U looks like dad? ~ Joaquin

S: The forest
T: 11:03
V: køligt
O: træer

Det var et stykke op af formiddagen. Carrie gad ikke at være inde i dag, og havde derfor fået lov til at gå ud og lege lidt, så længe hun blev i nærheden af hytten. Hun havde varmt tøj på da vejret var koldt. Hun så sig om lige da hun kom ud, og smilede stort inden hun løb ind i skoven, uden at tænke på at hun var på vej væk fra hytten. Længere væk end hun nok egentlig måtte, men det bekymrede hun sig slet ikke om. Hun standsede op lidt efter, og prøvede at finde noget hun kunne lege med måske, eller noget da hun hørte en lyd bag sig, og vendte sig rundt mod lyden. Hun kunne ikke lige se nogle. "Er nogle?" spurgte hun prøvende, og lyttede efter svar , da en person kom frem som hun kendte, eller troede hun kendte.

Hvad lavede hun herude? Et lille barn som hende burde være sammen med sin mor eller far, og nu når man snakkede om forældre, følte han at han havde set tøsen før. Af en eller anden grund havde han det som om, at det var hans lille datter der rendte rundt alene i skoven, uden nogen som helst til, at holde øje med hende. Han kunne have brækket sig over den tanke. Selvfølgelig var det ikke hans datter der gik rundt, han havde ingen børn for pokker, han var ikke engang sikker på om han kunne få nogen.
I det øjeblik det gik op for ham, at han gik og udspionerede en lille pige, rystede han på hovedet af sig selv og tillod sig endda, at sukke for sig selv. Hvad var han dog blevet til? Tøsen kunne klare sig selv og folk skulle nødig tro, at han var pædofil og ønskede at kidnappe tøsen. For var der noget han ikke kunne finde på, så var det DET. Pædofile mennesker skulle i hans hoved bare dø, voldsomt sagt men sandt.
Til hans store uheld kom han til, at træde på en gren og afslører sin tilstedeværelse overfor den lille pige, der med sin voldsomt god hørelse, vendte sig om imod ham og spurgte om der var nogen til stede. En god hørelse havde hun skam, men synet kunne der godt arbejdes på, da hun ikke havde set hans skikkelse bag buskene. Havde det ikke været for hendes overdrevet nuttet hvalpe ansigt, ville han have vendt hende ryggen og fortsætte sin dag, men han kunne ikke holde det ud og kom i stedet frem for busken.
”Her er kun mig,” sagde han roligt og løftede undskyldende hænderne op. ”Jeg ønsker dig ikke noget ondt, tvært imod, jeg undrer mig bare over hvad du laver alene herude,”
Josh og Joaquin var fuldkommen ens, fra top til tå, det eneste der formåede at have sine forskelle var øjnene. Josh øjne var mandelbrune og konstant varme at se ind i, imens Joauquins var himmelblå og hypnotiserende. Selvfølgelig havde deres aura også forskellige fornemmelser, for ikke at snakke om, at Joaquin havde arvet den britiske accent fra mormoren..
At Joaquin lige nu stod overfor Josh datter skulle hurtigt vise sig, at komme som et chok for den nyankommende tvilling..

Hun lagde hovedet på skrå da han trådte frem og sagde, at han intet ondt ville gøre hende. Hvorfor sagde han dog det? Hun var godt klar over, at han intet ville gøre hende, for han var jo hendes far, var han ikke? Han linede ham i hvert fald på en prik, så hun var næsten sikker på, at det var ham, men så alligevel ikke, da der var noget anderledes over ham, som hun ikke kunne sætte finger på lige nu og her. "Eventyr" sagde hun bare, og gik et tøvende skridt over mod ham da hun gerne vil over til ham, men der var et eller andet som gjorde hende en smule urolig for ham. Hun rystede dog følelsen af sig, da det jo var hendes far, og hun gik hen til ham, og lagde sine korte armene om ham, og gav ham et kram. Hun slap ham lidt efter, og så på ham.

Hvad der end var med denne lille engle tøs, så brød han sig på en måde ikke om det, siden hans gener tiggede og bad ham om, at passe på hende som var det hans eget, hvilket ikke gav nogen mening i hans hoved overhovedet. Hvorfor skulle han ville tage sig af et barn overhovedet? De gjorde ikke andet end at rode en ud i problemer eller give en problemer, for ikke at tale om at de savlede hele tiden og krævede mad. Hvem havde tid til det?
I det barnet gik hen imod ham, var han fristet til at bakke og spørge hvad pokker hun havde gang i, da han tydeligvis ikke anede hvem hun var og blot undrede sig over hvad en lille tøs som hende gjorde herude. De små barnearme blev kort hvilket om ham i et usikkert lille knus, et knus der forvirrede Joaquin endnu mere og gav ham lysten til, at forsvinde væk i et musehul og bare lade som om, at det aldrig var sket. Hvorfor krammede hun ham? Det gav ingen mening... medmindre...
Med sine blå øjne, så han spørgende ned på pigen, hvis store brune øjne havde rettet sig på ham. "Hvem... hvem er jeg for dig?" Han forsøgte at få det til, at lyde så normalt han nu kunne. Det skulle ikke undre ham hvis hun så ham, som han var sikker på, at hun så lige nu.

Da han ikke krammede hende tilbage, blev hun usikker på situationen. Noget ved den var ikke helt rigtig, men hvad? Det var da hendes far, var det ikke? Han lignede ham på en prik, men alligevel var der noget der begyndte at nage hende. Hun var ikke den bedste til at se de små forskelle der var, så hun opdagede ikke øjenfarven ikke var den samme, men en anden, og hun havde ikke lagt mærke til hans britiske accent han havde, da det var svært for et barn. Hun tog nogle skridt bag ud da han spurgte hvem han var for hende, og hun forstod ikke hvorfor han spurgte om det. Han vidste da godt at han var hendes far, gjorde han ikke? Hendes blik flakkede usikkert. "Far?" spurgte hun lidt tøvende, og så på ham.

Kunne det være rigtigt... kaldte tøsen ham lige far? Som i... far. Ham der havde lavet hende... sammen med hendes mor? Men, han vidste jo ikke engang hvem moderen var for pokker! Hvordan kunne tøsen her minde, at han var hendes... pludselig slog det klik for ham. Selvfølgelig, det kunne umuligt være andet. Det var jo soleklart! Tøsen så ham som Josh og Josh var hendes far! Han var lettet over, at have fundet løsningen over denne lille misforståelse, samtidig med at han var en smule... forvirret (misfornøjet?) ved tanken om, at Josh var far og havde en lille (Hvor gammel var hun mon? fem, seks?) årig datter, som nu stod og trippede tøvende på sine små fødder. Det forvirrede hende sikkert, at hendes far ikke kunne genkende hende. Stakkels lille pigebarn. Hvem mon moren var? Han satte sig på hug foran hende og så hende ind i øjnene. Det asiatiske udseende tydede på, at moderen var ingen andre end Alex, tøsen Josh havde forelsket sig i og hygget sig med i en grotte for nogen år siden. Han satte hovedet en anelse på skrå. "Hør, ikke for at skræmme dig min pige men..." Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle formulere ordene. "Jeg er ikke din far... jeg er hans tvillingebror," Han rejste sig op igen. "Som i... jeg er nærmest din onkel," Ordet nærmest dukkede op, da han ikke rigtig ønskede, at være en legeonkel der rendte rundt med sine små niecer.

Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, for han så ikke ud til at huske hende. Havde hun virkelig taget fejl med hvem han var, eller kunne han bare ikke huske hende? Da han satte sig på hug, vidste hun ikke om hun skulle blive stående hvor hun var eller ikke. Da han begyndte at tale til hende, rykkede hun et skridt længere bagud, men så ham i øjnene. Hey vent, han havde blå øjne? Hun så forvirret ud over det da hun så det, for havde hendes far ikke brune øjne, eller huskede hun forkert? Hun kunne sagtens huske forkert da hun jo lige havde lært ham at kende. Da han fortalte at han var Josh's tvillingebror, spærede hun overrasket øjnene op, og så lige på ham. "du ligner ham på en prik?" Havde hun en onkel? Hvad var en onkel egentlig? Hun var ikke sikker da hun ikke rigtig havde fået det fortalt før.

Jep, han lignede ham på en prik, det var hele ideen med at være en tvilling, medmindre man var tveæggede selvfølgelig. Nu skulle han dog ikke hamre for hårdt ned på hende, hun var jo ikke mere end fem år gammel og havde lige fået, at vide at den mand hun troede var hendes far, rent faktisk var hendes onkel der bare søgte efter sit eget liv. Et liv hvor han ligesom nu, ikke ville gå hen og blive forvekslet med sin bror, den altid så godtroende archangel.
Han skar en akavede grimasse. Skulle han være helt, helt ærlig, så havde han ingen anelse om hvad han skulle sige til denne tøs, for hvad sagde man egentlig til et barn? Endnu vigtigere, hvad sagde man til ens niece?
Da Joauquin endelig følte, at han havde noget at fortælle hende, suste en vind forbi hans ansigt og ramlede ind i træet ved siden af ham. Hurtigt drejede han hovedet, vinden havde været en pil, nogen havde sigtet efter ham. Hvem i alverden var efter ham på denne måde!?
"Vi ramte ikke!" hørte Joaquin en stemme råbe.
En mand greb Carrie, svang hende nærmest over skulderen, som vejede hun ikke mere end pose kartofler og så nu på Joaquin, med øjne så tomme som et sort hul. Tøsen var på den og det samme var han, nu stod han bare i denne situation, at han ikke vidste om han skulle redde tøsen eller ej.. Det var ikke hans barn, det var Joshs.