Memories of my life.//Beth//

S Firewood Village.
O folk der går frem og tilbage, efter at ha lavet indkøb.
V Det er Koldt og mørkt, også Sner det os.
Kl cirka 22,00 eller der omkring.
P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

James gik lige så stille, ned gennem Gaderne af Firewood, han følte sig af en eller anden grund, draget til denne by. Hvorfor viste han ikke helt, måske var det på grund af alle de folk som var der da de her hjælp hinanden, lige meget hvad. Det kunne dog også, være det var noget helt andet. Men James vidste ikke, hvorfor han var her. Men af en eller anden grund, havde hans bene, bare bragt ham her til. Han fulgte ikke en bestemt rute, han havde bare ladet, hans bene bære ham mod et dette sted. Selv om han aldrig havde været her, eller det mente han da ikke men hvad kunne han også huske. James hætte dækket for hans ansigt, så han kunne ikke se folk, men det behøve han jo heller ikke, da han jo kunne mærke deres Aura.

Da James bene stoppet, rykke han hans hoved op af nu var han ved et hus, et hus som hans bene havde bragt ham hen til. Eller hans sjæl som nogen folk ville mene, eller hjerte. James kigge hen mod huset, hvor efter bevæget sig lige så stille gennem sneen, op til flere gange var han ved og snuble men hvad kunne man forvente da han næsten ikke havde spist eller haft et sted og overnatte. James var nærmest smadret helt ind til skindet, men dog havde han ikke gjorde noget ved det. James bed sig svagt i læben hvor efter han kigge på døren, da han havde kæmpe sig hen til den. Men nu var det bare om titanerne ønsket han skulle leve, eller dø han havde længe stået med den tænke og nu ville han sikkert få det at vide før eller siden.
//ikke så lang start, men håber den er god nok.//

Sneen faldt over hende... de hvide fnug dalede elegant ned i hendes blonde krøller. Hun var i klædt en pelsfrakke hun havde sparet sammen til igennem mange år, og hun aldrig aldrig været så glad for noget som den - specielt nu når vinteren var her, og hun ville vise sin mor at hun kunne stå på egne ben - også selvom hun blot var et lille menneskebarn. Ikke som sin mor der var en stærk dæmon, og resten af hendes familie var stærke - godt nok kendte hun ikke ligefrem sin far men, han var jo nok et menneske i sidste ende. Beth savnede JAmes. Det var længe siden hun havde set ham, og var så småt også begyndt at opgive på nogensinde at se ham igen. Trods alt var han blot forsvundet ud i den blå luft.
Minder passrede hende og fik et smil på hendes læber. Læberne var en lettere blå farve ligesom hendes negle var lilla. Det var blot på grund af kulden. Hvilket hun hadede selvom pelsen skulle varme hende. Mennesker var så skrøbelige.
Beth stoppede op med god afstand da hun så nogle stå foran hendes husdør. Hun sank en klump, men kneb alligevel øjnene lidt sammen da hun synes at personen forkom hende så underligt bekendt. Derfor satte hun på benene igen, og stillede sig et par skridt ved siden af herren men lidt foran så hun kunne vente font imod ham... som gættet. James. Hun gispede overraskende, og hendes hjerte sprang en takt over. Hans nærver gjorde blot hun følte sig varmere og varmere. at kulden langsomt forsvandt fra hende. "James." Hendes stemme var forbavset men glad. Man kunne se glæden i hendes blå øjne der strålede over at se ham igen. "Vil du med indenfor.. der er godt nok ikke tændt op i pejsen endnu, men ja." Spurgte hun og man kunne se på hendes tænder der skælvede at hun frøs.
//Håber det her er fint

James vende sig om på siden da han hørte en stemme, "hvor kender du mit navn fra." Lød det overasket fra James, som kæmpet for ikke og falde sammen. Turen havde været alt, for hård ved ham det var som om hver gang han prøve og komme helt op af stå forsvandt alle hans kræfter. James kigge på hende, og nikke "jo tak hvis du ikke har noget imod det."Lød det svagt fra James hvor efter han enlig fik sig selv op at stå helt, men han støtte dog sig stadig til muren hvor efter han fulgte med Beth ind i hendes hus. Hans krop var nærmest ved og dræbe ham da han ikke viste, hvad han ellers kunne gøre men han forstod stadig ikke hvor hun kende hans navn fra. Hvorfor havde hans bene ført ham hen til en person, som han ikke kende ikke fordi det var en dårlig ting. For hendes aura virket som om hun var vildt glad for at se ham hvilket han stadig ikke forstod. Men det ville han sikkert finde ud af lige så stille, ikke ellers ville dette bare forblive weird.
//sorry kort svar, men anet ikke hvad han ellers skulle gøre. :p//

Hun havde bemærket han var fraværende. DEt var det første hun havde lagt mærke til, men hun vidste også, at hvis han ville fortælle hvorfor - så måtte hun lade ham føre ordet. Beth åbnede døren og lod ham træde indenfor. Hun lukkede den også efter ham. Der var ikke ekstremt varmt i det lille hus - som sagt havde hun ikke fået tændt for varmen imens hun var ude. Beth satte den lille kurv hun havde over den venstre arm fra sig på det lille køkkenbord. "du kan blot sætte dig til rette på sofaen, så skal jeg nok tilse dine sår." Hun havde ikke bemærket hans ord før - om han hvor hun kendteh am fra. For blot når un så ham, så slog hendes tanker helt fra. Hun pakkede sine ting ud med et smil på læben. Smilet kom fra da hun havde set James igen. Det var rart at vide, at han var i live - så meget som han nu var i live. Hun fandt sin sygkasse frem. Beth havde styr på ting omkring medicin og hvordan man skulle heale nogle sår. Mest fordi, hun let selv kunne komme til skade, og så ville det være rart at kunne tilse sig selv - eller andre i nød for den side af sagen.
Hun knept dog øjnene og smed nærmst hvad hun havde i hænderne da hun bemærkede at James' tilstand måske ikke ligefrem var den bedste. Hun løb hen og gav ham en støttende hånd - selvom hendes spinkle menneskekrop måske ikke kunne bruges til så meget. Hun fik ham dog guidet hen til sofaen, så han kunne ligge ned. Derefter hentede hun sine en vådklud og lagde den på hans pande. "Hvordan har du det?" Spurgte hunstille og bekymret.

James krop føltes som bly, hvor efter han fik kæmpet sig der hen, med hjælp fra hende.  Han vidste ikke hvad han skulle sige, eller hvad han skulle gøre for at få styr på sin krop. James kigge op på hende, hvor efter han, svaret hende. James kigge på hende, da hun spurgte om han havde det bedre. James var dog stadig forvirret, hvem var hun, hvor kende hun ham fra han havde alt for mange spørgsmål. James kigge op på hende og svaret hende så, "jeg har det fint" lød det meget svagt fra James. Hans krop var dog stadig smadret, James kigge op på hende, "undskyld men hvor, kender du mit navn fra." Lød det fra ham, det var anden gang han spurgte nu. Han fik rejste sig selv op, så han sad i sofaen "jeg klare mig." Lød det fra James, hvor efter han tog fat i hendes hånd, så hun ikke behøvet at hjælpe ham selv om han stadig var vildt meget afkræftet kunne han ikke lade hende passe på ham hun havde sikkert mere vigtig ting. Som hun kunne gøre, ende og passe ham.
"jeg var lige blive færdig med og hjælpe en familie med, at jah arbejde da de havde brug for lidt ekstra hjælp, men da jeg kom tilbage til dem og byen var der banditter, som plyndret og voldtog folket, jeg gjorde alt jeg kunne men det ende med jeg blive jaget på flugt, hvor efter jeg jah bare fulgte mine fødder, jeg tænke slet ikke over hvor jeg gik hen af." Man kunne høre på James, at den skyld han følte hvilede tungt, på hans skulder selv om han prøvet og kæmpe for dem hvilket han havde gjorde. Hvorfor var han ikke blive og kæmpet hvad, med alle de børn som nu enden var slaver, eller slået ihjel og alle de andre folk.

Selvfølgelig havde hun hørt lidt omkring påstyrret omkring i byen disse dage. Hvad folk dog ikke gjorde for mad og husly. Voldtog og stjal. Selvfølgelig havde hun også regnet med at de kunne komme til hendes hus - og påføre skader der ville ligge for hendes øje resten af hendes korte liv. Men det skulle ikke stoppe hende i at gå rundt og nyde de dage hun da havde tilbage indtil noget slemt ville ramme.
Beth tvang ham atter til at ligge sig ned for at slappe af. "Mit navn er Beth.. Beth Neveu-Sulpicè." Sagde hun så. Hun kunne regne ud at han havde et typisk tegn på hukommelsestab. Da hun læste indenfor medicin - så var hun heller ikke helt dum trods alt. "Du lider af et midertidigt hukommelsestab James. Du gik imod stedet her fordi, at vi to er rigtig gode venner. Din underbevidsthed førte dig til mig, fordi du har brug for min hjælp." Sagde hun med en meget blid og harmonisk stemme. "Du har brug for hvile. Så hvil dig. Du har ikke noget du skal nå... andet end at få det bedre." Smilede hun til ham og lagde hovedet på skrå. Hun gik ud i køkkent og hældte noget vand op i et krus. Hurtigt lod hun de blå øjne kigge udenfor - kvinder der skreg og prøvede at stikke af fra de mænd der angreb dem. Mændene trak dem indenfor igen... Beths hjerte sprang en takt over, og rullede så for. Derfor tændte hun ikke op for pejsen. Hvis de så røgen ville de vide at der var nogen hjemme. Så åndede hun let ud inden så gik tilbage til JAmes og rakte ham glasset. "Tag noget at drikke. Du får brug for det til din søvn." Hun tog et tæppe og lagde det over ham.

James mærket hende tvinge ham ned i sofaen igen, de folk der var døde hang dog stadig over ham, han følte det var hans skyld. Hvorfor var han os så svag, han kunne i det mindste være blive, men nej han var stukket af som en kujon. Hvorfor havde han fulgte hans fødder, hvorfor var han ikke bare stået og hjulpet han kunne ha gjorde så meget mere. Denne føles var en han aldrig ville kunne slippe får, den ville gennem hele hans liv stadig være der. James  kigge op på hende Beth, "mange tak Beth." Lød det svagt fra James men han kigge dog på hende, såret da hun havde skubbet ham ned igen. "Jeg kan ikke bare vente på at kræfterne dukke op, jeg må sige hvad der er sket inden det er forsent." Lød det svagt fra James som stadig prøvet. at  holde sig oppe. Da hun fortælle ham hvordan, han kunne være inde her nikke han, hun havde nok ret. James kigge op på hende, da hun kom ind med vand tog han mod det uden og svare igen eller noget. James tog imod det og begynde så at drikke det, efter han havde tømt glasset. Lagde han sig halvt ned, hvor efter han kigge op på hende "tak Beth for alt du har gjorde." Lød det fra James, som lige så stille begynde og ligge sig til rette hvor efter han faldt i søvn.
//shit satans dårligt, du smide bare det ind når du mener der er brug for det.//

Så snart han var faldet til ro. Så forlod hun stuen. Hun lukkede stille døren på klem og gik til soveværelset et par døre væk derfra, hvor hun kravlede indunder de fine skind hun havde sparet op til. Hendes mor havde lidt penge trods alt, så tjenesten var ikke blot hendes egen. Hun lagde sig selv til rette for at påbegynde sin søvn.
Hun slog dog øjnene op da hun hørte noget rumstere rundt i hendes soveværelse, og gispede højt da hun så to store nærige brune øjne stirre på hende. Han rev hende op på benene og greb fast om hendes hals - så hendes luftveje blev blokeret. Beth dog i reaktion sine hænder op til hånden der klemte på hendes hals. Det var ikke sådan hun havde regnet med at blive vækket op denne morgen. "Der ligger en meget træt mand i stuen. Vi har låst indtil ham. Der var intet værdifuldt derinde." Sagde en mand. Den anden mand slap hendes hals og gjorde hun med det samme udstødte en masse kraftige host. "Tag alle pelsene og skindet. Det vidst det mest værdifulde herinde." Sagde han så og kiggede atter på Beth. "Du kan gøre hvad du vil ved denne tøs. Hun skulle jo nødig sladre om os." Tilføjede han så og forlod rummet. Den trejde, skaldede - og ekstremt bredskuldrede mand kom imod hende og greb omkring hendes arm for at tvinge hende på benene igen - Beths ben skælvede, og hun kunne mærke, hvordan de blot havde lyst til at falde sammen - og hvordan øjnene ønskede at lade tårene glide ud af sine øjne. Han trak en kniv og skar blidt hul i hendes hud henover kravebenet, som gjorde at hun skreg op. Manden tog sin hånd for hendes mund. "Skrig igen og det næste jeg skære over vil være sin tunge." Hans ord skræmte hende, og hun holdte sig roligt. Manden syntes at høre påstyr fra stuen. "Oh shit." På de ord stak han Beth i siden med et sværd og stak halen imellem benene. Beth skreg op ved smerten i siden. Hun plaserede sine hænderomkring sværdet og trak det stille ud, imens hendes ansigt forstrakte sig i den reneste smerte. Så snart hun havde trukket det ud smed hun det fra sig, og prøvede at kravle hen af gulvet for at få fast i et stykke stof, som hun ville prøve at stoppe blødningen med. Dog mistede hun hurtigt bevidstheden på grund af smerten.

//The drama begins.//

James havde sovet helt normalt og meget godt, i forhold til hvad det plejede at være for ham. James hørte dog et skrig, som lød oppe fra et væreles. Der gik det op for James at der var to andre, folk i stuen som var ved og stjæle men de var stoppet da de havde hørte det og kigge nu over mod ham. James kaste sig selv hen til glasset, hvor efter han kaste det mod en af dem. Som den ramte lige i ansigtet, James kigge sig omkring efter noget nyt, men siden han ikke kunne finde våben løbe han bare over mod den sidste som var ved og flygte. Han nået dog os og komme væk hvor efter James stormet over mod, det sted skriget var kommet fra med førstehjælps kassen. James sparket der efter døren op, hvor han så så Beth ligge besvimet ved døren. Han kaste sig ned på sine knæ, og rev et stykke af hans tøj, hvor efter han lagde det om hendes sår han forbandt det. James kigge på hende og prøve bag efter og vække hende, ved at kalde hendes navn flere gange hvor efter, han skar sig selv svagt i armen og gav hende der ved noget af hans blod. Hvordan det ville hjælpe, anet han ikke men lige så stille begynde der at falde nogen få tåre fra hans øjne. Som gjorde at hans gammel minder, lige så stille dukket op i hans hoved. Billeder om hvad hun betød for ham, generelt hans hukommelse  begynde at komme helt frem. "Beth kan du høre mig, ryst på hoved hvis du kan." James kunne huske alt igen selv hans rigtig navn, hun måtte overleve ellers viste han ikke hvad han kunne leve for han ville forsætte med hvad han havde gjorde sidste inde han møde hende igen "jeg har savnet dig Beth så please vågn op."

Det føltes som om at hun gik i tomheden, og ventede på at i sidste ende ville ende til det sted på stien, hvor hun skulle vælge den rigtige vej. Den eneste tilbage til livet og den anden til døden. Men i det øjeblik, hvor hun faktisk nærmede sig.. så skete der noget. Hendes skade healede hurtigt, og gjorde, at hun blev smidt tilbage til bevidstheden inden hun fik muligheden for at vælge selv. Selvfølgelig havde hun valgt livet - hvis det skulle have været op til hende. Hurtigt hev hun vejret ind og slog øjnene næsten panikslagen op. Dog slappede hun mere af ved at kigge ind i James krystalblå øjne. Hun tog sig kort til såret da hun kunne mærke det ikke længere gjorde så ondt. Hendes blik gled derefter henover hans arm hvor en flænge var ved at heale, hvorefter hun bemærkede at noget gled ned fra hendes mundvige - og dog derefter sine fingre henover det for at opdage blodet der måtte have reddet hendes liv. Derefter satte hunsig lidt op for at smide sig ind i hans arme for at føle sig trykkere. Hun var jo blot et menneske. Et menneske der kunne blive bange. Blive såret. Heldigvis havde de ikke berørt hende på nogenmåde. Men de havde stjålet alt hun havde eget af værdi... alt der kunne holde hende varm om natten og om dagen. Specielt i denne kolde vinter. "Thank god you are here." Sagde hun og lagde sig hoved mod hans skulder.

Arno kigge på hende, hvor efter han bidt sig svagt i læben da hun svang sine arme omkring ham. "You dont say," lød det svagt fra Arno, hvor efter han lagde sit hoved mod hendes pande. "Tak fordi du hjælp mig, selv om jeg ikke kunne huske noget." Arno kigge på hende, mens han prøvet og får styre, på hvordan han havde det med alt dette her. Arno kigge på hende og fik sig selv op at stå, "jeg er meget ked af alt dette her at jeg forsvandt og at jeg ikke sagde det til dig." Lød det svagt fra Arno. Han bidt sig selv i læben der efter men det værste var, at han følte han havde trukket banditterne med over til denne by og derfor bringe dem alle sammen i fare. Han kigge ned på hende, hvor efter han  kigge hende i øjne. "Jeg er ked af hvad de udsatte dig for Beth, føler lidt det er min skyld hvis jeg var blive væk ville de, måske ikke ha fundet dig." Lød det fra Arno som kigget, ud af vinduet hvor sneen faldt lige så smukt ned. Arno rejste sig op hvor efter han ville hjælpe hende op at stå, "men hvordan har du ellers haft det siden jeg sidste så dig inden jeg forsvandt." Arno ville på et tidspunkt, fortælle hende hvorfor han var forsvundet. Men ind til den dag, ville han prøve og undgå emnet, han stolte helt og aldeles på hende. Men han havde lovet ved alle guderne, at han ikke ville sige det før det var mest nødvendigt og det løfte ville han holde. Arno tog sig selv til håret som var nærmest gennem blødt, fra det sne han havde haft der i. "Jeg burde måske overveje et bad lidt senere enlig," lød det lidt drillende fra Arno. Mere fordi han vidste hvordan hun havde det omkring ham, om hun stadig havde det sådan vidste han ikke. Arno kigge sig omkring, for lige så stille og prøve og få styr på hans liv. Da det kom som et chok med alle de tænker, "når hvad så nu."lød det svagt fra James. Hvor efter han smilede charmerne til Beth.

Beth kunne ikke styre sit smil. Det var der hver gang hun så på ham, som var det forbandet til at sidde på hendes læber- "Du skal ikke undskylde. Det var trods alt ikke din skyld. Jeg vidste du havde en god grund." Smilede hun med hovedet let på skrå. Hunvar utrolig god til at tilgive og komme videre angående sådan noget her. "JEg overlever nok skal du se. Du har trods alt lige reddet mit liv." Smilede hun skævt til ham og kiggede ham i øjnene. "Tro mig. De havde fundet frem her til på en eller anden måde. Min mor og hendes tvillingesøster bor i et palæ i den anden ende af byen. Der er skatte nok her til at de ville finde det hele tiltrækkende på et tidspunkt. Du giver altid dig selv alt for meget af skylden. Også selvom det ikke er din." Beth lagde en hånd imod hans kind. "Husk det." Tilføjede hun og fulgte så hans blik hen mod vinduet og kiggede på sneen.
Hun lod ham hjælpe hende op og tog sig kort til siden. Såret var healet, men hun kunne ikke undgå at være en smule øm stadigvæk. "Altså. Jeg har læst. Du ved mere medicin... så jeg i det midnste har et formål i livet. Nu når jeg ikke ligefrem er ligeså fysisk stærk som min mor ekstrempeltvis" Indrømmede hun og kløede sig kort i nakken. "Men ellers så har jeg haft det fint. Udover jeg selvfølgelig har savnet dig." Beth trak kort på skulderen. "Yeah. Det burde du." Svarede hun drillende igen og tillod sig at grine kort af ham.
"Det ved jeg ikke." Svarede hun og slog lidt akavet ud med armene og trak derefter på skulderene. "Du kan gå i bad, så laver jeg noget mad." Forslog hun så og gik hen til sit skab for at se om hun havde et eller andet varmt at tage over sig. Hun fandt noget.. ikke det varmeste, men det gik vel an. Hun tog det over sig og gik derpå ud i køkkent for at tilberede nogen pandekager blandt andet.

Arno lytte til hende, hvorfor kunne hun ikke forstå at han mente det var hans skyld. Arno gav et lille suk fra sig og smilede da hun lagde sin hånd på hans kind. "Tak fordi du ser på det, på den måde nu har jeg det lidt bedre med mig selv."Lød det svagt fra Arno, som bag efter smile til hende. Da hun fortællede at hun havde studeret til læge var det Arnos tur til og grine lidt. "Du har da altid været stærk, og klog så det at du arbejde med og blive læge er nu sjovt at tænke på." Sagde Arno og grinte lidt, "når men jah du skulle vel ikke ha noget tøj ellers blive det lidt svært og komme i bad." Lød det drillende fra Arno, han ville helst ikke går nøgen da der var dette vejr udenfor så. Arno lytte og var der ved sikker på de alle sammen, var flygte da han kun kunne mærke hendes Aura og hans egen i huset. Arno begynde og gå ned til bade værelset, uden og lade hende svare var han gået der ned. "Jeg går i bad  nu Beth," lød det drillende fra Arno hvor efter han gik ud på badeværelse Arno smed sit tøj hvor efter han gik ind under bruseren, da han starte den lod han bare hans hoved være under, mens alle hans minder nærmest fløj gennem ham. Han fik et billede frem, som han for alt i verden ville glemme ham ha noget sammen med en vampyr hvad tænke han på. Arno åbent øjne halvt igen, der var gået længere tid ind han havde forvente omkring en halv time hvis. Men han havde styr på hans hoved igen, han måtte finde ud af hvad det næste han gjorde hvad det skulle være. Han tog et håndklædet slukket for  vandet, hvor efter han bandt det omkring hans liv. Arno tænke sig lidt om han havde intet nyt tøj gud, dette ville være pinligt han begynde og gå hen mod det sted Beth var gået hen hvor efter han stoppet foran hende med røde kinder. "Du Beth kan du ikke i dont know, har du noget tøj jeg kan låne." Lød det fra Arno hold kæft, han følte virkelig at dette var pinligt, så hvad ville der ske nu ville hun grine af ham sikkert men spørgsmålet var om hun ville gi ham noget tøj.
//ikke så langt som dit, men som sagt Chrome smider mig hele tiden af. :///

Hun trak på skuldrene. Hendes moder havde en helbredende hånd, men Beth kunne godt lide tanken om at kunne hjælpe andre end blot sig selv - også selvom det ikke var alle der fortjente en hånd af den naive menneskepige. Hun trak lidt på skuldrene. "Der er noget af det du lod blive tilbage efter du gik sidste gang, men det regner sig ikke rigtig som vinter tøj." Hun kiggede til siden da hun opdagede at han allerede var smuttet, og trak derefter blot på den ene skulder.
Da hun endelig havde fået lavet noget mad udbrød hun i latter da Arno kom gående med et håndklæde rundt om livet. På trods af hendes øjne gled henover hans veltrænede krop, så endte de alligevel med at kigge ham i øjnene til sidst. "Inde på gæsteværelset, der hvor du plagede at ligge dine ting når du var på gennemrejse - der ligger vidst lidt fra i sommers, men når jeg tager på arbejde her senere... så ser jeg om jeg kan finde et billigt skintæppe af en ting. Alle de andre blev taget. Så det bliver en kold dag." Sukkede hun lidt og rakte ham en tallerken med et par pandekager på. Hun tog selv en og satte sig hen til det lille spisebord.
Problemet var hun skulle arbejde ude - hele dagen til i aften - og hun havde intet varmt tøj i det her vejr. Og for et menneske - og et spinkelt et af slagsen - kunne det ske at være direkte skadeligt, men Arno vidste godt, at hun ikke kunne overtales til at lade hver. Eller låne af nogen for den sags skyld. Beth ville tjene til sig selv, og ingen andre.

Arno lyttet til hende, mens han blive lidt rød i hoved, hvor efter han nikket og gik ind på gæsteværelset. Men i det han gik der ind, fik han et kæmpe flashback, nogen billeder han aldrig havde set før fik han nu i hoved han støtte sig til væggen, hvor efter han prøve og få styr på hans krop igen. Arno ryste bare på hoved af sig selv "det var sikkert, bare bivirkninger ikke andet." lød det svagt fra Arno, han kigge sig omkring, hvor efter han tog sin skjorte sammen med et par jeans på. Han kigge sig omkring, hvor efter han rørte væggen, men i det samme han gjorde det fik han et kæmpe flashback igen som nærmest stoppe hans vejr trækning. Arno slog begge hans hænder frem mod hans hoved, ikke nu han havde det så fint ville han nu kunne se folks død. Arno rejste sig op og stille sig op af døren der ind til, hvor efter han mumlet nogen ord for sig selv. Arno kigge sig omkring måske ville det være en ide og gå ud til hende igen. Men han havde ingen sult, det han havde oplevet nu havde gjorde at han ikke kunne forstå sig selv længere. Arno rejste sig op og gik ud, på et badeværelse hvor han kaste vand i hans øjne inden han begynde og gå ud til Beth igen. "Jeg er ikke sulten, ellers tak Beth." lød det svagt fra Arno da han var gået ud til hende i spisestuen igen. Han lagde pandekageren på hendes venstre side, så hun kunne tag dem hun havde os mere brug for det ende han havde. Arno tog noget og drikke fra vandhanen af, hvor efter han gik ind til hende igen og stille sig op af muren. "Ja jeg må nok oss, tag afsted igen for at gøre det godt igen, hvis jeg har gjorde nogen dumme ting." Lød det svagt fra Arno, "så hvem er enlig leder af englene nu." Lød det fra Arno, hvor efter han kigge ud af vinduet.

Han var tydeligvis ikke helt okay endnu. På trods af begge deres stædige sind, så ville det altid være ham som besad størst fysisk styrke - sådan var det jo med mænd ikke sandt? Beth havde aldrig kendt sin far - en ting vidste hun da om ham - hun måtte ligne ham pænt meget. Hendes moder havde mørkt hår og mørke øjne - helt modsat af hvordan Beth så ud. Hun sukkede kort da han sagde han skulle videre.
"Allerede?" Spurgte hun næsten åndeløst. "Jeg håbede ellers du blev i et par dage... nu når du var i byen igen. Det sker jo ikke så tit vi ser hinanden hvis du bliver ved med at rejse rundt omkring. Men det sikkert også bedst." jeg er sikkert død af kulde imorgen, det undlod hun så dog at sige. Der var ingen grund til at bekymre ham om hende nu når han måske allerede var ved at være ligeglad. "Jeg har desuden fundet noget nyt omkring din familie. Jeg fandt snavs på dine forældre." Hun tændte op i pejsen inden hun så satte sig op på sofaen med benene overkors. "Hvis du da er interesseret at vide noget om noget de aldrig har fortalt dig." Beth drillede ham - legede lidt med hans nysgerrig. For lige nu vidste hun noget om hans familie som han ikke selv var klar over. "Så hvad bliver det til. Bliver du lidt eller smutter du?" Det var tydeligt at hun ikke lige nu havde lyst til at han skulle smutte. Beth havde da nogen dage lyst til at smutte på en tur rundt omkring, men hun kunne ikke rigtigt finde motivation til at smutte nogen steder. Hun manglede en rejse makker. Desuden ville hendes mor måske ikke lade hendes menneske datter smutte nogensteder uden en lang lang samtale omkring det, medmindre det var en kort gennemrejse.

Arno kigge på hende, da hun havde håbet at han kunne være blevet lidt længere. Arno bidt sig selv i tungen, det var ikke fordi han var ligeglad med hende, men hvis han blive ville hun måske være mere udsat. Især hos vampyrer, hvis hun kendte en engle og havde englen boende, hos hende ville de bruge hende for at finde ham. Derfor havde han taget afstand fra hende, Arno vende sit hoved mod hende, hvor efter han hørte hvad hun sagde vidste noget han ikke gjorde om hans eget kød og blod. Nu måtte han tag en beslutning, skulle han blive og udsætte hendes sikkerhed måske, eller skulle han forsvinde ud af hendes liv igen. Arno kigge på hende, hvor efter han gik hen til hende, med meget bestemte skridt. "Hvad ved du, jeg skal nok blive, jeg skal os første ha skaffet nyt udstyr." Sagde Arno hvor efter han kysse hende på panden, "så hvad har du fundet." Lød det fra Arno hvor efter han stille sig op af muren, mens han kigge på hende. Arno smilet til hende og satte sig så ved siden af hende i stedet, det ville være letter for hende og tale med ham og følsen ville sikkert os være bedre. "Du skal bare vide jeg er ikke ligeglad med, hvad der sker med dig, jeg tog afsted for at gøre det mere sikkert for dig." Lød det svagt fra Arno,"men hvad er det du har fundet på dem." Lød det svagt fra Arno, han vidste godt hans forældre ikke havde været helt rene.

Hun kiggede på ham da han trådte nogle bestemte skridt over imod hende. Beth mærkede hendes hjerte stoppe kort da han kyssede hendes pande, hun kiggede op på ham og sank så en klump. "4 år inden du blev født. Fik dine forældre tvillinger. En shapeshifter og en engel. Da din mor er shapeshifter, var det ikke ligefrem umuligt. Men de kunne ikke lide at deres børn ikke var af samme race, så de sendte dem væk. Jeg har fundet frem til den ene af dem Eira. Hun er i byen lige nu, og efternavnet Morrow. Gav mig lidt et forspring." Smilede hun og gav ham et billed af Eira. Hun skulle til at give ham det, men trak det så tilbage og kiggede bestemt på ham. "Min sikkerhed. Sørger jeg selv for okay. Jeg er måske ikke engel, dæmon eller varulv. Men jeg skal nok overleve den tid, som er bestemt for mig. Om du bliver eller ej, så vil jeg altid have en risiko - for min familie er dæmoner, og varulve. Jeg er van til faren." Hun trak lidt på skulderen. "Derfor kan du ikke beskytte mig imod den, selvom du måske ønsker det." Hun rakte ham så billedet imens hun kiggede ham direkte i øjnene.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Arno kigge på hende, da hun forklaret ham at han havde to søskende, begge ældre ende ham var han mere forvirrende. Han kigge på hende, uden og sige noget han lignet nærmest et spørgsmåls tegn. Han kigge stadig forvirret på hende, ind til hun rækkede billede frem. Hvor efter hun begynde med hele den store, hun var i fare lige meget hvad kunne det være sandt, Arno turde slet ikke og tænke på det," jeg tror jeg gjorde det mere sikkert for dig ved og holde mig væk." Stemmen som kom fra Arno, og man kunne høre at det var det han havde prøvet, og troede fast på det han havde gjorde men ikke længere. Arno tog mod billedet, "Det er min søster, og det er du helt sikker på." Arno så over på hende, mens han prøvet og finde på noget og sige, "så du ved hvor hun bor, inde i byen Beth." Sagde Arno, hvor efter han rejste sig op, han måtte snakke med hans far, og ud over det finde hans søster. Arno gik over mod et vindue, hvor efter han bidt sig selv i tungen, "jeg kan ikke forstå at de har holde det hemmeligt for mig."Arno kigge ud af et vindue, hvor efter han gik hen mod Beth igen. "Jeg er nød til og finde hende, ved du noget andet om hende." lød det fra, Arno hvor efter han satte sig ned igen og stille billedet på bordet.

Beth lod Arno falde ned inden hun ville lade andre ting sive ind i hans hoved. Først da han satte sig og spurgte ind til det sidste omkring hende Eira. "Jeg ved englen hedder Eira Sansa Morrow. Jeg løb ind i hende for en uge siden. Hun ledte efter en... Luke, tror jeg hun sagde. Jeg tror ærlig talt ikke at hun kender til jeres familie, jeg tror hun har været alene i noget tid... men jeg spurgte ind til dit navn, altså dit mellem navn, og hun sagde hun havde mødt dig før, men under farligere omstændigheder." Beth hævede et bryn - når Arno lavede noget farligt - så var det ganske enkelt farligt. "Hvad skete der?" Beth kunne klare at høre alt, om det var fra små flirts til et angreb i den anden ende af underworld. Så kunne hun klare at hører på det, hun garanterede ikke hun ville blive glad - men hun ville kunne klare det. "Jeg ved hvor jeg måske kan finde hende, men du nød til at vente her. Forstået?" Sagde Beth. Det var ikke et spørgsmål - det sted hun skulle skaffe informationen var et beskidt sted - hvor ingen skulle vide hun kunne befinde sig - men sorte penge eller informationer - så skulle man gøre noget for det trods alt.

Arno bidt sig selv i tungen, hvor efter han lytte til hende, Luke hvorfor lød det navn så bekendt. Arno tog sig til hovedet da Beth, spurgte ind til det, "jeg jeg kan ikke huske andet ende en vampyr tror jeg og nogen udøde og en dæmon." Lød det fra Arno, "og måske en til Engle men jeg, kan huske at en nærmest så ud som dig, men der efter kan jeg ikke huske noget siden jeg fik min hukommelse tilbage Beth." Sagde Arno hvor efter han kigget over på hende, "jeg sku aldrig være taget afsted, jeg skulle være blive her i nærheden, jeg jeg er ked af jeg bare forsvandt sådan Beth." Lød det fra Arno man kunne høre at han gav sig selv, skylden for hvad der var sket omkring hans søster omkring Beth, da de havde brudt ind han skulle bare være blevet her så ville det måske ikke være sket. "Jeg, er ked af jeg ikke kan være til mere hjælp omkring hvad der skete Beth." Lød det fra Arno, hvor efter hun talte til ham igen, "jamen hvad hvorfor skal jeg vente her jeg kan være til hjælp det ved du jegkan Beth." Lød det fra Arno men han vidste når hun havde bestemt, sig for noget så ville hun holde fast i det hun var lige så stædig som ham jo. Det tog et stykke tid men til sidste gav han sig, "fint men lov mig du passer på dig selv og kommer helt skindet tilbage."

Beth rejste sig op og kiggede på Arno. "Jeg kommer altid tilbage helskindet. Desuden har jeg stadigvæk dit blod i mit system.... sounds weird but yeah. Så hvis der skulle ske noget, ville det heale." Han havde jo givet hende noget af sit blod for at hendes sår kunne heale - så det var ikke utænkeligt at hvis der skulle ske noget, ville hun klare den. "Hvis duvil hjælpe til, så kan du hugge noget brande uden for i baghaven. Vi har brug for alt den varme vi kan få." Tilføjede hun med en enkelt arm bevægelse, inden hun så smilede til ham. "Jeg er tilbage inden aften. Hvis ikke... så har du lov til at lede efter mig." På de ord gik hun ud af døren.. og ud i vinter kulden.

Beth skulle først på arbejde dog. Hun arbejede som stalddame ved en rigmand - hvor hun skulle se efter hans heste - samt passe og pleje dem. Og med det kønne ansigt hun nu engang bar sig - kunne hun snildt få lov til at tjene lidt mere ved at servere for herrens gæster. Beth satsede blot på - at det aldrig ville være hendes familie hun skulle servere for. Hendes moder var skam sød som en engel sommetider - men man skulle aldrig lade sig narre af et kønt ansigt trods alt.
Beth brugte eftermiddagen på at servere og kokkerere for herren, og derefter tog hun hen til et mørkere sted i byen.

På disse kanter var der nogle som solgte alt fra stoffer til slaver. Den var ganske ukendt for ubudende gæster. Med en røgsky kunne de være væk med alle deres genstande - uden så meget som et fodspor tilbage. Beth havde været der et par gange før. Det var for at vide om Arno var i live. Hun havde trods alt været bekymret for ham. Jo længere hun bevægede sig ind i den tykke røg fra nogens piber - jo mere hostede hun let og løftede en hånd op til heneds læber for at holde luftvejene rene. Så snart snublede hun over en slange som hun med hurtige skridt passerede uden at kigge sig tilbage. Den tunge latter omkring hende. Som var hun trådt ind i en anden verden - indne kendte til det her sted. Næsten ingen.
Snart fandt hun den person hun var ude efter at finde. En herre med en sort høj hat - egentlig pænt klædt, men med en lusket attitude. For at få noget ud af ham - skulle man virkelige være skrap på ordforrådet - hvilket Beth til alt held altid havde været.
"Beth Danielle." Sagde han så og pustede røg ud af munden som ramte hendes kind, hun lod som om det ikke gjorde hende noget.
"Robb Lanow." Svarede hun ham uden at tøve eller bevæge en muskel i ansigtet. "Jeg har brug for din hjælp til noget." Tilføejde hun derpå og trådte hen til ham da han vinkede hende hen.
"Fortæl kære barn. Fortæl." Han lagde armen omkring hende og trak hende ind i et lille telt han havde.
"Jeg skal have dig til at fortælle mig, hvor Eira Cian Morrow befinder sig.. men også noget andet." Hun trak et lille hårstrå fra James frem og lagde det på bordet. "Jeg vil også gerne have du fortæller mig, hvad der er sket med Arno i mellem tiden da han mistede sin hukommelse - en detalje du undlod at fortælle mig omkring. Noget med en vampyr.. en dæmon og vidst en engel." Startede hun ud med. Selvfølgelig vidste hun det ville blive dyrt for de informationer her. Beth satte sig på den stol hun blev henvist til. "Du kender betalingen kære, armen frem for den første information." Sagde han og Beth gjorde som sagt. Han tog en kniv frem og skar hende fra toppen af armen og til håndroden, hvor blodet løb ned af hendes arm - og ned i et glas, først da han havde målt op til det rette mål - bandt han hendes arm ind. Uden at se - at hun healede. Beth havde en enkelt tåre af smerte til at sidde i øjenkrogen - men det var der intet at sige til. "Hun befinder sig i den anden ende af byen på hospitalet - ikke fordi hun er tilskadekommet. Men fordi hun ikke havde andre steder at bo. Hun rejser.... imorgen aften." Robb kunne med troldkunst se ind i andres hoveder - for betaling og lyster. Han var sjæledæmon ikke bloddæmon - men menneskeblod var det han brugte mest af når han skulle bruge sine evner - fordi det var renest - renere end engleblod sagde man. Så BEth satsede på at engle essensen ikke var til at fornemme. "Til dit næste spørgsmål, skal jeg bruge et stykke af sin sjæl. Er du klar?" Han rejste sig og hjalp hende på benene, imens Beth nikkede til ham, hvorpå hun sank en klump. Derpå lagde han sine læber imod hendes og sugede et godt stykke af hendes sjæl ud - så hun faldt til jorden. Beth besvimede på jorden - men i den tid fik hun minderne omkring Arnos rejse. Med vampyrosen Caroline, Luke og Stella. Snakken om Luke og Stella havde sendt en engel ved navn Eira væk fra faren. Det med Caroline og Arno -som hun nok ikke havde haft brug for at vide.

Lidt senere vågnede hun op på gaden i sneen. Huden isblå - hvor længe havde hun mon lagt der? Hun fik rejst sig op og kiggede rundt. Det var aften - der ville ikke være lang tid før Arno måske begyndte at blive bemymret så hun løb hjem og kom så stille og roligt ind af døren. Hendes tænder klappede. Hun frøs bare. Alt andet kunne ikke ses på hende overhovedet. "So er jeg hjemme." Sagde hun så og gik indenfor i stuens varme.

Hele Arnos krop skreg at han ikke skulle, lade hende tag af sted men hun var alt for stædig, til at lade ham komme med. Arno sank en klump, og gik der efter hen til døren og da hun var gået bidt han sig selv i læben, han havde jo sagt ja til at gøre det for hende med at skaffe nogen brænde. Arno kigget ud og begynde så med og hakke brænde, det var os dejlige beroligende så han havde det fint nok med det. Arno blive ved med og hakke brænde over, de havde jo brug til vildt mange men hvor ville han ønske han kunne huske hundret procent, hvad der var sket da han ikke kunne huske noget.

Arno bidt sig selv i tungen, så hårdt at det begynde og bløde mens hans tænker fløj på det. Hvorfor havde hans far aldrig fortælt det, han ville vide det. Arno vidste godt hans far ikke var den helt gode person, men det med lige frem at holde det hemmeligt at han havde en søster, og måske to gjorde ham pisse vred inden i. Han forsætte med og hamre, træet over, så der kom flere brænde han ville aldrig tale med hans far igen aldrig. Arno kigge op da det gik op for ham hvor meget af dagen, der faktisk var gået han kigge på sig selv ude i badeværelset som han var gået ind i for at se om han måske skulle barber sig lidt. Arno kigge sig selv i spejlet hvor efter, han nikke til sig selv og begynde og barber sig efter der var gået en time, så han cirka fin nok ud igen. Arno gik ind på gæste værelset, for at se hvor hans andre ting var, da han ikke regnet med røveren havde stjålet det, han havde dog os ret. Hans penge lå der stadig sammen med hans udrustning. Arno smilet lidt, hvor efter han gik ned i byen, hvor han ville købe noget varmt tøj til Beth da hun havde miste hendes gode jakker. Arno smilet, og tog så en meget stor, jakke som var lidt tyk, som Beth kunne holde varmen i han fik den os kun til en guldmønt hvor efter, han gik ned for at få sin kårde slebet, hans andet tøj var fint så han behøvet ikke og købe nyt af det, han havde fundet på værelset, og så var perfekt til og gå en tur i. Arno smilede lidt, inden han vende sig og gik tilbage til huset, han havde os købt noget mad imens han var i byen. Han var ikke den bedste kok, så det ville sikkert ikke smage helt så godt. Men det var nu lige lidt meget, han prøvet og huske hvad det var Beths livret var, hvilket var det han prøvet og lave. Arno sank en klump, da han hørte hende komme ind, hvor havde han lagt Jakken den skulle jo pakkes ind, da han fik øje på den skynde hans sig at gemme den af vejen og gå ud til hende. "Så du er hjemme, dejligt, der er tændt op i pejsen du kan bare gå ind og varme dig." Lød det fra Arno, hvor efter han smilet til hende.