Dinner for two? - Zero Bang.

Jazmin havde mødt en anden herre for et par uger siden, igennem en masse fælles venner. Zero var navnet på herren.
Jazmin havde besluttet sig for at invitere ham på middag, for at lære ham bedre at kende. Mon det var et godt valg, eller et dumt et? Hun smilede en anelse for sig selv, og så, så på tjeneren foran hende.
'' Jamie? Vil du sørger for der kommer en god steg, og en god rødvin på bordet? Mange tak. '' Jazmin plantet enkelt kys på Jamies kind. Han havde altid været en god mand overfor hende.
'' Jamie? ''
'' Ja frue? ''
'' Jeg har jo sagt du skal kalde mig Jazmin.. Men, hvilken kjole synes du jeg skal tage på? '' Jazmin så på ham med et blik der sagde; help me.
Jamie begyndte at gå imod hendes garderope, man kunne ligeså stille høre Elena lege inde på hendes værelse sammen med Noah. Hun var kær, og lignede Noah på en prik.
'' Denne her Jazmin. Jeg er sikker på herren der skal nyde dit selvskab i aften, vil elske dig i den. '' Jamie smilede en del til Jazmin.
Jazmin smilede igen. '' Mange tak. ''
Jamie forlod lokalet, og sendte straks en tjenestepige ind for at hjælpe Jazmin i tøjet. Det tog ikke lang tid før den grønne kjole sad på hendes krop. Elegant så hun dog ud.
Jazmin lod sine hænder ramme ned i bordet, oven på den halskæde hun havde fået fra Noah, som et godt tegn på deres venskab. Hun satte den straks rundt om halsen, og bevægede sig ned til spisestuen, for at se om alt var klar til når Zero kom.
Håret var sat, kjolen var på og alt var klar. Nu ventede hun blot på Zero kom.
Jazmin plantet ventede hendes mås i sofaen i deres stue. Elena og Noah kom susende ud af stuen. Jazmin kunne ikke lade være med at smile. Hun savnede Joshua.

P :: https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/55/4d/01/554d0190aa29418d6e275c6b6f224c24.jpg

En blid vind gled over fortovet ude på gaden i takt med at en ung mand kom gående. Den unge mand var iført et kulsort jakkesæt uden slips. Jakken var roligt lukket på midten med de to øverste knapper imens den nederste stadig var åben. I takt med at manden gik hen over gaden kom der svage lyde fra hans sko ramte stenen. Manden løftede roligt sit blik som var blodrødt. Ikke blodige som han var vred. Bare blodrøde pupiller. Hvilket underligt nok var et godt tegn. For det betød der ikke var nogle stærke følelser i ham.

Mandens navn var enkelt kort og magtfuldt. Zero. Hans bevægelser stoppede kort op foran et hus. Han så roligt imod huset. Det var vist dette her. Zero lod roligt den ene fod efter den anden ramme trappetrinene op til døren. Han rettede roligt på sin jakke. Det var vist omkring 20 år siden han sidst havde haft en jakke på. Men det var vist også så lang tid siden at nogen kvinde havde inviteret ham hjem til dem og spise. Så det passede jo fint.

Hans hånd hævede sig roligt og plantede knoerne på døren et par gange. I takt så man kunne høre at det ikke var et tilfældigt banken fra en dørsælger. Men faktisk en der havde et liv. Zero stod roligt afventende udenfor døren. Han hævede roligt sin hånd som han åndede på og duftede til. Duften var ren med en bismag af engleblod. Han tænkte nok han skulle ha renset sin mund grundigere efter hans træning idag. Hans træning endte altid ud i at han måtte ha noget engleblod for at dulme smerterne. Hvilket gav ham en biduft af engleblod.

Hvad lavede han her? Tjo nu skulle man lige følge med. Zero havde for noget tid siden mødt en kvinde igennem nogle fælles venner. Til at starte med var Zero fuldstændig uinteresseret. Men den ændrede sig hurtigt da han fandt ud af en lille næsten ubetydelig detalje. Han kunne ikke se hendes minder! Det havde vækket hans interesse. Og nu var han her for at finde ud af hvorfor? Hvorfor var en ukendt kvinde som hende immun over for hans evne? Han skulle nok komme til bunds i det. Og samtidig så måtte han indrømme han havde nydt hendes midlertidige selvskab sidst. Og følte det måske ikke ville være en hel dum idé at se hvor dette endte henne.

Jazmin kunne høre banken på hendes dør. Mon det var ham? Hm, hun aede sig blidt under hagen, men rejste sig dog op. Bevægende ud imod døren blev hun hurtigt overrasket over, at Jamie allerede havde åbnet døren, så Jazmin skulle blot tage imod ham.
Hun slap kjolen, og lod den falde ned imod jorden.
’’ Velkommen til. ’’ Hun nejede blidt imod Zero.
Hun rakte blidt hendes hånd over imod ham, for at tage ordentligt imod ham.
’’ Jeg er glad for de gad komme. ’’ Jazmin smilede over hele ansigtet, det var rart når mennesker endelig gav sig tid og kom.
Jamie kom hurtigt tilbage, efter at have været ude i køkkenet. ’’ Maden er klar, hvis i er klar. ’’ Jamie smilede og pegede hurtigt imod spisestuen.
’’ Denne vej, min herre. ’’ Jazmin tog fat i hendes kjole, løftede den op så hun kunne gå i den.
Maden stod på bordet, parat til at blive spist. Der var blevet hældt vin op i deres glas. Alt var fint til dem.

Jazmin trak stolen ud, imens plantet hun pænt sin bagdele i den.
’’ Jeg håber det smager. ’’ Hun smilede stadig til ham, med sit sædvanlige smil. En ting der længe havde undret hende, havde været at de ikke kunne læse hinandens minder, eller noget andet. De kunne simpelt nok ikke komme ind i hovedet på hinanden.
Hun greb blidt fat rundt om gaflens skaft, samt kniven.
’’ Hvad laver de til dagligt? ’’ Jazmin rettede blikket op fra maden, og direkte over på ham.
Hun skulle jo lærer ham at kende på en måde.

Zero så roligt på den unge mand der stod i døren. Han måtte indrømme han ærlig talt ikke helt vidste hvad han skulle sige. Men hurtigt opdagede han mandens påklædning. Det kunne kun betyde en ting. En tjener. Han smilede svagt. "Zeronium Elliot Bang. Jeg blev inviteret hertil." Sagde han roligt til tjeneren.
Kort efter faldt hans blik på den unge Jazmin som kom gående i en grøn rimelig lang kjole. Zero smilede blidt. Og bukkede let hovedet da hun nejede for ham. "En fornøjelse at være her." Sagde han og tog imod hendes hånd i takt med han blidt lagde sine læber imod hendes hånd. "Jeg er glad for at være inviteret. Specielt af en vært med sådan en drømmende skønhed. Må jeg sige at den smukke grønne kjole lægger sig godt til deres smukke gule øjne." Sagde han roligt og løftede hendes hånd op langsomt. "Må jeg ha lov at se den ordentlig?" Spurgte han. Han hævede hendes hånd i et forsøg på at få hende til at dreje rundt en enkel gang så han bedre kunne se kjolen.

Zero fulgte hende roligt da hun ville have ham til at komme ind i spisestuen. Han lod hende ikke trække sin egen stol ud. Han var hurtigt henne ved hende og trak stolen ud for hende for at skubbe den ind igen samtidig med hun satte sig ned. Derefter lod han roligt sine ben bevæge sig hen til højre side af hende som han roligt satte sig ved. Han så roligt på hende da hun sagde hun håbede det smagte. Han nikkede kort. Og lod så roligt sin gaffel og kniv glide ned i maden for at tage noget på gaflen for at kunne smage det.
I Han lod roligt en lille gaffelfuld smutte ind i munden. Han måtte desværre indrømme det. Der var ingen anden udvej. "Jeg beklager meget. Men der er noget jeg må indrømme. Maden smager ikke godt. Det smager fantastisk." Sagde han og smilede svagt til hende for at fremvise at hun var ude på at gøre hende nervøs.
Da hun spurgte hvad han lavede til dagligdagen teg han hurtigt. Hvordan skulle han fortælle hende det? Sandheden? Nej. Han så roligt på hende. "Jeg er en forretningsmand. Jeg laver forretning over alt. Alt fra herreklubber såvel som salg og køb af vare." Sagde han roligt og tog roligt glasset med vin i. Han duftede kort til den med et svagt suk af nydelse over den smukke aroma vinen havde. "Vin er ikke ligefrem min favorit men jeg må sige denne dufter godt." Han så roligt på hende imens han tog en blid sip af vinen. "Hvad med dem selv? Hvad går de og laver?" Spurgte han roligt imens han rettede sig op for bedre at kunne se på hende. Og ventede interesseret i at høre hvad hun sagde.

zmin drejede naturligvis rundt et par gange, for at han kunne se kjolen ordentligt, det var det mindste hun kunne gøre.
Hun opdagede hurtigt at Zero allerede stod foran hendes stol, imens han ligeså stille trak den ud. Hun smilede en anelse for sig selv, men satte sig ned i stolen med nik til ham.
’’ Mange tak, min herre. ’’ Hun smilede blidt til ham.
Han følte pludseligt for at fyre en enkelt joke af om maden. I princippet var intet af det noget hun havde lavet, så at sige maden ikke smagte godt ville ej gøre ondt på hende, men kokkene.
’’ Det skal jeg sige videre. ’’ Hun fniste en lille smule, inden hun selv satte gaflen og kniven i sin mad.
’’ Forretningsmand? Det lyder spændende, jeg var selv en del af den branche før hen. Jeg valgte at blive lærer dengang jeg var gravid med min søn. Han bor desværre ikke her, men hos en tidligere kæreste. ’’ Hendes smil var ikke længere glad, men nærmere et høfligt smil. At snakke om Joshua gjorde ondt på hende. Hun havde givet op på noget af det bedste i sit liv, og da hun endelig var klar til at være en del af hans liv, var hun blevet udelukket.
’’ Jeg er glad for den smager vel, den er ret gammel. ’’ Hun smilede og førte glasset op imod hendes læber. Den røde saft, løb ned fra glasset i munden på hende, igennem halsen.
’’ Lige nu er jeg lærer, men ellers rider jeg… Hvad laver jeg mere? Jeg bruger tid sammen med min bedsteven Noah, og hans datter Elena. De bor også i huset. ’’ Hun smilede.
’’ Er de stadig sulten? ’’ Jazmin så ned på sin mad, en lille del af det var blevet taget. Hun havde spist for et par timer siden, så hendes sult var ikke nær så stor.

Han fik hende til at fnise. Det var et godt tegn. Nu var det så at se hvad hun ellers syntes om. Hun kunne lide at man drillede let. Det var godt. Han hørte hende snakke om at hun var blevet lære. Han nikkede kort. Men da hun snakkede om en tidligere kæreste så han let på hende med et svagt blik. "Det er jeg ked af at høre. Men fortæl endelig hvis de føler de har brug for hjælp." Sagde han roligt og så roligt på hende. Han smilede blidt til hende for at hjælpe hendes humør op.
Han nikkede roligt til at hun sagde vinen var gammel. Det kunne han også godt smage. "Men jeg må sige at alderen på denne vin har gjort den til en velsmagende vin jeg har lyst til at nyde til fulde." Sagde han kort. Selvom det ikke lød som om han snakkede om vinen. Det var nok mere rettet imod hende for at se om en smiger ville falde i god jord hos hende. Zero var sikker på en ting. Selvom han ikke vidste præcis hvor gammel hun var. Var hun ikke ung i de 20 som hun så ud til. Det fortalte de informationer han havde læst før han var kommet.
Han lyttede til hvad hun sagde og smilede kort. "Rider siger de? Vi må endelig tage en ridetur sammen en dag." Sagde han roligt og så på hende svagt. Angående hendes bedste ven følte Zero ikke at det var noget han behøvede at kommentere. Han havde registreret det med et nik. Men han var ikke interesseret i at vide om andres liv. Han var interesseret i at vide om hendes.
Han så roligt på sin mad som han havde spist en god del af. "Nej ikke rigtig. Jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle forvente så jeg fik noget mad inden jeg tog af sted." sagde han roligt. Dog med mad mente han ikke normal mad. Men sjæle han havde opsuget inden.

Jazmin så roligt på ham. Hun havde ikke selv forventet det vilde af maden, men havde stadig valgt at få noget godt serveret.
Hun rejste sig op fra stolen, og nikkede imod Jamie. Han kom straks over for at tage af bordet.
'' Vi kan gå ind i stuen. Denne vej, min herre. '' Jazmin smilede en anelse, og bevægede sig derind. I det hun bevægede sig derind, skiftede hendes øjenfarve sig grønne. Jazz trådte frem i hendes krop, og styrede alt.
Både Jamie, Jazz og Jazmin kunne alle se hvad hinanden lavede.
Jazz satte sig roligt ned i sofa-stolen, med bene krydset. Hendes blik rettede sig lynhurtigt over på Zero. Hver eneste bevægelse han lavede, betragtede hun.
'' Har de noget familie? Kæreste, forlovede.. Du ved. '' Hendes smil var langt fra det samme som før. Det var der, men det var nærmere et kækt et.
Jamie kom hurtigt ind med et glas fyldt med en tykkelse, i en rød farve. Det var ikke rødvin, men blod.
Jazz tømte hurtigt glasset og stillede det ned i bordet.
Nu ved du hvilken slags dæmon jeg er. Hun smilede falsk til ham, og grinede blot.

Han nikkede roligt til hende da hun sagde de kunne bevæge sig ind i stuen. Han rejste sig roligt op efter at ha lagt sin gaffel og kniv på linje på højre side som tegn på tak for mad.
Han kunne godt mærke den mærkelige ændring i hendes sjæl. Han kunne dufte den lige nu. Han så roligt på hende. Fulgte hende med øjnene i takt med at han så hende gå hen til en sofastol. Han fulgte roligt efter og satte sig i den sofa som var over for hende. Han lagde roligt det ene ben over det andet samtidig med han lænede sig tilbage. Og lagde sin venstre arm op på armlænet.
Den pludselige ændring overraskede ham ikke. Han vidste der var noget lumsk med hende. Men hvad var det gode spørgsmål. Hendes spørgsmål fik ham til at dreje hovedet kort. Før han roligt rettede blikket imod et vindue. "Tja min mor er død. Min biologiske datter er død. Jeg har en far jeg ikke snakker med på grund af at han ikke vil ha noget med mig at gøre. Jeg var engang gift men hun blev også dræbt." Sagde han kort før han vendte blikket imod hende. "Men på nuværende tidspunkt er jeg single." Sagde han kort og smilede svagt med et lettere charmerende smil. "Hvad med dem selv?" På trods af at han lige havde snakket om halvdelen af hans familie og at de var døde var det som om det slet ikke påvirkede ham.
Han lænede sig roligt frem i sofaen og stillede sin fod ned på gulvet som han havde oppe over det andet ben før. Før han roligt lænede sig imod sine arme. "De glemte en plet." Sagde han roligt før han roligt rækte hånden hen til hende og lod sin finger roligt glide op af den plet blod hun havde ved mundvigen. Før han roligt tog den side af fingeren blodet havde været på og lod sin tunge roligt slikke det af. "Tja jeg personligt nyder selv en god portion blod engang imellem. Men jeg er ikke bloddæmon som dem selv." Sagde han roligt og smilede kort. "Til gengæld må jeg indrømme at din sjæl føles som den kunne være interessant at opsuge." Sagde han roligt. Før han roligt lænede sig tilbage i sofaen igen. Hans venstre ben blev løftet over den anden i takt med at han lagde sin venstre arm op på armlænet igen. Det var tydeligt at det så ud til han var helt selvsikker. Og tydeligt ikke frygtede hende. Selv med den nye lettere aggressive side hun viste. Han vidste den var mere aggressiv på den måde hun henkastende havde spurgt om et spørgsmål som hun ikke ville ha spurgt om før. Og slet ikke på den måde.

Jazz lyttede blot til alle Zero's ord. Egentlig var hun ret ligeglad, fordi det betød intet for hende. Om hans familie var levende eller ej. Hun forsøgte dog, at få fjernet smilet og virke trist for hans skyld. '' Det er jeg ked af min ven. '' Hun smilede hurtigt igen.
'' Tjo. Jeg har en søn. Men jeg har ikke så meget kontakt med ham. Min tidligere kæreste Rowan. Kender de ham? Han er en vareulv. Nok om det. Han lever med ham pt. Da jeg fødte var jeg ikke i stand til at tage mig af ham, så jeg gav ham dengang valgtet.
Enten tog han ham, ellers måtte han dø. Han valgte selvfølgelig at tage barnet, og jeg forlod dem hurtigt.
Jeg savner selvfølgelig den familie jeg kunne have skabt, men forhold har aldrig helt været mig. '' Jazz smilede en hel del.
'' Single ligefrem. Lyder ellers besynderligt for en interessant mand som dem. '' Jazz greb hurtigt fat i hans hånd, da hans finger rørte hendes læber. '' De er sød. '' Inden hun helt fik set sig om, fik hun trukket sig selv over imod ham og plantet et enkelt lidenskabeligt kys på hans bløde læber.
'' Opsuger de min sjæl, vil der intet interessant være i dette længere. '' Jazz smilede kækt til ham.
'' I følge mange, har jeg ingen sjæl. Men hvem ved dog. '' Hun smilede videre med sit kække smil.
Hun satte sig ned i sofaen igen.