A guest in my Haven? - Nemesis -

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nemesis så sig en smule undret rundt, da hun i længere tid ikke havde været nær herregårdene i Terrorvilleområdet. Det var ikke hendes domæne - heldigvis.
Roligt bevægede hun sig mod den anviste adresse, og måtte hurtigt erkende at hun nok var faret vild. Med hætten trukket godt om sit lyse hår, nåede hun dog til en dør som hun fandt yderst besynderlig. Den lignede ingen anden dør hun kendte til.
Hun bankede roligt på, med invitationen om et forretningensmøde i hånden, og afventede en der åbnede døren så hun atter kunne komme ind til det besynderlige møde. Hun kendte ingen der ville være interesseret i forretninger med hende på disse kanter, udover når Andreas venner kom et smut forbi for at give hende tæsk eller et klap i røven.
Hætten lod hun være trukket op, indtil hun var sikker på at det var denne herregård hun skulle til møde på.

Hendes første indskud var at vende om på hælen og gå igen - en talende dør? Hvor klamt var det ikke lige!?
Efter at døren havde åbnet sig, og en yderst ubehagelig person bød hende indenfor - og tvang hende nærmest til at fralægge sine våben, stod hun blot og så på ham.
''Du må have ædt dragelort hvis du tror at mine våben forlader mig torso.'' sagde hun bare, mens hun så på den yderst klamme mandsperson med et XII på handsken. Dette møde lod til at blive yderst usædvanligt.
''Jeg har ikke hele natten, så før mig venligst til deres Herre.. Ønsker han ikke at tale med en bevæbnet kvinde, har jeg intet gøremål her.'' sagde hun, kort og kontant. Hun spildte ikke sin tid på fremmedes små julelege.

Nemesis så frustreret ned på knivene i hendes bælte og tog derefter bæltet af og placerede det på bordet.
''En mand der forventer respekt burde udvise det selv.. At bede en fremmed og at fralægge samtlige våben, er ikke blot respektløst men også uretfærdigt. Har De overvejet at jeg måske har mine våben hos mig, som sikkerhed? Ikke blot overfor Dem, men også andre? Deres såkaldte tjenere hurer mig ikke ligefrem. Jeg beholder ét våben - men forventer ikke at jeg skal bruge det. Til en anden gang, skriv lige i invitationen at jeg ikke behøver tage hele våbenskabet med mig.'' sagde hun og fik læsset resten af våbene af sig - ingen af dem stærke nok til at skade en vampyr dog. Kniven i handsken beholdte hun, udelukkende for at føle sig sikker.
Derefter begyndte hun at gå igennem huset for at finde denne mand der har inviteret hende. Tildels fordi hun var nysgerrig, men også fordi hun havde en smule brug for at forklarer denne narrøv at han ingen ret havde til at true hendes domæne - specielt ikke når han kendte Mika.
Mika, den lille rotte, skulle nok få hvad der kunne ligge af tæsk på hans lille krop når hun engang fandt ham. Hun bar stadig mærker efter ugen i Terrorvilles kloakker, hvor hun var blevet omhyggeligt tævet og misbrugt af en samling varulve.
Hun så rundt, anfventende. Hvor var denne Husets Herre så hende? Hvis han ikke snart gav sig til kende, ville hun blot vende om og forlade huset uden yderligere skavanker.

Kyra's øjne stille synker igennem vægen, mens hun nu går ned gennem den lange gang som nemesis har forvildet sig. Hun havde taget form er denne 'mika' som hun tilsyndeladende ikke så ud til at være så glad for. ''Nemesis hvor skal du hen?'' lyder det fra en ende af korridoren, mens Kyra stille lokkende prøver at lokke hende i retningen af spise salen. En dør smækkes, mens hun bevidst havde ladt en del af hendes tøj være til syne nok til at Nemesis kunne spotte hende i øjen krogen. Hun sætter sig der efter inde i spisesalen og ser på Elaija med halv flabbede øjne. Elaija har der efter i mellemtiden begyndt at indtage nok kød og øjenvæv for at komme sig efter kommentaren til tøzen. Hans ene øje er lukket og det andet er åbent og kigger rundt. Han hadet at skulle bruge tid og kræfter på dette.



//beklager for det korte svar//

Nemesis bed en smule sammen mens hun hørte Mika's stemme, men valgte med vilje ikke at vise hvor sur hun egentlig var.
Hun fulgte dog efter lyden, og endte kort tid efter ved spisesalen, hvor en umiddelbar træt mand sad og gloede ned i gulvet med en dungrende hovedpine. Den anden person i rummet lod til at være Mika, men hvis det var - så stod han til en kæmpe endefuld.
Nemesis stod i dørkarmen.
''Er det et dårligt tidspunkt..?'' spurgte hun roligt og trådte ind i rummet. Hun var træt af at spille sød og rolig, hun var træt af at være Nephthys i stedet for Nemesis.
''Og tydeligvis er du ikke Mika, for hvis du var, ville du have en medaljon på. Så hvem end du er, så ville jeg virkelig foretrække at se dit rigtige udseende - det vil altid være en forbedring.'' sagde hun med et roligt smil inden hun så direkte på Elaija. ''Så, er der en grund til at jeg at ikke måtte beholde mine våben? for at frygte mig, i et hus som dette, burde ikke være problemet?'' hun smilede roligt mens hun nærmede sig bordet, afventende på svar.

Hun så på Elaija, og lod ham tale helt ud inden hun valgte at svare i samme tonefald som ham;
''Jeg er ikke inviteret til middag, men til forretningsmøde. Så vidt jeg ved, er det mødet først, og så kan værten tillade sig at servere mad?'' hun var langtfra vant til sådanne situationer som denne.
''Du kræver vampyrer? Kannibalisme er ikke velset i Underworld, Sir. Og hvorfor skulle jeg have brug for asyl? Hvis Mika passede sit arbejde, havde jeg måske ikke haft brug for hjælp i hele sidste uge.'' sagde hun en smule frustreret.
''Lægevidenskab? Hvilken form for lægevidenskab skulle kræve lig? Alkymisme er ikke med dødt materiale, og necromanci er ikke ligefrem godkendt længere i Underworld.'' sagde hun med et lille smil.
''Men, jeg har et forslag. Hvis det blot er for at se hvor meget kroppen kan holde til fysiologisk, så kan du få mine ofre, inden de dør. Du må dog ikke slå dem ihjel. De skal kunne føle smerte, have samtlige fingre og tæer med negle, have alle tænder, have deres øjne. De skal være klar til mig.'' sagde hun inden hun så direkte på Elaija igen.
''Og ingen kalder mig Miss Storyteller længere. Navnet er Nemesis - og jeg foretrækker at De bruger det.
Det faktum at en ung kvinde - en tjener - lod Elaija drikke af hende, rørte ikke Nemesis. Men sulten rumlede i den nederste del af maven. Ikke efter mad - aldrig efter mad.
''Jeg har sjældent lig der er genkendelige, medmindre de blot har været aftensmad. Men du skal være velkommen til at få dem. Jeg har sågar et rum bag mit vaskeri, hvor de kan gemmes til dig? Daglig eller ugentlig afhentning. Skal de holdes i live, bliver de i en sørgelig stand. Tilnærmelsesvis døde. Men hvis det kan bruge det til noget - passer det mig fint.'' sagde hun roligt, og havde endnu ikke sat sig. Kyra havde ikke den store effekt på Nemesis, hun var ikke en trussel og langtfra en værdi modstander. Hun spillede mere end noget andet på sin seksuelle fremtræden, hvilket Nemesis personligt kke tog afstand fra, men ikke kunne fordrage når andre gjorde det.

''Så, du får mine ofre - hvad får jeg ud af det? Jeg har ikke brug for asyl. Og hvad skulle du bruge denne villige vampyr til?..'' spurgte hun roligt, og lænede sig lidt op a væggen  i stedet for at sætte sig ved ham.