Go away! //Marcus//

S: Doomsville - Parken
T: Aften
V: Solen er ved, at gå ned og det er lunt udenfor
O: Træer
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela havde ikke været hjemme på slottet i flere dage. Hendes far havde sådanset nærmest smidt hende ud hjemmefra og boede nu i et af hans huse sammen med sine 2 storesøstre og Zantanna og Emily nogle piger hun havde reddet fra Zantannas adoptivfar. Hun var stadig lidt utryg ved ikke og bo derhjemme på slottet og ikke have hendes far til og kommandere rundt med hende. Det var en uvirkelig verden for hende måtte hun ærligt indrømme.
Hun gik rundt i parken og slappede af efter hendes storesøstre Zaela og Surzi havde kommanderet rundt med hende som de havde fået tilladelse til af deres far. Der var dage, hvor hun elskede sine søstre, men der var også dage hvor hun hadet dem lige så meget som hun hadet resten af familien. Hun hadet mest sin mor Valiona fordi hun var gravid og måtte beholde barnet når det blir født og hun ikke måtte da hun fik et barn. Hun hadet sin far fordi han havde gjort hende til hans personlige slave som straf for noget andre havde gjort imod hende fordi kvinder ingen ret havde i denne lorte verden. Og fordi han havde sendt hendes søn til døden i en skov. Hun hadet Melvin fordi han var faderen til hendes barn og var den som havde lagt barnet til døden uden og stoppe det og fordi hun fandt ud af han havde affære med alle mulige andre kvinder. Hun havde været så vred, at hun ville dræbe dem hver og en.
Rafaela gik rundt imellem træerne og nød stilheden og det, at der ikke var nogle folk omkring hende gjorde hende tilpas.

Solen var endelig ved at gå ned, hele dagen havde Marcus opholdt sig i et mørkt hotelværelse. Det var rart endelig at kunne komme ud. Det var stadig lunt efter solen havde varmet hele dagen. Ikke at det havde så stor en betydning for Marcus. Han havde vandret lidt rundt uden et mål for hvor han skulle hen, men han var havnet ved parken i Angerforge distrktet. Det var vel også et fint sted at starte natten i. Han slendrede mellem træerne, han havde ikke travlt. Godt nok kunne han mærke sulten, men den var ikke så kraftig endnu at han skulle begynde at jage for alvor.
Parken virkede til at være tom. Man kunne kun hører træernes blade hvisle når en vind bevægede sig, ellers var det kun den knasende lyd af Marcus' fodtrin der var hørbare, men kun lige. Han lod kort en hånd glide igennem det små krøllede mørke hår imens han så sig lidt om i parken. Det var ikke så tit han kom der. Det var normalt lettere at finde mad i gyder og små kroer. Det var dog fint nok at gå rundt i parken. Han stoppede dog hurtigt op da han så en ung kvinde et stykke væk fra ham. Han smilede kort for sig selv imens han betragtede hende. Måske han lige havde fundet sin aftensmad? Han stod stille og betragtede hende imens hun gik, det lod ikke til at hun havde opdaget ham endnu. Det gjorde heller ikke noget.
Han satte så i gang med at gå igen, det var rolige skridt der bar ham tættere på hende. "Er du faret vild?" en venlig og charmerende stemme brød stilheden i parken. Det var Marcus, han var begyndt at tale da han var kommet nærmere den unge kvinde. Hun så ud til at være alene, hvilket kun var en fordel for ham. Så skulle han ikke deale med en anden der potentiel kunne sladre om ham. Hans mørke skjorte og bukser gjorde det lidt svært at se ham i skyggerne blandt nogle af træerne, men som han kom gående imod kvinden kunne man godt se ham.

Rafaela gik bare og nød roen. Hun var begyndt og fået bearbejdet alle de problemer der havde kørt rundt i hendes liv de sidste mange måneder. Der var dog stadig meget der skulle arbejdes med, men der skulle også en del mere tid til for, at det helle ville blive bedre.
Da hun havde gået i et stykke tid havde hun stoppet op ved et træ og lænede sig op af det og kiggede rundt. På lang afstand ville hun nok ligne en der var faret vild, men hun stod bare og slappede af. Hun hørte nogle skridt komme imod hende og kiggede rundt, men hun kunne ikke se nogen i nærheden. Først troede hun, at det var et dyr, men da hun så hørte en mandestemme der snakkede til hende vendte hun sig om imod stemmen og kiggede på fyren der kom imod hende. Han så nu meget godt ud måtte hun indrømme. Hun stod stille. Var dette en af hendes fars kontakter? De kom på alle tider af døgnet efterhånden og hun mødte dem alle steder. Hun håbede ihvertfald ikke, at han var en af dem for hun magtede ikke og arbejde denne aften. Det var hun ærligtalt for træt til. Hun rystede stille på hovedet "Nej det er jeg nu ikke, er du?" spurgte hun stille for hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige til denne fyr.