Engel and Demon (Taumann)

Lulu kan høre at der er en på vej imod hende, så hun begynder at løbe. Da hun begyndte at løbe kiggede hun tilbage, og så en skygge. Lulu blev bange for at det var nogle som var efter hende, men hun blev ved med at, end til hun kom hen til hendes hule. Som hun næsten altid var inde i. der var ikke nogle der havde set hende gå hun der fra men kun der ind. Men da hun kom der hen kunne hun ikke gå der ind. For hun var bange for at hvem end det var der følget efter hende vil se hvor hun gemmer sig, så hun valget at løbe væk der fra. Efter som hun ikke kunne høre at der kom nogle mere, stoppede hun op, og så at skyggen var der, så hun begyndte at tag en Krystal frem [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] . da hun havde taget den frem begyndte hun at lave den til små stykker. Som hun var klar med hvis der var nogle efter hende.

På skovens bund kravelede den frem, med byttet i sigte, den så ud til at være et menneske, men det kunne det umuligt være. Dens lemmer bukkede og twistede på umenneskelige måder og vinkler. Sådan kravelede den som en menneskelig edderkop hen af skovbunden, den eneste lyd den lavede var lyden af de vesne der blev knust under den, og dens tunge åndedrat. Målrette sneg den sig efter hvad der lignede en ung kvinde. Taumann havde egentligt ikke forventet at finde noget bytte på vej mod byen, og var derfor iført sin kirurg maske og sorte briller for at gemme hans mere makabre ansigts træk. Han var kun iført sort tøj, og med hans hætte trukket op var næsten helle hans ansigt gemt væk i beklædning.  Det kom ham som en overraskelse da han havde støt på den sælsomme kvinde i skoven, han havde først prøvet at ignorer det, men pludseligt som en sluse der havde ladet vandet løbe, kom sulten og stemmerne de forlangte hendes kød, de forlangte at blive tilfredsstillet og alt logisk tangegang blev vasket væk i strømmen.  Og siden havde han fulgt hende.

Da hun satte i løb begyndte hans mundvand at løbe, fryden ved jagten var altid det bedste, end til at de kunne sætte deres tænder ned i byttets møre kød. Men da hun vendte sig om og tog krystallen frem, kom verden pludselig tilbage til ham som et smæld, dette bytte kunne forsvare sig selv og han havde ingen lyst til at blive såret. Selv stemmerne anbefalede forsigtighed, så han lystrede, denne gang måtte de gå anderledes til værks. Hans lemmer begyndte langsomt at sætte sig på deres oprindelige pladser, knæk lydende fra knoglerne resonere mellem træerne, end til de med et højligt pop sad normalt. Han ikke tænkt over at hun kunne se hans skygge, og håbede på at hun intet anede. Han lavede den mest venlig sindet stemme han kunne og sagde ”Hva’ med at vi sænker de spidse kenstande, vi ønsker blot at snakke med dig” før at han langsomt gik rundt om træet og så hende ordenligt an for første gang.


//Beklager vis det er svært læseligt er lidt smadret, så grammtiken er ikke just med mig xP. Vis det for stort et problem skal du bare skrive, så retter jeg det lige igennem. Håber ikke det for ringe, er stadig relativt ny til det her //

Lulu kunne høre noget som lød som noget gik i stykker, hun troede det var blade eller grene fra træerne. Men da hun ser at skyggen laver sig om begynder hun at blive bange og sidder sig på hug, efter som hun ikke vidste hvad det var. Lulu kunne høre noget sige noget men hvad kunne hun ikke høre, så efter hun begyndte at se det var et menneske så tog hun de fleste Krystaller ned, men hun gemte en stor, for en sikkerheds skyld. Efter som han begyndte at gå hen imod hende. Sagde hun ”hvad vil du, og hvem er du.” Hun begyndte at gå tæt på ham for at se hans ansigt men der var en maske ved hans ansigt. Så hun blev lidt bange efter som det er de fleste onde personer, som går med en maske, hun prøve at se om hun kunne se hans øjne. Men det var som on det var et sort hul i hans øjne, så hun begyndte at gå tilbage af. Men lidt efter hun gik tilbage kunne hun se hvordan skyggen ligne ham på en prik, så hun løb mellem træerne, og til sidst forsvandt. Hun var kommet hen til hendes hule, og sat sig ned til hendes Krystaller for at kunne holde øje med indgangen til hulen, imens Lulu gjorder det tænkte hun *håber ikke han kender den hemmelige vej ind*. Lulu begyndte at sidde sig ind i et rum som var der inde, og lavet en Krystal mur ud af de Krystaller der var ved det rum. Da hun sad der hende kunne hun stadig høre noget men denne gang var det anderledes, som om det var en som trak vejret tungt. Men hvorfor kunne hun ikke høre det før. Lulu var så bange for at han vil slå hende ihjel, for hvad havde hun gjordet ham og hvem var han.

Meget kunne man sige om kvinden, men hun så ikke dårligt ud, og det fik hans tænder til at løbe i vand. Hun måtte være velsmagende med sådan en velplejede krop. Men hans sult forsvandt kort da han fik færten af hende. Hun var ikke et menneske, nej hun var noget helt andet, og på trods af hendes uskyldige udseende var der noget mørkt over hende. Hvem var dette væsen? Han tog sig selv til hovedet som at stemmerne rasende nedtalte ham EAT HER! EAT! EAT! THE HUNGER, lyd hans indre kor. De ville ikke blive nægtet deres føde. Taumann anede blot svagt at hun havde sagt noget. ”Er det ikke almen høflighed at man præsenterer sig selv først? Pigebarn har du ingen manere.” sagde han anspændt, kampen om kontrol var ikke altid lige let, men han ville holde dem tilbage, end til at han havde tilfredsstillet sin nysgerrighed. Han lagde mærke til at hun nærstudered ham lidt, det gjorde ham utrolig utilpas så han så væk fra hende. Og begyndte i stedet at se på de grå træer, der var noget hypnotiserende ved ashen wood forest, i værdfald for Taumann, de grå træer fascinerede ham bare, de grimme og anderledes sammenlignet med normale træer, men måske var det lige det der gjorde at de interessante. Han blev voldsomt revet ud sin lille verden, da han hørte kvindes hurtige fodtrin. ”Bollocks!” han noget dårligt nok at se hende løbe mellem træerne, han kunne mærke et kæmpe smil sprede sig over hans ansigt, eller hvad man nu kunne kalde et smil, når man ingen læber havde. Hendes frygt han kunne praktiks talt mærke den, den var som et rusmild, det bragte ham en ecstasy som intet andet gjorde. Hans ofres frygt gjorde ham altid i god minde, intet var bedre en at dække sig i deres blod, at høre deres bøn fik at til at føle sig fantastisk, det var sjældent andre ting der fik ham til at smile.
Han sprintede så hurtigt han kunne efter hende, stemmerne var blevet vilde, deres tale holdte ingen ende. Og de var ved at tage kontrol. Hans knogler snappede hurtigt til nye positioner, og han skreg ud i smerte, men hans krop stoppede aldrig sit løb og snart var han på alle 4 efter kvinden. Hendes scent ledte ham til en grotte. Han kravelede på 4 ned i grotten, han kaldte bitter sødt efter kviden ”Kom ud, kom ud. Vi vil blot spørge dem om noget.” En halv sandhed kunne man vel sige, han var stadig nysgerrig men jagten tog over hånd. ”Kom ud, kom ud hvor end du er, for klar eller ej nu kommer vi.” Han gigglede højlydt og hans barnlige latter blev bragt gennem grotten.

Crystal kunne høre at han sagde noget men, hun prøvet at få det ud af hovedet men, var gang hun kunne høre noget kom han tætter og tætter på hende til sidst blev hun bange og sagde ”Huuuuuu” og da hunn havde sagt det holdet hun sig fra munde. End til at han var væk. Da hun ikke kunne høre ham mere eller se ham, begyndte hun at se ud men det eneste hun kunne se var den ene skygge som blev til flere på grund af de krystaller. Crystal tog muren ned for at se om hun kunne komme ud, men da hun gjorder det kunne hun høre at han sagde ”kom ud, kom ud hvor end du er,” hun begyndte at tag hele muren ned for at løbe ud. Da hun ser at han er ved udgangen. Crystal råbet ”hvad vil du mig,” hun begyndte at løbe den anden var fra udgangen for at, se om han kunne følge efter hende. Så hun kunne komme ud,. Imens hun løb kunne hun se at nogle af de krystaller var i stykker og hun begyndte at blive sur, efter som at det var det eneste, hun havde lavet i alle de år. Var at passe alle de krystaller. Hun kunne mærke vreden og at pulsen kom op, hun begyndte at tag de krystaller som var i stykker og lavet en le. (Le var høje end hende og blade på den var lige så lang som hendes arm). Hun begyndte at løbe hen mod udgangen for at komme ud, da hun ser at han ikke er der mere. *Hvor kunne han være* tænkte Crystal og begyndte at løbe uden for. Hun kunne se at det var ved at det var morgen men stadig mørket, men det var ved at begynde at lyse op og sole var på vej op. Hun begyndte at hoppe op på en af træerne for at se om hun kunne se hvor manden var, men det gik ikke så godt efter som hun ikke rigtigt havde set ham. Da hun kom der op og så at der var noget som gik rundet inde i hulen. Hoppe hun fra træ til træ for at komme tætter på.