Well, I can't sit around all day, can I now? - James

S: Winchester Manor
T: Omkring fire om eftermiddagen
V: Udenfor regner det stille, men det trækker op til stormvejr

Madeleine havde igennem en uges tid nu følt sig ilde til mode hver gang hun stod ud af sengen. Kvalme, svimmelhed og hovedpine. En af tjenestepigerne der tog sig af Madeleine så længe hun var syg valgt at lade Madeleine gøre som det passede hende - under opsyn.
Husets egen læge, Dr. Mach, havde beordret at Madeleine blev i sengen indtil hendes symptomer fortog sig, men der var så meget der skulle gøres og så hadede hun bare at sidde og glo. Mach havde advaret hende om, at hun kunne gå i fødsel for tidligt, hvis hun ikke slappede af, men hun tænkte ikke over det, nu når hun arbejdede.
Madeleine sad derfor nu ved sit store skrivebord i kontoret ved siden af soveværelset. Med en kæmpe stak papirer - alle sammen ang. at sende Mike afsted på noget der kunne minde om militærskole ved dværgene. Så langt væk som muligt.
Iført en sort blazer, en hvid skjorte og sorte slacks, og med håret i en stram knold, bladrede hun gennem papirerne. Hun havde - bag om ryggen på sin far - underskrevet adoptionspapirerne, og nu var hun den lovlige værge til Mike. Hun havde magt, ret og mulighed til at sende ham væk for evigt.
Det bankede på, og en ung mand klædt i sort skjorte, sorte bukser og med sit lange sorte hår sat i en hestehale, trådte ind.
''Er der andet jeg kan gøre for Dem, My'Lady?'' spurgte tjeneren, men Madeleine viftede med hånden som i at han skulle gå og lade hende være i fred. Han nikkede, undskyldte, og forlod lokalet igen.

P en hvid skjorte og et par fine bukser.

James, havde stadig ikke vende sig til denne mærkelig livstil, hvilket var grunden til han var rejste igen. Madeline, havde jo alt hun havde behov for hos hende, så det var ikke noget han behøvet at tænke på. Men før eller siden måtte han se på det, han var ikke længere en normal person. Men hvem var os det, men det James mente var at han ikke kunne få styr på sit nye liv med alle disse tjenstefolk omkring ham. Derfor var han rejste inden nogen kunne opdage det, men han ville nemlig være hjemme igen så han kunne få det sidste gjorde. Han var klar på, hvad verden ville forvente af ham, hvor på han os ville blive en del af enhver persons liv. Eller en del af Madelins liv, hvis hun da ville lade ham. James red mod huset igen, hvor han sadlet af, han ville nok gå ind i en eller anden krig før eller siden. James sank en klump, hvorefter han så på vagterne, ingen af dem spurgte om, hvor han var taget hen hvilket han var glad for. James gik gennem porten og gennem dørene, hvor han lige så stille bevægede sig op mod selve det sted, han fik at vide at fruen var. James sank en klump, mens han gik ind gennem døren til hende, "så Maddi, hvordan har du det." James stemme var ikke til at tag fejl af, men han forventet ikke at hun ville omfavne ham. James ville sikkert blive råbte af, måske han vidste det ikke han, havde jo været i vildt lang tid i gang med dette. James så på hende, hvad skulle han ellers sige. "Og hvor langt er du enlig henne, det er langtid siden, jeg har set dig arbejde så meget." James så på hende, kunne hun ikke bare slappe af idag det gjorde hun nemlig ikke normalt når han var omkring hende. James sank en klump, han tog sig lidt til den skjorte han havde på, han var nemlig fin i tøjet i forhold til at ha været igang med en rejse. James bed sig selv i underlæben, hvorefter han stilte sig op af muren. "Men jeg er her nu, Madeline så noget du har brug for hjælp med."

Madeleine havde ikke forventet ham hjemme.
Hun var helt holdt op med at forvente, at han ville være der. Måske var det fordi han ikke ønskede hendes nærvær, eller måske var det fordi han havde travlt med en anden kvinde. Madeleine havde af samme grund også valgt at lade være med at forvente at han ville hjælpe til med barnet - han rejste sikkert bare igen.
Hun så kort på ham, da han trådte ind og talte til hende som om han havde været der hele tiden. Hun løftede uimponeret et øjenbryn og ventede på at han havde talt færdig.
''Jeg har det fint-'' en løgn, men han var der jo alligevel ikke til at opdage det. ''-der er en måned til termin. Jeg er otte måneder henne.'' sagde hun så bare, og så ned i papirerne igen.
''Når jeg kan klarer migselv mens du er væk, burde jeg også kunne klarer migselv når du er her.'' sagde hun så bare, da han tilbød sin hjælp.
Hun var ikke vred over at han rejste, men såret over at hun ikke engang kunne stille et krav om at vide hvor han var. Hun kunne intet, hun var magtesløs. Hun var en kvinde, med en mand der ikke ønskede at være nær hende. Og det havde hun lært at leve med, ret så hurtigt.
''Hvis der ikke var andet, så har jeg altså nogle ting jeg skal nå inden aftensmaden.'' sagde hun bare, inden hun fandt papirerne frem om slavemarkedet. Hun så ikke på James, for hun vidste, at hvis hun gjorde det ville han kunne se at hun havde det skidt.

James så på hende han forstod godt, hvorfor hun følte at hun selv stod med det, men hvordan skulle han forklare hende det. James sank en klump, da un bare virket kølige overfor ham, han måtte få det her gjorde. Jame troede dog ikke helt på hende, "virkelig jeg har været væk i en uge og du kigge ikke engang på mig, jeg undskylder på forhånd men jeg, havde brug for at være alene." Nu var det sagt alt dette med at være lord, havde været svært for ham at vende sig til. James bed sig selv kort i læbe, "jeg var der ikke for dig, fordi jeg var mere smadret end, jeg har været nogensinde før så jeg forlod dig i det stykke tid for at samle tænker." James vidste ikke, hvad han ellers skulle sige, hvordan fik han hende til at tro ham. "Men jeg er her for dig nu, hvilket der kun er godt, som sagt, jeg havde behov for at være alene." James så på hende, hvorefter han gik hen til hende og så hende over skulderen, men jeg har os fået at vide du ikke har slappede af, hvad der der galt med dig lige nu, hvorfor lyttede du ikke til din læge." Geralt vendte hende om så de så hinanden i øjne, "jeg ber dig, om at høre mig ud omkring det, jeg ville ikke lade dig være alene jeg, havde bare brug for tid, alt det der med at blive lord tog hårdt på mig, jeg skal afsted for at gøre noget for os en anden gang om ikke så længe, men jeg ber dig luk mig ind." James så på hende, mens han prøvet og virke rolige. James vidste ikke helt, hundret procent, hvad hun troede om ham. "Så gi mig en ny chance, jeg er der for dig, lige meget hvad, hvilket jeg håber du er ved at forstå, grunden til jeg forsvandt var bare alene tid, som sagt jeg føler ikke at jeg kan klare presset, eller det er sådan jeg havde det men nu kan jeg klare det, hvilket der betyder at jeg vil gøre alt for dig." Lød det fra James af, man kunne lige så stille se på ham, at han mente alt hvad han sagde.

Hun lyttede til ham, lod ham tale ud. Selv hadede hun at blive afbrudt, og derfor afbrød hun ikke andre.
''Du havde brug for alenetid. Fint. Du kan få masser af alenetid, hvis det er det du ønsker. Hver gang jeg har lukket nogen ind, er de skredet igen - og tydeligvis er du ikke moden nok til at samle dig om det ansvar det er at være ægtemand og far. Jeg kan ikke sige at det undrer mig, men den opførsel du har over for din egen familie.'' hun rejste sig, da han havde vendt hende om. Kvalmen kom brusende ind over hende, men vreden havde overtaget.
''Hvorfor jeg ikke lytter til min læge? Fordi du ikke var her til at tage dig af tingene - så måtte jeg jo! James, er du klar over hvad du er? Du er en Lord. Du er ikke bare en smed der kan lukke smedjen og tage en fridag. Det her, det er et fuldtidsjob - og pensionen er dit dødsleje. Hvis du ikke er klar på det, så kan du lige så godt tage din ring med dig når du går - for jeg har ikke tid eller lyst til at gå og håbe på at ham jeg elsker kommer tilbage fra sine selvrealiseringsture!'' hun stivnede ved sine ord. Ham hun elskede...
Hun bed sammen og så lidt ned, inden hun støttede sig til bordet da hun blev svimmel igen. Hun lukkede øjnene, tavs

James bed sig selv svagt i læben,da hun begynde at hakke ned på ham. James vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med sig selv da hun talte til ham omkring alle de vigtige ting som, han ikke havde været der for at klare som var hans job. James sank en klump, hvorefter han kiggede på hende, "jeg ved jeg har dummet mig men som sagt jeg er helt klar nu." Det var sandheden, han ville ikke svare hende på det omkring hans familien mere fordi, det var en ting der havde ramt så fucking godt. Han havde jo ikke noget med hans forældre, grunden til det var mere fordi, han fik at vide at han havde to Søstere som de, havde sendt væk. James så på Madeline, da hun nævnte det sidste kiggede han på ringen som hun havde på, og den han selv havde på men da hun sagde elskede. Frøs han nærmeste, elskede hun ham. James kiggede op lige tidsnok, til at se, at hun var ved at få det dårligt, "slap af, jeg skal nok tag over, du har ret jeg har undgået, hvad jeg selv sagde ja til det er på tide jeg tag noget ansvar." Med de ord, gik James hen til Madeline."Kan du selv gå over til  værelset, så vil jeg begynde på de papirer der er tilbage, men du har ret det er på tide jeg træde i karakter, du skal ikke stå med de ting når du er gravid." James kiggede undskylden på hende, hvorefter han talte til hende igen, "det r min opgave, jeg er ked af at jeg har været så meget væk og at du stod med det helt selv." James så på hende, hvorefter han stod op og tog en stak af papierene op, hvor han så begynde og undersøge dem. Læse dem igennem skrive under, hvor der skulle skrives under, men han holde dog øje med Madeline med det andet øje som han ikke brugte til arbejde, James kunne ha sat sig ned, men ha valgte at stå op. "Jeg forlade dig aldrig igen Maddi," kom det svagt fra James. James læste flere papierene igennem og begynde at skrive, de få ting der skulle gøres med slavemarket som han havde lovet Madeline og ham selv at gøre.

Hun stod der bare, i lidt tid. Udover, at hun lige havde sagt den eneste ting hun aldrig havde turde sige, så havde hun kvalme som stod hende helt op i halsen.
Hun nikkede stille, inden hun tog en overfladisk indånding og forlod kontoret, for at gå ind i deres soveværelse. I det første lange stykke tid, havde hun været lamslået over hendes egne ord, men så gik det op for hende, at det ikke var hendes ord der var problemet, men James mangel på samme. Han havde ikke sagt at han elskede hende. Hun tog endnu en overfladisk indånding, mens hun tog sin blazer af, og derefter hendes slacks og skjorte. Hun trak i et par natbukser og en t-shirt, og lagde sig på sengen, hvor hun bare lå og stirrede på James' tomme plads. Den plads, han ikke havde sovet på i en uge. Sengetøjet duftede ikke af ham længere, der var intet tilbage til at minde hende om ham når han var væk.
Kort forbandede hun at hun nogensinde havde mødt ham.
Så lukkede hun ellers øjnene, og gled ind i et stadie hvor hun ikke sov, men hun var heller ikke vågen. Hun lå der bare, og slappede af.

James så mod hende da hun gik, hvorfor havde han ikke bare sagt at han os elsket hende. Det ville ha været bedre, end bare at lade hende gå hen og ligge ned inden. James sukkede dybt, hvorefter han kiggede videre og blive ved med at skrive ting ned og få styr på ting Det var ikke sådan her, han havde forstilte sig et liv. Men når der var styr på det alt sammen kunne han slappe af, hvilket han faktisk glæde sig til. James sank en kort klump, da han kom til at tænke over, alt hvad der havde snakket om efter to til tre timer var han færdig for denne gang. James begynde og bevæge sig ind mod værelset som han delte med Madeline, hans kvinde. James liste lige så stille ind, selv om det var sværte at gøre, men inden han lagde sig ned kigget han sig omkring, Det var lang tid siden han, havde ligget ordenligt på noget som helst. James lagde sig ved siden af Madeline, han anet ikke om hun var faldte i søvn, men lige mege hvad fortjente hun noget af ham. James kysset hende på panden, hvorefter han talte til hende svagt, eller hvisket nogen få ord til hende. "Jeg ved godt at jeg, ikke har været så god, men du skal bare vide en ting jeg elsker dig selv om jeg ikke sagde det, derude er det sandheden." Med de ord lagde James sig ned og prøvet derved lige så stille og slappe af og måske få sovet. James vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre for at få hende til at lytte. James bed sig selv svagt i læbe, hvor han bagefter lagde sig med armene omkring Madeline. Derefter gik der ikke så lang tid, før han var ved at falde i drømmeland, eller hvad man nu kalde det når engle sov.

Maddie lå der bare i en døs, og slappede af, indtil James kom ind og vækkede hende med sin hvisken. Hun lod ham bare trække hende ind i sine arme og slappe af, men søvnen havde forladt hende krop helt. Hun var ikke træt længere, men opgivende.
Tanken havde været den sidste uges tid, at hvis han ikke gengældte hendes følelser, måtte de få brylluppet ophævet. Hun var ikke glad for tanken, men hun kunne snart ikke se en løsning mere. Hun var træt, udmattet, af tanken om et ægteskab hvor hendes mand ville rejse hver gang der blev sat krav til ham. Kunne han ikke klarer det, måtte han gå sin vej - hurtigst muligt.
Da hun kunne mærke at han faldt i søvn, kravlede hun ud af hans arme, og så kort på ham inden hun stod ud af sengen, men måtte støtte sig til sengestolpen for ikke at falde om. Det hele sortnede sig kort for hende og i få sekunder stod hun bare og prøvede at få balancen tilbage så hun kunne gå ud på badeværelset.

James, kunne ikke sove hvilket var meget mærkeligt. Han ville ikke efterlade hende med alt, med mindre de forefter tiden ville gi ham lov til det. James vågnet derfor, hvorefter han sætte sig op, han kiggede op og så at Madeline prøvet og få styr på sin krop, hvilket måtte være et tegn på at hun skulle ud på badeværelset, James rejste sig op, hvorefter han gik hen til hende, og støttet hende med det samme han var på siden af hende. James var ikke den perfekte mand, eller den perfekte lord, men han prøvet og det håbet han at Madeline ville opdage med tiden, han havde en ting han skulle klare senere, men efter det ville han altid være ved hendes side. James kiggede på hende, "lad mig hjælpe," lød det kort fra James af, hvorefter han stod klar til  at hjælpe hende når hun ville begynde med at gå ud. Nok var barnet, ikke hans men han ville ikke lade Madeline stå helt alene med det. James kunne ikke lade hende stå alene med det, men han var os nød til at få de sidste ting ordnet, en af grunden til han ville forsvinde igen var at komme af med smeden. Så ville han kunne lade de penge, gå til børnene og det børnehjem, som Madeline ville ha lavet. James fik sig selv til og virke mere passende lige nu, han ville ikke lade hende gå der ud selv det kunne han ikke. Derfor stod han klar nu, han ville bare hjælpe hende lige meget, hvad med at komme derud siden han ikke havde været der for hende i lang tid.

Madeleine stod derbare lidt, indtil James kom hen og sagde at han ville hjælpe hende.
''Jeg har det fint..'' sagde hun stille, mens hun langsomt fik synet tilbage og så på ham.
''Helt ærligt, James, jeg har det fint. Jeg skulle bare lige samle mig lidt.'' sagde hun med et lille smil. Kort skiftede hendes øjne markant farve fra blågrønne til noget nær karamelbrun med gyldne pletter i - hun bemærkede det dog ikke selv.
''Gå bare i seng - du lader til at være mere træt end jeg.'' sagde hun roligt, inden hun rettede sig op og trak sig roligt ud af hans støttende greb. Faktisk, lige nu, var det sidste hun havde lyst til at blive rørt ved af James. Hun var ikke vred på ham, eller noget som helst, men det føltes bare ikke rigtigt. Alt dette - det var ikke hendes ønske. Hun savnede Terrorville, Caden og Akademiet. Hun savnede sit liv fra før det blev en realitet at hun var Lady Winchester-Morrow.
Hun bevægede sig selvstændigt ud på badeværelset, hvor hun så sig selv i spejlet. Hun var en skygge af sig selv, og hun hadede det. Hun var vant til at ligne et lig af træthed, men ikke sådan her. Hun var tynd, blev og grå at se på. Som om hun snart ville forsvinde med vinden som aske fra et brændt pergament.
Hun tog en dyb indånding, men da hun ville puste ud, begyndte hun i stedet på en lydløs hulken. Tårerne trillede ned af hendes kinder, mens hun bare stod med hænderne på kanten af håndvasken og stirrede ind i spejlet - stirrede på det der nu var hende. En ulykkelig skygge af den kvinde hun kunne have været.

James ville ikke hjælpe hende, hvis hun ikke havde lyst til hans hjælp ville han ikke hjælpe. Så var det sagt, hun skulle ha vildt meget brug for hans hjælp, eller os ville han ikke ikke hjælpe hende. James forstod hende på en måde godt, hun havde ikke føleser for ham, men det behøvet hun heller ikke han ville være her for det meste, selv om han havde behov for at finde sine to Søster som, han ikke kendte til særlig meget. James bed sig eftertænktsomt i læben, hvorefter han bevægede sig ud mod badeværelset hvor hun stod. Han kunne lige så stille mærke hende, hun havde det af helvedes til, eller det fortalte hendes Aura ham. James bevægede derfor sig stille ud, hvor han ville se til hende. James var ikke selv så glad for det, han havde gjorde, han havde jo ladet hende stå alene og af det, havde han det vildt dårligt med sig selv efter. James bevægede sig ud til Døren, hvor han hostet svagt for at gøre sig bemærket, "kan jeg gøre noget for dig Madeline." James kiggede svagt på hende, mens han vendte på hendes svar. James var dog ikke træt, det var som om at han havde problemer med at sove, hver evig eneste gang, om det var fordi han skulle tænke på andre folk før ham selv, meget mere end før var vildt mærkeligt. James gik lige så stille ud til hende, hvorefter han stilte sig bag hende, "jeg er her hvis du har behov for mig, bare sig hvad du har behov for." Sagde James, hvorefter han sende hende et skævt smil. Måske, havde det været en ide, at de måske ikke var sammen, men hvis hun ville afslutte det, gjorde hun det bare han ville godt kunne forstå hende. Han ville være såret, ved at hun gjorde det derudover ville han finde noget nyt arbejde til ham selv.

Madeleine hørte ham hoste for at gøre hende opmærksom på at han var der - og med det samme stoppede hendes hulken. Hun bed det i sig, rettede ryggen og tog en dyb indånding.
''Jeg vil ikke lyve for dig, James. Hele mit liv har båret præg af at jeg havde pligter - at jeg var en Lady. Udover at jeg har frataget dig muligheden for et normalt liv, så har jeg også nægtet dig muligheden for at finde kærlig, udelukkende så jeg kunne få hævn over Mike.'' hun så på ham, opgivende.
''Jeg beundrer dig, for at du vælger at gøre alt dette for mig, at du giver afkald på dit eget liv og dine ønsker, for at hjælpe mig... Men sandheden er, at jeg nok aldrig bliver lykkelig i det her ægteskab. Mit hjerte tilhører en anden, og lige meget hvor hårdt jeg prøver, så savner jeg ham hvert sekund..'' hun så lidt ned.
''Men vores ægteskab er ikke bygget på følelser - er det vel? Det er bygget på pligter. Din pligt til at gøre som din far sagde, min pligt over for mig selv til at udslette min bror.. Jeg holder virkelig af dig, men er det her hvad du vil?'' hun så på James i spejlet, som han stod bag hende med et skævt smil.
''Når barnet kommer... Hvad gør vi så? Barnet er Cadens... Jeg kan ikke nægte ham at se sit barn, og det må være knusende for ham at vide at hans barn kalder en anden for far... Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, James..'' sukkede hun og lagde armene lidt om sig selv.