In need of some help(Aria)

Selicity havde brugt det meste af aftenen på kroen, hun havde drukket så meget alkohol at hun havde svejet når hun havde danset med nogle af de folk der nu engang var til det, hun havde brug for at glemme alt, brug for at føle sig bedøvet så hun ikke længere kunne mærke de mørke følelser der ulmede i hende normalt og det havde da også virket i den korte stund hvor alkoholen rent faktisk havde haft en indvirkning. Det var en af ulemperne ved at være varulv, du skulle drikke tæt og hele tiden for at vedligeholde alkoholens virkning. I sidste ende var hun blevet så frustreret at hun bare havde forladt kroen og der var derfor hun nu vandrede ned af gaden i retningen af parken. Hun havde ikke været i parken siden episoden med Stella men hun savnede hende, havde ikke set hende længe og kunne ikke få sig selv til at opsøge hendes hjem så dette var det næst bedste sted.
I aften var hun klædt i et par lyse grå afrevet denim shorts der stoppede højt på låret hvilket fik hendes ben til at stå frem, den hvide top hun bar var tætsiddende, klyngede sig til hendes feminine former samt den havde en dyb udskæring som viste en anelse af hendes kavalergang og så stumpede den så den stoppede lige over navlen på hende. Over toppen bar hun en åben læderjakke, det var efterhånden hendes signatur, læderjakken. Støvlerne hun bar var høje sorte stiletter som hun gik i med en elegance mange ellers havde svært ved. For en gangs skyld var hendes lange røde hår hevet op i en lettere rodet men alligevel pæn hestehale.
Grundet fuldmånen havde hun en anelse svært ved at styre sig selv hvilket også var grundet til at hendes normalt is blå øjne havde et lettere neonblåt skær over sig, hendes negle var en anelse mere som kløer og hendes tænder en anelse mere skarpe som det rovdyr hun nu engang var.

//Frisuren: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Aria havde ledt efter spor på dem som havde skadet Beth. Hvis der var en ting Aria ikke fandt sig i, var det når man sårede dem hun holdt af. Den indre jaguar var mindst ligeså vred. Den ønskede at lade det gå udover nogle, måske var det fuldmånen der påvirkede hendes vrede? I hvert fald så var hun så småt begyndt at give op på at finde vedkommende. Hun havde ledt lige siden. Hun havde fri fra arbejde i et par uger. Det var nok også lige det hun havde haft brug for. Aria havde ikke været på arbejde siden engang efter episoden med Selicity - den smukke varulv. Men også chefens forlovede - så måske var det derfor hun skulle flytte tankerne væk derfra?
Et slag i hovedet fik hendes tanker på plads. Aria blinkede inden hun flyttede blikket. En knurren forlod hendes læber. "Det der, skulle du virkelig ikke have gjort." Vrissede hun af den ene. Gadedrenge. Tyve. Ikke fordi, at hun havde noget at stjæle, hun kendte dem bare - ikke personligt, men hun kendte til dem, og hendes tanker ude af balance havde gjort, hun havde betrådt deres område. Aria blokerede et slag med sin arm og fnøs. "Virkelig det bedste du kan gøre?" Spurgte hun flabet inden hun fejede benene væk under ham, så ryggen hamrede ned i asfalten. En anden greb om hendes hals med en snor og forsøgte at kvæle hende. De fik hende ned på knæ, hvor hun prøvede at gribe ud efter et eller andet. Dog i stedet tabte hun sin kniv, der lavede en lyd i gyden som gav et svagt ekko. En med god hørelse ville kunne høre hende knurre.

Med et stoppede hun op, lyden ekkoede igennem gaderne, en metallisk lyd, som om nogen tabte noget på hårde brosten. Selicity stod muse stille og lod hendes sanser tage over og med et ramte duften hende.... Aria! Inden hun egentlig selv kunne opfatte det havde hun sat af og bevægede sig hurtigt og lydløst i retningen af hendes duft og samme retning den metalliske lyd kom fra. Som hun kom tættere på kunne hun høre stemmer, mænd og et par stykker af dem. Det der gjorde hende bekymret var at hun ikke kunne høre en kvindes stemme, hun kunne ikke høre Aria's stemme men til gengæld kunne hun høre hendes hjerteslag, hurtigt og kraftigt, hun var uden tvivl i en presset situation.
Hun var hurtig, hurtigere end mændende der havde omringet Aria og det var derfor hun kunne komme bag den ene mand inden de opdage det. Hårdt greb hun fat i hans nakke og omkring hans arm hvorefter hun let løftede hans krop en anelse og slog ham så hårdt ned i brostene. Let kiggede hun op på de andre mænd, en dyb og faretruende knurren kom fra hende, hendes øjne var skinnede nærmest en neonblå farve og hendes tænder var lange spidse tænder. De andre mænd trak sig en anelse tilbage grundet chokket hvilket gav hende tid nok til at rette sig op og kigge ned på Aria inden hun kiggede op på mændende igen. Hun krummede sig let sammen mens hun kiggede dem i øjnene og med et udbrød hun et øredøvende brøl, hun stod lænet en anelse ind over Aria der sendte et klart budskab om at de skulle lade hende være og hvis de rørte hende ville de opleve samme skæbne som deres bevidstløse kammerat der lige nu lå og blødte på brostenene.

//Selicitys øjenfarve(Der er en mening bag den og ikke bare fordi den er pæn ) [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Så snart hendes luftveje var frie, hev hun vejret ind og lod sig sænke til jorden. Hun opfangede ikke rigtigt at det var Selicity før hun kiggede op. Aria tog sig kort til halsen, og genvandt sin vejrtrækning, imens hun observerede hvad der skete omkring hende. Hun fik kort øjenkontakt med Selicity, de allerede blå øjne lignede neonblålys. Det var utroligt smukke. Havde altid været det, men lige nu. Så var de bare utrolige. Aria måtte indrømme, at hun godt kunne lide at Selicity bevægede sig beskyttende henover hende. Det var faktisk noget Aria synes var meget tiltrækkende. Så længe det ikke vel overbeskyttende. Hun kunne mærke, at hendes indre jaguar gerne ville ud og joine legen, men hun valgte at holde den i sig.
Drengene kiggede på deres ven og derefter på hinanden. Og som nogle små kujoner de jo engang var - så stak de af. De havde ikke andet end deres liv alligevel. Levet dette liv i så mange år, at flygte var nok det eneste de kunne gøre. Alligevel kujonagtigt for deres ven, men hvis han bare havde været mere mild i sit angreb, hvem vidste, måske ville han have været mere ved bevidsten end han var nu. Aria fik til sidst sat sig op og derefter rejste hun sig elegant op. Hun kørte en hånd igennem håret og kiggede på Selicity. "Tak." Smilede hun skævt og sank en klump. Hun havde tænkt næsten hver dag på om hun nogensinde skulle se Selicity igen. Faktisk havde Beth drillet hende lidt med det, fordi det var så sjælendt nogle fangede shapeshifterens opmærksomhed. Men når den blev fanget, så var det virkelig også fordi, at hun var interesseret - og det var hun. Dog med alt det med Caden, vidste hun chancerne var minimale, eller hvad? "Jeg var ærligtalt bange for, at jeg aldrig skulle se dig igen." Indrømmede hun og tog sig kort til halsen. Hun ville klare den. Hun var heldig. "Lad os komme væk herfra." Smilede hun let og greb Selicitys hånd og trak hende med sig ud til parken igen. Væk fra de mørke klamme gyder, man vidste aldrig hvad der kunne gemme sig der alligevel.

Selicity forblev lænet beskyttende ind over Aria mens mændene stak af, de tog ikke engang deres bevidstløse kammerat med, sikke dog en flok kujoner da var. Da hun var sikker på at de var væk lod hun sit blik falde ned på Aria og hun rettede sig en anelse op, hun var ikke i direkte fare mere så der var ikke nogen grund til at opføre sig sådan mere, hendes smukke neonblå øjne gled stille og roligt tilbage til den klare is blå farve de normalt havde. Let trådte hun et skridt tilbage sådan så Aria ikke ville ramme hende da hun rejste sig op, Selicitys øjne gled over hendes krop, der var ikke nogle alvorlige skrammer at se, bare en anelse overfladiske sår som nok skulle hele, da det gik op for hende kunne hun mærke en lettet følelse glide gennem hendes åre. "Du skal ikke takke, det var en fornøjelse at vise sådan et par kujoner deres plads samt jeg fik jo reddet en rigtig skønjomfru", det sidste blev sagt med et drillende smil på hendes læber, det var tydeligt hun ikke mente at Aria var en skønjomfru, i hvert fald ikke i den middelalderlige forstand ordet nu havde af betydning, skøn var hun, jomfru kunne hun ikke udtale sig om om hun var.
Hun kørte en elegant hånd gennem sit hår mens hun kiggede Aria i øjnene, "Hvorfor dog det?", let lagde hun hovedet på skrå, et dejligt og umådeligt charmerende smil gled frem på hende læber, "Jeg nød jo virkelig dit selskab sidst". En let varm følelse gled gennem hendes krop da Aria greb hendes hånd, det var lang tid siden at hun havde holdt nogen i hånden og gestussen var så uskyldig at det egentlig var rigtig rart, "Det syntes jeg lyder som en god plan", hun lod sine fingre glide mellem hendes så de nu var flettet hvorefter hun fulgte efter hende hen mod parken.