Do you know my father? - Martin

Det var en af de aftner hvor Lori var gået tideligt i seng! Han var virkelig træt, og skulle tideligt op i morgen. Derfor var han gået tideligt i seng, og var hurtigt faldet i søvn… så det betød kun en ting! Lorikan var tideligt fremme i aften.
Lori havde ikke meget mere end lige lukke øjnene, før det var Lorikan der åbnede sine igen. Han steg ud af sengen og fik gjort sig klar.

Han smuttede ned i byen, og ind på en bar. Det var her han brugte sine nætter, ikke som Lori der inden sov, eller læste der hjemme. Nej! Lorikan var langt mere til mennesker, fest og alkohol! Og så var han jo også nød til at jage lidt. Ellers ville han jo aldrig blive stærk nok til at overtage den krop der var blevet hans fængsel.
Han indtog baren, med lette og elegante skridt.
Der var mange der kiggede på ham, og han elskede det. Den opmærksomhed var guld værd, og så vidste han jo hvorfor! Han var lækker, og det var tydeligt at der var en del der ville have ham. kvinder som mænd, og han elskede det! Der blev da også sendt en masse flirtende blikke og smil afsted i forskellige retninger. Hans halvåbne skjorte der afslørede lidt af det trænede bryst og de op smøgede ærmer der viste de aftegninger der nu var på begge arme, men som en gang fylde hele hans krop. Sammen med de tæt siddende bukser, der virkelig tilbad hans bagdel, og gjorde den uimodståelig overfor andre. Alt dette sammen med hans let rodet men lækre hår, fik blot hans selvtillid og det flirtende smil til at vokse.

Han begav sig op i baren, og bestilte en øl, han skævede ud mod mængden, forsøgte at finde sig et offer for denne aften. Han havde virkelig brug for at få indtaget nogle sjæle, ellers ville han altid være i denne krop.

Martin var som de fleste andre aftner at finde lige midt i det hele omringet af en masse tøser og nogle få fyre. Selvom han mest elskede at være sig selv og det, så var han meget tit lige der hvor der var fest og sådan. Han var at finde i en sofa med en drink i den ene hånd, og på hver sin side tøser. Han kunne nu meget godt lide deres opmærksomhed, og at de prøvede at forkæle ham med at give ham forskellige ting. Han havde allerede været her et godt stykke tid, da han så op mod døren og så en komme ind. Personen som var kommet ind så på sin vis bekendt ud, men han var ikke sikker i sin sag på hvem det var. Dog rejste han sig op fra sofaen af, og så roligt på tøserne som så spørgende på ham. "Sorry de dammer, men jeg bliver nødt til at smutte" Det var tydeligt at de langt fra var tilfredse med det, men det lod dog Martin gå.

Han gik op i baren hvor fyren også var gået op, og han så nysgerrigt på ham for at finde ud af, om det her virkelig var Lorikan eller ej. Dog lignede det ham utroligt meget. "Lorikan? Længe siden sidst hva?" sagde han og smilede til Lorikan.

Lorikan stod roligt i baren, og fik sig en drink. Han havde allerede kontakt med en utrolig tiltrækkende fyr. Ja det gjorde vel ikke noget at have nogle standarter selvom han blot skulle stjæle deres sjæl. Han skulle jo lige have noget sex ud af det først! Og så måtte det da godt være noget lækkert.

Dog blev han afbrudt midt i hans samtale af en mandlig stemme, der ikke bare talte til ham, men kende hans navn.. ikke Lori’s navn.. Hans navn. Der var ingen der kende hans navn! Dem der havde gjort var døde nu.
Han vende sig rundt og så noget misfornøjet ud. ”kender jeg dig!” brummede han blot, og lagde armene over kors, hvilket fremviste mærkerene på hans arme. Han måtte dog indrømme at denne fyr så bekendt ud! Men hvor fra?

Han stod og studerede fyren lidt, og pludselig poppede det op i hans hoved hvem det var. ”Martin?” spurgte han og sænkede armene og der ved paraderne en smule. Han så meget overrasket og ikke mindst forvirret ud ”hvad laver du her?” kom det fra ham, og et stort smil bredte sig der derved afslørede de 2 hugtænder han ellers var fantastisk til at skjule mens han snakkede.

Martin havde godt lagt mærke til mens han gik op i baren, at Lorikan stod og snakkede med en eller anden temmelig lækker fyr. Det undrede slet ikke Martin overhoved da Lorikan næsten altid havde været på jagt efter mad og sådan. Det havde Martin også selv været, men nu var hans mad en smule anderledes da det bestod af mørke og triste følelser nu.

Han kunne fornemme på Lorikan at han vist ikke var specielt glad lige nu over at blive forstyrret, og virkede ikke til at kunne huske Martin lige med det samme. "Ja du kender mig. Hvordan skulle jeg ellers kende dit navn?" spurgte han, og smilede bare til Lorikan. Han lod Lorikan studere ham lige så længe han havde brug for, og det så ud til han vist kom i tanke om hvem Martin var. "I egen høje person." kom det fra ham. Han trak let på skulderne over hans spørgsmål. "Fest eller noget" sagde han og smilede til Lorikan. "Og hvad med dig selv? Hvad laver du her?" ville han vide.[/color]

Lorikan var virkelig overraket over at se Martin her! Hans halv storebror Han ikke havde set siden hans mor kastede denne forbandelse over ham. Han smilede over det Martin sagde med at han var til fest. ”Fedt!... Det kan man altid bruge” grinte han lidt, og betragtede Martin lidt. Han lignede nu sig selv, Men det var jo ret klart når han var dæmon… og dog.. han kunne slet ikke mærke noget dæmonisk over Martin.

Han trak på skuldrende over Martins spørgsmålet. ”altså jeg bor her i byen… det vil sige, en del af mig gør… og lige nu.. prøver jeg at score” sagde han og blinkede til Martin, da han set ikke mente at han blot prøvede at score, jo et måltid.

Han smilede lidt skævt ”Men du har måske noget at byde på?” sagde han og lod tungen glide over læberne. Det ville jo være belejligt hvis Martin havde nogle han kunne undvære. Han tog en tår af sin drink. ”Hvaaa... var det så ikke i aften af vi skulle feste ordenligt?” spurgte han med et skævt smil.

Det var svært for Martin at huske præcis hvor længe siden det var det egentlig sidst havde set hinanden . Han ville også gerne utrolig meget vide hvor Lorikan var blevet af så pludseligt. "Hvor længe siden er det egentlig siden sidst vi sås?" spurgte han Lorikan. "Og hvor blev du egentlig af den gang? Du forsvandt bare? Han betragtede ham roligt, og da Lorikan sagde fedt angående festen, nikkede Martin til det. "Altid." Martin var ikke længere det samme som den gang de sidst havde set hinanden. Han var ikke længere dæmon men derimod skyggevæsen.

Han lyttede roligt til det som Lorikan fortalte, at han boede her i byen eller en del af ham? Det forvirrede lidt Martin. Hvad mente han med en del af ham gjorde? "Hvad mener du med en del af dig gør?" spurgte han nysgerrigt, og han nikkede til han prøvede at score og vidste godt hvad han mente med det. At han var på jagt efter føde.
"Har måske noget at byde på." sagde han og så over mod sofaen hvor hans piger fra før stadig sad og håbede han vil komme tilbage. "Du har frit valg mellem dem alle.tilbød han roligt og lavede en bevægelse over mod pigerne for at understrege hvem han mente. Han nikkede da Lorikan forslog de skulle feste ordentligt i aften. "Selvfølelig skal vi da det." sagde han med et skævt smil.

Lori så på ham da han spurgte hvorlænge siden det var de sidst havde set hinanden ”22 år” sagde han med et dybt suk. Han sukkede over det næste spørgsmål. ”min mor bortførte mig… Hun kastede en forbandelse over mig!... Hun forvandlede mig til spæd, og isolerede mit dæmoniske sin i denne krop… Det betyder også at jeg ikke er alene i denne krop. For hun forbandede kun dæmonen.. derfor er en del af mig menneske,.. Lori.. blev han kaldt.. og det er ham der styre kroppe, med mindre han sover” Lorikan kløede sig i nakken ”det er svært at forklare, og jeg er ikke engang selv sikker på jeg forstår det. Det eneste jeg ved er at jo mere jeg spiser, og jo stærkere jeg bliver jo længere kan jeg være fremme agangen… derfor er jeg ret sikker på jeg vil kunne overtage kontrollen fuldstændig… For Lori.. aner intet om at jeg er her” sagde han så med et suk.

Da Martin sagde at han havde noget at byde på, så Lorikan over mod pigerne, og et skævt og tilfredssmil bredte sig hos ham ”mmh” sagde han så og slikkede sig lidt om munde. Han så på Martin da han sagde at der var frit valg ”jamen hvad venter vi så på?” sagde han blot med et sultent smil.
De der tøsser ville være så nemme at hive med ud bag ved, have sex med dem, og så stjæle deres sjæl! Barnemad!

Lori tog sin drink, og nikkede til Martin ”føre du an?” spurgte han blot.

Waw var det alligevel så læge siden de sidst havde set hinanden? Eller længe og længe. For dem var det jo ikke længe da de levede for evigt med mindre de blev dræbt. Dog var det alligevel en del tid siden måtte Martin nok indrømme. "Det alligevel noget tid må jeg sige." kom det fra ham. Roligt lyttede han til det som Lorikan fortalte ham. At hans egen mor havde bortført ham og forbandet ham. Det havde Martin dog ikke troet hun kunne finde på, men det kunne hun så. Folk kunne jo finde på alt muligt som man slet ikke troede. "Så du er altså halvt menneske nu så eller hvad? Som hedder Lori? Meget tæt på dit oprindelige navn må jeg nok indrømme." Det var måske en smule svært at forstå men han prøvede da på det.

Martin betragtede Lorikan efter han havde sagt han kunne byde ham på en af hans piger. Han vidste godt den pige som Lorikan valgte ville dø, og han selv fik mindre mad, men Lorikan var trods alt hans lillebror så han kunne godt give ham noget mad når han havde brug for det. Han smilede af ham da han spurgte hvad de så ventede på. "Du kan da bare gå over og vælge hende du vil have?" sagde han med en skævt smil.
Han så over mod tøserne kort inden han hørte Loris spørgsmål, om han førte an. Sure kan da sagtens præsentere dig for dem, men det med at spise må du selv klare. Jeg er ikke selv sulten lige nu." sagde han bare, og gik over imod dem. De så med det samme på ham og smilede flirtende til ham, og fik så øje på Lori. "Hvem er din ven der Martin?" spurgte de. Martin smilede bare flirtende tilbage til dem. "Det her er min bror Lori" præsenterede han roligt og pigerne så alle på Lori nu og smilede flirtende til ham. "Kom her over og sid hos os." lød det fra den ene og hun smilede sødt og lokkende til ham. Hvilket fik Martin til at grine en smule over det. Han så roligt på Lori. "Frit valg" sagde han blot.

Lorikan sukkede lidt da Martin spurgte om han var halvt menneske nu ”tja… det kan man vel egentlig godt kalde det”sagde han så. Han var virkelig ikke vild med at være endt som han var. Men sådan var livet nu engang..
Da Martin sagde at han nok skulle præsentere ham for pigerne smilede han bredt. Han var sulten, men det var jo ikke den eneste grund! Opmærksomhed fra andre var da altid dejligt, Lorikan elskede i hvert fald sådan noget, så det at der sad en masse piger der sikkert ville falde helt i svime over ham, som de fleste kvinder gjorde, fik kun smilet frem hos ham.
Det der var overraskende var faktisk, at selvom han tiltrak fyres opmærksomhed, somme tider selv heteroseksuelle fyre, så var det pigerne der var mest nogle sluts!
Mænd var mere tilbage holdende, hvor kvinder gladelig kastede sig for mænd så længe de så godt ud. Han havde sandlig fået mange kvinder til at falde på knæ foran ham.. (eller alle fire!) bare han smilede til dem.

Han fulgte med Martin over, og smilede skævt da han kom hen til kvinderne. De så ikke værst ud, godt nok kunne det være ligemeget når han bare skulle have mad, men igen, han nød jo for det meste turen inden han afsluttede det. Da pigerne alle sagde hej til ham, og han næsten med det samme blev indviteret ned i sofaen til en af dem, smilede han bare skævt til hende. Han hørte hvad Martin sagde lidt, og grinede lidt for sig selv. Han satte sig ned i sofaen mellem 2 piger, hende der havde bedt ham om det, og en anden. Han satte sin drink på bordet, og lænede sig så lidt tilbage i sofaen med armene på ryglænet

Lori lød bestemt ikke glad for det her, at han nu på sin vis var blevet halvt menneske, men hvilken dæmon vil også det? Martin selv vil nok ikke have været glad for det selv hvis det var sket for ham.
Det brede smil hos Lori smittede på sin vis af på Martin, så han selv smilede over det. Martin var også sikker på, at smilet hos Lori nok skydes tanken om den opmærksomhed han vil få om lidt. Han vidste at Lorikan elskede opmærksomhed, eller det havde han gjort den gang før han var blevet halvt menneske men han regnede ikke med, at det havde ændres sig bare på grund af han nu var halv menneske.

Da de var over ved tøserne igen, betragtede han Lorikan som satte sig i sofaen mellem pigerne. Selv satte han sig på armlænet af sofaen. Han tog noget at drikke af en drink som en af tøserne havde. Hun sagde intet til ham da de alle var vant til det efterhånden og heller intet havde imod det.



//sorry det tog mig så længe men har haft travlt her på det seneste

Lorikan måtte indrømme at denne aften KUN var blevet bedre og bedre! Det var ikke hver dag man mødte sin storebror eftdr 22 år. Og i samme øjeblik ende med at sidde mellem en hel buffet. Lorikan havde travlt med at sidde og tale med pigerne, dog så han op på Martin lidt..
"Taler du nogle sinde med far?" kom det pludseligt fra ham. Ikke fordi han savnede sin far. Han vsr vidst ikke lige manden man sådan "savnede"
Men det var trods alt manden der havde oplært ham.

Han lænede sig frem og tog noget af sin drink, og drak. Han vidste inke helt hvorfor, men for nu, havde han mere lyst til at snakke med Martin frem for at jage. Desuden så de her trunter ikke ud til at ville smutte lige forløbig. Lorikan så lidt på Martin "hvordan går du egentlig og har det?"

Martin satte sig ned, og lyttede bare til det Lorikan og pigerne snakkede om. Det fik ham til at smile en smule over det. Sikke nemt hans bror havde det med tøserne her, men det undrede egentlig ikke rigtig Martin. Lorikan havde altid haft det nemt syntes han.
Spørgsmålet han blev stillet kom lidt bag på ham. Om han stadig snakkede med deres far? ”Øh nej har ikke snakket med ham i flere år. Hvorfor?” spurgte han, og så på Lori. Martin kunne ikke rigtig med sin far, som jo var skyld i, at hans mor i sin tid var død.

Han satte sig bedre til rette, og lænede sig tilbage. Han hørte det nye spørgsmål, og smilede lidt over det. ”Jeg har det okay. Hvad med dig selv? Hvordan har du det egentlig?” spurgte han.