The kids have to learn something? - Fay

Sted: Fønix Skolen.
Tid: Omkring den 10 Januar.
Vejr: Let blæsende, med en anelse kulde. Solen skinner dog stadig.
Årstid: Omkring vintertiden, og hen i foråret.
Påklædning: http://blog.mary.com/wp-content/uploads/2011/05/06-nina-dobrev-best-dressed.jpg?2c2c53

Jazmin bevægede sig frem, i sin elegante kjole. Den var hvid, og ikke mindst det smukkeste hun noglesinde havde set, af hvide kjoler. Hun var ret tilfreds med købet i sin tid.
Det var næsten det eneste hun havde i sit klædeskab, var kjolerne der var lange og elegante.
Bevægelserne var langsomme, og snuglig. Hun elskede at forvirre folk med hendes skønhed og ikke mindst kærlige omfavne aura. Selvom hun var dæmon, havde hun evnen til at manipulere med folk sind. Hvis hun ønskede de så en mand, istedet for hende, gjorde de det. Det var ikke ret tit hun brugte den, og det var ofte kun overfor Daron.
Daron var også kun et legetøj for hende. Intet, andet, og ville aldrig blive mere end det. Han var faldet for en sølle tøs. Viola, hed hun. Forfærdelig tøs, han aldrig havde holdt af, men blot var tvunget til at elske, da hendes skønhed var utrolig. Men, dog ikke mere end Jazmins.

Jazmin bevægede sig mere og mere frem imod bygning for hendes side. En flok, mennesker? Det ville hun i hvert til fald gætte på, stod og lænede sig op af hinanden. Blikket fra dem alle lande på hende, i det hun kom tæt nok på, de kunne se det hele af hende. Man kunne se de var mere end forelsket i hende.
Hun var van til at folk, blev bundet af hendes skønhed.
Jo mere hun gik, jo mere kunne man se de savlede over hende. Og, da hun var kommet helt tæt på dem, stod de stadig. De begyndte at snakke til hende, men deres sprog var forvirrende. Det eneste, der blot kom ud af dem, var: ''Ma' ladi, må jeg give diiiii et kjøs'' Det eneste Jazmin kunne, var at grine over det, da Jazz pludseligt pressede sig frem af.
Med et hurtigt hug, tog hun fat i en af herrens hals, og glemte til. Smilet på hende, bredte sig hurtigt frem af, på hende. Hun kvælte langsomt livet ud af dem. De andre begyndte langsomt at flygte fra hende. Med en hurtigt bevægelse, satte hun tænderne ned i halsen på ham. Blodet strømmede ud af ham. Hendes øjne, begyndte at bevæge sig over i det røde, imens hun sugede blodet langsomt, så det gjorde mest muligt ondt på ofret. Han skulle lide.
Da hun var færdig, smed hun liget fra sig, og var hurtig over ved et nyt et. Mennesker var ikke specielt hurtige, og slet ikke ligeså hurtig som hende.
Hun havde det nu egentlig meget skægt, med dette. Trods det var at dræbe andre mennesker.
De eneste der betød noget for Jazz, var Rowan og Fay. De eneste. Alle andre, havde hun skubbet fra sig. Hun havde ødelagt dem, med deres had, og ikke mindst hendes selviskhed. Det var sådan hun var blevet en ond person. Alle hadede hende, ud anset hvad  hun gjorde. Selv dengang hun var lille.
Hun huskede sit tidligere liv, hvor hun var en sød og fornuftig pige. Alle så op til hende, bortset fra den dag, hun slog en. Hun havde gjort det, da en dreng havde forsøgt på for mange ting. Alle havde syntes hun havde reageret for voldsomt.

Jazz rystede på hovedet, og forsatte sit lille angreb. Det kunne nemt være at nogle opdagede hende i det, men det ville ikke betyde noget for hende. Ikke et eneste stykke af hende ville det skade.