It was not me! //Marcus//

S: Doomsville Rotten Root District - Gyderne
T: Sen aften
V: mørkt, køligt og støv regner
O: Bygninger.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + en sort kappe med hætte
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela var sådanset kommet til Doomsville for, at være sammen med sin mor, men hunhavde samtidig et ærende i Doomsville som hun måtte tage sig af da der havde været en vampyr som var begyndt, at slå de kvinder hun havde i sin klan ihjel og det fandt hun sig overhoved ikke i og havde derfor en plan om, at han skulle jævnes med jorden for det hun havde mistet en del kvindelige medlemmer fra sin klan siden han var gået igang. Udover det havde han også taget en del slaver til sig uden at købe den ved en autoriseret slavehandler og han havde haft en del slaver som var blevet ødelagte til ukendelighed. Hun havde selvfølgelig nogle andre med fra klanen som ville holde sig skjult imens hun ville finde denne vampyr.
Rafaela gik rundt i gyderne med hætten fra hendes kappe over hovedet. Hun kiggede sig omkring. Der var ingen folk overhoved ude på gaderne og hun vidste vampyreren opholdt sig en helt del i gyderne. De andre fra hendes klan holdt sig skjult i de forskellige bygninger og snakkede med dem der boede der som var det familie eller venner de besøgte, men de ville med det samme reagere, hvis der skete Rafaela noget.
Rafaela havde gået rundt et stykke tid da hun pludselig blev skubbet ind i en af væggene og holdt op imod den. Hun kiggede op og opdagede at det var den vampyr hun søgte. Han kiggede på hende med et drillende, blodtørstigt blik. "Normalt elsker jeg draconainer blod, men dit er så forpulet varmt, men vi kan jo altid lege lidt!" sagde han med en drilsk blik. Rafaela kiggede væk fra ham da hun mærkede hans hoved tæt imod sin hals. Hun knurrede irriteret af ham "Fjern dig dit kryb!" snerrede hun vredt af ham og sparkede ham i skridtet. Vampyren blev vred og kradsede hende på halsen. Såret var dog kun overfladisk, men nok til, at blodet løb ned af hendes hals og ned af hendes kappe. Vampyren pressede hende hårde imod væggen og slikkede kort blodet væk fra hendes hals. Han ignorerede sådanset varmen fra blodet og stak hende nogle hårde lussinger. Hun skreg højt og vampyren grinte af hende.

Hun begyndte, at slås med vampyren og han fandt en kniv frem for, at ville slå Rafaela ihjel. Rafaela fik taget fat i vampyrens håndled og vredet rundt, hvor hun skar først fik snittet ham på struben og derefter kniven i hans hjerte. Vampyren skreg og der gik ikke lang tid før han forblødte. Rafaela havde forstuvet sit håndled, fået en del blå mærker i ansigtet og på kroppen. Hendes tøj var gået i stykker flere steder, hun havde fået et blåt øje, hendes eget tøj var indsmurt i hendes eget blod, men også i vampyrens blod. Hun havde også forstuvet den ene ankel og fået en bule i baghovedet fra han skubbede hende ind i væggen. Hun faldt kort sammen på jorden og startede en lille lilla flamme på sin ene finger fik brændt [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] med et kryds over på hans pande. Hun slukkede for flammen igen og fik med besvær rejst sig op. Hendes ellers køllige ansigtsudtryk blev ændret til et ansigt der lignede en der var i chok og tæt på, at græde. Rafaela havde lært, at græde på kommando for, at skjule det var hende som havde slået nogen ihjel. Rafaela lagde en hånd imod sit sår på halsen og gik langsomt og humpende hen imod udgangen af gyden de var i.

Marcus var på en af sine mange vandreture gennem Doomsvilles triste gader. Det havde indtil videre været en meget god aften, han havde allerede haft fornøjelsen af en forret bestående af en godtroende skøge. Hun havde vidst hvem han var allerede før hun var kommet hen til ham, men af uransagelige årsager havde hun troet hun kunne charmere ham. Sikke et fjols... Nu lå hendes kolde krop i rendestenen et par gader væk. Det bekymrede ikke Marcus at lade hende ligge der, der var alligevel så meget død i gaderne i Rotten Root og hvem ville overhovedet bekymre sig over døden af en kvinde som hende.

Hans sorte skjorte skjulte det blodpletter der var kommet på hans skulder og brystkasse. Han havde dog formået at undgå at få noget blod på sine mørke bukser, hvilket var overraskende. Kvinden havde ikke været særlig samarbejdsvillig da han først havde bidt hende.
Det stadig våde blod ville dog størkne inden han vendte hjem, for natten var stadig ung og han kunne godt spise mere... Måske det var fordi han endnu ikke var mæt endnu at han havde fulgt lugten af blod? Måske det bare var af ren kedsomhed, det var ikke til at vide. Men den søde duft af blod havde ramt ham, og med et roligt tempo fulgte han duften til sin kilde.

En kvinde kom ud af en gyde, det var tydeligt at der var sket et eller andet. For hvorfor skulle hun ellers græde sådan? Marcus stoppede op imens han tog en dyb indånding gennem næsen. Det var først nu han kunne vampyr blodet.. Det havde en anderledes duft end det andet, noget som Marcus efter mange år havde lært at genkende. Hans øjne var låst fast på kvinden imens han igen begyndte at gå. Han havde kurs over mod hende, men før han nåede helt hen til hende blev hans ansigt bekymret.
Han måtte vide hvad der foregik, disse gader var blandt dem som en del af hans vampyre jagede i, så duften af vampyr blod var ikke et godt tegn. "Er du okay?!" lød det fra ham med en bekymret tone. Han var nået næsten helt over til hende og indtil nu havde han ikke genkendt Rafaelas ansigt, måske det var alt blodet og de blå mærker der skjulte hendes identitet for ham indtil videre, det var trodsalt mange år siden han var stødt ind i hende sidst.

Rafaelas krop rystede for hvert skridt hun tog. Hun mærkede hvordan hendes blod fortsat løb fra hendes hals. Hun var bange for, at hun ville være nød til, at brænde det så hendes blod ville størkne selvom det ville gøre ondt. Hun stoppede op og stod op af væggen. Hun trak vejret dybt nogle gange imens hun satte en flamme igang på hendeshånd som var imod såret. Hun lukkede sine øjne hårdt i og skreg som en stukken gris imens flammen brændte imod hendes hud for, at såret ville blive brændt sammen for, at det ikke ville bløde længere.
Hun stoppede først flammen da hun mærkede blodet stoppe med, at løbe. Hun vidste, at det ikke ville se godt ud og hun sikkert var nød til, at snakke med sin fætter og onkel for, at afhjælpe brandmærket af hendes egen hånd på hendes hals. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun kunne lugte blodet fra hende og vampyreren som hun havde slået ihjel. Hun trak vejret dybt og fortsatte turen imod udgangen af gyden. Hun holdt sin forstuvede hånd ind til sig med den hånd der ikke var kommet til skade. Hendes krop rystede og tårerne lod hun løbe lige så stille ned af sine kinder af smerte, men også for, at skjule for andre at hun havde slået en mand ihjel.

Hun nærmest farrede sammen af chok da hun hørte en stemme snakke til hende. Hun rystede stille på hovedet for hun vidste jo godt, at hun lignede en hængt kat og personen ville undre sig, hvis hun havde sagt noget andet. Hun havde ikke genkendt Marcus' stemme for det var mange år siden hun sidst havde set ham. Hun havde sådanset ikke skænket ham en eneste tanke siden sidst hun havde mødt ham. "Nej jeg er ikke okay" fik hun frem stammet og stoppede op imens hun langsomt kiggede op på Marcus. Hun rystede over hele kroppen og tårerne trillede ned af hendes kinder.

Hun så forfærdelig ud, men det var måske ikke så underligt. En slåskamp med en vampyr var ikke ligefrem noget man kom ud af uden en skramme her og der.
Han var nået helt hen til Rafaela, så han nu stod så han kunne se ind i gyden. Hans blik gled hurtigt ind i gyden hvor liget af en vampyr lå, før han igen så på Rafaela. Han havde genkendt vampyren med det samme... Leigh. Han havde arbejdet for Marcus i en god håndfuld år efterhånden og havde vist sig at være meget loyal, på trods af hans dumheder. De seneste år havde han mest sørget for indkøb af slaver når der var brug for nem mad til nogle af de andre vampyre der arbejdede for Marcus, men det job skulle en anden overtage så det ud til.
Marcus sukkede lavt over tanken, men rettede så sin opmærksomhed mod Rafaela igen. Han skulle vide hvad der var sket denne aften.

"Hvad er der sket med dig?" lød det igen bekymret fra ham imens han så lidt fra brandsåret på hendes hals til alt blodet der var alle vegne på hendes ødelagte tøj. Hun så ud til at være alene, hvilket gjorde ham en smule betænksom. Leigh var ikke typen der lod sig overmande, så hvordan var hans lig endt i gyden? Selvom Leigh var kendt som en slagsbror der ikke altid tænkte sig om før han gjorde noget, så var han ikke dum nok til at lade sig blive slået ihjel i en gyde... Eller det var i hvert fald ikke hvad Marcus kunne forstille sig.
Selvom Marcus i sidste ende ikke havde meget tiltro til dem der arbejdede for ham, så forventede han alligevel ikke at de fik sig selv slået ihjel ud af det blå. Der plejede at være en anledning til at folk døde, men denne aften var Leighs død en overraskelse, som Marcus slet ikke havde set komme.

Marcus holdt sig en smule fra hende, måske to meter ca. Bare for at være på den sikre side hvis der skulle ske noget. Han stolede ikke på tårende der kom fra hende. Selv hvis Leigh havde overfaldet hende, så var der noget lumsk ved at hun havde overlevet og han var død... Det gik ikke op! Hendes blod duftede stærkt af draconianer, men det forklarede ikke hvordan hun havde overlevet... Hun burde ikke være stærk nok til at overleve en kamp med en vampyr af Leighs type... Som Marcus stod og afventede en forklaring på hendes skader var han konstant på vagt imens han overvejede hvad der kunne være sket med Leigh og denne kvinde.

Rafaela var ikke helt tryg ved måden Marcus kiggede på hende på. Hun brød sig sådanset ikke om det og det kunne man tydeligt se på hende. Hun bed sig nervøst i underlæben og bakkede lidt væk fra Marcus jo tættere på han kom indtil hun bakkede ind i en væg. Hun rystede stadig over hele kroppen og måtte støtte sig til væggen for ikke, at falde. Selv hendes hale hang bare ned som var det ekstra vægt til, at få hende til, at falde. Hendes krop var træt imens blodet lige så stille løb fra de andre skrammer hun havde fået af kampen med vampyren.
Hun tørrede tårerne væk der løb ned af hendes kinder, men tårerne blev bare ved med at løbe. Hun kiggede kort om på vampyren som om hun ville være sikker på, at han var død før hun igen kiggede hen på Marcus da efter han havde spurgt hende om hvad der var sket. "Han...han angreb mig..." fik hun stammet frem og fik et skræmt blik i øjnene som om hun gennemlevede det hele en gang til. Hun havde dog tænkt på en anden situation hvor hun sådanset havde været bange for sit liv så frygten i hendes øjne var real nok. Den hang bare ikke sammen med det der lige var sket, men det fortalte hun selvfølgelig ikke til Marcus "Han ville have mit blod, men var for varmt, at drikke" stammede hun. Hun vidste godt det ikke helt hang sammen, men hun vidste samtidig også godt, at det sjældent hang sammen når folk skulle forklare noget af det der var sket. "Han ville have mig med, men ville ikke..." sagde Rafaela med en skræmt tone. Hun kiggede sig skræmt omkring som om hun var bange for, at der var nogen som hørte hende. Hun krøb sig en smule mere sammen "Der kom 2 mænd...ved ikke race...Ku ikke se dem..." stammede hun. "De sloges. Blev skubbet ind i væggen så jeg besvimede..." fortsatte hun med at fortælle og havde fortsat det skræmte blik i øjnene. "Da jeg vågnede var han...død" sagde hun.
Hun vidste sådanset ikke om han stollede på det hun sagde til ham, men hun håbede det rent faktisk for hun havde allerede fra start af lugtet, at Marcus var en vampyr, men hun kunne vel håbe, at han var ligeglad med den vampyr som hun rent faktisk havde slået ham ihjel. Hun rystede fortsat over hele kroppen dels fordi smerterne var ved, at tage til, men også fordi hun frøs og kroppen var træt. Hun beholdte sit skræmte ansigtsudtryk på for, at narre Marcus.

Hendes nervøse rysten og tuden var ikke det Marcus lage mest mærke til. Han havde for travlt med at lytte til det hun sagde. Det gik stadig ikke op i hans hoved. Han havde ikke set to mænd på vejen her hen, de kunne vel have været gået en anden vej, men der var ingen spor af andre racers lugt og da slet ikke af andre racers blod.
Hendes forklaring var ikke god nok, i hvert fald ikke efter hans mening. Han var desuden ikke den sentimentale type så han så intet galt i ikke at tro en grædende kvindes ord.

Han besluttede sig derfor med det samme. Det virkede ikke som om han fik de svar han ville have fra hende, ved at være venlig. Så med et droppede han den venlige og bekymrede facade. Hans ansigt blev helt følelsesløst og hans øjne var kolde fra det ene øjeblik til det andet. Med et gik han hurtigt fremad og greb ud efter hende med den ene hånd, for at få fat i hendes hals. Han ville havde godt fat i hende så hun ikke kunne løbe nogle steder hen. Det så ikke ud til at blive svært at få fat i hende, da hun så meget medtaget ud af den slåskamp hun tydeligvis havde været i. De friske blod der stadig kom fra hendes hals af var næsten så småt ved at overtage alle andre lugte for ham, men han valgte ikke at fokusere på det, på trods af at han sagtens kunne spise.

Hun skulle fortælle ham sandheden! Han ville ikke stå for at en af hans vampyre lå død i gaden uden nogen grund, og da slet ikke Leigh, som var en af de stærkere vampyre han havde i Rotten Root.
Hvis hun ikke undveg ham ville han trække hende med ind i gyden igen, så de kunne kigge lidt nærmere på Leighs krop.

Rafaela var begyndt, at tvivle på om Marcus overhoved troede på hende. Han lignede heller ikke en der troede på hende. Havde hun vidst det var Marcus hun stod overfor havde hun vidst, at han ikke hoppede på hvad som helst der blev sagt, men det gjorde hun jo ikke da hun ikke havde genkendt ham.
Rafaela begyndte, at bide sig i underlæben og rynkede mere og mere med panden jo stærkere hendes egne smerter var ved, at overtage hende. Hun vidste, at hun ville blive et nemt offer, hvis Marcus angreb hende. Hun holdt øje med hver en bevægelse hans muskler lavede for, at være en smule på vagt, men hun blev meget nemt distraheret af smerterne fra hendes skader.

Hun lukkede sine øjne hårdt i imens hun kiggede ned i jorden. Hun bøjede sig lidt frem for, at presse et af de smertejag der kom fra hendes skader i et forsøg på, at smerterne ville aftage.
Hun havde ikke haft fokus på Marcus overhoved og inden hun vidste af det mærkede hun hans hånd om sin hals. Hun åbnede hurtigt sine øjne og kiggede skræmt på ham. Hun kæmpede lidt med, at få vejret ordentligt. Hun havde regnet ud, at han ikke havde troet på noget af det hun havde sagt til ham. Hun valgte dog ikke, at kæmpe imod ham da hun sparede på sin energi for hun havde en ide om, at hun ville få brug for det senere. Hun havde et skræmt blik i øjnene. Tårerne løb stadig ned af hendes kinder. "Det var ikke mig der slog ham ihjel!" fik hun presset ud imellem sine læber. Hun støttede ikke ordentligt på den fod hun havde forstuvet og var derfor flere gange ved, at falde da han trak hende ind i gyden igen.
Da de var kommet hen til vampyren kiggede hun ikke på ham overhoved. Hun hev efter vejret og kiggede istedet på Marcus med et skræmt blik der tydeligt viste tegn på smerter oveni. Det havde ikke været fra en tidligere episode. De var helt reelle for situationen hun stod i på dette tidspunkt.

Marcus havde et fast greb om hendes hals imens han trak hende ind i gyden. Først da de var helt henne ved Leighs lig stoppede han op. Hendes gråd og benægtelse gjorde ham kun mere vred. Han havde besluttet sig, intet i verden ville kunne ændre hans mening nu. Hun havde gjort det, hun havde slået Leigh ihjel på en eller anden måde. Marcus ville have svar! For ingen slog hans mænd ihjel uden god grund.

Han hev hende lidt ned mod Leighs lig for hun ikke så nemt kunne undgå at se ham. "Fortæl mig hvorfor Leigh er død... Jeg er ligeglad med hvordan du gjorde det, bare fortæl mig hvorfor!" Marcus' stemme var hård og tydeligt vred. Hans greb om hendes hals strammede sig en smule imens han så på hende. Han var lige glad med om hun kunne få vejret eller ej, han skulle nok løsne sit greb når hun var klar til at tale. Men indtil da skulle hun vide alvoren af hendes handlinger. Det var først nu det gik op for ham at han havde set hende før.. For flere år siden havde havde han set hende før... I et kort øjeblik så han sig om i gyden. Var der andre tilstede? Vidste hun hvem han var? Der var pludselig en masse spørgsmål, som overtog hans tanker. Men han skubbede dem til side, han kunne ikke miste sin opmærksomhed nu. Ikke før han havde fået sit svar.

Med sin frie hånd tog han fat i hendes ene arm, og klemte godt til om den. "Jeg ved godt hvem du er... Der er ingen grund til at lyve for mig mere!" lød det fra ham med en lidt mere rolig stemme. Der var dog stadig ingen tvivl om at han stadig var vred.

Rafaela kiggede overhoved ikke på Leighs lig før Marcus holdt hende længere ned mod ham før hun så på ham. Hun kiggede på liget. Havde hun ikke haft ondt over hele kroppen havde hun smilt over, at hun havde fået ham ned med nakken, men der var ingen smil på læberne overhoved der var ikke nogle tegn på, at hun var glad for, at han var død. Hendes ansigt viste kun tegn på smerte, frygt og en kamp for, at kunne trække vejret.
Hun kæmpede med, at få vejret da han strammede grebet om hendes hals. Hun fik set mere undersøgende på Marcus imens han kiggede på hende og afventede svar på, hvorfor Leigh lå død. Hun ville ikke fortælle ham det for hun havde regnet ud, at han havde besluttet sig for, at det var hende der havde slået ham ihjel. Tårerne løb ned af hendes kinder og smerterne blev bare større og større og vejrtrækningen mere og mere overfladisk som han holdt fast om hendes hals. Hun begyndte, at kunne genkende hans udseende. Hun havde regnet ud, at det var Marcus hun stod overfor og hvis hun huskede rigtigt havde hun hørt noget om, at han var blevet vampyrernes raceleder.
Hun fik skreget af smerte da han tog fat i hendes arm og pressede om hendes arm. "Marcus jeg har ikke slået ham ihjel!" fik hun råbt ud imellem sine læber. Det var tydeligt at høre på hendes stemme, at hun ikke fik nok luft.
Hendes blik blev mere fjernt og hun begyndte, at hænge mere som gjorde at hans greb om hendes hals ville trykke endnu mere imod hendes luftrør så hun blev kvalt medmindre han fjernede sin hånd. Hun bevægede munden for, at sige noget men der kom ikke nogle ord overhoved og tårerne løb bare ned af hendes kind.

Marcus holdt fortsat godt fat i hendes hals, så det kun var sparsomme mængder lufter der kunne komme ned i hendes lunger. Selv de smerte skrig der kom fra hende imens han havde fat i hende gjorde intet for ham, for så længe hun benægtede ville han kun blive mere voldsom og blodtørstig. Først da hun benægtede igen og nævnte hans navn ændrede hans blik sig en smule. Det var en klarhed der kom frem hos ham. Hvis hun vidste hvem han var, så ville hun sikkert også vide at han ikke bare var en hvilken som helst vampyr... Da hendes blik blev mere fjernt rettede han sig lidt mere op før han kastede hende fra sig, med nok kraft til hun ikke ville kunne holde sin balance hvis hun forsøgte. "Fint... Hvis du stadig vil lyve, så må jeg jo tage andre metoder i brug" lød det sammenbidt fra ham.

Hans blik lå fast på hende, selvom hun var meget skadet i forvejen var han ikke typen der lod flok slippe af sted med enkelte skrammer. - Nej, hun ville ikke slippe så let denne. Hendes benægtelse ville være hendes største fejl denne aften. Han var ikke sentimental omkring dem der arbejdede for ham, så når folk døde i forbindelse med arbejde var han sjældent særlig involveret i det. Men han godtog ikke at hans folk blev slagtet uden grund, det krævede handling.

Han nærmede sig hende igen. Han greb ud efter hende igen, skulle hun ikke undgå ham ville han tage fat om begge hendes arme og trække hende op til sig, så hendes ansigt ville være overfor hans eget. Han ville se hende ordentligt an så han ikke ville glemme hendes ansigt igen, og så han nemt ville kunne finde hende igen skulle hun gemme sig for ham ude i fremtiden. Selvom han var fristet til at tage hendes liv denne aften, så ville det ikke give ham de svar han forlangede, så han havde ikke planer om at slutte hendes liv denne aften.

Rafaela blev mere og mere slap jo længere tid hun hang og ikke kunne få ordentligt luft. Da Marcus kastede hende fra sig ramte hun væggen overfor ham. Hun skreg kort og faldt til jorden og lå på siden. Hun hostede og hev kraftigt efter vejret for, at få luft nok ned i lungerne, men blev liggende da hun havde en følelse af, at alt sejlede rundt for hende. Hun lukkede sine øjne for, at få sit hoved til at slappe af imens hun trak vejret. Hun åbnede dog sine øjne da hun hørte at han snakkede til hende. Hun svarede ham ikke på det han sagde og lukkede blot sine øjne igen.

Hendes krop rystede voldsomt af smerter og kulde. Hun havde en ide om, at han ikke var færdig med hende og hun undrede sig også over, hvorfor de andre fra klanen ikke var dukket op endnu for, at hjælpe hnde, men hun havde en ide om, at de var flygtet og fandt hun ud af at det var det der var sket ville det blive værst for dem selv når hun havde fået sine kræfter og energi tilbage. Det var mangel på det og smerterne der skreg i hele hendes krop som gjorde at hun ikke gjorde nogen fysisk modstand overfor Marcus.

Da Marcus kom hen til hende igen var det først der hun igen åbnede sine øjne og kiggede op på ham. Hun havde noget at få samlet en smule energi til sig, men smerterne i hele hendes krop gjorde hende svagere og som et meget let bytte for ham. Hun lod ham tage fat i hendes arme så hun kom op at stå. Hun trak vejret dybt i forsøg på, at det ville dæmpe de smerter hun havde i hele kroppen. Hun kiggede ham i øjnene "Marcus tro nu på mig. Det var ikke mig der slog ham ihjel, men den klan der brændte det der mærke i hans pande" sagde hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun var afkræftet og havde store smerter i hele kroppen. "Jeg kan kun gætte mig til grunden for hvorfor de slog ham ihjel..." sagde hun stille og trak vejret dybt nogle gange inden hun fortsatte "Men det jeg ved om den klan er de kun dræber dem som holder slaver ulovligt, hvor ingen reagere og som behandler slaverne dårligt" sagde hun stille og kiggede ham i øjnene imens hun snakkede. Hendes øjne fortalte at hun havde store smerter, men også at hun talte sandt hvad andgik alt det med klanen "Han er ikke den første der er røget på den konto, hvis det var sådan han var for har set mange andre lig med det mærke hvor jeg ved de var sådan" sagde hun stille. Hun bed sig selv i underlæben og vred sig kort da der kom en bølge af smerter fra hendes krop. Hun havde en ide om, at var det ikke Marcus der slog hende ihjel så var det smerterne og hendes skader der gjorde.

Endelig kom der noget mere information ud af hende... Et grumt smil bredte sig på hans læber da hun endelig begyndte at forklare. Selv hvis hun ikke ville sige hun havde slået Leigh ihjel, så var det brugbar information han fik fra hende.
Han holdt stadig et fast tag i begge hendes arme så hun ikke ville falde sammen. Selvom hun ikke just så ud til at kunne gøre så meget skade i dette øjeblik, så stolede han ikke på hende.

"Du ved overraskende meget om denne klan..." lød det eftertænksomt fra ham imens hans blik kort gled ned på Leigh og det symbol hun havde nævnt. Han havde set det før, men vreden havde overskygget dets betydning før nu. Han så igen på Rafaela imens han kort overvejede sin plan. Måske hun kunne vise sig at være mere værdifuld end han havde regnet med? Endnu et grumt smil gled over hans læber. Uden at tøve slap han hendes ene arm og vendte sig ud mod den åbne gade igen. Han trak hende med sig uden at sige noget først. Da han nåede udgangen af gyden stoppede han og fik endnu en gang kastet hende frem for sig så hun ville lande ude på den åbne gade. "Hvis denne klan er som du siger, så må vi håbe at de holde øje med dig." sagde han højlydt. Han så sig kort omkring før hans blik igen havnede på Rafaela. "For selv om du ikke er min slave nu, så kunne jeg nemt tage dig med mig og lægge dig i lænker... Du ville sikkert nyde det!" hans stemme var højlydt og hans smil små manisk.
Han bevægede sig hen mod hende igen med et følelsesløst smil. "En forsvarsløs tøs som dig ville være helt perfekt til at slæbe lig og tilfredsstille vampyrer der endnu ikke har kunne slukke tørsten." hans stemme var en smule mere dæmpet i takt med at han var kommet tættere på hende. Selv hvis denne klan hun talte om faktisk var til stede så ville han kun frydes over at de kunne se Rafaela så forslået og i så mange smerter, for måske lokkede det nogle af disse klan medlemmer ud af skyggerne så han kunne tage sin hævn.

Rafaela kiggede på Marcus med et blik der nærmest skreg af smerter imens hun havde fortalt ham om klanen som en hver anden i byen vidste og andre steder i verdenen der havde stødt på mærket fra The Secret Angels og så det ikke lød som om hun var klanlederen for dem. Inderst inde var hun sådanset glad for smerterne hun havde for det gjorde, at hun ikke skulle anstrenge sig for, at holde sin hemmelighed nede.
Hendes krop rystede af smerter imens hun kiggede på ham. Hun kunne godt se på ham, at han kunne bruge de informationer hun havde givet ham som sjovt nok kunne skaffes hos hvem som helst der havde mødt et lig og kendt personerne.

Hun trak vejret dybt og lyttede til det han sagde kort tid før han kiggede ned på den døde vampyr "Alle ved det om dem, hvis man har mødt deres lig" sagde hun stille med sammenbidte tænder. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme at hun havde store smerter.
Hun fulgte med ham og var flere gange ved at falde da han hev hende med ud imod den åbne gade. Hun skreg da han kastede hende ud på gaden og landede sammenkrøbet på jorden. Da hun havde skreget var der dukket nogle hoveder frem fra de forskellige vinduer og nogle enkelte havde åbnet deres døre for og kigge ud på kvinden som skreg af smerter. Der var nogle enkelte mænd der stod og kiggede ud på Rafaela som også var fra klanen. De kiggede på hende med et koldt blik som de havde fået at vide flere gange før hvis en af deres egne var i fare og specielt hvis det var hende for, at de kunne holde sig skjult. En kvinde løb dog hen til Rafaela og satte sig på knæ ved hendes side og kiggede undersøgende på hende.
Tårerne trillede ned af Rafaelas kinder. Kvinden kiggede hen på Marcus og rejste sig op og bakkede hurtigt væk og lige i favnen på en anden mand som trak hende ind i huset.
Rafaelas krop rystede voldsomt og hun lå helt sammenkrybbet. De fleste var gået ind til dem selv og nogle enkelte kiggede dog ud af deres vinduer af ren nysgerrighed og dem fra klanen for, at holde øje med at Marcus ikke slog deres leder ihjel.
Tårerne løbede ned af hendes kinder imens hendes blik var fastlåst på ham med frygt og smerter som lyste ud af hende "Ingen normal vampyr vil drikke brandende varmt blod" sagde hun med sammenbidt.

Marcus var ligeglad med at andre kunne se hvad der skete, dette handlede lige så meget om at sende et signal, som at få informationer ud af Rafaela. Da hun skreg og landede på gaden fik det bare endnu et køligt smil frem hos ham. Hun var så svag lige nu, hvis han ville kunne han tage hendes liv. Han havde dog brug for hende i live så han kunne komme til bunds i Leighs død.

Da kvinden kom løbende hen til Rafaela så Marcus bare på hende med rolige øjne, hvad end den kvinde var medlem af klanen eller ej, så havde hun blottet sig for Marcus’ vrede. Hun ville være den næste der ville føle hans vrede. Han skulle dog lige være færdig med Rafaela først. Da kvinden igen var hevet væk gik Marcus hen til Rafaela og satte sig på hug ved hendes side. Med en rolig bevægelse tørrede han en af hendes tårer væk fra hendes kind imens han lyttede til hende.
Hendes kommentar fik et grumt smil frem hos ham. “Der er flere måder man kan tilfredsstille en vampyr på, dit blod er ikke det eneste..” sagde han roligt imens han så på hende.

Han tog endnu en gang fat i hendes ene arm, da han rejse sig op hev han hende op til sig. Han så lidt på hende før han besluttede sig, hun kunne ikke få lov til at gå fri. “Lad os gå en tur, det kan være du kommer i tanke om lidt flere detaljer om denne aftens begivenheder” lød et kort fra ham inden han begyndte at gå. Han havde stadig et fast greb i hendes så hun var tvunget til at følge med ham. Han havde planer om at tage hende med sig til et af de huse han havde overtaget.

Rafaela lå stille på jorden og lod sin krop ryste og bearbejdet de smerter hun følte. Hun magtede ikke at gøre modstand for hun vidste hun ville få brug for hver en energi hun havde tilbage senere, men at hun ikke havde nok som var for at kunne gøre modstand og slippe levende fra det hos Marcus.
Rafaela havde kort kigget på kvinden inden hun var gået væk igen. Rafaela kendte ikke kvinden overhoved og vidste at hun ikke var en del af sin klan eller nogle af de kvinder som var i beskyttelse hos hendes klan endnu, men hun havde en ide om at det ville hun komme efter denne aften. Rafaela lå med lukkede øjne og prøvede at få ro på sin krop indtil hun mærkede nogen tørre en tåre væk fra hendes kind. Hun kiggede på Marcus med trætte øjne som nærmest skreg af smerter. I et kort øjeblik ønskede Rafaela at hendes far var i nærheden. Ikke for at han skulle redde hende men for at hun kunne bide i hans arm til han blødte. Hendes fars blod havde altid haft en modsat effekt på hende end os andre. Andre ville blive lydige, høflige og liderlige ligemeget om de havde energi til det eller ej. Den effekt skete kun når Rafaela havde energi til det, men også når hun var urolig blev hun rolig af det, men havde hun drukket blodet nu havde hun fået energi og kræfter til at kæmpe imod indtil effekten aftog. Tanken skræmte rent faktisk Rafaela fordi hun hadet smagen og lugten af det samt hun syntes konsistensen var ulækker.
Rafaela svarede ikke på hans kommentar om der var andre måder at tilfredsstille en vampyr på hun ville ikke en gang vide hvad det var han hentydet til. Hun ville blot have ro og fred så hendes krop kunne hele så smerterne var mindre og så hun havde kræfterne til at slippe væk fra Marcus som det mindste.

Da han rejste sig op og hev hende op at stå rejste hun sig med lidt besvær og stod blot stille og kiggede på ham. Hun støttede ikke ordentligt på sin ene fod, hun undgik direkte at støtte på den. Hun bed sig i underlæben og kiggede sig omkring og hendes blik fangede forskellige ansigter fra klanen. De havde dog stadig et koldt blik rettet imod hende, men de vidste godt at de skulle holde øje med hende og give besked videre til andre fra klanen for, at sikre sig deres leder var i live og havde det godt indtil hun selv havde energi nok. Hun kiggede igen på Marcus "Hvor hen?" spurgte hun stille. Hun fulgte modvilligt med ham. Hun ville spare på sine kræfter så hun kunne få sine kræfter tilbage hurtigere. Hun gik dog ikke så hurtigt og hver gang hun tog et skridt med foden som var forsuvet bed hun sig hårdt i underlæben for ikke at skrige af smerter så der kom små bloddråber frem. Hendes skridt var humpene og begyndte automatiosk at sakke mere og mere bagud da hun ikke gik særligt hurtigt overhoved. Hun vidste ikke hvad Marcus ville gøre ved hende, men hun vidste tilgengæld at det ville kræve en helt del at slippe væk fra ham og eventuelt undgå ham for fremtiden. Imens de gik spekulerede Rafaela på hvad hun kunne sige som hjalp hende en smule samtidig med at hun kraftigt overvejede at fjerne endnu flere vampyre fra verdenen også selvom der var vampyre i hendes egen klan.

Marcus tog ikke hensyn til hendes humpende og langsomme gang, hvis hun snublede ville han bare hive hende op igen så hun måske kunne genvinde fodfæstet. Hvis det ikke lykkedes, så ville hun blive slæbt efter ham. Han havde rigeligt med kræfter til at slæbe en voksen kvinde, det ville ikke være et problem. Da hun spurgte hvor de skulle hen rystede han kort på hovedet. Han var overbevist om at de ikke var alene, så hvem end der arbejdede sammen med hende ville vide hvor han tog hende hen alligevel. Så det var vel ikke en hemmelighed hvor han skulle hen. Alligevel valgte han at give hende et intetsigende svar. "Hvor end vi ender.. I mellem tiden kan det være du kommer i tanke om hvem helt præcis der slog Leigh ihjel, navne og adresser ville være herligt" hans stemme var overraskende behagelig som han talte. Selvom det var irriterende omstændigheder så fandt han alligevel disse situationer underholdende.

Han gik med faste skridt langt vejen, stadig med et fast tag i Rafaela så hun ikke kunne vriste sig fri. Han ville bare finde et af de små ubetydelige huse han havde i nærheden. Det ville give et lukket rum til at 'tale' hende til fornuft.

Rafaela vidste at det ville tage hende lang tid før hun ville kunne komme væk fra Marcus og hun tvivlede stærkt på, at han bare lod hende gå, men en ting var hun 100% sikker på og det var, at han ikke lod hende levende slippe væk hvis han fandt ud af, at det var hende som havde dræbt Leigh, men hun ville nok heller aldrig indrømme det overfor ham om det så gjalt hendes liv og hun vidste at hendes børn var i sikkerhed og havde en far som ville tage sig godt af dem hvis det var hun døde og at de aldrig ville komme til at mangle noget.
Imens de gik var hun flere gange ved at falde, men fik fundet balancen igen og havde fortsat med at gå. Det der sådanset holdt hende rolig og det der gjorde, at hun ikke bare opgav og holdt sig oppe var tanken om hendes børn, Jake og dem hun egentlig beskyttede fra fyre som Marcus.
Hun rullede kort øjne af ham da han sådanset ikke rigtigt svarede hende på det hun havde spurgt ham om, men hun havde sådanset ikke forventet at han ville fortælle hende det og troede han selv på, at hun ville fortælle ham sandheden? Han kunne godt tro om igen og måden hans stemme var på gjorde at hun fik kuldegysninger i kroppen. Hun syntes at hans behagelige stemme var mere ubehagelig end når man tydeligt kunne høre på ham at han havde noget ondskabsfuldt i tankerne når han talte til en og da han var sur for det kunne hun forholde sig til "Marcus hvordan vil du have jeg skal fortælle dig navne og adresser når jeg ikke så dem ordentligt som slog ham ihjel? Jeg kan ihvertfald ikke helt huske hvordan det var de så ud lige nu" sagde hun sammenbidt hvor det var tydeligt at høre på hendes stemme at hun havde smerter og var meget træt.

Under resten af turen havde hun tænkt over hvordan hun nemmest slap væk og om hun måske kunne udnytte Marcus' trang til hævn over at en af hans mænd var blevet dræbt til hendes fordel, men hendes tanker stoppede dog også hurtigt for smerterne og trætheden var med tiden begyndt at overdøve konstant hendes tanker så selv alt der havde med aftenens hændelser nærmest var hviskede ud og hun bare havde lyst til at sove for at samle kræfter og tankerne igen.