Kane ~ hvorfor mig?

S: Slavemarkedet
T: morgen
V: køligt
O: massere af væsner

Det var morgen, men der var alligevel en hel del forskellige væsner her allerede. Man kunne høre hvordan slavehandlere råbte op om at folk skulle købe deres slaver, og at de var de bedste. De fleste slavere var rædselsslagen ved at være her. De ville ikke sælges, og det var langt fra alle af slaverne som var født slavere. Nogle af dem var blevet fanget, og så gjort til slavere. Sivir, en falden engel, havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og var nu endt med at stå sammen med en masse andre beskidte slavere. Hun havde fået en fod lænke på så hun ikke kunne stikke af. Hun så sig om mens hun stod der. Hun havde det samme på som da hun blev fanget, en sort kjole som gik lige til den nederste del af hendes skinneben. for oven sad den på skrå, så man kunne se hele hendes venstre skulder, mens den gik over hendes højre.
Hun var ikke helt sikker på hvad der ville ske med hende efter i dag, og hvordan hendes liv ville blive. Hun var vant til at være en fri kvinde, og gøre hvad hun ville, men de tider var nok forbi for hende nu. Hun sukkede hårdt af sig selv.

Kane Barbosa var blevet meget mere udegående for den senere tid, han kunne godt lide at gå rundt i byen og købe ting for rigmands penge. i dag var han taget på slave markedet, hans mænd var blevet mere beskidte og han manglede også noget sjov at have. han fløjtede lidt og gik ned af gaden, han så på nogle slaver her og der mens han til sidst fandt et sted hvor han så en køn pige "jeg tager hende der, her er nogle guldmønter" han så på hende med et smil der virkede meget venligt da hun blev ført frem til ham "hvad er dit navn søde" han så på hende med et smil. han var klædt i en læder jakke og nogle læder handsker.

Sivir var lige ved at blive sold til en gammel mand, da han heldigvis fandt en som vist var bedre, og gik over til en anden slavehandler og købte hende. Sivir smilede for sig selv, da hun ikke gad at havne hos en gammel mand. Hun fik øje på en let ung udseende mand som kom gående. Hun nåde næsten ikke at tænke før manden betalte slavehandleren penge. Hun så fra manden til slavehandleren som kom over mod dem, men hans kurs var lige mod hende. Hun så på slavehandleren da han løsnede hende fra de andre, og førte hende over til manden. "Et meget godt valg min fine herre. Hun er ung, sund, rask og stærk, og du vil ikke fortryde dit valg af hende." sagde han. Han så på Sivir som så lige på manden. *Bliv sur på ham som købte mig* Hun sendte følelsen af vrede over til sælgere, som vendte sig om mod Kane med et vredt blik. Han skubbede så hård til Kane han kunne, og gav ham så en flad. Sivir smilede bare af det, og ændrede mandens følelser. Denne gang blev sælgeren kærlig, og han kyssede Kane på munden, inden Sivir slap manden ud af sit greb, og han vidste hvad han gjorde. Han så forfærdet på Kane, og så sivir, hvorefter han hurtigt gik sin vej. Sivir så over på Kane med et let smil om munden. "Navnet er Sivir." svarede hun, "og dit er?" Hun lagde spørgende hovedet stille på skrå.

han så på hende med et smil "navnet er Kane Barbosa, og min fine Sivir, du er nu min" han gik langsomt og vinkede hende efter sig og nikkede til en forbi gående mand som løb så snart han så ham lige mod sælgeren og da de kom længere ned af gaden hørte man et skrig fra manden "lad mig gætte, du kan manipulere med følelser" han så på hende med et et smil "men nok om det, du skal se dit nye hjem" han smilede til hende og lagde hånden på hendes skulder hårdt "og hvis du nogensinde gør det vil mig river jeg dine stemme bånd ud" han så på hende med et par kolde øjne som ikke mindede om dem fra før.

Hun nikkede kort da han sagde at hans navn var Kane Barbosa. "Det ved jeg godt" svarede hun i en flabet tone, og smilede lige så flabet til ham. Hun gik med ham, som om hun havde et andet valg? Hun nikkede til det næste som han sagde, men smilede stadig selvsikkert. Hun var ikke nem at få til at gøre hvad folk sagde. Hun var for det meste en stærk pige, og der skulle meget til hvis man skulle knække hende helt. Hun gik uden at sige et eneste ord med ham hjem til hans hjem. Hendes nye hjem.

hvad de ankom til var ikke mere end hvad der lignede et stort varhus, ikke mere end det på ydersiden. han så på hende med et smil da han åbnede døren så der mere ud til at være et stort palæ som lod sine mænd gå rundt i. de sorte hætter markerede dem alle som de gik forbi, hans øjne skannede huset "her er reglerne: 1. hvis nogen spørg efter lederen her, så peg på hvem som helst anden end mig. 2. hvis du er set uden for basen her vil du ikke leve længe, og tro mig, vi ved det altid. og selvfølgelig 3. du gør alt hvad jeg siger" han så på hende og lagde armen om hende og viste hende ovenpå til et lille side rum der ikke var alt for stort "du bliver her indtil jeg giver besked på hvad din første opgave er" han så strikt på hende.

Sivir så på det som for hende lignede et stort varehus, og om det også var det, var hun ikke helt klar over. Hun kunne sagtens mærke hans blik på hende og hun kiggede tilbage på ham med et flabet smil. Da de kom ind, kiggede hun sig rundt. Skulle hun virkelig leve her? Hun var ikke sikker på om hun bedst kunne lide det her sted eller hjemme hos sig selv. Nok helst hjemme hos sig selv, for det var i det mindste en god udsigt over skoven da hun boede meget højt oppe.
Da han talte så hun tilbage på ham, og lyttede til de regler han sagde. "Ja ja" sagde hun med en meget ligegyldig stemme da han havde talt færdigt. Hun lod ham ligge armene om hende og vise hende ovenpå til er lille værelse. Hun nikkede, og satte sig ned på den seng som der var og smilede så flabet til ham, inden han gik.