Gaaah i need food, im starving!! -Blair-

Ahri løb gennem regnen, hun hadede det. den eneste grund til hun var alene og ikke sammen med Ancalagon, ville nok være at han var blevet en smule omklamrende. hun måtte ikke gå ud af grotten, ingen af delene da hendes underlige lille være måde, eller forbandelse hvis man kunne kalde den det. gjorde at alle folk ønskede at have hende, eller ikke have hende som et dyr. nej nærmere æde hende.
Hendes evne var energi, så det med at æde hende ville gøre så at den der nu åd hende, ville kunne heale ufattelig hurtig, aldrig føle for at sove. kunne gøre fantastiske ting, osv. en vampyr kunne feks, gå i solen. da de ville heale hurtigere end solens stråler kunne ramme dem, mens dæmoner ville kunne bevæge sig hurtigere end lyset selv. så de nærmest ville være usynlige.
der var så mange forskellige ting, man kunne få ud af at æde hende. hvilket gjorde at mange folk måske forvekslede følelsen af at æde hende med kærlighed.

Hun kravlede ind af et åbent vindue, for at undgå regnene. hvor hun rystede sin hvide pjuskede hale, inden hun kørte sine hænder over sine kul sorte øre og gennem det sorte hår, hun var på klædt en hvid skjorte, som nu var gennemsigtig. med et par bukser lavet af dyre skin, hendes hår var sat op i en halv ødelagt fletning.
hun kiggede sig omkring i hytten, hvor hun snusede ud i luften som et andet dyr, inden hun gik hen til en støvet sofa. hun strøj fingrende over den, og smed sig derefter i den. dette kunne gå an, der var koldt og regnede. så heller sove regnene væk, også måske vågne op når solen atter ville titte frem.

Blair havde for længe siden, vænnet sig til at være ude om natten. Ja, endda længe før hun blev vampyr. Så det var ikke noget nyt for hende, at hun tilbragte hendes vågne timer i månens skær. Hun var dog begyndt, at være ude om aftenen, så hun også kunne nyde andres selskab. Det var sjældent der var nogen ude om natten, og de der var, var alle på jagt efter mad. Blair havde været på jagt, og havde spist. Hun tørrede noget blod væk med hendes tommelfinger, og suttede det overskydende blod af. Hendes lyse hår var bundet tilbage i en løs knold, der efterhånden var tæt på at kollapse, hendes krop var klædt i en kort, tætsiddende kjole, der dog var overraskende befriende at befinde sig i. Derudpver, havde hun et par sko på, der ikke var til at prale med. De var slidte, beskidte og ikke specielt charmerende at se på. Men lige netop de sko, var de sko hun brugte når hun var ude at jage. Blair gik ned imod huset hun havde overnattet i den senere tid. Det var ikke særlig længe siden, hun havde fundet sted, men der var allerede sket meget derinde. Man kunne endda, finde blodpletter på gulvet fra første gang hun var der. Det var ikke ligefrem højdepunktet i hende og hendes brors forhold, men hun havde ikke givet op endnu. En dag, blev han nød til at lukke hende ind. Hun stoppede op foran huset og tog en dyb indånding før hun gik derind. Hun havde stadig svært ved at være der, men det var det tætteste på et hjem hun havde. Blair så skeptisk imod det eneste møbel derinde. En sofa. Hun gik hen til sofaen og stillede sig få centimeter fra den, højt rømmede hun sig, og forventede en reaktion fra den liggende kvinde.

Ahris sorte øre rykkede kort på sig, da lyden af rømmen lød foran hende. Dog vendte hun sig bare om og sov videre, hendes sorte hår gik ud af sin fletning, så det i stedet endte med at dække hendes hoved. Hun krummede sig en smule sammen, for at få mere varme til sig selv, den hvide hale blev lagt over hendes hofte som en anden form af en dyne. Hun nøs en enkelt gang, hvilket enlig var grunden til hun vågnede en smule.
Hun satte sig op roligt, med et lille gab hvor hun gned sig blidt i øjnene. Kun for derefter at stirre på en person foran sig, med lyst hår sorte bukser.... der var mørkt hun kunne ikke helt se hende, men lugten af blod og død var der. Hun var vampyr, den eneste race hun kun havde mødt kort hvor den race havde hjulpet hende kort, fra ikke at miste sine hænder. Hun sprang over Sofaen, hvor hun kravlede hen af gulvet og mod vinduet. Hvor hun hurtigt rejste sig op igen, hun rømmede sig hurtigt ned i hånden inden hun lagde øjnene på pigen foran hende.
”Ahri” Sagde hun, hvor hun pegede på sig selv. For at vise at dette var hendes navn. Mens hendes øjne bare holdte sig på denne kvinde, hvis hun ville prøve på at angribe hende var hun klar på at springe væk, og klar på at forvandle sig til sit dyre jeg! Men hvis hun bare ville snakke, skulle det nok gå. En høj knurren fra Ahris mave afbrød dog den ømme stilhed i det mørke lokale, hvor hun lagde en hånd på sin mave.


((Kort undskyld XD det bliver længere næste gang))

Blair så skeptisk til, da hun bare vendte sig og sov videre. Men hun mindede hele tiden sig selv om, at det havde været hende selv, der havde sneget sig ind og sovet i folks hjem. Hun kunne derfor ikke være vred på denne kvinde, som mange havde været på hende. Blair fulgte hendes bevægelser, da hun sprang over sofen og kravlede hen af gulvet. Det var ikke svært at opdage, at hun havde mange dyriske træk. Både på hendes udseende, men også hendes opførsel og bevægelser. Blair gik hen imod hende og nikkede kort da hun præsenterede sig selv. ”Blair,” sagde hun med en blid stemme og sendte hende et smil. Stilheden blev afbrudt af hendes maves høje knurren. Hun var sulten. Meget. Men Blair havde ikke noget at give hende, så skulle de ud og fange noget, og Blair havde ingen anelse om, hvad denne kvinde kunne tænke sig at spise. Hendes race var speciel, og Blair kunne ikke identificere den ud fra hendes duft. ”Jeg har ikke noget mad,” hun tog en dyb indånding og så ud af døråbningen. ”Skal vi fange noget?” Hun havde selv fået mad, så hun var ikke sulten, men hun kunne sagtens tage med Ahri ud, hvis hun havde lyst til det. ”Du må gerne sove her. Jeg skal bare bruge sofaen når solen står op.” Blair havde observeret sollyset, og placeret sofaen, så det ikke kunne ramme hende på noget tidspunkt. På trods af, Blair ikke havde et behov for at sove, kunne hun godt lide det. Hun kunne alligevel ikke være ude om dagen, så hun kunne lige så godt bruge tiden på at sove.

//Det er helt fint.

Ahri var som et dyr da hun sprang væk, hendes bevægelser var smedige som en kat sammen med halen der bevægede sig elegant gennem vinden og de sorte øre der rettede sig op. Hun fulgte denne fremmede kvindes bevægelser, da hun nikkede til hende. hvad skulle dette betyde, dette hus var da efterladt? Eller tog hun fejl, havde hun sovet sammen med en her inde? I det mindste havde denne fremmede ikke skadet hende, eller forsøgt at æde hende.
”Bla-Blarrrh?” Sagde hun en smule spørgende, denne kvinde havde et sjovt navn. Dog sluttede denne underlige følelse ikke, da Ahris mave pludselig knurrede. Ahri rødmede en smule, hvor hun lagde en hånd på sin mave. Hun havde ikke spist det meste af dagen, og endelig bed det i hende hun havde brug for mad. Måske denne kvinde ved navn Blarrh havde noget… nope! Det var ikke tilfældet, ørene blev trukket tilbage, hvor Ahri udbrød et dybt suk.
Ahri nikkede ivrigt, da hun spurgte om de skulle fange noget. Hvis de kunne fange noget, kunne de starte den smukke ild i skoven også riste maden, samlet med duften af kødet der ville simre over de varme flammer. Den bedste følelse og duft, når man var sulten, ifølge Ahri. Hun smilte varmt til Blair, hvor hun derefter kiggede ud af vinduet. Så hvad skulle de forsøge at fange, og var der noget derude at fange. Hun var ikke ligefrem til mus, mere fisk og fugle. Hvid det kunne lade sig gøre, hun drejede rundt på hælen igen for at stirre ind i øjnene på denne kvinde.
”Mad!” Lød det fra hende, hvor et kækt smil formede sig på Ahris læber, inden længe var hun sprunget ud af vinduet og kiggede op mod skyerne, da det stadigvæk regnede. Et piv lød fra hende, hvor hun nærmest sprang ind af vinduet igen, rystede sig og løb om bag Blair. ”Himlen falder ned!” Lød det fra hende, hvor hun hvæste af vinduet.