blev ved med, at rive og vride sig indeni i sin egen krop. På et tidspunkt måtte Joaquin give op.
Udenpå kunne man ikke se det på Joaquin. Han var kold som is og irriteret til det yderste. Men indeni, var der en kamp på liv og død om, hvem der skulle herske over kroppen og lige nu, gjorde Josh alt i sin magt for, at komme frem, så han kunne redde Alex.
-Bland dig udenom dette, engel, indse det, du kan alligevel intet gøre for hende. Se hvor hun er endt pga. dig!
-Jeg blander mig aldrig udenom Joaquin! Dette er min krop, så jeg vil råde dig til, at du forsvinder fra den og aldrig kommer tilbage! Alex betyder alt og jeg har i sinde, at hjælpe hende, om det så kræver alt!
-Hør på dig selv! Du er ynkelig… uh nej dog, se hvad de gør imod hende, se hvordan hun krymper i smerte over kniven i sine vinger! Og du kan intet gøre.. Du er ynkelige.. du er en taber.. du.. hvad laver du? Stop det! Stop d..e..t!
Josh vred sig ivrigt rundt inde i sin egen krop, brugte alt i sin magt for, at skubbe Joaquin til side og overtage det der retmæssigt tilhørte ham. Jo mere Josh vred sig, jo mere vred Joaquin sig i lænkerne, alt imens han knurrede irriteret og råbte af sig selv. Dette spektakel fik Julian til, at vende sig om imod ham, give mændene håndtegn til, at de skulle stoppe torturen imod engletøsen.
”St.. op.. det.. d-i-n idiot!” Joaquins stemme var panikslagen. Inden længe ville han miste grebet over kroppen og Josh ville herske igen. Dæmon og engel gjorde alt i sin magt for, at herske over den ene krop.
Julian så på det hele med et løftet øjenbryn. Langsomt gik han hen imod sin søn. Man kunne ane benene ryste under ham, imens kroppen var ret og spændt. Da han kun var få meter væk fra Josh, stoppede spektaklet pludseligt. Kroppen hang stille i lænkerne.
”Josh?” Julians stemme var spørgende og forvirret. De rystende ben bevægede sig en smule tættere på englesønnen. Lige da han skulle til, at række en hånd ud imod ham, løftede Josh hovedet med et sæt, så Julian nær var sprunget en meter bagud af forskrækkelse.
”Game over,” Josh stemme var en selvsikker hvisken og på læberne spredte der sig et kækt smil.
Med alt sin kræft i kroppen, gav han et ordentligt ryk i lænkerne, så støv faldt ned fra loftet og muren bag ham gav efter. Muren faldt sammen med et ordentligt brag. Lænkerne klirrede imod gulvet og snoede sig som slanger. Josh så ned på sine endelig løse arme og derefter op på Julian, som for længst var gået flere skridt tilbage, med forskrækkelsen strålende i hans øjne.
Josh sprang med katteagtige bevægelser hen imod ham, spændte hver en muskel i kroppen og knyttede næven for, at lade den flyve hen imod Julians kindben. Spøgelset undgik nød og næppe. De andre mænd var panikslagende begyndt, at lede efter udgangen. Men før en af dem overhovedet nåede der hen, stoppede Josh dem med elonadaslys og lod derefter lænken danse ned af ryggen på ham, som piske læderet havde gjort på hans egen. Han svingede lænken rundt. Den var som en dødbringende stålslange i det støvede kælderrum. Det lykkedes desværre for nogen af dæmonerne, at undslippe og en af dem, var desværre Julian. Josh håbede inderligt, at han havde noget, at ramme ham med lænken. Lyden af forskellige mandeskrig, havde i hvert fald været bevis nok på, at han havde ramt nogen af de.
Hurtigt løb Josh hen til Alex. Forsigtigt strøg han en hånd ned af hendes kind. ”Undskyld Alex,” Han hviskede det så beroligende som muligt, før han trak dolkene ud af hendes vinger, velvidende om hvor smertefuldt det måtte være.
Da alt hans opmærksomhed var rettet imod Alex, bemærkede han ikke den ene modige dæmon dukke op bagfra, klar til, at slå Josh ned med en mursten.

Mændene grinte kort, over Alexs smerteskrig. En af dem sparkede kort til hende, mens han mumlede om at hun var forholdsvis stærk. De andre mumlede om at de enlig var i gang, med at ødelægge en ellers køn pige. Mens de brokkede sig lidt over, at de ikke engang fik en sjov omgang med hende, især når hun jo alligevel skulle tortureres. Var voldtægt så ikke den bedste form for tortur, mod en kvinde?
Alex lyttede knap nok til deres ord, smerten kørte rundt i kroppen, hvilket gav hende lysten til at forsvinde ind i sit eget tomme sind. Men hvis hun gjorde det, ville hun ikke have en chance for at hjælpe Josh. Hun ville bare være en klods mellem benene på ham, måske var det godt hvis de slog hende ihjel nu? Hun klemte sine øjne sammen, da tanken om at efterlade Carrie og Xander alene, rent faktisk havde strejfede hendes sind! Hvor vovede hun overhovedet at tænke sådan, Carrie havde brug for hende. og hun havde ikke i sinde om at efterlade Xander alene igen, han var ensom. Det var nemt at se, selvom han ikke ønskede at indrømme det.
Hun åbnede kort sine øjne, da mændene blev stille. Kun lyden af lænker der klingede, kunne høres. Hun rettede kort sit blik op mod Josh, hans stemme var stadigvæk anderledes, den blide tone som hun huskede. Hvor var den blevet af, hun forsøgte at sætte sig bare en smule op. Men blev trådt ned af en af mændene, som stod og kiggede på Julian.
Et smertes støn slap hendes læber, kort lukkede hun sine øjne i. hun blev nødtil at holde hovedet koldt, lade vær med at tænke på smerten og i stedet tænke på en flugt plan. Hvis nu hun kunne få samlet energi nok, ville hun måske kunne tage to af mændene bag hende ud. Dog ville det helt sikkert relatere til hendes død….
Et brag blev hørt, hvilket fik hendes hjerte til at vride sig. hun rettede blikket op, i frygt for at de havde gjort noget helt utænkeligt mod Josh, hvilket til hendes overraskelse. Ikke var sket, han var derimod sluppet fri. Lyden af længerne, der blandede sig med de maskuline skrig. Var som musik i hendes øre, skrig som ikke lød fra hendes læber, eller folk hun elskede var altid musik. Hun følte foden der forsvandt fra hendes ryg, hun kunne trække vejret normalt igen!
Det tog tid for hende, bare for at komme op og sidde. Hun rev et stykke af sit allerede ødelagte tøj af, hvor hun tørrede det værste af blodet fra sit ansigt væk. Alle hendes bevægelser gjorde ondt, selv når hun blinkede gjorde det ondt. Hun sukkede kort, da følelsen af en varm hånd strøg hendes kind kort. Hun spærrede sine øjne op, med et sæt rykkede hun hovedet mod Josh.
Den blide stemme, der hviskede så beroligende til hende. fik hende til at sluge luften omkring hende, da hendes øjne landede på hans ansigt. Slog smerten ned i hende igen, da han hev dolkene ud af hendes vinger! Hun krummede sig lidt sammen, af smerte. ”Din søster advarede mig i det mindste!” Sagde hun lavt, da smerten enlig dræbte hendes stemme lidt. Hun rettede sig kort op, for ikke at virke alt for svag. Hun tog en dyb indånding, inden hun åbnede sine øjne. Det første hun så, var dæmonen bag Josh der langsomt nærmede sig ham. Da han svang mursten mod Joshs baghoved, greb Alex fat i Joshs ansigt og pressede selvfølgelig hans ansigt ned mellem hendes bryster.
Hendes øjne var kolde og rettede mod dæmonen, der væltede ned på gulvet. da han havde brugt meget kræft på slaget, for at slå Josh ud. Hvilket endte med at han faldt om på sin røv, da han satte sig op stirrede Alex stadigvæk på ham koldt. Hendes brune øjne var røde, han slugte en klump i halsen og rejste sig op. Hvor han langsomt trådte tilbage, nu var han opdaget. Hvis han ikke skyndte sig ud, ville han helt sikkert ende som hundemad!
Alex derimod, var for svag til at gøre ham noget. Hvilket gjorde at hun ikke gjorde andet end at stirre på Dæmonen, mens hun ikke tænkte over at Josh måske kunne blive kvalt mellem hendes bryster!

Det var pga. ham, at hun var endt her og derfor var det hans ansvar, at få hende tilbage igen, før de gjorde mere skade på hende. Dolkene der før havde været i Alexs vinger, lå nu tungt i hans hænder. De var ligeså tunge som den skyldfølelse han bar indeni. Hurtigt smed han dem fra sig. Den klingrende lyd af stål der ramte stenjord, rungede ud til hver en krog.
Alexs valg af ord, fik ham til at løfte øjenbrynene i en spørgende grimasse. Hans søster… Hvad snakkede hun om? Havde hun mødt Stella?
Før han overhovedet nåede, at spørge ind til det, trak hun hans ansigt ned imellem sine bryster, så et overrasket gisp fløj ud imellem hans smalle læber. Takket være, at hun holdt hans ansigt der, kunne han ikke se hvad der foregik og hvad grunden til det pludselige ’kram’ var.
Efter nogle sekunder, brød han ud af Alex greb og gispede efter vejret. ”Hva laver du..” Ordene blev i munden, ved synet af den skræmte dæmon på jorden.
Nu gav det hele mere mening. Alex havde haft reddet ham, på sin egen mærkelige måde. Han så kort hen på Alex, nikkede tak til hende med et varmt smil på læben og rettede derefter opmærksomheden på dæmonen, der ikke fik det samme varme smil. Tvært imod, Josh så på ham med øjne lyst op af rent had. Han gik truende hen imod ham og ignorerede faktummet af, at dæmonen krøb baglæns for, at komme væk fra ham.
”Skån mig!” sagde han ivrigt og tog hænderne op foran ansigtet. ”Jeg rørte hende aldrig… jeg ønskede ikke, at være med til dette.. Julian tvang mig!” Af en dæmon, at være virkede han alt for ynkelige i Josh øjne.
Josh fnyste bare af ham. Som om han troede på nogle af de ord han lukkede ud. Selvfølgelig havde han gået med til dette. Undskyldningerne kunne han godt droppe.
”Sikkert,” Josh løftede sin hånd, til den var i perspektiv med dæmonens ansigt. ”Det skulle du have tænkt over noget før,” Efter blot et øjeglimt, skar elonadas lys nu dæmonen i øjnene, så han vred sig rundt i smerte. Josh ignorerede skrigene og fortsatte bare med, at lade lysekilden sive ud af hans hånd.
Først da skrigene stoppede, fjernede han sin hånd og knyttede den sammen. Dæmonen lå nu død for hans fødder.
Hjertet slog hårdt i brystet på Josh… Han havde stadig ikke vendt sig fuldkommen til at dræbe. Hvert et dræb var som et stik i maven på ham. Han åndede dybt ind, før han vendte fronten imod Alex og smilede svagt til hende, velvidende om at hun lige havde set ham dræbe nogle.
”Alex..” Han gik forsigtigt hen imod hende.
Det blev kun til to skridt, før han faldt sammen på knæene og begyndte, at hoste voldsomt, fra de slag i maven han havde fået tidligere. Da han løftede hovedet og så op på Alex, var der blod på hans læber. Blod der kørte fra mundvige til hagen..
Han rejste sig rystende op. Blikket lå stadig på Alex. ”Klare du dig?” Han gik helt hen til hende, lagde en hånd på hendes kind og så vurderende på hende for, at finde de forskellige skader de havde givet hende. ”Jeg er ked af, at du endte her pga. mig,”

Alex slap hans ansigt, da han nærmest hev hende en smule væk fra sig. så han kunne trække vejret, endnu engang havde hun været i gang med at kvæle en person i hendes bryster. Typisk hende, hun burde virkelig lade vær med at gøre disse ting mod folk. Hun kiggede overrasket på ham, over hans gispen. ”J-Jeg…” Lød det fra hendes lidt flækkede læber, inden han drejede hovedet mod dæmonen. Hvilket vel lidt fortalte sig selv, hun lagde den ene hånd på hendes ene arm. Mens hun roligt kiggede omkring sig. stedet var ligeså skummelt, som før med eller uden toturen. Hendes krop var ikke så skadet som Joshs, hun kiggede op på Josh, da han nikkede til hende. lod hun hovedet falde en smule til side, hvorfor takke hende. hun havde ikke gjort andet, end at forhindre idioten i at slå ham i hovedet med en sten.
Hun lukkede kort sine øjne i, men da de åbnede sig igen. Havde Josh rejst sig! han gik mod dæmonen, som ivrigt råbte op. Om at han ville skånes, med hænderne oppe foran ansigtet. Alex lod sit blik flakke fra Josh til dæmonen, det var efterhånden længesiden hun havde set ham være vred. Set den hårde side, eller bare i det hele taget set ham. Hun kiggede kort væk, mens lyset sivede ud af hans hånd. Med sin ene hånd på den ene kind, hvor de havde skåret hende.
Det dunkede en smule, ikke meget, men nok til at det gjorde ondt. Hun sukkede kort, mens skriget overdøvede hendes suk. Hun trak vingerne ind til sig, mens blod nærmest sivede ned af hendes ryg. Da de blev hevet ind, sprøjtede det nærmest ud med blod på væggende. Hun bed sig selv i underlæben, hvorefter et smertefuldt støn slap de flækkede læber. det gjorde ondt, mere ondt end det plejede. Normalt var hendes vinger heller ikke skadet, når hun trak dem ind. Hun knyttede sine hænder, mens hun hamrede den ene hånd ned i gulvet. lidt i håb om at smerten ville gå en smule ud til hendes hånd, dog hjalp det intet. Nu havde hun bare også ondt i hånden, sammen med ryggen.
Hun åbnede sine øjne roligt, hvor hun drejede hovedet mod Josh som langsomt tog omkring to skridt mod hende, inden han faldt sammen. Hendes navn, der slap hans læber. var nok til at få hendes hjerte til at springe et slag over, hvor hun nærmest rejste sig op hurtigt. Med sten der blev fejet væk under hendes fødder, susede hun nærmest mod ham. Hun placerede sine hænder på hans brystkasse, da han rejste sig rystende op igen! ”Stop, du er såret… sæt dig ned igen.” hendes stemme var urolig, men på samme tid bestemt. Hvis han satte sig ned, ville hun sætte sig foran ham, med øjnene plantet på ham. Hvis ikke, ville hun bare stå og kigge en smule usikkert på ham.
Hun smilede skævt, over hans spørgsmål. ”Tænk på dig selv, jeg har kun fået nogle små skræmmer, i forhold til dig.” Lød det fra hende, hun kiggede ned på sit tøj, hvor hun ville hive en flænge af, for at fjerne blodet fra hans smukke læber. i det han placerede sin bløde hånd på hendes kind, hvilket fik hende til at kigge op på ham igen. De brune øjne der nærmest lyste overrasket op, hun følte blodet stige hende til hovedet. Hvilket var lidt smertefuldt, med den lidt dybe flænge i hendes kind. ”Ti stille, dette er ikke din skyld, det er min egen… jeg er en smule ude af træning, hvilket gjorde at de fik fat på mig for hurtigt.” Hun placerede en hånd på hans kind, da det pludselig gik op for hende.
De havde jo ikke set hinanden i lang tid, hvilket kunne mene at han intet følte for hende igen. Han så hende måske bare som et minde, eller en god ven. Måske så han hende ikke engang som hun så ham, hvilket gjorde at hun hurtigt fjernede hånden igen. Hun rev et stykke af sit tøj af, mens hun fjernede blodet fra hans røde læber.

Hun var såret ligesom ham. Lige meget hvor meget hun forsøgte, at skjule det, så vidste han udmærket godt, at hun havde smerter fra de dolke der var blevet stukket igennem hendes vinger! En engels vinger var noget af det mest sårbare! Måske havde han fået et par slag eller to, men det klarede han! Han var bare bekymret for hende og hendes vinger lige nu.
Da hun bad ham om, at sætte sig ned, blev han stædigt stående og så hende i øjnene. Nok havde de ikke set hinanden i evigheder, men han bekymrede sig om hende og kunne mærke dybt nede i sig selv, at han stadig havde nogle følelser for hende. Følelserne blev dog en smule skubbet til side, ved tanken om, at hun blot var skredet fra ham dengang. Det havde både såret ham og gjort ham vred, at hun bare sådan kunne finde på det, efter alt hvad de havde været igennem sammen. Det havde været hårdt nok, at Aiden dolkede dem i ryggen, hvorfor skulle hun også bare lige forsvinde?
En hånd på hans kind fik ham på andre tanker. Deres øjne flettede sig sammen og i det øjeblik, havde han bare lyst til, at skubbe alle spørgsmål til side og bare omfavne hende i et kram. Et kram der betød, at alt var glemt og at han bare havde brug for hende lige nu.
Hånden fra hans kind blev pludselig fjernet, som havde hun brændt sig på ham. I stedet gav hun sig nu til, at fjerne blodet fra hans læber, hvilket gjorde at han afbrød øjenkontakten og så ned i jorden.
En smule ude af træning… Det var stadig hans skyld. Havde hun ikke været en svaghed for ham, så havde hun aldrig været rodet ud i det her. Så ville hendes vinger måske være i langt bedre stand.
Han sukkede og fjernede blidt hendes hånd fra hans læber. ”Lad os komme væk herfra,” Det blev sagt en smule hårdere og fortabt, end det havde været meningen. Han sendte hende et svagt smil, hvor han derefter haltede ud af kælderrummet, med kroppen der skreg, at han skulle stoppe op. Dog havde han ikke tænkt sig, at blive et sted som dette alt for længe.

Så snart de var ude af kælderen, vendte han sig om imod hende og kunne ikke holde spørgsmålet inde længere. Det brændte på hans tunge. ”Hvorfor forsvandt du bare Alex?” Hans mandelfarvede øjne søgte efter hendes.. ”er du klar over hvor lang tid jeg har ledt efter dig?” Han kunne mærke hvordan vreden og sorgen blussede op inde i ham. ”Hvad var så vigtigt, siden du bare… skred som du gjorde?”
Ikke lige de rigtige ordvalg, men han kunne ikke styre det lige nu.
Han nåede dog ikke, at sig mere, før en gruppe unge kom slingrende forbi dem og så fra ham til Alex. ”Wow! Se lige jer to! Det ser ud til, at i kunne bruge en aften på kroen! Kom med os!” sagde en af fyrene og blinkede til Alex.
”Der er fest derhenne i aften, alle er velkomne!” sagde en anden fyr, der efter sine ord, dansede sig vej hen imod kroen. Gruppen af unge forsvandt ligeså hurtigt som de var kommet.
Josh sukkede og så hen på Alex igen. Det eneste han kunne tænke på lige nu, var svar på hans spørgsmål..
Han så spørgende på hende, stadig en anelse vred.

At han nægtede at sætte sig ned, fik hende til at kigge lidt væk. Skyldfølelsen for at have efterladt ham, bankede hele tiden på hendes baghoved. Han måtte være rasende, det ville ikke overraske hende hvis han ikke ønskede at snakke med hende. men i stedet ønskede at skride fra stedet, og måske bare sige farvel uden så meget som at snakke sammen. Hun slugte en klump i halsen, mens hun stod helt stille i kort tid. Han svarede ikke engang nej, han virkede sur, hvilket han også havde sin gode grund til.
Alting virkede så utrolig stille omkring hende, det at ingen af dem sagde noget. De stirrede nærmest på hinanden, eller Alex stirrede nok mere på det blod Josh havde hængene ud af munden. Mens hun fjernede det, blev intet ord sluppet løs. Lige til Josh fjernede hendes hånd, fra hans læber. åbnede hun kort munden, for at sige noget. Men blev afbrudt af hans stemme, så hård at hendes hjerte nærmest gjorde ondt. Hendes brune øjne stirrede på hans baghoved, mens han haltede ud af kælder rummet. Hendes øjne virkede nærmest fortabte, det at ingen af dem sagde noget og da der endelig blev sagt noget. Var det med en hård tone, samt det at han forsøgte at skjule hans ord bag et svagt smil.
Alex drejede hovedet væk, mens hun roligt fulgte efter ham. Hans skuldre virkede en smule bredere, mens hans hår var groet en smule siden sidst. De blide øjne, virkede nærmest kolde på hende engang i mellem. Hvilket fik hende til at sukke blidt, han havde ændret sig. meget, mens alt Alex havde gjort. Var at gå i seng med Xander, fået en baby og det eneste ændret ved hende, var nok hår længden og poser under øjnene.
Da de var ude af kælderen, tog en vind fat i hendes halv lange hår, så hun placerede en hånd på siden af ansigtet for at holde det fra sit ansigt. De blå øjne blinkede hurtigt i, da belysningen var så meget anderledes. Mere rar, end det indelukkede lys fra kælderen af.
Josh der vendte sig om mod hende, fik hende til at stoppe op i et sæt. Med store brune dådyr øjnene, kiggede hun ind i hans altid smukke Mandelfarvede øjne. ”J-Jeg… ” Hun fik ikke rigtigt lov til at svare på hans spørgsmål, inden et nyt et fløj ud af hans mund. Hvordan skulle hun også lige forklare ham, at hun skred fordi hun var gravid. Først ville hun have en abort, men da alt kom til alt. Kunne hun ikke gøre det, hvilket betød han var far til en lille pige. Som ikke laver andet end at græde, prutte og engang i mellem kravle ratarderet rundt. Selve tanken fik hende kort til at smile, selvom hun nok ikke burde smile i denne lille situation.
Han havde ledt efter hende!? Da det slap ud af hans mund, kunne hun nærmest føle sine krop der ivrigt forsøgte at rykke tættere på ham. Følelsen af at kysse ham, bede ham om tilgivelse samlet med at hun ville forklare om Carrie. Hun lod sine læber adskille, da en gruppe unge drenge dukkede op. Den ene som blinkede til Alex, fik hende kort til at lukke munden i og sætte sit hoved lidt på skrå. Var det ondt ment, eller ment som i at de så godt ud. Hun lod dog vær med at svare på Joshs spørgsmål, hvor hun selvfølgelig så typisk som Alex altid var. Valgte at snakke udenom. ”Jeg kunne godt trænge til en drink… udover det kan du får rensede dine sår på ryggen, hvis vi køber en vodka eller Whiskey.” Sagde hun, i det hun drejede om på hælen og gik mod Kroen, kort viftede hun til Josh om at han skulle følge med hende.

Selvfølgelig valgte hun ikke, at svare på hans spørgsmål. Det var typisk Alex, at undgå spørgsmålene og skifte emne. At hun ville skifte det over til, at de skulle med til festen på kroen, havde han dog ikke regnet med. Skulle han være ærlig, så følte han ikke lige for, at feste og måske havde det noget at gøre med, at han faktisk ikke havde det for godt.
Han kunne dog fornemme, at han ikke fik lov til at slippe så nemt, så med sine halv haltende bevægelser, fulgte han med Alex og spurgte ikke mere ind til hendes forsvinding. Tydeligvis havde hun aldrig tænkt sig, at fortælle ham om det. Han puttede hænderne i sine bukselommer og så ned i jorden.
Først da lyden fra højt spillende musik, fangede hans øre, løftede han hovedet og så nu med øjnene knebet sammen over på kroen, hvor lyset sprang ud til alle hjørner. Høje latter blandede sig sammen med det muntre violin spil. Fulde mænd og kvinde råbte og skreg.
Jep, der var uden tvivl fest derinde.
Josh sukkede svagt for sig selv. Det var ikke lige det han havde brug for, men han kunne ikke bare få sig selv til, at gå fra Alex. Trods alt havde han ikke set hende i lang tid og han havde savnet hende som bare pokker. Dog… Ville han hellere snakke med hende under fire øjne, i stedet for op til flere hundrede øjne. Men, hun ønskede en drink, så det skulle hun vel have lov til.
De åbnede døren derind. Festen stod nu for øjnene af dem og hvis man troede, at man havde set og hørt det hele udefra, så tog man virkelig fejl! Indenfor, blev der kastet rundt med ting, folk dansede på bordene og der blev konstant uddelt skåle.
Josh spærrede overrasket øjnene op. De unge havde skam ikke overdrevet, da de sagde, at der var fest i kroen i aften. Med så afslappede bevægelser han nu kunne lave, gik han op imod baren og nåede knap nok, at bestille noget, før en af de unge mænd fra gruppen kom hen til ham og Alex.
”I kom! Hvor skønt!” sagde han med en høj stemme. ”Kunne jeg byde dig på noget smukke?” Han så ned på Alex med et charmerende smil. ”En køn pige som dig skal da drikke gratis,” Han gjorde et nik til bartenderen, der sendte ham et smil og inden længe skænkede Alex en drink.
Da hun havde fået sin drink, forsøgte fyren, at få Alex væk fra Josh, så diskret som han nu kunne gøre det. ”Hvad er der dog sket med dig?” Han så en anelse bekymret på hende. ”Du ligner en der lige er kommet ud fra dit værste mareridt,”
Josh så på dem ud af sin øjenkrog og sukkede svagt. Lige det han havde regnet med, Alex blev taget fra ham et sted som dette. Det blev i hvert fald svært, at få hende for sig selv. Han bestilte et glas rom og lod det varme væske sive ned i hans halsrør.

Alex forstod ikke engang sig selv, af en sær grund kunne hun ikke lide at være alene med Josh. Hvad nu hvis hun sagde noget forkert, hun rystede blidt på hovedet af sin tanke. Hvad var der lige sket med den altid ligeglade Alex?! Hun sukkede kort for sig selv, Josh havde ødelagt hende. på grund af ham, kunne hun ikke være ligeglad med noget mere, så hun nogle få tæsk. Kunne hun ikke bare grine af det, nu hjalp hun dem. Som da hun var lille og så det gode i alle folk, hvorfor skulle hun også lige være endt sammen med Josh, hvorfor ikke en morder? Så ville hendes personlighed ikke være ændret så meget, som den nu var.
Hun gik en smule foran Josh, mens hendes hoved engang i mellem drejede mod ham. Måske var det dumt at drikke, de var begge to ikke helt på toppen. Men hvis hun blev sammen med ham, ville hun helt sikkert sige en masse som kun ville gøre tingene værre. Især hvis han hadede hende, pga de ting hun nu havde gjort!
Musikken i kroen var høj, lidt det samme med folks humør. Folk råbte og skreg, mens andre dansede rundt med de kvindlige tjenere. Alex kørte en hånd gennem sit lange hår, for at fjerne det fra sit ansigt. Violin spillet var meget godt, hun havde dog hørt en smule bedre.
Alex vendte hovedet til Josh, og nikkede mod nogle bar stole. Som et tegn på at de bare skulle sætte sig og slappe af, hun placerede sine hænder på bar bordet og svang hoften, for at sætte sig på en af barstolene. Hun nåede dog ikke at sige noget, før en fra gruppen før kom derhen.”Vodka?” Sagde hun spørgende, da han spurgte hvad han kunne byde på. Det var vel uhøfligt at sige nej, til gratis drikkelse. Hendes øjne virkede en smule uskyldige til at starte på, lige til en tøs nærmest greb fat i Joshs arm. Hvor hun hev ham lidt til sig, mens hun stod og snakkede til ham. ”Er du okay?! Du ser helt skadet ud, kom med” Tøsen trak ham hentil en af de andre stole, hvor hun begyndte at pleje hans sår i ansigtet. Det værste af det hele, var at Alex så hele scenen for sin øjenkrog. Oh yea, også havde dullen selvfølgelig et nuttet ansigt. Lige til at brække sig over, Hun kunne endda høre deres samtale, da Josh og dullen sad så tæt på Alex og drenge fra gruppen!
Dullen havde selvfølgelig veninder, til at troppe op omkring Josh. Mens de var nærgående og nærmest hele tiden, skulle røre ved hans skulder og arme. Alex himlede med øjnene, det gjorde hende irriterede. ”Sket? Oh, jeg skred fra en lidt voldelig person. Som gav mig disse knobs” Sagde Alex med et forførende smil på læben, da hun så ud fra sin øjenkrog at en af pigerne nærmest nærmede sig Joshs ansigt. Kunne hun føle vreden blusse op i hende, hendes øjne blev forførende. Hvor hun greb fat i drengens krave og hev ham ned tæt til sit ansigt. ”Mit værste mareridt, er at sove alene om natten.” om man troede det eller ej, hadede hun at sove alene. Hun kunne ikke tage det, frygten for at se sin far alene. Havde givet hende en rædsels for livet, hvis hun derimod sov med folk. Følte hun sig nærmest beskyttet, hendes far kunne umuligt røre hende, hvis der var en hos hende.

En af pigerne var blondte, med nogle tydelige kindben og meget nedringende trøje. Hun lænede sig ind over bordet, mens hun nærmest gjorde alt for at få Joshs opmærksomhed på hende og hendes bryster. ”Hvad er der dog sket med dig, snuske? Har du været oppe at slås?” Sagde hun med en forførende stemme, mens en af dem ved hans venstre side sad og krammede hans arm. ”Hvordan kan du dog klare at stå op, med alle dine sår.” De andre viftede efter alkohol, som der blev placerede på bordet. Hvor nærmest forsøgte at hælde det i Josh, alt for at få en dreng.
Alex slap drengen og greb fat i sit glas med Vodka, mens hun nærmest klemte om glasset. Hvorfor var de så nærgående overfor ham, kunne de ikke se at han heller ville være sammen med hende. nej vent! Det havde han enlig ikke vist, han var bare gået ind på næsten samme tid som hende… hvorfor tænkte hun overhovedet sådan, hun følte sig nærmest kvalt af den ene følelse.
Da blondinen, placerede kluden for Josh læber. for at fjerne en smule blod derfra, lød hendes stemme. ”Du har utrolig smukke læber.” Disse ord, fik vodkaen ned i det gale rør. Alex fjernede glasset fra sin mund og placerede den anden hånd for hendes mund, mens hun hostede. Håret faldt ned foran hendes øjne, mens hun bøjede sig lidt frem over.

Klistret op af Alex som fluepapir, lænede manden sig tættere ind på hende og lod sin alkoholske ånde danse hen ad hendes smukke hud. Havde det ikke været for en fremmedes pige ryk i Josh arm, havde han nok sat sig imellem dem, eller forsøgte at snakke til Alex. Han skulle lige til at vrisse af tøsen, da det gik op for ham, at hun ikke ønskede ham noget ondt eller at genere ham. Tvært imod, hun hjalp ham med hans sår og spurgte ind til ham. Takket være det naive engle gen, så han det ikke som, at hun forsøgte at score ham, men blot en venlig gestus. Han smilede venligt til hende. Et andet form for tak.
"Slås og slås, lad os bare sige at jeg ikke var så heldig," Han smilede svagt og rettede sig op på stolen. Dog fik det bare slagene i ryggen til at brokke sig voldsomt.
I det han ville se den nyankommende pige i øjnene, var der pludselig kommet flere omkring ham, hvilket forvirrede ham en smule. Hvorfor samlede de sig sådan omkring ham? Ikke at han ikke var smigrede, men der var mange andre fyre på stedet? Hvad var det særlige ham? En efter en hældte de drinks på ham og han tog glædeligt imod dem. Alt for at drukne smerterne lige nu. Til sidst vendte han sig til opmærksomheden og lod slet ikke mærke til Alex dræberblikke.. Trods alt havde hun nok travlt med ham fyren.

Og ganske rigtigt, eller fyren havde travlt med Alex. Efter det han havde set som en invitation til, at sove sammen med hende, havde han rykket sig tættere på hende og var nu begyndt, at nusse hende på låret, samt kysse hendes skulder en gang imellem. "Jeg vil med glæde sove sammen med dig i nat søde," Hans stemme var loggende og fuld. En af hans fingre valgte, at køre en hårlok om bag hendes øre. "Du siger bare til også forlader vi dette sted,"
Da hun var ved at blive kvalt i drinken, bankede han hende bekymret på ryggen. "Tag det nu roligt min pige, der er skam alkohol nok, du behøver ikke tvinge det sådan ned," Hånden på hendes ryg, begyndte langsomt at køre op og ned, i betrygende bevægelser.

Ud af sin øjenkrog bemærkede Josh godt, Alex hosten, men han kunne ikke rigtig gøre noget, da en klud var presset imod hans læber. Han så hen på pigen med et charmerende smil. Drinksene var gået direkte i blodet på ham og fik nu den flirtende side frem i ham. En side der glædeligt tog imod de pludselig komplimenter han fik.
"Tak," sagde han forførrende og sørgede for, at skabe en øjenkontakt med pigen, der tilfredst satte sig tilbage i sædet igen. Hun lagde kluden fra sig og kørte nu en hånd igennem hans lokker, der stadig var en smule snavset fra det størknede blod. "Noget jeg kan gøre for at du får det bedre?" Hun satte spørgende hovedet på skrå og snorrede en af hans hårlokker om sin tynde finger.
Josh tog en tår af sit glas, med et kækt smil på læben. "Kommer an på hvad du tilbyder,"
Det var nok til, at få pigen til endnu engang at rykke sig frem imod ham, hvor hun placerede et blødt og loggende kys på hals. Lige det sted, hvor Josh var ekstra modtagende for kærtegn.. Og når man savnede nogen, at holde om og være tæt på, var det nok til at få ham til at sitre svagt.
Han hadede sig selv for det... men kunne ikke gøre for det..

Tøserne var som klistrede mod Josh, hvilket nærmest gav Alex kvalme. Lysten til at sparke dem væk, og trække Josh indtil sig mens hun skred *Han er min Skrid!* Af dem var stor, stor nok til at hendes øjne ikke kunne forlade dem. Medmindre drengen foran hende valgte at snakke til ham, hvilket han jo gjorde. Ved at hælde alkohol på hende, et glas efter det andet blev hældt ned af i hendes blod. Mens hun en gang i mellem, kiggede på Josh ud af øjenkrogen.
Alkohollen gik hurtigt i blodet, da de begge havde mistet forholdsvis meget. Var der ikke meget blod at forgifte, hvilket gjorde at de begge nemt blev fulde. Normalt ville Alex sagtens kunne klare at bunde en flaske rom, derefter en halv flaske Whiesky inden hun ville føle sig bare en smule fuld. Men denne dag, krævede kun fire glas rom og en Mjød. For at verden skulle til at snurre rundt for hendes øjne, et suk slap hendes læber. efter den sidste tår, mens drengens hånd forførende kørte op og ned af hendes lår.
Hans svar til hendes, fik hende kort til at smile flirtende til ham. Han ville gerne sove med hende, ikke at det overraskede hende. hvem ville ikke gerne sove med hende, i forhold til alle de tøser der var her inden. Var hun klart den pæneste, selv med alle hendes sår og blod der løb ned af hendes kind. Ville hun stadigvæk ligne en model, måske endda en gudinde i forhold til de andre tøser.
Hans kys der blidt blev placerede på hendes skulder, fik hende til at rødme en smule. Det føltes sært, hun var mere vantil Xander nu. Mest vandtil Xander blide berøringer og læber, der blev placerede overalt på hendes bløde hud. Det betød dog ikke, at hun ikke savnede Josh. Xander var nok mere en sommer flirt, mens Josh var og blev den person som havde stjålet hendes iskolde hjerte. Hvis bare hun kunne få den tilbage, ville hun måske kunne føle en anden form for kærlighed end lige hans.

Klappende på ryggen fra den fulde dreng, var rare men ikke ligefrem fantastiske. Hun holdte sig for munden, mens hendes brune hår dækkede hendes øjne. Så man ikke kunne se hvordan hun kiggede mod Josh, og den dulle som tog sig af hende. på trods af, at hun følte sig kold og hjerteløs. Kunne hun nærmest føle sit hjerte sitre, da pigen kyssede hans hals. det værste var nok, at Josh ligefrem nød det på en sær måde. Hans ansigt viste ingen form for afsky, mens pigen pressede sine ildelugtende læber mod hans! Det gjorde ondt, mere ondt end de knivstik hun havde fået inden de kom her hen.
Hun ignorede nærmest drengens ord, om at der var mere alkohol. I stedet sad hun bare stille og stirrede ud af øjenkrogen på Josh og dullen, da tøsen For fuck sake!!! Lænede sig ind for at kysse hans læber. Hele hendes krop spændte, i det hun så hvordan dullens læber nærmede sig Joshs. Da de var få centimeter fra hinanden, lød der et brag!
Alex havde rejst sig så hurtigt op fra stolen, at den var væltet bagud. Hvor hun nærmest var fløjet hen af gulvet, med en knyttet næve. Blev den placerede på Joshs underkæber, hvilket gjorde at han faldt ned af stolen og, også den væltede. Mens pigerne råbte af Alex, som enlig bare ignorede dem. Mens hun kiggede overlegent ned på Josh, som nu rodede rundt på gulvet.
Dette var hendes måde at skjule sin smerte, over at han enlig sad med en anden kvinde! Da hun ville vænne sig om, slog selv samme tøs, som forsøgte at kysse Josh. Slog hun Alex med en flad hånd, på den sårede kind. Hun drejede hovedet atter mod Josh, med store øjne. Rolige løftede hun hånden op til sin kind, hvor hendes læber nærmest hviskede *Argh, det brænder!* da hun ville vænne ansigtet mod pigen igen, kastede hun indholdet af sin øl i ansigtet på Alex!

I starten lod fyren nær Alex slet ikke mærke til, at hun slet ikke fokuserede på ham, men tvært imod englen der allerede fik tonsvis opmærksomhed allerede. Han troede faktisk, at de på en måde var søskende eller gode venner, men ikke kærester, eftersom Josh lod ham trække hende væk fra ham så let.
Han blev bare ved med, at køre sin hånd blidt op og ned af ryggen på hende, lige imellem skulderbladene. For ham, var Alex hele hans verden. I hvert fald lige for i aften.
Da han følte sig parat til, at læne sig frem imod hende og kysse hende, rykkede hun sig væk med så stor en kræft, at stolen væltede under hende. Havde han ikke været hurtige nok med, at støtte benene på jorden, var han væltet på sin egen stol.
Hvert et øje i kroen var nu vendt imod Alex og Josh. Josh der lå på jorden, lamslået over det pludselig slag fra Alex og Alex der så overlegent på ham, nu hvor han lå på jorden. Dog fik denne overlegenhed ikke til at herske længe, eftersom en af pigerne valgte, at kaste øl i hovedet af Alex, så såret på hendes kind nu blev angrebet af stærk alkohol.
"Hvad laver du dog! Han er såret din dumme tøs!" Pigens stemme skar igennem kroen.
Josh rejste sig rystet op. Havde Alex seriøst lige slået ham? Det hele var sket så... pludseligt? Det ene øjeblik havde den fremmed tøs nærmet sig hans læber og det næste, BANG, han lå på jorden.
Med et forbavset blik i sine halv lysende brune øjne, så han på Alex og kunne ikke få ordene formet ud af sin mund. "Du.. slog mig?" Han gik langsomt hen imod hende. Bevægelserne var sjovt nok ikke vrede, men forførrende og smidige. "Og grunden til det pludselige angreb er?"
Alles blikke lå på dem, slugte dem råt og kunne ikke forstå en dyt af hvad der sket, men det var dog spændende for dem.
Da han bemærkede alle blikkene på dem, rømmede han sig ned i sin hånd og hviskede nu til hende. "skal vi snakke om det her... under fire øjne?" Han så en anelse bedende på hende. Han tog slaget så roligt som han nu kunne. "Kom nu Alex, jeg har virkelig brug for at snakke med dig... alene," Han så hende i øjnene.

Alkoholen i hendes lange sår, sveg som bare fanden. Mens hendes hånd pressede sig mod hendes kind. Stirrede hun kort ned i jorden, mens tøsens ord skar gennem rummet. *Skide kælling, forstod ikke at Josh var hendes. Eller… Josh var enlig ikke nogle folks, men han var tættere på at være hendes, end den dulle nogle sinde ville være* Alexs tanker løb om hjørner med hende, hvis det ikke havde været for Joshs bevægelse. Ville hun være hoppet i flæsket på tøsen, ingen folk skulle skade hende uden at komme udenfor denne kro, uden en eneste skramme.
Alex lod de smukke brune øjne falde på Joshs, forførende bevægelser mod hende. mens hun stod mundlam, over hans spørgsmål. Ja hun havde slået ham, ikke hårdt nok. Siden han stadigvæk kunne gå sådan, hvilket fik hende til at bide sig kort i underlæben. ”F-Fordi…” lød det nervøst fra hende, med en halv fuld stemme. ”Du er så omklamrende omkring andre piger!” Hun klemte sine hænder og øjne sammen, mens hun rettede hovedet ned mod jorden. Lysten til at sige en masse forfærdelige ting, som feks. *Jeg er den eneste person som du må holde om! Eller have din opmærksomhed på.* inden hun overhovedet fik sagt det, bad Josh allerede om at snakke med hende under fire øjne.
Hvor Alex selvfølgelig rettede sig op og kiggede omkring sig, med alle de lettere hade fulde kvindeblikke, var der dog også en masse andre.
Da Josh så spurgte anden gang, nikkede hun kort. Hvor hun drejede om på hælen og gik mod døren, hun greb noget papir på siden af et af bordene, hvor hun tørrede øllen væk fra sit ansigt. Mens de nåede uden for kroen, tøsen fra før rømmede sig og greb fat i Joshs ærme. Mens Alex enlig bare var gået udenfor, uden at tænke over om han gik med. ”Du kan da ikke bare smutte med dullen der, nu havde vi det lige så hyggeligt” Lød det fra hende, mens hun nærmest stod helt oppe i hans ansigt, endnu et forsøg på at kysse ham.

Det lykkedes ham, at få hende på talefod. Perfekt. Endelig! De kunne tale sammen under fire øjne, uden nogen skulle forstyrre dem!
Vent... råbte hun lige, at hun syndes han var så omklamrende omkring andre piger? Det var han da ikke! Hvis han var omklamrende omkring piger, så havde det kun været denne aften og kunne hun egentlig ikke være ligeglad? De var ikke sammen og hun valgte selv, at skride fra ham ikke sandt?
Han slingrede lidt på sine ben. Nok havde han fået et slag, men det betød ikke, at alkoholet ikke kørte rundt i blodet på ham. Virkelig rundt. Så godt han nu kunne, rystede han det af sig og skulle til, at følge med hende udenfor, da pigen fra før tog fat i hans ærme og var mere end parat til, at lade sine læber presse sig imod hans.
For at standse hende, lagde han blidt en hånd på hendes kraveben og rystede blidt på hovedet. "Ikke denne gang, jeg er nød til at snakke med hende," Hans stemme var fortsat varm og boblende overfor hende. Han fulgte med Alex ud, lukkede døren bag dem og stillede sig op foran hende, med et skævt smil på læben.
Endda med alkohol boblende i sit blod, kunne han ikke skubbe tankerne om hendes skønhed væk. Gud, hvor var hun fantastisk. Det hår, de øjne og de læber, som han hungrede efter, at presse sine egne imod og bare have hende tæt på sig igen. Hvad ville det skade? Kunne de ikke godt bare være sammen igen... Ville hun ikke nok lade ham holde om hende igen.
Han tog en dyb indånding og kørte en hånd igennem sit hår, samt bed sig tøvende i underlæben. "Så.. Tænkt dig, at fortælle mig.. hvorfor du slog mig?" Han løftede drillende på et øjenbryn. Dog fik hun nærmest ikke lov til, at svare, før han snakkede videre. "Jeg ved godt vi ikke har set hinanden i noget tid og sådan men... jeg... hvorfor.. Vil du ikke nok fortælle mig det? Hvorfor stak du af.. Hørte du ikke jeg råbte.. Jeg.." Alkoholen snakkede nærmest for ham eller kludrede i hvert fald med ordene for ham. "Jeg har ledt så meget efter dig... og pigerne derinde... var du jaloux? Du havde ellers tid med... ham den anden..." Han var egentlig i tvivl om hun overhovedet hørte efter alt det rod han lukkede ud.

Pigen surmulede over at Josh ikke kyssede hende, men var på samme tid glad. Han sagde jo på en måde at han ville komme tilbage, når han var færdig med at snakke med Alex. Hvilket fik hende til at slippe ham, og bestille flere drinks.
Alex derimod, stod i månens stråler. Som gav hendes mørke hår en smuk effekt, som om stjernerne dansede i hendes hår. mens de brune øjne, nærmest afspejlede månen, da hun stod og kiggede op på den. Hendes hjerte slog hårdt mod brystet, hun kunne næsten ikke bære det. Det var hårdt, nærmest ubærligt at vide at hun helt sikkert havde mistet Josh. Hvorfor havde hun også gjort alt dette, hun rystede blidt på hovedet. Hun havde ikke regnet med at se Josh igen, derfor gemte hun sig jo ude i skoven. Det var også grunden til at hun, valgte at gøre visse ting sammen med Xander. Hun havde jo regnet med, at Josh og hende aldrig ville mødes igen. Hvilket de gjorde, hvilket fik alle følelserne til at springe indeni hende. følelsen for at hoppe ind i hans favn, mens hun græd. Følelsen for at fortælle ham, hvor meget hun havde savnet ham og hans stemme. Bare blive hos ham, føle hans berøringer. Men at han sad omringet med piger, gjorde det kun svære for hende at sige noget til ham.
Hun vendte sig om mod ham, da døren lukkede bag ham. Hun kørte en hånd gennem det lange brune hår, som nærmest så sort ud i mørket. Mens de røde læber adskillede sig, et lille skævt smil kom, og forsvandt ligeså hurtigt igen. Da han stillede spørgsmålet, var det ikke klart. Hun slog ham, fordi han flirtede med en anden person. Da hun ville svare, afbrød han hende og snakkede kun videre. Hvilket fik hende til at kigge op og ned af ham, med et blidt suk.
”Måske skulle du smide trøjen, så høre jeg helt sikkert bedre efter.” Sagde hun, med en lidt halv fordrukken stemme. Hun trådte tættere på ham, med den ene hånd placerede på hans brystkasse. ”Måske slog jeg dig, fordi du havde trøje på…” Lød det fra hende, mens de røde læber kun nærmede sig hans bløde altid så smagfulde læber. ”Jaloux? Mig? Hehe som om jeg bliver Jaloux, jeg ved at selv du synes jeg er kønnere end de duller der inden.” Hun kørte begge sine arme op omkring hans nakke, hvor deres ånder af øl og rom nærmest smeltede sammen, hun undgik lidt svaret, omkring hvorfor hun skred. Hvis hun fortalte at hun havde fået Carrie, hvordan reagerede han så ikke lige. Især nu hvor han var fuld, eller de begge var jo enlig fulde. ”Min tid med den anden… Pff du ved at han bare var et legetøj, der gav mig drikkelse.” Hun kørte den ene finger op på hans bløde læber, mens et lille smil tittede frem på de røde læber. ”Du er den eneste, der endnu ikke har været et legetøj i mine øjne.” Ikke helt sandt, da hun ved deres første møde, så ham som en der havde penge og ville give hende et hjem. Hvilket sjovt nok ændrede sig, efter månederne!

Nok var han fuld, men han ønskede altså et svar alligevel! Bare et eller andet svar! Han havde ledt efter hende så langtid... havde hun slet ikke savnet ham eller tænkt på ham overhovedet? Ikke bare den mindste smule?
Det fik hans hjerte til at krympe sig sammen i smerte. Hvad nu hvis alt det... På turen, på palæet og i grotten, slet ikke havde været det han troede det var. Havde han misforstået det hele? Var det blot noget han havde forestillet sig og en chance hun havde udnyttet? Hans tanker fik ham langsomt kørt længere og længere ned. Hvis bare..
Han blev smidt ud af sine tanker, ved lyden af hendes stemme, der var fordrukken og forførende. Det hun sagde med trøjen, fik hans øjenbryn til, at løfte sig helt op i panden.
Mente hun virkelig det? Hørte hun overhovedet efter?
Han himlede kort med øjnene over hende. "Høre du overhovedet.." Mere nåede han ikke, at sige før hun lagde en hånd på hans brystkasse og fik hans hjerte til at galopere som ti vilde heste. Jo tættere hun rykkede på ham, jo mindre hørte han efter hvad hun sagde til ham. Han kunne ikke fokusere på andet end de pokkers røde, bløde, dejlige læber, der bevægede sig så perfekt. Den måde de rykkede sig tættere på hans egen på gjorde ham skør! Han hørte virkelig ikke efter hvad hun sagde.
Armene om hans nakke var nok til at sende ham ud over kanten. Han kunne ikke holde sig fra hende længere.
Med et hårdt ryk fra ham, havde han skubbet hende op af muren og startede med, at placere sine læber, drillende og loggende imod hendes hals bløde hud. De fortsatte op af halsen med blide kys, videre hen af kindbenene og placerede sig til sidst på hendes læber, i et inderligt og kærligt kys. På hver side af hendes hoved havde han placeret sine hænder, så hun ikke så let slap fra ham. Ikke denne gang... det fik hun ikke lov til..
Alkoholen herskede virkelig i ham lige nu, men... han vidste inderst inde godt, at dette var noget han faktisk havde lyst til, at gøre... alkohol eller ej.

Hun havde savnet ham, nærmest lagt vågen hver aften da hun havde Carrie i sin mave. Og ikke kun fordi hun havde det dårligt, hun så altid Josh i sine drømme, han var der altid. Hjemsøgte hende, med hans stemme der fløj gennem rummet og kørte ind i hendes drømme. Hun, hun elskede ham. Hun elskede ham stadigvæk, det at se ham, fik hende til at huske alt de havde været igennem. Grotten, palæet. Alle de gode ting, de nu havde været igennem. Hun ville aldrig glemme dem, men kun forsøge at skjule dem.
Hendes svar omkring hans trøje, var mest fordi hun var fuld… også havde han altså også en fantastisk mave, hvordan kunne man ikke altid ønske at han smed trøjen. ”Som sagt, smid trøjen og jeg høre efter.” Sagde hun forførende til ham, mens hånden gled op omkring hans nakke. De bløde fingre der kørte op i hans brune logger, med en sensuel bevægelse. Han var skadet, men stadigvæk så smuk. Selv når hun kom tættere på ham, kunne hun ikke andet end at kigge ind i de så smukke brune øjne han bar.
Hendes øjne åbnede sig i et sæt helt op, da han rykkede på sig. følelsen af muren mod hendes lettere sårede ryg, gav i jag i hende. det gjorde ondt, men på samme tid var det rart. Hans læber der pressede imod hendes hals, fik hende nærmest til at smelte. Hendes hænder der gled ned på hans skulder. Et lavt nydende støn slap de røde læber, hendes øjne lukkede i. hvorfor skulle hans læber også være så varme og ikke mindst, bløde!
Hans hænder der var placerede på hver af hendes kind, var kolde men bløde. da deres læber blev pressede sammen, kunne hun ikke holde hovedet koldt. Hun stillede sig en smule op på tæerne, for at han ikke skulle få ondt i nakken, af at kysse hende. hun var jo ikke ligefrem på hoved højde med ham, kysset blev kun mere inderligt og varmt. Lige til lyden af døren bag Josh åbnede sig, Alex åbnede sine øjne langsomt. Da en kvindelig stemme blev hørt, det var selvfølgelig blondinen fa før.
Tøsen var skide fuld, hun havde også drukket mere end Alex og Josh. Tøsen susede hentil dem, hvor hun skubbede Josh til side og greb fat i Alexs brune hår. Alex placerede sine hænder på pigens arm, da hun nærmest kastede Alex ned i jorden. Alex var fuld og klodset, mest fordi hun ikke lige havde set det komme.
Tøsen sparkede derfor til Alex, som lå nede på jorden. Et skrig fra døren af en af de andre tøser, der råbte Tøse Fight! Så drenge og andre piger susede ud af døren.
Blondinen fik sparkede Alex så hårdt i maven, at hun endte med at trille lidt rundt. Hvorefter tøsen sparkede hende i ryggen. Smerte fordoblede sig, hun kunne næsten bare have prikket til Alex. Hvor det ville gøre forfærdeligt ondt. Alt sammen på grund af hendes vinger, hvis det ikke havde været fordi hendes vinger enlig var hugget en smule af. ville det ikke gøre så forfærdelig ondt, men dette fik endda den altid så rolige Alex til at skrige af smerte. Det føltes som om resten af hendes vinge, lige knækkede helt af. som om den bevægede sig inde i hendes ryg, som knive der hele tiden stak ned i hendes ryg.

Nok bad hun ham op, at smide trøjen, men den fornøjelse, eller hvad man kunne kalde det, skulle hun ikke have. Ikke lige nu i hvert fald, vent, hvad var det lige han tænkte?! Alex gjorde ham seriøst skør i hovedet. Hvad den tøs dog ikke kunne få ham til, at gøre og hvad han ikke ville gøre for hende. Lige nu, ville han gøre alt for, at gøre hende tilfreds. Endda selv om hun nok ikke ønskede, at blive ved med, at se ham. Hvem vidste om hun havde en anden. Trods alt var der gået nogen år siden de så hinanden sidst. At have fundet en anden var der intet galt i, selv om tanken gav ham myrekryb og mavepine. Ingen skulle have lov til at røre hende, specielt ikke imens han var der til at se det. Fyren der rørte hende ville nok ende med et blåt øje så.
Dog… tvivlede han på, at andre piger fik lov til, at røre hende nu. Deres læber presset sammen i et kys, føltes mere rigtigt for ham end dengang han blev leder. Den bløde overflade og den søde smag, gjorde ham blød i knæene og smeltede ham om til smør. Hvordan kunne et par læber gøre ham så skør?
Lige nu, fandtes der ikke andre omkring ham og han var fuldkommen ligeglad om nogen så ville ende med, at se dem stå op af muren, kroppe og læber trykket sammen. Intet skulle ødelægge det her for ham. Han havde savnet hende for meget til bare, at lade hende gå.
Det næste der skete, havde han ikke set komme. Tøsen fra før brød sig tydeligvis ikke om det hun så. Hun skubbede ham hårdt fra Alex, hvor hun derefter sprang i flæsket på hende, som havde hun stjålet det vigtigste i verden for hende.
Normalt ville Alex have slået tøsen i gulvet uden problemer, men nu med den sårede ryg, kunne hun ikke gøre det bedste modstand, hvilket fik Josh til at skære tænder. Han måtte se at få tøsen væk fra Alex!
Alle inde fra kroen samlede sig som en cirkel om de tøser, spærrede vejen for ham og da han forsøgte, at komme ind og stoppe det, holdt nogen fyre ham tilbage. Løftede knyttet næver, var en opstemt jubel og forskellige råb blandede sig med hinanden, i et forsøg på, at overdøve hinanden. Der blev heppet på både Alex og den blonde tøs. Den blondes øjne strålede af sejr.
”Jeg..” hun dinglede en smule, før hun rettede sig stolt op og fjernede en hårlok fra sin pande. Så godt hun kunne, prøvede hun at vise, at hun bestemt ikke havde fået for meget at drikke. ”Jeg vinder og du taber,”
Hun skulle lige til, at hamre ned på Alex såret ryg, da det endelig havde lykkedes Josh, at masse sig igennem folk, så han nu stod og så på den blonde, med sin hånd lagt om hendes knytnæve. Hans øjne viste intet andet end vrede.
”Lad hende være,” Han skubbede hende hårdt væk. Publikum brummede irriteret og gik tilbage til det de havde været i færd med.
Da Josh var sikker på, at alle var gået tilbage igen, løftede han Alex op i sine arme og gik ind på kroen, hvor han besluttede, at bestille et værelse til hende. De havde brug for et sted at sove branderten ud.

Næste morgen var Josh gået nedeunder, lige i tide nok til, at han havde hørt kroejeren fyre en af sine unge medarbejdere. Hurtigt så Josh sig en mulighed. Han kunne da arbejde her, ikke sandt? Nu hvor han ikke var leder længere, skulle han i gang med at arbejde anderledes og i denne menneske by, var der forhåbentlig ingen der ville genkende ham!
Han spurgte efter jobbet og ejeren havde med det samme accepteret ham. Og hvis man troede det var nok, så fik han også lov til, at have et værelse på kroen, som dog blev trukket en smule fra hans løn.. Han havde fundet et sted at være! Det var fantastisk!
Efter at have snakket med ejeren, gik han op på værelset og tjekkede om Alex nu havde vågnet. Nok virkede han frisk, men han havde en tung hovedpine fra i går dagens alkohol og tortur. Han satte sig på sengekanten, smilede blidt ved synet af hende og fjernede en hårlok fra hendes kønne ansigt.
Kysset fra i går havde han skam ikke glemt. Det lå stadig i hans baghoved..

At smide trøjen, gjorde Josh dog ikke. Han derimod gjorde noget bedre, mere fantastisk og rart for hende. et lille smil kom frem, det var på ingen måde underligt, at have denne følelse.
Følelsen af Joshs fantastiske læber imod hendes, mens hendes øjne lukkede i. forsvandt alle bekymringer fra hende, alt der fandtes for hende var Josh og hans blød læber. de havde en smule efter smag af alkohol, hvilket ikke helt skadet. De havde jo begge drukket, hvilket gjorde at kysset kun virkede mere smagfuldt og vådt. Hun måtte dog indrømme, at Xander poppede op i hendes hoved kort, men forsvandt dog hurtigt igen.
Tøsen der sparkede Alex, var intet andet end et menneske. Hvilket var forfærdeligt for hendes ego, Alex havde dræbt vampyr og en enkelt gang en dæmon, hvorfor skulle hun så lige være så svag overfor et sølle menneske! Det gjorde nærmesten mere ondt indeni hende, end i hendes ryg. Da sparket blev placerede, smertefuldt, især efter hendes de næste par spark der blev placerede i hendes mave og side. Alex havde været ude for meget smerte, gennem sin leve tid havde hun været ude for tortur, men aldrig tortur. Hvor hun derefter vænnede sig til smerten, for så at få tæsk bagefter.
Det værste var alle de folk der stod og råbte, smerten i ryggen gjorde det næsten umuligt for Alex at rejse sig op inden blondinen fik sparkede hende igen. Da tøsen fjernede noget hår fra anisgtet, spyttede Alex til siden inden hun fik vendt sig om, så hun ville rejse sig op. Da tøsen begyndte at gøre sig klar, til at hamre hende ned i ryggen igen. Blondinen havde åbenbart, lagt to plus to sammen og regnet ud at hendes svage sted var i ryggen.
Inden hun fik hamrede Alex i ryggen, var Josh selvfølgelig kommet hende til undsætning. Lyden af hans kolde stemme, fik det til at løbe koldt ned af ryggen af selv Alex. Da han pludselig skubbede tøsen væk, så hun næsten væltede. Hvorefter han samlede Alex op! Alex kiggede først på Josh og derefter ned i jorden, også op på ham igen. Inden hun udbrød… ”Dette er nok noget at det mest pinlige, der nogle sinde er sket for mig…” Lød det koldt fra hende, det at hun havde fået tæv. Også af et skide menneske, hun tiggede dog ikke om at blive sat ned på jorden igen. Det at kunne lytte til Joshs hjerteslag, havde en beroligende effekt på hende. for at være helt ærlig, kunne hun nu også godt lide at virke en smuuuuule svag når Josh var der. så hun engang i mellem kunne føle at hun havde brug for ham, ikke at hun ville lade sig selv få tæsk offentligt, bare for at blive båret af Josh! Ikke med vilje i hvert fald.
Da han bad om værelset, lod Alex hovedet hvile mod hans brystkasse. Det tog hende ikke langtid før hun faldt i søvn, selv i hans arme. Han nåede næsten ikke at åbne døren, inden hun faldt helt ned i mørkets dyb. Ind i drømme land, hvor drømmende nærmest virkede bedre end virkeligheden.

(( Fordi vi begge sad Awww, så skulle det jo bruges… Alex mens hun sover. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ))

Hun vågnede først da Josh kom tilbage på værelset for at tjekke til hende, hun åbnede kort øjnene da døren klikkede i bag ham. Først da han satte sig på sengekanten, gned hun sig i øjet og satte sig forsigtigt op. Hun havde det lidt ligesom Josh, hoved pinen var stor men smerten var større i ryggen. ”hvor længe sov jeg, hvad er klokken?” Mumlede hun, mens hendes brune lok faldt ned for hendes kønne ansigt igen.