Blood is the New Black - Rowan

Hvad der havde ført hende tilbage til denne by var ukendt. Endda for hende selv. Sidst hun havde været her, var for at fortælle hendes datters ekskæreste at Mikayla ikke kom tilbage - en skam Caroline ikke vidste, at Mikayla var i live. For troen af at hendes datter var død - havde ikke været god for Caroline. Kulden var tydelig i hendes ansigt. Der var kun få der ville være i stand til at få et muligt tegn af glæde og liv tilbage i hendes ansigt - Logan var den ene. Men han var i Sunfury, og havde ikke kontaktet hende i lidt tid. Hele hendes gamle liv var her, men personerne i Sunfury. Måske var det derfor hun var tilbage her?
Caroline gik igennem gågaden denne eftermiddag. Solen stod højt på himlen, og Caroline nød den ingen magt havde over hende. Elona'dals blod flød stadigvæk i hendes åre, og det var en gave hun aldrig ønskede at give slip på.
Den lette brise løftede og legede let med hendes år, imens den stille kærtegnede hendes hud. I ført en sort kjole der gik hende til lidt over knæene - samt sad pænt ind til hendes hud. De var en dag for enkel påklædning. Et par smykker bar hun også - en halskæde i guld blandt andet. Man kunne ligeså godt vise, at man havde lidt penge ikke sandt?

Selvom hun ikke ville indrømme det, så kunne hun godt bruge selskab. Fra folk som ikke kendte alt til hende, men som kendte hende fra små episoder. Sean var altid en mulighed, udover de altid endte med at dræbe folk. Det var like bare deres ting. Josh ville sikkert være nød til at vide det med Mikayla, og at være trist og deprimeret over det var det hun mindst havde lyst til! Det var alligevel længe siden hun bare havde slappet af og været sig selv. Hun savnede det. Bare en smule. En lille bod i gågaden, fangede hendes opmærksomhed. Den mindede hende om noget. Det var længe siden.. hvad år? Trist men sandt. Det var så længe siden at det var lige da hun var blevet vampyr. Det var dengang hende og Rowan havde været fanget på den ø. Det havde været noget af et eventyr. Hvad mon der var blevet af den sarkastiske varulv? Hun havde ikke set ham siden, desværre. Hun trak let på skulderen og gik videre igennem gågaden. Dog var der noget længere fremme der fangede hendes opmærksomhed. Selvfølgelig fangede det hendes opmærksomhed. Der var blod med. Dog også varulveblod, og selvom det ikke sagde hende noget som sådan. Var hun nysgerrig. Og ganskerigtig. Noget der havde fanget hendes opmærksomhed. Der stod et genkendeligt ansigt. Hun kunne ikke tæller hvor mange der var, jo hun kunne godt men ville virkelig ikke spilde tiden på det. Hun løb i stedet derhen, med sin dejlige vampyrfart.
"Hello darling." Smilede hun lettere skævt, og blottede så sine tænder for nogle af angriberne, så de i hvertfald blev opmærksomme på faren. Ikke mange så en vampyr komme for at hjælpe en varulv.
En ville teste dem og løb imod dem. Dog med et var han kastet tilbage til, hvor han startede. "Så jeg ser du hygger dig rigtig hva?" Spurgte hun en sarkastisk, og rystede lidt på hovedet af sit eget spørgsmål.

Caroline smilede til Rowan. Nok var det et godt stykke tid siden, at hun sidst havde smilt oprigtigt, men hun glemte aldrig hvordan man gjorde. Dog hurtigt blev virkeligheden smidt i hovedet på hende igen.
"Jo tak. Det vil være mig en ære." Svarede hun uden at tøve, og vendte blikket mod dæmonerne imens det hvide ved hendes øjne stille blev blodrødt. Nok havde Caroline været farlig dengang hende og Rowan mødtes første gang, men direkte blodtørstig var hun først blevet noget tid efter. Grunden var vel hun  blev ved med at være omkring giftige folk, men ja. Nu skulle der sparkes lidt dæmonrøv! Og det var intet hun hellere ville lige nu.

Dæmonerne løb frem imod dem, hvilket gjorde Caroline løftede det ene ben op for at sparke dæmonen bagud. De var længe siden hun havde været i en intens kamp. Normalt var det nemt bare at dræbe og smutte videre. Caroline kunne tydligt mærke på sig selv, at hun var ude af træningen. Så hun skiftede stil. Den næste der kom imod hende greb hun fat i trøjenskrave og kastede ham i jorden, og holdt ham nede. Hun løftede hovedet op og kastede derved sine lange lyse lokker tilbage. Hun vrissede let af de andre, inden hun så rev hjertet ud på dæmonen der lagde ned. Hun kastede det hen foran fødderne på dem i de sekund de skulle til at angribe.
"Hør torsk et to også videre. Det en lang aften. Og jeg ville kunne blive ved til langt ud på natten, men for jeres egen skyld. Så træk jer. Ingen gider at se dæmonerne falde på række, specielt ikke Rafael. Så smut hellere nu." Caroline havde mødt Rafael før dengang hun var raceleder, og vidste han var farlig. Ikke at hun ikke frygtede ham, men hun var heller ikke direkte bange for ham. Caroline kneb dog øjnene lidt af den ene af dæmonerne, og brugte sin fart til at tvinge ham op af væggen. Hun lagde sin arm op af hans hals og kiggede på Rowan. "Kender du den her eller? Det ser ud til, at han har et eller andet imod ham." Sagde hun og åndede ud, hvorpå hendes blik flyttede sig over på dæmonen.

Det var ikke fordi Caroline orkede at lege psykolog eller noget, men hun kunne dræbe denne dæmon, lade ham gå eller bare efterlade ham. Hvis det var noget vigtigt ville hun vente på Rowan tog en snak med ham. Dog tøvede de andre dæmoner ikke med at gå truende imod Rowan, imens Caroline holdt den ene. Men noget sagde hende, at hun havde fat i den rigtige, men man kunne jo aldrig vide.
"Rowan efter det her... så skylder du en drink." Sagde hun med en lidt drillende gnist i øjet, og åndede så ud. "Så, hvad har vi her. Fjende. Kærestens jaloux eks, eller noget helt andet?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Nysgerrig havde Caroline altid været, og ville nok altid være det. Men hun prøvede egentlig også bare at hjælpe lige nu.

Caroline havde nogen vredes problemer, det ville hun indrømme. Og hun var voldsom når hun ikke havde fuld kontrol over sig selv. Hun vidste hvad hun gjorde, men kunne aldrig som sådan stoppe sig selv når hun var igang. Hvis det ikke havde været for at Rowan havde stået der, og sagt hun skulle lade ham gå. Så havde hun nok dræbt dæmonen. Sådan var det efter at have fået en vane med at dræbe og en blod på tanden. Selvom hun ikke var raceleder mere efter et år i fangeskab, og et år til at finde sig selv - så var hun stadigvæk Carmillas højre hånd nu. De havde byttet rollerne om, ikke at hun havde noget imod det.  Caroline kiggede på dæmonen. "Bare gør som han sagde." Vrissede hun let, og slap ham så - og kiggede efter ham da han løb. Hendes øjne blev blå igen, og tænderne trak sig tilbage. Igen var engle ansigtet fremme, og et smil bredte sig på hendes læber - næsten som intet var sket.

Hun satte sig på hug ved en af kroppene, og tørrede sin hånd af i dæmons trøje. Så rejste hun sig op igen, og nikkede. "Jo lad os det." Smilede hun til ham og gik op på siden af ham. "Undskyld, hvis det ikke var lige hvad du havde regnet med at se... jeg har det med at miste kontrollen lidt for tiden." Caroline var bare ærlig, fordi Rowan var sådan en god ven af hende - hun ville ikke lyve og ikke sige at der intet galt var - nu når der var. Det kom fra hendes tid som varulv - blodtørsten som vampyr var derved bare meget stærkere for hende - end for andre vampyrer. Hvordan hun overlevede nogengange, var hende en gåde.

Caroline greb om Rowans arm, så de faktisk lignede et klassisk gammelt ægtepar der var på vej hjem fra skovtur. Caroline var en humør bombe, hendes smil var stort når hun var sammen med folk hun kunne lide, og Rowan - ja ham kunne hun godt lide. Det var ingen hemmelighed. Og hun havde faktisk savnet ham ufattelig meget! Caroline fulgte med Rowan til den nærmeste kro - og trådte indenfor.

Der var god energi, for engangsskyld på kroen. Nogle var oppe og spille lidt musik, og det var egentlig ret mange af hvad der plagede at være. Caroline fik hurtigt øje på et frit bord og trak ham glad med sig. Faktisk så ville hun bare gerne hygge sig, sidst de var sammen var på en øde ø - og der havde hun ikke ligefrem været på et godt sted. Tingene var blevet værre efter, men hun havde lært at håndtere smerte nu. Bare blevet stærkere med alderen. Nogle stirrede lidt på dem, mest af alt fordi. En varulv og en vampyr der gik arm i arm - det så for godt ud til at være sandt. Ellers så var det bare fordi de så noget så godt ud, det måtte være det.

Caroline satte sig ned, og håbede da Rowan gjorde det samme. Hun vinkede en tjener hen til dem, "hvad skal vi bestille? Natten er trods alt ung, og ovenpå sådan en kamp - så skal vi da have i hvert fald lidt mere." Sagde hun drillende og satte sig afslappet tilbage - man skulle ikke tro, at denne tøs lige havde stået at truet nogle - og dræbt et par stykker. Det var det vidunderlige ved Caroline, hun kunne virke så mystisk nogle gange.

Caroline vidste godt, at Rowan havde en god effekt på hende. Det havde hun lagt mærke til for længe siden, dog bare ikke gjort noget ved det. Dengang havde hendes øjne været tryllebåndet på Nicolas, og det havde taget sin tid før hun kom over ham - ligemeget hvor mange gange han havde skuffet hende. Caroline var måske lidt naiv på det punkt? Caroline havde dog altid et eller andet med at få et smil på læben når Rowan var i hendes nærhver. Og som vist tidligere, ønskede hun ham ikke skadet. Lidt overbeskyttende havde man lov at være.

Hendes klare blå øjne var rettet imod Rowan imens han bestilte vinen. Hun observerende ham let, hvad bestilte han, hvordan han sad - hvorfor det var så vigtigt for hende- det var et godt spørgmsål. Dog vidste hun, at hvad han synes betød en del for hende. Vin var et glimrende valg, nok også det hun selv ville have valgt. Hun nikkede let til Rowan, og satte sig så bedre til rette.

Hun lyttede til hvad han sagde. Og bed sig ganske kort i læben, imens hun kiggede ham i øjnene. Så rømmede hun sig let.
"De sidste år har været rigtig hårde, kort efter vi kom hjem fra den ø. Så tog jeg pladsen som raceleder for vampyrerne. Hvilket gik godt.. så blev nogle varulve sure, ikke alle naturligvis, og de synes de skulle lave lidt sjov - ja, mine trillingesøskende befriede mig derfra - men liv gik tabt. Det tog mig et år at komme videre. Så jeg har været lidt usynlig." Svarede hun ærligt. Hun trak dog lidt på skulderen af det. Hvis liv der gik tabt var vel irrelevant og dog ikke- men kunne se det var en person af værdi på hende.  
"Det var skam ikke meningen af undgå dig. Jeg er tilgengæld rigtig glad for at jeg fandt dig igen." Smilede hun større. Han fik hende til at smile som aldrig før. Let kørte hun en lårlok om bagved hendes øre. Det var ikke til at fjerne øjnene fra ham, så hun prøvede at lade hver med det. Hendes blik var meget dybt og havde altid været god til at kigge mere dybt ind i folk end at stirre.
"Hvad med dig, hvad har du gået og få tiden til at gå med?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Tjeneren kom med deres vin og serverede den høfligt for dem. Så smilte han til dem.
"Nyd jeres aften." Sagde han inden han så forsvandt hen i baren igen. Caroline greb fast om glasset med vinen med sine fine slanke fingre, og førte glasset op.
"Skål." smilede hun med en lille kær latter, og vippede glasset en smule på skrå - så glassene kunne klinge i en skål. De lignede lidt nogle der var på deres første date. Kemien imellem dem var god. Der var vin, og varme smil. Det så ud til at blive en god aften.

Hun nikkede til det han sagde om hendes tab. Hun kunne hører han mente det, og på sin vis - så gav det hende en indre ro. At vide, at nogle faktisk kunne mene det - og alt ikke bare var fyldt med medlidenhed hele tiden. Caroline hadede at være negativ og køre i de samme baner for længe - så selvfølgelig havde hun ændret emnet over imod ham af, hvis han havde noget han ville sige. Ikke at hun forventede en roman af, hvad han havde fået til morgen mad eller noget.

Der var noget der stak under, da han sagde der ikke var sket noget spændende på to år? Der måtte da være sket et eller andet. Dog havde Caroline altid været typen, som ikke ligefrem prøvede at presse folk til at sige ting de ikke havde til, okay en mild løgn. Hun pressede ikke folk hun holdt af til at sige noget, hvis de ikke ville sige det. Tingene skulle nok blive sagt når de passede ind. Det var heller ikke sikkert han stolede så meget på hende jo. To år kunne have ændret syn på folk - dog troede hun ikke ligefrem på at han havde noget imod hende. Caroline smilede kært med hovedet på skrå. Så klingede hun glasset imod hans, og løftede det imod hendes læber.
Hun nød smagen af den milde vin mod hendes tunge. Den var dejlig blød.

Hun satte glasset derefter, og uden at hun tænkte over det. Lænede hun sig selv lidt indover bordet, med albuerne på bordpladen og sine fingre flettet ind i hinanden. Hun lod en lille latter slippe ud, efterfulgt af et varmt smil.
"For at være ærlig, så plager jeg at gå op til baren og få bartenderen til at servere det han synes. Det ikke fordi, jeg går så meget op i det igen." Smilede hun let. Var det også for at vise, at hun var mere nede på jorden, end nogle måske troede hun var? Så fin på den var hun jo heller ikke igen. "Genialt talent må jeg indrømme. Forstår godt du misundelig, det er jeg også nu." Hun satte sig tilbage imens hun stille kørte en hånd igennem de blonde lokker.

Stille rakte hun hånden frem og greb atter om det fine vinglas. Let førte hun det op, uden at tage blikket fra ham. Det var mærkeligt at føle sig fanget i hans øjne, og hun prøvede egentlig at undslippe dem - det var dog ikke ligeså let som hun havde regnet med. Hun var næsten glad for hun ikke havde et bankende hjerte - ellers ville det have banket igennem sit bur og lande ligeforan dem. Følte hun sig en smule nervøs? Det gjorde hun vel. Rowan var en af de få personer i hendes liv, hvis mening faktisk betød ret meget for hende. Hvis han sagde noget godt om hende, ville hun tage det til sig og det samme ville hun også, hvis han sagde hun var modbydedelig eller andet. De ord han sagde analyserede hun, og fangede sig selv i det - en ting var sikkert - han betød meget for hende på en eller anden måde hun ikke helt kunne forklare.
Kort fangede hun sig selv i følelsen om, egentlig at få et kram af ham, hvordan det ville føltes.

Lysten til at slå sig selv i hovedet ramte hende. Så satte hun glasset på bordet igen, og lagde hovedet en anelse på skrå. "Så, en utrolig charmerende varulv. Personlighed som alle kvinderne dåner efter, og lækkert hår. Jeg mener bare du dig. Har du ikke nogen der venter hjemme eller et eller andet? Jeg mener personligt, at hvis jeg vidste du var herude og gå rundt, ville jeg have taget med - for at sørge for ingen andre stjal dig med hjem." Det var måske lidt direkte sagt. Sandheden blev lige smidt på bordet der. Men det var sandheden, det var hvad hun tænkte og mente. Og var det ikke det, at mange mænd engang imellem savnede? At vide hvad en kvinde egentlig tænkte om ham når de sad foran hinanden. I hvert fald, så havde hun lidt sagt hvad hun mente. Caroline fangede sig selv i at synke en klump, og bed sig ganske kort i læben igen.

Det havde måske ikke været helt fair at smide den i hovedet af ham, men det var alligevel rart at vide. Hun ville have troet, at der sad en kvinde i en enkel hyggelig lejelighed eller hus, og sad og ventede på han kom hjem. Dog lyttede hun da han sagde. Der var et barn der ventede på ham, hun spidsede øre - hun så ikke negativ ud eller overrasket. Det var som om, at der faktisk ikke kom bag på hende. Også selvom han forsatte og sagde det ikke var hans. Let brede hendes smil sig ubevidst, bare det at han havde åbnet sit hjem for en lille dreng og tog sig af ham. Det gjorde hende helt varm inden i, hvis man kunne sige det. Navnet Jacob satte prikken over i'et. Hendes 'storebror' hed Jacob.
"Wauw, jeg er imponeret. Ganske simpelt." Sagde hun med et mere varmt glimt i øjnene. Nogle ville sikkert have fundet en undskyldning her, og andre måske fået kolde fødder. Her sad Caroline bare og nærmest så på ham som om hun kunne tilbede den jord han gik på. Det var virkelig sjældent man fandt mennesker med så store hjerter. "Så havde jeg alligevel ret." Sagde hun så og lagde hovedet på skrå. "Jeg har altid vidst at der var mere varme bagved end jeg havde regnet med og ganske rigtigt. Jeg ville ønske flere havde ligeså stort hjerte som dig." Svarede hun ærligt på situationen.  "Det sjovt, min storebror hedder Jacob," Smilede hun let, og blev helt glad ved navnet. "Så kan jeg godt se det, så er der ikke ligefrem en som sidder og stirre ud af vinduet på om du kommer hjem." Hendes smil blev lidt skævt der, en lidt drillende kommentar alligevel. Det var typisk hende, hvad skulle man forvente? Det var måske akavet og sidde at snakke om børn. Men hvis hun kunne sidde og tale med Andrea omkring Sunfurys lille prinsesse, så kunne hun også snakke om lille Jacob her. Af hvad man skulle tro om Caroline, så elskede hun børn. Faktisk var hun ret god med dem når det kom til stykket.

Let tog hun endnu en tår af vinen, og satte glasset på bordet igen. Lænede sig lidt henover bordet, med hovedet vippet en tak på skrå igen. Let bed hun sig uden at tænke over det i læben atter engang. Det var som om, at det var hendes ting. Det var hendes ting at bide sig i læben når hun var lidt små nervøs. Et smil erstattede dog den hurtige vane ret hurtigt - heldigvis da. Det var ikke fordi hun ikke vidste, hvad de skulle snakke om - der var oceaner af emner, og det var heller ikke fordi, at der var en akavet stilhed. Selvom de ikke lige sagde noget - så fandt hun ikke det som stille. Det var sjovt, selvom folk sad og snakkede om dem, så bemærkede hun slet ikke andre i lokalet end Rowan. Faktisk sad hun bare stille og betragtede ham. Alt fra, hvordan han trak vejret, til hvordan han sad. Hun følte sig betaget af denne unge varulv, og det var tydeligt.

Hun så en anelse overrasket på ham ganske kort, ikke sådan negativt, men det blev efterfulgt at et kækt lille smil, da han ville tale om noget andet end Jacoberne. Ærligt talt ville Caroline kunne fører en samtale om næsten alt lige nu, så længe hun fik lov til at snakke med Rowan, det var alt der betød noget for hende lige nu. Hun løftede hagen en anelse da han spurgte hende. Det var længe siden nogle havde spurgt hende om hendes planer, faktisk ville hun menes ingen nogensinde havde spurgt hende om, hvad hun egentlig havde planer om, hvilke tanker hun gjorde sig eller noget. Så hun tøvede faktisk kort i hvad hun egentlig skulle svare. Til hun så endelig fik en rød snor igennem hendes tanker, og tænkte de kunne fører hende igennem svaret - forhåbenligt.
"Altså, jeg har brugt et helt år på at stabilisere mig selv mentalt. Så nu, der tror jeg egentlig bare jeg er ved at rydde op i min bog over folk der gode at holde kontakt til og dem der ikke er. Det gik op for mig, der er ufattelig mange personer jeg ikke burde holde kontakt med, men de andre som får mig til at smile og gør jeg føler mig glad. Så, det er vel lidt af det jeg er ved. Plus jeg prøver at finde mig en eller anden ting, som jeg kunne bruge tid på. Jeg laver jo intet end at gå rundt, spise og gå rundt. Jeg kunne godt tænke mig at finde noget interessant. Måske arbejde lidt med nogle af de forskellige dyreracer her i Under World eller lignende." Svarede hun en smule nørdet til sidst alligevel, men hun havde vel også sidder ingen rigtig kendte til. Hun havde interesser, bare aldrig haft tid til at tænke på dem. Ganske enkelt, ingen havde nogensinde været interesseret i at finde ud af, hvad hun kunne. Hvilke talenter havde hun udover at holde sig i live. Som barn havde hun elsket at male og tegne, men efter hun blev kidnappet som 13 årig. Så havde hun ikke malet eller tegnet siden. Det var alligevel en del år.
"Vi skal helt klart begynde at løbe ind i hinanden noget oftere." Smilede hun til ham og rakte sin hånd over bordet for at lade sine fingerspidser strejfe hans hånd. "Måske bare lidt mindre voldsomme møder. Vi behøver jo ikke at slås mod dæmoner hver eneste gang." Sagde hun drillende og smilede stort.

Det gjorde hende faktisk intet at han lagde sin hånd over hendes. Hun havde ikke regnet med det, men det gjorde hende ikke noget. Da han valgte at trække den til sig gjorde hun let det samme. Hendes blå øjne fik et glimt af hans rødmen, og fandt det egentlig kært. Hvis hun ikke havde været vampyr havde hun sikkert rødmet flere gange end hun havde burde. Så en dag man kunne takke vampyrismen vel?

Den måde han reagerede på det, fik faktisk hendes gejst op. Lysten til faktisk at gå i gang med det samme. Hun havde nogle uforklarlige ting hun gerne ville finde ud af. Det var selvfølgelig lysten til at opklare disse ting, eventyrlysten der drev hende. Og hvis han ville måtte han da hellere end gerne komme med hende på eventyr. Det var de jo allerede meget gode til!
"Jamen du skal være mere en velkommen til at deltage, jeg kunne godt bruge selskab. Og vi jo gode til det med eventyr trods alt." Smilede hun en anelse større.
Endnu engang sendte han hende et sprøgsmål.
"Siden jeg havde muligheden for det i hvert fald. Jeg vil gerne opklare nogle mysterier også. Som.. da jeg fyldte 18 blev jeg forvandlet til en varulv.. tro det eller ej." Når man tænkte på, at hun sad som vampyros lige foran ham - ville man tro det var en skrøne. For en varulv ville dø under sådan en prøvelse ville de ikke? Folk troede altid hun løj når hun sagde det. "Og på en eller anden måde, så sidder jeg her enndu, hvor det faktisk lykkedes når det ikke gjorde ved andre." Kort trak hun let på skulderen. "Jeg kunne blandet andet også godt tænkte mig at finde ud af hvorfor. Men ellers har min lillebror en kæmpe ulv... og en af mine veninder har en fantom drage. Så jeg har nogle steder at starte med at observere, hvis det skulle være." Smilede hun let. Andrea havde den fantom drage, det vidste hun for, Caroline var trods alt blevet brændt af den. Okay hende og Andreas forhold var lidt unikt. Caroline kørte en hånd igennem sit hår.
"Det var også en god ide. Caroline Thunder, tidligere raceleder. Nu som Forsker i verdens væsener og dyr - samt forfatter. Glimrende forside til næste avis." Lavede let en arm bevægelse med hænderne som om, at hun kunne se det for sig. Så lagde hun hænderne på bordpladen igen, og lod dem folde sammen. Hendes grin var ikke ligefrem til at tørre af, hun morede sig - mere end hun havde gjort længe. Fantastisk selskab gjorde en del.

Caroline kunne ikke stoppe sig selv fra at smile, da han ville med hende på eventyr. Det var hvad hun manglede, nogle som ville være der til at opleve en masse ting med hende - og ikke bare forvente hun sad indedøre hele tiden og kedede sig. Så nikkede hun let.
"Aftale. Jeg skal nok hente dig når eventyret begynder så." Blinkede hun til ham. Hun vil gerne have ham med ingen tvivl om det, lige nu kunne hun faktisk ikke tænke på nogle der var bedre at dele et eventyr med.

Hun så en smule tænkene ud, som om, at hun havde gigantiske planer om den duo her. Det lød faktisk godt i hendes øre. Spændende. Lige pludselig synes hun faktisk, at hun kunne finde en mening med sit liv. Det var ikke ret tit nogle faktisk spurgte sådan ind til hende, det var mest af alt bare: Caroline hvad har du gang i? Hvorfor er du så umulig?
Ingen plagede faktisk at gøre noget for at forstå hende, mere bare at prøve på at fikse hende.

Caroline skålede endnu engang med ham, og tog en tår af sit glas. Så blev hendes hjerne sat i sving. Det kunne hun godt lide, faktisk så gjorde det hende varm indeni.
"Hmm lad mig se. Om ti år." Kort lukkede hun øjnene og forstillede sig tingene for sine øjne. Hun kunne se sig selv, i et hus måske ude i skoven - ikke i et kæmpe palæ som hun ejede nu, noget der passede bedre til hende. Hun kunne se sig selv sidde gå rundt i haven og nyde solen. Være omgivet af familie - også Rowan. Det ville lyde underligt, hvis hun sagde hun så ham sidde blandt hende om ti år ville det ikke? Dog var Caroline langtfra en som lyttede til sine tanker før hun snakkede.
"Væk fra byerne, måske et mellem hus i the forest. Fredligt, hvor man bare kan være sig selv. Tage et skridt væk fra byen. Nyde solen i haven, og om aftenen sidde med min familie.. og dig. Bare sidde og nyde livet." Smilede hun og slog så de krystal blå øjne op, og smilede til ham. Nu vidste hun da, at hun så ham blandt sig. Det var vel også pænt vigtigt ikke sandt?

Caroline tømte endnu engang sit glas. Det var som om det fyldte sig selv, og egentlig var det var timerne der løb afsted når man havde perfekt selskab. Caroline lagde hovedet let på skrå. "Men hvad med dig, du må have lidt planer. Ideer du gerne vil have til virkelighed?" Spurgte hun interesseret og stillede glasset fra sig igen. Hendes øjne var plantet direkte i hans, en smule flirtende uden egentlig at tænke over det.
Hun kunne virkelig godt lide ham.
Selvfølgelig var det ikke sikker, han overhovedet syntes om hende på den vis. Tiden måtte vise alt. Det var heller ikke fordi, at hun forlangte han sprang i armene af hende eller noget.

Det ville være mærkeligt, hvis hun sagde at hun kunne se en fremtid med ham ville det ikke? Jo selvfølgelig ville det være mærkeligt. Hvem sagde han overhovedet ville hende, hun kunne hverken give ham en familie eller noget? Der var ikke rigtig noget hun kunne give ham udover en masse eventyrer og minder - hvilket i en forstand også var godt nok jo... ikke?

Caroline Smilede da han begyndte at svare. Mest af alt fordi, det lød så perfekt i hendes hoved. Billedet af det, ville hun ønske hun kunne vise ham. Det så noget så perfekt ud. Caroline lagde hovedet lyttende på skrå.
"Det lyder skønt. Du skulle overveje at tage ham med til Sunfury, jeg har en veninde der, hvis datter måske kunne bruge en legekamerat. Jeg ved ikke om du kender Andrea eller." Det kunne være. Caroline kørte en hånd igennem hårdet. "Ellers vil jeg gerne møde ham en dag, jeg kunne godt fortælle ham nogle historier." Smilede hun halvt drømmende. Det måtte vel også være hårdt for hende når hun faktisk lod mærke til det. Når hun engang fandt en som hun virkelig kunne lide, så var der ingen chance for at stifte sin egen lykkelige familie. Hun havde to døtre. Mikayla var igennem hendes fortid, og hendes far var en voldtægsmand. Octavias far var hendes skytsengel, som havde ladet hende give Octavia væk og få Carolines minder slettet omkring hende dengang. Hun havde aldrig været del af andre end Josh's barndom. Det var kompliceret dengang, og ikke mindst nu. Men nu havde hun i det mindste et klart billed om, hvad hun ville gøre.

Hun rakte atter en hånd hen imod hans, og så ham stadigvæk i øjnene.
"Det ved man aldrig. Bare lov mig vi holder kontakt ikke? Jeg vil virkelig hade at miste dit selskab. Allerede to år er ekstremt langtid at savne nogle i, og jeg vil ikke have der skal gå så lang tid før vi ses igen. Du betyder for meget for mig." Let lagde hun hovedet til den anden side, og lod sin tommelfinger kærtegne hans hånd blidt. Hun var bare ærlig, og kunne ligeså godt smide kortene på bordet nu når hun var igang. Det var ikke sikkert de levede i morgen, og hvis man aldrig tog chancen - så ville man aldrig vide det.

Caroline nikkede let, da han udbrød Andreas navn. Andrea havde nu nævnt noget om en rigtig god varulve ven af hende, men Caroline havde aldrig fået talene lagt sammen til at det faktisk var Rowan hun havde snakket om. Skønt Andrea og Caroline kunne opføre sig som bedste veninder, så havde de også deres konflikter. Måske fordi, at de i sidste ende var så ens og kunne se hinandens fejl som et spejl rettet mod sig selv. Caroline lagde hovedet lidt på skrå og betragtede Rowan.
"Jeg ville gerne ledsage dig på den tur, hvis du skulle overveje at tage til Sunfury en dag." Smilede hun let til ham, og hun mente det skam. Hvis der var nogen lige nu, som hun gerne ville tilbringe tid med - så var det Rowan. Og for tiden var hun så ufattelig alene.
Et lille skød gik igennem hende da han lagde sin hånd over hendes. Det var ganske behageligt. En kulde blev dog erstattet da han fjernede hånden for at skåle, Caroline løftede den friehånd hen og tog sit glas, og skålede med ham. En blid latter brød over hendes smil, og lod glasset klinge med hans.
"Jamen skål på det." Hun flyttede glasset op mod sine læber, og lod den søde væske glide ned endnu engang - imellemtiden havde hun mistet kontrollen over sin hånd, og hun havde ladet sine fingre glide sig tilbage, for at føre sig frem, så de i en blød og blid bevægelse lod sig flette ind i hans varme hænder. Det var først da hun satte glasset fra sig med den friehånd, at hun bemærkede, hvad hun havde gjort. Det ville være akavet at trække sig, og hun måtte indrømme - at det føltes godt. Det var længe siden, at hun havde haft den følelse. En følelse af at noget føltes som det rigtige. Caroline kiggede på deres hænder og førte så blikket op i hans mørke øjne. Måske regnede hun med, at han ville trække hånden til sig og finde en undskyldning for måske at gå eller noget. Eller så ville det blive akavet. Hun frygtede det værste, mest fordi, hun ville jo helst ikke miste ham. Derfor var hun så bange for alle verdens reaktioner ligenu.

Folk begyndte let at samle sig på gulvet. Da musikken blev mere stille og perfekt til at danse til. Caroline flyttede kort blikket derud mod. Hun bed sig kort i læben, og fugtede dem derefter. Hun flyttede de blå øjne over på Rowan igen, og smilede atter til ham. Så hævede hun let på det ene bryn - dog på en lidt flirtende og udfordrende måde. Så slap hun en lille latter.
"Så Rowan, tør du at danse med mig?" Spurgte hun med samme stemme som hendes blik havde sagt lige før. Normalt var det kvinderne der sad og ventede på en mand til at spørge dem om de skulle danse. Caroline hun vidste trods alt bare, at det kunne være sjovt. Også en undskyldning for at komme tættere på ham, hvis han var frisk. Det var ikke sikkert han gad, og han behøvede jo heller ikke.

"Jeg vil hellere end gerne have dig med til Sunfury! Jeg nyder trods alt hvert et sekund i dit selskab!" Sagde han kærligt og lod sig endni en gang opsluge af hendes øjne. Her kunne de sidde i flere timer. Der var ikke brug for ord. Han kunne blot sidde her og se hende i øjnene hele natten - og måske også se på hendes smil. Begge dele var lige skønne. Han var ikke sikker på, om det var hendes selskab der fik verden omkring dem til at forsvinde, eller om det var alkoholen. Nej. Så meget havde han da ikke drukket! Det måtte være hendes duft, øjne, smil og bløde hænder. Da deres fingre flettede sig sammen, blev han blot endnu bedre tilpas. Samtidig var han dog måske lidt nervøs. Han kunne mærke sine hænder blive ubehageligt varme. Åh nej. Mine hænder sveder. Nj synes hun sikkert at jeg er ulækker. Åh nej, ved Gudindens skæg... Hvorfor, hånd? Hvorfor?!

Han smilte stadig og skjulte sine tanker for hende. Dog slap hun hans blik ikke så længe efter. Han accepterede nederlaget og slog blikket ned. Måske var han ikke interessant nok til at tale med. Da hun pludselig talte, vendte han overrasket blikket op mod hendes smukke øjne. "Jeg... Danse?!" Han stirrede forfærdet ud på gulvet hvor mænd og kvinder nu var i færd med at danse - nogle tættere end andre. "Jeg... Øh... Jeg er ikke så god til at, øh, til at danse..." Indrømmede han og lod blikket hvile på de dansende i et øjeblik. Måske skulle jeg gøre det. For at gøre hende glad? Et lydløst suk forlod hans læber, og han vendte da ansigtet tilbage mod hende. Han smilte.

"Men det ville være mig en kæmpe ære at danse med dig, Caroline." Han rejste sig, stadig med hendes hånd i sin, og flyttede sig væk fra sin stol, så han kunne eskortere hende ud på dansegulvet.
"Men lov mig at bære over med mig! Det er længe siden jeg har danset med nogen!" Lo han mildt.

Det var ikke fordi, at Caroline var den fødte danser eller noget. Hun havde set hendes forældre danse til et selskab da hun var 10, og ellers havde hun prøvet at sabotere en fest før. Det var nok det tætteste hun havde været på at danse tæt med nogle, af hvad hun kunne huske. Caroline smilede kært til ham. Da han indrømmede, at han ikke var den bedste danser, skønt at sige, så passede de jo bare perfekt sammen på dansegulvet nu!
Hendes smil blev større af hans ord, og lod ham følge hende ud på gulvet. En varulv og en vampyr hvem skulle have troet det?

Caroline lagde blidt sin frie hånd på hans skulder, imens hun stillede sig tættere på ham. Hendes blik var fanget i hans, imens hun stadigvæk smilede til ham.
"For at være ærlig. Så kan jeg ikke huske, hvornår jeg dansede sidst." Svarede hun. Også for ligesom, at han skulle vide, at hun ikke var perfekt. Hun havde så mange fejl, man ikke kunne tælle dem. Men det var selvfølgelig også bare udfra en selv. Man så altid mest kritisk på sig selv trods alt.

Den sorte kjole gjorde kun hendes bevægelser mere feminine og elegante. Man skulle tro, at hun havde vidst, at hun ville komme til at støde ind i ham i aften. Men Caroline havde altid holdt af at klæde sig behageligt på. Livet var for kort til at klæde sig kedeligt på, nogle dage var fine nok at være simpel i tøjet. Men det var vigtigst for hende, at have det godt. Og hun havde det godt med at synes hun så godt ud. Caroline kunne nærmest mærke sin hjertebanken nærmest som om, at det sluppet ud igennem ribbene og lå i den anden ende at rummet. Mærkeligt nok, så bankede hendes hjerte ikke længere - men følelsen af det gjorde, den var der, og det fik hende til at indse, at hun faktisk følte noget stærkt. Ikke at det kom bag på hende, det var jo Rowan. Hvem ville ikke kunne falde for ham. Han var jo ren perfektion blottet for hendes øjne. Og hun havde den ære, at stå og danse med ham. I hendes øjne burde alle være dybt misundelige lige nu. Det gjorde hende godt tilpas det her. At stå så tæt med Rowan. Lysten til at presse sine læber imod hans var ufattelig stor, og hun måtte bide tænderne sammen for ikke at lade lysten tage over. For hun kendte sig selv nok til, at på et eller andet tidspunkt ville hun miste den alligevel - så man kunne ligeså godt kæmpe i lidt tid vel? Desuden så var det ikke sikkert han havde helt samme tanke jo.

Følelsen da han lod sin hånd hvile imod hendes hofte og trak hende tættere på sig. Faktisk det, at hun lod ham komme så tæt på. I Carolines verden var det en meget stor ting. Hun var altid bange for at miste dem hun lod tæt på sig, men hvis hun havde kendt dem længe og de kunne snakke sådan her. Så vidste hun, at der skulle meget mere til end blot dage og år før de miste hinanden. Hvis de overhovedet ville. Hun kunne ikke se den mulighed i nærmeste fremtid, hun ville i hvert fald gøre alt for at få det til at fungere. Caroline lod ham føre hende rundt, og i nogle minutter så virkede det som om, at de faktisk stod på gulvet alene - at der ingen andre var der. Kun musikken og stemningen.

Hun kiggede ganske kort ned da han snakkede, hendes smil var tydeligt selvom hendes blik kort var slået ned. Så løftede hun blikket op, og sendte ham et stort skævt smil, som hurtigt bredte sig videre til resten af ansigtet. Et ansigt der var så koldt, kunne blive så varmt. Det var sjældent, men det kunne lade sig gøre - tydeligvis. Rowan var speciel på den måde. Han fik hende til at føle sig speciel, smuk og at hun faktisk kunne være mere end: den tidligere leder over vampyrerne.
Des tættere hun kom på ham, des mere tilpas blev hun. Det var som om, at verden var et bedre sted når hun var så tæt på ham. Caroline fugtede kort sine læber.
"Jamen, så må vi give dem nået at kigge efter." Svarede hun med en lille latter. "Du skulle nødig snakke. Kvinderne til højre for dig dåner over dig." Hun lod sin kind hvile let imod hans, og fik øjenkontakt med kvinderne, som kiggede irriteret på Caroline. "Det jo selvfølgelig også fordi, at de er misundelige over jeg danser med en så charmerende pæn mand, og de ikke gør." Tilføjede hun i en let hvisken, så flyttede hun hovedet lidt over imod ham for at kigge ham i øjnene.

Da han snakkede igen, lyttede hun opmærksomt. Alt han sagde lød som det sødeste musik i hendes øre. Caroline bed sig ganske kort i læben.
"Det er intet problem. Så længe du bliver her." Smilede hun til ham. Hendes øjne viste tydeligt, at alt hun sagde var med sandhed. Når hun snakkede med ham var der en vis åbenhed, som hun ikke viste til mange.

Som de dansede og forenede sig med deres bedst mulige danser. Det var som om, at hendes fødder allerede kendte trinene, og fandt hurtigt ud af, hvordan man skulle bevæge sig rundt. Det var ikke så svært. Caroline havde altid været meget lærenem, og at hun kunne observere de andre på lyde gjorde det lettere.

Hendes blik var fanget i hans det meste af tiden, og tiden gik også så hurtigt. Caroline havde forlængest mistet tidsfornemmelsen. Alting forsvandt i de mørke øjne varulven ejede. Hun var så afslappet, og ærligtalt. Så ønskede hun ikke, at den følelse skulle forsvinde. Hun ville bare have den skulle vare ved forevigt. Hun fangede sig selv i, at hendes blik gled ned over hans læber op til flere gange - og nogle gange længere tid end hun måske havde kontrol over. Dog forsøgte hun at få sine øjne til at få øjenkontakt hurtigt igen.

I den sidste sving om, var hun så godt som fanget. Fanget i musikkens rytmer. Stemningen. Den perfekte mand der stod foran hende. Det virkede for godt til at være sandt. Hun lod sig blot følge af både ham og musikken. Hvis det ikke havde været ved at være sent og dem der stod for musikken ikke havde været færdige med at spille om lidt. Så havde det sikkert varet ved meget længere. Caroline lod sig snurre rundt, og havne med ryggen ind imod hans brystkasse. Hun kunne mærke hans hjerte der bankede, og lukkede i to sekunder øjnene for at nyde øjeblikket. Så lod hun sig dreje ud, som en anden danseprinsesse. Hun lod en blidt latter snige sig ud, og placerede atter sin hånd på hans skulder. I et nu eller aldrig øjeblik, lod hun stille sit ansigt glide tættere imod hans i takt til musikken blev dybere og dybere. Til sidst lod hun sine læber glide sig op på hans.