You can't drink any alcohol and you still get a hangover every morning - Warlii

Han var helt stille da hun kom over til ham, men vågnede stille op da hun begyndte at slikke hans skulder og så på hende med et roligt og varmt blik.
Han puffede den døde bjørn til side og hørte godt hvad hun sagde men svarede hende ikke som hun måske havde forventet.
For i stedet for ord fik han kæmpet sig op på knæ og lagde så sine blodige hænder på hendes kinder og uden tøven kyssede hende dybt og forelsket på hendes læber og holdte kysset i lang tid. Han kunne mærke hans krop var ret så øm og musklerne var tydeligt overanstrengte da han normalt ikke skulle bruge så meget muskel og til dette formål, så hver en muskel i hans krop brændte af smerte, men lige nu havde han kun et i hovedet, og det var Philippine.
Efter det lange kys slap han dog hendes læber og smilte varmt til hende og pustede stort ud og havde lidt store øjne.
"Jeg havde aldrig troet at jeg skulle blive så bisk" sagde han og hentyde til at han jo direkte bed hul i bjørnens hals frem for at bruge sværd eller andet vågen som han normalt ville bruge.
Han så dog over mod indgangen og nikkede så til hende.
"du har ret, jeg må finde på noget så vi han lukke af når vi gider, og så dyr ikke kan komme ind... især ikke efter den her er kommet ud" sagde han varmt og lagde sin blodige hånd kærligt på hendes mave men slap så igen og fniste let.
"Ups nu du blevet endnu mere rød" sagde han og blinkede til hende.
"men du ser så dejlig ud når du også er bisk" sagde han og tørrede let sine hænder og arme og ansigt af i bjørnens pels før han lagde sine arme om Philippine og trak hende ind til sig og direkte op af hans sårede bryst.
"jeg er glad for du ikke er kommet noget til min egen" hviskede han stille til hende og med en tydelig tone af nervøsitet, men også lettelse, for han havde virkelig været meget nervøs for hende.

Han så på hende undrende men smilte stort til hende før han nussede hende i håret.
"hvis du havde gjort det havde den her lille sag måske ikke været på vej" sagde han og lod en finger glide hen over hendes mave, hvor han så bed sig let i læben.
"men igen... den her kunne måske også være ødelagt også havde min elskede været trist" sagde han og blinkede til hende og lagde hånden på sit underliv. Han var måske såret men humøret fejlede intet, især ikke når han vidste at hun var okay. Han måtte kort lige ømme sig lidt over såret på brystet.
Han sad og tænkte lidt men så så på hende med et roligt blik.
"vi kunne bruge sten? en stor sten som er for tung til dyr kan løfte den? og den lille selvfølgelig" sagde han og lagde hovedet let på skrå.
Han så sig omkring og fik kæmpet sig op og stå, det var hårdt bare at sidde ned, han følte han havde brug for at løfte sig lidt. Hans krop svedte stadigvæk og var øm over det hele, men han havde fået vejret igen og følte sig godt tilpas af en eller anden grund af at havde dræbt den store bjørn for at rede sin familie.
"Philippine.. skat.." sagde han og vendte sig mod Philippine og hev hende op og kyssede hende dybt på læberne.
"Uanset hvad vil jeg altid gi mit liv for dig" sagde han forelsket og varmt til hende og nød at han havde en god chance nu for at være rigtig pandlig over for hende.

Han så på hende og smilte stort i kort tid før hans sår begyndte at gøre lidt mere ondt og han måtte nok indrømme at han i det mindste burde få forbundet sine sår før han i hvert fald begyndte at være aktiv.
"vil du forbinde mig?" spurgte han hende undrende og bed sig let i læben. Han vidste egentligt slet ikke om de havde noget forbinding, ellers måtte han vel lave noget.
"og stenen skal du ikke tænke på, jeg skal nok klare det" sagde han og blinkede til hende før han kort trykkede sig ind til hende og nussede kort sin krop let op af hendes før han gik over til deres fælles soveplads og satte sig ømmende ned med et let bump.
"jeg kommer ikke op igen her fra" mumlede han og gav et opgivende suk fra sig.

Hun smilede til ham, og nikkede, selvfølgelige ville hun forbinde ham, hun havde fundet nogen ting fra de forskellige ofre hun havde haft, de havde haft noget at forbinde sig med, mest fordi de var kriminelle eller var ude og rejse langt.
"Ja da" sagde hun og strøg hans kind.
Hun grinede lidt over det med stenen, han var slet ikke i stand til at hente den sten nu, og det var hun så sandelig heller ikke, så de måtte vente lidt endnu. "Vi må vente med stenen, der er ingen af os der kan bære en sten stor nok til det her" sagde hun smilende.
Hun bed sig i læben, da han nussede sin krop op af hende.
Hun gik med ham over til sovepladsen og grinte lidt af det han sagde. "Behøver du heller ikke, henter lige noget forbinding"
Hun gik hurtigt hen og tog noget af al den forbinding hun havde samlet, hun havde aldrig haft brug for det, men hun havde det for en sikkerhedsskyld.
Hun gik hurtigt over til ham og heldigvis behøvede hun ike at fjerne noget tøj af ham, da hans sår var lige til at komme til.
Hun skulle lige rense det først, så hun havde taget noget alkohol med over. Hun hældte lidt på et stykke stof og proppede stoffet på hans sår på brystet og tørrede resterne af blod væk, inden hun forbandt det, og det samme gjorde hun med skulderen.
"Færdig" sagde hun og kyssede ham blidt, inden hun lagde grejet til side, og satte sig ned ved siden af ham.

Han sagde ikke meget imens hun forbandt ham med forbindinger og alkoholen. Han måtte bide sig lidt i læben da hun strammede til, men gav et nydende suk da hun så sagde hun var færdig.
Roligt så han ned af sig selv og på sin skulder.
"det ser ret rigtig godt ud!" sagde han overrasket og så overrasket på hende, han havde faktisk ikke troet at hun var så dygtig til det men var glad for hun var det, for ellers ville deres børn nok ikke syntes om at blive bundet ind hvis han skulle gøre det.
Han så lidt undrende på hende da hun bare satte sig ved siden af ham tog straks omkring hendes lille krop og hævede hende op og satte hende på hans skød.
"Tak skat, ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig" sagde han varmt til hende og mente det virkelig.
Han havde faktisk selv tænkt lidt over det, og han vidste at han aldrig ville have haft det så godt som han havde det nu, ikke uden hende. Pigen som havde været så dødens kold, men som nu var den mest fantastiske kvinde han kunne havde tænkt sig til sig selv, og til deres børn, hun var langt mere værd en guld og diamanter og han håbede et sted at han kunne få lov til at leve hele livet med hende, hele hendes liv.
Mund der fandtes en måde at han kunne gøre det?
Han smilte skævt men lod det falde igen og fik i stedet et frækt smil over læberne. Han lod sine hænder glide op af hendes dejlige krop og samlede sig om hendes bryst og gav dem et let klem før han nappede hende på halsen med et let gisp mod hendes øre.
"jeg ved ikke hvorfor... men efter min lille kamp her føler jeg en utrolig stor lyst til at gøre et eller andet... frækt med dig min skat" sagde han med læberne presset let mod hendes øre og kort lod tungen glide op af hendes ørekant.

Hun grinede da han så så overrasket ud på hende, hun havde lært at forbinde pågrund af hendes far, han ville have at hun vidste hvordan hun gjorde, hvis hun skulle komme ud for en ulykke.
"Jeg lærte det af min far, hvis jeg skulle komme ud for nogle ulykker" sagde hun smilende.
Hun blev overrasket da han hev hende op på sit skød, hun syntes nu ikke det var så godt for, eftersom han stadig var såret, men i stedet for at sige noget, lagde hun sig bare blidt ind til ham.
"Så lidt" sagde hun og kyssede ham blidt på munden.
Hun var allerede begyndt at blive træt igen, det var helt vildt hvor hurtig hun blev træt, hun havde rigtig ondt i ryggen også.
Hun holdt på sin mave, og lukkede øjne kort, men åbnede dem hurtigt, da hun kunne mærke hans hænder kære op af hendes krop, op til hendes bryster som han klemte om. Hun kiggede overrasket på ham, han skulle ikke have sex nu, det var helt sikkert, han var såret.
Hun bed sig i læben, og rystede på hovedet. "Warlii, ik nu, du er såret, og jeg er træt" sagde hun og kiggede på ham. Det var ret svært at sige ham imod når han var så forførende, men hun måtte sige imod, han kunne ikke holde til det, og det kunne hun heller ik.

Han sendte hende et surmulende ansigt da hun sagde at hun var træt og krydsede surmulende sine arme.
"det er ikke fair" mumlede han men med et ret så tydeligt glimt i øjet, måske såret, men humøret fejlede intet.
Han tænkte kort og lagde så sine arme om hende igen og trykkede hende kærligt ind til sig.
"så efter vi har sovet" sagde han og blinkede til hende.
Han trak vejret tungt og nussede hendes arme blidt, og let vippede han så til siden så de kom ned og ligge da han tog hende med ned i faldet, dog passede han også på at hun ikke slog sig eller noget andet slog sig i hendes mave, og let trak han så tæppet godt over dem.
"jeg er glad for du kan det.. min far sagde altid 'bid det i dig knægt for ellers bider slangen dig også du død' og gav mig et ordenligt klap på mit sår, det gjorde ret ondt hver gang" sagde han og lavede en 'gammel mands ansigt og stemme' da han fortalte om hvad hans far havde sagt.
Han fik et tænkende blik og gav hende så et blidt kys på panden.
"jeg håber ikke jeg ender som en gammel sur mand" sagde han fnisende og bed sig let i læben.
"og jeg håber du vil huske mig i alle de år du lever" sagde han nu med en lidt nervøs stemme, han havde det svært lige nu at få det ud af hovedet at hun ville leve i mange flere år end ham og det var også lidt derfor han gerne ville have det lidt intimt med hende nu, han havde ikke lyst til at skulle forlade hende i så mange år alene.

Han så på hende og stille, mere og mere rødmede hans ansigt til og der kunne næsten komme røg ud af ørerne på ham med hans røde ansigt og til sidst måtte han gemme sit ansigt ind i hendes hals og kunne mærke sin puls stige højt *hold da op hun ramme mig godt* tænkte han og bed sig hårdt i læben før han kyssede hende på læberne og nussede hendes mave varmt.
Han kunne ikke finde ord lige nu, ord for hvor meget han holdte af hende, ord for hvor meget han elskede hende, hun var den bedste kvinde han nogen sinde havde mødt og ville møde i sit liv, sit korte liv.
"Så meget som jeg vil give mit liv for dig, så meget elsker jeg dig" sagde han med en let hviskende stemme mod hendes øre, og havde en virkelig varm og elskelig tone i hans stemme.
"og jeg vil give mit et og alt for dig og vores lille, vores familie" hviskede han til hende og kom til at tænke på... hvor lang tid tog det egentligt en kvinde om at bære en baby før at den skulle ud igen af hende. Han så ned på hendes mave og havde et undrende blik.
"hvor lang tid tager det egentligt?" spurgte han hende meget undrende og så op på hans elskede Philippine og kunne ikke lade være med at fnise lidt.
"den skulle jo nødigt poppe ud imens jeg var ude og jage" sagde han og smilte stort og varmt til hende.

Hun grinte blidt, da han blev mere og mere rød i ansigtet, og han til sidst blev nød til at gemme sit ansigt ved hendes hals. Hun smilede stort, han var hendes et og alt, det var han virkelig.
Hun kyssede blidt med, da han kyssede hende, og smilede stort da han nussede hendes mave, hun elskede at han nussede hendes mave, det var så behageligt, så afslappende.
Hun håbede virkelig at vidste og forstod, hvor meget han egentlig betød for hende, han betød alt for hende, og hun elskede at han var så kærlig overfor hende og overfor deres ufødte barn, de var en familie, hvilket var mærkeligt at tænke på for hende, men dejligt alligevel, hun havde aldrig troet at hun skulle stifte en familie, men nu var hun altså igang, eller nærmere DE var igang.
Hun blev helt varm af det ting han sagde, han var alt hvad hun kunne ønske sig, hun ville ikke kunne erstatte ham, der var ingen der kunne erstatte denne fantastiske mand.
"Du er fantastisk" hviskede hun kærligt til ham.

Hun kiggede ned på sin mave, og trak så på skulderne. Hun vidste intet til fødsler, hun vidste ikke hvornår de kom ud, men mon ikke det var snart, det håbede hun i hvert fald.
"Jeg har ingen anelse, men jeg håber det er snart." sagde hun og nussede sin mave.
Hun havde dog stadig bange anelser om at hun måske faktisk kunne dø, imens hun fødte.
"Du må bare blive hjemme så tit du kan, så misser du det forhåbentlig ikke" sagde hun og smilede kærligt til ham.

Han lå og så på sin dame, sin vidunderlige Philippine og kærligt strøg hende over håret imens han tænkte og blidt plantede han et kys på hendes pande.
"jeg laver et lille lager også bliver jeg hjemme hos dig" sagde han varmt og kærligt til hende.
"og prøver også at finde nogle helbredende planter så kan få det godt igen hurtig... det kommer så også and på om i dæmoner kan tage menneskelig medicin" sagde han og hævede et lille øjenbryn, han var jo ikke sikker på om deres immun system var bygget op som andre og om hendes krop kunne tage plante medicin.
Han nussede hende blidt om øret og lod tungen glide om hendes øre, lidt for at drille hende.
"Philippine... jeg elsker dig... afsindigt højt" sagde han og smilte stort og varmt og stille kunne han mærke at søvnens hammer sigte mod hans hoved og give sig klar til at slå ham helt ud.

Hun smilede da han strøg hende over håret, det var beroligende, hun var tryg ved ham, hun havde ikke rigtig været tryg ved nogen, det var mærkeligt, men det var dejligt.
"Det lyder som en god ide" sagde hun med et smil på læben, så behøvede han ikke at gå ud, så ville han ikke gå glip af fødslen, hun ville også rigtig gerne have at han var der når det skete.
Hun rystede på hovedet. "Menneske medicin hjælper ikke" sagde hun og grinede lidt, menneske medicin var for svagt.
Hun gispede da han nussede ved hendes øre, og bagefter kunne hun mærke hans tunge om hendes øre.
Hun kiggede lidt på ham, men smilede så stort til ham. "jeg elsker også dig Warlii, rigtig højt" sagde hun og kyssede ham blidt. "Sov"
Hun lagde sig godt ind til ham.

Han nød meget hun kyssede ham blidt og med det samme hun sagde 'sov', svingede søvnens hammer og lavede en 'K.O.' på Warlii og det tog ikke mere end få sekunder så sov han dybt og krammede om sin elskede dame.