Yeah ghost do exist duh.. -Rose-

Der lød et bump da han røg på jorden, det var ligesom at smide en sten til jorden, så hurtigt gik det. Fuldkommen drænnet af alt sin livsenergi, lod Christian ham falde ud af sine arme og ned på jorden. Han kunne fornemme hvordan styrken gled igennem ham, hvordan energien fra dette sunde menneske sussede igennem hans åre. Han smilede for sig selv, men et pludseligt savn dukkede op i ham. Han savnede direkte at være vampyr, han savnede den styrke der var ved at være dette væsen, samt følelsen af blodet der gled ned af hans hals. Han havde tilbragt over 1000 år af sit liv som en vampyr, så det var en komplet omvending for ham ikke længere at befinde sig en en komplet fast form. Ja ganske rigtigt kunne han røre ved ting, han kunne samtidig også går igennem vægge og han kunne da også røre ved folk, men det var ikke det samme. Han savnede den følelse af magt der kom med at være vampyr.
Han havde tilbragt de førte par hundrede år af sit liv som elver, men under uheldige omstændigheder var han blevet forvandlet, og selvom de første hundrede år af hans vampyr liv var det rene helvede, så havde vampyr livet var det rette for ham. Han havde været den fødte vampyr, både koldblodig, men også på samme tid barmhjertig. Han kunne slet ikke holde ud aldrig at kunne føle styrken, eller farten fra sine vampyr evner. Han sukkede og fik med hjælp af sine evner lagt manden hen til de andre i bunken af døde, der nu lå i dybt inde i en gyde. Som aften så ud, var han godt op på de 4. Han havde brug for energi, og det var ofte han var nød til at tage på drabstur. Han lagde hovedet tilbage og betragtede den smukke halvmåne, alt i mens han stille gik ud af gyden og nu begav sig hen mod en væg han gled ned af. Som han sad der, kunne man vel godt tro han blot var endnu en fattig, men så man nærmere på ham, ville man næsten synes der var noget forkert ved ham. Han havde selvfølgelig beholdt sin blege glød fra sit vampyr liv, men om ikke andet så havde hans hud en næsten smuk gennemsigtig glans under lyset fra månen, uden rigtig direkte at være gennemsigtig. Alt i alt ville man næsten kunne sige der var noget spøgelsesagtigt over ham, med de brune øjne og det mørkebrune hår. Indtil nu havde han holdt sig væk fra folk, medmindre han skulle tage energi fra dem, ellers var han kun at finde i sit hjem. Ikke en eneste gang havde han forsøgt at tage kontakt til dem han før havde anset som familie, måske fordi det gjorde ondt...det faktum de alle var kommet videre og halvdellen af dem nok ikke engang savnede ham. Han sukkede igen og lagde hoved tilbage, så det hvilede mod det hårde sten der belagde muren bag ham.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rose gik rundt iklædt en nederdel der havde en noglelunde rød farve, når månens lys ramte den, samlet med en sort trøje og et sort sjal som dækkede hendes skuldre, hun gik gennem gaderne med en rose sat i hendes hår. det bæste ikke rigtig, men det var stadigvæk en smule koldt udenfor, også med Roses fysiske tilstand, havde hun altid haft det svært med kulden, feberen kom altid som en bombe hos hende.
I hendes arme holdte hun en sort bog, med en fjerpen indeni. Hun havde et lille smil på læben, mens hun gik gennem de mørke gader, hun var efterhånden vantil det.
Rose kørte en lille tot af sit hår om bag sit øre, da hendes øjne landede på en mand, som sad op af væggen, det var mørkt og svært at se om personen var kommet noget til. Hvilket fik hende til at gå derhen, hun lænede sig lidt forover og kiggede ned på ham. ”Er de okay? Har de brug for hjælp?” Hendes stemme var varm, ikke en eneste tone lød kold eller ondskabsfuld. De brune øjne lyste op i månens belysning, med et uskyldigt blik satte hun sig på hug foran ham. Hans hud var jo bleg, næsten lig bleg!
Hun tog sjalet af sine skuldre og rakte det hentil ham. ”Her, de må fryse en del.” Det gyldne hår så nærmest hvidt ud i mørket. Hun troede selvfølgelig at han var en af de fulde folk der kom ud af kroene, hvor de gik kold op af en bygning og aldrig nænnede at tage hjem efter en hård druktur. Det skete hver eneste dag, dette var bare en af de sjældne gange hvor gaden var så død som nu.

Han sad blot der, med hovedet tilbage og lukkede øjne. Ligesom da han var vampyr rørte hverken kulde eller varme ham, hvis der var nogle der rørte ham, ville han kun fornemme deres berøring, han ville ikke kunne føle deres varme. Aldrig ville en berøring give ham varme, det ville kun give en tom følelse af hud mod hud, ellers intet andet. Ligesom en vampyr, var hans hud helt kold, og var han i selvskab af en vampyr eller varulv, ville han afgive en direkte sødelig lugt, netop fordi han var død. Han havde intet hjerte, eller rettere ingen hjertebanken. Dette gjorde i den grad nætterne nemmere, for han ville blot side og stirre frem for sig, medmindre han selvfølgelig var hjemme. Dog var hans hjem ikke meget bedre, det var et koldt hus, de få gange der havde været nogen forbi, enten fordi de ikke vidste det var ejet eller af andre grunde, så var de alle forsvundet efter kort tid, netop fordi det var så koldt. ¨
Lyden af en kvindestemme fik ham til at rynke brynet, og åbne øjnene, hvorpå hans brune øjne blev mødt af et par blå. Han hævede øjenbrynet og betragtede den blonde menneskekvinde foran sig. Han lagde hovedet på skrå "undskyld mig" modsat hendes stemme, var hans egen melodisk og blød, nok noget der var tilbage fra hans vampyr tid, derudover var hans stemme lav, han snakkede ikke højt som så mange andre ville. Da hun tog sit sjal af og rakte det mod ham, rystede han på hovedet og lagde en iskold hånd ovenpå hendes "behold det, du har mere brug for det end mig" man ville nok sige hans kropstemperatur var den samme som en død persons, for han var skisme mere end bare iskold. Han rejste sig stille op og så direkte mod hende, blidt lagde han sjalet om hende igen "har du ikke hørt det er dumt at snakke med fremmede" spurgte han med hovedet på skrå og et let drillende klans over de brune øjne

Det første han sagde var undskyld, hvilket forvirrede hende lidt. Hun spurgte om han var okay, og han undskyldte? Dog var hans stemme meget rar at lytte til, nærmest tillokkende. Hun gentog derfor bare sig selv, for at vide sig sikker i at han hørte hende. ”Er de okay?” Hendes brune øjne skinnede en smule, da han lagde sin hånd på hendes, kiggede hun ned på hans hånd og derefter på ham. ”De er jo iskold, hvor længe har de siddet her.” Hun snakkede meget fint, med De i stedet for Du eller Dem.
Han mente at hun havde mere brug for det end ham, det virkede dog ikke sådan i forhold til hans krops temperatur, det var jo som at røre ved is. Hun kiggede op på ham, mens han rejste sig fra jorden. Hun blinkede et par gange, inden hun selv rettede sig op, den ene arm om bogen og den anden der holdte fast i sjalet som han tog fra hende. først troede hun at han ville tage imod det, men til hendes overraskelse svang han det atter om hendes skuldre igen.
”J-Je…” Mere fik hun ikke sagt, før han adskillede sine læber. hun krammede bogen indtil sig, mens hun kiggede ind i hans brune øjne. ”Min far sagde altid at man skal hjælpe alle om en, men nogle gange det være hårdt, da ikke alle folk er lige søde.” Hun smilte kærligt til ham, og lod sit hoved glide kækt på skrå. ”Det er aldrig dumt at hjælpe fremmede folk, tværtimod, alle folk burde hjælpe hinanden. Ikke alle har et fantastisk liv, eller et varmt sted at sove.” hendes stemme var fortryllende, ikke smuk. Men bare den energi hun lukkede ud sammen med sine ord, gjorde hende nærmest fortryllende. Hun tog en dybindånding og lukkede sine øjne, efter få sekunder åbnede hun dem igen. ”Var det da dum af mig, at snakke med dem?” hun havde et lille smil på læben.

Han rynkede brynet, men nikkede stille. selvfølgelig var han okay, hvis man så bort fra det faktum han var død, så havde han det da helt fint. Han ville nu have det bedre, hvis hans idiotiske dobbeltgænger ikke havde dræbt ham, men til gengæld kunne man da sige han nød udtrykket i Christophers ansigt da han opdagede hvem der stod bag hans død. Det øjeblik havde nok været hans mest kostbarer, chokket i det identiske ansigt var et udtryk han næppe ville glemme. hendes spørgsmål fik ham tilbage til virkeligheden "uhh det kan jeg skisme ikke huske" han trak på skulderne. Han havde hurtigt bidt mærke i, at hun snakkede utrolig fint, sådan havde han også engang selv været, typen der var dis med folk ikke dus, men efter hans død havde manerer ikke rigtig været det samme. Han bekymrede sig ikke nær så meget om det med at skulle fremstå som en gentleman...ikke jo det gjorde han, men ikke om natten, specielt ikke så kort efter han havde taget energi til sig.
Han klukkede "din far lyder som en ganske vis mand, men du skal passe på...ikke alting her om natten har lige venlige tanker...specielt ikke når de lægger deres øjne på sådan en køn ung kvinde som dig" han lagde hovedet på skrå og lod blikket glide ned af hende. Havde han mødt hende for et godt 7 år siden, så havde han gjort alt for at komme i bukserne på hende, men nu som et spøgelse var alting anderledes. han klukkede blidt "jeg sagde intet om at hjælpe folk, snarer at snakke med folk...som sagt har ikke alle lige venlige intentioner, specielt i nattetimerne" pointerede han, hvorpå han drillende prikkede hende på næsen. Et sekund stod han blot og stirrede overrasket på hende, den livsenergi hun havde, han blev næsten helt blød i knæende ved tanken om, at stjæle det hele. Hun ville kunne holde ham gående i flere timer, dog rystede han hurtigt tankerne væk. Han kunne da ikke gøre det imod hende, det ville være forfærdeligt, en ting var at han lige havde myrdet 4 mænd som alle, på trods af deres sunde tilstand, havde været kriminelle, men han kunne da ikke dræbe hende. Han trak på skulderne "det må du da selv bestemme" sagde han stille. Han så kort fra hende og op mod himlen "her nu skal jeg følger dig hjem, man ved jo aldrig hvad der kunne ske sådan en mørk nat" han vrikkede med øjenbrynene "mit navn er forresten Christian" han ville havde rakt hånden frem mod hende, men han ville nødigt få hende til at gyse eller snarer fryse mere.

Personen kunne ikke engang huske hvor langtid han havde siddet der, hvilket kun fik hende til at knuge bogen indtil sig. de brune øjne havde så meget energi i sig, uskyldige men på sammetid urolige, samlet med kærlighed. Så mange forskellige følelser i et par øjne, var sjældent at se.
Hun lænede sig en smule frem, mens hun adskillede sine læber fra hinanden. ”De ved det ikke? Men, så…” Hun kiggede rundt omkring sig, hvor hun tog en dyb indånding. ”De burde virkelig tage imod sjalet, det forminsker deres chance for at blive syg.” Hun begyndte endnu engang at tage sjalet af med den ene arm, mens den anden holdte bogen indtil sig.
Da han kommenterede på hendes fars ord, smilte hun genert. Hun var ikke et lille barn, og her stod hun ved en fremmed og snakkede om noget hendes far havde sagt, lige til han kommenterede på at hun var køn. Et lille lattere lød fra hende, hun gryntede en smule når hun grinte, hvilket fik hende til at holde hånden op foran sine læber. ”Undskyld…” Sagde hun med en lystig stemme, latteren kæmpede hun for at skjule. Hun kiggede omkring sig hele tiden, i håb om at komme til at tænke på noget andet, så hendes pinlige latter ville stoppe igen. ”Jeg er ikke just køn, men mange tak alligevel.” Hun var på ingen måde en model, hun var meget almindelig at kigge på. Nogle folk mente måske at hun var hæsselig, men det var i forhold til en incubus eller Engel.
”Det ved jeg, men jeg snakkede med dem for at se om de var okay.” Hun rettede ryggen, og kørte en af hendes drillende lyse totter om bag øret for anden gang. Hans pludselige prik på hendes næse, fik hende til at blinke hurtigt. Hun stod i lidt tid, før hun opfattede at han prikkede hende på næsen. Hans ord om at hun selv måtte bestemme, om det var dumt at hun havde snakket med ham. Fik hende til at kigge op på himlen, med et lille smil på læben. ”Nej… Nej det var ikke dumt, hvis jeg ikke havde snakket med dig, ville jeg ikke have nogle til at dele den smukke stjerne himmel med.” hun lyste nærmest op, mens hendes brune øjne reflekterede stjernerne på himlen. ”Det behøver de virkelig ikke, så langt væk bor jeg heller ikke.” Hun rettede blikket mod ham igen og tog et skridt tilbage.
Hans navn var Christian, kært navn, tænkte hun kort. ”Jeg hedder…” Da hun skulle til at sige sit navn, blev hun afbrudt af en person der løb mod dem. ”Rose!!” Rose vendte sig om mod personen, som standsede op foran hende. det var en ældre herre, som hev efter vejret. Rose lagde sin bog under armen og placerede armene på manden skuldre. ”Er de okay? Hvorfor løb de dog efter mig?”Lød det bekymret fra hende, mens manden grinte en smule. ”Har jeg ikke sagt at du skal droppe den fine snak til mig… jeg kom bare for at aflevere dette” Han rakte hende en kuvert, som hun tog imod. Et lettere trist smil kom frem på hendes læber, hvor hun placerede kuverten i sin bog. Manden forsvandt hurtigt igen, hvor Rose vendte sig om mod Christian igen.

Han rystede på hovedet "behold det nu selv, du har langt mere brug for det end mig, plus jeg kan ikke blive syg, har aldrig været det og bliver det heller aldrig" han sendte hende et lille smil, hvordan pokker skulle han fortælle tøsen han i den grad ikke havde brug for det, selv som vampyr havde han været kold, så han havde været vant til ikke, at kunne føle kulden. Som et spøgelse var sygdomme ikke just øverst på listen over de ting, man skulle bekymre sig om, det var snarer det at holde sin krop sikker også sørge for hele tiden at tage nok livsenergi.
Han klukkede ved lyden af hendes latter, han kunne simpelthen ikke lade hver, den var jo direkte kær. Den mindede ham på en eller anden måde om en han en gang havde holdt af, hun havde haft samme kære latter. Det så sådan en latter, der smittede andre og gav dem lysten til selv at grine, eller bare direkte smile. Da hun med et undskyldte hævede han øjenbrynet spørgende "hvorfor undskylder du dog? du har da ingen grund til at undskylde" pointerede han, man burde aldrig undskylde over at grine, det at grine var den mest naturlige ting i verden, noget alle gjorde.

Hendes kommentar omkring hendes udseende, fik ham til at knibe øjnene sammen "hvem pokker har sagt du ikke er smuk" spurgte han og trådte tættere på hende. Han lagde hovedet på skrå og strøg blidt noget blond hår om bag hendes øre "kære lille dig, du er smuk...ikke bare køn, men smuk og lad aldrig nogensinde nogen sige noget andet" han sendte hende et blidt smil. Det var nok første gang i flere måneder han rent faktisk havde smilt, uden det havde været grundet han havde fået livsenergi. Hendes kommentar om ikke at være køn overraskede ham direkte, var folk virkelig så onde de ikke kunne se skønhed? Selv i sit liv som vampyr værdsatte han skønhed, og han brugte hvert levende øjeblik på at sige til dem omkring ham, hvis de var smukke. Det at bilde dem andet ind, det var direkte latterligt.
Som hende vendte han selv hovedet tilbage og betragtede himlen "ja det er nu en smuk aften, med en masse smukke stjerner" som han sagde den sidste del vendte han sine brune øjne ned mod hende igen. Man kunne da ikke sige han ikke var charmerende, han havde levet flere hundrede år på nydelse, så det med at sige de blide ting var noget han efterhånden var blevet god til. Derudover kunne man altid være sikker på han mente det han sagde. Han sagde ikke noget, med det i baghovedet at det var løgn, nej alle hans ord var sande, f.eks hvis hun spurgte hvad han var, så ville han højst tænkelig fortælle hende sandheden. Han betragtede hende nysgerrigt som hun skulle til at fortælle sit navn, dog blev hun afbrudt af eller anden ældre herre. han grinede næsten indvendigt ved tanken om at han selv var langt...langt ældre end manden, men som et overnaturligt væsen så bar han sin ungdommelige skønhed godt. Han så forvirret på manden, der åbenbart kendte pigen...Rose. Nu hvor han tænkte over det, så var det alligevel et passende navn til hende. Da han var gået, syntes hendes humør at falde "så Rosa" han trak r'et ud, og ud og valgte bevidst at putte et a til sidst i stedet for et e "hvorfor nu så trist" spurgte han med et smil på sine læber

Hun forstod ham ikke, hun havde jo varmen. Eller sådan noglelunde, hun havde varmet den op, så hvorfor ønskede han ikke at blive varm. Hun valgte dog ikke at kommentere på det, og lod i stedet bare hans smil ramme hende. hvilket fik hende til at nikke og smile tilbage til ham, hun smilte meget af en person der gik alene udenfor i mørket, hvor kun fuldmånens lys, lyste gaderne op.
Det var sikkert også meget godt at han ikke tog imod den, hvis han gjorde ville der vare en større risiko for at hendes tilstand ville blive værre.
Hun gjorde sit bedste for at holde latteren inde, hun hadede sin latter, den var hverken sød eller varm. ”Min latter, hehe. den er forfærdelig at høre på.” Hendes latter lød mere som en gris der blev prikket til, mens den løb rundt i stalden. Hun hadede den, alle piger omkring hende, havde altid de søde små grin, som næsten kunne få en voksen mand til at smelte. Mens hendes i stedet tiltrak grise, hun holdte sin ene hånd op til munden, for at dæmpe hendes grin. Efter lidt tid, rømmede hun sig ned i hånden og rettede sig op, som om intet var dem hent.

At han ikke bare lod det ligge, med at hun ikke synes hun var køn, overraskede hende meget mere end det burde. Hun kiggede på ham med overraskede øjne, da han trådte tættere på hende, knugede hun bogen mere indtil sig, så kanterne af bogen pressede en smule smertefulgt mod hendes arm. ”D-Det er jo normalt, ikke alle mennesker er kønne, andre har en guddommelig skønhed, mens andre er fanget i at ligne… ligne et æsel.” Hun lod blikket falde ned på hendes fødder, hvor hun rettede det op da han kørte en tot hår om bag hendes øre. Hendes læber adskillede sig kort fra hinanden, inden hun smilte til hans ord.
”Tak Christian.” Hun placerede sin ene hånd på hans brystkasse og skubbede ham forsigtigt væk, hvor hun gik lidt væk fra ham. Det var sært for hende, at snakke med en person i mere end fem minutter, også grine normalt. Det var rart, men sjældent. Hun havde ikke grinede normalt i omkring fire år, hun havde næsten glemt lyden af sin egen latter.
Selvom hun aldrig snakkede med folk, var hun ikke sky, hun hjalp alle omkring sig. uanset hvem det end måtte være, selv hvis det kunne skade hende, ønskede hun bare at hjælpe. Da hun ikke var skøn som mange af de engle der boede i denne by, var hun heller ikke en af de folk der blev seksuelt overfaldet, hvis hun blev noget var det overfaldet af lommetyve eller bander der ønskede hendes penge. Aldrig rigtigt seksuelt, nok mest fordi englene var mere intressante, deres aura der fik alle folk til at føle sig selvsikker, eller bare den måde deres øjne varmede ens krop på. Var det der fik alle de skumle typer til at lade almindelig udseende folk som Rose, være i fred.
De beskuede himlen sammen, hvilket fik hendes øjne til at virke mere triste end de var før. Da manden forlod dem, kiggede hun en enkelt gang ned på kuverten som stak en smule op af bogen. ”R-Rose, hedder Rose, undskyld vi blev afbrudt.” Hun lod det smil han havde set første gang formere sig på hendes læber, at han spurgte ind til hvorfor hun nu var trist, fik hende til at træde væk fra ham. ”Er ikke trist, kom bare i tanke om at jeg heller må til at smutte hjem, det var rart at snakke med dem, Christian” Hun bukkede hovedet kort, inden hun vendte ham ryggen og begyndte at gå væk endnu engang. hun var svag, hendes maske var ved at falme kun fordi den gamle mand absolut skulle give hende den dumme kuvert.
Hun nåede ikke langt før hun opdagede to børn og en modere, som sad på gaden med en kop. Moderen kiggede op på Rose, hvor et lille smil kom frem på Roses læber. hun hev kuverten op fra bogen og gav det til moderen, inden hun gik væk igen. Moderen tog selvfølgelig imod den, de tiggede jo om penge, og hvis folk gav dem papir kunne de starte et lille bål om natten. Dog til hendes overraskelse, var der penge sedler i og nogle få kobbermønter, hun råbte derefter til Rose. ”Mange tak” Rose kiggede tilbage på hende og nikkede tilbage mod moderen.

Han rullede med øjnene af hende, det var da til at blive sindssyg af, bare at høre hende konstant hakke ned på sig selv. Havde ungdommen virkelig ikke noget bedre at tage sig til end at hakke ned på sig selv? Han kunne da blive sindssyg, her forsøgte han rent faktisk at være venlig, noget han ikke havde været i over 2000 år, også begynder tøsen at hakke ned på sig selv. Han kunne dræbe hende, så irriteret blev han nærmest. Hvordan kunne nogen mene en latter var dumt, ens latter var det mest rene man havde, et var som at sige ens arm så latterlig ud...fordi det gjorde den bare lige.
Han rullede igen øjnene "seriøst er det virkelig hvad i mennesker render rundt og siger til jer selv nu om dage, at I ikke er gode nok?" spurgte han retorisk og med et par himlende øjne. Han forstod dem virkelig ikke. Måske var det også fordi han aldrig havde tilbragt livet som et menneske, men derimod blev født som en elver, forvandlet til en vampyr og genopstod som et spøgelse. Dog smilede han da hun sagde tak "det var da så lidt" det var da straks bedre da hun sagde tak, det betød hans ord måske rent faktisk kunne sive ind hos hende. Han nikkede da hun sagde sit navn, hvilket han havde opfanget...siden han ikke var helt fuldkommen dum. Han rynkede dog brynet da hun med et kommenterede hun skulle hjem, men om ikke andet trak han på skulderne "jamen det var da hyggeligt at møde dig" han bukkede og trådte væk og derved også længere ind i skyggerne. Det var her han hørte hjemme, det var her han kunne være ude af syne. Han var vel stadig ikke helt god til det med ikke at have en fast form, måske havde han klaret det bedre hvis han havde haft en fast form og stadig havde været vampyr. Han holde kort øje med hende, betragtede hvordan hun gav nogle penge til en familie, noget han næppe havde gjort...fordi han vel ville have for travlt med at suge deres livsenergi ud. Han rullede med øjnene og klukkede stille

Hun rystede på hovedet, hvor hun selvfølgelig svarede på hans retoriske spørgsmål. ”Nej Nej overhovedet ikke, det er ikke fordi jeg synes jeg er grim. Jeg er vel meget normal, undskyld, jeg er måske lidt træls at høre på.” Hun smilte akavet til ham, hun opfattede først efter hans ord at hun enlig hakkede meget ned på sig selv. Hvad kunne man sige, hun var almindelig og gik i skole, hvor mange mennesker gik ikke i skole uden at blive hakket ned på, så meget at man til sidst selv troede på det.
Han var mystisk, meget mystisk. Den måde han trådte ud i skyggerne på, fik hende til at gyse lidt. Han virkede så uvirkelig, men på samme tid rar. Det forvirrede hende dog en smule, den måde han opførte sig på. Først virkede han charmerende, derefter mystisk også til sidst helt rar.

Rose gik ligeud det meste af tiden, hvor hun kiggede til siderne engang i mellem. Da nogle unge tøser, omkring Roses alder gik forbi Christian i skyggerne. Iklædt nedringe toppe og korte skirter, toppene viste det meste af deres mave. Det var begge magre piger, med håret sat op og stillet. De var begge en smule fulde, da de ud i et så Rose. ”Er det ikke Æslet der går der?” Spurgte den lyshåret, som havde armen over skulderen på den anden. ”Nej grisen, hun lyder som en gris, har du glemt det” De begyndte at grynte som grise, hvor de derefter grinte af sig selv.
”Hun er sikkert faret vil.” Sagde den blonde, hvor den anden hurtigt åbnede munden, med et forførende smil. ”Det ville jeg også med det ansigt, hun burde gemme sig i skyggerne.” de grinte, mens de om og om igen fyrede lamme jokes af, omkring Roses ansigt, hendes tænder og grin. De snakkede også om hvor falsk hun var, ingen kunne være så rar mod folk, uden at have en bagtanke.

Han betragtede i skyggerne hvordan et par piger med et dukkede op, bare deres udseende skræmte ham direkte. De virkede så falske, modsat hvad han ville kalde smukt...så var det alt andet end det. Skønhed var naturligt, ikke noget hvor man skulle gå ind og lave om på sig selv, dette var også derfor han i tidernes morgen havde fundet Caroline smuk, for hun havde haft den uskyldige glød, den naturlige perfektion han elskede ved nogen.
Han blev smidt ud af sine tanker da tøserne med et begyndte at snakke, bare lyden af deres stemmer fik ham til at krympe sig sammen. Han ville hellere tage dem som føde end se på dem. Det gav ham da direkte kvalme, og nu forstod han da hvorfor hun havde det så dårligt med sig selv. Han valgte, modsat hvad han plejede, så rent faktisk at hjælpe hende. så med et forsvandt han fra skyggerne og da han igen dukkede op var det lige foran Rose "hej tøser, hvad med at i holder jeres mund lukket også lever i måske en til dag" han lagde hovedet på skrå og på trods af hans ord, passede det bare ikke ind med hans ansigt, da hans ansigt var mere smukt end drabeligt. Dog blev hans øjne langsomt blodrøde hvilket betød han var klar til at indtage føde, så før nogen kunne når at gøre noget, greb han fat om den ene pige og trak hende mod sig

Da Christian dukkede op foran Rose, stoppede hun op med et sæt. Overrasket over at han lige havde været bagved hende, men nu var han foran hende. de brune øjne lyste næsten op, da han begyndte at snakke til pigerne bag hende. hun vendte sig om mod dem, for at se deres ansigts udtryk.
De stirrede på ham, som om han var en idiot. Da den ene af dem lagde armene over kors og skød hoften ud til siden, hun kiggede op og ned af Christian. ”Holde mund? Undskyld mig, men vi siger bare sandheden” Sagde den blonde, mens den anden nikkede til hendes ord.
Rose lavede et lille tvunget smil på sine læber, mens hun rystede blidt på hovedet hun havde intet at sige. Lige til den ene af dem fandt det morsomt at pege hendes fejl ud. ”Har du ikke øjne, hun har et firkantet hoved, store tænder og når hun smiler ligner hun et æsel… se dog på hende, og sig at hun er køn.” Tøsens stemme var fyldt med selvtillid, mens Rose bed sig i underlæben. Hun ville have sagt noget, men blev afbrudt af Christian der trak en af dem ind til sig.
Hun kunne ikke se hvorfor den han trak ind gik sådan i panik, hun skubbede til ham og bad ham om at slippe hende. mens den anden valgte at vende sig hurtigt om og gå, de røde øjne var unormale hvilket skræmte dem en smule, den ene af dem kendte til sagnet om vampyre og troede enlig på dem, det var hendes grund til at smutte og efterlade sin veninde. Mens den anden kun blev sur på Christian, råbte op om at hvis han ikke slap hende med det samme ville hun skrige, og om at hendes kæreste ville slå ham ihjel hvis han krummede så meget som et hår på hende.
Rose kiggede lettere forvirrede over hans handling, først truede han dem, nu trak han den ene indtil sig, som om han ville kysse hende. ”Uhmm?” Var alt hun kunne lukke ud, usikker på om hun skulle gå væk, eller bede Christian om at stoppe. Han gjorde hende jo ikke ligefrem ondt?

Han rullede med øjnene, vendte ansigt mod Rose "jeg syntes Rose er helt igennem smuk, fordi hun er unik og sin egen...hvilket er noget man ikke kan sige I er" han vendte igen ansigtet mod de to tøser. Han kunne virkelig ikke holde dem ud, som bare ville ligne alle andre, hvorfor ikke skille sig ud? Hvorfor skulle man rende rundt og være fuldkommen ens? det var fuldkommen latterligt!
Han klukkede af hendes forsøg på at komme fri, det ville være fuldkommen nyttesløsts at forsøge, da han var gammel, men samtidig var han også et spøgelse "uhh jeg ville gerne se ham forsøge" han greb fat i hendes hår og trak hendes ansigt mod sig, alt i mens han åbnede sin mund ville hun nok føle sin egen åbne per automatik, hvorpå han sugede hendes livsenergi ud af hende. Han stønnede af nydelse, og stoppede først det sekund hun var næsten tom, og dårligt nok kunne stå på benene. Han gav slip på hende og skubbede hende fra sig "vi ses lille menneske" sagde han med en hæs stemme. Han vendte sig imod Rose, men da hans øjne stadig var røde, forsøgte han at gemme sig ind i skyggerne, så hun ikke skulle se hvilket monster han i virkeligheden var

Hans ord fik hende kort tiil at rødme, hun grinte lidt flovt, over hans ord. Hvad skulle hun ellers gøre dette var noget så pinligt, hun havde lige mødt en person også stod han nu og beskyttede hende fra nogle tøsers modbydelige ord, mens han enlig fortalte hende at hun var smuk. Det var aldrig sket før, hun var enlig ikke vantil at folk overhovedet snakkede til hende.
Da han greb fat i tøsens hår, trådte Rose en smule frem. men ikke helt, hun var opsat på at hjælpe alle folk så godt hun nu kunne. Men denne person, denne Christian fik hende til at føle noget. Ikke kærlighed, ikke glæde eller sorg. Hun vidste ikke hvad det var, hun følte bare noget andet end hun plejede.
Da pigen faldt på knæ, satte Rose sig på hug foran hende og spurgte om hun var okay. Pigen derimod begyndte at græde og slog Roses hånd væk, som ville have hjulpet hende op. Hun bad hende om at lade hende være, og skride hvis hun ikke ønskede tæsk. Rose smilte en smule til hende, inden hun rejste sig op og kiggede mod Christian som gemte sig inde i skyggerne. ”Hvorfor…” Hun lukkede sine øjne, med et varmt smil på sine læber. ”Tak endnu engang.” Hun åbnede sine brune øjne og rakte sin ene hånd frem mod ham, selv hendes øjne smilte. ”Jeg føler lidt at jeg skylder dig noget mad, eller drikkelse. Hvis du vil, kan jeg godt give lidt.” Lød det fra hende, mens hun kiggede på hans skikkelse i skyggen.

Han holde sig i skyggerne, med de lysende røde øjne rettet direkte mod hende. Han forsøgte, at holde sit indre monster i skak, men det var ikke altid nemt. Efter hans genopstandelse, var en del af hans menneskelighed kommet tilbage, så ofte ville han da helt klart ikke slå nogen ihjel, man kunne vel bare sige det var svært ikke at gøre det. For ligesom dengang han var vampyr, så var mennesker så utrolig svage også nemme at dræbe, så hvorfor ikke bare gøre det? Han nikkede til hende, lukkede øjnene og forsøgte at holde hende uviden omkring hvad han var, det ville nok ikke blive taget utrolig godt imod, hvis alle vidste der fandtes spøgelser. Han sukkede og langsomt åbnede han igen øjnene, og et par brune øjne betragtede hende stille "det var så lidt" det var først der han for alvor trådte frem fra skyggen. Da han endelig havde fået sig selv under kontrol, og den uendelige lyst til at dræbe hende ikke længere var der.
Han lagde hovedet på skrå, betragtede hende stille "jo hvorfor ikke, jeg har alligevel ikke noget bedre, at tage mig til.." han tav og trådte hen mod hende "dog er det ikke pænt at lyve for andre...næste gang du ikke gider fortælle sandheden, så bare sig du ikke gider snakke om det" sagde han stille og refererede tydeligvis til da han havde spurgt hende angående kuverten, var der noget han ikke brød sig om, så var det løgnere...det var så irriterende. Han forsøgte også selv at afholde sig fra løgnene.

//har hun brune øjne? På profilen står der hun har blå...jeg er helt igennem forvirret

Hun smilte kærligt til ham, mens han forsigtigt trådte ud af skyggerne. Et kort øjeblik, beskuede hun hans udseende. Hvorfor valgte sådan en person overhovedet at hjælpe hende, ikke at hun ikke var taknemlig. Men det virkede sært, mest fordi det bare var tøse sladere. Ingen folk kom til skade af det, udover det var det jo bare en holdning fra nogle af de andre piger.
”Lyve? Hvad har jeg løjet om?” Hun spurgte en smule forvirrede, hun huskede ikke at hun havde løjet om noget som helst? Måske tog hun fejl, men hun løj normalt aldrig, så det overraskede hende dog en smule at blive beskyldt for dette.
Langsomt begyndte hun at gå, med bogen i sine arme. ”Hvad ønsker de? Mad eller bare noget at drikke?” hun havde ikke just mange penge, hvilket gjorde at hun helst kun ville give en af delene, håbet om at han forstod det var en ikke særlig stor, den var der en smule.
Hvis han ikke forstod det, måtte han vel selv om det. hun gik jo ikke ligefrem rundt med en million guld mønter i baglommen.

((Sorry, >o< hun har Brune øjne, bare mig der har skrevet forkert på min profil.))