After all, we're family now - Beth

S: Winchester Manor
T: Omkring fire om eftermiddagen
V: Udenfor regner det stille, men det trækker op til stormvejr

Madeleine havde igennem en uges tid nu følt sig ilde til mode hver gang hun stod ud af sengen. Kvalme, svimmelhed og hovedpine. Eftersom James ikke var hjemme - grunden huskede Madeleine nu ikke - havde en af tjenestepigerne der tog sig af Madeleine så længe hun var syg ringet efter en sygeplejerske hun havde fået anbefalet fra en tjener på slottet. Beth.
Hendes honorar var ikke urimeligt - faktisk havde Madeleine i sinde at betale omkring det dobbelte, hvis hun var tilfreds. Husets egen læge, Dr. Mach, havde beordret at Madeleine blev i sengen indtil hendes symptomer fortog sig, men der var så meget der skulle gøres og så hadede hun bare at sidde og glo. Mach havde advaret hende om, at hun kunne gå i fødsel for tidligt, hvis hun ikke slappede af, men hun tænkte ikke over det, nu når hun arbejdede.
Madeleine sad derfor nu ved sit store skrivebord i kontoret ved siden af soveværelset. Med en kæmpe stak papirer - alle sammen ang. at sende Mike afsted på noget der kunne minde om militærskole ved dværgene. Så langt væk som muligt.
Iført en sort blazer, en hvid skjorte og sorte slacks, og med håret i en stram knold, bladrede hun gennem papirerne. Hun havde - bag om ryggen på sin far - underskrevet adoptionspapirerne, og nu var hun den lovlige værge til Mike. Hun havde magt, ret og mulighed til at sende ham væk for evigt.
Det bankede på, og en ung mand klædt i sort skjorte, sorte bukser og med sit lange sorte hår sat i en hestehale, trådte ind.
''En frk. Darkbloom er her for at tilse dem, My'Lady.'' sagde han, og ganske ligegyldigt svarede Madeleine at han bare skulle lukke hende ind. Tjeneren trådte til siden, for at lade Beth træde ind i kontoret.

//håber det er en ok start til dig xD)

Beth var i ført med en hvid enkel kjole, og håret var sat op i en hestehale. Hun så nu meget mere enkel ud end hun faktisk var, men det var underordene. Beth vidste udmærket, det var denne kvinde som var gift, forlovet what ever med James. Først havde det generet hende en del, men siden hun havde snakket med James, havde hun ikke set skyggen af ham. Hvilket nok også var bedst, hun var sammen med Geralt nu - han var den som betød alt for hende nu. Beth trådte indenfor. Hun havde brug for de ekstra penge og sagde ikke nej - ligemeget hvem kunden var.
"My Lady." Sagde hun med et svagt smil på læben og nikkede anerkendende. Hjemme i Firewood Village ville hun blive kaldt det samme, men det var sjovt, hvordan man kunne have flere identiteter over flere steder. Hun sank kort en klump og vendtede egentlig blot på, at fruen i huset skulle fortælle, hvad der var galt og hvad der skulle ske.

Madeleine rejste sig, og straks kunne man genkende den store mave. Madeleine vidste det ikke selv, men hun bar på tvillinger. Til trods for, at hun var nervøs for fødslen - så var den planlagt ned til mindste detalje. Intet kunne gå galt.
''Frøken Darkbloom. Bare kald mig Madeleine. Formaliteter er så trivielle i dagligdagen.'' sagde hun med et lille smil og gik hen mod Beth. Hun rakte hånden frem.
''James har talt godt om dig. Han mener tydeligvis at du er meget kyndig i dit fag.'' sagde hun roligt, med et varmt smil. Det passede ikke, men hun vidste at lidt anerkendelse var godt sind og sjæl.
''Situationen er, frøken Darkbloom, at jeg har fået besked på at blive i sengen grundet svimmelthed og kvalme. Min normale læge lader til at mene, at jeg er i risikozonen for en for tidlig fødsel. Jeg ville blot høre en andens mening om denne sag. Jeg mener, husets læge har jo været her siden min far var lille - han bekymre sig for meget til at jeg kan tage hans formaninger alvorligt.'' sagde Madeleine roligt, inden hun lod sin hånd glide ned til sin naturlige position ved hoften igen.
''Og desuden, så måtte jeg jo møde den kvinde som James er så glad for.'' sagde hun med et lille smil, et venligt smil. Hvis Beth hadede Madeleine kunne hun sagtens forstå det - men Madeleine var ikke en kvinde der viste følelser. Langtfra.

Beth modtog Madeleines hånd og kort efter tog den til sig som i en normal hilsen. Hun så kort chokeret ud, da James havde talt godt omkring hende i sit fag. Hun var trods alt ikke på tale fod med ham, men burde nok tale med ham engang - uden Geralt i nærheden. Han var alt for beskyttende overfor hende til, at det ville være en god ide.
Beth fik dog hurtigt hjernen til at fokusere på, hvad Madeleine fejlede. Hun havde læst en del om dette. Eller ikke direkte dette, men graviditeter. Hvis eller når hun engang selv kom derhen, ville det jo også være en ret god ide at være forbedret. Det lød ikke helt unormalt de symptomer. Der var nogle som havde en lettere graviditet end andre. Dem som havde den sværeste sagde man også fødte hurtigst. Hun skulle lige til at sige noget, da hun endnu engang nævnte noget om James. Beth vidste ærlig talt ikke, hvad hun skulle sige. For hun ville heller ikke snakke upassende, men kunne måske nemt komme til det - selvom hun var godt opdraget - og kom fra en udmærket familie. Men når hun var i Sunfury, så gik hun ikke under familienavnet, hendes eget valg. Dog med hendes moster i byen - det ville ændre på en hel del.
"Kvalmen er for mange en meget naturlig del af graviditeten. Jeg vil anbefalde at du sørger for en masse små måltider i løbet af dagen, så din krop hele tiden har næring. Helst ikke forkrydret mad. Angående din svimmelhed, husk at indtage passende mængde væske i løbet af dagen, da væskemangel kan give de samme symptomer. Det skulle være ganske ufarligt, helt normale symptomer." Forklarede hun med et svagt smil på læben. Dog stadigvæk venligt. Der skulle meget for Beth til at hade nogle - faktisk, Madeleine hørte endnu ikke under den boldgade. "Hvis du skulle være bekymret omkring noget, så skulle det være hvis: vandet går fortidligt, blødning, Aftagende/manglende fosterbevægelser eller pludselig voldsom væskeophobning evt. ledsaget af hovedpine og trykken i brystet. Hvis du oplever nogle af disse symptomer, så skal de gå til lægen med det samme." Tilføjede hun. Beth kørte en hånd henover hendes hår. "Plus. Jeg er ikke så spændende. James har aldrig været rigtig glad for mig." Svarede hun på det første. Beth var dog kommet sig over James, det kunne man se, men der var også gået noget tid.

[Googlede det seriøst lige xD... Håber det okay svar på spørgsmålet xD ]

Madeleine lyttede og nikkede - naturligvis havde Mach bare været bekymret som altid.
Men da Beth sagde at James havde været rigtig glad for hende så Madeleine undret på hende.
''Beth, den eneste grund til at James giftede sig med mig, var fordi hans far tvang ham og fordi han ville hjælpe mig med at beholde mit hjem og min arv. Vi lavede en aftale om, at selvom vi skulle giftes - skulle han være lykkelig. Dengang, var hans lykke dig.'' hun så myndigt på Beth, som om hun prøvede at forklarer Beth hvad hun havde troet var forkert.
''James tror han elsker mig. Jeg tvivler, for så ville han ikke rejse fra mig lige efter vores bryllup. Jeg tror, personligt, at James er mere glad for dig end du kan forestille dig.'' sagde hun bare. Til trods for at de var gift, så vidste Madeleine godt at James hjerte ikke var hendes. De kunne sagtens leve sammen, men elske hinanden, det kom de nok aldrig til. De var venner, der var blevet gift.
''Jeg håber, at en dag vil du tilgive ham for hans valg. For jeg tror han savner dig mere end du aner.''
Madeleine vidste, at det ægteskab hun levede i, var ren proforma. James havde kysset hende før, men hun følte intet ved det. Jo, et kys er skønt, men det var ikke Cadens læber. Hun savnede sådan Caden...

Hvordan hele hendes arbejdsdag pludselig var blevet til en historietime om hende og James - var et godt spørgsmål, men Beth var en yderst ærlig person, og så ingen grund til at hun ikke ligeså godt kunne tale åbent omkring det. James og hende Madeleine var jo gift - der var sikkert ikke noget hun ikke allerede vidste om hende, som var imellem hende og James. Beth sank kort en klump.
"Ligemeget hvad. Så er det forsent for ham. Jeg havde ventet i flere år på ham. Jeg er kommet videre nu, fundet en bedre." Svarede hun enkelt og simpelt. Det havde været på tide for hende at komme videre, men hun skulle nok tage Madeleines ord med sig videre. "Jeg skal nok prøve at finde ham og snakke med ham." Tilføjede hun let. Man vidste det var ægte når man ikke kunne gå fra personen igen. Når alle ens handlinger og tanker faldt tilbage til den enkle person. Sådan havde hun det med Geralt, og sådan havde Geralt det med hende - sådan føltes det da.