Desperate times calls for desperate measures-Juniper

Hvor langt tid var det siden, han sidst havde fået mad? Dage? Tættere på en uge? Det æble han havde stjålet for to dage siden mættede i hvertfald ikke længere. Det hele snurrede rundt for Bennett, da han vaklede ned af en af de mange gader. Mad. Det var det eneste i hans tanker. Det eneste han kunne fokusere på. Maven skreg højt på føde, og han lagde en hånd ovenpå den, nærmest for at tysse på den. De indsunkne øjne spejdede rundt, men der var ingen madboder i nærheden. Han kunne dog se et gigantisk palæ lidt længere væk, hvilket fik ham til at stoppe op. Normalt kunne han aldrig nogensinde finde på at træde tæt på noget så fint og fornemt, men nu overvejede han det. Bennett vidste, der måtte bugne af mad der. Hvis rige mennesker boede der, så ville der være mad. Det var uden at tænke videre over det, at han langsomt begav sig op mod palæet.

Hvordan han fandt kræfterne til at komme over noget mur lidt fra porten, vidste han ikke. Men over kom han, og han dumpede ned i det bløde græs. Slaget gav en jagende smerte op igennem benene, og han tog sig kort til sit ene knæ. Alt var blevet lidt for knoglet på ham den sidste tid, så derfor følte han også faldet lidt ekstra hårdt. Hurtigt trak han den sorte hætte lidt væk, så han kunne skimte rundt i haven. Synet der mødte ham, var noget af det smukkeste, han længe havde set. Blomsterne, skulpturerne, det lille lysthus midt i det hele. Det var så rent og smukt. Normalt ville han kunne stirre på blomsterne svaje i brisen længe, men her til aften kunne han ikke fokusere på andet end sin maves klagesang.

Bennett kom langsomt på benene og gemte sig igen bag hætten. I ly af mørket der langsomt sænkede sig, havnede han tæt på det store palæ. Hvor mon køkkenet var? Han gik langs murværket, indtil han fandt et vindue, hvor han kunne skimte et gigantisk køkken bag. Vinduet var ikke specielt stort, men stod til gengæld lidt på klem. Med hamrende hjerte, rakte han op imod det. Han vidste, hvor ufattelig dumt det her var. Hvis bopæl var det overhovedet? Hvad hvis han blev opdaget? Et øjeblik fortrød han, og trak den spinkle hånd til sig. Men han var nødt til at spise. Han ville simpelthen dejse om lige om lidt, hvis der ikke kom et eller andet i maven. Tårerne vældede op i hans øjne, da han til sidst skubbede til vinduet. I disse situationer var det godt, at have en lille hånd, for så kunne han nemt få hånden ind under vinduet og åbne det indefra. Da vinduet svang åbent, stod Bennett bare lidt og kiggede. Det var nu eller aldrig. Stop med at være så bange, bare hop ind. Tankerne larmede. Flere minutter gik inden Bennett til sidst kravlede ind. Enormt kluntet nærmest væltede han ind gennem vinduet og landede på gulvet.

Alt i køkkenet var skinnende rent og pakket flot væk. Intet lå og flød, men det virkede til at alt havde sin faste plads. Det stod i stærk kontrast til Bennetts rodede udseende. Det sorte let mudrede tøj, de slidte sko hvis såle var ved at falde af. Og så selvfølgelig hans øjne med de sorte dybe render. Mager og beskidt. Mon han lugtede? Sikkert nok.
Men nu skulle det gå stærkt. Bennett åbnede en tilfældig skuffe, hvor han fandt et helt nybagt brød. Det var en anelse varmt endnu, da han satte tænderne i det. Smagene eksploderede i hans mund, og han kunne ikke undgå at komme med et svagt støn, da han tog sin anden bid. Så sulten. Sulten sulten sulten..

Aftensmad i Graceling husholdningen kunne let have været en evigt lang affære. Rækkerne af retter der blev serveret syntes i hvert fald at være endeløse. Salat af syrlige vinteræbler og tørret frugt. Lammekød stegt med hvidløg og urter, dampende varme grøntsagssupper, styrkende på en vinteraften. Krydrede kartofler og sprødstegt and med lynstegte grøntsager og en syrligt sød sauce. Hvidvinsdampede blåmuslinger og krabbestuvning med kostbart safran og et væld af andre krydderier. Og til dessert bagte æbler med vaniljecreme og kanel. Alt sammen tilberedt for husets enlige beboer. Der var ikke nogen i køkkenet, der kunne forudsige, hvad der ville blive spist mest af, hvad hun ville være tilfreds med og hvad der ville blive skubbet til side med et skuffet fnys, så et væld af retter, var en nødvendighed, hvis de ønskede at overleve.

Fruen af huset havde trukket sig for nogen tid siden. Tilbage til en af sine stuer, som altid ifølge med et fad med snacks. Havde hendes sult ingen ende? Slaverne var for udmattede til at overveje, hvem de egentlig var endt hos. Eller rettere hvad måske. I stedet begravede de deres indre tomhed i at spise hendes rester. De nyere ville måske væmmes, men de ville snart lærer, at dette var et privilegium. Hvad ville folk hellere? Spise køkkenaffaldet som de lavest rangerede her? Ellers mange tak.
Da resterne var fortæret, stort set, blev der metodisk ryddet af og gjort rent i spisestuen. Det tog tid. Alt var som sædvanligt nødt til at være fuldstændig pletfrit. Næsten som boede her ikke nogen.
Den første der bar et fad et læs med fade tilbage til køkkenet, en ung draconier, tidligere grovsmed og nu fanget i de almindelige Graceling husslavers perlehvide uniform fik sig noget af en forskrækkelse, da han åbnede køkkendøren og fandt en forhutlet skikkelse krøbet sammen i det enorme højloftede køkken.
Han var lige så meget en torn i øjet blandt de skinnende kobbergryder, det blankpolerede gulv og mamorbordpladerne, som en reel rotte, ville have været det og tjenestepigen, der trådte ind efter køkkentjeneren skreg, så meget, at han lige så godt kunne have været en.

”DU MÅ IKKE VÆRE HER, VIL DU HAVE OS ALLE SAMMEN SLÅET IHJEL?????” ?????” hvinede hun og fik et slag på toppen af hovedet af manden ved sin side. Til helvede med, om han ville lade Lady Graceling tro, at nogen af dem måske havde noget med denne ildelugtende skikkelse at gøre, fordi hans kollega hylede sådan op om det.
Ved en pludselig indskydelse greb han fat i manden. Regnede ikke med at han ville gøre modstand. Hvis han gjorde, ville han komme til at fortryde det.

Uden at ænse eventuelle protester slæbte han manden med sig gennem palæets mange gange, kun med tanke for, hvad han måske selv kunne vinde ved det her. Måske ville dette være nok til at Lady Graceling anerkendte ham og han kunne få lov til at bede om at blive forflyttet til staldene, hvor han hellere ville være.
De nåede til en dør. Fra bag den strømmede den klirrende lyd af spinetmusik. Han bankede på, uden at vente på svar trådte han indenfor og trak manden med sig. Lyset i stuen var blødt. Varmt og behageligt. Domineret af levende lys i kunstfærdige sølvstager samt ilden fra en muntert knitrende pejs. Væggene var holdt i en sart næsten gylden tone, der svagt syntes at stråle i det flakkende skær fra lysende. Gulvet var dækket af bløde tæpper i sarte, gyldne, hvide og rosa nuancer. En bogreol stod i rummets ene hjørne, men det så ikke ud til at nogen, nogensinde havde rørt ved dem. I midten af rummet stod spinettet og ved det sad en slank kvinde hvis lange sølvhvide hår var sat løst op med perlebesatte stjerner i sølv. Kjolen hun var klædt i var strålende mørklilla og broderet med sart guldtråd i et mønster, der forestillede et væld af mytiske væsner. Et langt øjeblik virkede kvinden stadig totalt fordybet i sit musikinstrument. Så klappede hun låget i med en pludselig voldsomhed, der tydeligt signalerede irritation. Og vendte sig mod dem.

”Jeg synes ikke jeg bad dig komme ind?” sagde Juniper og nedstirrede dem begge med sit tilbageværende øje. Det andet var borte. I dets sted glødede en sleben ametyst hvis klare skær, syntes kun at drage yderligere opmærksomhed på, hvor unaturligt blåt hendes andet øje virkede.

”Vi fandt denne i køkkenet, my lady.”

Juniper lagde hovedet på skrå. En sært mekanisk bevægelse.

”Og der hører du ikke til,” sagde hun roligt, til denne nyfundne indbrudstyv.

Patetisk, var det første ord, der faldt hende ind, som denne unavngivne mand krøb sammen under hendes blik, som en slået hund. Kunne på én gang ikke holde til at se på hende og så alligevel ikke rigtig se væk, tydeligvis. Han var ikke særlig subtil. Elendigheden lyste nærmest ud af ham, hans sult så pinefuld, at den næsten sluttede sig til Junipers egen. Lady Graceling vidste om nogen, hvordan det var at have sulten som konstant følgesvend. Ikke at hun følte nogen reel sympati med manden, knægten. Ikke meget mere end et forvokset og forskræmt barn, lod det til, på trods af, at han nok realistisk set ikke var ret meget yngre, end hun selv var. Sympati lå hende meget fjernt, selvom hun ikke ville indrømme det og ofte betragtede sig selv som et meget generøst væsen af natur.
Hun rejste sig op og greb uden videre fat om hans ansigt for på den måde at tvinge ham til at se på sig. Han havde et ansigt fuld af sørgmodighed. Et knækket blik, næsten dødt. På grænsen til tårer. At stå så tæt på ham gjorde hende også opmærksom på, hvor beskidt han var. Han lugtede surt og uvasket og hun måtte kontrollere sig selv for ikke at skære ansigt i væmmelse.
Hvis der var noget, andet end en række traumer ingen af dem rigtig ville anerkende, som Necromanceren havde installeret i sine børn, før han uceremonielt kastede dem fra sig, så var det vigtigheden af en næsten militaristisk renhed. Selv hun, der altid i løbet af sin barndom havde virket forhutlet og udmagret blandt sine søskende, havde aldrig været beskidt.

”Her i huset undskylder vi ikke for sult,” sagde hun mildt.

”Hvorfor slutter du dig ikke til mig ved pejsen? Fortæl mig, om dig selv. Du virker til at have haft en hård tid overhovedet at nå hertil.” Uden at vente på svar trak hun ham mod en af lænestolene foran pejsen og slog sig selv ned i den anden.

En tjenerinde i klædt kostbare blå klæder, der hidtil havde stået ubemærket op af den ene væg skænkede varm krydret vin til hende i en sølvpokal og rakte lettere nervøst en tilsvarende til denne nye og usle gæst.

Juniper vendte det ildevarslende blå blik mod køkkentjeneren, der havde slæbt manden med herind.

”Du hørte ham. Han er sulten. Skaf ham noget at spise.”

Han så forvirret ud, men fruens ordre var ikke noget, man tog let på. Så væk var han.

Bennett ventede på en stor reaktion fra hende. Hvornår begyndte hun at råbe og skrige af ham? Forbande ham langt væk? Hendes tjenestefolk, eller hvem end de var, havde reageret så voldsomt. Forståeligt nok. Han var et sted, han ikke måtte være og lignede noget katten havde slæbt med ind. Da han pludselig mærkede hendes hånd på sin kind, fik han sig noget af en overraskelse. Han var ikke blevet rørt ved af et andet menneske meget længe. Det fik ham til at krympe sig og en svag forskrækket lyd forlod de lyse læber. Han var mindre bange for kvinder end mænd, men berøringer var lidt svære ligemeget hvad. Forvirringen stod malet i hans ansigt, da hun stadig ikke skældte ham ud. Da hun i stedet for talte mildt til ham, voksede forvirringen blot.  Var det en fælde? Han rynkede brynene, inden hun hev afsted med ham. Han skyndte sig, at trække sin arm til sig, og lagde den beskyttende om sig selv i stedet.

"Hvad..Hvorfor det?" Det gav inden mening i hans hoved. Han havde stjålet fra hende jo. Han fortjente ikke at sidde med hende. Hans brune øjne søgte rundt i rummet. Det havde en hyggelig atmosfære over sig, som han ikke rigtig kunne beskrive med ord.

Bennets mund stod åben, da tjenestepigen ilede afsted. Det kunne da ikke passe. Af bar forbavselse, gav benene op, og han sank langsomt ned i den tomme lænsestol. Den bløde pude var fremmed, og han lod sig forsigtigt rykke lidt mere tilbage i den, så han kunne læne sig op af ryglænet. Hold da op, den var blød.

Det er umådelig pænt af Dem..Men jeg fortjener ikke din mad, jeg.. sætningen stoppede, da det gik op for ham, at han nok ikke skulle sige hende imod. Hvad hvis hun nu blev sur på ham? Han forstod stadig ikke, hvordan han var havnet her.

"Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal fortælle Dem. Mit navn er.." skulle han lyve? Han plejede altid at sige Matthew eller noget i den dur. Men han følte ikke, at kunne lyve for hende. Hun virkede til at ville skaffe ham mad, og hun havde ikke smidt ham i et fangehul endnu. "Bennett" Det føltes helt mærkeligt at fortælle en helt fremmed. Han kiggede ned på sine hænder, som han vred i sit skød.

"Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået noget rigtig mad. Det var også derfor, jeg sneg mig ind. Jeg var desperat. Jeg ved godt, det ikke undskylder noget" Pludselig fløj ordene bare ud af ham. Han stoppede dog sig selv. Han havde lært for længst, at han ikke skulle tale for meget. Det klædte ham ikke. Døren gik i det samme op, og tjenestepigen kom tilbage med favnen fuld af et stort fad. Det fik hans mund til at løbe i vand.

Juniper klikkede med tungen. Havde vel forventet bare lidt hjerneceller i knægten. Og så dog, måske var det for meget for langt. Man kunne vel ikke forvente ret meget andet, fra en, der i idioti drevet af sult, brød end i et hus, han næppe ville slippe ud af igen. I hvert fald ikke som det samme menneske han var før, han møvede sig ind i hendes bolig. ”Hvorfor? Fordi jeg siger det,” bed hun. Hvem troede han var? Han var i hendes hus og så stod han og klynkede som om hun havde tævet ham? Magen til utaknemmelighed, efter at hun ikke havde taget hans hånd for at stjæle hendes ting.
Måske skulle hun bare have gjort det? Men tanken generede hende. Hendes gulvtæppe var dyrt og hun magtede ikke, at der kom blod i det. Desuden anede hun ikke noget om ham. Ikke engang hvad han var. Potentielt kunne han, under alt dette her, være et stærkt væsen af en eller anden art, der kunne gøre hende noget, hvis han panikkede nok. En usandsynlig tanke, hvis hun skulle være helt ærlig, men hun var et komfortabelt sted lige nu og hun havde ikke tænkt sig at give sig selv stress ved tanken.

Der var også et andet aspekt selvfølgelig, for selvom han lod til, ind til videre, at være en idiot, så kunne det vise sig, efter en samtale, at hun kunne bruge ham til et andet. Et eller andet sted var der en vis nydelse for hende i at finde ud af, hvordan folk omkring hende fungerede, og hvad hun kunne sætte dem til for selv at vinde noget fra deres tab.

”Vås, alle fortjener at spise også dig. Selvom jeg ville foretrække, at du ikke tog det uden at spørger. Det plejer, som du nok er bekendt med, at have konsekvenser,”

Hun viftede lidt affærdigende med hånden, en indikator for, at han kunne formilde sagens konsekvenser, hvis han tog sig sammen.

”Juniper Graceling,” præsenterede hun sig med et blændende smil. Det var usikkert om han kendte familienavnet. Han lignede en, der havde levet under en sten. Men hun undlod det sjældent.
I samme nu kom en tjener tilbage bærende på to potioner, man undlod aldrig en portion af hvad end der blev serveret til fruen af huset, dampende varm og krydret oksekødsstuvning og rakte den ene tallerken til Bennett.

”Nå, men spis," udbrød Juniper og klappede let i hænderne.