This is the last time you'll ever see me.. ~ Nicolas

P: Klik her
O: en masse smukke planter, statuer af Targaryen og historien om dem... Få væsner er ude.
S: Parken i Sunfury
V: Stjerneklart, fuldmånen er fremme, vindstille.
T: Omkring 03.00

Nemesis havde i et par måneder undgået Sunfury, udelukkende fordi hun ikke ville igennem det med at se Nicolas. Hun savnede ham som bare pokker, og selvom hun havde prøvet at tale med Cassidy om det, havde det ikke hjulpet. Hun var på vej gennem parken - efter hun havde afleveret et afskedsbrev til Andrea - for at komme videre. Næste stop var Alistair uden for skoven Ashen Wood. Og derfra var det afsted mod Blodøerne. Bare, væk fra alt og alle.
Hun stod og så på en af statuerne mens hun prøvede at tænke på noget andet end hvor meget hun ville savne dem alle sammen.
Egentlig ønskede hun slet ikke at tage afsted, men hun var så bange for at møde de andre. Cassidy, Alistair, Andrea... Nicolas....
Hun lukkede øjnene og hvilede panden mod en statue af en for længst død national folkehelt. Hun bed sig i læben mens hun kunne mærke gråden vokse en smule i halsen på hende. Hun ønskede ikke at gå, hun ønskede at blive og være sammen med Nicolas, som hun elskede endnu. Hun kunne ikke komme over ham, og det gjorde det bare sværere. Hun sukkede og blev bare stående med panden mod statuen mens hun snøftede.

Nicolas havde haft meget at tænke på. Han havde fået næsten alle sine minder tilbage nu. Alle det betød noget, i hvert fald. Han kunne derfor både huske Caroline og Angela. Det havde gjort, at han havde haft meget at tænke på. Nemesis havde også taget del i hans tanker, men han havde skubbet dem væk, lige så snart de var dukket op. Det var ikke fordi han ikke savnede hende. Det gjorde han. Men han kunne bare ikke drage nogen ind i hans liv lige nu. Det var for rodet, til at nogen fortjente at blive rodet ind i det. Han var ude at gå en tur i parken, for at komme væk fra det hele. Han stoppede op, da han så en velkendt skikkelse længere fremme. Han tog en dyb indånding og gik tættere på hende. Nicolas var iført et par sorte bukser, en hvid skjorte og en grå jakke ud over den. Da han kom tættere på, var det tydeligt hvem det var. Et ganske kort øjeblik, overvejede han at vende rundt og sin vej igen. For hendes skyld. Hun var trods alt stukket af fra deres date, uden han vidste hvorfor. Måske gad hun ham bare ikke længere. Men han forsatte. ”Nemesis?” Hans stemme var forsigtig, spørgende. Han anede ikke hvor de stod henne. De havde ikke talt med hinanden, siden hun stak af fra deres date.

Nemesis var stivnet, så snart hun havde hørt ham sige hendes navn. Et kort øjeblik tænkte hun, at det bare var hendes sind der havde spillet hende endnu et tarveligt puds. At han ikke var der, at det bare var hende der var dum.
Men hun tog fejl. I det sekund det gik op for hende at Nicolas stod lidt fra hende, var det som om hele hendes hjerte brast endnu engang.
Hun ønskede sig et kort sekund væk fra det hele, men hun kunne intet gøre. Stille åbnede hun øjnene, og rettede ryggen. Hun så hen på ham, en smule tøvende. Det var Nicolas, men ikke den Nicolas hun var stukket af fra - nej. Det varr den Nicolas der havde elsket Caroline. De Nicolas der sikkert stadig elskede Caroline og kun så Nemesis som en af hans skabninger. Hun så lidt ned.
Hvad skulle hun sige, hvad skulle hun gøre? Hun var nødt til at sige noget - var hun ikke?...
''Hej..'' fik hun tøvende mumlet, efter hun havde fået styr på sin stemme og var sikker på at den ikke ville knække over i gråd. Men lige så sikker som hun havde været, lige så sikkert kunne hun tage fejl. I slutningen af ordet, havde stemmen knækket og afsløret hendes oprørte sindstilstand - afsløret hendes fortvivelse og sorg. Hun bandede mentalt over det, mens hun så lidt ned i jorden. Det var hende der var stukket af... Han havde prøvet at være romantisk og det havde skræmt hende. Så meget, at hun bare var stukket af. Hun havde forklaret det til en af vagterne og bedt dem give Nicolas besked, men om det var sket, vidste hun ikke.

Nicolas havde fået af vide, hun var taget af sted. Men han vidste ikke hvorfor. På trods af han nu huskede Caroline, betød det ikke, at han elskede Nemesis mindre. Hans kærlighed var bare rettet i to retninger. To meget forskellige retninger. Men hans tid sammen med Nemesis, havde fået ham til at elske Caroline mindre. Han blev ikke længere knust, hvis hun så meget som var væk en dag. Han kunne bedre leve uden hende nu, noget han også blev nød til. Han gik tættere på hende, og overvejede bare at trække ind i et kram. Et dybt kram, der fortalte hende, hvor meget han havde savnet hende. Men i stedet blev han stående, kiggende. ”Hvordan går det?” Han forsøgte at bevare roen, selvom han bare ville tage fat i hende, kysse hende, og aldrig give slip på hende igen. Men han blev stående, helt stille, uden så meget som at bevæge en muskel. Nicolas havde ikke tænkt så meget over, hvad han ville føle, når han så Nemesis igen. Han havde forsøgt at undgå tanken. Men nu var det ikke længere muligt. Hun stod der, lige foran ham, og han blev nød til at reagere. Lige nu. Lige her. Men han var ikke klar til det. Han var ikke klar til at se hende i øjnene, og fortælle hende, hvor meget han havde savnet hende.

Nemesis så ned, da han nu stod foran hende og hun ikke kunne andet end at se væk fra hans øjne. Hun følte sig på en eller anden måde som en lort. Hun havde behandlet ham som lort, og alligevel talte han til hende.
''Det... Det går ikke. Ikke længere.'' hun så nu på ham, så ham direkte i øjnene. Hendes egne øjne der normalt lignede det reneste flydende sølv, var nu blevet hårde som stål at se på. Glansen i dem var forsvundet.
''Undskyld at jeg bare gik.. Jeg kunne bare ikke... Det var ikke fordi jeg...'' hendes stemme knak over igen og hun så ned igen.
Hun havde en utrolig trang til bare at kaste armene om halsen på ham og trykke sit hoved ind mod hans hals - bare glemme det hele og blive hos ham for evigt. Men det kunne hun ikke, det burde hun ikke. Noget i hende, ville bede ham slå hende ihjel. Blot for at hun ikke skulle træffe det valg. Men hun kunne ikke. Hun elskede ham, mere end noget andet. Men tanken om at hun ikke kunne få børn, hun kunne ikke dø, hun kunne intet... Hun hadede det. Hun lagde armene om sig selv lidt, tøvende. Hun rystede svagt, mens knuden i hendes hals voksede. Hun så stadig ned.

Nicolas var ikke sikker på, hvad han skulle gøre. Han havde aldrig været god til det med kærlighed. Det endte altid galt, for enten ham eller en anden. Han lyttede til hvad hun sagde, og rystede bare let på hovedet. Han lod en tommelfinger glide over hans underlæbe, før han gik helt hen til hende. Han tog hendes ene hånd, og omfavnede den med begge hans. ”Det er lige gyldigt nu.” Det betød ikke noget, han var bare glad for hun var der. Han så ind i hendes øjne, og så noget forandret. Hun virkede hårdere. Det var som om, hun ikke længere var den pige han forelskede sig i for længe siden. For på trods af, hans kærlighed for Caroline var dominerende, var hans kærlighed til Nemesis der stadig. Den kom bare ikke til udtryk. Lige fra første gang de kyssede, elskede han hende. Han fortalte det bare ikke til nogen. ”Nemesis..” Han holdte en pause, det var ikke let at fortælle. ”Vores første kys. Det var dengang det skete. Det var der jeg faldt for dig. Men min kærlighed til Caroline var bare dominerende. Men det betød ikke, jeg ikke elskede dig.” Han talte sandt, han havde bare ikke selv forstået det, indset det, før deres forhold begyndte. Han var blind. Blind af kærlighed, kunne man vel sige. Han fjernede hans ene hånd, og lagde den på siden af hendes hals. Han lod blidt hans læber røre ved hendes.

Nemesis så en smule panisk på ham, da han lagde sine hænder om hendes. Hun så ned, inden hun mærkede hans hånd på hendes hals og hans læber mod sine. Først var hun tøvende, men få sekunder efter gengældte hun kysset forsigtigt, men med tiltagende kraft. Hun havde sådan savnet ham, men vidste, at det ikke ville gå. At hun bare ville blive endnu mere knust nu når han var væk igen. Og han havde selv sagt det; hans kærlighed til Caroline var dominerende. Nemesis kunne undværes.
Den tanke fik hende stille til at trække sig ud af kysset og så lidt tøvende på ham igen. Var hun bare et tidsfordriv nu..?
Hun så lidt væk, hvilket resulterede i at han kunne se brændemærket bag hendes ene øre. Hun havde dog selv glemt det en smule efterhånden.
Hans berøring var så skøn, så blid. Hun havde sådan savnet ham.
''Jeg har sådan savnet dig...'' hviskede hun tøvende, inden hun så på ham igen. De stivnede øjne var nu ved at tø en smule op, og blive sølvligende igen.

Nicolas så på hende, da hun trak sig væk fra kysset. Han opdagede mærket bag hendes øre, da hun så væk. Da hun sagde, hun også havde savnet hende, forsatte han samtalen med et helt andet emnet. ”Hvem har gjort det?” Han førte en hånd hen til hendes øre, og førte håret væk så han bedre kunne se på mærket. Han blev vred, lige så vred som han blev, hvis nogen lagde en hånd på Caroline, Angela eller Andrea. Nemesis og de tre, betød mere end nogen anden for ham. Han var parat til at rive hovedet af alle, der rørte dem. Det betød bare, at han var ved at være sig selv igen. Det kunne diskuteres, om det var en positiv eller negativ ting. Han så hende direkte i øjnene, så hun var klar over, at han var dybt alvorlig. Han ville ikke lade dem slippe af sted med det. Hun betød meget mere for ham, end Nemesis selv troede. Caroline betød stadig meget, men det var ikke på samme måde længere. Han elskede hende, men han var i tvivl om, hvor vidt følelsen var gengældt. Han var på vej videre, og Nemesis var den eneste der kunne hjælpe ham med det.

Nemesis så en smule ned på gruset de stod på, og bed sig i læben.
''Det kan være ligemeget. De er ikke et problem længere.'' sagde hun stille.
Nu var hun blot stensikker på, at hun ikke skulle være sammen med Nicolas intimt. Han ville flippe over alle de nyere mærker og sår hun havde på kroppen efter ugen nede i kloakkerne.
Varulvene fik hvad de ville have fra hende - et tykkeben til deres unge forvandlende.
Hun fik sit hår på plads, så hun kunne skjule brandmærket en smule.
Nicolas var tilbage til sit gamle jeg - en person der intet havde imod vold. En person Nemesis engang havde været forelsket i - lige indtil han knuste hendes hjerte. Så var hun faldet for den nye Nicolas - og var derefter stukket af. Nu stod hun overfor den mand, der havde knust hendes hjerte ved at vælge en anden frem for hende. Sådan var det, og hun kunne ikke ændre det.
''Jeg havde bare et sammenstød i kloakkerne for noget tid siden.'' sagde hun stille, inden hun så på ham igen. Hun kunne ikke lide at tale om det - specielt ikke med en der faktisk havde et ry for at beskytte dem han holdte af. Og på et eller andet punkt, var Nemesis vel stadig en af de personer.

Nicolas var ikke tilfreds med hendes svar. Han ville ikke finde sig i, at nogen lagde en hånd på Nemesis, og det ville han have hun skulle vide. ”Det er vigtigt Nemesis. Du betyder meget mere end det, og det skal folk vide.” Han tog en dyb indånding, og forsøgte at bevare roen. ”Du betyder meget for mig, jeg vil ikke lade folk behandle dig sådan.” Han var stadig ikke sikker på, hvor han stod med Nemesis og det irriterede ham. Men han blev nok bare nød til at acceptere det. Deres forhold ville ikke blive som det før, og det kunne han ikke ændre på. Selvom han havde lyst til det. ”Det er også lige meget. Jeg vil bare gerne være sammen med dig.” Nicolas var ikke sikker på, om det længere var en mulighed. Han havde forandret sig. Han var ikke sikker på, om hun overhovedet havde følelser for den del af ham. ”Er det en muligt?” Han så på hende med et længelsfyldt blik. Det var tydeligt hvad han ville have, og han burde bare tage det. Men han havde for meget respekt for hende til det.

//Beklager længden.

Hun vidste godt, at det ikke var okay. Men hun havde ikke kunnet gøre andet end at tage slagene og stikke af ved førstgivne lejlighed. Hun vidste også, at hun ikke bare kunne holde Nicolas for nar. Hun havde besluttet sig. Alle andre vidste at hun rejste. Så, han skulle også vide det. Men... Ikke nu. Lige nu, turde hun ikke sige det til ham, i frygt for hvad der kunne ske. Hun var ikke bange for ham, ikke som sådan. Men den Nicolas han var nu, var ikke den Nicolas hun kendte. Han var sit gamle selv, og det var skræmmende nok i forevejen.
''Nicolas, jeg...'' hun tav igen, mens hun prøvede at finde de rigtige ord. De rigtige ting og sige - de ting der ville forhindre ham i at blive lige så knust som hende når hun gik.
''Jeg tror ikke, at tingene kan blive som før.. Du er bedre tjent med en der ikke ønsker sig et liv som et menneske. Eller i det mindste med en der ikke ønsker sig børn.'' hun så undskyldende på ham.
''Jeg ville lyve, hvis jeg påstod at jeg ikke har savnet dig hvert sekund siden jeg gik... Når jeg ikke er sammen med dig, er det som om jeg bliver overhældt med vievand konstant. Men sandheden er, Nicolas, hverken du eller jeg er den samme som for nogle måneder siden. Du er dit gamle selv, og jeg... Jeg er ikke den du forelskede dig i.'' sagde hun, og man kunne se smerten lyse ud af hende for hvert ord.
Hun trak sig lidt væk fra ham, mens hun igen lagde armene om sig selv i en form for trøst. Kendte man hende, ville man vide at hun var på grådens rand igen.
''Jeg rejser, Nicolas...'' BOM! Så var det sagt. Og i det at hun havde sagt det, fortrød hun det. Hvad havde hun gang i!? Hvorfor skulle hun dog rejse fra dem hun elskede, fra alt hun holdte af? Fordi, det gjorde ondt. Det gjorde ondt at se Cassidy blive gammel, og sikkert få en familie, og børn. Det gjorde ondt, at Nicolas elskede en anden til trods for at han sagde at han også elskede Nemesis. Det gjorde ondt, at vide, at hun ikke kunne stoppe tiden, og bare leve med det liv hun havde nu. Og hvad der gjorde mest ondt, var at hun engang havde haft alt - for nu at have intet. Hun havde haft Dean, hun havde hat sin søn - sit et og alt. Og han blev taget fra hende. Hun havde en familie, og det blev hun også frarøvet. Hun var alene, og det ville hun altid være. Og for hvad?...
''Jeg kommer ikke tilbage.. Aldrig. Jeg ved ikke hvorhen endnu... Jeg ved bare, at du ikke skal stå med valget mellem to du elsker. Det valg har jeg selv stået med - og det knuste mig.'' sagde hun stille, inden hun så på ha igen, så ham direkte i øjnene.
''Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det var hvad jeg ønskede. At forlade det hele... Men der er for mange minder her, om hvad jeg var og hvad jeg mistede. Jeg kan ikke mere.'' sagde hun stille. Hun så ned igen inden hun for en sidste gang så på ham.. Dette, var sidste gang hun nogensinde ville se Nicolas.
''Farvel Nic...'' sagde hun stille med skælvende skuldre og bævende læbe. Hun begyndte at gå, samme retning som han var kommet fra. Hun var på vej væk fra det hele nu, og mens hun gik, begyndte det at gøre mere og mere ondt. Som om, en kniv borede sig ned i hjertet på hende og vred sig i forskellige retninger. Men hun turde ikke stoppe op, i frygt for at Nicolas ville se hendes tøven, se hendes frygt og længsel for at blive. Hun var bange for, at hvis hun først hørte ham bede hende om at blive, at hun så ikke kunne andet. Hans længselsfulde blik, da han havde spurgt om det var muligt, at det kunne være de to igen. Det gjorde for ondt. Hun nåede knap rundt om første hjørne før hun begyndte at ryste og hulke stille. En bænk stod klar, til at hun satte sig og krøb sammen. Hun hev eter vejret - en gammel vane fra da hun var menneske - mens hun svagt hulkede. Det var ikke muligt at græde, ikke nu. Og alligevel, kunne hun ikke andet. Tårer gled ned af hendes kinder i en lind strøm, mens hun bare sad der og krøb sammen og hendes hjerte blev knust i tusinde stykker.
Hun var selv skyld i hendes sorger. Hun kunne ikke give andre skylden, og det måtte hun leve med for evigt.

Hun afviste ham. Han skulle vel have set det komme. Han havde aldrig været heldig med kærlighed. Enten fandt en kærlighed der var ødelæggende, eller også ødelagde han det selv. I dette tilfælde, var det dog ikke ham. Nicolas ville bare være sammen med Nemesis, men hun havde det åbenbart ikke på samme måde. Eller det sagde hendes ord, mens hendes kropssprog sagde noget andet. Men han kunne godt se problemet. Han havde ikke i sinde at blive menneske igen. Aldrig nogensinde. Hvis hun ønskede det, ville de aldrig fungere sammen. De var blevet anderledes, det kunne enhver se. Men det betød ikke noget for ham. Han elskede hende, og ville bare være sammen med hende. Hun rejste, og han gik i stykker indvendig. Nicolas så ned i jorden og forsøgte ikke at vise, hvor svag han følte sig. Men det var det kvinder gjorde ved ham. De kunne ødelægge ham fuldstændig. Han rystede let på hovedet, før han så op og så hende direkte ind i øjnene. Man kunne se hans øjne var en smule blanke. ”Der er ikke noget valg. Caroline er fortid. Jeg elsker dig. Bare.. Bliv her.” Han havde ikke lyst til bare at give slip på hende. Men han vidste godt, at han blev nød til t give slip på hende. Hun havde besluttet sig, og det kunne han ikke ændre på. Selvom han virkelig gerne ville have hun blev, hjalp det ikke at tvinge hende. Han så efter hende, da hun gik. Han blev bare stående. Tom. Han mærkede frustrationen. Han var på en og samme tid vred og knust. Nicolas gik hen til en bænk og sparkede til den, så den gik fra hinanden. Nicolas havde bare fået nok. Kærligheden ødelagde ham gang efter gang, og han lærte aldrig af det. Men nu var det nok. Han var færdig med kærlighed. Det gjorde bare tingene langt mere kompliceret. Han havde det fint før han mødte Caroline og blev forelsket efter rigtig lang tid alene. Han kunne få det fint igen. Nicolas så hen imod vejen Nemesis var gået, en ensom tåre faldt ned langs hans kind. ”Farvel Nemesis.” Han drejede rundt og begyndte at gå tilbage hvor han kom fra, selvom størstedelen af ham, bare ville følge efter hende. Han var ikke klar til at give slip på hende. Men det betød ikke noget. Hun var klar til at give slip, så måtte han håndtere sorgen.

//Out, I guess.