A old relationship or a new friend? - Connor.

Blair sad på en bænk og sukkede, hendes liv havde ændret sig så hurtigt, så hun blev ind i mellem nød til at tænke tilbage på hendes gamle liv, hendes gamle liv ved hendes alt for religiøse forældre, hendes liv med Connor, hun savnede ham ind i mellem, men hun prøvede ikke at tænke på det, hun havde Alian og Lucy, det var nok for hende. Hun behøvede ikke mere, med dem i hendes liv behøvede hun ikke mere. Ammon var også i hendes tanker ind i mellem, men hun havde ikke kontakt med ham, hun blev nød til at få talt med ham engang, ellers ville hun aldrig få fred. Blair blev nød til at redde trådene ud med ham. En gråd afbrød hendes tanker, hun rejste sig sukkende og tog Lucy ud af barnevognen der stod ved siden af bænken. Blair vuggede Lucy frem og tilbage og sang stille for hende for at berolige hende.

båden vuggede svagt. hvis det havde været for bare et halvt år siden havde han allerede ligget nede på jorden og brækket sig, men forvandlingen til vampyr havde ændret det en del..havde ændret ham en del. De rødglødende øjne hvilede på den blonde pige..og på barnet i hendes arme. Det var ikke Dét han havde regnet med at se da han ville opsøge hende...han vidste ikke HVAD han skulle sige 'Når ja ehm din veninde ikke? ja hun er død...nogen vampyre dræbte hende og forvandlede bagefter mig..hvordan går det?' han rystede svagt på hovedet og slikkede det indtørredeblod væk fra sine læber og gik ind på land, væk fra sit skjul i kahytten, hvor der nu lå et lig af en ældre herre. han stoppede et par meter fra hende, ventede på at hun opdagede ham, og priste sig lykkelig over at han havde fået ekspedienten til at give ham noget tøj der ikke...lugtede af lig og havde blod pletter på sig..det var faktisk lige før han kunne lide den sorte skjorte og de grå bukser..han så jo helt fornem ud..solbrillerne kunne han dog godt have undladet..men hvis han forsat skulle skjule sin identitet her i byen, havde han brug for dem. Det eneste han nu skulle..var at undgå at bide hende.

Blair så ned på hendes guldklump af en datter, hun elskede hende så meget, men nogle gange ville hun gerne tilbage til at være den lille uskyldige pige som ingen kunne fordrage, det lød dumt men hun havde forandret sig så meget at hun ikke kunne kende sig selv. Blair så op og bed sig i læben, hun skulle ikke tænke sådan, hun havde et godt liv. Hun så sig omkring og fik øje på en skikkelse der lignede Connor, nej det kunne ikke være ham, hun forstillede sig bare han var der fordi hun tænkte på ham. Hun så ned på Lucy igen og rullede barnevognen over til hende og lagde hende der op i.

Blairs øjne blev rettet mod ham, men det var som om der ikke var noget genkendelse i dem. Et skævt smil afslørede den højre, spidse, hjørnetand. an s tunge spids mødte den i et par sekunder. Det var godt han lige havde spist. Eftersom hun ikke så ud til at tage intiativet til at snakke med ham bevægede Conner sig hen mod hende, i sin egen nye unaturlige, fart. Han lænede sig lidt ind over barnevognen. "Og jeg som troede du ville vente til du var moden Blair" kom det drillende over hans læber, men en svag mystisk undetone forsvandt aldrig. han kiggede ned på det lille barn, undrende over, om det virkeligt var Blairs, og hvem faren så var. "men jeg er jo ikke som sådan kommet for at hygge snakke Blair..det ved du godt aldrig gør..jeg kommer fordi jeg har brug for noget" han rettede sig op og kørte langsomt fingrene igennem sit korte sorte hår. "Dog tvivler jeg på at det er noget du kan give mig..men du kan sende mig i den rigtige retning-forhåbentligt" han kørte tunge spidsen hen over sin underlæbe.
Hun havde ikke ændret sig meget a udseende.

Blair så ned i jorden, hun havde ikke følt sig lykkelig siden hun var sammen med Connor, men den følelse var så langt væk at hun ikke kunne genkende den, men hun var lykkelig. Blair så op igen og så Connor stå og se på Lucy, hun fik et chok over han pludselig var der. Blair var stadig indebrændt på ham, men hun savnede ham samtidig. Blair rejste sig og tog fat om barnevognens håndtag og kørte den væk fra ham og stod ved den. "Folk forandrer sig." Sagde hun koldt, det var ganske vidst sket ved et uheld, men det ændrede ikke noget. "Men du har åbenbart ikke ændret dig. Det kommer ikke bag på mig." Sagde hun og rettede lidt på dynen. "Hvad har du brug for?" Spurgte hun som om det var en selvfølge han ville have noget fra hende.

Han smilede skævt da hun trak barnevognen væk fra ham. "Ja det gør de skam.." Connor vidste dog at han ikke ville ændre sig mere, hans krop var død, han var blevet en morder og ja ville han nogensinde kunne ret op på det han havde gjort mod Blair?
"ååh jo jeg har skam ændret mig" en klar latter kom over hans læber.
Han lænede sig lidt ind mod hende, indtil hans pande ramte siden af hendes hoved, og hans mund var lige ud for hendes øre. "At du tilgiver mig...jeg er kommet for at få en tilgivelse..." Han skubbede hendes hår lidt tilbage og placerede et forsigtigt kys ved hendes tinding. Han kunne mærke hvordan det begyndte at snurre i hans hjørne tænder, og bed hurtigt læberne sammen. Han ville ikke skade hende, det elskede han hende for meget til. "Jeg savnede dig, mere end du aner...men jeg kan se at du klare dig fint uden mig med barn og jeg gætter på, at der også er en mand der venter på dig et sted.." Han trak sig tilbage igen. ja hvem skulle tro at hans første kæreste ville ende med at barn bare to år efter han forsvandt med hendes veninde..men han kunne vel ikke ligefrem bebrejde hende noget.

Blair lagde en hånd på hans brystkasse da han kom lidt for tæt på, før i tiden ville hun have kysset ham igen, men hun var.. forandret. Blair lændede sig tilbage og så på ham. "Du slog op med mig for min bedste veninde. Jeg elskede dig." Hun lagde tryg på ordet elskede, hun havde stadig følelser for ham, men det skulle han ikke vide. Blair så ned i barnevognene og snoede dynets hjørne om hendes finger som hun altid gjorde når hun blev genert. "Jeg har også savnet dig." Hviskede hun, hun ville ikke se det i øjnene. Blair så over mod hytten hvor de boede, Alian var ikke hjemme så han ville ikke se det der forgik. Blair så tilbage på ham. "Ja, det har jeg." Sagde hun og forsøgte at skjule svagheden i hendes stemme, han kunne stadig gøre hende blød i knæene, men han måtte ikke få det af vide.

"Av" sagde han til hendes svar "Synes du ikke du er lidt ond mod mig?" Han skubbede hendes hånd ned fra sin brystkasse. Hans øjne blev rettet ned mod barnevognen igen. Gad vide om hun selv havde valgt? havde valgt at blive mor..havde valgt at ville forsøge det..eller om det havde været en fyr der havde kedet sig.
"Du ved godt det ikke er en god ting at sige når man tydeligvis er i et forhold" sagde han, uden et smil, uden en latter. Han ville ikke have hende tilbage på den måde, ikke nu, han vidste ikke om hendes kæreste var menneske eller noget mere..og at ligge sig ud med nogen, var ikke det Connor havde brug for lige nu. På den anden side, vidste han ikke hvor længe han kunne holde alle sine følelser, længsler tilbage, det at blive vampyr havde været som at få alle sine sanser, alle sine følelser blæst op igen og væltet rundt. "Så tror jeg ikke han vil blive glad for det jeg har lyst til lige nu" hviskede han og lod sin ene hånd kærtegne hendes kind før han bukkede sig ned mod hende med hovedet lagt lidt på skrå og pressede læberne mod hendes.

Blair trak på skulderne. "Hævnen er sød." Sagde hun og sendte ham et svagt smil, det var rart at se ham igen, men hun kunne ikke bukke under for ham, det ville være forkert hun havde næsten ødelagt hendes forhold til Alian før. "Nej, det ved jeg godt.. Men det er der ikke noget at gøre ved." Snerrede hun ad ham, der var ingen grund til at fortælle hende det når hun selv prøvede at undgå det. Blair så forvirret ind i hans øjne, hans øjne der ikke var de samme længere, hun kunne ikke modstå ham, det var umuligt for hende. Da han kærtegnede hendes kind trak hun sig lidt væk, men kysset ødelagde hendes plan om at være tro. Blair forsøgte ikke at gengælde kysset, men hun gjorde det alligevel, han havde været hendes første kærlighed. Det ville aldrig forsvinde.

Connor himmlede med øjne og trak sig væk fra hende. "men du ved jeg ikke er typen der gider blive hængende længe, du har et barn at tage dig af, en eller anden fyr og jeg har mine egne ting at tage mig af" Han tænkte kort på liget i båden, men rystede det så af sig igen. han skule bare finde et nyt offer, og helt hurtigt.

Blair tog fat i barnevognen og gik væk fra ham. "Fint, hvis det skal være på den måde." Blair sukkede opgivende, hun hadede sig selv før at være så let at komme tæt på, man skulle bare give hende opmærksomhed og så ville hun næsten gøre alt for dem, men hvis de så afviste hende ville hun blive vred eller bare gå. Så hun valgte at gå.