Do - not - touch - my - kids. Understood?(Yuri)

Lyset falmede ud på aftenen, men spredte endnu sine gyldne vinger ud over den lille, idylliske park, hvis græs svajede blidt i den lune sommervind, og hvis legeplads endnu bugnede af halvunge børn, under godt opsyn fra sine forældres skarpe blik. Grus og sten knasede under skoene fra fattige som middelklassebørn, og forældres muntre snak blandede sig som utallige symfonier, der trak sig ud i tråde og filtrede sig viltert sammen i en uforståelig, lav mumlen. Intet af dette, bekymrede dog Delilah.
Flammer slikkede igennem hendes ildrøde blik, og syntes at opsluge sig selv i et rasende inferno, der pludseligt blev bremset af en næsten flydende sølvfarvet cirkel om hendes iris. Men netop nu ulmede hendes blik i stedet for at rase, og der var en kærlig undertone over dæmonens blik, der langt fra var naturlig. Men når hendes blik strejfede de to piger der med store øjne betragtede børnene på legepladsen, kunne moderkærligheden ikke lade være med at vise sit varme hoved.
- Jeg er stolt af dig, Neco.
Hvorfor? Jeg sidder her bare.
- Du har holdt dig i ro i dag. Ingen problemer.
Et smil sitrede over moderens bløde læber, uden hendes blik slap de to piger i hendes favn. Hun behøvede ingen adrenalinkicks, ingen fare, ingen sjov. Hun havde sine piger i sine arme, og hun kunne mærke deres hjerte pumpe blidt imod hendes bryst. Det var alt hun nogensinde ville behøve.

Men alt blev spoleret på alt for få sekunder. Et eller andet spidst blev pludseligt hamret ind i hendes blodåre på halsen, og hun kunne mærke væske bane sig vej ind i hendes blodomløb og blive pumpet rundt i hendes krop, sammen med de livgivende blod. På under et sekund begyndte hendes blik at blive sløret, hendes krop summede faretruende, og hun kunne mærke hvordan alle hendes muskler løsnede sig. Hun ville ende med at slippe børnene så de ville falde! Det kunne hun ikke!
Men den bekymring blev straks efter erstattet af en langt større. En eller anden hendes slørede blik ikke kunne se, rev de to børn ud af hendes favn, og endnu inden panikken nåede at brede sig i moderens krop, kunne hun se hvordan de slørede skikkelser med hendes børn i armene forsvandt. Teleporteret væk. Desperation og panik pumpede igennem hende, næsten hurtigere end hvad end der var sprøjtet ind i hende, men hun kunne intet gøre. Langsomt sank hun ned på bænken.
Der havde ikke været noget tumult, ingen råb, ingen skrig. Intet blod eller noget der tydede på fare. Hun sank ned på bænken uden at kunne bevæge sig, hvorefter mørke skyllede ind over hendes krop. Hun kunne ikke ...
Hun kunne intet.

Påklædning: kondi sko, M65 camuflage militær bukser, sort tank top, og en hættetrøje med ordet Free Soldier på ryggen med et billede af 2 riffler og et kranie da griner.

Yuri havde været på arbejde det meste af dagen, hvor han som sædvanligt var blevet svinet til og ydmyget, selv om ingen direkte gik imod ham på grund af hans enorme størrelse, og trods han var et misfoster, havde de fleste set ham i nævekamp og ville nødig op og slås med den erfarne soldat, selv om han's arbejde bestod sikkerhed's vagt, udsmider nogen gange og andre gange eskorte, han havde dog fået fri lidt senere end de andre, og da han var færdig, havde han trukket sin hættetrøje på og taget hætten op så den dækkede hans ansigt, så ingen svinedet ham til for hans udseende, da selv shapeshifter ofte var ubehøvledet imod ham, han var dog ved og være vant til det, så han tog sig ikke synderligt af det, han havde dog sin slagstav i et hylster under hættetrøjen, hans meget hårde blik skulede vagtsomt omkring, selv om enkelte da var vant til og se ham og genkendte hans ansigt, så enten medlidet på ham, eller foragtet på ham, han ignoredet dog blikkene, og fortsatte sin tunge traske, imens de fleste gik uden om ham, da hans 212 cm høje krop med en vægt på 205 kilo, ofte i sig selv fik folk til og gå uden om ham, han kom dog forbi parken for at skyde genvej og gik langsomt igennem dem i yderkanten for ikke og blive svinet til for og være tæt på børnene, både af de fattige og de middelklasse folkene, især middelklasse folkene, han smilede dog for sig selv, og tænkte stille på Luck, med et glad smil, før han fortsatte, dog var da noget da fik ham til og skæve rundt, hans militærer instinkt ringede i ham.

Yuri kunne ikke nå og reagere, han bemærkede hverken den fremmede da overfaldt kvinden med et eller andet, han bemærkede ikke ret meget da hætten dækkede, og han ville ikke tage den af, han begyndte dog og storme der over, selv om han holdt om sin hætte så den ikke fløj af, han bemærkede dog også at den fremmede person tage nogle børn fra kvinden, som måtte være hendes børn eller nogen hun passede, det fik ham til og sætte farten op med den enorme krop, som kom trampende, dog forsent, han vidste ikke engang hvorfor han var løbet over, han fortsatte over imod kvinden, og som erfaren soldat, tjekkede hans puls, øjenlåg, og tegn på skader, han sagde dog med din dybe rolige stemme ''miss, er de kommet noget til?'' han lød høflig og formel, men stod dog og så sig omkring, for og se om nogen andre kunne hjælpe, men ingen meldte sig, så han satte sig på knæ og så på dæmonen, som så ud til og være helt væk, han klappede hende roligt på kinden, ganske blidt, selv om med hans styrke kunne være temmelig hårdt, han så sig dog usikkert omkring om nogen ville anholde ham for overfald imod kvinden af den ene eller anden årsag, han var simpelt paranoid og ret sky, han fattede stadig ikke han var stormet over og havde blandet sig, nok fordi han havde et godt hjerte som hans mor havde sagt i sin tid, dog holdt han hætten nede så hans ansigt var skjult hvis kvinden skulle se hans misfoster ansigt, selv om han's enorme krop måske ville skræmme kvinden, han vidste det ikke.

Mørket sitrede indeni hende, og hun følte det, som svømmede hun i en tyk, mørk sø af tjære, der holdt hendes bevægelser nede, og næsten kvalte hendes åndedræt langsomt og snigende. Hun bemærkede intet af sin omverden, men på trods af alt dette, var den lille del af hendes bevidsthed der stadig fungerede, i fuld gang med at panikke helt og holdent. Hendes tanker snoede og slangede sig næsten panisk om børnenes forsvinden. Det kunne ikke passe. Det var ikke sandt.
Fuck! Langsomt trak mørket sig tilbage fra hendes bevidsthed, med slimende fingre der uendeligt langsomt skubbede drillende til hende, og milimeter til milimeter kravlede det væk fra hende. Den snurrende, summende fornemmelse begyndte igen at brumme igennem hende, som bier der kravlede under hendes hud i tykke masser. Endelig skar en ekstrem smerte igennem hendes hoved, og de tynde øjenlåg gled åbne i et ryk, da bevidstheden farede tilbage til hende, i det smertesglimt.
"Fuck....helvede!"
Ikke nok med at hendes blik åbnede sig i et sæt,  men i samme bevægelse gled en bevægelse igennem den slanke krop, der fik hende til at hamre hånden ned i bænken, så hun gled op i siddende stilling, samtidig med at den anden hånd løftede sig og smækkede et overraskende hårdt slag, ud efter hvem end der var nær hende. Hun kunne bare se en skikkelse, og medmindre han flyttede sig med lynets hast, ville han få hendes ekstreme styrke klasket i ansigtet uden varsel.

Delilah tog sig ingen tid til at undskylde sit ubegrundede slag. Selv hvis hun havde haft tid, havde hun ikke gjort det, for hans følelser ragede hende en høstblomst. Hun svingede med en elegant, smidig bevægelse benene ud over bænken, og skubbede sig i en glidende bevægelse op på de lange ben, der straks vaklede under tyngden der kom alt for pludseligt til at hun var stabil.
Igen ragede det hende en høstblomst. Ilden i hendes blik rasede nu, flakkede voldsomt imod sølvcirklen og syntes at ville opsluge alt det landede på. Og det landede på duden der havde stået nær hende, blot sekundet efter stabiliteten i hendes hoved havde fundet ved til de slanke ben hun besad.
"Hvor er de?!"
Delilah så pelsen der strittede ud på hele hans krop, hun så den mærkelige krop og det underlige udseende, men ikke så meget som et glimt af overraskelse flakkede frem på hendes cremefarvede ansigt. Ikke så meget som en trækning fandt vej til de rødlige, fyldige læber. Hun ikke så meget som blinkede. Hans udseende ragede hende flere høstblomster end noget andet. Hun var ikke forarget, hun syntes ikke det var ulækkert eller mærkeligt - Hun var ikke engang overrasket.
Hun var pisse ligeglad.

Yuri vidste det var en dæmon han havde med og gøre, dog vidste han ikke hvad han skulle stille op med hende, han bemærkede dog de forskelige omtåget tegn på et eller andet stof, han vidste ved guderne ikke hvilke, han så sig dog omkring for og få sig en om hvor børnene da blev taget fra hende kunne være blevet taget hen, dog havde han ikke den eneste ide af nogen art, så han så sig bare omkring for og danne sig et overblik, folk så over på dem og pegede, andre så ud til og overveje forskelige ting, han bemærkede dog små bevægende træk i dæmonen, og selv om han ikke just var glad for dæmoner, følte han at han var nød til og hjælpe hende, selv om han mere havde lyst til og gå sin vej, han så sig dog kort omkring, med en brummen i brystet, han så dog på dæmonen igen, han så hende ind i øjnene med sine rolige øjne, dog sagde han intet til hendes udråb, han bemærkede de forskelige bevægelser, da han som erfaren soldat lagde mærke til den slags ting pr refleks, han bemærkede dog rykket i dæmonen's skulder og han kastede sig roligt bag ud, for at rulle rundt og rejse sig op med kroppen i forsvar's position, det rolige blik var blevet hårdt, han stod roligt og så på hende og fnyste og sagde ''i dæmoner har sku heller ingen manere, hm'' han prøvede ikke og fornærme dæmonen, bare bekendgøre at han mente de var nogle uhøflige bæster.

da dæmonen ikke engang sagde undskyld og derved ikke viste respekt, blev han kun mere fjendelig stemt, og selv om han havde set den fremmede teleportere væk med børnene, kunne han muligvis ikke hjælpe, eller måske kunne han, spørgsmålet var bare om hun gad, det hun både var uopdragen og uhøflig, han forstod næsten hvorfor den fremmede havde taget hendes børn, hun var sådan en grov person, han holdt dog vagtsomt øje med den fremmede dæmon, og det var tydeligt han ikke brød sig om hende.
han holdt roligt øje med hende, med næverne let løftet til counter angreb, og med benene let spredte i zig zak, da hurtigt tydet en erfaren nærkæmper, imens hans hårde blik nedstirredet hende fjendeligt da hun så på ham, da hun hverken havde sagt undskyld og oven i købet havde slået ud efter ham, han hørte hende og så ikke ud til og ville svare, selv om han havde en ide om det, da teleportation ikke altid rakte langt medmindre de var nødvendigt, hans militærer erfaring sagde ham dog at de ikke kunne være noget langt, medmindre de havde og gøre med en da var gammel, dog var de ofte for kloge til og tage et så risiko fuldt opgave som denne, så det måtte være en ung, så hans konklusion var de måtte være i nærheden, og da gik hurtigt et par minutter med tænkeri, før han svarede hende direkte fjendeligt ''det er dit problem, din respektløse dæmon krata'' krata var et ret typisk grimt ord for folk da levede af sex, ligesom en luder dog mere betegnet på succubusser og selv om han ikke kendte hende's dæmon type, så havde hun ikke fortjent hans venlighed, han sagde dog fjendelig ''har dog en ide om hvor de er, og det i nærheden, da han ikke kan være teleporteret langt væk, dog med den retning han løb, så har jeg en ret god ide, dog igen, er det dit problem'' mere sagde han ikke før han begyndte og gå sin vej, da hende's respektløshed ikke havde gjort sig fortjent til hans hjælp, selv om han dog pegede i en retning fyren var løbet, han vidste ikke om hun kunne spore dem, han ville dog følge efter hvis hun ikke anfægtede ham, men hvis hun dog gik over til ham for at undskylde, ville han åbenlyst følge med, for at hjælpe hende, selv om hans holdning sagde at hvis hende's børn døde eller blev solgt som slaver, ville det ikke røre ham det mindste, selv om han havde ondt af børnene, og bare fordi deres mor var en utaknemmelig kælling, så var det ikke ensbetydning med at han ikke kunne hjælpe, han skævede dog tilbage til dæmonen og vendte så blikket væk og fortsatte væk.

Delilahs blik lå urokkeligt på ham, mens han latterlige bokse-stilling, fik alligevel en svagt hånlig trækning til at danse over hendes læber. Gad vide om han vidste, at han lignede et barn der gerne ville være bokser? Bokseteknikker havde shit at sige i den virkelige verden - Der var ekstremt mange teknikker, blot nu, hun kendte til som kunne afværge hans slag, stoppe hans eventuelle skridt bagud og få slået ham ihjel. Hun var derudover også langt, langt stærkere og hurtigere end en shapeshifter, så det var intet problem for hende at afværge ham, men hun syntes at være ligeglad.
Han var alt for stor, til at være en af dem, der havde taget hendes piger, og derfor mistede hun i et ryk interessen for ham. Han var ikke interessant. Hun syntes end ikke at have bemærket hans fjendtlige blik på hende, for ærligt talt var hendes liv propfuldt af folk der hadede hende, så det gik over hovedet på hende, når hun optjente endnu en hadefuld fjende. Hun bemærkede det sjældent efterhånden. Det ildrøde blik havde uinteresseret sluppet ham, og bevægede sig over bænken.
"Hold op med at lege en barnlig bokser. Du ligner en idiot."
Hun gik smidigt i knæ foran bænken imens ordene forlod hendes læber, så hun syntes næsten fraværende i sætningen, som hun greb fat i en stump af et stykke tøj, der syntes at vise halvdelen af et logo, der havde sat sig fast til bænken. Måske var den blevet revet af, som hendes børn var blevet taget? Forhelvede, hvis det her [i]igen[i] handlede om Sajros fucking dusør, ville hun kværke ham!

Hun hørte kun halvt hans ord, hans fornærmelser bed ikke på hende. Hendes tanker var langt væk, i et forsøg på at huske hvor fanden hun havde set det lorte logo før, så hun lod sindet vandre, indtil det reparerede sig selv i hendes tanker, og blev helt. Hun kendte det logo. Det var logoet for den latterlige gruppe, der allerede én gang havde forsøgt at tage børnene. Hun havde endnu ikke fundet ud af, hvorfor.
Hans teori om at de ikke havde teleporteret sig langt væk, fik Delilahs hoved til at rykke sig op. Hendes blik landede på ham, og i et sæt løftede hun sig op på to ben, med det blafrende stykke stof imellem de slanke fingre. Hendes øjenbryn hævedes svagt som hun betragtede ham uimponeret.
"Hvorfor fanden skulle have ikke have teleporteret sig langt væk? De var fucking tre - Det vil sige tre kraftkilder, plus børnene. Desuden kan de fleste teleportører transportere sig fandens langt uden at bruge en skid energi."
Hendes blik borede sig ind i hans i endnu nogle sekunder, inden hun snurrede omkring. Hun kunne ikke være mere ligeglad, med at shapeshifter-duden var på vej i en anden retning, for hun var ikke typen der brød sig om hjælp - og især ikke i sammenhæng med hendes elskede børn! I stedet satte hun hastigt i retning af det sted, gruppen sidst havde mødtes, da de havde nakket hendes børn.
Desværre var de blevet teleporteret væk sidste gang efter hun havde fået dem tilbage, inden hun havde nå at rive involdene ud på dem. Det skulle ikke ske denne gang.