If you don’t stand for anything, you will remain forever on your knees -Rowan-

Det havde været en lang og fuldstændig ligegyldig dag i Rowans liv; der var intet sket hele dagen og nu lakkede den mod enden. Da han trådte ind i Det Vilde Svin håbede han på et mirakel, som kunne gøre dagen blot en smule mere interessant. Og hvis der fandtes en Gud for oven, så havde han hørt Rowans bøn, for da døren til kroen gik op, var det ikke kun lugten af øl der ramte Rowans sanser. Synet, lyden, følelsen af et slagsmål ramte ham hårdere end et knytnæveslag kunne have gjort det. Der gik ikke mange sekunder før Rowan stod blandt flokken af tilhørere, og stirrede ned på de to mænd på gulvet. Deres brydekamp var ganske morsom at følge med i; de gryntede, hylede og bed hinanden i arme og ben for at komme fri fra hinandens greb.

"Jeg vædder et par hundrede på, at prettyboy dér får smæk. Hva' si'r du?" Rowan vendte blikket imod manden til venstre for sig, og rakte hånden frem. "Har vi et væddemål, eller har vi et væddemål?" Hans sidekammerat var med på sin del af indsatsen, og snart spredte rygtet sig i gruppen om, at man faktisk kunne vædde om hvem der vandt. Dette resulterede naturligvis i, at da en af de to kæmpende fik overhånden, krævede gruppen af tilskuere at der blev udbetalt penge eller øl med det samme. Det var, i korte træk, sådan "de to mænds slagsmål" blev til "alles slagsmål".


Hvordan det var sket, vidste han ikke, men Rowan fandt sig selv liggende på gulvet, med en robust og kompakt skaldet mand siddende på sit bryst. Han løftede hovedet fra gulvet, men måtte lægge det ned igen, da loftet og hans overmand skøjtede fra side til side.
"Beskidte hund!" brølede den skaldede kompakte mand, og greb Rowans krave for at løfte ham opad, blot for at sende ham ned igen med et knutnæve slag henover næsen.
Ah. Det var sådan jeg endte på gulvet.
Han mærkede sin overkrop blive løftet på ny, men denne gang fik han armene op foran ansigtet og greb fat i mandens slag-hånd.
"Jeg har jo sagt, det var ikke mig du væddede med! Det var en anden karismatisk varulv!" råbte Rowan og kunne smage blodet i sin mund. Den skaldede troede ham tydeligvis ikke - det skyldtes nok at Rowan lo imens han sagde det. Den skaldede vred sin hånd fri af Rowans greb og skulle til at sende varulven i gulvet endnu engang... Men så kom Guden tilbage, i form af et halvfyldt vinglas, hvilket var lidt spøjst, taget i betragtning at de fleste Guder vidst er imod både druk og vold. Glasset ramte Rowans modspiller på toppen af hovedet, og blodet flød straks ned ad ansigtet på ham.
Den skaldede gik i stå midt i sin bevægelse, slap grebet om Rowan (som faldt til jorden som en kludedukke), og stirrede lamslået på personen, hvis hånd havde ført glasset. Rowan forsøgte selv at få et glimt af personen, men kunne kun se en kvinde gå derfra med selvsikre skridt.
"Wow, mh mh. Det må hun godt gøre igen, er du ikke enig?" lo Rowan, og fik nu endelig nedlagt den skaldede kompakte fyr, med et enkelt velplaceret slag.


Kropigen ville ikke låne ham et viskestykke, så han snuppede hendes forklæde - til megen utilfredshed. Han tørrede det meste blod væk fra ansigtet og satte sig, uinviteret, ved siden af sin redningskvinde.

"Jamen jamen jamen, om det ikke er selveste Katherine. Min redningskvinde, endnu en gang!" sagde han og skålte i en whiskey, han i mellemtiden havde fået skænket. "Så du mig ligge på gulvet eller var jeg bare heldig, at vi begge har øje for at udvælge skaldede mænd?" Sætningen lød underligere end planlagt, men Rowan valgte at lade det passere.

Slåskampen var ved at lægge sig, og selv de to der havde startet det hele, havde nu sluppet hinanden. Én mand gik forvirret rundt og ledte efter en afhugget finger, imens en anden forsøgte at skjule en skaldet plet på hovedet, under et menukort.
"Jeg kan se du stadig starter slåskampe hvorend du går hen," mumlede Rowan med et skævt smil, og blinkede til sin gamle veninde. "Hvordan står det så til?"