Alone on the beach - Marcus.

Sted: Havene.
Resten beskrives i indlægget.

Det var en kølig aften. Det blæste og regnede også i byer i ny og næ. Solen var netop gået ned, hvilket betød, at mørket bragte mere kulde med sig, end det der havde været i løbet af dagen. Abby sad på den strand, der lå op til de store have. Abby havde altid overvejet hvor de førte hen. Rundt omkring hende, kunne man høre vinden der bevægede sig over havets bølger og skabte en velkendt lyd for Abby. Lyden af måger var også til at høre, hvilket ikke var nær så beroligende som lyden af vinden og bølgerne, men enhver der ofte var på stranden eller ved havet, vidste at måger hørte med. Abby sad med knæene foldet op under hende, så hun næsten kunne hvile hendes ansigt på dem, men i stedet lå der en bog på hendes knæ. Hun bladrede forsigtigt siderne, det var en gammel bog og hun kunne ikke drømme om, at bringe den i fare. Det var en af hendes forfædres dagbøger, hvilket var interessant at læse, fordi hun kunne lære mere om hendes familie på den måde. Hendes forældre nægtede at fortælle hende meget, men de havde alligevel givet hende flere dagbøger. Hendes yndlings var hendes tip oldemors, Lily, hvilket også var den hun sad med. Abby fjernede blikket fra bogen og så sig omkring. Hun var helt alene på stranden. Det var ikke underligt, når det havde regnet så meget som det havde den dag. Hun lukkede bogen sammen og gik længere ned af stranden. Hvis hun gik længe nok, ville hun ende ved en lille sti der førte op til Humvita. Abby havde en forkærlighed for at være uden for hendes hjemby. Hun havde brugt 18 år indenfor en kæmpe mur, men nu var hun gammel nok til selv at bestemme, og hun ville opleve verden. Hun kendte en smule til de væsner derude, igennem den professor hun var assistent for. Han var selv ret så fascineret af magiske væsner, som han omtalte dem som, så han fortalte gerne mange historier omkring hans fund. Hun havde selv undersøgt det en smule, men det var svært at finde tiden til det, uden at bruge hele hendes fritid på det, hvilket hun i den grad ikke havde lyst til. Abbys korte hår var redt tilbage, men det blev hurtigt ødelagt af vinden og endte med at være en rodet masse. Hendes ben var beklædt i lange, tætsiddende sorte bukser, hun havde en hvid top og en sort jakke på, der var dermed afslørede toppen. Hun forsatte ned af stranden. Det var ved at blive sent, og hendes forældre havde insisteret på hun ikke skulle være ude alt for længe efter mørkets frembrud.

Der var næsten tomt på havnen der lå ud til det store hav. De sidste mennekser og væsner der løb rundt var ved at pakke skibe til rejser og fiskeri. Marcus der imod havde ikke besøgt havnen for at se på døde fisk i store mængder. Han var på jagt efter lidt aftensmad. En ung skibsdreng havde krydset Marcus' vej og havde ladet livet. Marcus skubbede liget ud i vandet og betragtede lidt de bevægelser vandet havde lavet da drengens krop havde brudt overfladen. Den dreng skulle jo dø på en eller anden måde... Enten for Marcus' hånd eller for bølgerne ude på havet. Begge meget grusomme måder at dø på.
Med lange og rolige skridt forlod Marcus mordscenen på havnen, og begav sig ned mod stranden. Blæsten rev i hans mørke grå skjorte og hans lange sorte bukser. Han havde sin jakke over armen, der var intet behov for at tage den på da han ikke kunne fryse. Desuden gjorde den friske og salte vind ham intet. Det var næsten befriende at komme væk fra den meget stærke lugt af døde fisk der hang over havnen. Stranden så ved første øjekast fuldstændig tom ud. Det skulle vise sig at være en løgn. Marcus gik endnu uopmærksomt langs vandet, så tæt på at det lige akkurat ikke ramte hans sko når det rytmisk skyllede op over sandet. Der havde været meget at se til i Doomsville de sidste mange uger, han gad ikke tage sig af det og havde derfor rejst væk. Marcus så ingen grund til at spilde sine kræfter på ting han ikke behøvede at blande sig i. Han var dog klar over at hvis han var blevet i Doomsville ville han have været blevet nød til at træde til for at sikre sin plads i Doomsvilles mørke gader om natten.
Vampyrer var ligesom kamphunde når man først havde med det gamle af slagsen at gøre. Marcus var gammel, men han følte sig ikke gammel nok til at spilde sin tid på domæne kampe endnu. Der var evigheder til den slags.
I hans komplette tankespin så han hende. En mennekse pige der vandrede længere fremme. Han betragtede hen med rolige øjne. Han var ikke sulten længere. Der var ingen grund til at lurer hende ind i døden. Med en langsom bevægelse lod han en finger glide over hans undlæbe. Der var rester af blod tilbage. Han slikkede sig hen af læben og slettede de sidste spor efter sin aftensmad. Han satte da fartenen smule op og nærmede sig pigen. Bare fordi han ikke var sulten mere betød det ikke at Marcus ikke ville have underholdning.
"Er det ikke lidt for sent at gå rundt her ude for en ung pige som dig?" lød det køligt fra ham. Marcus' stemme var kold, men havde en charmerende undertone. Han havde endnu ikke besluttet sig for om han ville fremstå venlig eller som den vampyr han nu engang var. Kold og kynisk. Selvom hans person ikke var særlig manges kop te så han nu ikke grim ud. Han havde et charmerende smil når han gad bruge det.

Abby gik i sine egne tanker. Den salte luft, kunne altid få hende til at tænke. Det var også derfor hun elskede at være i nærheden af havet, fordi de bragte nogle tanker frem, som hun aldrig ville have tænkt ellers. Hendes tanker handlede oftest om den verden der var derude. Der var så meget hun kunne se, så meget at hun højst sandsynligt ikke kunne nå at opleve det hele, før hun døde. Hun lod blidt en hånd bevæge sig igennem hendes hår i et forsøg på at sætte det bedre, men vinden var imod hende og fik det til at sidde rodet igen. Hun kunne ikke kæmpe imod naturens kræfter, selvom hun nogen gange ønskede hun kunne. Abby forsatte med at gå, indtil hun hørte nogen sige noget. Hun drejede sig rundt og undersøgte kort den kølige mand der stod foran hende. Han havde ikke virket særlig venlig, hvilket også var fint nok, men hvorfor tog han så kontakt til hende? Hun spekulerede kort over hans ord. Hvad betød det? Hun lagde armene over kors som forsvarsmekanisme, ikke at det kunne beskytte hende, hvis han havde tænkt sig at gøre hende fortræd ”Det ved jeg ikke, er det?” Hun så på ham med et svagt smil. Hun brugte udelukkende smilet, for at finde ud af, om han var til at stole på eller ej. Hendes forældre havde plantet den skepsis i hende. Men måske havde de ret, der var sikkert mange derude hun ikke kunne stole på. ”Jeg ville gerne blive og snakke,” hun holdte en kort pause og undrede sig så over, hvorfor hun løj for ham. Det var en af hendes egne regler. ”Faktisk, vil jeg hellere hjem. Hyggeligt at møde dig, eller noget.” Hun drejede sig om og forsatte med at gå. Hun virkede ikke til at have travlt, selvom hendes krop insisterede på at hun satte farten op, forsøgte hun at holde skridtene i et normalt tempo. Hun ville nødig give ham en grund til at tro, hun forsøgte at stikke af, selvom det var præcis hvad hun gjorde. Abby havde en mistanke over for denne mands karakter, men der var en chance for hun tog fejl. Hun overvejede et kort øjeblik at gå tilbage til ham, blot for at være høflig, men hun ville nu hellere hjem. Meget hellere.

Marcus lod sine øjne hvile på pigen imens hun vendte sig om mod ham. Han var lettere overrasket over hendes svar . Normalt var menneske piger enten begyndt at løbe, eller havde prøvet at opføre sig om små hundehvalpe omkring ham. Ikke hende her. Der var lidt bid i hendes knapt så høflige svar. Han smilede kort et grumt smil. Det var væk næsten lige så hurtigt som det var kommet frem. "Du kunne jo møde vampyrer og andre blodtørstige væsner med smag for unge piger som dig" Sagde han roligt og betragtede hende gå fra ham. Han ville ikke bede hende om at blive sammen med ham, han kunne finde andet underholdning, men et eller andet ved hendes lidt hårder overflade var interessant. "Man ved aldrig hvad de kunne finde på at udsætte dig for hvis de er sultne" sagde han kort, og vendte sig mod havet imens han roligt ventede på om hun ville komme tilbage og hører mere. Folk der ikke kendte særlig meget til væsenerne plejede som regel at ville vide mere. Han lod roligt en hånd glide igennem det vilde mørke let krøllede hår der bevægede sig hver gang vinden fik fat i det. Han slikkede sig igen over læberne og så ud på bølgerne imens han fortsat kunne smage rester af blodet fra den unge dreng han havde nydt som aftensmad tideligere.

Abby var sikker på, han ikke kunne sige noget der fik hende lyst til at blive. Men det lykkedes ham. Hun vendte sig rundt og gik hen imod ham igen. ”Jeg går aldrig hjemmefra uden et våben.” Hun trak en en træpæl frem, spidsen var dyppet i sølv, og fungerede derfor godt imod både varulve og vampyrer. Hun kendte ikke meget til de andre væsner man kunne finde derude, men det burde kunne dræbe de fleste. Abby stak træpælen ned i hendes bukser og satte den, så den ikke generede hende. Hun så på ham med sammenklemte øjne. Hun prøvede at afgøre om han var et menneske, en vampyr, varulv eller noget helt andet. Han havde haft en kølig attitude, men det var ikke ualmindeligt hos et menneske. Hun nikkede svagt til hans ord. ”Du har ret. Men jeg har ikke lyst til at leve mit liv i frygt, så hellere leve mens jeg kan.” Abby blev nød til at kunne udelukke en af racerne. ”Giv mig din hånd.” Hun rakte en hånd frem, og forventede at han lagde sin hånd i hendes, så hun kunne finde ud af om han var kold eller varm. Det kunne snævre valgmulighederne ned. Abby burde ikke have vist ham, hvor hun havde hendes våben, hvis han skulle ske at forsøge at fjerne den fra hende, men hun så det nærmere som en fordel. Han vidste hun havde den, så hvis han forsøgte på noget, kunne hun nemt trække den frem igen. Hun så afventende på ham.

Marcus så lidt vurderende på hende. Han var godt klar over at en enkel berøring ville afsløre ham, men på den anden side var der heller ikke noget sjovt ved at lade som om han var et menneske overfor hende, så ville hun sikkert bare miste interessen og gå igen. Han var ikke i humør til at for følge hende for underholdning.
Med en hurtig bevægelse gik han tættere på hende, lidt for tæt i forhold til hvad de fleste ville synes var okay. Han rakte en hånd frem mod hende og smilede roligt "Godt tænkt" kommenterede han kort. Han glædede sig til at se hendes reaktion. Hun var klog, men ikke alt for klog. Man burde ikke invitere fremmede tættere på for at tjekke deres krops temperatur. Det gjorde det lettere at angribe ikke at han havde nogen intentioner om det i det øjeblik, men man vidste jo aldrig. Marcus lod blikket hvile på hendes ansigt. Hun var en køn ung pige, det var en skam han var mæt hun ville sikkert have smagt godt. Kvinde blod var bedre end mænds i følge Marcus. Af en eller anden grund var Marcus mere interesseret i menneske blod end engleblod, det var nok fordi at menesker var sjovere at lege med end engle. Engle skulle altid prøve at belære og fortælle om godt og dårligt, mennesker havde en tendens til at have en anden tilgang til livet, nemlig kampen efter et liv uden frygt. Den her pige virkede til at være en af de typer.