xx Playing with food. Dare to interfere? -Sajro

Tid: Middag på vej mod aften, 16-17 stykker.
Omgivelser: Skov og dyr
Vejr: Solrig med få skyer, behagelig varme
Påklædning: En sort t-shirt og et par hvide bukser med et par sorte sko.

Det var en dejlig solrig dag i skoven, få skyer på himlen. Få briser var der som kunne mærkes, men det var stadig varmt. Dog var det ikke for varmt, det var faktisk lige til pas. Der var fuglesang at høre og dyr at se, i det hele taget var det nu bare en afslappende stemning. Eller det skulle man jo tro. Hvis man lyttede godt efter kunne man høre at grene knækkede, ret så hurtigt endda.
Og en forpustet vejrtrækning kunne høres. Det var en person der løb. En kvinde var det. Hendes hår var brunt og bølget på en smuk måde. Hendes øjne var brune som chokolade. Hendes hud var let bleg. Hun var ikke så høj igen, men hun kunne stadig løbe ret så hurtigt.
Hun så ud til at blive jagtet. Det var også tilfældet. Men hvad man ikke vidste var at denne kvinde havde planlagt det hele og lige nu gik alt efter planen.

Tera havde stået på markedet først da det skete. Hun havde besluttet sig for at slå en konkurrents varer ihjel. Så at sige at hun gav hans slaver forgiftet mad. Og det opdagede han. Så han begyndte at løbe efter hende og hun var så nød til at løbe væk. Da de nåede ud i skoven stoppede hun pludselig op, som fik konkurrenten til at standse op:” Du skal betale mig for alle de slaver du har forgiftet!” råbte han vredt og fandt en kniv frem som han ville angribe med.
Han betragtede hende stå med ryggen mod ham og hun så ned i jorden. Hun vendte sig roligt mod ham og pludselig var noget anderledes ved hende. Hendes tænder var blevet lange og skarpe og hendes hænder begyndte at få klør. Hun snerrede højt af ham og han blev bange. Kniven faldt ud af hans hænder og faldt mod jorden. Han trådte nogle skridt tilbage idet hun begyndte at gå mod ham. Hendes øjne blev mørkegule og hun afslørede at hendes hånd blødede.
At hun var forpustet og blødte havde sat gang i hendes forvandling og der var ingen vej tilbage nu. Hendes krop voksede roligt og hår begyndte at gro ud over det hele. Langsomt forvandlede hendes ansigt sig til noget der mindede om en ulvs og der kom hendes brøl.
Et højt og frygtsomt brøl bredte sig gennem skoven, det var hende. Manden vendte sig om og begyndte at løbe men hun var hurtigere. Hun fik ham væltet omkuld og gik om ham i cirkler, overvejende hvad hun mest havde lyst til. At lege med ham eller dræbe ham med det samme? Alt rationelle tanker var ude af hendes sind, og hun viste tænder for at skræmme byttet endnu mere.
Hun nærmede sig ham roligt på alle fire og slikkede kort op af hans kind. Han rakte ud efter sin kniv og stak den ind i maven på hende. Hun pev kort og snerrede af ham, inden hun satte tænderne i hans ansigt og flåede det af ham. Han skreg højt og vred sig som en gal, forgæves prøvede han at få hende af sig, men det var lidt svært for ham når smerten fra hans opflåede ansigt gjorde ham svagere og svagere.
Tera bakkede lidt bagud og betragtede roligt manden mens han lå og skreg. Hun så lidt på kniven der sad i hendes mave og ville nu lade den være indtil det var ovre. Så længe den stadig sad der ville hun ikke blive svagere.
Skulle hun lade ham dø nu og ødelægge al den sjov hun havde? Det ville være kedeligt. Hun satte sine klør i hans arm og betragtede hvordan det skar i kødet.
Manden var stoppet med at skrige da han var gået i chok over smerten, men det var forventet. Nogle af mandens venner kom frem men de var mest også i chok over at se deres ven på jorden. Tera så på dem og lagde hovedet på skrå, inden hun hurtigt bevægede sig mod dem.

Hun lagde ikke mærke til at den anden varulv kom før hun hørte brølet. Hurtigt vendte hun sig mod ham og snerrede lydløst. Hun kunne godt se at han var alfaen, men der var ingen chance for at hun ville bukke under. Ikke bare lige sådan. Hun bed i slavehandleren og svingede ham mod alfaen før hun hurtigt vendte sig og spottede området. Mændende der før stod der var langt væk efter de så den anden varulv.
Her ville ikke være godt at slås, det var til alfaens fordel frem for hendes. Hun skulle hen hvor træerne var mere presset sammen, grundet den anden varulvs størrelse. I et hurtigt løb kom hun afsted og regnede med at hendes lille kastetrick havde givet hende tid til at i det mindste komme ind et mere tilvokset sted. Hun stoppede op da hun var der. Træerne havde groet tæt sammen her. Her ville han helt klart få en smule besvær med at kunne bevæge sig som han havde lyst til.
Det var ikke fordi hun selv særlig stor, hun var måske en smule større end en normal ulv. Hun stod i midten af træerne og kiggede rundt efter flere ting der ville se ud til at hjælpe hende, men der var ikke så meget. Hun brølede vredt og rev svagt i jorden med sine klør, hun prøvede at udtænke en plan men hun kunne ikke komme på noget. Hun var helt klart ikke ude på at udfordre ham fysisk for det ville hun ikke kunne vinde.
Hendes plan for nu var at køre alfaen træt, for hun kunne mærke at hun var blevet svagere. For hvad hun ikke vidste var at der bare var en lille bitte smule sølv i kniven som var i gang med at forgifte hende. Hun troede dog bare at det var fordi hun var blevet stukket. Hun stod klar til at alfaen ville angribe, i hvert fald klar til at hoppe væk.
Men hun nåede ikke at reagerer før hun lå ned mod jorden og ikke kunne flytte sig. Hun vred sig og snerrede, hun var næsten ustyrlig. Dette gjorde at det lykkedes hende at presse kniven længere ind og hun kom med endnu et piv. Dog var hun nød til at forvandle sig tilbage. Eller det skete egentlig bare uventet.
Hun lå bare stille da hun var i sin menneskeform, nu kunne hun helt klart ikke slås. Samt kunne hun mærke skaden kniven havde forårsaget fordi hun absolut skulle vride sig. Hun prøvede forsigtigt og stille at få fat om kniven og hun så op på alfaen.
Hun sagde ikke noget, og hendes blik viste at hun stadig ikke ville overgive sig. Hendes blik var koldt, men der var en flænge at finde i hendes udtryk hvis man nu kiggede godt efter. Det var nu hun viste sin sårbare side.
Hendes blik havde en svag antydning af at være såret. Hun prøvede at aktivere sin evne, i få sekunder var hendes øjne helt pinke og et menneske ville hurtigt bukke under for hendes vilje. Det var et skud i tågen, men hun var villig til at prøve.
Arret på hendes overarm var nu ret tydeligt. Det mærke der beviste at hun var varulv. Hun bed sig hårdt i læben og vidste nu ikke om hun skulle trække kniven ud. Hendes anden arm kunne hun ikke bruge, og det forstod hun ikke, men det var giften.

”Jeg giver ikke efter for nogen… Jeg er såret” sagde hun bestemt mens hun så på ham i kort tid. Efter henvendte hun sin opmærksomhed på kniven, hun ville bare have den ud. Hun var egentlig ligeglad med at være nøgen, det var ikke fordi hun havde noget specielt andre kvinder ikke havde. Hun bed hul i sin læbe og reagerede ikke på bidet mod hendes strube. Hendes hud var brandvarm og samtidig kunne hun mærke at hun koldsvedede, hun kunne ikke forstå hvad det var der skete.
Da han greb hendes skulder og hendes hånd så hun op på ham og kom kun med et nik som svar. Hun havde bestemt ikke lyst til at blive skadet permanent, selvom de fleste nok ville have det sådan. Hun slap kniven og var ikke helt sikker på hvordan hun skulle komme op uden at kniven ville skade hende yderligere. Men det var heller ikke fordi hun havde den store lyst til at bede om hjælp.
Sådan noget gjorde hun bare ikke. Hun vidste nu godt at hendes evne ikke ville virke, så hans overraskede udtryk var ikke overraskende for hende. Såret brændte, en hel del, og det var også selv gået op for hende hvad der var i kniven:” Sølv…” mumlede hun svagt og sukkede kort. Hun var dog heldig at sølvet ikke var nået til hendes hjerte eller hendes hoved, for så havde hun slet ikke kunne bevæge sig, men det var heller ikke fordi hun havde de store muligheder for det lige nu.
Mændene fra før var tilbage med nogle flere og denne gang havde de våben med. De holdte dog afstand og stod og rystede knyttede næver ad dem. Tera kom forsigtigt op af stå, hun holdte i kniven så hun ikke ville komme til skade. Hun kunne mærke blodet flyde fra såret, og ærlig talt vidste hun ikke hvad hun skulle gøre da det var første gang hun nogensinde havde været i kontakt med sølv.
Hun holdte dog stadig fast på at hun bedst kunne klare ting alene. Hun var en ”lone wolf” og sådan skulle det være. Hun vendte ryggen til varulven og så lidt ned på kniven, fristet til bare at flå den ud, få den brændende følelse væk. Men hun gjorde det ikke. Indeni vidste hun godt at han vidste hvad der kunne hjælpe hende og det ville være dumt ikke at lytte til ham. Hun var stille og betragtede bare kniven og såret, hvordan blodet flød langsomt.

”Styrke er ikke kun fysisk..” sagde hun med en bestemt stemme. Hendes tidligere liv var stadig noget der påvirkede hende meget. For hende var det ikke kun fysisk styrke. Hun havde ikke brugt sin styrke, hun havde sin viljestyrke. Hun havde heller ikke ligefrem et job der krævede at hun skulle bruge mange kræfter.
De fleste af hendes ofre var alligevel svagere end hende i menneskeform. Hun lod ham hjælpe hende op og løfte hende da hun nu havde brug for hans hjælp. Hun sukkede kort og lagde hovedet mod hans bryst og lukkede sine øjne i mens han løb med hende. Hun var ikke særlig stor i forhold til ham, han var på alle måder større end hende, det var hun ikke i tvivl om. Hun lukkede sine øjne i og holdte godt fat i kniven, hendes ene arm kunne hun stadig ikke bruge.
Da han snakkede åbnede hun sine øjne en smule og kom med et kort suk:” Ham der forvandlede mig glemte at nævne noget om sølv…” hun så dog hurtigt væk da hendes ansigt fik en antydning af at være såret. Alle minder om ham skar hende i hjertet.
Uden selv at lægge mærke til det rykkede hun svagt lidt op i kniven for at tage sig sammen. Da han begyndte at løbe var hun kommet til sig selv igen og havde lukket sine øjne. Hun var pludselig blevet meget træt:” Hvad gør sølv helt præcist?” spurgte hun roligt, hun havde ikke rigtig lyst til at åbne sine øjne.
Hun så lidt på bålet da hun blev lagt ned og kiggede lidt på gryden, hun ventede bare på at vandet kogte. Hun bed sig svagt i læben og var nu nervøs for om det ville gøre ondt:” Kommer det til at gøre ondt..?” spurgte hun så, en svag antydning af frygt var der at finde i hendes stemme.
Hun så lidt op mod himlen og lagde mærke til at solen var ved at gå ned. Det var længe siden at hun havde set en solnedgang, hun kunne tydeligt huske hvordan hendes mor plejede at tage hende ud og se på solnedgange. Hun rystede dog mindet væk, det var ikke meningen hun skulle være blødsøden, og slet ikke over for en alfa.  
Hun ville gerne sidde op, men det var nok dumt at gøre:” Hvorfor hjælper du mig overhovedet? Det lidt underligt..” sagde hun roligt og så lidt væk. Hun kunne ikke helt forstå det, at han ville hjælpe selvom hun nægtede at se ham som hendes leder.
Hun så lidt mod gryden som begyndte at koge og kom med et lavt suk. Det var helt klart ikke noget hun så frem til, men hun stolede på ham, der var vel ikke andet at gøre.

Hun sagde ikke noget efter han sendte hende blikket, og lod det ny bare ligge. Hun følte heller ikke rigtig for at være på tværs lige nu, hun ville bare have sølvet ud så hun kunne komme hjem og foresætte sin forretning. Da han nævnte varulven rettede hun sit blik vredt op mod ham som om han havde fornærmet hendes familie:” Han er ikke uduelig..! Du..” hun stoppede sig selv fra at sige noget da hun kunne mærke at tårene pressede sig en smule på nu hvor minderne kom frem.  Hun så væk og bed sig ret hårdt i læben, en enkelt bloddråbe løb ned af hendes hage.
” Jeg er ikke flov… Tværtimod… Jeg er bare ikke den person jeg var dengang…” mumlede hun, forhåbentligt blev det udtydeligt, men desværre kunne det forstås. Hendes fortid var noget der jagtede hende. Det var det eneste hun var nød til at glemme men ikke kunne.
At hun stadig holdte på mindet om ham, gjorde at hun aldrig ville kunne blive ”hjerteløs” som hun gerne ville være. Hun knugede hånden hårdt sammen i vrede, hun nåede aldrig at blive vred på ham. Hun elskede ham stadig af hele sit hjerte, men han var væk. Hun ville nok ikke kunne håndtere at se ham igen, hvis hun fik chancen.
Bare alene hans udtryk skræmte hende da hun godt vidste at det ikke ville blive rart. Da han rev kniven ud, gispede hun kort og pressede sig opad af refleks, da smerten var udeholdig:” Stop… ngh… Jeg kan ikke klare det..” prøvede hun at sige gennem hendes sammenbidte tænder og hun vred sig. Hun tog fat i hans arm og borede sine negle ind af instinkt da hun ikke rigtig kunne få fat i andet.
Hun lukkede sine øjne hårdt i og skød maven frem, hun nægtede at skrige. Hun stoppede dog efter noget tid og lyttede til hvordan han forklarede, det gav hende en vis ro at lytte til ham. Hun lukkede sine øjne da han var i gang med at forbinde såret, hun gispede stadig svagt da det nu bare var ømt.
Hun var næsten sikker på at havde der gået længere tid så havde hun besvimet. Hun kunne bevæge sin arm svagt men hendes fingre havde hun et lille besvær med at bevæge. Hun satte sig forsigtigt op og ømmede sig let:” Men selvom du er leder, er det stadig lidt underligt.. Du kender mig jo ikke rigtig, og det kunne være at jeg var ude på at slå dig ihjel..” sagde hun roligt, det var ikke ligefrem fordi det var det hun havde planlagt, men det virkede som et realistisk scenarie for hende.
Hendes mave rumlede meget svagt og hun kom med et let suk. Hun nåede jo aldrig rigtig at spise manden før hun blev overfaldet af alfaen, så sulten, det var hun.

Hun så lidt på ham da han spurgte men hun svarede først efter hun var blevet forbundet. Hun bukkede sine øjenbryn da hun aldeles ikke havde spist ham:” Jeg havde ikke noget problem med at kontrollere mig selv.. Jeg var engang en dæmon.. uskyldig… Det lyder sjovt ikke?” hun smilte kort, men smilet falmede så hurtigt som det kom. Hun så lidt ned i jorden og kradsede lidt med sin negl. Inden hun fortalte videre tog hun en dyb indånding.
”Han viste mig hvad der var nødvendigt.. Jeg boede i Sunfurys fredelige del.. Jeg havde ikke brug for at bekymre mig om vrede eller sølv.. Mine forældre kunne ikke lide den person jeg var blevet.. byen kunne ikke lide det.. Så de jagtede os ud..” hun lukkede sine øjne i få sekunder som om hun gjorde sig klar til at sige det. Hun så lidt på alfaen med tårer i øjnene.
”Han gav mig skylden for det.. Han angreb mig… Jeg slap væk med nød og næppe… jeg har et ar.. Det ikke synligt for andre end mig selv..” hun pegede roligt på sit hjerte inden hun så bare tog sine hænder op til sit ansigt for at græde. Men hun kunne ikke. Hun havde grædt sit hjerte ud for længe siden. Hun lod sine hænder falde ned til jorden og hendes blik var tomt. Hendes gamle jeg var kommet frem. Hun rystede bare på hovedet og pressede en hånd mod sin pande.
”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre… Jeg var så alene… Og bange.. En mand tog mig ind til sig.. Han sagde at jeg havde potentiale.. Han udnyttede mig.. Men det hjalp mig.. Med at glemme.. Han lærte mig at fange mennesker og gøre dem til slaver.. Han hjalp mig med at mestre mine øjne.. Jeg kan ikke takke ham nok..” hun kom med et lavt suk og lænede sig op mod et træ. Hendes hånd hvilede på hendes mave, selvom den var øm.
”Jeg er glad for at jeg er den jeg er nu.. Man får intet ud af at lade sit hjerte gå ud til alle.. Kun et såret et, når de er færdig med at udnytte en..” sagde hun så roligt og så lidt på ham. Hun havde ikke ligefrem lyst til at fortælle sin livshistorie men det fløj nu bare lidt ud af hende. Hun nikkede lidt da han spurgte om hun var sulten. Hun trak kort på skuldrene og slappede af:” Vil ikke være til besvær..” sagde hun så og skælvede svagt da en kold brise kom forbi.

Hun så lidt overrasket ud da han nu bare sagde hende imod. Hun kneb sine øjne svagt sammen og havde tænkt sig at sige noget men hun lod være. Helt ung var hun dog ikke, i hvert fald ikke hvis man talte i menneskeår. Som dæmon, var hun stadig meget ung.
” Du kender mig ikke… Jeg er glad for det jeg har… og det jeg kan skaffe.. Og for nu er det jeg kan skaffe, penge..” sagde hun roligt og så lidt på ham. Hun var ved at falde tilbage til den kolde side igen, da hun havde det bedst bag sin facade. Hun blinkede kort med sine øjne inden hun sukkede lavt. Trangen efter cigaretter havde bygget sig op i hende.
Hun så lidt på kødet da han smed det hen til hende inden hun så samlede det op og snusede til det. Så begyndte hun roligt at spise, dog blev hun en smule flov, da hun ikke rigtig brød sig om at spise foran andre så hun vendte ryggen til ham:” Undskyld.. men jeg er ikke særlig god til at spise foran andre..” sagde hun så roligt inden hun fortsatte med at spise kødet. Hun blev dog hurtig færdig med at spise og vendte sig mod ham. Hun var stille i lidt tid og så ned i jorden inden hun smugkiggede lidt på ham.
”Hvordan blev du lederen? Var der en før dig?” spurgte hun en smule nysgerrigt mens hun så på ham. Tera sad og forestillede sig at han havde nedlagt en anden varulv for at få titlen, hvilket nok var hvad der skete. Hun følte sig dejlig mæt efter at have spist og hun lænede sig tilbage mod træet.
Da han snakkede om at hun kun ejede sorg rejste hun sig hurtigt og så på ham med et vredt udtryk i få sekunder. Men han havde jo ret. Hun så roligt ned og bed sig i underlæben, hendes hænder var også knyttede. Hun kunne mærke hvordan vreden brusede op i hende og langsomt begyndte hendes klør og tænder at komme frem.
Hun tænkte længe over en ting i hendes fortid som hun kunne se tilbage på. Men hun blev frustreret da hun ikke rigtig kunne finde noget, så hun vendte sig mod træet og slog sin knyttede næve ind i det. Det gjorde ret så ondt men hun følte at det hjalp hende så hun begyndte bare at slå på træet så hårdt som hun kunne:” Den…. Lort… Det hans skyld jeg er sådan her…. Det hans skyld at jeg ikke kan glemme ham… Jeg vil bare gerne glemme ham!” for hver pause hun tog, blev en knytnæve slået ind i træet.
Hendes ene hånd begyndte at bløde om hendes knor da hun stoppede og hun så bare tomt ned i jorden. Hun var ligeglad med at virke sårbar lige nu, minderne havde taget over og hun kunne ikke få dem væk igen. Hvis alfaen havde prøvet at stoppe hende var hun bare brudt ud i gråd og havde trykket sig tæt indtil ham så hun kunne gemme sig for verdenen.
Hun hadede den måde kærlighed fungerede for varulve. Hun ville bare gerne tilbage til at være den hun engang var, den søde lille dæmonpige. Men det var slut for hende. Hun kunne aldrig komme tilbage til at være den person, og det vidste hun godt. Hun havde accepteret at det skulle være sådan her for længe siden. Det var bare rart, endelig at få vreden ud.

Der var nok ingen måde at han ville kunne få hende overbevist om at det hun gjorde var fokert, måske i fremtiden. Men for nu mente hun at det var det godt og så længe der var penge i det, ville hun heller ikke kunne sige nej:” Ikke noget med selvskab.. Bare flere ting.. Selvskab kan jeg få hvis jeg havde lyst til det, uden at betale en øre..” hun så lidt ned mens hun sagde det.
Hun gjorde ikke modstand da han greb hendes hænder, hun havde slet ikke styr på sig selv på nogen måde. Faktisk så var hun ikke sikker på hvem hun selv var lige nu. Hun var vel en blanding af sit gamle ødelagte selv og prøvede desperat at gå tilbage til at være hjerteløs, men hun kunne ikke.
Han havde brudt hendes mure ned, hun havde intet at gemme sig bag:” Hvorfor ville du dog være leder?” spurgte hun mens hun så lidt ned. Der måtte ligge meget ansvar i det. Da han spurgte om hvorfor hun smugkiggede på ham før svarede hun ikke på det. Men hun følte sig helt blottet, nu hvor han rodede så meget i hendes fortid.
Det var også derfor hun bare vendte sig og trykkede sig helt indtil ham. For at gemme sig fra verdenen. Hun ville bare gerne føle sig tryg. Hun tænkte ikke så meget over at være nøgen, hun pressede sit ansigt mod hans bryst og havde sine hænder til at dække sit ansigt. Hun kunne dog stadig ikke græde.
Hun så lidt op på ham da hun havde sundet sig, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Det var ikke meningen at denne side af hende skulle frem. Men samtidig var hun halvt taknemmelig for at han ikke bare skubbede hende væk, og lod hende gemme sig mod ham. En svag tåre gled ned af hendes kind og hun stod bare stille og kiggede op på ham.
Skulle hun indrømme at hun havde savnet denne form for tryghed? Hun nægtede at indrømme det overfor sig selv. Hun var ikke klar til at se på sin fortid endnu som den var. Det var begyndt at blive en smule køligt og hun var ret træt. Hun lagde bare hovedet på hans bryst og lyttede til hans hjerte banke. Det gav hende en indre ro, bare at stå der i stilhed. Hun tænkte ikke så meget over at hun nok måtte se at komme hjem på et tidspunkt.

Hun var ganske vist virkelig materialistisk men hun havde fået overbevist sig selv om at det var det som gjorde hende glad. Penge og magt. Det var det der holdte hende beskæftiget og sørgede for at hun ikke ville huske fortiden. Et lavt suk undslap hendes læber og hun så lidt op på ham:” Kort glæde er bedre end endeløs sorg..” erklærede hun mens hun slappede svagt af i sine skuldre.
Hun løftede sit øjenbryn lidt i en undren da han begyndte at grine, da hun ikke rigtig forstod ham. Hun mente ellers selv at hun var ret seriøs. Hun valgte dog at lade spørgsmålet være lidt endnu, i hvert fald var hun ikke lige i humøret til at svare på det lige nu.
Da hun mærkede hans hånd mod hendes nakke måtte hun indrømme at hun blev en smule overrasket. Hun lukkede øjnene i for et øjeblik før hun så kom med en lettet udånding. Hun følte sig nu tryg og en smule glad. Glad for at han var der for hende. Også selvom hun stadig havde sin undren omkring hvad der fik ham til at ville hjælpe hende. Hendes øjne kneb sig en smule sammen og hun overvejede at spørge.  
”Jeg savner ikke min fortid.. På en måde gør jeg… Jeg ville ønske at han ikke havde givet mig skylden.. Eller forladt mig for den sags skyld.. Men det ikke fordi at jeg vil tilbage til ting som de var.. Jeg var ynkelig.. Han var nød til at støtte mig.. Jeg er stærkere nu..” sagde hun, dog kunne man ane en usikkerhed i hendes stemme. Ærlig talt vidste hun ikke om hun havde noget godt at se tilbage på.
Hun var dog kommet i et bedre humør nu. Hun smilte. Et blidt smil men det her smil var ægte, det var man ikke i tvivl om. Hun havde ikke rigtig selv opdaget det. Hun mærkede hans hånd mod sin læn og hendes kinder blev svagt pinke. Dog så rykkede hun sig ikke, da det nu føltes godt.
Hun smilte stadig og bed sig så en smule svagt i underlæben mens hun så på ham:” Du ville vide hvordan jeg kunne få selskab? Jeg kunne vel ligeså godt vise dig hvordan…” nåede hun at sige før hun tog blidt fat i hans skuldre og trak ham ned til sig så de var ansigt til ansigt. Hun så ham ind i øjnene inden hun pressede sine læber blidt mod hans. Hun lukkede sine øjne i. Kysset var blidt og man ville kunne ane at hun var måske en smule kærlig. Efter lidt tid brød hun kysset og så afventende på ham efter en reaktion.

Hun satte hovedet en smule på skrå da han sagde at hun kunne leve uden penge. Det vidste hun nu godt. Det meste af hendes liv havde hun ikke haft brug for penge, men der var hun afhængige af hendes forældre. Efter det var hun afhængige af sin skaber. Det først nu i hendes liv at den eneste hun afhang af var sig selv. Og hun var ikke klar på at give sit job op som slavehandler. Hun følte sig mægtig som slavehandler. At hun kunne bestemme hvad der skulle ske med andres liv. Det var en tilfredstillende følelse.
”Jeg syntes det er fint som det er nu.. Hvorfor ændre det når det gør mig glad?” et svagt smil bredte sig på hendes læber, der var et eller andet ved hans grin som gjorde hende glad indeni. Hans glæde smittede af på hende, i hvert fald lige så stille blev hun gladere kunne hun mærke.
Hun nussede hans bryst med en pegefinger mens hun smilte svagt:” Jeg er stærkere fordi jeg var afhængig af andre.. hvis det ikke var fordi jeg ikke kunne hypnotisere dig.. så ville jeg kunne styre din vilje og få dig til det jeg ville have.. det kunne jeg ikke dengang. Det ville jeg ikke dengang..” hun holdte blidt fat i hans skuldre og smilte let.
Da han kyssede hende igen og løftede hende tog hun automatisk armene om halsen på ham og kyssede med. Hun så lidt på ham og hendes øjne skinnede svagt som et tegn på at hun ville have mere. Hun rødmede svagt og så nu bare ret så uskyldig ud, som om hun aldrig havde gjort noget forkert i hendes liv. Hun trykkede sig ind mod ham og bed sig lidt i læben mens hun så ham i øjnene.
”Passe på hvad..? Det ser ud til at du beskytter mig… mnh..” hun smilte roligt og bed ham blidt men samtidig lidt forsigtigt og drillende i hans underlæbe mens hun nussede hans skulder mens hun havde armene om halsen på ham. Det var tydeligt at hun gerne ville have mere. Der var bare et eller andet ved ham som gjorde at hun ville have mere. Hun så lidt afventende på ham og lod ham styre det. Hun ville trods alt gerne se hvad denne alfa havde tænkt sig at gøre.

Hun lyttede til ham og slappede en smule af. Dog så svarede hun ikke rigtig på det, hun trak let på skulderen som svar til det. Han havde ret men hun så stadig sig selv som stærkere nu. Hun åndede tungt ud og slappede en smule af. Hun kunne stadig mærke at lysten efter en cigaret var der. Hun kunne dø for en smøg. Eller nok ikke men sådan føltes det.
Hun lagde hovedet en smule på skrå da hun godt lagde mærke til at han virkede overrasket. Hun smilte kort og havde nu ikke ligefrem noget ondt i gære. Hun havde jo egentlig heller ikke brug for at hypnotisere ham med sin evne når hun havde sin krop og sit nuttede ansigt.
Og samtidig havde hun engang prøvet at hypnotisere en, og hun måtte indrømme at det var noget af det mest kedelige hun havde prøvet. Hun holdte sit hoved på skrå og så ham ind i øjnene mens hun smilte:” Hvad er det jeg skal være bange for? Du virker ikke specielt farlig… mnh…” hun var nød til at bide sig i læben, hun ville høre mere. Hun så lidt på ham mens hun kom med et lystfuldt suk.
”Mere….” hviskede hun roligt og blidt mens hun blev løftet, hun var nød til at sprede sine ben mere og hun lagde sine hænder på hans skulder. Hun strakte sin hals og nød tydeligvis at mærke hans læber mod hendes hud, da hun kom med et tilfredsstillet suk. Hun lagde sit hoved tilbage og lod ham bide hende. Hun kunne faktisk ret godt lide det. Hun så på ham med et indbydende blik, hun kunne nok ikke gøre det mere klart end det.
Hun var dog en smule nysgerrig så hun tillod sig at spørge:” Er du sådan her overfor alle varulvekvinderne?” hun rakte let tunge i kort tid inden hun aede hans skulder blidt. Hun kunne ikke selv sige nej til mænd, især hvis de var stærkere end hende og så var der et eller andet med alfaer hun bare ikke kunne modstå.
Tera pressede sine læber blidt mod hans igen og åbnede sin mund en lille smule for at lægge op til et tungekys. Hun kunne mærke det indre dyr vende sig indeni hende på en måde hun aldrig havde prøvet før, og det var hans skyld. Hun lukkede øjnene i og borede sine fingre let ned i hans skuldre af nydelse, dog skadede hun ham ikke med sine negle.

Hun var kun glad for at han ikke afviste hende. Hvis der var noget hun ikke kunne holde til, så var det afvsininger. Selvom hun nok aldrig ville kunne vise det udvendigt, det forblev indvendigt. Hun smilte let da han grinte, hun kunne mærke en svag glæde bruse sig op i hende. Men samtidig så følte hun sig en smule tirret af ham.
”Men du ville ikke angribe mig hvis det endelig var.. Ikke så længe du ikke ser mig som en trussel..” sagde hun roligt og så ham nu også i øjenne. Hun lyttede til ham og nikkede kort til det han sagde. Dog så kunne hun ikke undgå at smile en smule skævt, hun følte sig måske en smule speciel… hvilket ikke var særlig godt.. Hun kunne genkende følelsen. Og pludselig føltes det underligt. Hvorfor? Fordi hun tænkte på sin gamle kæreste. Hun så lidt væk og i et kort sekund skulle man tro hun skulle til at græde igen.
Lige indtil de kyssede igen og hun i et kort sekund mærkede hans afholdenhed men pludselig gav efter. Hun kunne mærke hendes hjerte hamre i hendes bryst. Han fik hende til at føle på en måde hun aldrig havde følt før. Det var underligt for hende. Hun blinkede et par gange og så lidt væk efter kysset blev brudt, hun var ikke sikker på at denne underlige følelse var noget der ville gå væk. Men det måtte den vist da hendes opmærksomhed blev taget af ham.
Hun bed sig hårdt i læben da hun mærkede hvordan han greb hendes balde. At de hele tiden havde været nøgne gjorde det hele meget bedre. Der var ikke noget tøj der skulle af. Hun skød brystet en anelse frem da hun mærkede hans læber og hun var ved at gå amok. Hun borede sine fingre lidt mere ned i hans skuldre og bukkede sine øjenbryn svagt mens hun så på ham:” Du får mig til…. At føle mig.. speciel… mnh.. hvorfor….” kom det fra hende i en form for mumlende hvisken i håb om at han ikke rigtig forstod det.. Hun rystede derefter kort på hovedet og sukkede let da han nappede hende over navlen:” det… rart..” hviskede hun i en forførende stemme mens hun så afventende på ham.
Hun var en helt anden person end hun plejede.. Hun kunne ikke kende sig selv. Var hun virkelig så hjerteløs som hun havde fået sig selv til at tro? Hun tænkte ikke meget over det. Hun ville bare gerne have mere nu. Hun havde alligevel ikke noget at tage hjem til. Hendes bordel lå i ruiner og hun havde ikke nogen slaver at tage sig af. Så hun ville bare nyde dette øjeblik så længe det varede.

Hun nød at høre ham grine, men det ville hun aldrig indrømme. Hun vidste godt at han ikke frygtede hende, men det betød ikke så meget for hende. Han var ikke på ”listen over dem der burde frygte hende”, så hvorfor gå op i det? Hun aede hans kind kort og smilte kort:” Jeg kan også langt bedre lide det her..” sagde hun med en forførende og lidt drilsk stemme. Som svar til hans støn bed hun blidt og drillende i hans underlæbe. Ivrigheden åd hende op, men samtidig holdte hun sig en smule tilbage. Hun følte det ville være underligt at blive revet for meget med, især fordi hun så ikke ville kunne kontrollere sine følelser, og det ville på ingen måde være godt. Allerede fordi han kendte for meget til hendes gamle sig.
Hun havde et lettere overrasket udtryk i ansigtet da han spurgte hende, pis var det eneste hun tænkte, han havde hørt det. Hun rødmede svagt og gemte sit ansigt ned i sin skulder:” Jeg ved det ikke.. det bare en følelse..” sagde hun kort og man ville kunne ane en svag flovhed, hun følte sig blottet på alle punkter, men hun nægtede at give ind til at bløde helt op. Hun havde en meget svag fornemmelse af at være bange, men det var fordi at han nu kendte alt til hendes fortid. Hun så ham i øjnene, hun vidste ikke helt hvad hun skulle føle mere. Men til sidst gav hun ind til sine lyster. Hun lukkede sine øjne i idet hun pressede sine læber mod hans i et blidt, nej… mere et kærligt kys.
Hun nød at mærke hans hånd køre op af hendes ryg, et nydende suk undslap hendes læber mens han trak hende i håret og hendes hoved fulgte med bagover som han trak. Hun kunne ikke undgå at stønne kort mens han kyssede op af hendes hals, gud hvor var det noget hun var vild med. Hun skar en let utilfreds grimasse da han ikke kyssede hende og hun bed sig kort i læben med et lystent blik som svar. Hun kom dog med et kort smil inden hun pressede sig frem mod ham lige pludseligt og tvang ham til at falde bagover. Dog satte hun en hånd op til hans baghoved så han ikke kom til skade, selvom hendes hånd tog skade af det. Hun var dog ligeglad.
Hun kyssede hans hals blidt og nappede kort med tænderne, fristen til at lave et sugemærke var der men hun lod være. Hun kyssede blidt ned af hans hals og ned af hans bryst, mave. Hun stoppede idet hun kom til hans underliv hvorefter hun bare kiggede op på ham med et let drilsk smil og bed sig kort i læben. Hun kravlede roligt op så de var ansigt til ansigt igen og hun kunne stadig mærke hvordan hendes hjerte hamrede løs. Hun nappede ham drilsk i øreflippen inden hun hviskede i en forførende stemme:” Jeg vil mærke mere af dig.. Alt af dig.. Dine læber… dine hænder…. Giv mig alt af dig..”