The Beast Inside - Taumann

Taumann havde fulgt den unge kvinde et stykke tid, faktisk i flere dage, det havde gjort ham umådelig sulten. Men vente tiden var det helle værd, som at se frugten modne, det gjorde helle jagten meget mere personlig, meget mere underholdende. Som de langsomt begyndte at lægge mærke til at noget var anderledes i huset, når paranoiaen langsomt satte ind, at se deres logiske tankegang forsvinde. Dog var jagten det sjoveste, det var det han levede for, deres skrig var sød musik, der skulle nydes, deres død en sød ecstasy der bragte liv i hans krop og sind. Men han kunne ikke udskyde det meget mere sulten var ved at tage livet af ham, samt pressede de evig trængende stemmer også på, og var ved at bryde igennem. Deres normale hvisken nærmede sig til tider en brølen, en brølen der forlangte kød, det var deres evige bøn.

Han kunne snart ikke længere ”se” kvinden og besluttede sig for at komme tættere på hende, da ideen strejfede ham. Han ville møde hende, nu da han havde iagttaget hendes 24/7 de seneste par dage var det da kun retfærdigt. Han var iført sin sædvandlige sorte hætte trøje, sorte busker, handsker og sko. Desuden ville det være sjovt vis hun genkendte ham i hendes sidste time, der var noget teatralsk ved det. Han tog et par sorte briller og en hvid kirurgmaske frem fra sin lomme, de havde engang tilhørt en blindmand, de tjente nu fint formålet til at skjule hans tomme øjenhuller, og masken skulle gemme de små syllespidse tænder der altid var blottet for verden.

Men lige så pludseligt, som når en god plade tages af pladeafspilleren, kom fra hans perifere syn en sort skikkelse. Og pludselig gik helle verden meget hurtige, revet ud af hans egen lille verden så han alle hans planer, al’ hans nydelse væk på et par sekunder. Skikkelse tog hans legetøj, hans måltid. Vrede, det var det eneste han følte, dæmningen han fint havde lavet brød under for trykket, og stemmerne bryd løs, deres hyl og jamre bragte kun, deres vrede, deres hunger, som benzin til bålet. I et forsøg på at holde frustration borte søgte hans fingre at grave hans allerede tomme øjenhuler ud, han holdte skriget tilbage ved at bide i tungen, til den næsten var blevet bidt midt over. Den før hvide kirurgmaske blev farvet rød. Han sad der og jamrede svagt for sig selv.

Hans læmmer begyndte at bevæge sig selv, de twisted og drejede på måder de aldrig ment til. Han kunne dårlig nok høre knoglerne poppe ud af deres sockets, og hvordan de gentagende gange blev knækket og omformet. For verden var blevet helt hvid af smerten der susede igennem ham,  og små sorte tåre trillede under de sorte briller.
Som en menneskelig edderkop sneg han sig efter den sorte skikkelse, mærkeligt lydløs gled hans twistede læmmer over jorden, den eneste lyd den afgav, var knoglerne der knækkede gang på gang.

Som han kom tættere og tættere på skikkelsen begyndte han rent instinktiv at indse den potentielle farer ved skikkelsen, men det var ikke nok til at snappe ham helt ud af det, hans vrede gav ham svagt kontrol over hans sind igen, og han stoppede op godt 7 meter fra skikkelsen før han lød sin røst blive hørt. Dog var det blot en hvæsende lyd af svagt kontrollerede vrede. ”DIG! Hvad har du gjort! Hvor vover du at tage hvad der er vores!” Han anså hende skulende et stykke tid, eller så godt man nu kunne uden øjne, hun hans øjenbryn var det eneste tilbage der kunne vise den ansigts mimik nu. Som han anså hende fik han svagt kontrol over sin krop, vreden satte en prop op for alle de rasende stemmer der nu kun, var en svag hvæsend. Hans krop gav mange knæk og poppede svagt som knogler antog deres originale positur. ”Er du klar over hvor meget planlægning du har ødelagt! DET VAR VORES MÅLTID!” Råbte han rasende. Han tog sig til ørene i et forsøg på at berolige sig selv. Han mærkede nærmest en sort fråde boble frem mellem sine tænder og tilføjede en ny farve til den forhenværende hvide maske. Han vidste ikke helt hvorfor, men det næsten også måden hun gjorde det på, det ødelagde det smukke øjeblik, al’ hans arbejde spildt, spildt på en amatør.”Du gjorde det desuden helt forkert, hvor var passionen, lidelsen, LIDELSENERNE!” Han var fuldkommen rasende og indså ikke helt at han muligvis var i gang med at fornærme/krænke den forkerte person.

Taumann tog dyppe vejr trækninger, får at prøve at berolige sig selv, hans skuldre korte op og ned i en dårligt tilbageholdt lyst til at give slip, og lade hans anden side tag over. Dog havde han i denne haze stadig evnen til, at fatte, vis skikkelsen foran ham ikke reagerede yderlige voldsomt over hans entré. Så var den i værdfald i en helt anden league end hans normale bytte. Hendes latter stoppede dog denne tankegang, hendes latter resonerede inde i ham, hvor vovede hun at være så hånende, så nedladende! Hans nævner knyttede helt underbevidst, han havde ikke følt sig så skammet siden at han havde lægget på doktornes operations bord. De elskede også at grine af ham, at nedlade ham.

Taumann tog sin maske af i et raseri anfald og kylede den ned i jorden, masken var lige meget, den så alligevel altid ud til at finde tilbage til deres hænder. Det lignede nok mere en 12 årig der prøvede at udløse sin frustration, men hvad kunne man ellers gøre, når at man ikke bare kunne rive struben ud, på den der fornærmede en? Var der andre måder? Han tog 4 hurtige skridt imod hende, han var egentligt ikke sikker hans om det var en hende, det lyd sådan? Han kunne dårlig nok se hendes krops kropssprog længere, normalt ville han nemt kunne se selv mindre detaljer på en overflade med hans ”syn”. Men vreden gjorde det umuligt at vedligeholde ekkosignalet ordenligt, han fik blot få images tilbage.

Han pegede en anklagende finger imod hende, men sænkede den for blot et split sekund, hun havde jo sådan set ret, hun kunne jo ikke havde vidst det. Men da han fik et kort flash image af hendes krops positur fløj den hurtigt op igen. ”At gøre det hurtigt ville blot ødelægge helle processen!” han kunne mærke dem, de tikkede og bad ham om at lade dem gå i kødet på hende. Han åbnede munden for at sige mere, men pludseligt mærkede han en kold brise køre over hans ansigt, han tog sig til ansigtet og følte sig pludselig nøgen. MASKEN! Han havde smidt den! Han kiggede kort på den, den lå cirka imellem dem, han følte en stræk træng til at løbe hen og tage den. Man han ville ikke vise sådan en svaghed, han behøvede den ikke. Han fokuseret tilbage på hende igen som hun talte, ingen ret? ”Selvfølgelig har jeg en ret til at fortælle dig hvad du skal! Jeg har set mennesker fortælle hende hvad de skal gøre mange gange. Vis de kan, hvorfor kan jeg ikke?” hvorfor reagerede hun så voldsomt? Han ’kiggede’ undrende på hende, bryn løftet i forvirring, vreden var midlertidigt glemt til fordel for hans nysgerrighed. Han havde dog set meget på menneskene, men deres interaktion var ham stadig lidt mytisk til tider.

Men af en eller anden årsag jorde hendes næste ord ham utroligt irriteret ”Selvfølgelig havde du tid til det! En farmer høster da ikke sin frugter før de modne, det ødelægger smagen, helle fornøjelsen og lykken ved at ende deres ynkelige eksistens.”

Hendes mangle på reaktion formået kun at pisse ham mere af, det var som at blive fornærmet på en eller anden mærkelig måde. Men på en anden måde følte han sig interesseret, hvem var den kvinde? Hvorfor blev hun ikke bange, hvorfor reagerede hun på intet?! Desværre fandt han ingen svar selv, og nægtede at spørge for at skåne hans allerede sårhedet stolthed. Han kiggede anskuende på hende før at hans ’blik’ endelig flakkede mod jorden, hun havde sådan set ret, hans vrede havde dulmet hans fornuft. Ikke at han nogle sinde ville indrømme at hun havde ret i dette, det nægtede hans vrede og stolthed ham.  Men var det overhovedet hans? Det blev sværere og sværere nogle gange, for ham at adskille hans følelser og deres.
Han kunne tydeligt mærke at han havde ramt et ømt punkt, han var ikke helt sikker hvordan han skulle reagere, på flere punkter. Vis andre kunne gøre det, hvorfor var han så anderledes, men dette var vel blot endnu et enigma i verden. Han åbnede kort for at skulle fyre en foruret kommentar af indtil han hørte hende færdig, hvor efter han hurtigt tiede. Det var vel det samme som doktorne havde gjort ved ham, de havde bestemt hvad, var bedst på hans vegne, og udført hvad de mente var bedst. Ville han være bedre end dem vis han bestemte over andre? Måske kunne man sige at Taumann ikke var moralsk, men det kom jo an på hvordan man definerede det. ”Jeg.. Jeg går ud fra at du har ret i det, vis ikke andet..”
Føler intet? Han var lidt skeptisk omkring det, men eftersom hans vrede havde dulmet havde han kunne fokusere sit syn, og så for første gang hendes ansigt, sandt nok, det lignede en sten, det ville i værd fald være svært at sige hvilken der havde mere karisma. Men det  fik ham til at smile, vis man kunne kalde det det. Det eneste der kunne give det væk var hans kinders som trækkede en smule. Han kunne ikke bare lade hende gå med sejren, det nægtede hans stolthed. ”Det kan godt være dit ansigt ikke viser nogle følelser, men dit ordvalg og tone før, fortalte mig nu en anden historie” Og selvom han ingen øjne havde, gav hans ansigt stadig et hånende blik, måske var det bare hans krops positur. Men hans tome huller, hånede hende praktisk tal.
Han kunne mærke deres utilfredshed, det var ikke nok, det var ikke tilfredse, den gnavede sig gennem hans krop, de var vrede, umådeligt vrede, desuden var hans sult ikke stillet.. Og som de fint sagde, var der  kød foran dem, han tog sig til hovedet for at bevare kontrollen, han måtte havde sin maske igen, han MÅTTE havde den igen, hans fingre begyndte at spjætte ukontrolleret, som om de graspede efter masken, han var ikke  sikker på hvorfor, men denne reaktion fandte bare sted nogle gange, når han lagde den fra sig. Han prøvede at bevare sig selv rolig, men det svært, bare lidt endnu han skulle bare havde en undskyldning for at tage den, han ikke fremstå svag..  

Kvindes reaktion var ikke yderligere hvad han havde regnet med, men så igen hun havde ikke vidst sig til at yderligere emotionel. Men hendes reaktion fik ham stadig til at ’smile’, at han nyd virkelig dette øjeblik meget, var tydeligt på hans kropssprog. Får manglen på hendes svar bevidste blot at havde ramt et punkt. Han kunne dårligt nok holde sin hånlige latter tilbage. ”Det fint nok, du behøver ikke svare, din stilhed er skam nok i sig selv.” det var simpelthen for godt, han elskede at vinde. Det var måske barnligt, men var han bare sådan, lige meget hvor stor en sejer det var, så snart han vandt, var han tilfreds. Han havde egentligt lagt mærke til at var begyndt at miste hungeren, hvorfor var han dog ikke klar over. Måske var det kvinden? Men hvorfor ville hun have sådan en effekt? Men hvad skulle det ellers være.. Han rystede svagt på hovedet, det kunne han tænke over senere, han var ikke færdig med hende endnu.
Da hun tog hætten på kunne han ikke lade hver med at grine af hende, det var på samme tid en hånlig latter, men på en anden måde var det en hjertelig latter. ”Jeg bange for at du ikke for meget ly bag den hætte, vis jeg så som i gjorde, ville jeg slet ikke kunne.” For at illustrere sin pointe så kløede han indersiden af sin tomme øjenhule. Mørket gemte intet fra hans øjne, dog kunne han ikke se særlig langt. Siden at hun gemte sig bag sin hætte, mente han at det var på tide at få sin maske igen, og lukkede atter noget af afstanden imellem dem, for at hente sin maske. Da han nåede den, var der blot 2-3 meters afstand mellem dem, han bukkede sig ned for at tage den, utroligt nok var der ingen revner eller jord på den, det var som at den aldrig var blevet kastet. Hans hænder lukkede sig hurtigt og beskyttende om den, han følte straks en velkendt tryghed skylde over ham, som en faders eller moders omfavn. Han skulle lige til at tage den på, da han indså noget. ”Det slår mig lige, at vi har undgået basisk etikette..” Han stirrede på hende et stykke tid, han havde læst at man altid skulle introducere sig selv, når man mødte nye mennesker. Og det havde han altid gjort, det kunne godt være at de ville være døde kort tid efter, men bogen sagde at menneske gjorde sådan. ”Mit navn er Taumann.” Han bukkede overdrevent, før at han så hende an

Han så godt på hende, stirrede lige frem i et stykke tid før han lod lyde et suk af frustration, og kørte hans hånd gennem sit tørre og uldne hår. Før han lod den falde limp ved hans side, denne kvinde, hun formået virkelig at pisse ham af. DET FORBANDEDE UDTRYKLØSE ANSIGT! De tiggede og bad om at blive sluppet løs, at rive hende stykke fra stykke, for sådan en opførsel. Men han kæmpede dem tilbage, for han følte sig mæt på en måde han ikke havde før, det var som at sulten var svagt forsvundet, og han måtte holde fast i denne fornemmelse, ellers frygtede han at han aldrig ville blive fri fra den. Han hævede et øjenbryn ved hendes kommentar ”Kald det hvad du vil, men er mørket ikke et ly for dem der lever af andres håb og drømme? Desuden hvorfor opsøge mørket, noget siger mig du har rigeligt af det inde i.” Hans tone var bestemt ikke hånende eller spottende, hvorfor skulle der også være det, det var jo fakta? Mennesker var ikke andet end kalve med højere iq og finere forklædninger, så hvad var problemet med at tage et liv?
Han bryd sig ikke om at hun vendte ryggen til, han kunne nærmest mærke sulten kaste sit forvrængede blik imod ham. Selv de andre var blot blevet til en svag forførende hvisken i hans øre, en hvisken der løvede så mange søde ting. ”Philippine” han smagte nærmest på navnet, ja, ja det ville gå an. Han ’smillede’ til hende han måtte holde hende tæt så længe han kunne, ellers måtte de tage hvad de ville havde, bare at sulten blev bort. Han stod rastløs med masken i begge hænder, som var det hans sidste livline. Han havde aldrig rigtigt kommet videre med interaktioner før, hvad fanden gjorde mennesker nu de havde introduceret hinanden? ”Når Philippine, jeg går ikke ud fra at du vil erstatte måltidet med husly?” Han stod der lidt akavet i sin kropsstilling, det her var ikke hans element.

Han kunne ikke lade vær med at ryste på hovedet og grine lidt for sig selv ved hendes svar ”Nej du har sikkert ingen af delene, så meget har du gjort tydeligt.” Han tørrede en falsk tåre væk fra sin kind, før at han så hende an i en mere seriøs tone ”Men det havde alle dem du af dræbt sikkert, men til helved med det, håb og drømme er alligevel ikke andet end tomme løfter” han viftede lidt med hånden som han sagde det sidste, det betød jo ikke rigtigt noget, han havde ikke rigtigt noget imod det, håb og drømme var alligevel ikke rigtigt andet end illusioner. Han hævede dog brynet ved hendes næste kommentar og stirrede lidt forvirrede på hende ”det var mærkeligt filosofisk, og så endda fra dig? Men lad os så sige at to ’mørke’ mødes, ville de så ikke bare opsluge hinanden?”
Da hun kiggede ned i jorden begyndte han straks, at kigge alle andre steder end hen på hende, var det noget man ikke sagde til andre? Hvad ville han gøre vis det blev nej, sige noget andet? Gå? Måske vis han spiste hende, så gik hun i værdfald ingen steder gå, og så ville han måske blive mæt. Sjovt nok var de andre ikke til at høre, og det frustrerede ham til ingen ende, hvor var de når man havde brug for dem!?
Hans hoved vippede om så hurtigt at det gav et lavmælt smæld, han havde ikke rigtigt forventet det, men det var vel i form for ja. Opfører mig ordenligt? Hvad var man 10, hvordan var vi egentligt dengang? Han tog masken på igen, og følte sig atter sikker i dens favn, gemt væk fra verden, og det samme var andre sidder af ham, det smeltede jeg’ets bekymringer væk. Det fik dem altid til at falde til ro, selvom nogle af dem stadig kunne høres, men det var meget lettere at håndtere dem end resten. Han nikkede kort ”Selvfølgelig, vi er epitomet af selv kontrol.. til tider i værdfald” En større løgn men bag masken var det intet problem.

Han prøvede så godt han kunne at ignorer hendes attitude, han havde dog affundet sig nogenlunde med hendes adfærd. Så han bed ikke alt for meget mærke i det, selvom det gav ham svage morderiske lyster, men det gjorde næsten alt, så hvad pokker. At sige de var complet forskellige var ikke en overdrivelse, for hvor hun virkede til at være i kontrol af sine følelser, var han alt andet, end i kontrol af sine følelser.
”Men vil alt der er stærkere ikke blot fortære den svage?” Han forstod ikke rigtig hendes tankegang, vis noget var svagt, var den så ikke blot føde for den stærke? Sådan var verdens gang jo, only the strong survive. Der var ikke plads til svage i hans verden, for han havde oplevet hvad der skete med de svage, og der ville han ikke hen igen. Han kunne ikke lade vær med at smile da hun nikkede, ikke at verden kunne se det alligevel. Men han følte sig helt giddy af en eller anden årsag. Han bukkede overdrevent ”Vi lige bag dig” han fulgte hurtigt efter hende, dog holdte han alligevel lidt over en meters afstand, han var ikke meget for at være tæt på folk der stadig havde en puls. Det gjorde ham utilpas, for ikke at sige sulten.
”Hvorfor så travlt, noget du skal nå?” Han syntes at hun havde været lidt hurtigt med at prøve at komme væk, men det kunne jo være at hun bare ville væk fra dem før? Men hvorfor skulle hun så have ladet ham følge efter? *Hun er ikke til at stole på! Just you wait, the moment you let your guard down.. you’r dead* lød en hvæssen fra hans indre, det lyd som en mærkelig blanding mellem et lille barn og en gammel mand. Den var ofte mistroisk, men han ignorerede den altid. Han begyndte at føle sig rastløs ved deres ord, skulle han slå først, eller var det blot dem der brøkkede sig igen?

Det forstod han ikke, vis det er stærkt nok? Det gav jo ingen mening ”Hvorfor ville noget stærkt opfostre og styrke noget svagt? Er det ikke blot at skabe sig endnu en fjende?” Hvad skulle det betyde, hvorfor, var det for at får at få en form for tjeneste kræft til at bringe en bytte? Nej.. nydelsen er at jage, men så igen ikke for alle tilsyneladende. Taumann begyndte at mærke paranoiaen sætte ind, han blev sjældent ude i store åbne områder for længe, for han kunne ikke se særlig langt i åbne områder, det gjorde ham utrolig utilpas ikke at kunne vide om folk var efter ham, hvilket de ofte sagde der var. Så han kiggede lidt panisk rundt for tid til anden, ikke at det hjælp med hans syn længere, men det var en indbygget refleks. Hans fingre twichtede frem og tilbage i et forsøg på at berolige ham selv. ”Hvad er der galt med udkanten? Er det ikke lettest at skaffe bytte der omkring?”
Han hævede brynet da hun præsenteret sit hjem.. Det var bestemt ikke hvad han havde regnet med ”Tja det har lige så meget personlighed som dig” sagde han i en neutral tone, som når nogen statered et faktum, han havde ikke rigtigt tænkt over at det kunne være offensivt. Men så igen kvinden vidste sig ikke til at være særlig emsig. ”Men det i værdfald bedre end ingen ting” han begyndte med raske skridt at gå forbi hende og imod hulen, han savnede et indelukket område, nej han havde brug for det. Alle de åbne vider, var begyndt at gå ham på. ”Plejer mennesker ikke at pynte deres ’hjem’ op med.. tja~ ting. Men så igen du er vel ikke menneske?” Han stirrede lidt på hende, han havde over vejet hvad hun var, han var ikke klar at der var andre ikke menneskelige ting i verden. Han havde lagt mærke til nogle så lidt anderledes ud, de få gange han havde besøgt civilisation, men så langt tid siden at han havde sluppet ud til.

En allirede. En med sammensvorne? Sådan nogen var blot byrder, endnu en mund der skulle fødes. Ikke at han nogen sinde havde haft en, men han havde ingen grund til at tro anderledes.  ”Alle sentiente skabninger er utilregnelige, de tænker ikke længere end dem selv, i enden er de blot tilbøjeligheder der kan give bagslag.” Han rystede på hoved, man kunne ikke stole på nogen, alle udnyttede bare hinanden til deres egen formål, længere var den ikke. Han rykkede lidt på skuldrene, han kunne alligevel ikke se forskellen på lys og mørke, så det var noget han havde nogen yderlig mening omkring. Selvom han instinktivt vidste hvad forskellen på dem var, endnu et levn fra en ukendt fortid.
Han drejede hurtigt rundt da hun sagde det, ikke rigtig af frygt, mere nysgerrighed eller fascination, en dæmon? Ligesom i de religiøse tekster der lå rundt omkring i de fleste menneskers hus, nej der var også den lille paragraf i en af doktorens bøger. ”Jeg mindes svagt at havde læst noget om dæmon Physiology i en af doktorens bøger..” Han anskuede hende lidt, nærstudered hende i et mindre stykke tid. ”Men du ser ellers ud som de gør? Og vis jeg mindes rigtig så er i det også inden i.” Han mindes i værdfald at der ikke var megen vis nogen forskel på dem inden i, gervide om de smager anderledes, han fandt hurtigt at han omringet af dem, han kiggede kort rundt på dem. De var også nysgerrige, smagt dæmoner anderledes? Han rystede på hovedet og fokuserede tilbage på hende da hun talte. Hvad var han? Hvad var vi? ”Jamen jeg er da mig” Sagde Taumann i en spøgende stemme, før at han indså at hans mindre filosofiske joke nok faldt på døve øre. Han tog sig til hovedet og satte sig på den nærmeste sten formation der så relativt komfortable ud. ”Vi ved det ikke, doktoren brændte mange af sine noter fra eksperimentet, før jeg fik fat i dem.”  Han havde skam tænkt meget over det, men var aldrig noget frem til noget, og alle vigtige noter var blevet brændt før at han blev syg og gammel.

Taumann nikkede lidt for sig selv, der var mange ting i verden som var forskellige. Han kunne ikke lide det, bøgerne var meget bedre, der var fakta, det ikke var diskutabelt, de var ikke uenige. Det var meget bedre sådan, uden alt det bøvl der fulgte med at ’levende’ snakkede og diskuterede, men det ville han holde for sig selv. Han havde skam forstået at hendes holdninger ikke var diskutable. Taumann stirrede på hende da hun tog kappen af, var det etikette at man tog overtøjet af i hjemmet? Dog blev hans tanker hurtigt kørt på sidespor.. hendes skin fascinerede ham.. Ville hun smage anderledes end mennesker? Var dæmoner anderledes inde i, så mange spørgsmål, så mange krav fra hans indre, dog var der intet svar. Dog kunne ha ikke se hendes hvide hud, vis han kunne ville det nok havde undret ham, men hans syn kunne ikke opfange nuancer sådan.
Taumann løftede et øjenbryn i kvindens retning, som var det åbenlyst ”Ja vi mener de forbandede kreaturer, i har jo desværre mange fældestræk, i værd fald fysisk.” Hvor han dog hade dem, mennesker var forbandede væsner, så snart de havde overhånden viste de ingen nåde, men de trynede og bad om det lige så snart de var svækket. De var svage selvviske dyr. Pludselig satte han sig til at hviske med sig selv, det kunne svagt kunne høres i grotten, men han var lige glad, for han var i sin egen verden i det øjeblik. for tid til anden var ordet doktoren involveret, i den ellers meningsløse ramble, men lige så hurtigt som det kom, forsvandt det igen.
Dog gik der et lille stykke tid før, at hans fokus snappede tilbage til kvinden, ”Trist, det ville ellers havde været fascinerende information.” Taumann kunne mærke sine hænder itche efter, at spredte hende op, og finde svaret. På responce begyndte hans finger knogler at vokse ud af huden og til små spidse klør, de stoppede ikke med at vokse før, at de ødelagde spidsen af hans sorte handsker. Han pressede sine fingre ind imod stenen han sad på, for at distrahere hans tanker, hvilke skabte små huller i stenen. Han måtte flytte sit fokus vis han skulle forblive i kontrol ”Er alle af dæmoner bange for lyset? Eller er du et særtilfælde?”

Hans ’blik’ fokuserede på hendes knive da hun satte dem fra hende, eller det skulle man tro vis man dømte efter hans hoveds retning. Han betagede dem noget intenst, deres design var meget anderledes fra hvad han havde set førhen. *NOW! NOW! EAT HER! DEVOUR HEr TENDER FLESH AND BONES!* lød der en spontan kalden fra havet af kommentatorer, men han rystede på hovedet og ignorerede dem og deres hunger. ”Har du selv lavet de knive? De ser.. Yderst unikke ud” Knive havde altid fascineret ham, selvom han havde fået en sund respekt for dem, efter alle de gange skalpeler havde skåret ham op.
Taumann lænede sig ivrigt frem som en lille dreng der hørte noget spændende i klasse. Flere former? Hvordan ville de fungere? Ville der være forskel på deres psyke, deres organer? ”Hvordan skifter du? Hvilke effekter har det på dig?” Det måtte vel gøre noget ved hende siden hun ikke brugte den anden? Eller var det blot fordi den anden var upraktisk
Taumann trak svagt på skulderen, ”Ikke noget specielt virkelig.” han havde udviklet sin fascination for anatomi da han havde begravet sig selv med doktorens bøger, og i morbid sens gav det ham en mærkelig glæde at skære nogle af hans ofre op, som de havde skåret ham op. ”Det bare fascinerende, desuden er det fiks at vide hvor henne de gode organer sidder, samt hvordan de lettest kan rives ud.. Man kan vel kalde det en hobby.. ”Inde bag masken i hans egen lille verden smilte han ved opremsningen, det et var emne der altid gjorde ham glad, ikke at han snakkede ofte med andre end stemmerne.
Taumann rakte begge hænder op i luften i Mock surrender, og klukkede lidt for sig selv ”Ja, ja.. Lad os kalde det et forkert ordvalg skal vi?” Hans tone var legende, selvom han ikke yderlige følte sig sådan. Han havde trodsalt lige fået husly, og hans paranoia var ved at forsvinde. Der var intet som små indelukkede rum, de gjorde ham tryg på en mærkelig måde, lidt ligesom hans gamle celle, mørk og kold. Han huskede den værdifuld mørk, før han mistede synet .Måske noget mærkeligt at forbinde med sikker hed.

Taumann brød ud i en lav latter ved hendes svar, han kunne dårligt nok forestille sig hvordan normale folk, opvoksede med en familie, men så igen det hjælp ikke på sagen at han ikke kunne huske noget fra før eksperimenterne. Men at forstille sig kvinden overfor ham i sådan situation var ligefrem latterlig i hans øjne ”Sjovt, jeg kan dårligt nok forstille mig, dig være under en patriarch..” Taumanns blik flakkede tilbage til knivende ”Var han smed?” Vis han kunne lave sådan ’elegante’ våben måtte han havde erfaring i professionen. Men så igen, hvem ved, ind til fornyeligt troet han at der ikke var andet de vederstyggelige kryb i verden. Så hvem ved der var sikkert også meget andet, så meget doktorens bøger ikke skrev noget om.
”Det lyder rimeligt ubelejligt” Hun måtte ofte komme til at transformere sig, med mindre at hun var så kompetent til sit erhverv, at han hun aldrig blev slået eller lignende i hendes ansigt. Ikke noget han kunne prale med, men så igen, det var meget sjovere de prøvede at kæmpe imod. Men hvad kunne forudsagde sådan en effekt, var det feromoner der forudsagde det? En psykologisk effekt? Måske en kropsligreaktion? En automatisk funktion, det autonome nervesystem? Sympatiske system.. Han rystede på hovedet han havde ikke viden til at finde ud af det alene, for ikke at sige operation forhold eller redskaber. Det ville ellers have været sjovt.
Taumann kom pludselig i tanke om hvorfor han overhovedet var kommet i grotten, sandt det havde været lidt af en undskyldning for at forblive i selvskab, men det var ikke helt uden merrit. For det var skam ved at blive koldt ”Siden at du jo er resistent for kulden, går jeg ikke ud fra jeg kan låne et tæppe, nogle af os har faktisk problemer med at holde på den thermale energi.” Han havde aldrig rigtigt snakket med andre før, andre end stemmerne, men fandt det egentligt ganske underholdne, ikke lige så godt som at nedlægge sit bytte, men det her været længere, men så igen at æde dem var heller ikke dårligt, men det var en anden form for underholdning, noget mere primalt og basisk.