Starten og en mulig slutning på endnu et eventyr. (Sakref)

Sakref stod stille med rettet ryg da vindstødet kom og det rykkede ham ikke en centimeter. Sakref stod og kiggede på Sean da Sean sagde at de skulle komme væk.
Sakref rystede på hovedet.
"vi er ikke færdig her endnu. vi mangler stadig nøglen til det næste sted. dog fik vi da et hint til hvor vi skal hen nu." Sagde Sakref og smed sin stav ud i luften, hvilket til stor overraskelse blev til sort røg og forsvandt.
Sakref gik med hurtige skridt hen til resterne af Lichen og begyndte at rode i resterne. fra asken og knoglemel trak han en halskæde frem som havde et knækket symbol på sig.
Sakref trak symbolet af kæden og smed kæden på gulvet hvorefter han vendte sig om imod Sean og udgangen og begyndte at gå imod udgangen.
"kom Sean, vi har en lang vej foran os så jeg håber du stadigvæk har energi i dig efter dette. vi skal nemlig til Dragons Peak" sagde han med et lettere smil på munden imens han gik imod trapperne op.

Han rystede svagt på hovedet, for sig selv, da Sakref vendte ryggen til. Han følte sig en smule forvirret, men han prøvede at ryste det af sig og være...måske ikke sig selv, men den ellers hårde type han foretrak at spille. Han fulgte stille efter Sakref, fordybet i sine egne tanker. Dragons peak...Der boede Luce. Men der var næppe tid til at besøge hende, desuden ville det ikke være optimalt, hvis det bare fik trukket hende ind i problemer. Hans ene hånd gled igennem hans mørkebrune, strittende hår. Han begyndte opstigningen til overfladen, mere end glad for snart at komme ud i den friske luft.
Dragons peak...Drager. Selvfølgelig. Drager betød så meget i denne verden, selvfølgelig havde de nok også noget at gøre med magiske genstande og magien selv...Specielt i en af de ældste og bedst bevarede byer.

De kom op og ud i den friske luft. Døren gled stille i bag dem, forhindrede folk i at komme ind i det lille rum og allerede nu virkede det som noget der var sket for længe siden. Sean brød sig ikke om dette sted, ikke længere. Han trak vejret dybt og lod blikket glide over kirkegården, der ellers var øde. Nu manglede de bare en hær af undeads, mens de forlod stedet...Men selv hvis der var nogen, ville de nok være forbundet med Lichen og den var væk. Han fulgte efter Sakref. De havde vel brug for heste nu, gik han ud fra. Det virkede til at blive en land, trættende tur uden synderlige pauser. Det kunne han også godt klare. Han sank sit spyt, der endnu var halvt blandet med blod, som en lille reminder om hvad de havde været udsat for.

da de kom ud så stoppede Sakref op og tog en dyb og forfriskede vejrtrækning. frisk luft var godt efter sådan en tur i dybet.
efter et kort stund så forsatte han med at gå imod centrum.
"lad mig se. vi skal have nogle forsyninger med og formodentlig også nogle heste til at ride på så turen ikke vil være så lang igen. " tænkte Sakref højt for sig selv. imens hans hånd legede med det ødelagte symbol.

de kom ned i byen som var nu mere fyldt med folk end før som om at Lichens død gjorde at folket kom tilbage igen.
de fik købt noget mad og vand til turen og to gode heste med saddeltasker hvilket blev der de opbevarede deres forsyninger.
"skal du have købt noget til turen eller er du klar?" spurgte Sakref roligt da han ikke vidste om der var noget han skulle have med.

I forvirringen havde Sean glemt alt om hans dolk, men han satte den på plads i dens skede, da de nærmede sig centrum og folk begyndte at komme frem. Han kiggede mod det symbol Sakref havde i hånden og blev pludselig nysgerrig igen, som var normalt for ham. Hvad var det for et symbol og hvad betød det? Han tvivlede ikke på at Sakref vidste noget om det og derfor ville han også spørge ham om det, når de var kommet ud af byen.
Han hjalp med at pakke og gøre hestene klar. Hans ene hånd strøg ned over den ene hests hals, den hest han selv ville ride på. Heste var dejlige og praktiske dyr.

Snart sad han på hesten og så kort på Sakref med et svagt smil. I et øjeblik overvejede han om han burde spise. Hvis hele deres mission var så fuld af magtfulde fjender og med den samme fart over feltet, ville det tære af hans kræfter. Men han havde ikke lyst til det, desuden gad Sakref nok ikke vente på ham. Først at finde en kvinde, lokke hende og så spise hende...Det måtte vente. Derfor rystede han på hovedet.
"Jeg har det jeg skal have" svarede han.
Og snart red de af sted.
Det var ikke længe siden de var reddet ud af byen, da Sean henvendte sig til ham.
"Hvad var det du fandt og hvad betyder det?" spurgte han direkte.

Sakref trak på skuldrene.
"det er en gammel magiker amulet. det siges at for længe siden var der en gruppe mægtige magikere kendt som ærkemagikerne. de var mestre i en slags klasse magi og ingen kunne hamle op med deres styrke. dog havde de en hemmelighed sammen som var årsagen til deres store styrke som kun de vidste. og en ting jeg har læst om er at alle disse magikere gik hver med et stykke af et ødelagt symbol. og at disse stykker skulle passe sammen til et symbol som ville afsløre deres hemmelig når den er samlet. men jeg havde ikke forventet at den lich var en af dem men jeg havde håbet da jeg så det tøj han var klædt i" forklarede Sakref og fumlede videre med stykket. den havde en særlig aura ved sig. som om den ikke helt passede ind nogen steder. på en måde var dens aura ubehagelig. den følte nemlig fremmed. som fra en anden verden men man kunne ikke rigtig sætte en finger på følelsen.
Sakref lagde den ind i sin inderste lomme i sin jakke og satte sig op på hesten.
"lad os komme afsted. Dragons Peak kommer jo ikke nærmere ved at vi står her og venter." sagde Sakref med en følelse af eventyrlyst og begyndte at ride stille afsted på sin hest.

Det havde jo ikke været vigtigt at nævne før. Men han sagde intet, nikkede blot lidt, og red af sted.
Under turen gjorde han intet for at opfordre til samtale. Han havde ikke så meget at tale med ham om og havde rigeligt at tænke over selv. Faktisk var det helt rart bare at gøre sit arbejde og have tid til at tænke, mens man red fra A til B.
Til sidst nåede de byen.

efter mange dage på heste ryg ankom de til det høje bjerg som var Dragons Peak. der stod uændret som altid.
Sakref kiggede på bjerget med en tanke om sin kone derhjemme. Dragons Peak minder ham altid om hvordan han første gang mødte sin kone og hvordan de vidste med det samme at de var forbundet dybt inde i sjælen og intet ville kunne bryde det og ingen ville kunne stå imellem dem. hendes varme til hans kulde. som yin og yang så balancerede de hinanden.

Sakref hoppede af sin hest og landede fast mod den kolde jord. han fik sat hesten ind i en stald og betalte staldkarlen nogle penge for at få passet sin hest. hvorefter Sakref vendte næsen imod byen og gik afsted.
"gad vide hvor det kan være henne det næste spor er?" spurgte Sakref sig selv lettere højt. hans første tanke var at det kunne være at sporet var i tidsgrotten da der var mange mysterier der som fortalte om alt tid i UnderWorlds historie.
"nogle foreslag Sean? har du en ide om hvor det kunne være at vi kan finde det næste spor?" spurgte Sakref Sean. Sakref ville faktisk gerne høre Seans ide for så havde han et overblik af steder at kigge henne.

Han havde været i sine egne tanker. Han havde overgivet hesten til staldkarlen uden rigtig at tænke over det, mens han strakte ud, lidt træt i kroppen af at sidde på en hest på længe og glad for at gå på egne ben. Hans blik gled over bjerget og den opdelte by, mens hans tanker bevægede over mod Luce. Han vidste hvor hun boede...Hvor nemt det kunne være at smutte derover! Mon hun ville høre om de var i byen? Mon hun blev ked af han ikke besøgte hende? Det nyttede ikke at tænke disse tanker.
Han fulgte efter ind i byen, der forekom ham ret kendt, trods han faktisk ikke havde været her så forfærdelig meget. Han så på Sakref og hørte først efter da han spurgte om Sean vidste hvor de skulle kigge. Han stoppede op og kiggede rundt, som ledte han efter et spor at gå efter.
Gåden dukkede op igen...
""...Den ældste han så, hvortil han ikke måtte gå. Viden så stor og gammel som livet selv gemmer sig der, under dragen stor, en nøgle til den der leder og består..." mumlede han svagt for sig selv. Så så han over mod Sakref med et svagt smil.
"Jeg syntes vi skal gå til toppen af byen. Jeg mener at have set denne...kæmpe statue af en eller anden drage. Jeg tror det...den...Der vil vi kunne komme videre" sagde han, han havde ikke helt været bevidst om at han havde sagt gåden højt og ville helst ikke indrømme det eller snakke om det. Han ville alligevel ikke kunne svare på spørgsmålene. Denne gang håbede han blot sakref var den der fik gåden og kunne finde næste sted.
Han begyndte at gå derop ad.
"Så...Siden vi har en klar aftale, vil du så begynde at lukke op for de informationer, vi blev enige om jeg skulle modtage?" spurgte han i hvad han håbede lød henkastet.