Do you want to play? - Carrie

Han var efterhånden blevet vandt til det her. Enten ignorerede folk ham fuldstændigt, eller også kiggede de mistroisk eller mærkeligt på ham. Det var lidt af et under at han stadig kunne lokke folk til at give ham noget mad i ny og næ, med så mange skeptiske blikke der også var. Men det var vel som Pookie sagde, at der bare var nogen der ikke kunne stå for et barns charme? Uanset hvad han så mente med det. Rael vidste aldrig helt hvad Pookie mente med de ting han sagde, men Pookie havde haft ret i alt han havde fortalt ham indtil videre, jo! Han var den der havde hjulpet Rael til at overleve disse sidste to år for sig selv, så han stolede blot endnu mere på sin bamse nu end han havde gjort førhen, som han roligt gik rundt langs udkanten af gaderne i Rotten Root på sine små, bare tær, kanin bamsen knuget helt ind til sig, sammen med den bid brød han havde fået tiltusket sig fra en ældre kone en gade eller to væk fra hvor han var nu.

Han fandt en trappesten at sætte sig på, og begyndte at spise, med Pookie i sit skød som han lod øjnene spejde ud over mængden af folk der bare gik rundt og gjorde deres sædvanlige dagligdags ting, uden at give den mindste smule opmærksomhed til en lille forældreløs knægt. Dem der gjorde gav ham det der blik som om de helst så verdenen være fri for små hjemløse møgunger, det blik han var blevet så vandt til at se, og som Pookie forsikrede ham om blot var der fordi de ikke forstod dem. Hvis de gjorde, ville de nok se helt anderledes på dem! Hvordan vidste Rael så ikke, men det kunne vel kun være bedre end de skeptiske blikke, ikke?