i do... ~ James

P:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
S: Firewood Village kirken
O: Enkelt gæster, lys i hele kirken, blomster hist og her.
V: udenfor er der vindstille og mørkt.
T: omkring otte om aftenen.

Madeleine stod og så sig selv i spejlet, mens hendes tante rettede lidt på kjolen.
''Er du nervøs...?'' spurgte hun med et lille smil, men Madeleine svarede ikke. Hun stod der bare, og stirrede ind i spejlet.
''Din mor ville være så stolt af dig, Maddie.'' sagde tanten, inden hun så på uret.
''Kom, vi skal afsted nu.'' sagde tanten og tog Maddies hånd. Maddie så lidt ned af sig selv, inden hun tog en dyb indånding. Det var nu, der var ingen vej tilbage. Stille tog hun buketten med blomster i sarte lyse farver. Buketten var lille og ubetydelig, men det var hendes mors yndlingsblomster.. Om halsen bar hun den halskæde hendes mor havde efterladt hende sammen med testamentet. Det eneste smykke hun havde fra sin mor.
Stille forlod de kroværelset, og bevægede sig hen mod kirken, hvor Madeleines far ville vente på dem udenfor.
Da de ankom, stod han rigtigt nok og ventede, men uden et smil. I stedet, blev hans øjne fyldt med tårer, over at se sin datter ligne hans livs kærlighed så meget. Tanten smilede lidt, inden hun gik ind i kirken og satte sig på sin anviste plads.
''Er du klar..?'' spurgte hendes far, en smule stammende og skælvende. Maddie svarede ikke, for i samme sekundt begyndte den blide musik der gav tegn til at hun skulle gøre sin entre.
Hun håbede bare, at James stod på sin plads og ventede på hende.. Hvis han ikke var der, så vidste hun ikke hvad hun ville gøre.
Dørene gik op, og langsomt trådte først hendes far ind og derefter hende selv. Han gav hende sin arm og hun tog imod den, uden at fjerne blikket fra gulvet. Hun turde ikke kigge før hun var kommet helt op til alteret.

P [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
minus kronen.
James bed sig kort i læben, mens han fik gjorde sig helt i stand, det var nu at han skulle binde sig. En del af ham, ville gerne ha set at det var Beth, selv om han havde gjorde alt for at glemme hende. Men han måtte jo videre med sit liv, han ville dog altid være der for Beth da han jo var hendes Skyts Engel. James bed sig kort efter i læben, hvorefter han bevægede sig ud fra det værelse han, havde haft hos præsten. Da han jo var Engel, havde han med glæde sagt ja til at huse ham til at de skulle giftes. James så sig kort om, hvorefter han tog sin kappe på, som var en del af hans tøj.  James prøvede lige så stille at få ro på sig selv, hvad var han gået med til. James. havde sindsygt kolde fødder for dette, men det skulle gøres. James tog kappen på, hvorefter han begynde at bevæge sig ud af huset. Da han var kommet ud af huset, tog han et sidste glimt af hans gamle liv dette var jo starten på et nyt liv. James sank en klump, hvorefter han gik over mod Kirken.  Da han nået ind i kirken, tvang han sig selv til at gå op til altaret.  James kiggede sig omkring da folk begynde og gå ind, hvorefter James sank en klump, selv om de ikke var mange her var han nervøs. Han skynde sig udenfor, da der stadig var omkring en time inden de gik igang. James kiggede sig omkring, hvorfor var han så nervøs det var noget der bare ikke skulle ske i nu. James kaste noget vand, i hans eget ansigt. Da der var gået en halv time cirka gik han derind, de skulle bygge et liv sammen selv, om at det ikke var hans barn hun bar på. Men da han lige fik stillede sig  på sin plads igen, kunne man høre musiken begynde at spille, hvorefter han kiggede over mod døren som gik op. Han kiggede på Madeline og hendes far, som bevægede sig op mod dem, men da de nået op til James tog han over, hvorefter han hørte hendes far tale til ham. "Pas godt på hende Arno," James kiggede på ham kort og nikkede, hvorefter han vende sin opmærksomhed til Madeline hvor han hjælp hende op, derefter stoppede musikken og præsten begynde og tale.

Der blev hvisket. Til trods for at det kun var hendes far, hendes bror, hendes brors date, hendes tante og hendes onkel der var der, virkede det som om der var alt for mange. James familie, derimod, genkendte hun få af. Hans far, genkendte hun naturligvis. Ikke at hun kunne lide ham.
Hendes lillebrors date begyndte straks at hviske noget, som kun lige kunne høres dæmpet; ''Det var da godt han kom ind igen - tænk hvordan Madeleine ville have taget det hvis hun var blevet efterladt igen!..''
Madeleine, som hørte det, bed sammen mens præsten talte.
''Tager du, Madeleine Elizabeth Winchester, manden som hos dig står, til ægtemand..? Vil du ære og elske ham, i medgang og modgang, til døden jer skiller?'' fik præsten endelig spurgt
''Ja...'' sagde hun, og så for første gang på Arno. Hun kunne ikke beskrive lettelsen over det her, til trods for at det ikke var Arno hun ønskede at sige ja til. Men, hun vidste at hun ikke kunne få en bedre ægtemand end ham.
''Tager du, Arno James Morrow, kvinden som hos dig står til hustru? Vil du ære og elske hende, støtte hende i medgang og modgang, til døden jer skiller?'' præsten så direkte på James, og det samme gjorde Maddie. Hvis han sagde nej nu, ville hun ikke bebrejde ham det. Hun ville blive såret og knust, men hun ville ikke bebrejde ham noget.

James så over pl Madeline, da hun sagde ja skulle han forsøge og få styr på hans gamle liv eller skulle han sige ja til madeline. Da præsten kiggede på ham, sammen med madeline, vidste han ikke helt, hvad han skulle gøre han så sit eget liv gå forbi ham. Alle de gode tider, sammen med nogen af de knap så gode. James så dog over på hende, idet han skulle ha orderene over hans læber. Han gjorde ikke dette for hans far, eller nogen andre han gjorde det, fordi Madeline, havde brug for det og så var det nok heller ikke så slemt igen. "Ja det gør jeg," Nu var det sagt, de var gift nu, men det var kun en meget lille del af det alt sammen. James vendte sig om mod Madeline, og da præsten talte igen lød det. "og nu må du kysse brudene." Da det var sagt, kyssede James hende, hvorefter han træk sig tilbage efter deres kys, nu var de gift og alle folk rejste sig op. James kiggede på hende en enkel gang mere, enden han så ud over alle folk. De var alle sammen oppe at stå nu, derudover var deres familie blive meget større og mægtigere. James kiggede på hende en enkel gang. hvorefter han talte til hende med meget lav stemme, "jeg ved godt at jeg ikke er den person du elsker rigtigt, men måske engang kan det værre at jeg kan blive det." Sådan nu var det sagt James vidste ikke, om det var sådan hun havde det, men en del af ham sagde det dog bare fordi, han havde troede hun følte det. Da folk ventet på dem, begynde James at gå ud af kirken med Madeline, eller det regnet han da med at de gjorde. Da de var kommet udenfor gik turen, over til Villaen eller Madelines Villa som det, hvis var nu. James fulgte bare med, på turen snakkede han os meget lidt, dog havde han nogen få gange talte med hans Kone Madeline, men ellers ikke.

Madeleine havde set fortrydelsen i hans blik, så snart han havde sagt ja. Det her var ikke hvad han ville. Hun slog blikket ned, uden et ord, og da de forlod kirken for at gå til Winchester Manor, så hun kort på James - som ikke lod til at ville tale med hende.
Hun følte sig på en og samme tid såret og opgivende.
''I må have mig undskyldt..'' sagde hun mens hun gik en smule hurtigere end resten af forsamlingen. Hun havde egentlig ikke lyst til at se på James lige nu, eller nogen anden. Hun havde lyst til at gå hjem, komme ud a den forbandede kjole og gå i seng. Hun havde altid hadet bryllupper - hvor dum hun end havde været, havde hun altid troet at hendes eget ville have været totalt magisk. På vej forbi sin tante smed hun nærmest buketten i favnen på hende. Hun var træt, opgivende og ikke mindst trist over at hendes egen mand ikke engang ville tale med hende. Hun havde brug for at være alene.
Da de havde gået i et stykke tid, og klokken snart nærmede sig 22, var de endelig ankommet til Winchester Manor i Sunfury. Madeleine var ankommet som den første - til trods for at hun burde være fulgt ad med James. Tjenerne så uforstående på hende, da hun blot gik ind uden et ord.
James troede virkelig på at hun ikke elskede ham? Hun kunne ikke få sig selv til at indrømme, at James måske var den eneste der elskede hende. Hvordan skulle hun ikke kunne elske ham. Madeleine stod blot samme sted, som der hvor de for første gang havde talt privat sammen - haven foran hovedindgangen til villaen. Hun så op på himlen, og knugede sin mors halskæde tæt til sig mens hun prøvede at blinke de små begyndende tårer væk.

Da hun begynde at gå væk fra dem og ham, viste James ikke hvad han skulle sige. James så sig omkring mens de kørte, hvor han prøvet ikke at vise, hvordan han havde det for nogen som helst. Det var som om hele hans liv var smidt i vasken, men han ville gøre det bedre med hende her. Hun skulle ikke være alene i dette her, der var heller ikke en anden han næsten ville giftes med. Beth var en del af hans fortid, og det måtte han gi slip på, Alle minder med hende. Men nu var det gjorde, James stoppet op lige efter, da han havde set hun var taget afsted før og alene, havde han gjorde det samme. Hvor han var sadlet op på hans hest, hvorefter han var redet hen mod Villaen da han var der kunne han lige, se Madeline som var den eneste der stod derinde. James bevægede sig hen mod hende, og greb fat om hende. "Madeline, jeg jeg var nervøs og grunden til jeg ikke talte var fordi, jeg vil bare ikke skuffe dig." Sådan nu var det sagt, James vidste ikke hvad han mere skulle sige. Dette var nemlig grunden til han stadig var her, hun var grunden til han stadig var her. James kiggede hende i øjne, mens han prøvet og finde ud af i hans hovedet, hvad han ellers kunne sige. Men intet dukkede op så, derfor kyssede han hende, lidenskabeligt og gav så slip lidt efter, "det var her vi første rigtig snakkede sammen var det ikke." Sagde James, hvorefter han kiggede hende i øjne. Man kunne se de andre, som var begyndt med at bevæge sig ind mod ham og hende. De gik dog hurtigt forbi dem, da de alle sammen ville ind til festen, hvilket James var glad for. James kiggede sig lidt omkring og da de stod alene, vidste han ikke helt hvad han skulle sige de var sammen alene, hvilket kun var en god ting. James så svagt på hende og sagde så deres navn "Madeline Winchester Morrow det lyder da lidt vildt gør det ikke eller er det bare mig." Lød det drillende fra James af, hvorefter han kysset hende på panden, "vi burde nok gå ind til festen men jeg ved nu ikke helt om jeg orker det."

''Hvorfor du ikke talte, kan være ligemeget.'' sagde hun med et lille smil, roligt.
''Jeg ved at jeg ikke var dit førstevalg'' sagde hun roligt og så undskyldende på ham.
''Jo, det lyder lidt specielt i hvert fald.'' sagde hun med et lille grin, mens hun så efter de andre som allerede var gået ind til festen.
''Arno... Jeg er træt... Kan vi... Er det oay hvis jeg går i seng lidt tidligere end foventet...?'' Hun så undskyldende på ham, inden hun tog hans hånd og trak ham med sig hen mod festsalen. Hun vidste godt, at det var den eneste bryllupsfest hun nogensinde ville få - men det var ikke fair at sige at de begge skulle gå tidligt i seng. Tanken slog hende, at han skulle dele seng med hende nu. Hun smilede til ham igen.
''jeg advarer dig, din svigerfar og svoger elsker alkohol.'' sagde hun roligt da de var nået hele vejen hen til døren ind til festsalen. Hun så kort på ham, smilende, og alligevel tøvende. Hun hadede lidt sin familie, og at gå derind... Det var ikke hvad hun havde mest lyst ti..

//lidt kort, faldt over en youtube video xD

Det var rigtigt nok at, hun ikke havde været hans første valg men det betød intet nu. James, havde kun hende, men han ville dog ikke smadre deres forhold. James tog en kort indåndning, hvorefter han kiggede hende i øjne. "Ja, på et tidspunkt ville det ha været rigtigt, men ikke længere du betyder meget for mig og jeg vil ikke skuffe dig." Sagde James, hvorefter han sende hende et skævt smil. James lyttede dog til hende stadig, da hun svaret ham på navnet grinte han lidt med, det var nu sjovt hvor særligt deres efternavn var blivet.  James kiggede på hende, da hun bevægede sig hen mod ham og sagde til ham om det var okay, at de gik før i seng, hvorefter hun ændret sig til at det bare var hende selv vidste James ikke hvad han skulle sige, han ville helst ikke selv feste videre uden hende så de kunne gå sammen op. Da hun trækkede ham hen til indgangen sank han en klump, han ville helst ikke stå med hendes famillie og hans egen uden hende, mere fordi han ikke var så glad for det.  James bed sig selv svagt i læben og sende et skævt smil til hende, "jeg, ved nu ikke om det er sådan en god ide at være i nærheden af dem, siden du siger de drikker så meget." James så på hende, hvorefter han kysset hende, "jeg går bare med dig, når du smutter op så, hvad siger du til det vi kan altid ha nogen fester, på en anden måde senere ikke." Sagde James, hvorefter han sende hende et kækt smil. Han stod selv ved døren og prøve lige så stille at være rolig, han flette hans finger ind i hendes og kiggede hende så i øjne. "Skal vi gå ind, my dear." Lød det fra James af, hvorefter han sank en klump og bevægede sig op af mod døren lige så stille.  De skulle bare igennem dette, hvorefter de kunne holde sig for sig selv eller det mente James da. Men han var dog ikke sikker, James kiggede over på Madeline hun så så smuk ud, at han ikke kunne lade vær med at sende hende et stort smil. James var ikke længere usikker på dette, de kunne jo begge to lige hinanden på en eller anden måde så det skulle jo nok gå mellem dem.

Madeleine var tilbøjelig til at hade aftenen allerede.
Hun hadede ikke James, langtfra. Han var en god ven, og nu også hendes ægtemand. Men... Hun elskede ham ikke. Måske kom hun til det en dag, men lige som tingene stod nu, var det Caden hun ønskede stod foran sig og gjorde an til at træde ind i balsalen og fuldbyrde deres ægteskab. Men sådan var det ikke - og hun kunne ikke sårer James ved at bakke ud nu.
''Lad os komme ind. Vi kan altid se hvornår vi går i seng bagefter. Og hvem ved, måske kommer du til at kunne lide min familie.'' sagde hun med et lille smil.

Hun åbnede døren og trådte ind sammen med ham. Begge deres familier lod til at hygge sig, med fri bar og musik. Selv vidste Madeleine, at hun inden længe ville gå i seng - blot for at undgå sin lillebror som uden tvivl ville lave ballade inden længe.
Hun smilede stille til James, inden hun lod sine fingre glide ud af hans hånd, og hun gik direkte hen til James far, og resten af hans familie. Hun kendte ingen af dem udover faderen, som hun ikke var alt for glad for.
''Sir Morrow... Det glæder mig at du kunne komme i aften, til trods for de kontroverser der har været mellem Dem og min mand.'' sagde hun høfligt, venligt. Hun smilede roligt til ham. Hun vidste ikke hvordan hun stod, i forhold til sin svigerfar. Hun vidste ikke hvilke familie James ellers havde, men noget måtte han da havde.
Hun så lidt rundt, med et lille smil.