Desperate mennesker, gør desperate ting. Men jeg er intet menneske. (Adalia)

S: The forest - Adalias hytte
O: træer, buske og diverse plante- og dyreliv.
V: overskyet, koldt. Frosten er begyndt at komme.
T: sen eftermiddag.

Det havde været en lang tur, trods han nu havde nydt den. Nydt den, fordi det var rart at fraskrive sig alle tingene derhjemme, alle hans ansvar og alle de folk der hev i ham for at få hans opmærksomhed. Ikke at han ikke nød det, han elskede det! Men, lige nu, havde han brug for lidt fred. Der var gået noget nær lang tid siden han havde fået sin nye evne og han havde kun haft få øjeblikke til sig selv, til at tænke over den og prøve at øve sig på den. Hele tiden skulle han arbejde, sørge for klanen ellers hans evigt voksende familie, der boede i hans hus, eller andres familier. Med et suk tænkte han på Luce og Rafaela. De folk der endelig kom tæt på ham, havde hele tiden brug for hans hjælp...Eller sådan havde han det, men nu havde han jo også en tendens til at tilbyde sin hjælp, før de egentlig spurgte.
Det var begyndt at blive vinter og dette kunne mærkes. Luften var kuld, himlen var allerede ved at mørkne. Han spejdede bekymret til himlen, velvidende han ikke ville vandre rundt i denne ellers fremmede skov, med alle dens væsner, midt om natten.
Han var dog klædt varmt på. Nogle vinterstøvler, foret med pels, nogle varme bukser og en varm trøje, begge i sort. Og endelig, også en varm vinterkappe, med pels i kanten. Den havde knapper, som lige nu var knappet op, så han kunne holde sin krop var. Det mørkebrune hår strittede til alle sider, til dels fordi han havde rejst rundt hele dagen og nu nærmede sig udmattelsens afgrund. Hvad havde han også begivet sig ud på? Det var en desperat handling, det vidste han...Men han havde ikke kunne stoppe sig selv. Han havde tænkt over det i en hel uge nu, uden at slippe tanken for mere en 5 minutter ad gangen. Til sidst havde han overgivet sig og opsøgt elverne, som han handlede med, og spurgt ind til Adalia, til det til sidst gav pote. Han håbede han stadig gik den rigtige vej.

Skoven bar præg af det var ved at blive koldt. De løvfældende træer var begyndt at smide deres farvefulde blade, mens vinterblomsterne var begyndt at blomstre eller sprede deres blade. Det knasede af døde blade under hans sko og det var nemmere at se til siderne og op mod himlen, end det sikkert var om sommeren.
Adalia...Denne fantastisk spændende kvinde, som han havde haft en form for aftale med. Noget for noget. Skyldte hun ham noget? Han mente det ikke. Og i så fald, medmindre hun smækkede døren i hovedet på ham, hvis hun ville hjælpe ham, skyldte han hende en tjeneste. Han tvivlede ikke på det ville blive ubehageligt...som da hun havde tvunget sig hjem i hans seng, mens han selv ikke vidste om han skulle sove ved siden af hende eller i et andet værelse. Til at starte med var han blevet i rummet, havde pakket en masse af sine papirer sammen, så hun ikke rodede i dem. Velvidende at det var begrænset af ting hun kunne finde eller ligefrem stjæle, da de mest vigtigste ting var låst inde i kassen under sengen, havde han til sidst forladt hende...Sovet i et af gæsteværelserne, i hans eget hus. Næste morgen var hun væk...Og det havde været det sidste han havde set til hende.
Men...Hvad nu hvis hun kunne hjælpe ham? Det var jo hele essensen, hele grunden til at han var taget hjemmefra! Hvad nu hvis...Ingen vidste rigtig noget, kunne hjælpe ham og han ville ikke virke svag over for mange eller indvie for mange i hans hemmeligheder. Og trods deres små problemer, virkede Adalia trods alt som en...Man kunne stole på. Åh han var langt ude! Han burde været blevet i elvernes by og sovet, han havde ikke sovet i flere dage snart, heller ikke spist. Men han mærkede ikke sulten, han mærkede kun trætheden og de evige tanker, der kørte rundt og rundt. Om hans evne, om de skygger der plagede ham, om at han ikke havde kontrol...For alt i verden havde han brug for kontrol.
Pludselig væltede han næsten ud mellem et par træer, da han nær var snublet over en halvstor gren i skovbundet...Og bum! Som ved ren magi, der lå en hytte. Det måtte være Adalias...Hvem skulle det ellers være? Måske en heks, som i eventyrerne...Men uanset hvad der gemte sig derinde, var han en archdemon og kunne slås. Også selv om han var lidt småtræt. Med sorte render under øjnene og røde kinder af kulden, stavrede han over til døren og bankede på med stivfrosne fingre. Han havde vandret i skoven hele dagen. Kulden og trætheden havde nået ham, hvor det normalt ikke gjorde. Men han var heller ikke sig selv. Han bad til at han ikke ville fortryde dette...

Tøj inden under kappen
Kappe

Sneen hang i luften som et usynligt lag silke, der kun svagt kunne fornæmmes på huden. Hvis der havde været sollys tilstede, ville det helt sikkert have været muligt at se de små krystaller i luften, men siden at skyerne havde trukket sig sammen om himmelen, var der næsten intet lys der nåede ned gennem træernes tætte stammer. Kulden hernede var bidende, skønt der ingen vind var. Det var i sådanne momenter, at Adalia virkelig lærte at sætte pris på sin vinterkappe. Selvom hun havde insisteret på ikke at ville have den med, havde moderens faste ord dog alligevel hjulpet hende meget. Hvis ikke hun havde haft noget varmere, end den sommerkappe hun normalt brugte, ville hun have frosset ihjel herude.
Med sit ishvide blik hævet mod den tildækkede himmel, begav den unge menneskekvinde sig tilbage af mod den hytte hun nu havde haft sig bosat i, i over et halvt år. Hun nød det her ude mellem dyr og træer. Her hvor hverken menneske eller væsen kunne finde hende. Her hvor der var højt til loftet, og frihed for hende til at kunne være den hun virkelig var. Hverken kvinde eller elver.
Hun kunne jage frit, og der var ingen regler for hvem hun skulle være. Selvom hun satte stor pris på den indflydelse hun havde haft i det elverske samfund, vidste hun inderst inde godt, at det ikke var der hun hørte til. Hun var ingen helgen. Intet eventyr. Hun var en pige opdraget på gaden, med vold og ensomhed som sine to følgessvende. Og selvom elverne altid ville være hendes folk, så var det bare ikke der hun skulle bo. Hun havde brug for frihed.

Selvom hendes mulighed for at komme væk, ikke var kommet i den form hun havde ønsket den at være, havde hun alligevel taget den. Efter den voldsomme kamp med de tre dæmoner, der nær havde været hendes død, havde hun været nød til at søge væk. Hun måtte have fred til at heale. Og selvom hendes sår for længst var svundet ind til små ar, sad den psykiske smerte stadig dybt i hende. En af dæmonerne, den største af dem, havde haft en kraft uden ligne til noget hun nogensinde havde set eller hørt om. Han havde åbnet op til hendes sind og dybeste hemmeligheder, som var de blot et arkiv man kunne kigge lige ned i. Minder, hun helst havde glemt, blev trukket frem igen og billederne af hendes forældres død havde jaget hende om og om igen. Hun havde set det for sig, hvordan deres arme og ben blev flået af, hvordan deres hoveder var blevet revet åbne. Hvordan hendes mor havde skreget. Et skrig der for altid ville jage hendes værste mareridt.
Adalia havde været nød til at flygte. Fra alting. Hendes familie, hendes hjem, de få venner hun nu havde tilbage. Hun måtte klarer disse skræmmer og skavanker selv. Uden mulighed for at blive forstyrret af nogen.

Skyerne så ud til at trække sig tættere sammen, i takt med at tempreturen faldt et par grader. Lysningen, hvori hytten lå, kom til syne og inden for meget kort tid smækkede hun døren i bag sig og slog låsen for. Hun smed kappen på en stol, og sukkede tungt og lettet, glad for endnu engang at være tilbage i den varme hytte. Hun havde selv formået at indrette den på en måde, så der var tilpas plads men stadig nok ting. Hun syntes om det. Det varme ildsted, der brændte næsten uafbrudt med en knitrende og behagelig lyd. De store hylder fyldt til renden med alverdens mad og medikamenter. Den lune seng, hvori hun næsten hver nat prøvede at falde til ro, men uden held. Alt i alt så hun godt sig selv boende her i et godt stykke tid. Måske endda forevigt? Hytten lå langt nok ude i skoven til, at ingen ville opdage den når hun igen ville ud og rejse. Det var i virkelig et perfekt gemmested.
Hendes egen lille hemmelighed.

Adalia var lige ved at sætte vand over til suppe, da en pludselig banken mod den robuste træ-dør fik hende til at se op. Besøgende? Hvem fanden ville bevæge sig her ud på denne tid? Det var alt for koldt at være ude i skoven i for lang tid. Hun bed sig let i læben, og trak vejret tungt ind, som hun bevægede sig over til døren.
"Hvem der?" Man kunne aldrig være for forsigtig. Det kunne være et bagholds angreb. Da intet svar kom, tøvede hun en smule, men ente med at slå låsen fra og åbne op.

Synet fik hende til at rynke let på brynene.
"Sean?" spurgte hun, og lagde straks mærke til de mørke render under øjnene og hans forfrosne fingre. Alligevel bød hun ham ikke inden for. Det kunne være en fælde.
"Hvad laver du her?"

De havde rynket på næsen af det og mumlet lidt i hjørnerne, da han havde haft Alane med til fest næste gang. Alane, en fantastisk kvinde, som han havde mødt i skoven nærmest Doomsville. Alane, shapeshifternes leder og en stærk kvinde, der ikke frygtede ham, men blot elskede ham og holdt af ham, trods hun ikke burde. Altid havde der været en tiltrækning mellem de to, en ingen af dem kunne forklare og trods han havde opført sig dumt og været hende utro, havde hun alligevel taget ham tilbage.
Men på det sidste var det gået lidt sløvt, de snakkede ikke meget og så næsten ikke hinanden, for hun var ikke hjemme om dagen og han var der ikke om natten. Så han havde inviteret hende med til bal, med nogle af de samme gæster, som havde været til stede, da han var der med Adalia. Hvis de havde beundret Adalia, var det næsten intet i sammenligning med Alane, huskede han. Og de havde nævnt det...At han havde været der med en anden kvinde. Og han havde frygtet det hele blev ødelagt...Men Alane stolede på ham og de havde kunne nyde resten af aftenen uforstyrret. For som hun sagde...Havde det jo bare været arbejde. Og det havde det da også. Arbejde, han havde taget med hjem.

Og takket være Idril og Shane, havde han nu kontakt til elverne. Han havde åbnet sine egne handelsforbindelser, trods han endnu ikke tjente på det. Og han, som en af de få efterhånden, handlede med elverne og dette gav ham nye muligheder. Ny viden, nye rygter, nye steder at komme, trods elverne var mistænksomme og ikke alle gad have noget med ham at komme. Men måske det ændrede sig en dag, om lang lang tid?
Og så var der Adalia. Hun hørte ikke rigtig til nogen kategori, syntes han.

Først var han banke for der ikke var nogen hjemme, at trods han havde set skæret fra vinduerne, så boede der ingen og han snart havde drevet sig selv til vanvid, en stærk dæmon der vandrede rundt i skoven, offer for sit eget, spraglede sind. De sidste stumper. Som et vildt, sygt dyr, der blot ventede på døden. Han gøs uvilkårligt. Hans hænder placerede sig på hver sin side af døren og hans hoved bøjede sig, så han så ned mod dørtrinet, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Måske var hytten forladt, måske kunne han bryde ind og låne den, bare for i nat, til han kunne rejse hjem i morgen? Han kunne end ikke mærke sine fingre længere og han vidste at hvis han gik tilbage nu, ville han være et overraskende let offer for mørkets væsner, trods han selv yndede at kalde sig et. Og fryse, så hans fingre skulle amputeres, uden tvivl. Han var ganske fortvivlet og ynkelig, var han opmærksom på. Og han hadede det. Hans hænder knyttedes mod det hårde, kolde træ.

Han kunne have leet som en sindssyg da døren mod forventning gled op, næsten lydløst bemærkede han underligt nok, og Adalias kendte ansigt stod i døren. Varmen bølgede ud forbi hende og han gøs svagt, trods hans kappe holdte ham rimelig varm, var enhver varme alligevel velkommen. Gad vide hvor kold han egentlig var? Det lignede ikke ham, ikke at være forberedt på den slags ting.
I et øjeblik stod han bare og kiggede på hende, som diskuterede han med sig selv om det var klogt, det her, og om det virkelig var hende. Om hvordan han skulle starte det her, for at få hendes hjælp, uden hun smækkede døren i hovedet på ham. Til sidst gav han op. Han havde virkelig ingen ide om hvorvidt dette var klogt eller hvad han skulle sige som det første.
Og selvfølgelig var hun mistænksom. Det ville han også være.
"Hvordan går det?" hans stemme var træt, ikke nær så livlig og magtfuld som normalt.
"Jeg har...." Brug for hjælp? Han kunne næsten ikke få det over læber. Aldrig bad han om hjælp, sjældent direkte og aldrig når det var ham selv, problemet handlede om!
Det kunne ikke være svære for ham. Men så hjalp hans krop ham...
Da han pludselig ikke kunne mærke sine ben, da han gled ind mod den ene side af dørkarmen og prøvede at holde fast med sine hænder, da han gled ned på knæ, ganske afkræftet og udmattet. I et øjeblik glemte han alt om overhoved at snakke, da noget mørkt gled over ham. en skygge? Flere skygger? Eller måske...Måske var det bare udmattelse, søvnen der trængte sig på. Hahaha! Han kunne ikke engang se forskel på det mere! Hvor ynkeligt. Hvor latterligt. Selvfølgelig ville hun ikke hjælpe en som ham.
"Lige meget...Jeg...." Han kæmpede med ordene, han kæmpede med at komme op igen, kæmpede med at bevare noget stolthed. Han prøvede at sige det var lige meget...At han ville gå igen...Det her var jo dumt! Hvem prøvede han at narre? Selvfølgelig kendte hun ikke svaret, bare fordi hun havde boet med elverne. Det var så...Dumt. Og nu sad han her, knap nok kræfter til at snakke til hende. Hvad måtte hun ikke tænke...Hvis blot han kunne gå sin vej og krybe ned i et hul. Det ville passe bedst.