A, a ghost? - Semyon

Tid: 17 ish
Vejr: lidt køligt da der er mange skyer på himlen, men ellers tørt.
Sted: Gå gaderne, i nærheden af nogle enkelte butikker der sælger mad.
Omgivelser: Folk og beboere der enten handler eller er på vej et sted hen.
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Gågaderne var ikke tomme, men de var også langt fra fyldt. Der var enkelte der handlede alene, men også mødre med børn der løb rundt. April var dog alene, hun var egentligt på vej 'hjem' til det værelse hun midlertidigt boede i. Hendes far og hende var på en mindre forretningsrejse her Doomsville. Der var endda måske planer om at April skulle flytte her til i en periode. Hun håbede på at hendes far ville blive overtalt, det var dog ikke sikkert.
Hun ville dog nyde sin frihed imens hun var i Doomsville. Det var en stor by i forhold til Firewood, som hun var vant til. Dette gav hende muligheden for at kigge sig omkring. Der var mange mørke gyder og underlige smalle gange mellem huse, April var allerede blevet væk to gange denne dag. Hun var dog sikker på at hun nu var på rette kurs igen.

Selvom at der var massere af liv i gågaderne, blev April alligevel en smule utryg. Fra tid til anden var der skumle typer der hang ud i skyggerne. Der syntes at komme flere af dem nu hvor aftenen nærmede sig. De stirrede ud på folk der gik på gaden, nogle af dem havde stirret på hende. Sådan var det ikke der hjemme.
April var nået et godt stykke ned af gågaden, da hun pludselig fandt sig inde i en større gruppe folk der stod foran en købmand der solgte madvare. Det hele var lidt kaotisk og mange skubbede til hende for at komme hen og købe de mest friske vare der var tilbage. April forsøgte at masse sig ud af mængden, men det var svært. Inden længe var hun dog ude igen, hun stod stille kort og tjekkede sig selv. Havde hun mistet noget? Hun havde ikke en taske med sig denne dag, hvilket nok var meget heldigt. Hun kunne dog se at en enkelt brosje var taget fra hendes hætte. Hun så sig omkring og fik øje på et barn, der var nogenlunde hendes højde. Barnet stod med hendes brosje i hånden og undersøgte det. April satte hurtigt i bevægelse mod barnet. "Hey! Det er min!". Da barnet havde hørt hende begyndte det at løbe. April satte i løb efter barnet.

Hun indhentede barnet efter lidt tid, men hun fandt sig selv i en gyde der lå næsten bag købmanden. Hun havde grebet fat i barnets skulder. "Giv den tilbage!" Hun stak sin frie hånd ud og så meget vredt på barnet. Uden tøven gav barnet hendes brojse igen, April var selv meget tilfreds med at hun havde fanget tyven. Det gik dog op for hende at barnet så bange ud. April kunne ikke forstå det, da hun ikke selv var hverken farlig eller uhyggelig. Barnet rev sig fri af hendes greb og løb ud af gyden igen. April så forvirret efter barnet, før hun så så rundt i gyden. Hvad have skræmt barnet? Hun bed sig i læben imens hun så sig om i gyden.

Semyon var, som han så ofte var, ude for blot at observere tingene omkring sig. Han havde ikek talt til nogen idag... Det var som havde han slet ikke været der hele dagen, for han havde holdt sig i sin ikke fysiske form, hvilket gjorde at ingen kunne høre eller se ham, men nogle få kunne mærke ham, især når han bare gled igennem folk på samme måde som han kunne glide igennem bygninger. Det havde føltes meget mærkeligt for ham i starten af hans andet liv her, bare sådan at glide igennem ting, men det var nu så naturligt for ham som det før havde været for ham at trække vejret, at spise og drikke.

Især dyr og børn lod det til tit kunne mærke når han var i nærheden af dem - præcis hvordan vidste han ikke, men han havde så heller aldrig selv, hvad han vidste af, stødt på et spøgelse mens han selv havde været menneske, for de over 200 års tid siden. Som han gik lagd ehan godt mærke til at der indimellem var nogen der sniffed eud i luften... Det var nok shapeshifters og varulve, den type, for han vidste godt at de ikke var særlige glade for lugten af ham. Det var vist noget med at han lugtede af død. Men det var vel også meget naturligt, var det ikke? Når man nu engang var et spøgelse. Det tog i alt fal dikke længe før hans opmærksomhed blev fanget af etpostyr lidt væk fra ham, et lille barn der spænede i al hast, med en ung kvinde efter sig. Åbenlyst et tyveri, af hvad han kunne høre kvinden råbe.

Semyon trak let på skuldrene og fulgte så efter dem begge, indhentede dem uden overhovedet at anstrenge sig, nu han ikke skulle undgå alt muligt men bar ekunne følge efter dem i en lige linje uden noget som helst standsede ham. Han standsede op da han var for enden af gyden de var endt i, og trådte et par skridt ind i den, før han standsede helt op og så stille på dem. Udtrykket på barnets ansigt fortalte ham dog, at dette var et af de børn der uden tvivl kunne sanse ham. Måske ikke direkte se ham, men vidste at han var der, på en eller anden måde. Nogen havde bare en sjette sans for sådan noget.

Han kiggede stille efter barnet som det løb forbi ham og ud af gyden, førhan så tilbage på kvinden som nu så forvildet rundt. Det her var da en smule interessant, om ikke andet. Skulle han lege lidt med hende, eller bare vise sig? Han var lidt i tvivl, der. Eller skulle han bare gå igen? Men det ville jo også bare være kedeligt. Hmm. Hvorfor ikke en kombi. Semyon lukkede øjnene, og koncentrerede sig om den tomme øltønde der stod solidt plantet i den anden ende af gyden, væk fra ham. Med et så væltede den, under et større rabalder, som han var sikker på ville tiltrække sig kvindens opmærksomhed. Så snart hun så derhen, lod han sig selv glide tilbage i fysisk form, og observede hende stadig stille. Sagde ikke noget som helst, ventede bare på at hun fik øje på ham.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en hvid kappe udover, hætten trukket op så man kun lige kan se lidt af håret, lidt af den blege hud og de utroligt klare grønne øjne.

April så forvirret efter barnet, som ikke så ud til at komme tilbage. Hvad der havde skræmt barnet, synes ikke at være klart for April. Hun stod i et lille stykke tid og bare kiggede forundret rundt i gyden. Hun var dog glad for at havde fået sin brosje igen, hun kiggede lidt på den før hun satte den fast i sin kjole igen. Hun nåede kun lige at fast spænde det før en tønde fladt. Hun fik et stort chok, sådan at hun hoppede et lille hop væk fra tønden.

Det var underligt, for hun var helt sikker på at gyden var tom, ud over hende selv selvfølgelig. Måske det var en kat der havde væltet den? Hun gik lidt tættere på tønden imens hun varsomt kiggede efter en kat eller stor rotte. Der så dog ikke ud til at være noget dyr i gyden sammen med hende. Hun stoppede op henne ved tønden og rystede kort hovedet. Det var meget underligt, sådan en burde jo ikke falde af sig selv. Hun bed sig i læben imens hun roligt prøvede at skubbe til tønden med sin ene fod. Den var tung, så det gav endnu mindre mening for hende. Det var ikke til at forstå, men hun kunne ikke blive ved med at hænge ud i en gyde. Hun skulle jo hjem igen, det var derfor hun var endt i gyden i første omgang.

Da April vendte sig om for at gå ud af gyden blev hun dog mødt af synet af en ung mand. Hun stoppede hurtigt op igen. Hvor var han kommet fra? Hun havde slet ikke hørt ham komme, det var hun ellers ret god til. Hun stod stille og så bare lidt på ham uden helt at vide hvad hun skulle gøre nu. Han virkede ikke truende eller noget, så hun var lidt usikker på hvordan hun skulle reagere. Da der var gået lidt tid talte hun dog igen. "Kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun forsigtigt. Manden så lidt uhyggelig ud, mest fordi han havde så lyst tøj på, men også fordi hans hud så så bleg ud. Hun havde aldrig set en der var så bleg før.

Semyon lagde stille og roligt hovedet let på skrå som han så mennesket spjætte af forskrækkelse, og der var nok den allersvageste trækning i den ene mundvige, hvad der udgjorde et smil for ham men som andre nok ikke engang ville lægge mærke til, som han observerede hende. Det var nu meget sjovt at drille sådan med folk indimellem. Og effektivt til at få deres opmærksomhed væk fra hvordan han materialiserede sig 'ud af det blå'. Gjorde det sværere for folk at sætte fingeren på hvad præcis han var - udover at der selvfølgelig var meget få spøgelser af hans slags i verden. Ikke mange kunne blive på de levendes side af sløret.

Han havde ikke så meget som ét sekund taget øjnene fra hende som hun bøjede sig ned og undersøgte tingene, og fandt ud af præcis hvor tung tønden var - ja, hendes tanker havde da også ret i at den ikke havde kunnet bevæge sig af sig selv. Det var da derfor at han havde givet den et lille puf til at hjælpe den på vej. Hans grønne øjne mødte hendes da hun vendte sig om, og han kunne få setordenligt på hende, nu. Selv stod han der med ansigtet i fuldstændigt udtryksløse former, som var normen for ham. Siden han døde havde følelser ikke lige været det han gjorde sig mest i, hvorfor de også var meget svære for ham at vise.

Da hun kom med sitspørgsmål, trak han bare først på skuldrene, og så derefter lidt ned mod jorden, tænkte sig en smule om, hvad hans næste skridt skulle være. Efter et halvt minut hvor han havde stået helt stille, trådte han roligt et par skridt frem, som han trak hætten ned. I det svage lys lyste hans utroligt blege hud og hvide hår nærmest op i gyden, så næsten ud til at gå i et med hans hvide tøj, det samme med hans fødder - bare tær på den beskidte jord, som der dog ikke havde formået at gøre dem beskidte... Han havde trods alt gået rundt i sin spøgelsesform det meste af dagen, hvor intet fysisk påvirkede ham. "Måske," sagde han så endelig, meget lavt og med en svagt hæs stemme, som om han ikke havde brugt den i årevis. "Kommer an på hvad det er du mener du kan hjælpe med."

April betragtede den bleget mand med de meget grønne øjne imens han bare stod der over for hende. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre, han havde ikke sagt noget eller bevæget sig i en rum tid. Det kom derfor en smule bag på hende da han pludseligt langsomt bevægede sig tættere på hende. Hun var ikke helt tryk i denne situation, derfor tog hun to skridt baglæns, væk fra ham. Hun kunne ikke læse ham, hans ansigt var udtryksløst. Da han endeligt talte, kunne hun dårligt nok hører ham. Det var så lavt han talte, at hun bøjede sig lidt forover for bedre at høre ham. Hun rynkede lidt brynene og så underligt på ham.

Hvad havde han ment med det? Måske - Det var da ikke et svar. Det var tydeligt at hun ikke havde forventet det svar fra ham. Da han igen talte så hun lidt skeptisk ud. Hvad mente han dog? Hun bed sig i læben imens hun var stille i et stykke tid. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle svare ham. Hun ville egentligt helst bare hjem ad nu, men det ville være uhøfligt bare at gå.

Hun talte endeligt, hendes stemme var lav og en smule nervøs. "Jeg ved ikke hvad jeg kan hjælpe med... Hvad er dit problem?".
Det var ikke unormalt at hun endte i bizarre situationer, men denne var meget underligt. Hun kunne slet ikke forstår hvad han ville. Hele hans udseende var også lidt et mysterie, hun havde aldrig set et så lyst og blegt menneske før. Hele hans fremtoning var også underlig, man kunne ikke læse hans følelser, for han hverken smilede eller så sur ud. April var mildest talt meget forvirret over denne person der var foran hende.

Semyon betragtede hende fortsat stille - og smilede indvendigt af hvordan hun tog et par skridt baglæns. Det skete nu også tit når han stod alene foran en - folk var som regel mere modige i en mængde, men i en øde gyde, med kun dem selv og ham? Se, dét var som regel en meget anden snak. Som nu, hvor nervøsiteten fra hende var så tydelig at selv Semyon som der ellers altid havde svært ved at aflæse folks følelser,kunne se den så klart som solens lys.

"Hvad mit problem er?" han tog et enkelt skridt tættere på hende igen - langsomt, roligt, afmålt. Det var tydeligt at der lå en tanke bag alle hans bevægelser, hvert enkelt ord han sagde, alt var nøje afvejet før det blev udført. At han var en der tænkte langt mere end han talte eller gjorde noget. "Det kommer så sandelig an på hvilket et af dem, der refereres til." for han havde vel i virkeligheden en hel del problemer. Hvordan et menneske kunne hjælpe med nogen af dem, udover det med at hanbehøvede livs energi fra et levende væsen næsten hver evig eneste dag, ja, det var så det rigtige spørgsmål.

Og han havde trods alt ikke brug for mere livsenergi lige nu, så dét kunne hun som sådan ikke hjælpe med. Det var da også lidt hyggeligere at 'lege' sådan her med hende, end at fortære hendes energi. Så ville han jo ikke være underholdt noget nær så længe. Han løftede hovedet en smule for bedre at se på hende, det platinblonde hår let blafrende omkring hans nærmest hvide ansigt i den lette brise der strøg gennem gaden.

April kunne ikke forstå ham, han var så indirekte i sin tale. Hun bed sig i læben og prøvede at være standhaftig i sin fremtoning. Det virkede dog ikke så godt, hun kunne mærke sine hænder var knugede og at hendes krop var anspændt. Det var underligt, for manden virkede ikke truende. Der var noget andet med hans tilstedeværen der gjorde hende utryk. Han var kommet tættere på, det var lidt for tæt på synes hun, men hun var fast besluttet på ikke at træde tilbage denne gang! Hun kunne ikke virke bange. Mandens kommentar om problemer var underligt synes hun, men hun tog alligevel sig selv i at forsøge at hitte rede i hvad han sagde.

Hun så direkte på ham med rynkede bryn, hun var stadig utryk. "Jeg kender ikke dine problemer jo.." Hun lød en anelse frustreret bag nervøsiteten. Hun kunne jo ikke referer til et af manden problemer når hun ikke kendte det.
Hun betragtede kort det lyse hår da det bevægede sig. Hun havde aldrig set så lyst hår før. Det så ikke naturligt ud efter hendes mening, men manden så generelt ikke naturlig ud. Der var noget over ham der gjorde at han ikke så ud til at passe rigtigt ind i den gyde de stod i.

April var dog ikke sikker på om hun turde finde ud af hvad hans problemer var længere. Hun så ud mod gaden der lå bag ham og bed sig i læben. Det lød stadig som om der var folk der ude. Skulle hun forsøge at løbe der ud? Hun var ikke sikker på om det kunne lade sig gøre, ikke nu hvor manden var kommet tættere på hende. Hun så igen tilbage på ham, og overvejede kort sine muligheder. Hun talte så igen, "Hvis du er blevet væk kan vi spørge om hjælp ude på gaden..?". Hun var ikke selv fra disse egne, så hun kunne ikke rigtig vise vej selv. Det var dog et forsøg værd at spørge ham, måske hun så kunne komme ud hvor der var andre tilstede så hun ikke var alene med denne uhyggelige person.

Semyon's øjne gled langsomt ned til hendes hænder, lagde godt mærke til hvor anspændt hun lod til at være. Var hun en af dem der mærkede det unaturlige ove rham så meget hurtigere end andre? Som mange af dyrene og børnene lod til at gøre? Det kunne i alt fald godt tyde på det, så utrygsom hun virkede, trods hans rolige væremåde. Det var trods alt ikke fordi han truede hende... Han havde ingen grund til det, nu han allerede havde fået 'spist' for idag.

"Ah... Nej, selvfølgelig gør du ikke det." sagde han roligt, som om det først gik op for ham nu hvor kyrptisk og umuligt det havde været at svare på, når man ikke vidste noget om ham. Men selvfølgelig havde det været med fuldt overlæg, blot for at forvirre hende yderligere. Han strøg roligt en hånd igennem sit hår så det artede sig lidt mere, strøg det om bag ørerne så det blev siddende. Men ja, så hvid og ja, utroligt ren han så ud her, så passede han selvfølgelig slet ikke ind i en sådan mørkere, mere snusket gyde som dette.

Han lagde hovedet let på skrå da hun så forbi ham, ud mod gaden. Tænkte hun allerede på at løbe fra ham? Det ville da både være kedeligt og uhøfligt. De havde jo knapt nok lige mødt hinanden! "Blevet væk? Nej... Lidt fortabt til tider, måske, men aldrig væk. Jeg ved skam godt hvor jeg er, så mange år som jeg har brugt her efterhånden." Det var nok første gang hun så noget der måske kunne betegnes som et smil, den svageste trækning i mundvigerne der afslørede lidt af hvordan han hyggede sig med at forvirre hende sådan her. "Men er vi ikke alle lidt fortabt indimellem? Ellers ville livet vel ikke være som det er..."

April kunne slet ikke forstå hvordan denne samtale havde udviklet sig, det var næsten som om der manglede dele af den. Den virkede bare så usammenhængende. Det hjalp slet ikke på hvordan hun havde det. Hun kunne slet ikke finde noget fast i samtalen, det var som om den  var baglæns. April bed sig i læben da han endelig konstaterede at hun ikke kunne vide hvad hans problemer var. Hun nikkede forsigtigt og så undrende på ham. Det var som om det lige var gået op for ham. Hun mærkede hvordan hun kort følte han endelig virkede en smule normal da han sagde han ikke var blevet væk. Det lettede hende en smule, for så var han måske bare kvarterets forvirrede person - right? Der var bare noget ved ham, der gjorde hun ikke helt troede på sin egen teori. Noget der stadig gjorde hende bare en anelse utryk hele tiden.

Hvad han sagde bag efter han nægtede at være blevet væk, fik hende til at se en anelse forvirret ud. Han så ikke så gammel ud, så hans kommentar om alle de år han havde været her. Hun rynkede brynene og så lidt undersøgende på ham. Han så ung og ren ud, det passede slet ikke sammen for hende. "Hvad mener du med mange år?" Spurgte hun. Hendes stemme var ikke så utryk lige da hun spurgte, i stedet kunne man hører forvirringen. Der var bare noget der ikke gik op for hende. Hun ville stadig gerne væk, eller i hvert fald bare ud på gaden igen hvor der var flere folk. Det gav en falsk fornemmelse af trykhed, at vide der var andre der kunne være vidner hvis denne mand skulle vise sig at være farlig. Selvom han stadig ikke virkede truende, så var April stadig ikke sikker på at han var helt god heller.

Den meget fjerne og filosofiske snak om at være fortabt, gjorde ikke hendes forvirring bedre. Han virkede slet ikke som om han var helt til stede. Det ganske lille smil var ikke noget hun overhovedet havde forstillet sig han var i stand til. Han udseende var så anderledes end noget andet hun havde set før, derfor kom det lille smil bag på hende. Hans lyse hud og hår fik April til at tænke på statuer. Hun var ikke sikker på hvad der fik hende til det, men hun rakte den ene hånd ud for at røre ved hans ansigt. Hvis han lod hende ville hun bare røre hans kind for at se om han faktisk var en statue eller ej.

Han kunne noget så tydeligt se forvirringen i hendes ansigt, og hvor han dog elskede den. Han vidste godt at der ikke var mange der kunne følge hans tankegang... men den var vel også blevet en del twisted af de år han havde levet i denne anden eksistens, halvt på dette plan og halvt i åndeverdenen. Det var vel ganske naturligt at ens tankeprocesser blev lidt anderledes... At man ikke behøvede ligeså konkrete ting at forholde sig til som levende væsner gjorde. Eller, i alt fald som menneskene gjorde. Han kunne godt huske hvordan menneskene sådan dyrkede de konstante former... Så en der så alt i så flydende former som han selv gjorde, og som kunne glide ind og ud af eksistens på den måde han kunne, det var vel også nærmest uforståeligt for et sind der stadig krævede struktur.

Det svage smil forblev på hans læber som han hørte hendes spørgsmål, hvad han mente med de mange år. Nå ja. Det var jo endnu en ting... Det der emd at mennesker ældedes. Det havde han næsten glemt. De var jo vandt til at udseende og alder hang sammen... Når det nu langt fra var sandheden med alle. Med mennesker, ja, men... Når man var død... Så hang tingene lidt anderledes sammen. "Jeg mener det jeg siger... Mange år. Som i... Ja... Hvad er det nu... Et par århundreder?" sagde han nærmest spørgende, som om han ikke selv var helt sikker på han havde regnet rigtigt. Han holdte heller ikke så meget tal med det længere, så han var egentligt ikke helt sikker, men han havde nu alligevel en god fornemmelse af at han havde været sådan her i mindst to århundreder.

Han løftede et øjenbryn og trak først svagt hovedet til sig, omtrent en centimeter væk, indtil han fik set på hendes ansigt igen og kun så hvad der nok var forundring, eller noget lignende... Altså var hun bare nysgerrig, og ville nok ikke prøve på noget. Så han forholdt sig stille igen og lod hende røre hans iskolde kind, kold som det lig han havde været for de mange år siden da hans sjæl havde løsrevet sig fra hans krop for at blive til... Dette. Huden så tynd at det føltes som om man nemt kunne rive igennem den, og alligevel... Så den pæn og glat ud. Hans øjne fastholdt sig på hende, afventede hendes reaktion. Så tæt som hun stod på ham nu var det trods alt også en mulighed at hun ville opdage at han ikke lod til at trække vejret... For det gjorde han trods alt ikke.

Han smile stadig.. Det var uvant at se på hans ansigt, det var næsten som om det slet ikke hørte til der. April havde aldrig haft en oplevelse der mindede om denne. Der var bare så meget ved denne person der virkede så fremmed for hende, det var som om der var et eller andet ved ham der kunne få hende til at få kuldegysninger. Det havde hun aldrig oplevet før med en person. Hans fragmenterede snakken hjalp heller ikke på hendes oplevelse af ham. Han talte næsten i gåder synes hun. Hun bed dog fat i hvad han havde sagt til sidst. Et par århundreder... Det var jo helt uhørt! Ingen kunne leve så længe!
April rystede lidt på hovedet over hans underlige svar. Hun kunne ikke finde ud af hvad han mente. Hun var ikke sikker på om han overhovedet talte sandt, så måske der kunne være noget om at han bare var forvirret? Måske han var sindssyg? Hendes far havde fortalt om folk der var sindssyge, de kunne tro at de levede i en helt anden tidsalder end den de var i. Nogle troede endda at de var mægtige væsner der kunne alt muligt, som mennesker slet ikke var i stand til. Kunne han være sådan en sindssyg person?

Hun tøvede kort da han kort trak hovedet en anelse væk fra hendes hånd. Det havde forskrækket hende kort. Ikke desto mindre så trak hun ikke hånden til sig. Da han igen stod stille igen bevægede hun hånden frem igen. Med en rolig og forsigtig bevægelse strøg hun to fingre langs hans kind. Hendes øjne blev store og hun trak hurtigt hånden til sig igen. Hans hud var iskold! Den føltes slet ikke levende som hendes egen. Hun hold om den hånd hun havde rørt ham med, med hendes anden hånd. Alt imens hun trådte lidt tilbage og væk fra ham. Det var ikke menneskeligt at være så kold. Hun var ikke direkte bange, men forvirret og en anelse forbeholdende over for ham. Han var ikke et menneske, det kunne han ikke være! Det var ikke muligt.
Hun så lidt på hans kind der hvor hun havde rørt ham imens hun overvejede hvad han var. Hun havde ingen anelse.. Hun fik fremmanet lidt stemme efter denne lille forskrækkelse. "Hvad er du?!" hendes stemme var lav, men man kunne høre hvordan den var alvorlig. Hendes øjne var fastlåst på ham, hun vidste ikke om han ville gøre hende noget nu hvor hun var så sikker på at han ikke var som hende.

Forvirringen der stadig var så tydelig på hendes ansigt, i hele hendes udtryk, bevægelserne... Hvor han dog elskede det. Men han forstod det skam også godt, for et sind som hendes måtte det her jo være ufatteligt svært at forstå. især hvis hun var et af de mennesker der ikke kendte godt til alt det overnaturlige der omgav dem hver evig eneste dag, skjult ude i det åbne for enhver til at skue... Hvis man vidste hvad man skulel se efter, altså. Og så var der dem der var langt mere skjulte end andre, såsom Semyon selv, nu han bare kunne glide ind og ud af fysisk eksistens som det lystede ham, så længe han havde nok livsenergi tilbage fra hans sidste 'måltid'.

Han lagde blot hovedet en anelse på skrå da hun hurtigt og forskrækket trak hånden til sig igen. Ikke at han ikke forstod det, for jo, han var skam iskold som graven selv... Og nu var der pludselig meget mere forsigtighed i alle hendes små bevægelser. Glimrende! han elskede at se alle de følelser spille over dødeliges ansigter... Følelser han selv havde store problemer med at udvise noget som helst af, efterhånden. Det her smil der var så svagt som det overhovedet kunne være, ja, nærmest ikke eksisterende, var for eksempel et af de største udtryk for glæde han overhovedet kunne give på nuværende tidspunkt, efter disse mange år i denne eksistens, på mere end én måde afskåret fra den normale, dødelige verden... Og på samme tid stadig dybt afhængig af den.

*Åh... Hvad jeg er? Ser du, det er et godt spørgsmål. Men jeg tror de fleste af jer dødelige har et eller flere ord for sådan nogle som mig... Og bare rolig. Det her er mig, og ikke bare dig der er ved at blive sindssyg. Det her er blot én af de mange ting jeg kan...* lød hans stemme derpå i April's hoved, som han løftede en hånd for at lade fingrene glide igennem hans lange, næsten hvide hår... Før de grønne øjne igen var fokuseret på April, som han afventede hendes reaktion.

Hun kunne ikke forstå det... Selvom hun havde set døde mennesker før, så var det på igen måde som at stå over for ham her. Hvad der dog gjorde hende endnu mere utilpas var at han ikke ændrede sig særlig meget. I al den tid de havde stået i gyden havde han mere eller mindre haft det samme udtryk, hvis ikke der var kommet skyggen af et smil - hvilket sendte en kold fornemmelse ned langs hendes ryg. Det var unaturligt!
Selvom hun panikkede en anelse, så forblev han hvor han var. Folk ville da normalt hjælpe andre der var i panik? - eller var det bare noget hun bildte sig ind?

April havde ikke længe til at finde et svar, for fra det ene sekund til det andet hørte hun en stemme. Hun kunne mærke hårene i nakket rejse sig, alt i mens hun følte en hver muskel i hendes krop spændes. Det var hans stemme.. Eneste problem var at hans mund ikke bevægede sig sammen med den. Der gik et øjeblik før hun overhovedet opfattede hvad ordende stemmen havde brugt betød. Det ord hun havde bidt mest fat i var dødelig. Hvis hun var dødelig, hvad var han så??

April sank en klump og prøvede at få kontrol over sin krop igen. Hun var bange nu. For alvor bange! Det var på ingen måde en særlig behagelig situation, og hendes lyst til at flygte var kun blevet større. Hvad der holdt hende i skak lidt endnu var tanken om hvad han ellers var i stand til... Han havde selv nævnt at det mes stemmen i hovedet kun var en ting han kunne. Hun kunne dog ikke bare blive stående og vente på at han eventuelt ville fortælle hende det - ikke at hun troede det ville ske. Endnu en gang så hun kort ud mod gaden. Mon der stadig var mange folk der ude? Hun håbede det, for hun havde ikke planer om at blive stående i gyden meget længere.
Hendes blik var igen på ham, hun bevægede kort den en hånd en anelse, for at tjekke om den lysterede hende igen. Det gjorde den, det var alt hun behøvede at vide. Hun skulle bare forbi ham nu! Hun bed sig kort i læben før hun kastede sig frem så hurtigt hun kunne. Hendes ben fulgte lige akkurat med hende, som hun var begynd at løbe ud mod gaden.

Semyon nærmest boblede af fryd indenunder den ekstremt kølige, udtryksløse facade - det var næsten for godt, så skarpt som utrygheden, ja næsten rædsel, stod malet i menneskets ansigt så snart hun havde hørt hans stemme, rent telepatisk. Der var i alt fald ikke nogen tvivl om at han havde lykkedes i at få hende lidt freaked, men han var jo slet ikke færdig med at lege med hende endnu. Slet, slet ikke... Hun var alt for sjov at lege med til bare lige sådan at give slip på. Selv når han endelig ville lade hende gå herfra, ville han nok stadig forfølge hende en god rum tid, bare på en måde hun ikke ville kunne se ham på. Det var så sjovt at se folks reaktion på ting der rykkede sig uden de kunne se hvem der gjorde det.

Men ja, han gik ikke frem for at hjælpe, selvfølgelig gjorde han ikke det - han ønskede jo at se lidt af den panik, og han havde absolut ingen medfølelse tilbage i kroppen, ikke så meget som et enkelt gram tilbage. Han havde så heller ikke været den mest medfølende person før han døde, så det var vel kun logisk at den sidste rest havde forsvundet efter han var kommet tilbage som et spøgelse.

Hans blikgled ned til hendes hånd da hun rykkede lidt på den, og et nærmest umærkbart suk forlod ham som hun tog flugten. Men fordi hun ikke vidste hvad han ellers kunne, ja, så brugte han det mod hende. han drejede blot hovedet, og så på en spand der stod under en tagrende - og pludselig bevægede den sig ud, ret foran April, så hun uden tvivl ville snuble over den, hvorefter han sukkede, og gled ud af syne, tilbage på det åndelige plan... For roligt at gå rundt om hende, og dukke op igen lige foran hende, nogle sekunder senere, hvor han satte sig ned på hug foran hende. *Rimelig uhøfligt bare at forlade en ellers så god samtale, er det ikke?*

Der var kun en ting der stod klart i hendes tanker, det var at hun skulle væk! Hun løb alt hvad hendes ben kunne klare, men selvom det føltes som om alting gik stærkt og at hun var nået langt væk, så ramte realiteterne hende hurtigt i form af en spand. Den havde nærmest kastet sig ud foran hende! Et  kort skrig slap hendes læber imens hun faldt over spanden. Hun landede tung og kunne allerede mærke hvordan hele den ene side af hendes krop dunkede der hvor hun var landet. Der var ingen tvivl om at der ville komme blå mærker og sikkert også et par rifter efter sådan et fald... Alligevel var det ikke det der fyldte mest for hende. Hun så tilbage mod gyden, men der var intet at se.. Han var væk! Det ene sekund var vidunderligt, hun skulle næsten til at slappe lidt af i musklerne før hun så ham igen. Han dukkede op lige foran hende.

Med det samme kunne hun mærke hver en muskel i hendes krop stramme op, alene synet af ham gjorde hende utryg. Det hjalp dog heller ikke med hans kække kommentar. Hun bed sig i læben og samlede sig selv lidt op fra gadens smuds og snavs. Hun så op på ham, som han sad på hug foran hende. Var det mon ham der kastede spanden? Hun var ikke sikker på om det overhovedet kunne lade sig gøre, men generelt var hun ikke længere sikker på hvad man kunne og ikke kunne.
April samlede lidt mod til sig før hun talte til ham. "Lad mig være!" sagde hun med en overraskende høj stemme, man var dog ikke i tvivl om hendes utryghed. Hendes stemme havde været høj, men ret skinger og rystende. Det var de eneste tre ord hun kunne mønstre i det øjeblik, men de afspejlede til gengæld også hvad hun ønskede mest i dette øjeblik.

Hun prøvede at støtte lidt på hendes ene hånd, men det gjorde ondt. Hun havde fået en del skrammer på den hånden, da det var den der havde brudt faldet før resten af hendes krop havde ramt jorden. Hun så lidt på håndfladen før hun så på ham igen. Hun var bange og vred.. Vred over at hun var landet på jorden og nu både blødte og gjorde ondt, men også vred over at denne mand havde løbet om hjørner med hende! Selvom hun ikke var den modigste person i verden, så brød hun sig bestemt heller ikke om at være svag. Hun plantede den ellers forslåede håndflade i jorden igen og begyndte at rejse sig op. Det stang i rifterne og hun skar kort ansigt af det, hun forsøgte dog at gemme det for ham. Han skulle ikke have mere han kunne plage hende med nu!

Semyon havde blot stille observeret hendes latterlige forsøg på at slippe fra ham - virkelig? Det lod til at hun måske skulle se lidt mere af hvad han kunne, for at forstå at hun altså ikke bar elige slap af med ham indtil han ikke fandt hende interessant mere. Og lige nu, ja, så var hun umådeligt interessant. Mest af alt den måde alle hendes følelser stod malet i hendes ansigt - noget han ikke selv beherskede længere, men vidste at han havde kunnet engang. Han var bare blevet så fjern, så fremmed fra de dødeliges verden nu, til at han kunne huske forfærdeligt meget af hvordan og vigtigst af alt, hvorfor han havde gjort alle de ting han nu mente var så meningsløse.

Derfor var der kun én mulighed tilbage på det punkt - netop at observere de dødelige der fandtes nu, og se hva dhan kunne lære fra dem. Såsom kvinden her, der var så umådeligt interessant men nu valgte at prøve at flygte. Dumt valg. Han havde flyttet spanden så let som ingenting, for derpå at fremvise sin evne til at forsvinde og dukke op igen ud af den blå luft, atter med det utroligt svage smil på sine læber, det, der næsten ikke var der, som han så ne dpå hende, der hvor hun var faldet over spanden og tydeligtvis havde slået sig.

En svag lyd, næsten ikke engang der, udgjorde det for hans fnys der havde blot et anstrøg af humor i sig. Lade hende være? Hvordan skulle han dog kunne det, efter det lille optrin her? Han havde sjældent været så interesseret i nogen som han var lige nu! Så det skulle frøkenen da også have at vide. Derfor sørged ehan for at få øjenkontakt med hende, hans utroligt klare, skarpe, grønne øjne derborede sig ind i hendes, som han 'snakkede', atter via sine tanker, til hende. *Lade dig være? Hvorfor i alverden skulle jeg det? Det her er det sjoveste jeg har oplevet det sidste århundrede. Du er umådeligt interessant. Alle de reaktioner... Alle de følelser... Hvor kommer de fra? Hvorfor?* han lagde hovedet let på skrå, og det var tydeligt at hans nysgerrighed skam var oprigtig. Ikke så meget på hans udtryk, men på 'tonen' i hans tanke tale. Han kunne virkelig ikke se hvorfor så kraftige reaktioner og følelser var brugbare i en sådan situation her - blot endnu et tegn på hvor afskåret han var blevet fra sin menneskelighed gennem årene. Som hun rejste sig, rejste han sig også selv langsomt op igen, som han stille og roligt observerede hende, og ventede på at hun svarede ham på hans spørgsmål.

Hun kunne kun koncentrer sig om ham, han var en trussel for hende. Hele hendes krop fortalte hende at hun skulle væk eller på anden vis beskytte sig selv. For selvom han ikke selv direkte havde skadet hende, så var hans underligt truende tilstedeværelse nok sammen med dette uheldige fald. Hun kunne mærke hvordan kroppen ikke var lige så mobil som før faldet. I sær hendes hofte dunkede. Der var dog ingen tid til at tage sig af den lige nu! Hun kunne pive senere over hvor forslået hun følte sig. Selvom hendes far sikkert ikke ville være særlig øm over for hendes fald, for hun kunne jo ikke fortælle hvorfor! Det ville han ikke tro på sikkert!

Hun bed godt mærke i det lille fnys der kom fra ham, hun havde dårligt nok hørt det. Men så alligevel. Hun kunne mærke vreden boble inde i hende, normalt var hun ikke så temperamentsfuld. Dog var hendes vrede ikke noget man skulle lege med. Den var som oftest ledsaget af flere følelser, i denne situation var det frygt. En dårlig cocktail...
Da hun igen hørte hans stemme i sit hoved fik det hende til at lukke øjnene hårdt i. Som om at det ville kunne presse ham ud af hendes hoved, hvis bare hun kunne presse sine øjenlåg hårdt nok. Da han igen tiede så hun på ham med lynene øjne, frygten var ikke længere det mest fremtonende i hendes ansigt. Hun havde fået nok! "Sjov!? Synes du mine følelser er sjove!?" hun næsten råbte af ham. Det var sikkert ikke en god ide at råbe af ham, men hun havde ikke tænkt over sine handlinger denne gang. Det var svært at styre vreden. Hun kunne slet ikke forstå denne mand, han var jo ikke normal! Selvom hun godt havde hørt hvad han havde sagt i hendes tanker, så var hendes vrede så klar at hun ikke kunne se nogen anden måde at komme af med ham. Hendes frygt lurede stadig aller bagerst i hendes sind, den ville stadig have hende væk fra ham så hun kunne være sikker igen. Vreden havde dog andre ideer.

Hun så fra sin hånd der nu dunkede tungt fra rifterne og møget der sikkert var kommet godt ind i dem. Der efter så hun igen på ham og stak så hånden helt op i ansigtet på ham. "Det her er din skyld!" hendes stemme var fast og hård. Det var hans skyld og han ville ikke slippe af sted med det i følge hendes vrede. Hun så væk fra ham og begyndte at gå med viljestærke skridt. Hun ville finde en der kunne hjælpe hende af med ham. Der var sikkert en slagter eller noget lignende der kunne skræmme ham væk fra hende.

Semyon lagde blot hovedet en smule på skrå igen, som han atter observerede hende, de strålende grønne, utroligt klare øjne der gled over hver en centimeter af hende, og i den grad hver evig eneste millimeter af hendes ansigt, hvor alle hendes følelser stod så klart afspejlet, i modsætning til i hans eget, der var lige så følelseskoldt som det hele tiden havde været. Men igen, han havde ikke selv rigtig brug for følelserne, så hvorfor vise noget man ikke havde brug for? Hvorfor give dem lov til at vise sig hvis de endelig var der? Der var ingen logisk grund til at vise dem, så det gjorde han ikke. Han kunne nærmest ikke huske hvordan man gjorde, heller.

Selv hendesråben af ham ændrede ikke det mindste på hans ansigtsudtryk - eller, okay, hans ene øjenbryn løftede sig måske en millimeter, men det var så minimalt at det var nemt at overse. *Selvfølgelig er de underholdende. Der er ingen brug for dem. Ingen logisk bagtanke. Hvorfor lade ting gå dig så meget på? Hvorfor vise det så meget til omverdenen at det går dig på? Det er kun noget andre kan bruge mod dig. Det er ulogisk. Der er ingen logisk grund til følelserne.* det var noget så tydeligt at han ikke blev det mindste tirret af at blive råbt af. Det gjorde ham intet. Så længe han bare kunne blive i nærheden af hende og undersøge de mange sjove følelser, dér!Han behøved ejo ikke engang at være synlig for at gøre det! Det skulle nok blive en sjov omgang, det her. Noget at lave den næste uges tid.

Hans blik røg automatisk hen på hendes hånd, som hun stak den op i hans ansigt, og øjenbrynet blev atter løftet den ene millimeter. *Og det skulle jeg bekymre mig om, fordi...?* det var der jo heller ikke nogen grund til. Det skadede ham jo ikke at han havde skadet hende, vel? Det kom ikke tilbage og bed ham i røven. Så han kunne være komplet ligeglad med at skade hende. Men denne gang standsed ehan hende ikke som hun gik - nej nej, han havde fået en sjovere idé. Og derfor var der blot den svage antydning af et smil... Som han lod sig selv forsvinde ud af syne, idet hun gik forbi ham. Han kunne jo bare noget så fint følge efter hende i denne form... Og stadig tale til hende telepatisk, hvis han syntes der blev behov for det!

Hun kunne ikke fatte det... Han var jo komplet sindssyg! Hans stemme fyldte igen hendes hoved, det var lige så ubehageligt som før. Det føltes som om han havde trængt ind i hendes sind, et sted som ikke var velkomment for andre. Hendes hoved og tanker var hendes, ingen skulle bryde der ind! Hun holdt sig for ørerne, selvom det sved i hendes hånd, men i dette sekund var hun ikke så fokuseret på det. I stedet prøvede hun at presse ham ud. Det virkede dog ikke.

Hun forstod ikke hans logik, hans kommentar om at vise følelser var ulogisk var nok det mest ulogiske hun længe havde hørt! Da hun igen havde sine tanker i fred, valgte så hun på ham med vrede øjne. Hun kunne mærke hvordan hun næsten dirrede, om det var frygten eller vreden var uklart for hende, men hun vidste at hun ikke ville underholde ham mere. Hun bekæmpede sin lyst til at svare ham igen. Det var svært, men hun ønskede ikke at høre ham inde i sit hoved igen. Hvis hun ikke sagde noget, så ville han forhåbentligt ikke tale til hende. Måske han bare ville lade hende være i fred.

Som hun gik væk fra ham med faste skridt så hun sig omkring. Hun ledte efter nogen til at hjælpe hende. Nogen der kunne holde hende med selskab bare lidt af vejen hjem. Hun kendte dog ikke rigtigt nogen i denne by, det var jo ikke Firewood hvor hendes barndomsvenner boede. Her i Doomsville var det kun hendes far der kendte folk, men de ville alligevel ikke have noget med hende at gøre. De var jo forretningsmænd, hvorfor skulle de følge en hvalp som hende hjem bare fordi hun bad dem om det? Hun kunne jo ikke fortælle at en sær mand fulgte efter hende og at han talte i hendes hoved. Det ville nok bare få hende lukket inde...
Som hun kom lidt ned af gaden så hun på de folk hun gik forbi, hun gjorde alt for ikke at kigge sig over skulderen, hun ville ikke vide om han fulgte efter hende. Det føltes som om hun var alene, men hvis hun kiggede og så ham, så ville hun være fortabt. April satte kursen. Der stod en gruppe unge ikke så langt fra hende, måske hun kunne følges med dem og på den måde føle sig mere sikker. Hun holdt om den hånd hun havde skrabet da hun var faldet før, imens hun gik hen til gruppen. Hun smilede prøvende, selvom hun godt kunne mærke at frygten stadig sad i hende. Alligevel gjorde hun sit bedste for at smile og virke normal.

Gruppen bestod af to unge mænd og en enkelt ung kvinde. De lignede at de var omkring Aprils alder, måske en anelse ældre. De var pænt påklædt, men ikke nogen meget rige typer. De var sikkert fra middelklassen. Den ene mand var blondt og køn, den anden mere hårdfør i udseendet, dog ikke på en truende måde. Kvinden var en god del højere end April, men så glad og rar ud. Hun havde langt brunt hår der hang om skuldrene på hende.
April stoppede et par meter fra gruppen og rømmede sig kort før hun hilste på dem. "Undskyld, jeg kunne ikke undgå at overhøre at i skulle til at gå. Jeg har vidst forvildet mig lidt væk fra hvor jeg bør være. Kender i måske kroen Det Vilde Svin?" Spurgte hun forsigtigt og høfligt. Den blonde mand bød hende komme helt hen til dem, April nikkede kort og gik helt hen til gruppen. De talte kort sammen indbyrdes før de pegede i den retning hun burde gå. April smilede og rystede kort på hovedet. Det var ikke planen, de skulle jo følges ad!
"Åh, tak! Men jeg er desværre ikke særlig god til at finde rundt... Kunne i måske følge mig på rette vej?" Spurgte hun med en forsigtig og smule rystende stemme. Imens de kort diskuterede med hinanden så April sig endelig over skulderen, hun nåede dog ikke at skanne gaderne særlig meget før der igen blev talt til hende. De havde besluttet sig. De skulle alligevel den samme vej, i hvert fald lidt af vejen, så de sagde ja.

Semyon's øjne forblev så fastlåste på hende som de hele tiden havde været, under hele det her lille 'møde'. Et svagt smil tonede atter frem på hans læber som han så hende holde sig for ørerne - nurh, prøvede hun at holde ham ude af sit hoved? Ja, held og lykke med det, lille frøken. *Tsk tsk tsk. Det der forventer du virkelig virker?* det var jo egentligt lidt åndssvagt af hende, var det ikke? Når hun nu kunen se at han ikke fysisk snakkede, og hun også hørte hans stemme som var det blot endnu en tanke i hendes hoved, og netop ikke noget hun fik ind via hørelsen? Hah. Mennesker var og blev nu underholdende... At tænke han måske også havde været sådan dengang han var menneske... Det var en underholdende tanke. Men han var nået så meget længere nu... Ikke bebyrdet af følelser og andres mening så meget som menneske lod til at lade sig tynge af den slags.

Det vrede blik i hendes øjne blevmødt af hans egne - der ikke var helt lige så følelseskolde som før, men derimod havde et glimt i sig der tydeligt fortalte hende hvor underholdt han følte sig lige nu med alt dette, med at se hendes vrede sådan få frit udløb. Og så var hun gået, og han lod sig selv glide væk fra sin fysiske form igen, tilbage til den åndelige... For roligt at gå efter hende, direkte igennem alle folk og ting der var imellem dem, da han ingen effekt havde på den fysiske verden lige nu, og den ingen effekt havde på ham, heller. Mennesker gik bare direkte igennem ham uden at de lagde mærke til noget som helst - eller, de fleste. Nogle få gøs indimellem som var der kommet en kølig vind, men mere end det blev det som regel heller ikke til.

Han stod da også ikke engang en meter fra hende, i sin åndelige form, som hun gik tættere på gruppen af unge mennesker og stille og roligt fik overtalt dem til at følge hende hen til kroen. Så hun troede at hun var fri for ham, bare fordi hun var gået hen til andre? Det var næsten helt sødt hvor naiv hun var. *Det hjælper dig ikke at være sammen med andre... Det ved du godt, ikke? De kan ikke høre mig eller se mig, medmindre jeg vil have at de kan. Og hvad vil de ikke tro om dig, hvis du fortæller at du hører en stemme i dit hoved, hmm?*

April ville ikke være i nærheden af ham mere, hun ville have fred for ham nu! Det havde været et yderst ubehageligt møde, et som hun ikke ville opleve igen hvis hun kunne slippe.
Alligevel ville den underlige fremmede følelse af hans stemme i hendes hoved ikke forlade hende. Hun gøs bare ved tanken om at han var i hovedet på hende. Aldrig i hendes liv havde hun oplevet noget lignende. Det hjalp dog en smule at være omkring de andre. De virkede normale og rare nok. Da gruppen satte i bevægelse skete det dog. Han var igen inde i hendes hoved. Denne gang var heller ikke behagelig. Hun spærrede øjnene op og stoppede op i sekund før hans kommentar mindede hende om at hun skulle opføre sig normalt. Hun sank en klump imens hun skyndte sig at følge med de andre.

De andre gik og små snakkede sammen uden egentligt at give April så meget opmærksomhed. De lød til at være gode venner der var vant til hinandens selskab. Havde det været en anden situation, så havde April måske følt sig udenfor, men på nuværende tidspunkt var hun for optaget af hvad der foregik omkring hende og inde i hendes eget hoved til at tænke over dem hun fulgtes med. Da de havde gået lidt kiggede hun sig endeligt over skulderen. Så vidt hun kunne se var han ikke til at se nogle steder? Hun sukkede lavt imens hun igen så fremad på de andre. Det virkede dog til at pigen havde opdaget April se sig tilbage. "Er du okay?" spurgte hun April med et blidt smil. Hvis bare April kunne fortælle hende sandheden, men det var som han havde sagt... Hun ville jo lyde tosset hvis hun sagde noget til dem!
April smilede i stedet prøvende til pigen og skød hende en hvid løgn. "Ja, jeg troede bare lige jeg hørte nogen kalde på mig" forklarede hun hurtigt imens hun prøvede at virke afslappet. Selvom hun langt fra var afslappet. Hun frygtede at han fulgte efter dem, men hun var ikke sikker. Hun havde jo ikke set ham før? Så måske var hun heldig.

Det var så tydeligt at se og mærke på hende at hun så absolut ikke ønskede at være i hans selskab længere. På sin vis kunne han nok godt forstå det, hvis han gad - men hvorfor bruge tid på det, og hvorfor respektere de grænser hun tydeligtvist havde, når hun var så underholdende at puffe til, og han selv ikke længere var holdt tilbage af de samme moralske principper som de levende, dødelige, var? Nej. Når han først havde sat sig for at undersøge noget, så undersøgt ehan det - indtil der ikke var mere at lære, eller mere der underholdte ham. Og han havde på fornemmelsen at hun nok skulle kunne underholde ham en dag eller to. Det med at finde noget føde mens han holdt øje med hende ville dog være et større problem end alt andet... medmindre hende og en af de andre gik alene uden resten af gruppen på et tidspunkt, altså. Så kunne han jo altid tage 'vennens' livs energi for at fortsætte. Hendes ville han skam ikke tage - ikke mens hun stadig fangede hans interesse.

*Ja, det er helt rigtigt... Bare opfør dig som om du ikke har én der hjemsøger dig. Der er jo ingen der rigtigt tror på spøgelser... Er der vel?* det havde i alt fald været det der havde hjulpet ham i utroligt mange år. At viden omkring spøgelser var gået i glemmebogen. Det gjorde det så meget nemmere for ham at leve sit liv som han ville, uden at nogen prøvede at bortmane ham, eller noget i den stil.

*Og du kan lige så godt lade være med det der. Jeg er her skam. Lige ved siden af dig. Og jeg går skam ingen veje. Så du kan lige så godt fortælle mig - og ja, du behøver ikke sige det højt, tanker er nok - præcis hvorfor du sådan lader ting gå dig på? Så små ting som den smule sjov vi havde? Det fortjener jo absolut ikke en reaktion af den kaliber. Det er upraktisk. Så hvorfor?* hans 'stemme' i hendes hoved lød oprigtigt nysgerrig nu - for ja, han forstod det i sandhed ikke. Han havde været uden de meget kraftige følelser dødelige havde, i over to århundreder nu. De var kun et vagt minde, hvis de overhovedet var det efterhånden.

April prøvede så godt hun kunne at følge med de andre uden at virke bange, men det var mildest talt umuligt. Hun prøvede at abstrahere fra hans stemme hun have hørt før og i stedet forholde sig til hvad de tre andre talte om. Det virkede til at omhandle et marked de ville besøge. April kunne ikke finde på noget normalt at sige til dem, så hun forblev stille.
Der gik ikke mange øjeblikke før hans stemme endnu engang fyldte hendes hoved. Med den kunne hun mærke kuldegysninger der løb med langs hendes ryg, det fik en svag rysten ud af hende, men hun lagde hurtigt armene om sig selv i et forsøg på at gøre det mindre synligt.

Han havde ret... Folk ville aldrig tro hende, selv ikke hendes far ville tro hende... Hvad skulle hun gøre? Hvad hvis han aldrig forlod hende igen? Hun kunne ikke overskue tankerne længere, endnu en gang forsøgte hun at klemme øjnene sammen for at få ham ud, men lige som alle de andre gange gjorde det ingen forskel...
I stedet hørte hun ham tale igen, det fik hende til kort at se sig til siderne, men der var ingen ved hendes side. Hverken til venstre eller højre, men alligevel så troede hun på ham. Han havde jo kunne gøre andre utrolige ting, så dette var sikkert ikke en løgn. Hun kunne ikke lade vær med at ligge mærke til at denne gang virkede hans tone anderledes. Det lød næsten som om han virkelig var interesseret i at få svar på sine spørgsmål. Det kom lidt bag på hende, men hun kunne ikke helt få sig selv til at tror på det alligevel. Da han sagde at hun kunne svare ham med sine tanker fik det hende til at små løbe lidt hen til de andre, da hun opdagede at hun var sakket lidt bagud. De virkede dog stadig til at være optaget af deres egen samtale.

*Lad mig være i fred!* tænkte hun imens hun prøvede at lyde så truende overhovedet. Det ville sikkert ikke skræmme ham væk, men det var en forsøg værd... Hun blev dog revet ud af sine tanker, da gruppen stoppede. De stod ved en åben plads hvor lidt boder var. April så forvirret på pigen, som tydeligvis havde opdaget at April ikke havde opdaget hvor de var henne. "Du burde ikke gå i dine egne tanker på den måde... Vi kunne nemt have bortført dig" lød det fra pigen efterfulgt af en kort latter. April smilede prøvende og rystede på hovedet. "Når ja, det er også min fejl, jeg har bare ikke haft den bedste dag, så der er en del at tænke over" undskyldte April lidt forsigtigt til pigen. Pigen smilede bare mildt til April og pegede så hen på en bygning. "Det vilde svin er lige der ovre" sagde pigen og så på April med et venligt smil. April så hen på bygningen pigen pegede på og nikkede godkendende. Det var det vilde svin! Hun vidste dog ikke om hendes far var hjemme eller ej... Hun håbede på det. "Mange tak for hjælpen!" lød det fra April imens hun sendte et smil til gruppen. Hun satte så kursen mod Kroen imens hun inderligt håbede hendes far var hjemme.

Semyon fulgte stille og roligt med, som han havde gjort hidtil, stadig i det skjulte... Stadig usynlig i denne 'ånde form' som han nu engang også havde. Men hans nysgerrighed tillod ham ikke rigtig bare at lade hende gå, før han havde fået svar på sine spørgsmål. Eller før hun stoppede med at være så interessant som hun var lige nu, i alt fald. Hun var langt fra den første hans opmærksomhed faldt på, og hun ville nok heller ikke være den sidste.

Han smilede let for sig selv som han lagde mærke til den rysten det gav hende at høre ham i sit hoved igen. Der var så mange der reagerede sådan... Igen, hvorfor, det vidste han ikke. Det var da meget normalt at tale sammen sådan, var det ikke? For ham var det i alt fald, og havde været det i mange år. Så mange at han ikke engang rigtigt kunne huske hvornår reel tale havde været det han brugte mest af.

*Og hvorfor skulle jeg så gøre det? Hvad får jeg ud af at lade dig være, ud over at jeg står tilbage med alle disse spørgsmål jeg ikke selv kan finde svar på? Nej... Jeg går ikke før jeg har fået svar på mine spørgsmål.* 'sagde' han roligt, som han fortsat gik lige ved siden af gruppen. Den truende tone ignorerede han ganske rigtigt fuldkomment. Det var jo ikke ligefrem fordi hun som sådan kunne gøre noget mod ham. Hmm. En kro? Hvorfor præcis hun ville derhen, forstod han ikke, men han fulgte med hende som hun gik væk fra gruppen, og derhen. *Nogen bestemt grund til at det lige præcis er en kro du vil hen på? Jeg vil stadig kunne følge med dig... Uden andre vil kunen se eller høre mig... Det ved du godt, ikke?*

April forsøgte at gå så hurtigt hun kunne, dog uden at virke underlig for forbi passerende folk. Stadig med kursen sat mod kroens dør. Hun knugede sine hænder imens, også selvom det sved lidt i det rifter hun havde fået tidligere, hun håbede inderligt hendes far sad oppe på deres værelse og kiggede på regnskaber eller noget lignende! Da han fortsat talte inde i hendes hoved rystede hun på det uden at kommentere på hvad han havde sagt. Hun forstod ham ikke. Hun ville bare være i fred uden en fremmede inde i sit hoved.

Da hun nåede til kroens dør hev hun den op og skyndte sig ind så hun kunne lukke den efter sig. Måske kunne hun lukke ham ude? Hun holdt håndtaget et par sekunder før hun så sig om i kroen. Der var ikke super mange folk, men alligevel nok til at man kunne høre lidt lavmælt snakken her og der. Hun gik mere roligt længere ind i kroen. Krofatter stod og vaskede nogle krus, men han stoppede dog og smilede venligt til April lige som han havde gjort de andre dage når hun var kommet og gået fra kroen. Han virkede som den klassiske krofatter, en middelalderende mand, men et større skæg og en vom der afslørede hans kærlighed til øl. Men han virkede flink og rar. Hans dybe ryst lød da April var på vej forbi ham for at komme hen til trappen bagerst i lokalet. "April! Din far er næsten lige gået, skulle du ikke med ham i dag?" April stoppede brat op og så hen på ham. Hun kunne ikke lade ham vide hvad der foregik... Men hun var ved at gå i panik! "Øh, nej.. Jeg tror ikke han havde brug for min hjælp i dag. Sagde han hvornår han ville komme tilbage?" spurgte hun og prøvede at smile til krofatter, som hun normalt ville. En tænkende dyb brummen kom fra krofatter før han svarede hende. "Jeg er ikke sikker på han sagde hvor længe det ville tage, men det er snart sent, så han kommer hjem før du ved det" lød det optimistisk fra krofatter. "Er du sulten? Jeg kan komme op med en tallerken om lidt hvis det passer dig?" spurgte han venligt. April kunne var ikke sikker på hvad hun skulle gøre nu, så hendes eneste svar var blot at nikke før hun gik hen til trappen og op på 1. etage hvor hendes og hendes fars rum lå.

Hun åbnede døren der ind til, men lukkede den hurtigt efter sig før hun skyndte sig hen til hendes seng hvor hun trak tæppet rundt om sig i et forsøg på at gøre sig selv mere rolig. Det virkede dog ikke så godt, da hendes tanker ræsede rundt. Hun vidste ikke om hun var alene eller ej? Men hun ønskede inderligt at hendes far ville komme hjem så hun ikke skulle være helt alene.
I et forsøg på at gøre sig selv mere rolig begyndte hun at tale lavt til sig selv. "Han er her ikke længere, alt er okay..." hendes mumlen stoppede dog igen da hun fik kigget på sine hænder, der var rifter og mudder på hendes håndflader... Hun havde slet ikke tænkt over hvordan hun så ud efter hendes fald, men det gik langsomt op for hende at hun måtte ligne et kaos.