Stand in the rain of pain. ~Noa~

Påklædning.

Det regnede, hvorfor regnede det hele tiden? Det var mærkeligt det var som om tristheden havde oversvømmet hende.. Efterlod hende kun regn og gråt vejr tilbage.. Solen havde hun ikke set i flere dage.. Måske var det fordi efteråret var på vej? Det kunne det sagtens være, men Angela tænkte ikke så langt. hvorfor skulle hun? Gaderne var tomme denne middag, der var næsten ikke en sjæl at se. Det dårlige vejr, havde fået folk til at søge ly, men Angela gik stadigvæk udenfor. Men i læ ved nogle af husene med lidt længere tag. Heldigt at hun ikke kunne fryse, ellers havde det været koldt.. Hendes hår havde ikke fået andet end et par dråber på sig som lignede små diamanter. Og endelig kom hun til sit lille hus hvor hun havde snakket med Noa sidst, ikke fordi hun forventede at han var der. Hun havde truet nogle til at lave vinduet.. Så nu kunne hun være der igen, hun havde enten brug for bare at sidde for sig selv.. Eller dø af ensomhed.. Hvorfor skulle det eneste af hendes familie som hun faktisk kunne elske dø? Forlade hende.. Det kunne han ikke være bekendt! Det kunne han ikke.. Nogle sagde man ikke måtte være vrede på de døde, men vel måtte man så? Det var ikke meningen Nicolas skulle have været død overhovedet.. Han skulle være blevet, være hendes storebror.. Hun savnede ham mere end hun nogensinde havde troet hun ville. Speicelt fordi hun vidste at han aldrig ville komme tilbage til hende nu når han var død.. Han ville ikke smile til hende igen.. Eller sige et ord.. Irritere hende.. For det kunne han ikke for han var død.. Angela smed sig ned i sofaen, og sukkede dybt hun mente hun var alene. Så hun startede på at græde.. Hun greb hårdt fast i en pude og kastede den så hårdt hun kunne afsted så den væltede de ting som stod på sofabordet. Hun tog sig til hovedet og græd videre.. Angela hulkede en del, hun havde brug for tid til at komme sig over dette.. Ville hun overhovedet nogensinde komme sig?

Et par ar her og der. Det kunne ikke undgås efter hans vedkommende. Når man kom op at slås så kunne man ikke undgå det. Noa var typen der sloges, det havde han været i så langtid nu, så han så ingen grund til at stoppe med det. Med sit egocentreret hjerte, gik han igennem gaderne og ignorerede alt omkring sig. I dag var han fast besluttet på at se Angie. Uden han ville indrømme det, så savnede han hende og ville egentlig gerne undskylde for sin opførsel omkring hende. Han havde kysset hende. De havde rent faktisk kysset. Det hele havde været som en drøm. Hurtigt rystede han på hovedet. Han skulle ikke tænke sådan om hende, hun ville aldrig føle det samme, specielt når han ikke var andet end et barn i hendes øjne! Bare et barn. Noa hadede at blive kaldt det. Han havde lyst til at vride nakken om på dem som overhovedet hentydede det. Endnu engang måtte han skubbe tanken væk, voldige tanker var begyndt at hærge hans sind meget.. Det var svært at have både vampyr og varulv i samme krop. Alt var fordoblet, følelser, hormoner og ikke mindst temperamentet. Han kom til Angies hus, bankede på døren og ventede på at hun skulle åbne den. Efter et par minutter åbnede han selv døren og kiggede ind gennem det svage mellemrum imellem døren og væggen. Han kunne ikke se hende. Der var ingen hjemme. Uden at tænke sig om, gik han ind i huset og satte sig på en stol. Spændt ventede han på hende. Da hun endelig kom, bemærkede hun ham slet ikke og han tog sig selv i at gribe den pude hun kastede.
"Hvad så angie?" han så spørgende på hende. Forsigtigt gik han hen imod hende. Om hun så ville have det eller ej, så satte han sig ved siden af hende og kiggede fortsat spørgende på hende med de store brune øjne. Beroligende strøg han hende over ryggen. "Hvad er der i vejen?" Det sårede ham at se hende sådan.. det måtte han indrømme..

Normalt havde hun ville få et chok og være lidt bitchy omkring hvad han lavede i hendes hus. Men det havde hun intet af lige nu, for hun var begyndt at lade vandet falde fra øjnene.. Det sværeste ved det var at få det til at stoppe igen.. Hun stirrede ud i luften..
"He is dead, the only person who loved me all the time is gone.." Angelas stemme var fuld af sorg, hun var som sunket ned i et sort hul som hun aldrig ville kunne komme op af, dette var ikke bare en teenage pige med hjerte sorger. Det var en kvinde som havde mistet sin bror, det eneste af hendes familie som faktisk kunne lide hende.. Angela førte en hånd igennem sit blondte år.
"My brother is dead, and there was nothing I could do to stop it.. And it hurts.. Please just make it stop it hurts so much.." Angela græd mere og rejste sig så op og kiggede på Noa..
"I can't handle feeling like this anymore.." Tilføjede hun stille og stod bare stille imens hun kiggede rundt helt stille.. Havde nogen overhovedet set hende sådan her før.. Helt forvirret og knust til stumper? Angela anede ikke hvad hun skulle gøre ved sig selv lige nu.

Det gjorde ondt på ham at se hende sådan. Hun var den eneste som faktisk betød noget for hende, at se hende sådan var som at mærke en smerte i sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre, i frygt for at han kunne ende med at såre hende endnu mere. Den eneste der elskede hende? Det fik det til at vende sig i ham. Han vidste ikke om han elskede Angela, det ville være for tidligt at bedømme nu, men han vidste at hun betød meget for ham og at han ville gøre næsten alt for hende. Så snart hun rejste sig op, fulgte han trop og rejste sig selv op.. Han gik helt tæt på hende. Ordene fra hende gjorde ham nervøs, han var ikke van til at trøste folk. Nærmest helt uden at tænke sig om, slog han armene om hende i et kram og håbede på at hun ikke ville skubbe ham væk. Lige nu behøvede hun bare nogen at snakke med, eller det regnede han med at hun gjorde. Han havde aldrig selv havde haft søskende, men han kunne forstille sig at det måtte gøre ondt at miste dem man elskede.. Det havde han ikke oplevet, for ingen havde elsket ham og han havde ikke elsket nogen. Men det var ikke det som det handlede om nu. Det handlede om Angela.
"I'm sorry," hviskede han. "I sorry for your lost.. Maybe I can't make the pain stop, but i will give a try," Han stod bare og krammede hende ind til sig. "Feelings can't go away.. They are there.. we just need to ignore them or take them to us,"

Angela havde det rart med at der for engangs skyld var nogle som ville holde om hende, det var længe siden nogle havde gjort det hvor hun følte sig tilpas.. Hun snøftede kort, heldigvis kunne hun ikke gå så vidt at hun kunne slå dem fra. Hun tog en dyb indånding og lidt tid efter trådte hun så tilbage, alligevel var hun meget glad for omsorg men en side af hende synes det kunne blive for meget. Det var nok den side af hende som var vampyr, der mente lige meget hvad kunne hun klarer sig selv. Og det var sandt nok jo, hun kunne klarer de udfordringer hun havde mødt på sin vej.
Angela tørrede sine øjne med sin håndryg.
"Jeg troede bare aldrig nogensinde jeg skulle være så ked af det over at miste noget familie." Sagde hun stille og tog en dyb indånding.
"men jeg har også ondt af Caroline.. Hans forlovede, vi overværede ham begge to dø. Hun er en af mine bedste veninder, du skulle næsten møde hende endag." Sagde Angela med et skævt smil. Caroline mindede hende lidt om hende selv, men så alligevel ikke. Angela var begyndt at holde virkelig meget af Caroline efter de havde boet i Angelas hus i flere uger nu.
"Bare rolig jeg klarer mig, jeg har mistet nok kærlighed i mit liv, jeg kan klarer at miste lidt mere." Tilføjede hun stille.

Han smilte til hende, et smil fyldt med varme og omsorg. Inderst inde vidste han godt hvorfor han var sådan overfor Angela, det nægtede han dig at indrømme overfor sig selv. Måske var han ved at blive forelsket i hende, med andre ord, han var ved at begive sig ud på dybt vand. For endte han med at forelske sig i hende, ville han måske ende med at drukne i sorgen over at hun ikke følte det samme, for hvorfor skulle hun? Hun var for god til ham, ældre og stærkere, han var vel stadig bare et barn for hende. Da hun rykkede sig ud af favnen, så han på hende og lyttede til alt det hun fortalte.. Om Caroline, familien og Nicolas. Det gjorde ondt på ham at se hende sådan. "Selvfølgelig bliver alle ked af det over at miste familie og jeg vil meget gerne møde denne Caroline en dag," forsigtigt gik han hen imod hende. "Jeg ved ikk om det betyder noget overhovedet, men du vil aldrig miste mig, ikke at jeg er kærlighed eller familie, men, jeg syndes bare at du skulle vide det," han bed sig i underlæben.. "Men, det gør mig ondt, mere end du aner,"