pain is an allusion -JOAQUIN!-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] påklædning, Dog uden arm lænkerne.
Tid: 06:35
Sted: Slummen

De rige mennesker levede altid det gode liv, tog sig aldrig af dem der lå i slummen, dem der måtte kæmpe mod sulten og kæmpe for luften, bare for at overleve. Mens alle i dette område altid købte alt, hvis ikke slaver, var det bunker af mad. Ingen normale rige folk, var tynde. Alle havde bjerge af fedt, mens Katharina, hendes søster Fiona måtte leve af muggen brød engang i mellem, hvis de altså var heldige. Alt den gode mad blev taget af hendes far, ingen andre end Rolph! også kaldt Mr R! da hun aldrig ønskede at sige hans navn, hun undgik altid at være hjemme. Der hjemme var hendes far, hvis han var der betød det at der ville vanke hende slag, hun tog dog altid hende lille søster med sig.
Dog aldrig når hun skulle ud og 'Tjene' penge, der smed hun hende af ved Fiona's venindes mor. Hvad man ikke gjorde for familien, dog hvis det blev opdaget at hun havde penge, ville hendes far altid banke det ud af hende. Hvor han ville bruge pengene på sig selv, og give dem små stykker brød til aftensmad!
Hun løb ind i en kvinde, hvis øjne stak hende som knive. Hvilket udskud, skreg de højt stående øjne. Mens Katharina bare bukkede som undskyldning, dog blev hun skubbet uhøfligt væk af kvindens mand. "Hvad laver disse udskud her? de burde ikke engang være i dette område." Lød det fra manden, der trak sin kone med sig. Katharina stod stille, stirrede ned i jorden. Hovedet løftede sig roligt, og det røde hår forsvandt fra hendes øjne, hun rakte tunge af dem og smilte kækt for sig selv. Roligt løftede hun et guldarmbånd, med små diamanter op, hun kastede det lidt op i luften og greb den igen. "Idioter." hviskede hun lavt.
Hun havde hvidt stof på, der var revet i stykker også båndet sammen, det eneste sæt tøj hun havde. Den var kort, men nem at bevæge sig i. Hun var meget beskidt, mudder i hovedet og håret, samt tøjet var ikke så meget hvidt, mere gulligt fra alt orden. Hun havde en underlig form for hestehale på siden, der var bundet med det samme stof.
De grå øjne lyste varmt op, hvor hun rettede hovedet frem af. Alt hun skulle nu, var bare at snuppe et par stykker mere, hvilket ville skaffe hende nok penge til at smutte væk med sin søster, dog skulle hun gemme dem for sin far, så samme ulykke ikke skete igen. Hun smilte skævt.

Ingen skulle fortælle Joaquin hvad han måtte og hvad han ikke måtte, specielt ikke en dæmon ved navn Jacob! Selvfølgelig kunne han lide Jacob, han var som en irriterende storebror, hvis drilske side var den Joaquin bedst kunne lide. Det var blot den overbeskyttende storebror han var irriteret på! Josh, som på nogen punkter var den bedre halvdel, lyttede næsten altid til Jacob og når han ikke gjorde, slap han af sted med det, kun pga. Det irriterende engle fjæs! Selvom de var tvillinger var Josh en langt kønnere knægt end Joaquin. Josh havde det der perfekte, nuttet drenge fjæs, som kunne smelte en hver, hvor imod Joaquin havde det man kunne kalde 'fejl'. Hans tænder var skæve og ret i øjenfaldende, over alt i ansigtet havde han fregner, store som små, og kinderne var tykke og runde, så det fik ham til at se en smule buttet ud.
De fælles træk med Josh var der selvfølgelig, men i forvold til Josh, var Joaquin en grim lille ælling.
Sjovt nok, havde Joaquin en langt større selvtillid end Josh! Han var fuldkommen ligeglad med hvordan han så ud! Det var ikke det, det handlede om, der er jo for pokker så meget andet i livet end udseendet! Desuden, hvor mange fornærmelser man end måtte give Joaquin, så lyttede han ikke!
Det var nu tidligt om morgen og den kække knægt, kunne ikke sove længere og var derfor taget på et eventyr, uden sin tvillingebror. Normalt var de uadskillige, som pot og pande, men i dag ville Joaquin ud på sit eget eventyr og det eventyr startede i slummen! Her kunne man møde væsner fra hele verdenen, ruge som fattige og ikke mindst... Lige som han skulle til, at skænke tyveknægte en tanke, fik hans lysende blå øjne øje på en meget ung en af slagsen. En ung lille pige.
Som en irriterende 11 årig møgunge, løb Joaquin forbi hende, tog smykket ud af hånden på hende og sprang derefter op på taget. (Så meget for de aktive eventyr med sin bror).
Drillende viftede han med armbåndet og satte sig på hug. "Har du ikke hørt det er uhøfligt at stjæle?" Han lod det snurre om sin pegefinger. "Specielt når du ikke har den fjerneste anelse om hvad du laver!" Hurtigt puttede han smykket ned i bukselommen. "Jeg beholde det, som en venskabs gave! Vi ses!" Han blinkede drilsk til hende, før han hoppede ned på den anden side af taget og løb ind imellem den store vrimmel af væsner.
Han klukkede kækt for sig selv og trak smykket op af lommen, for at se nærmere på det.. Noget så smukt, det måtte han indrømme.

Lykkelig over at have stjælet smykket, blev lykken fjernet fra hende så snart en lille skid greb fat om armbåndet! De grå øjne fulgte ham hurtigt hen af vejen, mens han sprang op på et tag. Var det sikkert for hende at løbe efter ham? Hun skulle jo også gente sin søster igen, og hvis de kom sent hjem... Fuck det, han var alligevel for fuld til at ligge mærke til en skid! Tænkte hun kort.
Hendes øjne blev fyldt med vrede da han viftede den foran hendes øjne, hans kommentar omkring hendes måde at stjæle på, var det der fik hende til at løbe efter ham!
Hun havde ingen sko, hvilket gjorde hendes trin næsten lydløse, hun var hurtig på benene af en 9årig pige. Hun greb fat i en kost, som hun rygte som stolpe, for at komme op på tager. Dette var nemt for hende, hun gjorde det hver eneste dag. Når hun legede med de andre, eller kom op og slås med de andre børn.
Hendes korte røde hår viftede i vinden, mens hun svang om hvert hjørne, som om det var planlagt, pludselig var hun foran ham, slog ud efter ham med en skovl hun havde fundet i en af gaderne, som hun var løbet igennem, for at nå hurtigere frem før ham.
"Venskaber er ikke mig!" Hun svang skovlen ud efter hans ansigt, med en enorm styrke, som højst sandsynligt ville dræbe ham, eller bare give ham et enormt hul i hovedet!
Det var normalt her i slummen, selvom hun aldrig havde dræbt nogle før, vidste hun at man var nødtil at kæmpe for sig selv i slummen! Uanset hvad...

I fuld færd med at beundre smykket, bemærkede han ikke tøsen, før hun stod foran ham og skulle til, at smadre hans ansigt med en skovl. Hurtig som en kat, sprang han over skovlen og op på et nyt tag.
"Wow!" Sagde han imponeret. "Det kom bag på mig! Armbåndet er ikke engang dit og du vil slå mig ned med en skovl?" Han rystede drillende på en finger. "Men hey! Udfordring accepterert!" Før hun igen kunne nå at svare ham, forsvandt han hen på det næste tag og fortsatte på den måde, til det var det allersidste tag.
Da han endelig kom til sit rette element i blandt træer og buske, hoppede han nu rundt oppe i træerne, som en anden abemand.
Fuldstændig sikker på, at han var sluppet fra den kønne tøs, sprang han ned fra træerne og landede næsten lige foran sin hytte.
"Bare vent til Joshie ser den her skat," sagde han selvsikkert, med armbåndet svingende om sin pegefinger. "Hvad Jacob angår.. Må jeg heller skjule den,"
Han vidste godt, at han snakkede med sig selv, men det var noget han altid gjorde.

Skovlen hamrede mod muren, hvor den flækkede, hvilket kun illustrerede hvilken kræft hun havde forsøgt at bruge på ham. Gad vide hvordan hans ansigt havde set ud hvis hun havde ramt ham? Hun faldt dog bag over af slaget, hvor hun lod de kønne grå øjne køre op på taget, for at finde hans latterlige smil på hans læber. Hun bed sig hårdt i underlæben, hans ord fortalte at han havde set hendes stjæle det. Hvilket bragte flere problemer, gad vide om der var andre der havde opdaget det. Hvis for mange fra slummen opdagede det, kunne der vanke store problemer hos hende!
"Damn!" Hun hamrede hånden ned i jorden, da han forsvandt oppe på taget. Hun rejste sig hurtigt op, hvor hun atter igen løb efter ham, denne gang fra jorden af. Hvis han var så fantastisk til at springe fra tagene, hvad ville han så gøre når de ikke var der længere. Denne jagt ville ikke tage særlig langtid, hans hår afslørede at han måtte have en form for penge, hvilket betød at han på ingen måder havde brug for dette armbånd. Plus! Kun kvinder gik med disse armbånd, så hvorfor skulle en lille lort stjæle det fra hende?! hun lod engang i mellem sine øjne køre op, for at tjekke om han drejede.
Hun susede igennem gaderne, og stoppede først ved skoven, hvor hun så hvordan han bevægede sig som en anden abe igennem den!? Var han opvokset ved aber eller hvad?! Hun stod tavs og stirrede på ham, hurtigt slugte hun en klump i halsen og løb efter ham. Skove gav hende kulde gysninger, man kunne møde så mange forfærdelige mennesker her, ikke mindst hendes far, som arbejdede i skovene som skov hugger, eller det sagde han i hvert fald, som undskyldning for hans stank af sved. Hvis han skulle have en kvinde med hjem, hjalp det ikke at sige at man var en arbejdsløs alkoholiker, der kun tjente penge ved at sælge ud af sine ting eller sætte sin ældste datter ud for at stjæle. Hvilket score replik ville det ikke også lige være, hvem ville være sammen med sådan en lort?
Da Joaquin. Sprang ned fra træerne og nærmest stod stille, tacklede Kath ham bagfra! Hun greb fat om hans talje, hvor de begge trillede rundt på jorden, armbåndet fløj ind i en lille tjørne hæk, hvor den nu hang så smukt helt indeni midten af den. Hun endte øverst, hvor hun slog ham med sine små knyttede næver, men som en hver dæmon, havde hendes slag som altid en smule mere kræft. Hun sad på hans mave og forsatte hvert slag, hvor hun greb fat i hans hår, så snart han forsøgte at få hende væk fra sig. og bed ham også engang i mellem, når hans arm eller hånd kom tæt på hendes mund.
"Giv mig det tilbage!" Skreg hun af ham, De grå øjne var kolde, dog også desperate. Lyden af folk der kom løbende imod dem, samt en dør der smækkede stoppede dog ikke hendes slag, hun måtte få dette armbånd tilbage. Så snart hun havde det igen, ville hun smutte. Man faldt jo ikke ligefrem over sådan et armbånd, og det regnede ikke ligefrem med rige folk i slummen.

Kæk og stolt ville Joaquin viser Josh armbåndet, da han blev væltet om bagfra og armbåndet faldt ud af hånden på ham og landede, hvem ved hvor!? Tøsen slog ud efter ham, kæmpede for at få armbåndet tilbage og havde sikkert slet ikke bemærket, at han ikke havde det!
Som en gruppe hidsige rovdyr, sloges de arrigt med hinanden, hvæste og bed. Hun kunne tro nej kunne hun! Det kunne ikke komme på tale, at hun skulle have armbåndet tilbage!
Uden de to krudtugler bemærkede det, kom Josh løbende ud til dem og forsvarede straks sin tvillingebror, ved at blande sig. Med sine små engle hænder, forsøgte han at rive Kath væk fra Joaquin. I det lille øjeblik ville det sikkert have været nemmere, at rykke et træ! De gav slet ikke slip på hinanden!
"Lad ham være!" Råbte Josh ivrigt.
I det sekund kom Jacob ud, der takket være sin størrelse og styrke, kunne hive de to unger fra hinanden.
"Hvad pokker sker her!?" Spurgte han irriteret. "Joaquin! Hvad har du dog nu lavet!?"
Joaquin klukkede bare. "Th, hvad har jeg ikke lavet kære storebror?"
Jacob himlede med øjnene og så nu hen på Kath. "Hvem er du?"

Kath var spydig, de gange han var tæt på at få hende af sig, greb hun fat i hans tøj. Kun enkelte gange lød der et riv fra tøjet, som tegn på at der var hul i hans tøj et eller andet sted nu.
Lyden af løben stoppede hende ikke, hun slog til og gjorde sit bedste for ikke at falde af, når de rullede rundt. Dog var hun vantil at slås i forholden til en lille dukse dreng der havde fået i hoved og i røv hele livet. Hun anede jo intet om joaquin, alt hun vidste var at han var hurtig, boede i et hus og kunne bevæge sig som en abe i træerne!
Hun rykkede en smule på hovedet, for at se hvad der greb fat i hende. De grå øjne faldt sammen med de brune hvalpe øjne. Hvor hun placerede sin albue i Joshs fortænder, for at få ham væk fra sig! "Skrid!" Råbte hun bare til ham, inden hun slog videre på Joaquin. Lige til en større hånd løftede hende væk fra Joaquin, for at fjerne dem fra hinanden. Hun fik et stykke af Joaquins trøje med sig, som hun stod med i sin venstre hånd.
Det røde hår hang ned over det venstre øje, mens hun kiggede vredt på Joaquin, han skulle reddes af en voksen, hvor typisk rige folk! Havde altid andre til at kæmpe sine kampe. Hun pustede sine kinder op i vrede, mens øjnene stak mod joaquin. Da Jacob spurgte hende hvem end hun måtte være, knyttede hun sine hænder sammen. Og slog med alt Kraft i sine arme, mod hans edledele. Inden hun drejede om på hælen og løb væk, det var en fælde. Så snart de vidste hvem hun var, ville hun være nemmere at finde...
På den anden side, var hun også den eneste person i hele slummen der havde dette røde hår, så rødt at det virkede skræmmende.
Normalt hev folk i det, sagde det var klamt, og sikkert var på grund af en hjerne skade. Hvilket sikkert var grunden til at hun sjældent sagde noget til folk, det var sjældent at folk hørte hende sige noget. Hun løb ind i skoven igen og stoppede først med at løbe så snart hun var inde i byen igen, medmindre der var en der nåede at gribe fat i hende (skal huske de er 3 mod en xD )

Hvad der end var på færre her, så var Jacob 100 % sikker på, at det havde noget med den lille rod til Joaquin at gøre. Knægten kunne rode sig ud i de mærkeligste ting og denne gang, var det ikke en undtagelse. Hvad han end havde gjort imod denne tøs, så var hun ophidset over det og drengen skulle lærer at undskylde.
Før Jacob kunne nå at gøre noget, slog hun ham overraskende hårdt i skridtet, så han måtte falde en smule sammen på midten over den voldsomme smerte. Både Josh og Joaquin skar tænderne af ved tanken om hvilken smerte det gav, at blive slået der. De var endnu ikke særlige gamle, men de kendte til smerten og den var bestemt ikke rar!
Nok havde tyvetøsen allerede taget fødderne på nakken, men det forhindrede ikke Joaquin i, at følge efter hende. Ingen skulle slippe så godt fra, at gøre skade på hans brødre! Hurtig som en skygge, forsvandt han ned i mørket og dukkede op foran hende, hvor han på et øjeblink sprang på hende. Igen tumlede de rundt på jorden. "Ikke så hurtig tyvetøs!"
De trillede, sloges og bed efter hinanden og stoppede ikke, før en velkendt kuldegysning skar Joaquin ned af ryggen. Da han kiggede rundt, bemærkede han det pludselig lag af is på jorden og træerne.. Joaquin havde langsomt begyndt at forstå hvad de omgivelser betød. Storebror var rasende.. Og ganske rigtigt, da han drejede hovedet om, stod Jacob der med knyttede næver og et kuldeskærende is glimt i sine blå øjne.
"Nu er det nok!" vrissede han og gik igen hen og adskilte dem. Denne gang tog han kun fat i Joaquin. "Hvad end du har gjort imod hende, så sig undskyld,"
Joaquin så surt op på sin bror og derefter hen på Kath. "Aldrig," hviskede han flabet.

Kath var hurtig på benene, den eneste grund til at Joaquin kunne nå helt hentil sin hytte, var fordi han var en abe og hoppede rundt som en eller anden idiot! i følge Kath i hvert fald. Hun havde dog på ingen måder forstillet sig at den lille dreng Joaquin kunne teleportere sig, hvilket fik hende til at se halv forskrækket på ham, da han dukkede op foran hende. De lavede først en trilpøtte da Joaquin sprang på hende "TYVETØS! Du stjal fra mig!" Råbte hun af ham, mens hun med det samme forsøgte at væne det hele om, ved at være øverst. Som kun gjorde at de trillede rundt i snavset i noget tid, til kulde begyndte at sprede sig. Det stoppede dog ikke Kath i at give Joaquin en knyttet hånd mod hans kind, i det han kiggede sig omkring.
Hun lagde øjnene på isen omkring sig, hvilket fik hende til at bevæge sig roligt, dette betød problemer. En is dæmon? gad vide om det var en hun havde stjålet fra, hvilket gjorde alting så meget værre. Hun kunne på ingen måder løbe fra en, der kunne gøre jorden glat. Hendes øjne landede på Jacob der hev Joaquin væk fra hende, hans vrissen fik Kath til at træde lidt væk.
Hun rakte tunge af Joaquin i det han hviskede Aldrig, hvor hun samlede noget af sneen om og kastede det i hovedet på ham. "Grimrian!" Var alt hun sagde før hun drejede om på den beskidte hæl og løb væk endnu engang. Denne gang nåede hun derimod til byen, hvor hun måtte stoppe op, i det hendes lille søster på 5, gik rundt og tikkede om penge, endnu engang havde hendes far sat hende til at arbejde, så han kunne købe mere sprut! Hun gik vredt hentil hende og hev den lille dåse ud af de små hænder, hvor hun greb fat i hendes hånd og trak hende med sig. "Har jeg ikke sagt du ikke må gå alene." Lød det fra Kath, så moderlig, med sådan en barnlig stemme. Hendes søster havde samme blod røde hår som Kath, det var derimod løst og dækkede meget af hendes ansigt, med æble kinderne, blev der spredt et lille smil på hendes læber, hvor man kunne se at hun havde tabt sin fortand. Hvilket fik Kath til at smile, nu lignede det bare at hun havde et gigantisk mellemrum mellem sine fortænder. Folk smed mere eller mindre pengene efter dem, end at ligge dem i dåsen, da de så ville skulle komme alt for tæt på de fattige børn, hvem vidste om de havde en kniv eller noget i den stil, eller en sygdom der spredte sig fra deres ånde. Kaths søster var dog den der samlede pengene, mens Kath gik rundt og forsøgte at få flere penge i dåsen/i hovedet.

Hvad der end foregik, så skulle det stoppe nu og det skulle Jacob nok sørge for. Joaquin var som altid ude på ballade, tøsen her havde sikkert intet gjort, udover at sparke hans skinneben, hvilket gjorde ret så ondt!? Men, i hvert fald, lige nu handlede det om Joaquin og denne... Hvor pokker blev hun af!? Som sæbe i sine hænder, var hun gledet ud af dem og lod nu den forvirrede storebror stå tilbage med sin lille.. I det sekund han drejede hovedet, for at se ned på sin lillebror, var han også væk!? Flere stykker sæbe skulle åbenbart glide igennem hans hænder i dag.. De unger kunne tro nej!
"Joaquin du har bare ikke at rode dig ud i mere," hviskede han for sig selv, da han så hurtigt han kunne, løb efter de to unge, selvom han ingen anelse havde om hvor de løb hen.

Imellem tiden havde Joaquin løbet efter Kath, stalket hende som en betaget fan, der bare gerne ville lære mere og mere af hende at kende. Han ville ikke indrømme det, men han fandt hende faktisk ret så interessant, med sit kønne prinsesse ansigt og røde lokker. Det han så havde han dog ikke regnet med... Prinsessen var nærmest.. moderlig, overfor en lille pige.. Måske en søster? Igen teleporterrede han sig foran Kath, nærmest så tæt, at deres næser rørte hinanden. "Hej!"
Han blinkede til hende. "Savnet mig prinsesse?" opmærksomheden blev rettet imod den lille pige. "Hej! Hvem er du så?"
Ubehøvlet, jep, jep det var han i den grad!

Det var sikkert mærkeligt at hun sådan valgte at droppe alt i sit hoved. Tænkte ikke længere på at Joaquin sikkert fulgte efter hende, men i stedet tog sin søster i hånden og gik rundt. Hvorfor ikke, Joaquin havde ikke længere noget hun havde brug for, eller ønskede. Da den blev væk, når aften faldt på kunne hun altid tage tilbage og lede efter armbåndet i det høje græs.
Hun lagde øjnene på sin søster, der gik rundt og samlede pengene op. Hvorfor tigge om penge, når de alligevel kunne stjæle det de manglede. Hun knugede sine hænder om dåsen, mens hun stille og stirrede på hendes søster.
Hendes søster samlede en sølv mønt op, hvor hun med det samme løftede den op mod solen. "Katharina, se!" Hun drejede hovedet mod Kath, der med det samme drejede hovedet væk igen. Kun til at mærke sin næsetip snitte en anden persons næse. I ren Chok, sprang hun tilbage. "Hv!.. DIG!" hun løftede sin ene hånd op, som et tegn på at hun var klar til at slås mod ham.
Hendes søster kiggede fra Joaquin til Kath, der virkede truende overfor denne dreng. Hendes hår dækkede næsten alt ved hende, det gik til lidt under skulderen, hvor alt man kunne se ved hende var hendes højre øje og en smule af hendes læber. Da han vendte opmærksomheden mod hende, lavede hun et lavt gisp og trådte et skridt tilbage. Var han farlig, der var det største spørgsmål, Kath virkede jo til at ville slås med ham. Hun drejede hurtigt om på hælen og begyndte at løbe væk.
"DUMRIAN! IK LØB VÆK!" Kath samlede en sten op og kastede på Joaquin, inden hun løb efter sin søster. Underligt, hun kastede nok stenen for at vende hans opmærksomhed på noget andet. Hun holde en hånd på dåsen, for at pengene ikke ville falde ud af den mens hun sprintede efter sin søster. Af en lille tøs at være, var hendes søster meget hurtig, hendes evne var derfor nem at se. Hurtighed, der stadigvæk var under udvikling. "Eva! Stop!" Evaline greb fat i sin søsters arm, i det hun stod en smule forvirret og overvejede at løbe til venstre eller højre.
"Har jeg ikke sagt du ikke må løbe væk, du skal gå hentil mig hvis du er bange!" Kaths stemme var arrig og en smule irriteret, hendes søster skulle seriøst tage sig sammen. Hvis hun ikke fulgte disse regler, ville hun ende med at blive overfaldet af andre hjemløse, især dem der vidste de havde samlet penge ind. "Du løber også den forkerte vej, hvis du ville løbe hjem." Hun sukkede for sig selv, inden hun trådte et skridt tilbage.
Eva så op på Kath, hvor hun nikkede roligt. Hun rakte

Den unge dreng nåede ikke rigtig, at registrere hvad der skete omkring sig, før prinsessen og hendes lillesøster løb væk fra ham, hurtigere end som så mange andre. I det sekund han skulle til at løbe efter dem, var der noget som greb fat i ham og kastede ham over skulderen. Joaquin kendte kun en person der kunne finde på den slags. Ingen andre end hans irriterende, kolde, dumme...
"Jacob! sæt mig ned!" Vrissede han irritabelt. "Du forstår ikke.. hun er... jeg har.."
"Ikke mere snak din lille rod!" vrissede Jacob irritabelt og vendte sig om for, at gå den modsatte vej Kath og hendes lillesøster var løbet.
Helt fortabt, så Joaquin efter horisonten for, at få det sidste glimt af den pige, han af en eller anden grund var blevet en smule fortabt i. Hun var noget af det smukkeste han havde set og mest interessante... Det var ikke sidste dag han havde set hende!

Tvært imod, næste dag var han igen ude på markedet, kun for at lede efter den såkaldte rødhåret prinsesse. Han ledte og ledte, hun var ikke til at finde nogen steder..

Kath så tilbage, da råben kunne høres. Hendes søster var alligevel stoppet med at løbe, hvilket fik hende til at kigge ud fra hjørnet af bygningen, for at se om Joaquin var væk. Derimod mødte hendes blik hans, hvor han blev båret væk. Hun smilte lumsk til ham, som i at han havde tabt kampen. Efterfulgt af hendes tunge, der var rettet imod ham.
Hun forsvandt derefter, med det lange røde hår der var det sidste man så før hun forsvandt.

Næste dag var hun ingen steder at se, det var den lille pige dog. Hun gik rundt, denne gang med håret der dækkede hele ansigtet, hvor man ikke skulle tro at hun kunne se. Hendes øjne var skjult bag håret, og viste kun hendes læber. Stadigvæk så lille og uskyldig, gik folk bare forbi hende, andre skubbede hende væk. Hvor hu tabt den lille dåse, hvilket fik hende til at gå rundt og samle mønterne op.
Til en dreng på samme alder med Kath, trådte på hendes hånd. Han så overlegent ned på Eva, som kiggede op. Hvilket man næppe rigtig kunne se, hvis det ikke havde været for hendes mund der afslørede det. Han havde to venner ved sin side, mens armene var krydset. Tøjet afslørede at han også var en af de mange hjemløse i disse gader.
"Hvor din dumme søster? Huuuuh! Hun efterlader dig aldrig, hvis du råber kommer hun frem ikke sandt?" Han bukkede sig ned foran hende, hvor hun som en kat nærmest lagde sig overgivende ned på jorden, mens han stadigvæk stod på hendes lille hånd. "Du ved godt dette er vores sted, det sted vi samler penge ind!" Alle de voksne der gik rundt på gaden, ignorede dog dette lille optå. Som havde de ingen øjne i hovedet, andre så på dem som var de rotter der gik rundt og rodede i skrald.
Hun nikkede kort, hvor han greb fat i hendes pande hår og hev hende op på benene. Hendes ansigt blev vist, hun var bestemt en beskidt pige, dog ok køn af en 5 årig at være. Hun klemte sine øjne sammen, og fik sin ene hånd fri. Mens hun forsøgte at gribe fat om hans hånd. "Kom nu! Skrig på din søster, så hun kan hjælpe dig?" Han trak hende hen af jorden, med håret. Hvor hun fik tåre i øjnene. "Det rigtig, du kan ikke snakke, så du kan heller ikke skrige." De to andre drenge grinte, som var de en lille børne bande. "Vi tager bare de penge du har fået samlet ind, som betaling for at vi ikke gør dig mere." De to andre, havde allerede samlet de andre penge op, samt snuppet dåsen fra hende.

Til hans store ærgelse, kunne han ikke finde den såkaldte rødhåret tøs, dog... Han drejede hovedet en ekstra gang om for, at sikre sig at det var et velkendt ansigt han lige havde set. Eller, velkendt og velkendt, han kunne genkende tøsen med det lange pandehår, der skjulte hver en del af hendes ansigt.
Som han skulle til at gå hen til den lille, kom en gruppe drenge i forkøbet og i det han troede, at det måske var hendes venner, tog den ene hårdt fat i hendes pandehår og ændrede synet.
Med et kækt smil på læben, forsvandt Joaquin i en skygge og dukkede op bag en drengene. Før drengen kunne opdage hans tilstedeværelse, slog han ham hårdt i baghovedet, ikke meget og ikke for lidt. Han røg dog ned i jorden. Ligeså hurtigt som Joaquin var dukket op, forsvandt han igen ned i en skygge og dukkede nu op bag en af de andre drenge, der fik et spark i numsen i stedet. Efter sit lille drilleri, dukkede han op foran dem og sørgede for, at skjule den lille uskyldige pige bag sig.
"Who's next?" spurgte han dem drillende.

Eva så op mod Joaquin der kom og gik ned i skyggerne, mens drengene forsøgte at hoppe rundt og fange ham. Til de så på hinanden, og nikkede for sig selv. Hvad der lignede noget der ville blive en endnu større fight, endte i drengene der så med store øjne på dem. Som var der en dæmon bag Joaquin og Eva.
Eva derimod klingede sig til Joaquins arm, stadigvæk med håret der dækkede hendes ansigt.
"HEKS!" Lød det fra dem, inden de smed dåsen på jorden og løb væk igen. "I får det betalt!" Lød det fra ham der havde hevet og trådt på lille Eva. Hvor Der susede noget forbi dem, fik luften til at virke en smule kold. Hvor hendes hår, samt den måde hun løb på, afslørede at Katharina var inde i billedet igen. "HVOR VOVER I!!!" Skreg hun, mens hun løb efter dem. Hun svang en kæp efter deres hoved. Hvor de gjorde deres bedste for at komme væk fra hende. Dog da de drejede ned af side gaden, opgav hun jagten og gik tilbage. Hun kørte en hånd igennem sit hår og så koldt på Joaquin. "Hvad laver du her, grimrian." Eva klingede sig endnu mere til hans arm, hvor Kath så ned på hende.
"Nej!" Hun smed kæppen væk. "Han er ikke en kat!" Eva trak sig bare endnu mere indtil ham. Hvor Kath rystede på hovedet, og rettede kæppen mod Joaquin. "Tak men.... Få min søster af din arm!" Dette var typisk Eva, nu havde hun valgt at beholde Joaquin, som var han en herreløs hund! "Eva du kan ikke beholde ham, han lugter og bider sikkert." Forsøgte hun at sige med en blid stemme, hvor Eva rystede på det lille hoved.
"Han er grim?" Endnu engang blev der rystet på hovedet. "Han lugter, Snakker underligt, Piller næse, slår på piger, går underligt!" Evaline blev ved med at ryste på hovedet. Hvor Kath sukkede opgivende. "Seriøst EVA!" Råbte hun en smule.

Det lykkedes ham at redde den lille pige, lige i tids nok til, at storesøsteren kom ind i billedet og jagtede drengene ned af gade. Her gik det op for Joaquin hvorfor de frygtede hende. Hun var jo som en tiger i et bur. Joaquin nåede knap nok at nyde sejren, før den lille klingrede sig til hans arm og den store nu kom hen imod ham, vrissende og stikkende som en hugorm. I stedet for at tage de ting hun sagde som en fornærmelse, fik han bare et stort smil på læben og så ned på Eva. Det at hun ikke ville give slip på ham, gjorde bare at han satte sig ned på hug, ansigt til ansigt med den nuttet lille pige. Med et svagt smil på læben, fjernede han nogle lokker fra hendes ansigt og ignorerede egentlig fuldkommen Kath bag ham. "Hvis de kommer igen, så kald på mig igen, okay?" Han rejste sig op igen. En fantastisk ide kørte i det øjeblik igennem ham. "Hey, hvad siger du til at komme med mig hjem? Vi kan lege og jeg kan give mad?" Med et stort smil på læben, så han ned på Eva og ignorerede stadig Kath bag ham.
Fornærmelserne kunne blive ved med at strømme ind, det ville ikke genere ham. Først efter nogen sekunder, så han om på Kath og sendte hende et flabet smil. "Uh hej, er du her også?"

Eva holde sig fast til Joaquin, som var hun smeltet fast til hans arm. Hun ønskede ikke at slippe ham, han havde jo forsøgt at hjælpe denne gang, så hvorfor hadede Kath ham så meget? Da han satte sig på hug foran Evaline, blev der pludselig stille. Kath sagde ikke længere noget, hun stirrede bare på ham, hvor hun langsomt gik tilbage til kæppen. Hvis han skulle til at gøre hende noget, så ville hun slå ham med den, så snart den altså var i hendes hånd.
Det røde hår som blev fjernet fra Eva's ansigt, gemte et par krystal blå øjne væk, samt et rundt ansigt. Hendes øjne var store, og strålede nærmest op. Hvor hun havde små røde læber, der var en smule adskilte. Hun havde sluppet hans arm, og placeret sine hænder tæt ved sit hjerte. Hans ord fik hende til at nikke kort, Hun kunne kalde på ham... Et lille genert smil formede sig på hendes læber, hvor Kath fnøs for sig selv. "Hun har mig, som om hun ville kalde på en lille slaps vans som dig.... pff" Hun krydsede sine arme, og så den anden vej. Han virkede ikke til at ville gøre hende noget, han var underligt nok meget rar mod Eva. Hvorfor, forstod Kath ikke helt, men det at han var rar, betød bare at hun ikke kunne tæve hans ansigt med en kæp.
Da han tilbød at de kunne tage hjemtil ham, spærrede Evaline sine øjne lykkeligt op, hvor hun nikket. "NEJ!" Råbte Kath, hvilket fik Evaline til at dreje hovedet mod hende. "Vi har et arbejde at tage os af, vi har ikke tid til at løbe rundt og lege!" Hun så strengt ned på Evaline, med sit ellers barnlige ansigt. Evaline adskilte sine læber, i håb om at sige noget, men valgte i stedet at se trist ned i jorden. Hun havde jo ret, de havde brug for penge. Men Joaquin tilbød jo mad, hun tog fat i Joaquins ærme, og så ellers ned i jorden. "Jeg sagde nej... Evaline, det går ikke." Hun satte sig på hug overfor Evaline, der i stedet bare holde bedre fast i ham. "Fint... Men ikke særlig længe, og DU! Du holde kæft, som om du ikke vidste at jeg var her." Hun skulede op på Joaquin, hvor hun lagde en hånd på Evalines hoved, inden hun begyndte at gå. "Så følg os hjem til dig, grimrian."

Hvem skulle have troet, at bag alt det hår gemte der sig et bedårende ansigt. De øjne hun havde var ikke til at stå for. Joaquin følte bare for, at kramme hende og beholde hende, give hende alt det hun ville have og gøre hende til hans egen lillesøster.
Igen ignorerede hans Kath's ord, men han valgte dog, at se op på hende og løfte på et øjenbryn. Gid hun bare kunne klappe i få sekunder, det ville klæde hendes kønne ansigt. Han så ned på Eva igen, der heller end gerne ville med ham tilbage. Det var dog Kath der ikke ønskede, at de skulle tage hjem til dem og have det sjovt.
"Sikke en lyseslukker du er, jeg tilbyder leg og mad og du er kedelig som altid," kommenterede han og så ned på Eva. "Skal vi vise din søster at vi sagtens kan gå?" Han så hen på Kath igen.
Til sidst gav den kønne dæmon dog efter og tillod ham, at tage dem med hjem. Hendes sidste lille kommentar, fik ham til at klukke og tage fat i Evas hånd. "Kom! Jeg skal fodre dig med alt det gode!"

Så snart de var hjemme ved dem, fandt han alt det mad frem han kunne, lige fra kage og frugter, til rester af kød og kartofler. Larmen var nok til, at den unge Josh kom ud og så forvirret rundt. Da han fik øje på Kath, spærrede han øjnene op og gik hen ved siden af Joaquin.
"Hvad... laver de her Joaq?" Han så fra Kath til Eva.
Joaquin smilede stort og fandt nu vinduer frem. "De er vores gæster, de skal have mad og derefter skal vi lege med dem!" Som en lille vild basse, svang han ud med armene og havde ramt Josh i hovedet, hvis ikke den unge engel havde dukket sig. Joaquin så hen på de to tøser. "Tag for jer!"

Kath måtte indrømme, at hun i langtid havde haft lyst til at slå Joaquins tænder ind, helst så smertefuldt som overhovedet muligt. Han var træls, meget træls. Hun himlede med øjnene, da han sagde at de bare kunne gå ham og Evaline, tsk som om Evaline overhovedet ville kunne finde på at... Ligemeget, tøsen nikkede squ og vinkede kort til Kath, hun fnøs for sig selv. Dette var højstsandsynligvis grunden til at hun gav efter, enten det eller så ville hun få problemer med at trække lille Evaline hjem igen.
Eva holde godt fast i hans hånd, hvor hun nikkede enkelte gange til hans ord. Mad, hvilken form for mad? Halv spist mad, mad uden mug på måske. Uh, hvis de var heldige, var det måske mad som folk omkring dem normalt spiste, mad der ikke havde rørt jorden endnu!? Hendes hår dækkede endnu engang hendes ansigt, men måden hun klemte om Joaquins hånd, gjorde det klart at hun var spændt.
Kath gik op ved siden af Eva, for at holde fast i hendes anden hånd. Hun så op på Joaquin, hvor hun rakte tunge af ham, mens Evaline nu stod i mellem Joaquin og Kath. Som havde det været hendes forældre.

Larmen, fik Kath til at se sig mistænkt som rundt. Hvis hun huskede rigtigt, havde denne dreng to brødre, en lækker en også en lille orm som ham selv. Hun kørte det røde hår om bag øret, mens hendes lille søster stod spændt og stirrede på Joaquin. Da Josh kom ned, så begge mod ham på samme tid, som havde det været planlagt. Eva tog fat i Kaths arm, hvor hun gemte sig omme bagved hende. Ny person, nyt ansigt og et nyt menneske til at råbe af dem.
Kath himlede med øjnene, og skød hoften ud til siden. "Har du et problem med at vi er her, vi gør jo ingen skade... Ikke på dig i hvert fald, med hensyn til din bror... såå." Kath så kort mod Joaquin, der pludselig var ved at hamre Josh en. Eva trådte frem, hvor hun tog med den lille beskidte hånd hun havde. Greb den om en kartoffel, hvor hun tog en bid af den, hun smilte blidt, mens hun tog de små bidder af den. Kath derimod, tog kødet, hvorfor ikke, kød var fantastisk. Hun smilte kort for sig selv, men valgte at fjerne det, for at skjule det for Joaquin og de andre. "Er vi virkelig, de eneste der skal spise?" Lød kækt fra hende, med det altid irriterende smil.

Josh genkendte godt de to tøser, eller han genkendte den ene af dem, det var tøsen fra i går af. Hende der havde været oppe at slås med Joaquin over et... ur? Hvad de lavede her måtte være Joaquins problem, det ønskede han ikke rigtig, at blande sig i. Det var hans brors eget problem. Når Jacob kom hjem igen skulle det nok blive sjovt og se hvordan han reagerede på alt det mad der var spredt udover bordet. Han løftede på skulderene og tog en cookie, han valgte at tie en smule stille, mest af alt for at få forklaret hvad der var sket ved, at lytte til deres samtale.
Joaquin tog et par vindruer og proppede nærmest sig selv med dem, til hans kinder blev runde, altså mere end de allerede var i forvejen. Da Kath kort truede ham, rakte han bare tunge af hende, munden fyldt med mad.
Ind af døren kom en overrasket storebror, der så på de to nye børn i huset, hvilket nær havde fået ham til, at tabe sine vare. Hurtigt stillede han dem fra sig og satte hovedet på skrå.
"Lad mig gætte..." sagde han og så på Josh, der så op på ham med de store uskyldige engle øjne. "Joaquin?" Jacob så nu ned på Joaquin, der stadig sad med munden fyldt med mad og en engel bror ved siden af, der nikkede med hovedet og tykkede videre på sin cookie.
I stedet for at blive vred, satte Jacob sig ved bordet sammen med dem og tog et æble, mest af alt bare for at være sammen med dem. Han sendte Kath et smil. "Så... er i gået hen og blevet gode venner?" Han nikkede hen imod Joaquin. Derefter så Jacob hen på Eva. "Og du må være en lillesøster? I ligner hinanden med det pæne røde hår," Et venligt smil blev sendt dem.

Evaline holde sig mest for sig selv, men blev dog ved med at spise. Hun gjorde sit bedste for at vise manere, men af en pige der var vokset op i gaden, og spiste mad fra jorden og skralde spande. Var alt hun kunne, at holde sit smaskeri for sig selv, og stå stille. Hun gemte sig som altid bag håret, mens hun spiste. De røde lokker der skjulte det nuttede ansigt, samt de blå øjne.
Hun løftede hovedet en smule, da Josh tog en cookie. Kath derimod, valgte at snuppe nogle af Joaquins vindruer, i håb om at drille ham en smule. Hun spiste dem, da Jacob kom ind af døren. Både Kath og Eva så sig over skulderen, det var dog kun Eva der holde sine øjnene på Jacob. Mens Kath valgte ignorere ham, hun spiste videre, mens Eva holde stærkt øje med Jacob. Der var mange forskellige folk her, hun forstod ikke helt hvad der skete. Men maden var bedre end det i skralde spandene.
Da Kath blev spurgt om hende og Joaquin var venner, rystede hun blidt på hovedet. "Dog ikke, han forsøgte at kidnappe min søster, ved at tilbyde hende mad, hvis hun fulgte efter ham." Hun nikkede mod Joaquin, mens hun ellers snakkede med mad i munden. Det røde hår blev slået væk, hvor hun tog noget nyt kød og begyndte at tygge på det. Det at Jacob begyndte at snakke til Eva, fik hende til at stirre stift på ham. Hvis han så meget som, forsøgte at krumme et hår på hende, ville hun ikke stoppe op og tænke. Nope, hun ville dræbe ham uden tvivl, kvæle ham i hans egen mad!
Eva nikkede forsigtigt, med kun det ene øje der var en smule synlig for ham. Hun trak sig en smule genert tilbage, hvor øjnene flakkede lidt rundt. Først ind i hans øjne, derefter på hans fødder, skulder, overkrop og intet andet end hans hår. Hun nikkede kort, og forsøgte at smile en smule. Dog var smilet svært at se, meget svært lige at få øje på, da hendes hår dækkede det en del. "E... Mit navn er Evaline." Lød det kort fra hende, hvor hun blidt nikkede hovedet. Hendes stemme var lav og blid, samt en smule skrøbelig. Som var hun en glas skulptur, der ville kunne knække hvis bare man pustede lidt på hende.

Jacob lyttede interesseret med på hvad de havde at sige. Hvis de blev ved med, at være rolige havde han ikke noget imod, at de var her, men så skulle de også opføre sig pænt! Joaquin og Josh var en stor mundfuld nok i sig selv.
At Kath tog af Joaquins vindruer, fik ham til at rykke dem længere væk fra hende og sende hende et drillende smil. Ikke tale om, at hun skulle have nogen af hans vindruer, de var skam hans. Lige indtil Jacob ville forklare ham, at det ikke var, som den irriterende storebror nu altid gjorde.
Jacob kunne ikke andet end at smile over den nuttet, lille, rødhåret pige sagde sit navn og nervøst skjulte sig bag sit hår. "Rart og møde dig Evaline, mit navn er Jacob," Han nikkede hen imod Joaquin og Josh. "Jeg er ballademagerene ders storebror og har dig og din søster nogensinde lyst til mad, kommer i bare herover," det fik Joaquin til at løfte hovedet og sætte det på skrå. Måtte de være her? Virkelig! Yes! Så havde han flere at lege med!
I stedet for at give sine vindruer til Kath, rakte han dem hen til Evaline.

Kath så vredt mod Jacob, hvor hun så mod Jacob og derefter mod Joaquin igen, hvilket gjorde kampen om vindruerne til en leg. Hun tog flere og spiste dem, hvor hun smilte overlegent mod ham. Evaline derimod, holde sig helst en smule tilbage mod Jacob. Han virkede rar, men hvem var han lige, hun anede ikke hvem han var. Eller, nu gjorde hun, hun nikkede roligt da han tilbød dem at være her hele tiden. Altså når de var sulten, da Joaquin tilbød hende vindruer, rystede hun blidt på hovedet og trådte lidt væk.
Kath ende dog med at angribe Joaquin for skålen, hvor hun løb væk med den. Hun valgte at kravle op på en af skabende, og sidde der imens hun spiste druerne foran ham.
Timerne gik, hvor de alle ende med at lege sammen, nok mest med mudder, hvor det ændrede sig til politi og røver. Hvor Evaline i stedet ønskede at være lægen, der hjalp dem med deres sår. Også var hun også den der adskillede Kath og Joaquin, når de kom op at slås.

Sådan gik det i omkring flere måneder, hvor Kath og Evaline kom. Tit kom Kath dog ikke med, hvor det i stedet var at hun kom med Evaline og forlod hende der. Evaline hjalp til på stedet, hun forsøgte at gøre rent med en lille kost, og hjalp med tallerknerne. Hvor hun tit vaskede sine hænder, hvilket viste at hun bestemt var bleg og ikke så brun som snaset på hende viste. Hun var enlig meget beskidt når man så på hende, hun lugtede bare ikke klamt. Hun var bare mudderet og støvet, det samme galte Kath.
Når Kath var der, forsøgte hun i stedet at holde sig tæt på Josh enkelte gange. Hvor hun angreb Joaquin andre gange. Det blev nærmest som et andet hjem for dem, som om de aldrig rigtig ville hjem igen. Hvilket Evaline gav udtryk for, da hun en dag valgte at kramme Jacobs ben og råbe op om at hun ikke ville hjem, mens Kath forsøgte at trække hende af ham.

Det blev et hyggeligt lille sted at være. Josh og Joaquin havde nu konstant nogle at lege med. Dog sloges Joaquin snarer med Kath end han legede med hende. Derimod, Josh legede pænt med dem, eller næsten altid, han havde selvfølgelig også sine ballademager scener, hvilket tit endte i at ingen havde nogle anelse om hvor han var løbet hen. Jacob på den anden side, kunne godt have brugt lidt mere voksen hjælp. Nok havde han intet imod børn som sådan, men det at hans lille hytte pludselig var fyldt med dem, gjorde ikke ligefrem tingene lette. Heldigvis var de ret søde, opførte sig pænt og kun når de to turtelduer, Kath og Joaquin kom op at slås var det ikke helt så nemt at håndtere. Desværre kom dagen hvor tøserne skulle hjem endnu engang, dog opførte den lille Eva sig mere trist end nogensinde. Hun klemte hårdt om Jacobs ben, tikkede og bad om ikke at komme hjem. Det fik ham til, at smile svagt og lægge en hånd på hendes nuttet lille hoved. "I kan blive her bare en nat, mon ikke det går.." Han så ned på Kath. "Jeg kan sagtens finde soveplads til jer."

Eva nægtede virkelig at komme med hjem, ikke at Kath ikke forstod hende. Hvis hun tog med hjem, ville de endnu engang være i sin fars skygge og ikke nok med det, ville de føle den hårde hånd for ikke at have tjent nogle penge mens de var væk. "NEJ!" Skreg Kath højt, hvilket fik Eva til at knuge sig selv tættere indtil Jacobs ben. "Hvis vi ikke tager hjem, slår far os ihjel!" Hun rev hårdere i Eva, så hun nærmest blev løftet fra jorden, men holde dog stadigvæk fast i Jacob.
Hvorfor skulle den tøs også være så svær at få med hjem, det skete næsten hver eneste gang, først i starten af det hele gik det knap så dårligt, men hen af vejen, ønskede Evaline virkelig ikke at tage hjem overhovedet. Hun skreg nærmest hver eneste gang, hvilket var underligt, når man tænkte over hvor en stille pige hun normalt var. "Kom så med!" Lød det irriteret fra Kath. "NEJ!" Eva fik bare tåre i øjnene, hvor hun så mod Jacob. "Jeg sover her?" Lød det spørgerne fra hende, hvor Kath slap Eva. "Fint! Så sov her, jeg nægter... Straffen bliver kun hårdere hvis du bliver væk!" Hun drejede om på hælen, hvor hun suste ud af døren og løb ellers ind i skoven endnu engang. Hvis de forsatte på denne måde, ville balladen bare blive værre og værre. Som om han ikke slog dem nok i forvejen, så ville han helt sikkert slå dem ihjel, hvis de pludselig blev væk i en hel dag og nat.