Nattens væsner//Connor.

Tid: Mørket er faldet på.
Sted: Doomsville City, Terrorville District, Gågaden.
Vejr: Der er stadig en varm brise.
Omgivelser: De tomme gader.


Alane gik roligt ned af gaden, hun nød den varme asfalt under sine fødder. Det var nok det eneste hun rent faktisk nød ved byerne, det var den varme asfalt. Hun gik midt ude på vejen og så sig omkring. Hun havde en kjole på som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring. Hendes grønne øjne lyst svagt i det klare lys fra månen som hang fuld over hende. Hun kunne virkelig ikke lade være og smile. Det var en dejlig aften og det virkede ikke som om der var noget hun skulle bekymre sig om. Let gik hun hen og lagde sig på en smule græs som var ved en bænk, hun nød det kolde græs mod sin hud og måden som det let kildede hendes hud. Hun lod sine sanser slappe af, der var ingen her som ville turde angribe hende.

han fulgte efter hende ned af gaden, Connor havde haft sine øjne på den samme pige hele dagen..der var et eller andet over hende. Hun var ikke normal, men ikke vampyr. Han trak hætten ned og afslørede sit mørke hår, de røde øjne var gemt bag et mørke solbriller. Han var en armlængdes afstand fra hende. Han havde bare ikke fået fat på hende endnu, vidste ikke hvordan han skulle gøre det..skulle han trække hende med ind i en af gyderne? nej det ville være for nemt for andre at opdage det..måske skulle han bare sætte en hallucination op for hende. Han smilede skævt og holdt blikket rettet på hendes baghovedet og forsøgte så at skabe det billede han gerne ville: Han så for sig selv, hvordan han skabte en gengivelse af sig selv der stillede sig foran hende, hviskede søde ord, viste sine blodige hjørne tænder, og der efter forsvandt i den blå luft. Han vidste ikke om hun så det, han havde ikke fået så meget styr på sine evner endnu. Det galt bare om at vente nu.

Hun lå stille og roligt og betragtede himlen, den var så pæn og indbydende. Hun havde altid følt sig draget af mørket, det spændende og det mystiske. Let bed hun sig i læben og strøg noget af det røde hår ud af øjnene. Alane følte der var noget men hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvad, det virkede som om der var en som prøvede at pille ved hendes hjerne. Hun så sig omkring og så en dreng stå foran hende, han sad nærmest ind over hende og hviskede små søde ord. Hun for sammen og havde hverken set eller hørt ham. Hun rykkede instinktivt tilbage og sad nu helt op af træet, hun så bare på de tænder som var indsølet af blod. Men med et var han bare væk. Alane rejste sig hurtigt op og så sig omkring.