Blood is the New Black - Nicolas

Natten havde lagt sig og Caroline gik igennem den stjerneklare nat helt stille og roligt. Vejret var som hende lige nu - bare stille og rolig. Lige nu havde hun lyst til at glemme alt. Alt. Noah havde fortalt hende nogle ting, hun havde sagt nogle ting. Måske skulle hun bare fortælle Andrea at hun var i live - så ville Nicolas vide det også. Eller måske skulle hun blot prøve at se ham i øjnene igen. Med blikket ned i jorden bemærkede hun slet ikke hvor hun gik henne lige nu. Klædt i et par shorts i sort og en rød top med en læderjakke over sig, imens de blonde bløde krøller landede perfekt over hendes skuldre, bemærkede hun intet.
Dog først da hun gik ind i nogen bemærkede hun det. Noget hårdt og solidt som en klippe. Caroline greb dog i refleks fast om armen på personen og kiggede op da grebet forkom hende så bekendt. hun slog blikket op og sank en klump. Nicolas. Lige nu stod hun ansigt til ansigt med personen hun havde været mest bange for at se, siden han dolkede hende i hjertet. At hun var i live. Mirakel. Næh, ren overlevelse.
"H..hey." Sagde hun så og fugtede kort læberne inden hun slap hans arm og gik et skridt tilbage. Hun førte en hånd til nakken og kløede sig kort der inden hun lod armene falde akavet ned til siden.

Nicolas var tilbage i parken. I parken hvor Nemesis havde forladt ham, fortalt at de aldrig kunne være sammen mere. Noget der havde ødelagt ham. Han havde på det tidspunkt besluttet sig for, at glemme kærlighed. Han klarede sig meget bedre uden. Han så ned i jorden, da nogen bumpede ind i ham. Han så op, og stod ansigt til ansigt med Caroline. Den sidste person han ønskede at se. Hun havde ladet ham tro han var død. Men han var ligeglad nu. Han havde ikke brug for Caroline eller Nemesis længere. De gjorde ikke andet end at såre ham alligevel. Han så på hende og lagde defensivt armene over kors. ”Hey?” Han så på hende og rystede så bare på hovedet. Han var slet ikke i humør til det lige nu. Han ville lyve, hvis han sagde han ikke både elskede Caroline og Nemesis. Men det var ligegyldigt nu. Nicolas gik forbi hende, og begyndte at gå. Han havde ikke lyst til selskab, og hvis han skulle have nogens selskab, ville han foretrække en andens selskab. Andrea eller Angela måske. Men ikke Caroline. Nicolas var blevet den samme han havde været før, men forskellen var bare, at han ikke længere var hovedkulds forelsket i Caroline længere. Han havde lært at leve uden hende, og det var også nødvendigt. Han var ikke længere sikker på, om de nogensinde ville finde sammen igen.

Da han gik forbi hende skulle hun være følelsesløs for at det ikke gav hende en knude i maven. Efter mødet med Logan var hun kommet i kontakt med hendes normale jeg igen, og hun ønskede inderst inde ikke at lade Nicolas gå. Så da han passerede hende vendte hun sig om og kiggede efter ham. Kort trippede hun lidt på det hele. Hvis hun lod ham gå. Kunne de bedre komme videre i et nyt liv uden hinanden, men hvis hun stoppede ham - ville det være svært nogensinde at give helt slip. Dog bed hun sig kort i tungen inden hun så åndede forsigtigt ud. "Nej... Nic vent." Sagde hun og trådte et par skridt frem for at gribe fast i hans arm, i håb om, at han ville stoppe op. "Jeg er nød til at sige noget." Kom det kort tid efter. Mere afslappet at snakke med og ikke så sarkastisk var et tydeligt tegn på, at hun bare ville sige noget stille og roligt - ingen anklager eller råben fra hendes side i hvert fald. "I'm sorry." Sagde hun og sank derefter en klump. "Jeg havde ingen ret til at pisse dig sådan af. Eller opføre mig som jeg gjorde lige der. Jeg lod som om, at jeg var død - Noah afslørede sikkert det hele næsten.. men jeg ville selv sige undskyld." Forklarede hun stille og kørte så en hånd igennem hendes blonde lokker. "En ting til." hun gik op foran ham så hun kunne kigge ham i øjnene. "I love you okay? I think I always will, no matter what happens. I don't know what there will happen, or if it's too late. But I just want you to know that." Smilede hun svagt inden hun så kiggede ned.

Nicolas stoppede op, da hun bad ham vente. Men han vendte sig ikke rundt, han lyttede bare til hvad hun sagde. Han kunne mærke hendes ord. Det var ikke bare ord, det havde en betydning for dem begge. Alt virkede lige pludselig ligegyldigt. Fordi hun var der, og fortalte ham, at hun elskede ham. Det var det vigtigste, og det havde det altid været. Han havde bare ikke kunne se det. Han tog en dyb indånding, selvom det ikke var en nødvendighed. Men han havde altid gjort sådan, før han skulle gøre drastisk da han var menneske. Han drejede sig rundt, så på hende. Hun var hans første. Den første han rigtig havde elsket, den eneste han havde elsket så episk, at det til sidst havde ødelagt ham. Men det ville aldrig ske igen. Han var ikke bundet af kærlighed længere. Han kunne godt leve uden, selvom det gjorde ondt. Alt det der var sket med ham og Caroline, havde udviklet ham. Han havde lært, at han ikke behøvede at dø uden kærlighed i hans liv. Det kunne sagtens forsætte. Selvom han følte sig i tvivl i øjeblikket. Han så ind i de fantastiske blå øjne. Han trak sin hånd til sig i en voldsom bevægelse, blot så han kunne ligge hænderne om hende og trak hende ind i et dybt kys. Det var sket impulsivt. Nicolas havde fra starten tænkt, at han ikke ville lade det ske, men han kunne ikke stoppe det. Men han trak sig alligevel væk fra kysset efter et stykke tid. Han blev nød til at kæmpe imod det, selvom det nærmest gjorde ondt på ham. ”Det kan ikke ske det her Care.” Nemesis var stadig vigtig for ham. Meget vigtig. Han kunne ikke bare glemme hende.

Caroline ønskede han sagde noget - men han gjorde noget andet. Ikke lige det hun havde forventet dog. Han trak hende ind til sig hurtigt og plantede sine læber imod hendes. Caroline gengalt det - helt uden at tøve - hvilket hun ikke vidste om var godt eller skidt. Det føltes så rigtigt og så forkert på samme tid - og hun hadede det. Så snart han trak sig væk blinkede hun stille og sank en klump. Det var næsten som om at hun var blevet helt åndeløs - på sammetid med at hun ikke behøvede at trække vejret. Dog føltes det så menneskeligt for hende lige nu. Nicolas havde altid været vejen frem mod hendes menneskelighed og det havde ikke ændret sig. På nogensvis ville man sige Logan havde frembragt den, og måske havde han. Men hvis det ikke havde været for Nicolas - var hun måske ikke vågnet op igen. Hun nikkede kort imens hun pustede lettere ud. "Det ved jeg Nic. Det ved jeg." Svarede hun i en let hvisken. Hun lagde en hånd på hans kind. "Det ved jeg." tilføjede hun igen og lagde hovedet let på skrå. Kort lænede hun sig ind imod hans læber og pressede sine ind imod hans, i et ganske kort øjeblik inden hun trak dem væk fra hans. "Du nok også bedre uden mig." Sagde hun imens hun kiggede ham direkte. Nicolasville altid være hendes mest episke kærlighed. Han ville blive ekstremt svær at overgå - og deres kemi ville nok aldrig ændre sig - lige meget hvormeget de kæmpede imod - eller hvor mange andre de så. Der ville altid være en gnist der ville springe tilbage til dem. Lige meget hvor meget de prøvede at glemme det.
Caroline bed sig kort i læben. Det bragte minder tilbage til hende, for de mange gange Nicolas havde sagt til hende, at hun ikke skulle gøre det. DEt bragte næsten et smil på hendes læbe, et sødt skævt smil. Samt et kærligt blik i hendes blå øjne.

Nicolas havde aldrig følt sig så forvirret. På den ene side var der Nemesis, den pige han havde elsket pro Caroline, som havde forladt ham. På den anden var der Caroline, den pige han havde mest kemi med. En kemi han ikke havde med nogen. Han så på hende. Hun var enig, det var altid noget. Han tog en dyb indånding, da hun nærmede sig. Han vidste godt, at det var umuligt for ham at stå imod hende. Selv hvis han brugte alle sine muskler på at holde sig væk, var det alligevel umuligt for ham. Hun kyssede ham igen, og han var ikke stærk nok til at stoppe det. Han så på hende med svagt rynkede bryn. Bedre uden hende? Huskede hun ikke hvad der sket sidste gang hun var væk. ”Tror du virkelig?” Han så på hendes læber, men lod hurtigt hans blik ramme hendes igen. ”For jeg tror, jeg ville bryde psykisk ned uden dig.” Han trak en smule på smilebåndet. Han var kommet over det stadie, hvor hans kærlighed til Caroline kunne ødelægge ham. Han elskede hende stadig, ingen tvivl om det, men det var ikke nær så voldsomt som før. Han havde lært at leve uden hende. ”Jeg er ked af jeg dræbte dig.” Han kunne lige så godt komme ud med det, for i princippet vidste han ikke, hvornår han ville se hende igen. En del af ham håbede, at de kunne finde sammen igen. Han stod tæt på hende, og havde lyst til bare at omfavne hende, kysse hende og ikke give slip igen. Han var bare bange for at miste hende igen.

Tror du virkelig? fik et smil frem på hendes læber. Hun rystede blidt på hovedet af ham. "Måske ja, eller måske ikke." Caroline lagde hovedet let på højkant imens hendes øjne nærmst indvaderede hans. Hun lagde atter en hånd på hans kind over det næste han sagde. "Do I look dead too you?" Smilede hun og lod så atter hendes hånd glide fra hans ansigt, dog denne gang lod hun den falde med blide finger strøg hen over hans arm. Caroline tog ikke øjnene fra ham. Og hun havde ikke lyst til det. Dog ved et finger strøg fik hun et par billeder som måske ikke var hendes at tage. Nemesis. Og Nicolas. Caroline tog sin hånd til sig. Hun kunne ikke tillade sig at være sur eller noget. For hvis han vidste, hvor mange hun havde kysset og været sammen med efter deres brud - så ville han være mere sur end hun var. Desuden vidste hun bare de havde kysset, og hun kunne mærke følelsen for hende fra Nicolas i det korte sekund. Dog kunne hun ikke mærke eller se mere.. med mindre hun ville komme til at vise noget eller tage nogle minder. Det var virkelig en evne hun skulle øve sig på. "Du skal vide... at jeg har fået en ny evne... den giver mig tilladelse til at vise andre minder... og se deres." Hun tog hænderne til sig imens hun kiggede ham i øjnene. Hendes blik var stadigvæk intens. "Men hvad skal vi gøre." Spurgte hun og stillede sig tættere op af ham. Imens hendes blå øjne stadigvæk havde fuld kontakt til hans.

Nicolas var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Han elskede to kvinder. Den ene havde forladt ham, den anden stod lige her foran ham. Det burde være let at afgøre hvad han skulle gøre. Den ene stod lige her, og den anden var langt væk. Det burde være åbenlyst. Men han følte alligevel, at han ikke kunne være det bekendt over for Nemesis. Han kunne mærke hvor meget han havde savnet hende, hver en berøring fra hende sitrede i hans hud. Hendes hænder efterlod et usynligt mærke. ”Du ser mere levende ud end nogensinde.” Han var ikke sikker på, om det var en positiv ting. Hun havde været væk fra ham, og så ud til at have det meget bedre uden ham. En ny evne. Hvorfor bringe det på banen, medmindre hun havde set noget. ”Hvad har du set?” Nicolas var ikke sikker på, om han ville vide det. Det kunne være alt muligt. Hans kys med Andrea, hans tid med Nemesis. Der var mange minder at vælge imellem. Hvad skulle de gøre? Det var et rigtig godt spørgsmål. ”Det ved jeg ikke.” Han havde ingen anelse om hvad de skulle gøre. Nicolas var ikke sikker på hvad der ville ske, hvis han fandt sammen med hende igen. Han var ikke sikker på om alt ville blive som før. Det ville ikke ende godt så. Men tiden væk fra hinanden havde måske udviklet dem.

Hvad havde hun set, hvorfor overhovedet nævne det. Nok fordi hun gik op i at være ærlig overfor ham, plus - hunvar elendig til at lyve overfor lige præcis Nicolas, fordi han kendte hende ud og ind. Dog tøvede hun alligevel. "Nemesis." Svarede hun kort og slog blikket op fra jorden, og lod sine øjne finde vej op til hans igen. Dog trak hun på skuldrene over det. "Men det fint. Jeg kan ikke tillade mig at blive mobset eller noget over det så. Det fint. Hyg jer.. what ever." Så meget at de lige havde forladt hinanden vidste hun ikke, men havde en anelse omkring det. Hvorfor skulle han ellers have kysset hende til at begynde med, universets kræfter? Nah.
Caroline sandt sig selv tættere på ham. "Vi komplicerede. Giftige... men ægte. Vi har altid været ægte." Caroline holdte en kort pause. "Lige meget hvad vi beslutter os for. For lige meget hvad, så vil vi se hinanden igen og igen. Jeg er ret tæt med din bror, og du og din bror er tæt med Andrea. Det kan nærmest ikke blive undgået." Sagde hun så. Kort trak hun på skuldrene. "Vil du med hen og tage noget at drikke. Eller skal vi gribe noget på vejen, jeg er så tørstig." Smilede hun svagt skævt og kørte en af de blonde lokker om bagved øret. En masse havde ændret sig siden. "Desuden.. der nogle ting. Du burde vide. Min grund til, at jeg har opført mig så underligt. Jeg har ikke været mig selv på det sidste. Specielt ikke efter jeg kom tilbage efter det år jeg havde været væk. Der skete noget det år. Og du er den første jeg fortæller det direkte til." Noah havde fået hende til at råbe det i vrede og sorg.. Logan havde fået det plantet i hovedet. Men hun havde ikke, selv i egen vilje ønsket at fortælle nogle det ligeså meget som hun gerne ville sige det til Nicolas. Det var vel fordi, af alle personer. Så var han den hun ønskede at sige det til dengang, og han startede skidt ud med at svigte hende. Det havde gjort hende mere ustabil end hun allerede havde været. Caroline trådte lidt frem til at de skulle gå stille og roligt. "Det omkring Mikayla." Startede hun og sank en klump - som tydeligt kunne høres. "I det år jeg var fanget af de varulve. Tog de Mikayla også. De torturede hende.. pinte hende.. voldtog hende... foran næsen på mig. Jeg så ynkeligt på, muret og lænket fast til en væg - svækket af blodmangel. Det væreste var jeg kunne intet gøre. Til sidst skar de maven op på hende, men ikke nok til at dræbe hende på stedet. Hun var nød til at aflive sig selv ved at bruge sine sidste minutter på at få involdende til at vælte ud af hende. Og jeg kunne intet gøre. Jeg så håbløst på, imens jeg så alting jeg håbede aldrig skulle ske." Fortalte hun så og blinkede en lille tåre væk der var på vej udover øjenkrogen. "Jeg mødte min søster kort efter. Allyson. Efter jeg forvandlede hende til vampyr har hun hadet mig ligesiden. Hun startede ud med, at svine mig til. Ikke fordi, at jeg havde brug for det. Derefter. Opsøgte jeg dig." Den historie kendte han selvfølgelig godt. Han vidste, hvor ændret han havde været lige der. "Jeg havde aldrig set dig så meget ude af dig selv. Som en helt anden person. En person jeg ikke vidste hvem var." Sagde hun tøvende og bed sig så kort i læben. "Siden da.. kom jeg ikke rigtig til mig selv før du stak mig i hjertet." Sluttede hun af. Der var en masse lort ind imellem. Hun var en større player end nogen hun kendte lige nu. Ikke fordi, at hun havde det dårligt med det. Det var friheden. Og hun måtte hun indrømme, at hun elskede smagen af.