Can I trust you ( Arion)

Tid 00:35
sted: kroen udenfor
vejr: regner
omgivelser kun hende

Zantanna sad den i mørksete del af rummet, hendes brune hår hang ud under siden af hendes kappe hætte, man kunne svagt ane nogle smalle blege læber og begyndelsen af en næse, hun betragtede de fremmede, hun vidste at hendes adoptivfar aldrig ville lede efter hende her det var blevet et fristed for hende, et sted hvor hun ikke behøvede at holde sig skjul, men kendte hun sin adoptivfar havde han folk over alt og der kunne sagtens være nogen de vidste hvem hun var drog var folk som regl så fulde at lade mærke til hende eller detaljerne , hun rejste sig forfærdet op da mand ramte hendes kjole med sin øl hun skulle lige til hvæse af ham, men tog sig i det inden der ville ske mere. Hun satte sig ned og lod sine finger glide over det røde silke fra kjolen som hun havde stjålet den dag hun skred fra sin adoptivfar. Hun sukkede svagt rejste sig, alt den pludslige vrede hvad gjort hende sulten og måtte afsted. Hele sit liv eller det meste af det var hun blevet trænet af et monster fordi hun skulle blive et. Hendes forældre havde smidt hende ud bare for at hendes mor kunne overleve. Alt det hun havde været igemmen var ikke noget tilbød et barn.
Zantanna sukkede svagt da gik ned i gyde, hun skulle have luft regnen silede stille ned og lugten af vådt ramte hendes næsebor det var starten på alt nyt når kom et regn skylde, metaforen sikkert lavet fordi al kom til dufte rent og nyt.

Arion gik roligt gennem gaderne, hans store claymore "durandal" sad på hans ryg spændt fast i en skede,. han mindedes sin rigtige ungdpom, den han havde brugt som slave. hvordan han var blevet hånet, grinet af, slået og da han var blevet 18 voldtaget af husets kvinde for derefter at blive sat ud på gaden. han sparkede til en dåse og gik forbi en lille kro og så ned af gyden ved siden af. det var begyndt at regne, han hadede regn. han gik ned af gyden for at finde lidt ly for rengen og så en kvindelig skiggelse "øhm undskyld jeg vidste ikke der var nogen her, jeg søgte ly for regnen" han prøvede sig frem med et smil selv om han kunne virke farlig.

Zantanna rettede ret dovent sit blik imod ham det god ting at hun havde kappen hætte til skærme af for hende blik, hun kunne da ikke bestemme om han skulle være her, gyden var ikke hendes, det var ikke som om hun boede i den eller sådan noget. Hun trak kort på skulderne for vise ham at hun var ligeglad med hans nærvær. Faktisk var hun ligeglad med om han gik bare han ikke snakkede til hende, hun kunne jo også spise ham, han virkede nemlig ikke til at fuld, fulde som de andre, men man kunne ikke sige det om hende hun stank af øl. En lys ide begyndte at spirre hende, hun vaklede en smule lod som hun var fuld. Svajede i luften, gjorde sit for at ligne en der fuld svag engentlig bare skulles hjælpes i seng og sove rusen ud. Hun smilede svagt vaklede over imod ham imens hun lod som om ved vælte flere gange. Inden så med vijle lod sig falde hen imod ham ” gyden er ikke min, du bestemmer helt selv” sagde hun og lavede uden besvær en parodi på de fulde mænd som nærmede sig hende. Hun smilede igen håbede sådan at ville gribe hende for ellers faldte hun sikkert og vidst på snotten.

han så den ellers smukke kvinde vakle mod ham og var ved at falde. da hun faldt mod ham reagerede han hurtigt og greb hende. men noget var galt, hun virkede fuld men lugtede ikke af øl eller noget andet alkohol. hun virkede til at være ædru men spillede fuld. i et enkelt sekund skubbede han hende væk fra sig og hvæsede "du vil ikke kunne lide blodet af et skygge væsen" han kendte til strategien som vampyre brugte. han så på hende med et alvorligt blik "jeg vil ikke skade dig, og jeg tror heller ikke på du vil skade mig, så lad os bare slappe af og snakke før vi gør noget vi fortryder" han var ikke i humør til at dræbe denne kvinde af en eller anden grund.

Zantanna kiggede på ham, hun var ikke kræsen hun fnøs kort og trak sig endnu længere væk så hun ikke stod så tæt på ham det tydeligt at hun ikke stolede på dette skyggevæsen, men hun havde ikke tænk sig give op ” vis jeg skulle snakke med dig, bliver je nød til sørge for atdu aldrig kommer til snakke” sagde hun følte sig ikke lysten til at snakke, men hun ville ikke akende at det var fordi hun bange for mænd og hvad de ville gøre ved hende, hendes øjne var røde der var kun røde kulger i hendes kranie. Grunden var fordi hun var vred og sulten. Hun fnøs igen og blottede advarende sine tænder for at advare ham om at han ikke skulle komme tættere på. Hun stolede ikke på ham, men alligevel var der noget som fik hende til at synes at den fremmede og hende måske ikke var så forskellige som hun troede. Hun trak sig til sidst ind mørket imens ramte muren nu var hun så langt væk som kunne komme. Hun ville ikke tættere på og han kunne lige vovepå at komme nærmere.

han så på hende "hvis du ikke vil have at jeg taler med andre om det her er det fint, du har mit ord. ikke en lyd til nogen anden om det" han smilede venligt og prøvende til hende før han lagde sit sværd fra sig "jeg er Arion Kellra, jeg var en gang elver, er nok hvad man burde sige" han smilede lidt til hende og bukkede "hvad er dit navn" han så lidt på hende med hovedet på skrå og et skævt smil. han ville gerne berolige hende men han kom ikke tættere på hende, han stod bare og smilede til hende "kan du fortælle hvad du laver her ude i regnen" han smilede igen til hende og så ned på sit sværd. han havde ikke brug for det, for her i gyden var der masser af skygger, hvis hun prøvede på noget ville hun bare blive fanget i en af hans skygge fælder.

Hun smilede ikke tilbage hendes læber var en tynd streg hun fnøs et par gange, hun betragtede ham kort anede ikke helt hvad hun skulle stille op med den venlighed, som helt klart måtte være en facade så snart at hun lagde paraderne ned ville han snuppe hende og enten bruge hende selv eller sende hende tilbage til den mand som havde ødelagt alt. Hun svarede ikke lige med det samme men overvejede sine træk vis dette her var en måde at fange hende ” det underordent hvad jeg hedder, men du kan bare kalde mig Zantanna” sagde hun hendes stemme var kold, men mindre advarende. Det betød dog ikke at han kommet der ind hvor alt rosenrødt, et forkert træk fra hans side og den smule infomation han fået af hende ville være den eneste. Hun fnøs kort hvilket tit gjorde når hun befandt sig i svære situationer. Hun ville ønske at han faldet for det, for så slap hun for syv spørgsmål til vampyren. Hun kiggede intens på ham vis øjne kunne dræbe havde han været død på stedet, men et inde bag alle alarm klokken kom der lille stemme. Stemmen var så lille at hun havde svært ved at høre den, men den fortalte at hun skulle give ham chance. Hun kunne ikke stole på mænd var nogle svin som  bare skulle passe sig, den fremmede var ikke anderledes.

han så på hende med et smil "du ser mig som en fjende, jeg er vandt til det" han satte sig op af muren ved siden af sit sværd "i den her verden er det en selv man skal tage sig af først, der efter andre, en forfærdlig måde at leve på" han fandt en cigaret frem og tændte den i munden på sig selv " jeg var en slave en gang, jeg blev brugt som enten rengøring eller til at være en fucking show abe" han så på hende med et smil og tog et greb om sit sværd "men så fandt jeg Durandal her på et marked et sted, de sagde han havde tilhørt en adel der blev dræbt af sine slaver, den passede perfekt til mig" han så på hende "undskyld jeg keder dig vel" han så på hende med et lille smil.

Zantanna lyttede da ordet slave på nævnt var det som hendes vrede forsvandt, hun trådte ud af skyggen hun stod i og meget svagt smil spillede på hendes læber han havde næsten haft det som hende, hun trak kappens hætte af og de røde øjne ramte hans for finde ud af om talte sandt, hun sagde ikke noget længe, men lyttede hun sagde ikke noget da han stoppede hendes tanker væltede ned over hende, kunne han være anderledes hun knyttede svagt sine hænder og slap dem igen i et par gange mindede sig selv om at mænd var ikke til at stole på. Hun smilede stadig smilet bredte sig en lille smule mere jo mere han snakkede kunne mænd virkelig havde oplevet det samme som hende. Hun gik en smule tættere på hun var ikke vred mere faktisk så virkede han som om han kunne blive en god forbundfælle. Hun smilede så bredt hun kunne uden vise hendes hugtænder. ” glem det jeg sagde mit navn er Anna Bloomwood og mit alias er Zantanna” svarede hun hun slap hans blik rettede sit t ned i jorden. Kunne han være den første mand som ikke ville bestemme over hende og tvinge hende til ting. Hun fugtede nervøst sine læber imens ventede på at noget slemt ville ske. Hun ventede bare til at han ville gøre noget da det slemme hun ventede på ikke kom sukkede hun lettet. Hun ville dog ikke smide paraderne helt. Hun gik imod udgangen ” kommer du?” spurgte hun hendes stemme var venlig, det var også gået op for hende at vis ikke hun gav ham en chance var hun lige så slem som dem hun ikke prøvede at være. Hun lagde hovedet smule på skrå til venstre som tegn til at han skulle fortælle mere om hans liv. Hun var ikke klar til at fortælle ham noget om sig selv og vis hun skulle stedet være et sted ingen andre dem var. Hun vidste at folk havde lange øre, men lige nu gjalt det om få noget spise.

han så på hende med et smil og tog sit sværd over sin skulder igen "jeg var født af en sortelver i fangeskab" han sukkede lidt "og indtil jeg var 18 blev jeg flyttet fra mester til mester, jeg var blevet smidt på gaden et par gange for at stjæle mad til de fattige og en gang fordi fruen overbeviste alle om at jeg havde voldtaget hende som en undskyldning for at hendes elsker fik hende gravid" han fnøs og så mod det rige kvarter "jeg hader adlen men folk som mig har ingen mening" han så på hende med et smil som viste de hvide tænder "du må undskylde at jeg rabler sådan, det er noget tid siden jeg har snakket med nogen som faktisk gad lytte" han smilede venligt til hende, hun virkede ikke så slem "så Anna hvor bor du henne" han så på hende med et smil.

Zantanna smilede svagt imens lyttede, han ævlede ikke løs så længe han snakkede jo mindre skulle hun snakke om sig selv det betød også at hun ikke skulle uddele farlige informationer som kunne bringe ham i fare. Hun blev overrasket han kunne ikke komme hjem til hende, hun måtte tænke hurtigt " jeg har ikke noget hjem jeg bor her og der" sagde hun i håb om at ikke tog det alt for tungt, vis han vidste at hun løg, men han kunne altså ikke komme hjem til hende. Hun kiggede hen imod der pegede, hun var del det han kaldte alden eller det havde hun været dog ikke et valg hun slev havde truffet. Zantanna var født fattigdom, men fordi hendes biologiske forældre havde brug for hjælp af vampyr var hun blevet prisen " jeg forstår havde mener" sagde hun nævne noget om hvorfor vidste hvad han ment.