Family dinner, a pain in the ass - Noa

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Familiens stolthed. Den eneste grund til - at nogle måske var begyndt at se deres forældre for andet end nogle fine røvhuller. Det var nok Andrea. Deres ældste datter. Nu for nylig blevet enke efter en bunke levende døde fortærede hendes mand, kongen. Derfor synes hendes forældre jo, at hun skulle finde en ny mand. En af godt blod der kunne passe på hende, og Andrea var kommet før sine andre søskende af faderens bestemmelse.
"Han vil være god for dig. Han kan passe på dig reagere jeres kongerige." Sagde Joshua og tog en slurk af sin whisky. Andrea svarede ham ikke men himlede med øjnene engang for meget - og fik sig en hånd på kinden så hårdt han ønskede, nok til hun fakitsk blev slået i jorden. "Rejs dig op. Hvad er du, et lille barn" Andrea blinkede et par gange og rejste sig så op. Hun blev kold i ansigtet. Hendes holdning var så modbydelig uhyggelig - at man kunne se hvordan Joshua gik gåsehud op af armen.
"Lad os gøre en ting klar. Meget har jeg fundet mig i fra den her familie. Først efterlader i os allesammen til overs for skidt. Fra hvad en krig som i ikke engang kunne vinde alligevel. Men næste gang du så meget som løfter en hånd imod mig, eller mine søskende - ikke engang min datter - skal i tænke på at røre. For så skal jeg sørge for, at du fortryder det. Er det forstået?" Spurgte hun uden egentlig at ville have svar - hun ville bare være sikker på - at de var på samme side af det her. "Er vi enige?" Tilføjede hun så og modtog et nik fra ham. "Godt. Så vil jeg gå ud og modtage min broder." På de ord vendte hun ryggen til sin far og gik ud af døren. Passerede sin moster som var hun en skygge på væggen og var den første Noa så - det var lidt en overraskelse - han vidste nemlig ikke, at hun var her. Hvilket hun nu måtte sige, at hun var glad for hunvar. Den her familie uden hinanden under armen - det var hårdt arbejde. "Hello brother... missed me?" Smilede hun til ham, inden hun svang armene om ham i et kram.

Som om familien ikke var en pain in the ass i forvejen, nu skulle han igen mødes med dem alle sammen og sidde med ryggen ret og lytte til deres latterlige samtaler. På samme tid med, at han var stolt over at Andrea var blevet en dronning, generede det ham nu også, da hun var ynglinge barnet som forældrene elskede overalt på jorden og som ham og Serena nu skulle leve op til. Serena kunne helt sikkert leve op til hende, men hvad ham angik, så kunne han ikke og han havde ikke tænkt sig at prøve heller. For ham var familien ligegyldig, udover Andrea, Serena og Elena selvfølgelig, så hvorfor skulle han forsøge, at leve op til deres krav? Desuden, Andrea var en dronning, hvordan skulle en hybrid som ham leve op til det? Det var fuldkommen skørt at forvente disse ting.
Han havde sin egne problemer i disse dage og ønskede ikke, at se familien stolte og snobbede fjæs. Aeron var ingen steder at finde og han havde på fornemelsen at hun var i problemer. Huset som tidligere havde tilhørt Angela og som han nu boede i for det meste, var blevet bosat af en uvelkommen gæst, hvis navn sjovt nok også var Angela, for ikke at nævne at hun var en skide succubus.
Med andre ord, han havde ikke tid til at snakke med forældrene og specielt ikke alene. Gid de andre to var her, det ville gøre oplevelsen behageligere.
Når man snakkede om solen, strålede den kraftigt, ud af porten kom ingen andre end Andrea og trak ham ind i et kram, som han glædeligt tog imod. ”Hvor er jeg glad for at se du er her, jeg troede lige at jeg skulle snakke med idioterne alene,” Han trak ud af krammet og begyndte langsomt, at gå op imod døren. Skridtene han tog var nærmest museskridt, han ønskede ikke at se sine forældre. ”Ja, jeg har skam savnet dig, hvordan går det på tronen? Kan man passe kronen?” Han sendte hende et kækt smil..

Det var helt ubeskriveligt hvor godt det var at se ham igen. Hun lo kort. "Ja, jeg kan knapt nok holde dem ud når de kommer på besøg - så tænkte jeg ville joine dig. Desuden har vores kære far nok en vigtigere information til dig." Smilede hun kort falsk - tydeligt for Noa at se. Andrea kørte en hånd igennem håret og drejede sig let rundt dengang deres far trådte ud af døren og nikkede velkommen til Noa. Man kunne se deres far var en smule trist - eller en smule. Hans kone var trods alt død. Lockheart kom stille gående på gangen og vrissede lidt af Joshua , nok til han sprang lidt tilbage. "Lockheart." Kaldte hun stille med et smil og den mellem store fantom drage kom hurtigt derover som en rigtig-glad-hund. "Lockheart. Det her er min lillebror Noa. Noa, det her er Lockheart." Hun satte sig på hug og lod Lockheart nusse sit hoved op af hendes. Lockheart var kun lydig og tam overfor Nemesis og hende selv. Også de eneste to som faktisk kunne håntere ham. Noah var tilbage for at se til Elena. Tingene havde forvirret hende - og hun havde vel været naiv i et øjebliks sårbarhed - siden hun gik i seng med ham igen. Nicolas var hendes rådgiver - hun måtte fortælle ham om hans bror var tilbage i byen inden de pludselig ville løbe ind i hinanden. OGså fordi Nicolas ikke kunne huske andre end hende selv og Nemesis. Kompliceret? Pretty much.
"Kronen passer skam. Jeg skulle ikke mene mit hoved har taget på siden sidst. Selvom det snart er et år siden." Smilede hun skævt. "Inden du går indenfor. Så skal du nok vide - at vores mor er død. Hun dræbte sit eget blod - og jeg dræbte hende for det. Hvilket far.. ikke er så glad for igen, men han tør ikke rigtigt at gøre noget. Specielt ikke med Lockheart i nærheden." Hun rejste sig op og smilede skævt til Noa. "Du..du har ikke set Angela har du? Hendes søskende er begge tilbage.. eller de er i Sunfury.. hvilket fik mgi til at tænke på om hun også var.." Selvfølgelig ønskede Andrea at vide mere om hvor Angela var henne - det var ikke ligefrem fordi, at en person kunne forsvinde sporløst - eller jo der var dem som var gode til at gemme sig til de ønskede at blive fundet.
"Så er middagen serveret." Kom en af tjenestefolkene ud fra spisestuen med et smil på læben - sikkert påtvunget. Lockheart var på størrelse med en kæmpeulv - stor nok til at skræmme folk omkring sig - hvis de virkede truende - han havde stor respekt.
"Kom lad os gå derind." Hun tog Noas arm og gik indenfor. Ved hendes anden side gik Lockheart trofast.
"Min dronning. Undskyld, men bæst.." Hun nåede ikke at sige mere. "Lockheart kan være herinde." Svarede hun uden at blinke. Tjeneren sank en klump og læberne skælvede tydeligt. "Godt." Tilføjede Andrea og gik så videre. Hun havde skam styr på det hele - for det meste. Andrea trak sin stol ud og satte sig. Kødretter. Varulve spise trods alt ikke grønsager.

Det lettede ham, at Andrea kunne håndtere det med, at være dronningen og at hun ikke havde tænkt sig, at trække sig og lade Sunflory i stikken. Hvis man altså kunne sige det sådan... Så snart han kom ind i huset, så han straks hans fars triste ansigt, hvilket fik ham til, at sætte spørgsmålstegn ved det hele og som om der ikke var spørgsmål nok, at stille så kom en.. en drage!? (Fantastisk!) hen imod ham og Andrea. Siden hvornår havde hans forældre fået ildspydende kæledyr? Det var jo... han nåede ikke, at tænke tanken færdig, før Andrea fortalte ham, at den smukke skabning tilhørte hende. Det var jo fantastisk! Kunne det virkelig være muligt, at dette væsen rent faktisk tilhørte hans storesøster?
Han smilede stort og så fra Andrea til Lockheart.
Nyheden om hans mor kom bag på ham, det gjorde ikke ondt, men det glædede ham heller ikke. Død var aldrig noget, at råbe hurra for. Ude af stand til, at vide hvad han skulle sige til det, bed han sig i underlæben og kløede sig i nakken. "Hvem dræbte hun så? Forhåbentlig ikke Serena vel?" Et kort øjeblik mærkede han et stik i sit hjerte ved tanken om sin tvillingesøsters død. Det ville give god mening eftersom hun var den eneste af hans søstre der ikke var her..
Så snart hun spurgte ind til Angela, rystede han på hovedet og sukkede svagt, et tegn på at han skam havde ledt og ledt efter hende. "Nej, jeg har ikke set hende i langtid, hun er som sunket i jorden," Han fortsatte med at gå igennem korridorene. "Men, hvis hendes brødre er her kan hun vel heller ikke være langt væk... tror du?"
Hvorfor var det, at folk havde det med, at forsvinde? Først Angela og nu Aeron..
Han satte sig til bords og få minutter efter, kom deres far ind og satte sig til bords sammen med dem, trist men dog stadig stolt at se på. Som altid var den stædige mand ikke til at knække.
"Værhilset Noa," sagde Joshua og nikkede til sin søn, der bare sendte ham et fnys og en rysten på hovedet. Det fik Joshua til at sukke svagt selv. "Jeg må meddele at din mor er død Noa," Hans øjne borrede sig ind i Andrea. "Takket være din storesøster her,"
"Hendes grund til det var sikkert god nok," forsvarede Andrea sin søster og sendte hende et skævt smil.

Andrea rystede blidt på hovedet da han spurgte om det var Serena. En sten ville hun da have lettet fra hans hjerte.
"Jeg kender Angela. Hvis både Noah og Nicolas er i Sunfury. Der er en chance for hun snart viser sig på en eller anden måde." Hviskede hun stille til Noa, imens hun kiggede på sin far der velkom Noa. Hun rystde kort på hovedet og smilede så skævt til Noa.
"Ja takket være mig. Det skal du jo ikke sandt? For du lod hende dræbe blod. Dit eget blod. Du var heldig jeg stoppede ham før han dræbte dig også." Sagde hun i en normal toneleje dog med en vrede i sig. Aira og Jean. Noa kendte den hemmelighed. Den eneste. Han vidste også godt, at hun havde sent dem her til og slettet minder omkring dem og deres far for at beskytte dem. "Hun fortjente hvad hun fik. Vores familie er bygget af ild - hun døde af det hun var blevet født af. Du burde lade det ligge. Resten af os prøver stadigvæk at komme os over det." Det var en situation som ikke blev diskuteret i offenligheden - specielt ikke med hendes titel - og hvis hun skulle rive tungen ud på sin far for, at han ikke fortalte om det - så var det hvad hun ville gøre.
Tjeneste folkene begyndte at servere maden for dem. Da dørene pludselig gik op.
"Så, hvordan har den kære Elena det." Spurgte en af deres fætre. Alle sammen varulve under det samme tag - undtagen Noa der var blandet - dog stadigvæk familie. Lockheart vrissede en anelse, men lagde sig et par meter fra muren tættest ved Andrea - hvor han kunne holde øje med tingene - hvis der skulle ske noget. Dog havde hun også vagterne til det. De stod og kiggede uden så meget som at blinke. De ville adlyde hende ikke hendes far - så udover Lockheart og Noa - var det rart at vide, at indenfor disse mure skulle der mere til end held for hendes far at vinde.
"Nå. Far jeg anser ikke, at du har hidkaldt til familiemiddag for at vi skal sidde og spise fint. Jeg ser hellere, at du begynder at spytte ud." Kom der fra Andrea med en bestemt tone. Hans blik var næsten dræbende - og Andrea vidste derudfra at han var farlig at forhandle med. "Du har ret." Han kiggede kort ned inden han rejste sig op og kiggede udover det bord af familie medlemmer der var samlet. Bedste forældre til kusiner og fætre. "Jeg har samlet jer her idag, for at fortælle jer. At Andrea ikke længere hører under familienavnet Farron." Han troede vel dette ville gøre hende trist eller noget, men i stedet så fnøs hun kort. "SKulle jeg dræbe min egen mor for at få dig til at slå hånden af mig. Det skulle jeg have gjort for længe siden da. Men du har ret. Jeg er ikke en Farron, jeg er en Targaryen. Just so you know." Hun rejste sig op og lagde en hånd på Noas skulder. Hun kunne mærke ilden. Alt den kraft fra ilden han havde, hvordan den smeltede ind i hendes hånd og videre igennem hendes system. Så længe Lockheart var til stede ville hun kunne manipolere med det ild som var omkring hende - og lige nu var han den største kilde til ild udover Lockheart.
"Men hvad anser du så." Spurgte hun mistroisk. Andrea var langtfra dum. Hun vidste, at hvis han ikke anså hende som familie ville det være fjende - og hans fjender ville dø - hvis man ikke lavede lidt om i den sætning til Andreas fjender ville dø. Andrea trak direkte ild ud af armen på Noa og kastede det foran hendes far så han sprang tilbage. "Sorry." Hviskede hun til Noa da det måtte have gjort bare lidt ondt at trække flammer ud af ham indenfra. Men hun havde ikke tænkt over hun havde gjort det. "Lad os komme væk herfra." Hviskede hun igen og  kiggede tilbage på sine vagter. "Jeg tror denne aften er ovre. Vagter, hver venlig at føre mig og min bror - samt Lockheart tilbage til Sunfury. Hvis nogen stopper os eller prøver på det - dræb dem." På det gik hun med Noa udenfor til hestene. Lockheart fulgte med uden at tøve. "Hvis du altså vil med mig til Sunfury. JEg kan give dig en rigtig middag uden du behøver at stikke af fra den." Drillede hun kort - det ville også være rart at have ham at snakke med bare lidt i hvert fald. Andrea satte sig op på hestensryg. Vagterne kom og satte sig op ligeså.

Heldigvis var det ikke Serena det var gået udover, bare tanken om at det var hende, gav ham lysten til at kaste op og dræbe nogen, altså ikke Andrea selvfølgelig.
Som sædvanlig var deres familie middage altid voldsomt akavet, specielt nu når deres mor var død og det intet mindre var Andrea der var skyld i det. Han var en anelse nysgerrig om hvem det var Jenna havde haft dræbt siden det var af eget blod. Var det overhovedet nogen Noa kendte til? Ikke at det interesserede ham så meget, det gjorde familien i det hele taget ikke og det ville den nok aldrig komme til. Som sagt, det eneste af familien der betød noget var hans søstre, resten kunne ende op i rendestenen og han ville ikke bekymre sig. Skulle han være ærlig, så forstod han ingenting af hvad der skete lige nu. Maden der kom på bordet sagde ham intet. Han var ikke sulten efter rigtig mad og ej heller blod, lige nu ville han bare gerne hjem og glemme alt om denne eskapade. Alt der kørte rundt oppe i hovedet på ham lige nu var, at finde Aeron og få den irriterende sucubus ud af hans hjem. Måske han kunne tage Andrea med tilbage? Han ønskede ikke, at efterlade hende i blandt disse ondsbollede væsner, der garanteret ikke kunne børste deres egne tænder.
Før han rigtig kunne nå, at opfange hvad der skete, rejste hans far sig op, klar til at fortælle en meddelelse. Han mente, at når der var en meddelelse så skulle man rejse sig op, så alle kunne se en. Vent, alle… Hvornår var resten af denne lorte familie lige kommet? Han var virkelig ikke vågen med sine omgivelser i øjeblikket. Kunne de ikke bare få dette overstået.
Meddelelsen hans far havde, at fortælle kom en smule bag på Noa og så ikke alligevel. Andrea kunne da være fuldkommen ligeglad med Farron navnet, for pokker.. han ville være fuldkommen ligeglad hvis han blev smidt ud af familien. De kunne rende ham et stykke..
Præcis som forventet, var Andrea fuldstændig kold omkring det. Han sukkede opgivende og rystede på hovedet… Han kedede sig voldsomt lige nu.. Da han kunne mærke Andreas hånd på hans skulder, løftede han blikket og skulle lige til, at spørge hende hvad der foregik, til hun pludselig trak ild ud af ham og truede deres far med den. Hvordan gjorde hun lige det? Hvad pokker gik han glip af for tiden? Ja, det gjorde en smule ondt, men ikke noget han ikke kunne klare, så hendes lille sorry rystede han bare på hovedet af.
Tingene skete så pokkers hurtigt, før han vidste af det stod han ude ved en flok heste, efterfulgt af vagter der uden tvivl skulle passe på deres dronning, hvilket i dette tilfælde var hans storesøster. Han kiggede tøvende på hesten. I hele sit liv havde han aldrig drømt om, at sætte sig op på en dræbermaskine, så der gik lidt tid før han tog sig sammen og hoppede op på den.
”Jeg vil gerne med dig til Sunflory, bare lov mig at vi ikke skal ride på heste igen… det er simpelthen for underligt,” svarede han hende med et skævt smil. ”Jeg har aldrig været i Sunflory..” Han vidste ikke rigtig hvad han skulle snakke med hende om, det var så længe siden, at de havde set hinanden, at han ikke længere vidste hvordan han skulle snakke med hende. Og specielt ikke nu når hun var dronning… ”Du.. skulle tilfældigvis ikke have set noget til Aeron vel? Jeg har ikke set hende i langtid og… jeg kan ikke finde hende,” Han så konstant ned i jorden for, at sikre sig, at hesten ikke lige pludselig skulle sætte i galop eller smide ham af. ”Det så underligt at snakke med dig nu… du ved… nu når du er dronning og alt det der fis..” Forsigtigt sendte han hende et skævt smil.

Andrea kunne ikke lade hver med at grine lidt. "Sorry, det kan jeg ikke love. Det er den nemmeste måde at rejse på når det ligger så langt væk." Kort trak hun på skulderen. "Man vender sig til det." Hun sendte ham kort et drillende blink. Hvorfor det var, at han opførte sig som om, at hun var et andet menneske bare på grund af en eller anden titel. Hun havde mere magt og måske blevet lidt mere selvsikker - men ellers var hun trods alt den samme Andrea som hun altid havde været. Bare med mere magt. "Jeg har ikke set hende. Eller hørt om hende i Sunfury. Men rolig nu - hun dukker sikkert op. Folk som vil hører til i dit liv dukker op på et eller andet tidspunkt." Selvfølgelig mente hun Noah og Logan. De var der altid når hun mindst forventede det. Hun sank kort en klump. "Hvorfor er det så underligt. Jeg ved vi ikke har talt sammen i længere tid nu... men hvorfor er det så underligt?" Hun var nysgerrig og en teske forvirret også - men det skulle hun skam nu nok klare.
Lockheart i luften gav det perfekte overblik for fare - og han ville mere end gerne gøre en masse for at passe på Andrea - det ville alle dem hun var omkring lige nu. Så meget vidste hun da.
Turen hjem ad var heldigvis ikke så lang som havde det været i Doomsville, og snart tårnede landet Sunfury City op. Næsten ligeså stort som Doomsville - bare ikke ligeså besøgt. Snart tårnede slottet op - gigantisk. Nicolas havde det beskrevet som noget han aldrig havde set lignende. DEr var også ekstemt meget plads - mere end hun havde brug for men ja. Så snart de var indenfor portene kunne de sidde af hestene og staldpigerne og drengene kom og tog hestene. Lockheart landede ved siden af Andrea og gned sig kort op af hendes ben. "Her bor jeg så." smilede hun og nikkede til, at han bare skulle følge med hende.
Det første var den store entre. Det næste var stuen, hvor der var pejs - sofaer og bogregoler. Længere til venstre var der en dør udtil, hvor den store baghave blomstrede. "Rådgiveren gik for en lille halvtime siden. Noah ser efter Elena hjemme ved ham, min dronning." Indformerede en af hendes stuepiger. "Så, hvor længe vil du blive?" Spurgte Andrea begejstret. Selvfølgelig ønskede hun at tilbringe lidt mere tid med hendes kære lillebror end hun måske lige havde gjort. Lockheart hoppede op i den ene sofa og lagde sig til rette. Hun skar kort grimasse til Noa. "Ja.. Noah er tilbage.. han ønsker kvalitetstid med Elena.. og med mig igen igen." Hun trak lidt på skulderen af det - det var vel begrænset hvad ens lillebror behøvede at vide omkring hendes kærlighedsliv ikke sandt?
"Så er du sulten. Vi har blod på køl, efter Nicolas blev min rådgiver og bor her. Så der er lidt af hvert her. Så bare sig til." Smilede hun skævt. Hun lavede en bevægelse med hånden og pludselig var de to de eneste tilbage i den storestue med Lockheart.
Stilheden varrede dog ikke længe før en af vagterne kom ind. "Vi har fundet en succubus dæmon - hun er sendt i fangekælderen" Indformerede en vagt. Andrea nikkede. "Ved vi noget som helst om denne kvinde?" Spurgte hun og blev lidt pludselig meget kold i ansigtet - ikke af frygt. Men fordi, hun tog trods alt sin post alvorlig. "Angela Hale hedder hun. Så hvad skal vi gøre ved hende, min dronning." Sprugte han. "Det finder jeg ud af, lad hende blive siddende dernede til jeg finder ud af noget. Så vender jeg tilbage til det - ellers lad Nicolas ordne det når han kommer tilbage." Vagten nikkede og forlod dem igen.

Han savnede Aeron noget så meget. Hvis han aldrig skulle se hende igen, ville han ikke kunne holde styr på alle de rasende hormoner der hærgede i hans krop. Når man først var blevet glad for nogen havde svært i, at lade dem gå og sådan ville det nok altid være.
"Det håber jeg," sagde han lavt og strammede grebet om tøjlerne. "Jeg.. Jeg savner hende," da der gik op for ham, at det var kommet ud af hans mund, rømmede han hurtigt og valgte, at lytte til det Andrea havde at sige bagefter. Det var en smule mærkeligt imellem dem, sikkert fordi de ikke havde set hinanden længe og, at hun nu havde en titel som dronning over sit hoved, som Noa havde svært ved at ignorer. "Det ved jeg ikke... Men hvad det er, så skal vi nok komme igennem det," han blinkede drilsk til hende.

Slottet var utroligt! Alting var utroligt! Et kort øjeblik tog Noa sig selv i, at være en smule jaloux på alt det Andrea havde. Så da hun spurgte om hvor længe han kunne blive, var han fristet til at sige for evigt, men beherskede sig selv og svarede i stedet, at han kunne være der resten af ugen, hvis det passede hende.
Da Noah kom på banen var han alt andet end tilfredst. Noa havde aldrig kunne lide den engel.. Og det kom han nok aldrig til. "Virkelig? Og har han tænkt sig at blive denne gang?" Det kom ud som et vrissen, han ønskede ikke, at se sin søster sammen med en idiot der skred fra hende og Elena.
Lige som han skulle til, at takke ja til blodet, kom en af hendes tjenere op og fortalte om ingen andre end den dæmon han havde problemer med. Der gav et lille spjæt i ham. Hvad lavede hun dog her? Han havde brug for at snakke med hende!
"Jeg kender hende.. Før mig til hende," sagde han hurtigt til Andrea.
Da han blev ført derned og stod ansigt til ansigt med dæmonen, lagde han armene på kors over brystet. "Man skulle nærmest tro du fulgte efter mig," han lagde drilsk hovedet på skrå. "Hvordan syndes du selv det går??" Hun drillede ham, han drillede hende.

Hun trak på skuldren over det med Noah. "Ingen anelse. Men jeg kan heller ikke sige, at han ikke må se Elena mere. Desuden tænker jeg mest på hende i den situation." Hun rømmede sig kort. Kun fordi, hun var så god til at give efter en fyrs charme - specielt dem hun tænkte eller havde haft noget med før. En lille ting Noah nok ikke vidste om hende - men var ved at opdage.
Vagterne førte Noa med sig, og lod Andrea blive stående der bare trak lidt på skudleren. Lade Noa gøre hvad han ønskede lige nu. Han var jo hendes lillebror så. Andrea tog sig derfor i stedet af nogle af de royalepligter og passede Elena imens.

Angela hadede at være blevet snuppet. Men de havde været for mange . Eller var det meningen? True, det var meningen. Hun ønskede at se Andrea igen, og hvad var den letteste måde end at blive snuppet i en forbrydelse. Hun kiggede op fra cellen da en genkendelig stemme trådte ind. Hun var beskidt. Ikke at det lagde en dæmper på hendes skønhed. Men hendes ansigt var ved at skifte lidt - om det var på grund af skidtet eller andre ting kunne ikke vides - det kunne også være mørket? Hun smilede skævt til ham og lagde hovedet på skrå. "Hvad, jaloux over jeg har den her celle? Du må da gerne dele med mig." Svarede hun drillende igen, dog med et overlegent blik i øjet. "Sunfury er sådan et rart sted. Eller halvdelen af landet er. Jeg havde nu håbet på at tale med Andrea - ikke hendes mindre bror." Hun trak på skudleren. "Så må jeg jo tage, hvad jeg kan få." Hun legede med ilden - og selvfølgelig vidste hun det. Men når det skulle være sagt, så havde hun ikke rigtig nogen grund til ikke at lege med ilden - hun levede livet til det forsvandt fra hendes hænder. Simpelt.

Ifølge ham fortjente en som Noah ikke Andrea, ikke som han sådan stak af fra hende. Men, det måtte Andrea selv om, han ønskede ikke at blande sig i hendes liv. Det betød dog ikke, at hvis Noah nogensinde gjorde det samme igen, at han ikke ville komme efter ham.

Ganske rigtigt, foran stod ingen andre end succubus dæmonen og forsøgte endda stadig, at virke overlegen selvom hun stod i lænker. Hun så en smule anderledes.. Kunne det passe? På en mærkelig måde mindede hun om ham mere og mere om den tidligere Angela. Han fnyste over hende. "Nå, men du må nøjes med bette broderen.. Min søster har ikke tid til dig lige nu.." Han stillede sig en anelse tættere på hende. "Hvad laver du ærlig talt her? Hvad vil du med Andrea?"

I følge Andrea fortjente Noah hende heller ikke - men Elena fortjente en far. Hun ville ikke opforstre Elena med samme spørgsmål i hovedet som hun selv havde haft. Det ville være så forkert.

Angela lagde hovedet på skrå og fnøs så.
"Hun ville have tid, hvis hun vidste, hvad jeg havde at sige til hende." Smilede hun skævt på en lumsk-Angela-måde. Hun lagde hovedet til den anden side og fnøs koldt af lænkerne og rev lidt i dem. "Jamen.. det jo en sag mellem hende og jeg, ikke sandt?" Svarede hun og blinkede drillende og bed sig kort i læben. "Så, et svar for en lænke fri?" Tilbød hun fristende og lokkende. "Jeg høre din lille kæreste er løbet hjemmefra, måske ved jeg noget. Måske gør jeg ikke." Hun trak lidt på skulderen. Angela havde kendt Aeron i langt længere tid end Noa, selvfølgelig vidste hun godt, hvad der måtte være sket. Den familie blev ikke fundet medmindre den ønskede at blive fundet. Rettere sagt, de var væk. Aeron var væk, ikke borte, men væk. "Så tick tock, jeg har ikke hele livet." Sagde hun flabet.

Hvad end tøsen her var ude på, så prikkede hun direkte til bjørnen og jo mere hun prikkede, jo mere gav hun Noa lysten til bare, at brænde hendes ansigt af, så hun ikke længere kunne sende ham det smil, som skræmmende mindede om Angela. Altså, den tidligere Angela, hende han engang havde elsket og gjort alt for. Da hun blandede Aeron ind i det, gik han helt hen til hende og satte sig nærmest på hug foran hende, så de kunne være ansigt til ansigt. Noa var ikke idiot, han havde ikke i sinde, at slippe en af hendes lænker for, at hun kunne sige noget om Aeron. Hun anede jo sikkert ingen ting om hende alligevel. Alt dette her skreg direkte, at det var en fælde og hun bare forsøgte, at snog ham om hendes lillefinger, så hun kunne komme fri. Hun kunne tro nej, det kom ikke til, at ske.
"Du ved ingenting," sagde han lavt til hende og så hende ind i øjnene. "Du ved ingenting om hvor hun er, så du kan glemme alt om at få lænkerne fjernet," Han sendte hende et drillende smil. "De klæder dig jo også, derfor ser jeg ingen grund til, at jeg skulle fjerne dem fra dig... gør du?" Han rejste sig op igen og strakte sig. "Der må være en grund til du er endt her og her skal du da få lov til, at blive til evig tid," Han vendte ryggen til hende. I få sekunder stod han bare og så imod døren, til han rettede blikket over på hende igen, ved at se sig over skulderen. "Hvis du bare som krummer et hår på min søsters hoved, så sværger jeg, at jeg brænder dit ansigt af," Det kom ud som en hård trussel. I trusler som disse kunne man se varulven inde i ham...

Utroligt, hun følte sig så tæt på sit gamle jeg. Uden egentlig at være det. Det var som om, at hun ændrede sig. Derfor da Noa truede hende, fnøs hun også. Hun troede trods alt ikke på, at han ville kunne såre hende - men overmodig og en smule glemsom var man vel altid. Da han rejste sig op og sagde det sidste, fnøs hun igen.
"Jeg har aldrig haft nogle intentioner om at skade Andrea. Faktisk er hun en rigtig gammel god veninde af mig." Svarede hun ham. Hun løftede hovedet og pustede en blond lokke væk fra sit hår. Så lukkede hun kort øjnene for at danne sig et spejlbilled af sig selv - hun kunne se, hvordan hun var når hun kiggede sådan. Både fystisk og mentalt - hun bestemte dog selv. Så spærrede hun øjnene op. "Tro mig Noa. Prøv at kig på mig, tror du virkelig at jeg ville lyve for dig? Prøv at kig godt efter." Hun slog de før grønne øjne op, de var himmel blå nu - som de plagede. "Hør få Andrea til at løslade mig. Ellers dræber de mig snart. Jeg tror ikke mine brødre heller bliver så glade for at se deres søster med hovedet på et spyd." Sagde hun noget tid efter. SElvfølgelig ønskede Angela ikke at dø. Overlevelses instinktet var stærkt ved hende, men hun havde heller aldrig gjort andet end at forsøge at overleve.

//skal vi fortsætte dette emne eller starte et nyt? C:

//Lad os tage et nyt, c:

// Okey, skulle det være det med det der bryllup? C:

//I will talk to ma babe about it! And I will see what she says.