Who are you? //Taumann//

Taumann havde ventet i lang tid, han havde siddet et stykke væk fra huset, iført hans sædvanlige sorte tøj, og hans elskede maske. Han havde fulgt denne kvinde i lang tid, set noget af hendes liv udspilede sig. Det var altid sjovt, og forhåbentligt havde hun ikke lagt mærke til at han havde holdt øje med hende endnu. Stemmerne var dog ikke enige, de forlangte hendes kød, at rive hendes krop i stumper og stykker, at fortære hende.
Men som altid holdte han dem tilbage, så længe han kunne, det gjorde det endelige øjeblik så meget bedre. Han havde ventet i lang tid, og snart ville hans tålmodighed betale sig, manden havde forladt huset, og han havde sneget sig ind. Der havde han ventet på at hun ville lulle i sovn. Han nød at se dem sove, tanken om at deres liv kunne ende uden at de anede det.. Det var euforiserende. Han sneg sig langsom hen ved hendes siden af. Og der stod han lidt og studered hende, hans bytte, hans måltid. Hun var i værd faldt fyldt ud de steder pattedyr havde tendenser til at gå efter. Dog var det ikke der hans øjne faldt, vis han havde haft øjne i første omgang. Han så verden i dens om riser, dog meget detaljered om riser. Men hans ’blik’ var fokuserede på, var hendes hals, han nyd at flå struben ud på mennesker. Samt andre steder hvor at der bag ved hendes hud gemte sig velsmagende organer. Dog blev han hurtigt revet ud af sine drømme, da de kom som en flodbølge, de var sultne, de hungrede efter hende.
De forlangte hendes død. Og til hans frygt kunne han mærke hans egen hænder bevæge sig op mod masken, og tage den af imod hans vilje, som om han var lampslået stod han der, mens han lagde den et sted på sofaen hvor de fandt plads til den. Han bevægede ned mod hendes hals, med hensigten at ende det helle, de måtte havde hende nu. Han prøvede at stå imod dem, ved at sætte sine hænde ved ryglænet og armlænet og presse imod. Hans kæbe gav et lavmælt knæk lyd som de gik ud af dens socket og åbnede op på en umenneskelig måde. De lænede sig næsten helt ned til hende før han fik kontrol igen, hans tænder blottet for helle verden, og hans ånde af råddent kød imod hendes hud.

Taumann følte sig ekstatisk ved synet af hende, som hun lå der og sov, det var et fantastisk syn, når at menneskerne havde dårlige drømme. Men det var en kort levet ecstasy, for så snart at hendes vidunderlige pulsåre blev tydelig, forsvandt fornuften næsten. De hamrede og jamrede for at komme fri, for at fortære hende, at holde imod dem var næsten en umulig opgave. Som han stod der med åben mund, tænder vidst for helle verden at se, klar til at bespringe sit bytte. Hans alt for lange tunge, snede sig kort ud og kærtegnede hendes pulsåre, det var rent ecstasy. Han rystede på hovedet og den kom hurtigt tilbage, da han pludselig fokuserede på hendes ansigt, og så hendes øjne var ved at åbne.
Som han observerede hendes reaktion kunne han ikke lade hver med at grine, et grin der bedst kunne beskrives som vammelt. ”Vi er noget ikke vigtigt mit barn” Han kunne ikke lade hver med at nyde hendes reaktion, selvom det kunne være svært når de blot blev mere sultne af det. Han lænede sig tættere ind på hendes og tog en dyp indånding af hendes scent. ”Men vis du abselut skal kaldes os noget, så blev vi givet navnet Taumann.” Han lod sine klør i ryglænet og armlænet grave lidt ind, for at holde sig fast, hun skulle jo nødigt løbe for hurtigt. Hans tunge kom kort ud og slikkede sig selv om munden, der hvor der burde havde været læber. Men nu blot var afstumpet kød nu. ”Du kan kalde os din skytsengle, vi har i værdfald holdt godt øje med dig, vores arme lille stakkel.” hans tone var kvalmende sød, som når man ville trøste et barn, men det hånende grin der fulgte hans erklæring var alt andet end det.