A drink with the gentleman? - Joaquin

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]4
Sted: Det Vilde Svin
Tid: 19:44
Vejre: Halv støvregn med åben himmel.
Omgivelser: Folk sidder og drikker omkring sig. nogle mumbler et par gange omking sig, men nogle stormer ind i baren, men blev lige så hurtigt sparked ud af baren.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Mika sad i baren og stille nydte sin mjød. Han så omkring sig og lod mærke til folk skynde sig ind. Drikke op til 3-4 glas og storme ud, som en større fulderrik. Hans blik faldt dog på nogle af de nyere folk som dukkede op. hans interesse var stadig om de mon ville kunne overleve flere nætter eller om nogle af dem var værd at lege med. Men måske burde han vente med at lege med dem før at han kunne sikre at ingen øjne vågede over ham. Hans blik faldte på folk omkring sig, mens hans tanker lod sig på hvordan han skulle nyde sin drik. En desert ville være lækkert, men det krævede at han skulle havde nogle af hans 'elskere' i nærheden.

kroejeren gik i nærheden. ''Er der noget jeg kan byde dem? Hr.mika? Forresten hvordan har deres ven Nemesis det?'' Mika så over på kroejeren og smilede varmt ''Hvis du kunne sende nogle efter Jack, ville det være hyggeligt.'' Hans blik faldt der efter på sin mjød og stille begyndte at drikke mere. Hans sorte rejse bukser og et par støvler som så ud til at være halv pussed, men spor af slid kunne nemt blive spottet. Hans bare overkrop var stadig tydeligt, da han havde næsten lige vågnet. Hans blik faldt sig rundt i baren, søgende efter om Cerberus havde kommet ind i baren, men han overvejde kort om det måske blot var hans sind som spillede ham et pus. Et mindre smil faldt på hans læber, som var det at han blev påmindet om noget for langt tid siden.

Det støvregnede blot og alligevel fik det skyggen, hvis mørke og usynlige hale var snoet om halsen på ham, til at hvæse og hviske til ham, at han skulle se at finde ly og det kunne ikke gå for stærkt. Dets sorte hoved hvilede på hans skuldre, de glødende gyldne øjne var det eneste som andre væsner ville være i stand til at se, selve skyggens form var det kun muligt for Joaquin at se. Alle de skygger der hvæste og hviskede til ham fascinerede ham, samtidig med at det forvirrede ham, for hvorfor var det kun ham der var i stand til at se dem og hvad var meningen med dem?
En kro fangede hans blik, så for at gøre den såkaldte skygge tilfreds, søgte han hen imod den og trak sin hætte tættere om sit ansigt. Den lange jakke blæste svagt i vinden.. Skyggen på hans skuldre kravlede ned af ryggen på ham, hvor dets form langsomt udviklede sig fra en utydelig skygge, til en synlig kat nær hans ben. En stor fed grå kat. Ingen ville vække mistanke omkring en fed kat, hvorfor skulle de?
Joaquin åbnede døren ind til kroen, hvor en behagelig varme hilste ham velkommen. Så lavt som han nu kunne, lod han døren lukke bag sig. Det lave smæk føltes dog bare latterligt højt, det var som om, at alle nu så hen på ham med nysgerrige blikke. Elevatorblikkene var nok dem han mindst brød sig om, man kunne aldrig vide hvad folk mon havde i sinde, når de valgte at give dig sådan et blik. Han fjernede sin halvvåde hætte og gik op til baren.. Hans krop afslørede, at han var fuldkommen afslappet og ikke havde i sinde, at lave nogen form for ballade. Manden bag disken så spørgende på ham, et ansigt der sagde: Hvad skulle det være??
"En mjød tak," sagde Joaquin og afslørede meget kort den britiske dialekt. Så snart det dejlige stads kom hen til ham, tog han en stor tår af det, lod det varme halsrøret der var blevet en smule tør af, at være ude i støvregnen. Ved hans side, lige under stolen, lå den fede kat nu og godtet sig i mørket.
Ved sin side bemærkede han en sjov duft af blod... vampyr, det måtte det være. Nysgerrigt drejede han hovedet, kun for, at opdage at der ganske rigtig sad en mand nær ham, men han kunne ikke se om skikkelsen tilhørte en vampyr.

Mika så på den fremmede mand, hvor efter hans blik faldt på Jack, da han stille nærmede sig Mika. ''Værsego mika, et stk. milkshake til den sultende herre'' Han placerede en stål flaske og fik blikket af Mika som nikkede kort i glæde. ''Tak jack.'' Hans stemme var afdæmpet og rolig, mens han stille nussede jack's kind.

Billede af Jack [NPC]:

Kroejeren kiggede kort på jack ''Forresten jack, Lissa har skåret sig i fingeren i det hun skulle lave salatten her i aftes, kunne du se til den om der skulle være betændelse i?'' Jack nikkede og gik i retningen af hvor køkkenet lå. ''Hvis du har brug for noget, er jeg i køkkenet Mika'' han fortsatte videre igennem døren og fortsatte.

Mika så efter jack og smilede lettende, mens han begyndte at tage en slurk af drikken han havde givet ham. Hans tanker stille begyndte at sætte sig i orden, samt uden mika havde lagt mærke til at jack havde placerede en Skjorte på hans lår, som han kunne påklæde sig med. Folk rundt omkring ham begyndte at snakke frem og tilbage, hvor efter en gut rejste sig op og lagde hånden på mika's skuldre. ''Så.. du er mika? Fyren som dræbte min tøz?'' Mika drejede ansigtet og så på en tårn høj fyr. ''Hvis du mener kvinden, som nær havde placerede en økse i mit kranium, fordi en tossed slave handlere havde hyret hende til at myrde mig? så ja.'' mika begyndte stille at beskrive kvindens udseende, han begyndte der efter forklare hvordan at hun ikke burde sparke døren ind, da de er ret så dyre.

Manden som talte til mika begyndte at puse sig op og gøre klar til et bar slagsmål. Han mumlede lidt for sig selv, men så på kroværten som virkede til ikke at ønske at blande sig. ''Jeg syntes at hvis du skal slås, er det udenfor.'' Mika så på manden, som allerede nu var ild rød i ansigtet, hans hænder var ved at blive kridt hvide ved knoerne og af ren rasseri slog han med begge hænder ned imod mika's nakke. Dette resulterede i at mika ved en halv hurtig og smidighed lod sig om bag manden, kravlede op omkring hans hals og låste fast med benene om nakken på ham. Han pressede nu alt hans kropsvægt imod jorden som tvang mandenen til at miste balance og endte med at falde til jorden med et brag. Manden skreg i smerte, i det han stille blev kvalt. Hans ansigt lå nu brat imod gulvet, mens han havde en mindre vred vampyr over ryggen på sig, samt en ben lås som var ved at kvæle ham. Manden i ren vrede prøvede at få fat i Mika, men efter få minutters råben og skrigen fra manden mistede han bevidstheden, grundet mangle på ilt.

Joaquin stirrede bare ud i luften, lå ikke rigtig mærke til sine omgivelser, imens han bare fortsatte med at tage en tår af sin mjød, hvis dejlige smag tiltfredstillede ham.
- Pas nu på Joaquin, hviskede kattens stemme til ham. Kun Joaquin var i stand til at høre den. - Du må ikke blive for afslappet hvis en fjende nu skulle...
*slap nu af, der sker ingenting* svarede Joaquin katten i sine tanker. Knap nok havde denne tanke kørt igennem ham, før en slåskamp brød ud og nu fik alle i kroen til gispende, at rejse sig op og se på. Kvinderne var dem der gispede højt, nogen af dem tillod sig endda, at skrige STOP. Selvfølgelig hjalp det ingenting, mændene havde i sinde, at slås og det skulle ingen forhindre dem i.
Nysgerrigt fulgte Joaquin med i denne slåskamp fra sin øjenkrog. Mjøden stillede han fra sig, for at følge en smule mere med i kampen, som det så ud til at vampyren lå til at vinde. Vampyrer var imponerende væsner, det måtte man give dem, de kunne leve af at drikke blod og intet andet. Kampen sluttede med, at vampyren vandt, med udfordreren kvalt under sig.
Ikke til Joaquins overraskelse, til at starte med kunne man allerede fornemme hvem der ville vinde...
Han nikkede anderkende og tog en tår af sin mjød. Måske vampyren kunne bruge nogen til at arbejde for ham, måske en spion??

I det han stoppede med at skrige gav mika slip. Dette var ofte betydningen af at hans modstander havde misted bevidstheden og ikke var død. men han rykkede sine føder hurtigt, fordi det ofte var spørgsmålet om få sekunders mellemrum før hans lille fod fæst ville blive mandens død. Dette var noget mika aldrig var glad for. Han tog føderne til sig og lod hans ene hånd i nærheden af halsen på hans falden modstander. Pulsen pumpede højt igang på den falden mand. Hans hjerte ville skrige
STOP STOP!! JEG OVERGIVER MIG!' hvis altså et hjerte nu end kunne tale. Mika så over på kroværten og nikkede kort med en venlig og varm stemme. ''Han lever stadig, de kan være blot rolig. Han har kun misted bevidstheden.'' mika var glad for at jack havde lært ham om at istedet for at dræbe sin modstander, men at blot ligge dem under en lås og få dem selv til at miste bevidstheden. Dette hjalp altid med at sikre at kampen aldrig udgav sig i dødens hånd. Så selv ikke døden var den vinder i denne kamp.

Mika rejste sig op og børsted støvet af sig, hvor efter han tog fat i nakken på det store brød. Hans øjne flakkede lidt rundt og den store mand, som nu alt lignede en omgang klude dukke, klar til at blive tørt op fra gulvet, men som nu blev kasted ud af kroen og ned i mudret.

Mika lukkede døren efter sig og satte sig tilbage på hans plads. ''Beklager for den mindre forstyrrelse. Hans kone døde til mig, da hun prøvede at myrde mig for mindre en et par dage siden.'' Mika's stemme var stadig i en varm og venlig tone, som var dette en situation han tog let på sindet. Et varmt smil faldt på hans læber i det han tog mjøden og drak med stor velbehag. Hans øjne faldt dog på den fremmede mand ved siden af sig, som så ud til at havde annerkendt hans kamp. Dette var ret få som turde gøre, specielt når det ofte var folk som var skræmt af denne situation.

Mika placerede sit glas med mjød på bordet og så med fuld front på den unge mand. ''Hvad er deres navn? hvis jeg må spørge?'' Mika's blik lå fast på den unge mand, mens hans tanker stille lagde noter klar til at skrive hver enkelt ansigts bevægelse, hver muskel han lavede, da det ofte var forskelligt hvad folk ville svare i et første hånds indtryk. Specielt taget betrækning af at mika havde fået et større brød end ham selv til at ligge pladask på gulvet efter et par få minutter.

Alle de måske'r der kørte rundt oppe i Joaquins tanker lige nu var udholdelig. Det kunne vel være lige meget om vampyren kunne bruge en spion eller ej, han skulle ikke arbejde for nogen. Eller, det kunne måske være en god ide, da han ingen penge havde og havde brug for penge for, at starte på et nyt liv og komme ud fra byen så hurtig som muligt. Han sukkede og bankede kort mjød glasset imod hans pande. Den kolde følelse af et glas overflade føltes overraskende beroligende.
Først når han var blevet enig med sig selv, fjernede han glasset fra sin pande og skulle lige til at henvendige sig til vampyren, da han selv begyndte at snakke, dog ikke til ham, men til de andre væsner i kroen. Så alt denne postyr skyltes en død kone? Nu gav det mere mening i Joaquins hoved. Hvilken mand ville ikke blive vred over tabet af sin kone?
Helt opslugt af sine tanker, bemærkede Joaquin ikke, at vampyren nu vendte sin fulde front imod ham. Det var først da han kunne mærke den prikkende fornemmelse af, at nogen kiggede på ham, at Joaquin drejede sin front imod vampyren og løftede spørgende, dog ikke hånende, på sit ene øjenbryn. Det der var med Joaquins udtryk var, at man ikke rigtig kunne læse dem. De udviste hverken kulde eller varme, ej heller tomhed, det var ikke til at se hvad han tænkte om en. Kun de safirblå øjne gav tegn på, at der var en sjæl inde i denne krop.
"Mit navn er Joaquin," svarede han ham høfligt. "Og nu når du kender mit, må jeg så kende til dit?" Den engelske dialekt klistrede sig op af Joaquins ord.. Han så fortsat nysgerrigt på manden ved siden af ham.

Mika smil stoppede brat, mens et halv grin forlod hans læber. ''hehe, jeg havde ikke regnet med, at en fra england skulle formå sig ind i denne verden. Nuvel. Mit navn er Mika Aijad. Jeg kommer fra Usa. nærmere fra New York. Hvad i hvilken verden skulle en britisk fyr som dem komme hele vejen her til?'' Hans stemme og tone var klokke klar amerikans. Hans lettere måde komme folk stille pind pointe at han var fra new york. Måden han sad på, sikkert nok også hans varme og venlige attityde. Mika så stille på det ene løftede øjenbryn og tænkte ikke så meget over det, hvor efter han bedte om to kolde glas mjød til ham og Joaquin. Blot for at byde ind med noget til deres samtale.

Kroejeren nikkede kort, hvor efter han gik ind og lavede 2 glas med mjød og isterninger i. Han placerede glasset foran de to herre, uden spørgsmål og modtog et par sølv mønter af Mika. Han fortsatte så videre til den næste kunde og begyndte der efter at servicere. Folk begyndte stille at kunne dæmpe sig, specielt efter at havde set at en mindre fyr kunne bringe et brød til jorden og samtidig holde kontrol over sig selv. Dette var ikke ofte man så dette. Nogle stykker begyndte at forlade bygningen, for at sikre at kød klumpen havde det fint, mens nogle stille snakkede i krågende. Deres samtale indebar, hvis man kom tæt nok på om rygterne af at mika skulle arbejde sammen med en frygtede Nemesis. En kvindelig vampyr som er nådeligt så stærk, nogle mener at hun kan fjerne selv hovedet af en minutaure med de bare hænder, men dette var sikkert nok blot rygter.

// hey! Jeg undskylder at jeg ikke har svaret længe! Ville høre om du stadig ønsker, at fortsætte dette emne eller om det er alt for gammelt nu C: igen, undskyld!

// Det er helt op til dig og det gør intet.//

Hvad han lavede her? Ja? Hvad lavede han egentlig her... Denne mand hentydede tydeligvis til hans britiske accent, en gave han havde arvet fra hans mormor og hendes side af familien. På denne måde kunne man også kende forskel fra ham og Josh, hans engletvilling, hvis nuttet opførsel gav ham kvalme. Navnet på denne mand var Mika, Mika fra Amerika. Han sendte ham et skævt smil, løftede glasset op og tog det imellem sine læber. Først efter det dejlige stads var kommet ned i halsen, svarede han på det spørgsmålet der var blevet ham stillet. Hvad lavede han her?
"Jeg prøver at finde arbejde, så jeg kan rejse væk og have mit eget liv," svarede han hurtigt og løftede på skulderene. Da han fik øjenkontakt med Mika, viftede han med hånden og hentydede til, at det var en lang historie, en man ikke skulle tænke over. "Accenten har jeg bare været heldig at arve... men men," Han pegede på Mika med mjød kruset. "Kender du tilfældigvis nogen som kunne bruge en spion? Jeg kan bogstaveligtalt komme ind alle steder, uden nogen bemærker det," Efter de ord så han rundt, hvorpå han hurtigt tog kruset op til sine læber igen. Det var måske ikke det bedste at snakke højt om... Han skulle virkelig lære, at tænke før han talte.

Mika afventede toldmodigt. Dog da den unge herre nævnte at han blot ønskede at bortrejse fra dette sted, lyd det som om der var mere end blot at have sit eget liv. Mika nikkede lyttende og lagde hovedet halvt på skrå. Han tænkte sig kort over det spørgsmål der blev slynget ud fra den unge mand. Mika tænkte kort over spørgsmålet, hvor efter at han svarede kort. ''tjo, det kommer jo an på hvad man kan li og bruge sådan nogle til, men jeg tror godt jeg kender en person som kan bruge sådan en som dig. Hvis det er kan vi tale mere om det privat.'' Mika rejste sig op og så over på krofaderen, som så med et øje mod Mika og det andet mod sine kunder. Han virkede som om at han altid ville vide hvor henne Mika befandt sig, specielt efter den tidligere episode.

Mika begyndte at bevæge sig i retningen mod trapperne for at komme ind mod sit sted hvor han havde lejet sig ind på, dog kiggede han et par få gange bagud for at tjekke om Joaquin fulgte med eller ej. Dog var der et lettere smil på Mika's læber, som var det noget der havde fanget hans interesse. Hans blik fulgte der efter videre imod rummet og han åbnede døren op så han kunne lade Joaquin ind, hvis han altså havde fulgt med selvfølgelig.