You're nothing like him - Gabriel.

Sted: Corpsewind Cemetery.
Omgivelser: Døde mennesker, nogle få sørgende.
Vejr: Tåget og meget mørkt vejr.
Tid:21:42

Blair sad op af Alians grav. Der var ikke så mange blomster og fine ting, hun havde ikke råd til det. Så der lå kun nogle indtørrede blomster og nogle en smule mere friske. Hun have plukket nogen for ikke så længe siden og lagt dem på hans grav. Hun havde en arm rundt om gravstenen som om hun holdte om ham. Hun havde hendes kind lænet op mod siden på hans gravsten. Blair kom altid der og snakkede med Alian når hun havde problemer. Det var ikke fordi hun fik hjælp af ham. Men det var det eneste sted hun kunne komme ud med tingene.

"Han er bare så irriterende Alian.. Jeg følte noget for ham dengang og det gør jeg måske stadig lidt. Men han tror bare jeg vil kaste mig på ham så snart jeg ser ham. Jeg har værdighed. Urox virkede som om han ønskede at jeg skulle kysse ham, men han gjorde det ikke. Jeg tror bare han vil have at jeg er svag. Urox er bare.. Ubeskrivelig."

Gabriel hadede når folk døde. Dem der havde holdt af dem blev altid så... Triste, og knuste. Men samtidig blev de også glade igen. Det var rigtig godt.
Man skulle ikke lide forevigt, men ikke alle væsner levede evigt. Hvor derimod nogle væsner... Kunne leve med en sorg forevigt. Mange gemte den væk, og lod sig blive hårde, og uopnåelige.
Gabriel havde ting han skammede sig over, og sorgede over. Men han havde gemt dem væk... Bare ikke blevet en hård type. Han var jo stadig en engel. Hvor derimod hans storebror Urox, var blevet en falden engel. En der knuste piger.
Gabriel selv, var overhovedet ikke sådan. Han hjalp gerne andre, og var venlig overfor andre. Piger? Ja... Det var så der. Hvis han blev vild med en ville han rødme, stamme, og se væk. Men han forelskede sig ikke sådan uden videre. Men det gad han ikke tænke på.

Han gik hen langs gravstenene, meget omhyggelig med ikke at træde de steder hvor kisten lå, og hørte så en stemme. En pige stemme. Han så hen imod stedet, og fik øje på en pige der holdte om en gravsten som om hun holdte om en.
Han koncentrerede sig, og hørte hvad hun sagde. Vent vent? Urox?
Gabriel sukkede irriteret. Typisk. Han gik hen imod pigen.
Det hvide pjuskede, og lange hår hang ham nedover de lysegrønne øjne, og gemte dem lidt. Han havde en hvid skjorte, hvide jeans, og hvide converse sko på.
"Undskyld?" Han rømmede sig lidt, og stod lidt væk fra hende. Hans vinger var gemt. "Men du nævnte en ved navn Urox?"

Blair havde aldrig været så vred på en person før. Urox var bare så irriterende, han troede han kunne få fat i hende så let som ingenting. Men han var ikke så fantastisk, hun ville ikke lade ham forføre hende. Han kunne sikkert godt, men hun ville ikke lade ham gøre det. Blair tog en dyb indånding og kyssede uden videre gravstenens side.

"Jeg ville ønske du var her Alian. Du ville holde ham væk fra mig."

Blair savnede ham meget, men hun var kommet videre. Hun ville aldrig komme over ham, men hun levede med det. Hun lukkede sine øjne og forstillede sig at Alian var der lige foran hende. Han tog hendes hånd, kyssede hende, holdte om hende. En stemme afbrød hendes fantasi, det var sikkert også for det bedste. Hun så op på en fyr med utroligt hvidt hår. Det så nærmest unaturligt ud. Men det var stadig flot, unikt.

"Ehm ja.. Det gjorde jeg."

Pigen sørgede... Måske var det hendes storebror hun snakkede til? Han fandt det ikke mærkeligt at hun snakkede til en gravsten. Det var da meget normalt. Mange gjorde sikkert det. Det kunne han let forestille sig.
"Hvor kender du ham så fra?"
Gabriel trippede lidt. Han ville ikke gå tættere på for det ville hun jo måske se som en trussel, og det ville han helst undgå.
Han ville ikke gøre hende noget. Han var ikke som Urox. Og det ville han heller ikke være.

Blair rejste sig og lagde i stedet en hånd på toppen af gravstenen. Hun undrede sig over hvorfor han interesserede sig så meget for hendes kendskab med Urox, han måtte kende ham. Ellers ville det bare være virkelig underligt. Hun bed sig blidt i læben og så tænksomt på ham.

"Vi mødtes et par år tilbage og.. Ja, han behandlede mig ikke så pænt. Nu har jeg lige mødt ham igen."

Blair havde blandet følelser for Urox, hun hadede ham for det han havde gjort, men hun havde stadig nogle følelser for ham. De var dog gemt langt væk.

//Gabriel er blevet falden, men vi fortsætter bare ^-^

Urox behandlede hende ikke så pænt? Nej, det var der intet nyt ved. Gabriel smilede blidt, og foldede hænderne bag ryggen.
"Urox er min storebror." Han var spændt på hendes reaktion.
Ville hun angribe ham? Slå ham? Skælde ham ud? Eller finde ud af om Gabriel var som Urox?

Blair så undrende på ham da han fortalte at de var brødre. Hun havde ikke lige forstillet sig at de var brødre. Ham her virkede slet ikke som Urox, men brødre behøvede heller ikke at være som hinanden. Men så igen, han kunne måske bare tage kontakt til hende for at få noget fra hende. Det var ikke umuligt.

"Så hvad vil du have?"

Hun gik væk fra gravstennen og så afventende på ham, hun orkede ikke endnu en som Urox der bare ville bruge hende og så smide hende ud som skrald.

Gabriel så uforstået på hende. Han foldede de hvide vinger ud for at sige 'jeg er ikke som ham', og smilede til hende.

"Intet, jeg plejer at møde piger som min broder smed væk. Det er intet nyt for mig. Det må have været hårdt."

Han så alvorligt på hende, og mente det.

Blair så på hans vinger, hun begyndte at tro mere på ham. Men hvordan kunne hun være sikker? Han kunne lige så godt lyve. Blair valgte alligevel at tro på ham. Hvis han på noget tidspunkt viste at han ikke var til at stole på, så ville hun gå uden at se sig tilbage.

"Jeg har været igennem værre."

Hvis hun kunne bytte Alian og Lucys død for at blive smidt ud som skrald et par gange. Så ville hun helt klart gøre det.

"Det er min tidligere kæreste. Han begik selvmord. Min datter ligger derover."

Hun pegede først på graven de stod ved og så graven ved siden af.

Han håbede det var nok. For han var ikke som sin bror. Aldrig. Selvom Gabriel stadig så lidt op til ham, så ville han ikke som Urox.

"Stadig, det gør mig ondt at du også blev hans... Offer."

Han fulgte hendes finger, og så medlidende på hende.

"Det gør mig ondt."

Man kunne se på ham at han mente det.

Blair tog en dyb indånding, hun ville så gerne stoppe ham fra at bruge andre på den måde. Det fortjente ingen og hun ville gøre alt hun kunne for at sørge for ingen ville gennemgå det. Blair gik tættere på ham.

"Så længe jeg har noget at sige, vil han ikke gøre det mod andre. Der er ingen der fortjener det og jeg vil stoppe ham hvis jeg kan."

Blair lagde hendes ene hånd ved hendes modsatte albue og så op på ham. Det hjalp hende på en måde at han havde ondt af hende.

"Tak."

Gabriel så på kvinden, og betragtede hende. Pæn, ja. Ingen ved sine fulde fem ville efterlade en kvinde som hende. Hun virkede flink nok. Han viste ingen tegn på at ville gøre noget.

"Virkelig? Du må have en indflydelse på min bror i så fald."

Han smilede skævt, og foldede hænderne bag ryggen.

"Så lidt."

Han trippede lidt.

"Mit navn er Gabriel, og dit navn er...?"

Blair rystede på hovedet. Hun regnede ikke med at hun kunne få ham til at gøre noget, så hendes inflydelse på ham var ikke specielt stort. "Det ved jeg nu ikke. Han virker ikke til at lytte så meget til andre." Hun sendte ham et skævt smil og sukkede blidt da hun huskede at hun ikke havde præsenteret sig. "Blair." Hun rakte en hånd frem imod ham. Hun kunne ikke helt tro det var Uroxs bror, han var slet ikke som Urox, meget venligere.

Gabriel nikkede, og lagde armene over kors. Han smilede skævt. "Det gør han heller ikke, han... Er meget selvglad." Gabriel grinede svagt, og rystede på hovedet mens han så ned. Han så op igen. "Godt at møde dig, Blair." Han tog imod hendes hånd, og trykkede den. Men han gav hurtigt slip, og foldede hænderne bag ryggen. Han bed sig i underlæben. De hvide lokker skjulte hans ansigt lidt.

Blair kunne kun være enig med ham. Men det var ikke umuligt at finde noget godt i ham. "Men man kan godt finde noget godt i ham. Der findes værre end ham." Hun frygtede at det kunne komme til at lyde som om hun talte grimt om ham, så for at opløfte det en smule ville hun sige noget godt. Og hun mente det. Han var ikke så slem. "I lige måde Gabriel." Hun trak hånden til sig og lod den falde ned langs hendes side.

//Out eller fortsætte? Så spiller jeg godt nok stadig Gabriel.

//synes vi skal gøre emnet færdigt, det er ærgeligt når emner slutter midt i det hele //

Gabriel nikkede, og smilede skævt.
"Ja, der findes værre." Han så rundt.
Han smilede høfligt til hende, og trippede lidt. Han lagde armene over kors. En lyd af en støvle der trådte jord, og småsten ned fik Gabriel til at se til højre. En mand med kulsort hår, brune øjne, slank skikkelse, og sort tøj fra top til tå. Hans sorte støvler havde jernspænder. Manden havde et grumt, og truende smil fremme. Gabriel trådte nærmere på Blair, og stillede sig i mellem manden, og hende.
Og dog... En anden mand, med brunt hår, blå øjne, slank skikkelse, og det samme slags tøj trådte frem bag Gabriel, og Blair. Gabriel så på manden med det sorte hår.
"Og i er?" Gabriels stemme var truende, og kølig. Manden med det sorte hår grinede lavt. "Venner. På en måde." Var mændenes svar. Siden manden med det brune hår også havde talt var han blevet opdaget.
Manden med det brune hår greb ud efter Blair.

Blair var ikke bedste venner med Urox, men han var slet ikke så slem. Man kunne godt finde gode sider i ham. Hun lagde mærke til at Gabriels blik blev fanget noget, det fik hende til at dreje hovedet også. Hun så med på manden med et hævet øjenbryn. Da hun mærkede at Gabriel kom nærmere blev hun utryg, det måtte næsten betyde at der var noget i fære. Men hvis der så skulle ske noget, ville hun være langt sikkere når Gabriel var ved hendes side. Da to stemmer brød gennem luften vendte Blair sig om og så at en mand var ved at tage fat i hende. Af ren refleks trådte hun flere skridt tilbage, hvilket ville føre hende lige ind i armene på den sort håret mand.

Dette irriterede Gabriel. Han hadede sådanne mænd, for han vidste hvad de ville, og det var ikke gode hensigter... Problemet var bare at hvis Gabriel slog dem ihjel så var han dømt som falden. Men så kunne han jo slå dem bevidstløs... Der var ikke nok lys til han kunne skaffe sig et våben... Så han måtte bruge de bare hænder. Gabriel fik en stor sten slået ned i sit hoved, og besvimede lige efter at Blair var røget ind i den sort håret mands arme. Manden med det sorte hår grinte hånligt, og lagde så armene om Blair. Ikke ligesom en kæreste der gav sin kære et kram, men bestemt, og truende. Manden med det brune hår tjekkede om Gabriel havde nogle penge på sig, det havde han ikke. Hurtigt havde Gabriel slået øjnene op, greb manden om halsen, og fået sig op. Gabriel sparkede manden med det brune hår i maven, og vendte sig om mod den sorthåret mand.

Blair prøvede at komme hen til Gabriel da han blev slået ned, men hun nåede det ikke før nogle stærke arme tog fat om hende. Med vilde bevægelser rykkede hun sig fra side til side i et forsøg på at komme fri. Men hun ville aldrig kunne komme ud af hans greb. Han var simpelthen for stærk og hun for svag. Men det gjorde ikke at hun prøvede mindre. Blair ville ikke give op så let. Hun kom i tanke om en ny måde at komme fri på. Hun brugte hendes ene ben til at vikle det om hans ene og det andet til at sparke ham hvor hun nu kunne komme til, om hans greb blev løsnet af den grund, det viste hun ikke. Men ligemeget hvad kæmpede hun for at komme fri. Hun kunne jo også bruge hendes hoved. Blair fik hendes hoved så langt ned mod hendes brystkasse hun kunne og hamrede med al hendes kraft hovedet ind i hans brystkasse så han højst sandsynligt ville miste pusten.

Manden med det brune hår hoppede på gabriels ryg, og lænede sig bagud. Således at Gabriel faldt ned på ryggen, men manden mistet alt pusten for han ramte jorden først. Gabriel rullede væk , og rejste sig op. Han plantede en fod ved mandens kind.
Samtidig prøvede Blair at slippe fri. Hendes teknik ved at sno sit ben om mandens lykkedes. Manden mistede lidt af sit greb. Han gav slip på hende med et hyl af smerte da hun slog sit hoved bagover. Han trådte adskillelige trin væk fra hende mens han bandede.
Gabriel sparkede den brun håret mand til manden besvimede. Gabriel så på Blair, og gik lidt mod hende, men gik så lige forbi hende. Han gik hen imod den sort håret mand.
"Dumme tøs!" Snøvlede manden, og så på Gabriel. Manden havde hænderne om hans næse der blødte. Gabriel så på Blair.
"Vil du slå ham bevidstløs?" Spurgte Gabriel hende med et skævt smil.

Blair så godt at Gabriel ordnene den anden fyr. Det gav hende lyst til at slå den sort håret mand til plukfisk. Da han gik tilbage vendte hun sig omkring og gik hen til ham igen. Hun tog fat i hans arm og og viklede den om på hans ryg, hun kunne godt mærke at han kæmpede imod og det gjorde det sværere at holde ham. Lige da han var ved at slippe fri af hendes greb væltede hun ham ved at skubbe til hans ben med hendes. Hans ord gjorde at hun fik endnu mere lyst til at vise hun duede til noget. Blair satte sig på ham med et knæ på hver af hans side. "Jeg er igang." Sagde hun og så smilende over på Gabriel. Hun greb fat i fyrens hår og slog det ned i jorden, selvom han stadig kæmpede imod. "Hvad kaldte du mig?"

Manden snøvlede og bandede. Han ville ikke have tæv af en pige! Sådan ville han ikke have det! Manden peb lavt, og prøvede at slippe fri, men det var nytteløst. Han faldt ned til jorden, og så op på Gabriel. Gabriel havde armene over kors, og betragtede det hele. Manden kunne ikke dreje sit hoved så meget at han kunne se på Blair.
Manden fik jord i munden da han ikke havde forventet at hans hoved blev slået ned i jorden. Han spyttede jorden ud af sin mund.
"Jeg... Kaldte dig... For en dum tøs!" Råbte manden, og fik et spark i panden fra Gabriel. Gabriel satte sig på hug, og så på manden. " jeg ville være mere forsigtig hvis jeg var dig" Gabriel rejste sig op, og smilede skævt til Blair.

Blair holdte fast i hans hår mens hun ventede på et svar fra ham. Hun brugte sjældent sin krop som våben, istedet brugte hun en kniv eller hvad hun nu ellers kunne finde. Men det var overraskende tilfredsstillende at hun med de rette metoder kunne nedlægge en voksen mand. Nu havde hun så også haft sine fordele. Da hun hørte hvad han sagde mærkede hun et ryk i hans hoved da Gabriel sparkede ham. "Lyt på min ven her. Jeg har nedlagt dig, skal jeg virkelig ydmyge dig endnu mere?" Hun lod igen hans hoved ramme jorden, dog mere mere kraft denne gang. Hun pressede sine knæ ind i hans sider med alle de muskler hun kunne og begravede hans hovede i jorden inden hun trak sin kniv frem med sin frie hånd. Før hun slog ham bevidstløs kunne hun lige så godt have det sjovt.