You better not die while I'm here! ~ Gabriel [fortidsemne]

t: omkring midnat
s: Angerforge District Hospitalet
o: en masse syge, få døde og en masse sygeplejersker
v: ydenfor regner det men det er lunt og vammelt inde i hospitalet.

med en kappe trukket tæt om sig var Nemesis stormet gennem gaderne i både Terrorville, Doomsville og nu Angerforge, mens hun havde ledt efter Gabriel. Hun havde gennem længere tid vidst at han var blevet mere og mere syg, men hun havde virkelig ikke regnet med at han var kommet på hospitalet for det. Men ikke desto mindre var hun nu på vej til hospitalet i Angerforge, for at se om han var kommet derind ved en fejl.
Men da hun stod ved 'skrænken' og spurgte ind til om sygeplejersken havde set Gabriel, stod sygeplejersken blot og spurgte om Nemesis var i familie med ham - for ellers måtte hun ikke se ham. Nemesis så rasende på Sygeplejeskerne og blottede hjørnetænder. Dette fik sygeplejersken til at stivne og blive bleg som et lagen, inden hun pegede ind mod en afdeling for terminalt syge. Nemesis stivnede kort, inden hun begyndte at kalde på Gabriel mens hun bevægede sig ned af gangen. Når han endelig ville svare, ville hun stoppe og gå ind i værelset han ville være på.
Under hendes kappe var hendes snehvide kjole, som hun udelukkende havde på når hun skulle mødes med sine arbejdsgivere. Hun var kort sagt stukket af fra arbejde for at finde Gabriel - blot for at være sikker på at han var okay.

Nemesis havde set på afstand hvordan en læge havde hevet Gabriel ind i seng igen, og var fulgt hen til værelset - men blev dog udenfor. Hun vidste ikke om Gabriel var så syg som de troede - men ingne behandlede hendes familie sådan!
Så snart lægen kom ud - inden hun havde lukket døren ind i værelset, så Gabriel stadig kunne hører dem - fik Nemesis mast lægen op af dørkarmen. Med sin kappe trukket om sit hoved, ville få kunne genkende hende.
''Næste gang du rør ham så hårdhændet, vil blive sidste gang du kan røre, se, hører eller smage noget som helst!'' knurrede hun truende, vredt. Nemesis var ikke kendt for sin tilmodighed, men derimod for at holde sine trusler/løfter.

Så snart hun havde sluppet lægen var lægen spænet ned af gangen - sikkert for at hente nogle vagter. Held og lykke, Nemesis havde enten været i seng med dem eller skræmt dem væk for længst. Hun var urørlig.
Nemesis gik ind i Gabriels værelse og lukkede døren efter sig. Med sine pyromanesiske evner opvarmede hun håndtaget så det ville brænde alle der rørte det i omkring en halv time.
Hun gik tøvende hen til Gabriels' seng, og så på ham mens han vred sig i smerte - smurt ind i sit eget blod.
''Hey...'' sagde hun med en varm og kærlig stemme, mens hun tog sin kappe af og lagde blidt over ham, som en form for dyne.
''Jeg ville spørge hvordan du har det.. Men det lyder ikke helt godt..?'' hun satte sig på hyg ved hans seng så de var i samme hovedhøjde, hvorefter hun begyndte at tørre en smule a det indtørrede blod af med kanten af sin kappe.

Han var helt fanget i sin egne tanker, men samtidig også i sin egen smerte, så han opdagede ikke de lyde der kom ude fra gangen. Han var godt i gang med at hoste sine lunger op, da en mystisk kvinde med et kom ind. Da han samtidig også halvt om halvt var i en feberligene tilstand, hvor han ikke var sikker på om drømte eller var vågen...så tog det ham noget tid at finde ud af hvem kvinden var. dog da det først gik op for ham, kom der et svagt smil op på hans læber. Det var jo Nemesis, den kvinde han igennem de sidste par år havde fået sådan et stærkt forhold til...at de nærmest anså hinanden for søskende. Hun var nok det tætteste på en søster han kunne få. Hans egne forældre døde da han var ung og han havde været tunget på gaden og derefter igennem så meget andet, at hun helt klart var højdepunktet i hans liv. At se hende her, var nok til at sætte hans dårlige humør bare en smule op og samtidig også gøre, at han virkelig forsøgte med at få et smil på de røde læber.
Han sukkede, da den pludselige varme strømmede over ham. Da hans dyne ikke direkte gav ham nok varme, så gik han ofte igennem de sene aftner og frøs værre end noget andet! Dette var sikkert også med til, at gøre hele hans forløb så meget værre. Han forsøgte at sende hende et smil "hej Sise" hans stemme var hæs og det var tydeligt, at vand havde han da heller ikke fået meget af. Det virkede faktisk som om, de blot havde lagt ham i denne seng også håbet på at han til sidst ville dø af enten sin sygdom eller så af mangel på mad og drikke. Det virkede så derfor med andre ikke som om de havde forsøgt, at hjælpe ham...han var bare blandt de fattige som bare skulle dø. Han klukkede, men det blev hurtigt forvandlet til en stærk hosten "de siger...at jeg un har dage tilbage at leve i. Måske endda mindre" han lod hende tørre sin mund, efterhånden forekom det ham ikke så vigtigt at tørre sin mund. For der gik jo måske ikke mere end minutter før han igen havde hostet nyt blod op

Nemesis var ikke mindre end rasende over deres behandling af ham. Hun havde engang arbejdet kort som sygeplejerske selv på hospitalet her, og vidste at dem der kunne betale for deres ophold fik ofte bedre behandling end dem der kun var der for at dø.
Men at se Gabriel blive handlet sådan, knuste hendes kolde hjerte. Gabriel havde længe været en del af hendes liv, men før hun blev vampyr sås de ikke så meget - mest af alt grundet hendes graviditet, som hun ikke havde fortalt ham om. Hun havde undladt at fortælle ham om Sean, om deres barn sammen og om grunden til at hun blev vampyr. Men Gabriel vidste da at hun var vampyr nu? Ikke...?
Roligt nussede hun ham over kinden, velvidende at hans ord krævede mere energi end hvad hun fandte godt.
''Shh..'' hviskede hun blidt, mens hun stille gennemgik mulighederne i sit sind. Hun kunne enten lade ham dø en smertefuld død, eller lade ham gennemgå samme smertefulde forvandling som hende selv. Ingen af delene lød tiltalende..

//lidt kort, men det skal nok gå xD//

Han så trist op på hende. Selvom døden virkede som sådan en beroligende ting, så var tanken om at miste Nemesis direkte skræmmende. Han kunne slet ikke klarer den tanke og det kunne tydeligt ses på ham. Øjnene blev hurtigt fuldt med tårer, hans underlæbe dirrede og han rystede svagt. Til dels frøs han, men han var også med et bange for den pludselige død, han ville ikke forlade Nemesis. Hun var hans søster, den person han elskede allermest i denne verden! Hun havde været der for ham, hun var der for ham igennem tykt og tyndt...og nu skulle han snart dø.
Han lagde rystende sin hånd imod hendes kind. Han strøg sin kolde finger hen over hendes kind "du er det bedste der er sket for mig" hviskede han hæst og med næsten ingen stemme tilbage. Han hostede kraftigtigt og sukkede, alt i mens han lagde sig slapt ned på sengen. Han vidste det kun var et spørgsmål om tid, at han i virkeligheden måske ikke havde dage tilbage, men kortere end det.

//ja mit er heller ikke for langt

Nemesis kendte godt den kolde kendsgerning - om et par timer ville han sove ind i døden. Medmindre... Tanken gav hende myrekryb, men måske havde hun ingen anden udvej. Og ville han ikke også hellere leve end dø?..
Hans hånd med hendes kind fik hende til at se tøvende ned af sig selv. Klædt i hvidt, så var det måske ikke det smarteste, men hun var ligeglad.
''Gabriel... Du behøver ikke forlade mig..'' hviskede hun, bedende. Hun lagde sit hoved ved siden af hans, og så på ham. ''Du behøver ikke dø... Ikke sådan her..'' hviskede hun inden hun lukkede øjnene lidt.
''Du ved det... Du skal bare give mig lov..'' hendes stemme var ikke kun bedende, ikke kun trist. Den var skælvende. Selv hvis han ikke gav hende lov, ville hun gøre det - så egoistisk var hun..
''Jeg beder dig.. Lad mig hjælpe dig..''

Han vendte ansigtet imod hendes, som altid fremstod hun af ren perfektion. Det var næsten helt umenneskeligt, så smuk hun var og nu hvor han så hende helt tæt på...så var det endnu tydligere. Han lagde sin pande ind imod hendes og lukkede øjnene, man kunne tydeligt se hvordan trætheden strømmede over ham. Det var ikke just fordi han var ved at dø lige nu, men nok fordi alt dette bare var trættende for hans krop og samtidig også hans sind. Han var 22 år, og alligevel lå han for døden. Hendes ord fik ham til at smile "hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg lade hellere end gerne lade dig hjælpe mig...men hvordan?" spurgte han og slog igen øjnene op. Han betragtede hende med blide øjne og det var først efter noget tid, han nikkede til hendes sidste ord. Selvfølgelig ville han da lade hende hjælpe sig, hvorfor skulle han dog ikke det? Hun var hans søster og han ville altid lade hende hjælpe sig!

Nemesis så på ham, med øjne der kunne være fyldt med tårer - hvis det havde været muligt for hende at græde.
''Der er en mulighed... Men...'' hun lukkede øjnene lidt inden hun lagde en hånd på hans kind. Hun så ham igen, denne gang en smule mere bestemt.
''Jeg har ikke gjort det før, Gabriel..'' hviskede hun tøvende. Hun vidste at han ville lide under forvandlingen. Og den ville være lang og pinefuld, nu hvor han var så syg. Måske overlevede han den slet ikke. Men det var en chance hun måtte tage.
Hun rejste sig op og så undskyldende på ham mens hendes hugtænder gled frem, samtidig med at de sølvligende øjne blev gyldne - som var sølvet blandet med blod.
''Undskyld..'' hviskede hun inden hun stille lænede sig ind over ham, holdte ham nede ved at holde ham i hænderne - så havde han også noget at holde fast i når smerterne tog over for alvor.
Hun fik lagt hans hoved på siden, så hun fik direkte adgang til hovedpulsåren. Hun lod sine læber glide over den blege syge hud, inden hun hviskede bedende; ''tilgiv mig...'', og derefter lod sine tænder glide ned i hans hals. Det ville ikke føles som mere end to myggestik i starten, men som han blev tømt for blod, ville det blive mere og mere smertefuldt.
Hun ville derefter tvinge ham til at drikke fra hende - ellers ville han helt sikkert dø. For at gøre det så beroligende for ham som muligt, aede hun hans hænder med sine tommelfingre, mens hun undgik at lave nogle lyde. Så lydløst som muligt, fik hun drænet ham for det syge blod. Hun havde en time, før hun var nødt til at kaste det hele op igen. Smagen af sygt blod var vammel, men det kunne redde hans liv nu.
Hun havde brugt fem minutter på at tømme ham helt, inden hun slap ham. Med blod på læberne, tog hun sin venstre hånd til sig, og bed et stort hul. Hendes blod løb i en lind strøm, og derefter løftede hun hans ansigt, og pressede sit blødende håndled ned mod hans læber. Han var nødt til at drikke det. ''Drik..'' sagde hun, en smule dominerende. Som en bekymret storesøster.
''Drik, Gabriel.'' hun rystede, men huskede dette fra da Nicolas havde forvandlet hende. Hun huskede desværre også smerten. Mere end noget andet.

Han så uforstående på hende. Han vidste jo selvfølgelig ikke hvad hun var, så det gav absolut ingen mening hvad hun sagde. Blidt tørrede han hendes tåre væk "hvad er det du snakker om kære Sis?" spurgte han uforstående. han vidste ikke hvad hun mente eller for den sags skyld hvad denne ting var, som hun så aldrig havde prøvet før. Han fjernede sin hånd fra hendes kind og betragtede hende blot med trætte øjne. Det var dog først da han så de lange hugtænder han vidste hvad hun var. Normalt ville han havde udvist en stor frygt lige nu, men han var både for svag også havde han mere end bare tillid til hende. Han gispede da hun med et holde ham fast, egentlig havde hun slet ikke behøvet dette...for han var mere end svag, så han kunne faktisk ikke bevæge sig.
Han lod hende gøre hvad hun ville, men da hun bed ned i hans hals, gav han et spjæt fra sig. Han stønnede af smerte, men bevægede sig ikke. Han ville lade hende gøre dette, han ville leve for hendes skyld. Han lukkede øjnene hårdt i, alt i mens et par tårer gled ned fra hans øjenkrog. Da hun med et flyttede sig fra hans hals, følte han sig mere svag end han nogensinde havde gjort før. Aldrig før havde han oplevet at være så svag, det var som om han havde få sekunder tilbage nu. Han havde svagt ved at høre hvad hun sagde, men da han følte noget ramme imod hans læber og samtidig noget flydende der gled ned af hans hals, begyndte han per automatik at drikke. Efter noget tid fik han flyttet sin ene hånd op til hendes håndled, hvor han holde den fast. Han stønnede og drak lystende fra hendes blod

Nemesis lod ham drikke, til trods for at hun vidste at de næste timer ville være ekstremt smertefulde for ham, i forbindelse med hans forvandling. Det ville føles som om hans krop ville stå i lys lue mens den forvandlede sig.
Hun lod ham drikke, til hun mærkede hvordan hendes ben gav efter. Blodmangel kunne også hænde for vampyrer.
Hun trak sin hånd til sig, og aede ham over kinden, mens hun smilede undskyldende til ham. ''Undskyld.. Jeg hader at du skulle finde ud af det sådan her.. Men det er snart overstået. Det lover jeg..'' hviskede hun og aede ham over håret mens hun holdte ham nede lidt, for at være sikker på at når smerterne kom ville han ikke prøve at kredse sin egen hud af som hun havde gjort dengang.
Hun begyndte stille, blidt og lokkende at synge sangen hun havde lært dengang hun havde mødt Gabriel - en sang hun fandt megen trøst ved i de stunder hvor hun savnede ham;
''Come little children I'll take thee away,
Into a land of enchantment,
came little children the time's come to play,
here in my garden of shadows.
Follow us little children I'll show thee the way through all the pain and s..
Weak not poor children the life is this way,
murdering beauty and passion.
Hush now little children
it must be this way to w... of life and exception.
rest now my children for soon we'll away
into the calm and the quite.

Uh Uh Uh..

Come little children I'll take the away into a land of enchantment,
came little children the time's come to play,
here in my garden of shadows.''

Han gispede efter vejret da hun fjernede sin hånd fra hans mund igen, det var en helt underlig oplevelse og i noget tid lå han blot og kiggede på hende. Dog udstødte han et mindre skrig da en pludselig smerte skød igennem ham. Han pev og bed tænderne hårdt sammen. Han kunne direkte mærke hvordan hans hjerte kæmpede om at holde gang i livet, hvordan det desperate ønske for at leve overskyggede alt andet. Hans krop var klar på at give slip, men det var hjernen der endnu kæmpede for livet. Han lagde hovedet tilbage og et lag sved samlede sig på hans pande, samt ansigt i takt med at forvandlingen tog sted. Dette var nok det mest smertefulde han nogensinde havde oplevet og han havde været syg størstedellen af sit liv. Som forvandlingen skete, kunne han også føle hvordan hans hjerte ligeså stille slog langsommere og langsommere. Så godt nogle timer senere holde det helt op med at slå og han lå der med tomme øjne og åben mund. Derpå gik der måske mindre end 5 minutter før der gik et spjæt igennem ham og han begyndte derefter at røre på sig. Han blinkede og de brune øjne, der nu havde fået et mere gylden skær betragtede hver enkel ting. Han satte sig hurtigt op og betragtede sin egen blege hud, før hans øjne kastede sig direkte hen imod Nemesis. Han skulle lige til at åbne munden for at sige noget, da hans hals føltes som blev den snøret sammen. Han kostede og tog sig til halsen "sulten" gispede han og så uforstående på hende. Hele hans hud føltes som var den i flammer, han havde ondt i halsen og var utrolig sulten

Hun tog fat i hans arm - nu ikke længere bange for at skade ham.
''Jeg ved det..'' sagde hun med et lille tøvende smil. Den forbandelse hun havde bragt over ham var nok ikke livet han fik værd - men han var da i live.
Hun løftede op i sin kjole - helt op til hendes hofte. Der afslørede hun et bælte om låret, med tre mellemstore flasker blod. Hun tog den ene frem og rakte ham. ''Nyd det - denne her type får du sjældent.'' sagde hun roligt. Rent engleblod. Den slags man betalte det hvide ud af øjnene for på markedet. Hun smilede rolig til ham mens hun ventede på at han skulle tage en tår. Det var noget af det bedste hun vidste, at se andre nyde hvad hun nød. Bare for at føle sig lidt menneskelig igen.

Han hævede øjenbrynet, men han sagde dog intet til hende. Han lod sin hånd falde som hun fjernede den fra hans hals. Det hele var fuldkommen surrealistisk, hans sanser, den styrke der pulserede igennem ham også den kraft han kunne føle han havde. Det hele gav ingen mening, men som han tænkte det hele igennem gav det mere og mere mening. Som menneske kunne han kun fokusere på en ting, lige nu røg alting rundt. Han tænkte på alting, der var ikke en eneste tanke som han ikke kunne tænke. Da hun med et løftede op i sin kjole, lagde han en hånd over sine øjne. Nok var hun en kvinde, men hun var samtidig også en han anså som sin søster...så han ville da helst ikke se hvad hun havde under sin kjole. Dog da hun rakte ham en flaske, blev hans næse med et fyldte af en sød aroma. Han greb den hurtigt og fik ligeså hurtigt fjernet låget, før han hældte det ned i halsen. Han ville egentlig havde taget det med ro, men den søde duft og den bløde smag...han kunne ikke andet end hælde det ned. Da han havde drukket, havde sulten lagt sig en smule, men alle de bankende hjerter omkring ham gjorde ham også blot bevidst på at der var dette over det hele.
Han stivnede da han mærkede en stikkende smerte i sine gummer, han stønnede og åbnede munden hvor et par hugtænder voksede ud, hans øjne skiftede farve og blev helt mørke, alt i mens nogle sorte åre dannede sig under dem. Der gik dog lidt tid før de forsvandt igen og han sukkede "det smagte godt" sagde han og stivnede helt ved lyden af sin egen stemme. Han lød så sund og rask, som havde han aldrig fejlet noget. Hurtigt røg han ud af sengen og med en overmenneskelig fart var han henne ved et spejl hvor han så sig selv an. Han betragtede den perfekte blege hud, de klare gyldne øjne og det perfekte ansigt. Han vendte sig derpå imod Nemesis og lagde hovedet på skrå

Nemesis vidste godt at dette måtte være nyt for ham - en rask krop og ingen grund til at hoste og gispe efter vejret. Det måtte være en stor befrielse for ham.
Hun nikkede blot, til hans kommentar om at blodet smagte godt. Det var rart at se at han ikke panikkede over det som hun selv havde gjort dengang. Men, nu vidste han at hun var vampyr - han var endda selv en.. Hvordan ville dette ikke påvirke dem??
Hans blik efter at have set sig selv i spejlet, fik hende til at smile lidt, og afslørede hendes hugtænder. De tænder, som lige havde hjulpet hende igennem det sværeste valg i hele hendes liv indtil nu. Men... Gad vide om Gabriel om et par år stadig var glad for at være i live? Selv kunne hun godt undvære det til tider.
''Sig mig, havde tanken aldrig strejfet dig - at blive vampyr..?'' spurgte hun, med et semialvorligt smil. Havde han aldrig tænkt over det? Overvejet at forvandle sig?...
Mens hun så på ham, begyndte hun at tørrer hans størknede blod af sin hage og mundvig. Hun burde få det ud a systemet, ellers ville hun få en seriøst omgang hoste og kvalme ud af det inden hun så sig som.