Hunted ~ Caleb

Tid: 12.00
Sted: Ashwood forest
Vejr: Solskin og skyfri himmel

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Caty lå i bikini ude på hendes terrasse og slikkede sol. I går havde det regnet helt vildt og derfor var hun ikke kommet ud for at få noget luft. Hun hadede regn, så derfor havde hun holdt sig indendørs. Fuglene sang og solen var på sit højeste. Det var skønt at bo lidt ude ved skoven, for der var ikke al den larm fra andre mennesker. Hun vil gerne være sammen med sine venner, men de havde desværre for travlt med andre ting.
En tanke slog hende; det var længe siden hun havde taget en løbetur ude i skoven som shapeshifter, så hun lå og spekulerede om hun skulle gøre det i stedet.
Hun rejste sig for at låse huset af og lagde nøglen ved det sædvanlige sted udenfor. Hun begyndte så at løbe ind mod skoven samtidig med at hun skiftede form. Hun løb hurtigere og nødigt vinden susede mod hendes ansigt. Hun stoppede op ved en lille høj og spejdede efter noget hun kunne sætte tænderne i. En stor kronhjort stod og græssede et stykke fra hvor hun stod. Hun sneg sig rundt så hun stod bag den flere meter væk. Hun skulle passe på for ellers vil den stikke af før hun kunne fange den.
Der var noget andet i luften den dag, det havde hun godt bemærket, men nu var den blevet kraftigere. *smæld* lød det et sted i skoven. Nogen eller noget havde trådt på en gren, og det fik kronhjorten til at løbe væk. Hun turde ikke røre sig, og da hun begyndte at høre ophidsede stemmer nær hende, begyndte hun at løbe samme vej som hjorten. Hun blev jaget og det var virkelig ikke særlig fedt.

Caleb havde bevæget sig ud for flokkens grund. Ganske simpelt ønskede han selv at se sin bedste ven i øjnene og hører, hvorfor Wade havde forladt flokken. Han var træt af at hører det fra andre, og ærligtalt ønskede han også selv at se Wade. Der var gået over et år - det kunne ikke være rigtigt at Wade ikke ønskede at se ham. Caleb var nået ind til midten af skoven da hans sanser opfangede noget, en god jæger vidste uden sin shapeshifter form hvornår der var jægere i området. De brune øjne lyste klart blå da han fangede følelsen af en gruppe jægere. Han var ikke Raksha eller Tatia, men han kunne da kæmpe. Bare lidt, men så snart han opfangede en anden shapeshifter kom på hans radar - skiftede han form. Calebs ulve form bestod af en rød kæmpeulv med store kongeblå øjne. Han satte i løb, immun overfor sin evne i denne form hvilket var fantastisk. Han satte i løb mod færten, og snart så han den hvide ulv.
"Løb mod vest," sagde han til ulven. Lyden af en pil der fløj igennem luften, fik Caleb til at sætte af for at den rammende ham og ikke den anden ulv. Et kort klynk lød fra ham men han forsatte med at løbe til at han kom op på siden af ulven.

Caty var i vildrede og anede ikke, hvor langt jægerne var fra hende. Måske skulle hun stoppe op og tage kampen op? Nej det vil hun ikke risikere, for tænkt hvis hun blev overmandet og dræbt. Måske havde de opgivet? Hun fornemmede alligevel at noget farligt var i nærheden. Hun fik pludselig færten af en anden shapeshifter. Og der dukkede en rød kæmpe ulv op ved siden af hende og sagde at hun skulle løbe mod vest. Skulle hun stole på ham eller blot ignorere hans råd?
Det vil være klogest at følge ham og hans råd, og hun skiftede retning mod vest. "Tak. Jeg fortsætter mod vest." svarede hun og løb stærkere for at ryste jægerne af dem.
Det lod til at de kom dybere ind i skoven, men på et tidspunkt mødte hun en lysning i skoven. Hun standsede og havde tungen ud af munden fordi hun svedte så meget. Aldrig havde hun været så forskrækket; og skuffet. Hun havde mistet sin måltid og hendes mave knurrede voldsomt. Hun måtte finde en anden hjort eller hare. Men imellem tiden, spekulerede hun på hvem denne ulv var.

Jægerne virkede heldigvis ikke til at være ydeligere desperate i deres jagt, så da den hvide ulv og Caleb løb mod vest virkede de til at give op. Måske var en kæmpe ulv alligevel også en ret stor mundfuld hvis de ikke var forberedte. Caleb kom ind i lysningen lidt efter den hvide hun ulv.
"Vi rystede dem af os," startede han ud og gav ulven et nik. Han vidste hun var shapeshifter, færten var ikke til at løbe fra. Han prøvede at holde tilbage at han haltede lidt, pilen havde alligevel ramt ham godt i skulderen som gjorde han ikke kunne betræde sin venstre forpote godt. "Du er sulten, hvor din flok?" Spurgte Caleb og så imod ulven. Mange shapeshiftere her ude var ikke uden en flok, fordi den ensomme ulv overlevede ikke længe men en flok gjorde. Selv Caleb havde aldrig været uden en flok og han ønskede sig heller ikke at opleve det.


//beklager mine svar er lidt korte - skriver over mobil

Caty kunne slet ikke fatte hvad der lige var sket. Jægere så langt inde i skoven var virkelig sjældent.
"Tak for hjælpen." sagde Caty og bemærkede hvordan ulven haltede. De måtte virkelig have ramt plet."Sådan nogle lorte jægere. Jeg håber ikke jeg var årsag til din skade og jeg er dig evig taknemlig." fortsatte hun bekymret.

Da ulvens spørgsmål kom, måtte hun holde de blandende følelser på afstand og blokere dem med det samme, for ikke at komme ud. Hun tog sig sammen, åndede ud og svarede: "Min flok blev udryddet af en klan. Jeg var den eneste der overlevede, og jeg var her ikke i dag, hvis ikke jeg havde stukket af. Men jeg fortryder meget at jeg ikke tog kampen op mod lederen af den anden klan. fortalte hun og undgik hans blik. Så man godt efter, kunne man se hvor meget hun kæmpede, for at holde tårerne tilbage. Hun vil heller ikke løbe væk for hvad hjalp det egentlig?

// det er altså helt i orden, Caleb ^^

Jægere var intet nyt, specielt ikke i de vestlige egne. Derfor betød det ikke at Caleb ikke hadede dem som pesten. Ulven takkede, hvilket var godt - Caleb kunne mærke på hende at hun ikke var Van til jægere eller det sus i at blive jagtet.
"Jægerne er erfarene her, de ekstremt provokerende," indrømmede han og fnøs let. Hvor hun kom fra virkede ikke let, at ens klan blev udryddet kunne han ikke engang forstille sig smerten ved. Være den eneste overlevende i sin flok måtte være en ulidelig skyldfølelse og sorg.
"Vi har alle ting vi ønsker at ændre på, men vi skal passe på med at lade fortiden hjemsøge os, " fortalte Caleb blot. Det var en skam at hun ikke havde taget kampen op, men det kunne hun ikke gøre noget ved nu.
" Hvad er dit navn?" Spurgte den store kæmpe ulv så.

Caleb genkendte en lille tildækket hule ham og Wade havde brugt førhen. Det var smart på længere løbeturer at have en grotte med tøj efter forvandlingen, så der luntede han over og skiftede form. Ulempen ved at være shapeshifter var man var nøgen efter forvandlingen, så derfor luntede Caleb blot hen og trak i et par underbukser og et par cowboy shorts. Han fandt noget tøj som sikkert var Tatias men det kunne pigen vel låne.
Han kom tilbage fra den lille hule og kastede det hen til pigen. Caleb tog et stykke stof fra en anden trøje og bandt det om såret fra pilen

Provokerende var et mildt ord for at beskrive de lorte jægere, tænkte hun vredt. Og hun spekulerede meget på, hvor denne klan var henne, som havde slået hendes familie ihjel. Fandt hun dem, vil hun prøve at se om hun kunne tage dem en efter en.

"Fortiden er svær at slippe af med eller lægge låg på. Den vil konstant hjemsøge mig, fordi jeg føler mig fej og som en kujon. Jeg vil nok være død, hvis jeg havde forsøgt at redde min familie, men på den anden side, vil jeg have været død ved at have kæmpet tappert." svarede hun og kiggede ned i jorden.
"Mit navn er Caty, og hvad er dit?" spurgte hun nysgerrigt og vrikkede lidt med ørerne.

Hun kiggede forundret på ham, da han luntede over til en tildækket hule og kom tilbage med noget tøj til hende. Hun luntede lidt væk fra ham, skiftede form og tog tøj på.
Det var virkelig pænt tøj, synes hun. "Tusind tak." sagde hun forbløffet og smilede.

Måske var fortiden hård at slippe, men man skulle heller ikke slippe den - man skulle blot acceptere den var der, og det lød let, men det var ikke let. Caleb vidste hvordan det var at skulle give slip.
"Vi har alle ting vi ikke er stolte af, du skal ikke lade dem holde dig tilbage," pointerede han, "mit navn er Caleb," tilføjede han før han var luntet hen til hulen.

Caleb ventede som ulven luntede væk til hulen for at klæde sig på. Tatias krigeriske tøj så helt anderledes ud på pigen, og da hun kom til syne måtte han alligevel blinke lidt - ikke på nogen negativ måde. Det flamme røde hår mindede ham om Odette, som også bar sådan nogle vilde smukke lokker. Dog var Caty meget mere venlig og nem at snakke med end Odette, så det fik ham dog blot til at smile da hun takkede ham.
"Ingen årsag, vi bliver nød til at holde sammen herude," svarede han og trak lidt skævt på smilebåndet. "Min flok ligger ikke særlig langt væk, jeg er sikker på jeg kan skaffe dig en bid mad der - hvis det skulle være?" Tilbød han. Når der kom en storm var det den ensomme ulv der døde og flokken der overlevede - og Caleb havde altid været sin for at tage sig af andre, hvorfor skulle det ændre sig nu. Han kløede sig kort i nakken med den usårede arm. Han skulle til at forklare sig hvis en healer ikke kunne få det ordnet.

Hun nikkede langsomt til det, han sagde til hende. "Sikke et pænt navn, Caleb. Og tak for det pæne tøj, du har lånt mig. Det er lidt flovt, sådan at gå rundt i skoven helt nøgen." sagde hun og måtte le.

Hun lagde mærke til, at han måtte blinke lidt ekstra meget, da han så hende i det nye tøj. Gad vide, om hun mindede ham om en anden person?
"Ja, det er vigtigt at stå sammen. Altså hvis jeg ikke er til gene for hverken dig eller din flok, vil jeg være meget taknemlig, hvis jeg måtte komme med og hilse på flokken. Og ja, jeg er faktisk en anelse sulten." indrømmede hun og smilede.
Hun håbede, at han kunne få healet sin arm, tænkte hun og fik ondt at ham.

Let trak Caleb på den ene skulder.
"Det tilhører en veninde, men vi er et par stykker som gemmer noget tøj og våben i mindre grotter - bare i tilfælde af vi har behov for det. For uden for grunden er det ikke ligefrem, som du siger andet end lidt flovt at gå nøgen rundt," tilføjede han blot til det Caty havde sagt. "Beklager, du lignede bare lige kort en fra min flok. Hun har også flotte flamme røde lokker," tilføjede han med et skævt smil. Det var ikke ligefrem høfligt at blinke uden forklaring, alligevel var det normalt ikke noget der lå i hans natur at undskylde - det var kommet i sidste ende.
"Du virker ikke til en der ville angribe eller dræbe nogle ud af det blå - så til gene? Tror jeg næppe, hvis de vil lade mig komme ind, så tillader de også dig," pointerede ham med et skævt smil. "Desuden behøver du ikke snakke med dem medmindre du ønsker, du kan bare holde dig til mig - nogle af dem virker lidt barske overfor fremmede, men tro mig.. så længe du holder dig til mig, er jeg i stand til at sørge for ingen far kommer i nærheden," lovede han - og det var ikke noget han ikke kunne holde. Calebs evne gjorde ham til den eneste der nok kunne love sådan noget. Specielt hvis Caty så blev i nærheden af ham. Hvis hun gik kunne han ikke - men lige nu så var det en mulighed. "Kom med," sagde han så og begyndte at gå imod den vestlige del af skoven.

Hun kom alligevel til at tænke på, om det mon var den flok, som havde dræbt hendes familie den nat? Nej, hun vil nok have lugtet det. Fjendens lugt havde været meget tydelig at lugte den nat, så det var ikke til at tage fejl af.

Hun lyttede til det han sagde og nikkede forstående. "Det lyder som en smart idé, det med grotterne. Det er gode skjulesteder." sagde hun og smilede. Hun tog det som en kompliment, at han havde set hende som en anden i et øjeblik. "Så må hun være lige så smuk, som mig, siden jeg ligner en fra din flok." sagde hun og prøvede at lyde sjov. Men hun vidste ikke, om Caleb ligefrem var til den slags humor lige nu, tænkte hun.

Hun stod og betragtede ham, mens han stod og tog stilling til om hun skulle med, men blev taknemlig, da hun gerne måtte komme med hen og hilse. Hun spidsede dog ører, da han fortalte at hun skulle gå tæt ved ham. Hun nikkede alvorlig. "Jeg holder mig tæt til dig. Tak, Caleb." svarede hun og fulgte ham.

Caleb nikkede grotte ideen var smart - Wades fortjeneste i virkeligheden. Caty lignede ganske vidst Odette på nogle punkter, hvilket han ikke var sikker på hvordan Odette ville tage han syntes, men det var vel en kompliment til begge parter.
Utroligt, jokede han med hvorefter han smilede skævt til hende, nu er jeg jo næsten bange for at lade en kamp ud af det når du kommer med tilbage. Men vi har ikke tid til skønhedskrige må jeg pointere, tilføjede han lettere drillende og gik imod flokkens gurnd.

Han vidste Niylah sikkert ville spørge ind til den fine lille sag han havde med sig, hvis hun så ham. Så det var i bund og grund vigtigt ikke at blive opdaget. Caleb vidste så også godt hvordan han kom hjem til sit værelse uden for mange så ham. Og det lykkedes. Caleb havde et fint værelse i det gigantiske store hus flokken bestod af. Han lukkede døren så snart de var indenfor. Der var en fin seng for enden af rummet, og et bord med stole i den anden side - rodet med en masse papirer og bøger.
Du kan bare sætte sig hvor du har lyst, jeg kommer tilbage med noget mad om lidt, fortalte Caleb inden han så forsvandt ud af rummet igen. Dog ikke særlig længe. Han var hurtigt tilbage med noget tilberedt kød og lidt grønsager. Han rakte hende tallerkenen, og satte sig derefter på en af de stole han havde i rummet.

Hun håbede ikke, at nogen fra flokken ville se sig ondt på hende fra starten. Hun var i hvert fald ikke ude på at såre eller provokere nogen. Hun var ikke den der type, der bare begyndte at starte en kamp mod folk, uden grund. Hvis hun derimod blev arrig og begyndte at angribe, havde nogen virkelig også trådt hende over tæerne.

Hun fulgte ham, og kiggede sig omkring. Der var meget hyggeligt, men det lod til at skoven blev mere mørk efterhånden, som de kom længere ind. Der var et kæmpe hus foran dem, og hun tog sig i at lave store øjne. Hans værelse var ret flot - måske lidt rodet hist og her, men det skulle vel også ligne at nogen boede her.
Hun lyttede til hvad han sagde, og satte sig ned på en stol.
Mad - det var også længe siden hun havde spist. Nu, da hun ikke fik fat i den hjort. Det var sgu for galt.
"Mange tak!" sagde hun og begyndte at spise.