Sacrifice to Lord Sakref //Melvin~Sakref//

Vinden susede svagt i bladende som hang på træerne.
Fuldmånens klare stråler oplyste stien som førte til Darkwind Citadel.
Der var fuldkommen stille.
Altså bortset fra de kæderaslende skridt man kunne høre fra stien.
Det var en engel der bar kæden rundt om halsen.
Hun var bundet på hænderne og haltede lidt.
Man kunne se at halvdelen af den ene vinge var flået af samt at hun blødte fra diverse steder på kroppen.

Akuma var manden der trak denne engel op af bjerget mod Darkwind Citadel.
Han havde trukket hætten godt ned over hovedet.
Dog anede han ikke hvorfor for lige i denne situation var det godt at blive genkendt.
Eller måske ikke lige der hvor han trak en engel som var halv-kvæstet igennem gaderne i en lænke.
Men det der skulle til at ske.
Akuma havde tænkt sig at aflevere hende til Skyggeherren ham selv.
Sakref Morladin...

Englen var meget let påklædt.
Det eneste hun havde på var en bikinitop og en nederdel.
På hendes ryg havde hun det mærke som havde afsløret hende.
En tatovering af et kranie med et anarkimærke i panden...
Hun var et medlem af Anarchical.
Den klan som Shadowangels var imod.

Han havde pågrebet hende i at male Anarchicals tegn over diverse vægge i Doomsville.
Akuma havde tæsket hende ved synet af hendes tatovering.
Han hadet alle der havde noget med den klan at gøre som pesten!
Alt det klynkerig som de lukkede ud samt at det var deres leder som havde dræbt hans egen leder...
Eller man vidste ikke om hun var død.
Men Akuma troede ikke på at hun stadig var i live...

Efter lidt tid fik han langt om længe slæbt englen helt op af bjerget og stod nu foran porten til Darkwind...
Der var en del vagter rundt om hele stedet men de to største stod foran porten.
"Jeg Akuma Sakushu-sha anmoder om at komme ind til vor herre Sakref Morladin... Jeg er medlem af ShadowAngels og bringer et offer fra klanen Anarchical" sagde han og trak englen op ved siden af ham.
Han måtte snakke med Sakref...
Hvis en klan stod under leder måtte der handles inden den brød sammen...

vagterne gik hen og begyndte at analysere den halv-kvæstet engle.
de opdagede tatoveringerne eller tatoveringen og de skulle lige til at sige noget men de stoppede med det samme op da en dyb og mørk stemme kom bag fra Akuma.
"Akuma Sakushu-sha. kom med mig. herren har forventet dig." sagde Stemmen og bag ved Akuma stod et lille væsen som så meget anderledes ud i forhold til resten af verden.
væsenet var ikke større end en dværg og den svævede let over jorden med en mørk skyggeagttig røg stigende op under dens fødder som fik den til at svæve af hvad det så ud til.
hvis man ser bort fra højden af dette væsen så havde den også et meget specielt udseene. den havde mørkelilla hud eller pels eller hvad det kunne være. og havde hvid pels også. dens hænder og fødder og hoved dækket med krystaller af en slag og var betydelig større end hvad der ville passe til sådan en lille krop. den havde kæmpe store øjne der var røde der hvor der normalt var hvidt på et øje og dens pupil var glødende grøn. det mest underlige var dog at den ikke havde nogen mund men den havde lige snakket til Akuma.
"Me... Me... Mephiles. vi havde ikke forventet at du var ude." fik vagten fremstammet. det var tydeligt at vagterne havde stor frygt for ham Mephiles.
Mephiles svarede ikke vagten. han kiggede kun på vagten med et blik der kunne dræbe.
Mephiles slog let ud med armen til den ene side og den store metal port bag vagterne åbnede sig op.
"kom Akuma ingen grund til at lade herren vente" sagde Mephiles med sin mørke stemme mens han begyndte at svæve stille hen imod porten.

Mephiles The Dark:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Akuma gjorde næsten ikke andet end at nedstirre vagterne da de kikkede på ham.
Men en stemme bag ham fik ham til at vende sig med et sæt.
Et lille lilla og hvidt væsen som svævede på små skyer stod og sagde at Sakref rent faktisk havde ventet at han kom?
Akuma vidste faktisk ikke noget om Sakref når det kom til stykket...
Kun lige at han boede her hvor de var nu og at ShadowAngels tjente hans ord.

Men hvem var dette væsen?
*Hvor mange folk er det lige han har under sig?* tænkte Akuma forundret.
Hvem væsenet var fik han hurtig besked på da en af vagterne sagde han navn.
Mephiles? Var han en form for budbringer for Sakref?
Og endnu vigtigere var det overhovedet en han?
Akuma kunne i hvert fald ikke se det på dette væsen men gik da ud fra det da den havde sådan en stemme kun skygger normalt har...

Akuma begyndte straks at følge efter Mephiles da han skyndte på ham.
Han gav et ekstra ryk i kæden for at få englen med.
Hun gik stadig ikke frivilligt med men havde vist opgivet at kæmpe imod nu...

den store port ind til selve slottet åbnede sig op for dem da Mephiles nærmede sig porten.
de kom ind i en kæmpe hal der så ud til at være en slags tronesal.
foran dem fra porten af og hele vejen til den anden ende af hallen var der et langt rødt tæppe der var pyntet med flotte mønstre. der var stolper hele vejen ned fra porten og ned til trone hvor der hang flotte portrætter af mange forskellige folk og væsener. det måtte være nogen med høj betydning.
under billederne stod der på en lille fin guld plade nogen navne. der var mange billeder så de kunne ikke nå at læse alle navnene.
helt hen til muren var der store vinduer med flotte glas billeder på af forskellige legendariske kampe der var og mange af billederne fortalte sin egen historie.
på loftet var der det flotteste loft maleri man kunne forstille sig og man kunne tydelig se meningen med billedet. det var nemlig den legendariske kamp for balancen mellem godt og ondt. hvor hele denne verdens skæbne lå i den kamp.
lige foran dem ved enden af tæppet var der en lille forhøjning af nogen trappetrin og øverst af trappe trinene var der den største og mest uhyggeligste trone man kunne forstille sig.
på selve tronen sad der en mand. han så meget ung ud men udseene er ikke noget man skal tænke på i den her verden for de samme regler gælder ikke som de ville have gjort på jorden.
han var iklædt et flot gammeldags tøj med en flot lang sort kappe på sin ryg. ved hans ben kunne man lige se hans hale stå og vifte lidt til sidderne.
"så kom du endelig Akuma Sakushu-sha. Mephiles informerede mig om din ankommelse da du var igang med at gå op af trapperne herop til. noget af et publikum du har lavet dig på vejen må jeg sige" sagde manden på Tronen.
"lad mig præsentere mig selv. jeg er Sakref Morladin. også kendt som The Unholy og Lord Of Shadows og mange andre titler som jeg ikke vil spilde din tid på at sige" sagde Han og rejste sig op fra tronen og begyndte at gå ned af trappe trinene.
"Tak Mephiles for at vise vores gæst ind. igen er du en stor hjælp for dette slot" sagde Sakref og kiggede på Mephiles.
"jeg er her kun for at adlyde herre" sagde Mephiles med sin dybe og mørke stemme.
"nå fortæl mig Akuma hvad du bringer mig her" sagde Sakref og vendte sit blik imod Akuma istedet.

Sakref Morladin:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Tronen:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Da de kom igennem den sidste port spærrede Akuma nærmest øjnene op.
Stedet var jo enormt.
Og så var det her kun tronesalen...
Akuma kikkede næsten på alt hvad der var derinde.
Han beundrede de mange malerier og loftmaleriet.
Der var et som hans opmærksomhed bestemt faldte på.
Dog så var det kun et kort blik han fik af det.
Det var et af de malerier som skulle forestille de vigtige personer.

Det korte syn Akuma så af det vidste en hvid kvinde.
Kunne det være Mina?
Akuma nåede ikke at få et ordenligt blik af det før han opdagede at der faktisk sad en mand på tronen.
Sjovt nok kendte han også Akumas navn.
*Har de forbundet alle vagters øre?*
Han anede i hvert fald ikke hvordan de bar sig ad men da manden præsenterede sig selv blev han kort lamslået.
Det var Sakref?

Akuma havde nu forventet ham lidt... Større? Og mere dæmonisk i udsenet.
Han havde selv kun set billeder eller malerier af Sakref hvor han var iført sin rustning med hætten trukket ned.
Og så var der noget andet der undrede ham.
Han havde ikke forventet at Mørkets Herre var så... Høflig?
Når Akuma hørte ordet Mørkets Herre så forventede han en mørk skikkelse der sprede terror ved at kikke på folk og alle hans håndlangere skælvede ved synet...
Men denne Sakref virkede næsten rar?

Akuma vågnede først op af sine tanker da Sakref snakkede til hamselv.
"Jeg bringer dig et medlem ad den fordømte klan Anarchical!" sagde han højt og rev pigen fremad mens han lod sin fod fælde hende så hun havnede i gulvet.
Hun lå nu i gulvet og klynkede lidt.
"Jeg bringer dig hende så du vil kunne få indsamlet den information hun nu indeholder" sagde han og placerede foden på englens ryg.
Han sinkede kort hovedet og lagde sin knyttede hånd på sit bryst som en ridder hilsen til Sakref.

Englen:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sakref kiggede på englen der lå på jorden og bukkede så let ned for at kigge hende i øjne. han så ud til at analysere hende som om han læste hendes sjæl næsten.
han nikkede til sig selv og rejste sig op.
"vagter!" råbte han og inden man kunne nå at tælle til tre så var mindst fem vagter allerede oppe på dupperne og stod klar.
"tag dette undskyldning af en engel ned til The Dark Room" sagde han til vagterne.
alle vagterne så ud til at næsten være bange for hvad end The Dark Room var.
"ja... ja... javel herre" fremstammede den ene vagt og de tog englen op i hænder og fødder og trak hende hen til en dør hvor bag døren var der en masse trapper der gik i cirkel både op og ned.
"godt gjort Akuma du var vist dig som en person af loyalitet over for mig og derfor vil jeg gerne tilbyde dig at komme med mig ned til The Dark Room for at forhøre din fange" sagde Sakref med virkelig en tone som kun en konge kunne have som gjorde at tilbudet blev mere til et slags tilbud man ikke siger nej til.

Akuma fjernede sig straks fra englen da vagterne var ovre ved den.
*Tak så slipper jeg for at slæbe mere på hende*
Akuma rystede lidt på hovedet og fulgte istedet med i hvad de lavede.
Alligevel fem vagter til at gøre en Shadowlords arbejde?
Hvilken race de end tilhørte så var de alt for påvirket af frygt.
Akuma var også påvirket af frygt... Men han brugte den til at lave den vrede som drev ham frem.

"Med glæde Herre" sagde han og på Sakref.
Dette 'The Dark Room' lød interessant...
Gad vide hvad der gemte sig dernede?
Og endnu vigtigere skulle Akuma nu forhøre hende?

Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre nu da knoglerne ikke længere var en del af hans evner.
Men selvfølgelig et hvert torturkammer havde altid diverse 'torturmidler' fremlagt.
Såe hvis det nu var så skulle han nok finde på noget.

Sakref nikkede.
"kom med mig så og du vil få lov til at se noget almindelige folk ikke vil komme til at se" sagde Sakref og begyndte at gå hen imod den trappe hvor vagterne var gået.
de begyndte at gå ned af trappen som virkede til at bare forsætte for evigt.
da de endelig nåede der hvor de skulle dreje af var det allerede følt som om de var gået hele vejen ned til helvedes dybde.
de gik igennem en dør og begyndte at gå ned af en lang mørk gang som var kun lyst op af nogen få fakler hele vejen ned.
de nåede enden af gangen og kom ind til et andet rum som var meget mørk. vagterne stod rundt i det mørke rum og holdte øje med englen som var blevet låst fast til en stol.
to af vagterne gik ud foran døren da Sakref og Akuma kom ind.
englen begyndte at smile.
"skulle jeg være bange for et mørkt rum?" spurgte englen Sakref.
Sakref smilte med et smil der var af ren ondskab.
"åh du skal ikke være bange for det mørke rum" sagde Sakref og gik nærmere imod englen.
pludselig begyndte det mørke i selve rummet at stige op som en slags sort røg og begyndte at svæve op og rundt om Sakref.
en pludselig slags eksplosion af et slags mærkelig lys brød ud og på væggene var der nu tændte fakler med flammer der var mørke lilla. der lyste rummet lidt mere op til at man nu kunne se alle de frygtelige tortur redskaber der var i rummet på alle mulige borde og stole.
det mørke røg var nu blevet til en lang sort kåbe der dækkede Sakref fuldstændig. man kunne ikke se hans ansigt i det der lignede uendelige mørke under hætten der var over hans hovede.
"du skal være bange for mig" sagde Sakref nu med en stemme der slet ikke lød som hans stemme som han havde før. den her var mørk. dyb. ondskabsfuld og meget dæmonisk.

Akuma blev spændt da Sakrefs ord var bragt til ende.
Han fulgte efter med samme tempo som Sakref men gik lidt bag ham.
Men alligevel så var der ikke andet end *Årh flere trapper* der faldte igennem Akumas hoved da de fortsatte nedad.

Da de endelig var kommet ned kikkede han noget undrende på det mørke rum de kom ind i.
Kunne Sakref bruge mørket til at torturere med?
Englen så ud til at hun kunne klare lidt af hvert men Akuma troede nu bare at det var en 'maske' hun havde taget på for ikke at virke underlegen overfor Sakref som var ham hun var imod.

Akuma mærkede efter på en af vægende.
Da der ikke var noget på den så lænede han sig op ad den med skulderen placeret på væggen og armene over kors.
Han havde vægten på det ene ben og det andet havde han krydset let over det andet.
Han prøvede ikke ligefrem at fremspille nogen attitude men det var sådan han stod bedst.

Englen så stadig fast på Sakref.
Men da flammerne tændes og mørket spredte sig om Sakref kunne man se at frygten i englens øjne.
Akuma kikkede forundret på ham.
Alt den kontrol som han havde.

Sakref stirrede mod englen som om han var klar til at suge hendes sjæl ud af hende.
"fortæl mig hvor jeres base er og du kan spare dig selv for en masse smerte" sagde Sakref med sin dæmoniske stemme.
"aa... aaa... aldrig!" stammede hun skræmt.
Sakref vendte sit tomme sort ansigt imod Akuma som nu kunne se den uendelige mørke der var under hætten. hans hoved var som om den var forsvundet.
"gør dig klar til at tage noter Akuma og jeg skal vise dig den bedste måde at torturere folk" sagde Sakref og vendte blikket imod englen igen.
han rakte sin handske klædte hånd frem og med et knips var der lilla flammer på hans hånd.
han lagde sin hånd på englens hoved og man kunne se hvordan hun nærmeste sitrede af smerte i kroppen. dog var det anderledes det her på en måde. man kunne nemlig se at flammerne ikke brændte hende på nogen måde. hvad var det han gjorde?
"ser du Akuma den bedste måde at torturere folk er ikke igennem fysisk smerte. sår healer men tager alt for lang tid at vente på resultater" sagde han imens englen begyndte at skrige af smerte. man kunne se i hendes øjne hvor meget frygt og smerte i hende. det var som om hun gloede på alle hendes værste mareridt på samme tid.
"dog er psykisk tortur den bedste måde. der kommer ikke nogen sår og folk taler hurtigere" sagde Sakref mens han ikke på noget tidspunkt vendte blikket imod Akuma men blev ved med at stirre ind i englens øjne.
"alle folk har deres dæmoner og folk kan kun besejre en dæmon af gangen igennem meget lang tid. men forstil dig frygten i en selv hvis man så alle sine dæmoner stå foran en og æde en op levende med sådan en smerte der aldrig stopper og du også ser dem du elsker på samme tid mærke den samme følelse" sagde Sakref mørkt og dybt.
der gik ikke mere end 30 sekunder og englen begyndte allerede at skrige.
"jeg skal nok fortælle dig det!!! jeg skal nok fortælle dig det!!! stooop jeg kan ikke klare mere!!!" skreg hun.
flammerne forsvandt fra Sakref's hånd og man kunne se hvordan hun var gået fra at være helt spændt af smerte til at nu ligge helt ødelagt indefra i stolen hun var bundet til.
"vvv... vi har en base... he... her i Doomsville... Ci... City ddd... den er i den forladte bbb... bygning nederst af... bbb... byen" Stammede englen.
Sakref stirrede længe på hende men vendte pludselig imod Akuma.
"Akuma kom herhen. jeg synes det er din tur til at prøve. du må bruge alle midler du ønsker så længe vi får den information vi ønsker" sagde Sakref og gik lidt tilbage.
englen begyndte allerede der at reagere.
"nej... nej... nej! ikke mere jeg har fortalt jer alt hvad jeg ved" begyndte hun at råbe

Akuma så forunderligt på det hele.
Dette at kunne rode i folks sind med sådanne kræfter...
Akuma var ganske enkelt målløs.
Dette Sakref gjorde var så... Så fantastisk.

Denne kraft han besad.... var simpelthen ubeskrivelig.
Akuma vidste snart ikke andet end at dette måtte han lære.

Men da Sakref sagde at han skulle tage over?
Det var som at få en million udleveret.
Han skulle torturere til ære for Lord Sakref...

"Med glæde" sagde han og gik hen til englen.
Han kikkede hende nu i øjnene.
Hun så nu direkte ind i hans skyggesorte øjne.
Det mørke der opslugte alt.
Han lagde sin hånd på hendes pande.
"Nu skal jeg lære dig at frygte mørket..." sagde han med sin indre skygge som stemme.

Han lod nu nogle kraftige skygger trække sig over hendes hoved og øjne så hun kun ville kunne se mørke... mørke, mørke og atter Skygger.
"Nu er der jo så lige den detalje at jeg kun kan gøre hende blind for en tid min Herre... Men det har da sine fordele" sagde han og greb en tortur kniv.

Kniven var ok lang og havde takker på bladet så den ville rive mere i køddet end en normal kniv.

"Fint engel... Fortæl mig så hvor jeg kan finde jeres leder Den Hornede Helvedshund!"
Hun ville ikke kunne se hverken hvor han var eller hvilket tortur middel han havde valgt.


Forestil dig en mere drablig version af den her kniv:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sakref stod og kiggede på Akuma lave sin opgave.
da han nævnte at englen kunne blive blind kunne han ikke andet end at løfte sine skuldre og kigge på ham med sit forsvunde ansigt under hættten.
"gør hvad du har lyst til med hende Akuma. hun er lige så meget værd for mig som en tre kroner luder medmindre hun giver information" sagde han med sin dybe stemme.
han ventede stille og roligt på at Akuma fik noget information ud af hende.

englen begyndte at skrige da hun blev blind
"okay okay okay jeg skal nok sige det bare ikke dræbe mig" skreg hun og begyndte at falde lidt ned
"jeg... jeg ved ikke hvor den hornede helvedeshund er men... men jeg ved hvor i kan finde noget information om den hornede helvedeshund. det er i basen. den store base her... i doomsville city... lige under jeres fede næser... i kælderen i den lille base i det forladte hus... der er en hemmelig vej... bag en af murene i kælderen... der er en gang der føre ind til den store base... der må... være et eller andet der" sagde hun bange.

Sakref nikkede af det information hun havde givet dem.
Sakref vendte sig om og skulle lige til at gå ud af døren som om han havde glemt alt om både englen og om Akuma.

Akuma fniste lidt over ynkeligheden der kom ud af englens mund.
Hun stak allerede sine allierede i ryggen bare fordi hun ikke kunne se noget?
Akuma kunne jo kun gøre hende natteblind for en tid.
Altså det var mørket og skyggerne der gjorde det.
Som havde man været i solen hele dagen og træder ind i et fuldstændigt mørkt rum.
Sådan cirka samme effekt var det han brugte.

"Du taler noget utydeligt engel!"
Den indre skygge var så blodtørsten at den bare kunne flå rygraden ud af englen.
Men lige nu måtte han sætte morderlysten til side og få pigebarnet til at tale ud.

Han hamrede kniven ned i hånden på pigebarnet og man kunne høre hendes skrig som var fyldte med tåre.
"Nu fortæller du mig præcist hvor jeg kan finde jeres leder!!" råbte han ind i hovedet på hende.

hun begyndte at græde.
"jeg ved det ikke! jeg er kun en underhånd jeg ved ikke hvem eller hvor den rigtig leder er! jeg ved kun hvor min kommanderne er og han er i den forladte bygning! jeg sværger!" græd hun.

"Akuma. du kan ikke få mere ud af hende. hun er kun en bonde i dette skakspil. dræb hende hun er ubrugelig nu" sagde Sakref da han stoppede op ved døren.

englen begyndte at græde og bede om nåde.

Akuma vente hovedet mod Sakref og lod hans ord sive ind.
Ordrenen 'dræb' hang fast i hans øregang.
Det skulle man ikke sige to gange til ham.

Akuma drejede hovedet mod pigen og lod alle skyggerne trække sig ud af hendes øjne så hun kunne se døden komme.
"Farvel engel" sagde han med et skær af sindsyghed i stemmen.
Englen kikkede ham lige i øjnene da ham tog sin ene hånd (den uden kniven) og hamrede den ind i brystet på hende.
Hun gav en lyd af luften der fløj ud af hendes lunger i et kort sekund.
Og så røg der flere tusinde voldt lyn igennem hende.
Alle de rød-orange skød igennem hende og slikkede hendes krop.
Hun skreg af det sidste luft hun havde og vendte det vide ud af hendes øjne mens hun rystede.
Der bredte sig et kraftigt lys fra i hele torturkammeret.

Efter fem sekunder slap han hende.
Hun var blevet helt stegt i kødet og det dampede fra hendes åbne sår da hendes blod var kogt...

Akuma vendte sig mod Sakref.
"Sagen er færdig... Og dine vagter har fået aftensmad" sagde han med et let kækt smil.
Han vidste ikke hvordan han helt skulle tale til Sakref.
Om han skulle snakke som slave for ham da han jo var hans undersåt... Eller kunne de tale normalt sammen?

Sakref nikkede.
"godt. forresten så husk at det skal du ikke sige til vagterne. det kan godt være de ligner Mennesker og andre væsener men det er de slet ikke. de er en bestemt race som er ådselædere" sagde Sakref ligeud og lagde en hånd på en vagt der stod lige ved siden af ham og Akuma kunne se hvordan langsomt faldte huden af vagten og afslørede et slangelignede væsen der ikke havde nogen ben men kun en lang slags hale og to arme og et stort slangehoved.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

"men husk at det her er vores lille hemmelighed. ingen skal vide hvad mine soldater og vagter er. jeg viser dig kun det her fordi jeg kan fornemme at du kommer til at være her en del" sagde Sakref bagefter og åbnede døren.
"kom vi har et hus at kigge på" sagde Sakref hårdt og da han gik ud af døren så var det som om den kåbe af mørke han havde på sig blev hængende fast til rummet og faldte af da han gik ud af døren så han var sig selv igen.
vagten lavede nogen slangelyde og bed hurtigt ude i luften efter Akuma og så begyndte dens hud langsomt at forvandle sig fra skæl til menneskehud og lidt efter lignede den et menneske igen.

Akuma kikkede forundret på det slangelignende monster.
*Fedt nok han er sku en mand der har alt*
Han kikkede lidt mere på væsenet indtil Sakref igen talte til ham.
"Jo selvfølgelig kan du regne med mig" sagde han trofast og fulgte efter ham.
Alle de ting han allerede havde set som ingen måtte får noget at vide om...
Det var lidt mere end hvad Akuma havde regnet med.
Og så havde han ikke engang fortalt Sakref hvorfor han havde taget sig besværet med at skaffe englen til ham i første omgang.
For hvis der ikke havde været en dybere mening med det så var hun bare blevet dræbt ved hans syn.
Den rette stemning havde bare ikke vist sig endnu... Eller lige nu var der nogle forædere der skulle nakkes.

"Jo lad os få set på det hus... Jeg kan allerede se frygten i deres øjne" sagde han lidt for sig selv mens han fulgte efter Sakref.

Sakref drejede lidt hovedet tilbage imod Akuma med et lettere smil på sine læber.
"jeg kan næsten allerede smage deres frygt men vi skal bruge af dem i live så vi kan ikke dræbe dem alle sammen for hvis vi dræber dem alle sammen så ved vi ikke hvad vi kan ende med at gå ind i hvis vi finder deres hemmelige store hule." sagde sakref og begyndte at gå af sted imod trapperne og op af dem.
"jeg fandt de der slangevæsener ved en gammel grotte ved Soul River de var kun æg ved den tid jeg fandt dem men jeg fik dem til at vågne op igen og udvikle sig til det de er nu. det tager dem ca 2 år får at blive voksne og de kan ca blive 400 år gamle før de dør af alderdom." sagde Sakref og gik op af de endeløse trapper.
"jeg har sågar kigget igennem gamle historier og legender og fandt frem til at de er en gammel førhen uddød race der hedder Nas'zul. de terroriserede hele Underworld da de engang levede og de var meget hurtige til at reproducere hvilket betød at kæmpe hære af dem kom strømmende af dem fra den ene dag til den anden. det er kun fordi jeg eksperimenterede med dem at jeg har kunne kontrollere dem og begrænse deres reproduktion af dem selv" sagde Sakref og imens han havde forklaret meget nøje disse slangevæsener så var de allerede kommet op af trapperne og var oppe i tronsalen igen.