Calls me home - Geralt & (Aria) -

Dagen var gået på hesteryg. Og endelig var de indenfor by området Firewood Village. Beth sprang af den hvide hest og vendte sig rundt og kiggede efter Geralt. "Told you." Grinede hun let og lod så hesten gå. Det var længe siden hun havde været i Firewood Village alligevel. Det var snart over et år siden hun havde forladt byen for at rejse væk. Beth sank en klump da hun kastede et blik rundt. Det gav hende alligevel en knude i maven på hende at se byen igen.
De var reddet tæt på hendes gamle hus. Det var næsten ødelagt nu. Faktisk var det falde færdigt. Nogle havde totalt skadet det og skrevet noget på det. Det gav hende en klump i halsen, men hun lod blikket glide væk fra det som var det blot en typisk ting i Firewood Village - Geralt vidste trods alt intet om hendes liv her udover hendes mor.
"Velkommen til Firewood Village." Sagde hun og trak atter på smilebåndet.
Beth kørte en hånd igennem sit hår, og lod dog blikket glide tilbage på huset. "To sekunder." Sagde hun så. Om han fulgte med hende eller ej vidste hun ikke. Beth gik ind af den næsten smadrede dør. Det så ud til nogle havde prøvet at brænde det ned. Væggene var dækket med blod. Et af stederne stoppede Beth gispende op. "Dead girls can't smile." Stod der smurt i blod på den store væg. Beth vidste godt ,at der havde været et angreb herinde, hvor det havde været meningen hun skulle dø. Hun gik hen til væggen og kørte fingerspidserne henover det imens hun holdt vejret. Det var gammelt. Så vendte hun sig om og gik ud af bygningen igen. Lignede lidt en som havde set et spøgelse. Hvilket hun jo også næsten havde. Beth smilede til Geralt. "Skal vi finde Aria. Hun bor længere nede." Beth begyndte let at gå ned af gaderne. Enkle personer stoppede på deres vej og kiggede på hende. De vidste trods alt hvem hun var. Nok noget Geralt af alle personer skulle vende sig til. Folk ville nok tro dette var Beths hjemmebane, hjemme i trykke rammer - men hun havde aldrig følt sig så meget på glat is som hun var når hun var her. Fordi hun følte sig ikke som sig selv, det var kun fordi Geralt var der, at hun faktisk klarede den uden at gå indenfor et eller andet sted med det samme. Hun greb fast i hans hånd og gav den et klem.
Han vidste hvordan hun havde det med at være kendt som den forkælede møgunge, og det var sådan folk kiggede på hende. Som om hun ejede verden og var så forbandet selvisk. De hviskede - kiggede med deres lange blikke - dømmende. Byen ville sikkert snart vide hun var tilbage, og havde en mystisk herre med sig. Men hun var ligeglad, det eneste som betød noget for hende var at Geralt var der.

Geralt red med hende, ned gennem Firewood. Byen så ud til at kunne ha haft, bedre dage. Men mange ting skete jo, ved byer. Geralt, havde efterladt Ari i byen. Han ville ikke udsætte  sin bror for dette her, Geralt, havde altid været en der ikke blive lagt mærke til så, han håbet han kunne forsætte med det. Men da Beth gik ind i sit hus, hvor hun ville tjekke noget følte han sig vildt udsat. Han, havde overvejet at gå med hende da hestene jo ikke var med dem længere. Men  det at stå i denne by, hvor alle folk kigget på ham, som om han var en der kun tænkte på sig selv gik ham på. Da Beth endelig kom ud igen, sank Geralt kort en klump, hvorefter han nikket svagt til hende. Han blive set på, meget anderledes ende alle andre. Han var ikke lige frem, den person som elsket opmærkomhed. Geralt overvejet op til flere gang, at flygte forlade Beth for at skjule sig et eller andet sted. Men han holde sig, hvor han var. Han ville ikke efterlade hende, hvor hun så ville live mere udsat. Han, havde ikke talte i flere dage efterhånden. Grunden var mere eller mindre hans øje, hvor han prøvet og skjule hvordan han havde det. Smerten var blivet en normal ting for ham, nå hans nye evne gik amok. Men sandheden i sig selv var mere eller mindre, at den var ved at ændre ham fuldkommen. Den eneste gode ting, var at han, havde skaffet sig selv kroen. Geralt, havde dog gjorde det meget hemmeligt så Beth, ville ikke vide det i nu. Ham der ejet stedet nu, ejet det på en måde stadig. Selv om Geralt i virkeligheden, havde besluttet sig for at gøre noget ud af den. Han, havde skaffet sig selv en gruppe af folk han stolte på mere end Beth. Som, var hans gruppe, de holde alt hemmeligt så, når ingen af dem, havde noget a skjule hvilket, Geralt vidste kunne han bare undgå og blive kendt som lederen af gruppen og ejeren af kroen. Han var nød til hele tiden, at lave skuespil når de var der, men ind til da. Kunne Geralt kæmpe for, hvad ha troede på. Men Beth, ville nok aldrig få det at vide. Hun ville være mere i fare, ende hun var efter, han havde talte om synet. Da de endelig nået en dør så Geralt på Beth, "så det er vel her."

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Aria havde købt ind for lidt af hendes løn. De skulle trods alt være ved hende i de tid de var her. Medmindre Beth havde andre planer. Selvfølgelig ville det ikke gøre hende så meget. Hendes sted havde kun to værelser. Geralt og Beth måtte dele, hvilket hun ikke ligefrem regnede med ville blive et problem.
Aria havde trænet det meste af dagen, det var en del af hendes livstil. At træne. Hun holdt let øje med om de kom gående - og da de endelig gjorde gik hun hen til døren og åbnede den for dem. "Hejsa. Kom indenfor med jer." Smilede hun i mødekommende og lukkede døren efter dem. "du må være Geralt?" Aria var ekstremt i mødekommende. Men efter hvad Beth havde fortalt om ham - så havde de ikke ligefrem noget de ikke rigtiig havde til fælles. Udover måske lige dans. Så kiggede hun et blik nedover Beth. "Jeg kan se tingene stadigvæk går som de skal. Godt." smilede hun skævt og krammede Beth. "Længe siden." Aria og Beth så hinandne som søstre.

/Straf point du skal svare igen

Geralt bed sig selv eftertænksomt i læben, hvorefter han bevægede sig lige så stille ind gennem døren efter Beth. Geralt var ikke lige frem, så åben over for folk. Geralt lyttet til Aria, mens han overvejet hvad han skulle svare. Da hun talte til ham sende han hende et svagt smil, "yeah det er jeg men, du for da os alle ting at vide gør du ikke." Sagde Geralt, hvorefter han kigget sig omkring da de var inde i huset. Hans stemme lød ikke træt, eller negativ på nogen måde, men den var heller ikke ligefrem så frisk som den burde at være. Geralt tog sig selv, til hovedet hvor han lige så stille prøvet og slappe af, med det igen. Geralt, havde haft det af helvedes til siden de, havde været ude ved Spencers hus. Det var som om jo mere, han prøve og få et ordenligt liv jo mere han prøvet. Geralt så kort efter en ny ting, i hans hovedet. Han så hvordan, en af hans venner døde midt i firewood. Han anet ikke, præcis hvornår det ville ske men det plaget ham. Geralt træk sig kort efter lidt væk fra dem, hvorefter han gik ud til et andet vindue. Hans liv, havde været så meget letter den gang, han ikke var kendt omkring byen. Men siden han var sammen med Beth, ville han sikkert blive antaget som den mystiske herre. Geralt vendte derefter sin opmærksomhed, mod Beth og hendes ven igen "men ja jeg er Geralt du må være Aria, Beth har fortalte meget om dig." Kom det fra Geralt af, hvorefter han sende dem et lille smil.

Det var mærkeligt at stå i samme rum som Aria. Hun kunne ikke fjerne smilet fra sine læber. Blikket gled over mod Geralt for at sikre sig at alt var okay. Men det var ikke fordi, at Aria ville være noget problem. Hun plagede at kunne komme ud af det med de fleste - alle der ikke gav hende en anden grund. Beth kørte en hånd igennem håret, og lod så hænderne falde ned langs siden.
"Jeg vil smide hestene over til mr. Hastings. Det kan være at han vil efter gode ord som arbejder for ham, at han vil lade mig have hestene til at stå." Hun gik over til Geralt og kyssede ham hurtigt. "Jeg er snart tilbage." Smilede hun skævt. Her var skræmet for opmærksomhed. Han ville bedre kunne lide det end at gå rundt i Firewood village og være del af en masse sladder og rygter.
Beth lukkede døren efter sig og greb fast i tøjlerne til de to heste og gik igennem byen.
Nerøvs? Ekstremt. Hun havde blot været ekstrem god til at skjule det. Hvis Ari havde været der, ville han kunne fornemme det. Hendes hjerte galoperede afsted. For at komme hen til mr. Hastings. Skulle hun alt for tæt på gamle vaner. Dog var mr Hastings meget venlig overfor en gammel ven og lod hestene stå inde ved hans.
Beth kiggede sig omkring inden hun gik mod vejen hjem. Dog blev der lagt en hånd på hendes skulder - yderst kold - så det fik hårene i hendes nakke til at rejse sig. "Bethany. Længe siden." Hviskede han i hendes øre. Af alle personer hun ikke ville møde. Så mødte hun ham. Hun skyldte ham sit blod for de informationer hun havde fået omkring James. Hun havde givet ham engleblod dengang. "Kom lige med mig. Vi har noget vi skal ordne." Beth sank en klump, men mod en vampyrsstyrke havde hun ikke rigtig noget valg.

Beth blev trukket ind i en skygge og derved ind af en dør til en skjult bygning. Hun blev sat ned i en stol. Beth sank en klump, men undgik at sige et ord. "Sidst du besøgte mig. Der fik du nogle informationer. Men du betalte ikke den rigtige pris." Sagde han og lænede sig ind foran hende. Beth så ham direkte i øjnene - prøvede at lade hver med at trække på en mine. "Hvis du vil have mit blod. Så tag det." Sagde hun og prøvede ikke at være nervøs. Han fnøs.
"Jeg kan ikke bruge dit blod til noget mere. Før var det rent. Nu det urent." Svarede han mig. "Men du skal have en eller anden straf." Han greb hendes ene hånd og bad de andre holde hende. Beth kunne mærke, hvordan panikken steg hende til hovedet. Han tog fast for enden af hendes negl på langefingeren og rev til. Beth gav et skrig fra sig i det neglen blev flået af hendes hud. Blodet strømmede ud, og hun ønskede så enderlig, at hun var en af dem som besvimede ved synet eller ved smerten - men det var hun ikke. Han rev resten af neglene af på den venstre hånd. Hver eneste gang skreg hun det højere. Derefter fik hun et ordenligt slag fra en næve lige på kæben - så hun bagefter kunne smage blodet. Hun spyttede det ud og hostede let, inden hun løftede sit blik op. Hendes kinder var våde af tårerne. "Bind noget om din hånd. Før vi drikker dit blod." Han smed noget stof over til hende. Beth modtog det og hviklede det om hånden. "Men bare for du ved det. Så er jeg langtfra færdig med dig." Tilføjede han så og endnu et slag gjorde, at hun lukkede øjnene til, at hun slog dem op på en bænk længere væk.
Det var vel for hun ikke skulle huske vejen?
Beth klemte øjnene sammen. "Sig det bare var en ond drøm..." Bad hun nærmest. Derefter løftede hun hånden, stoffet dækkede den rystende hånd. Og smerten kom frem igen. Hun gemte den og kørte en hånd igennem sit hår med den højre hånd. Nu kunne hun huske, hvorfor hun ikke brød sig om Firewood Village. Nerverne fra fingerspidserne gik hele vejen op i skulderen og til nakken. Hun hadede det. Hun rejste sig op og lod en finger køre henover hendes læbe, som stadigvæk havde størknet blod på sig.
Hun kiggede op, der var gået flere timer. Man skulle være idiot for at vide, at Beth ville bruge så langtid på at få overtalt nogle til at lade nogle heste stå.

En ung dreng havde set dem føre Beth væk. Og hørt det første skrig. Han havde set, hvem hun var og vidste, hvor han skulle løbe hen. Så han skrev et brev og smed det ind af dørsprækken.

Han har taget hende. Skynd jer og find hende.

Stod der i brevet.

Tænkerne om hans barndom, fløj gennem hans hovedet. Beth var den eneste som ikke ville se ham so værdiløs, hele hans liv havde han følte det sådan. En af grunden til han blive indenfor, var ja at han ikke ville blive set og blive stemplet. Han var intet værd, hvis man spurgte ham selv om den. Hele hans liv, havde han følte at han blive kastet rundt.  Geralt kigget over på Aria, og  gengælde Beths kys, da hun kysset ham, "pas nu på dig selv." Fik Geralt mumlet, hvorefter han kigget efter hende. Geralt bed sig selv svag i underlæben, hvorefter han kigget hen på Aria, "så hvor længe har du kendt Beth, og hvilken hemmeligheder holder hun ellers på." Sagde Geralt, hvorefter han sende hende et smil. Geralt mærket dog i et, hans evne sparke ind smerte og død, hans øje ændret sig til en rød farve, hvor han så tog hans hånd op på dem. Geralt bevægede sig over mod vasken, smerten var sindsyg stærk denne gang. Han mærket hans krop ændre sig, hvor han så kastet blod op, han stod nærmest over håndvasken og kaste blod op. Geralt mærket smerten på sig selv, halvtreds procent. Geralt faldt ned på gulvet, hvor han så prøvet og samle sig men der kom stadig blod op.  Geralt bevægede sig hen mod Aria, da han hørte noget blive skubbet op. Han kunne høre, hvor stor smerten var ved Ari os. Geralt bevægede sig skælvende der hen, han kunne næsten ikke holde sig hele. Da han kom hen til døren så han papirert,  han læste det gennem. Hans ansigt træk sig  sammen, Beth var i far, han skulle være gået med hende. Geralt vendte sin opmærksomhed, mod Aria. Han gav hende den i hånden, hvorefter han i det samme sætte i løbe gennem gaden. Han måtte finde hende, han fulgte de få ting han vidste omkring stedet, hvilket førte ham hen til parken af en eller anden grund. Ari var kommet til sig selv, hvilket var godt. Geralt kigget sig omkring parken var kæmpe, der var ingen anden udvej ende og råbe hendes navn. "Beth, Bethany, hvor er du." Lød det fra Geralt, mens han løb gennem parken en vampyr, havde dog kunne høre ham og så derfor sit snit til at angribe Geralt.

Aria smilede til Beth da hun gik ud af døren, og kiggede stille over på Geralt. Hun lagde armene let overkors over hans spørgsmål og rystede let på hovedet. "Jeg har kendt hende hele min barndom. Hun stak af fra sin mor for at mødes med mig ude i parken - ligemeget hvor meget ballade hun fik. Hun blev ved." Mindet fik et skævt smil frem på Arias læber og hun hævede så på et bryn af det næste. "Hvis hun har hemmeligheder for dig, så gør hun det for at beskytte dig. Men jeg tror ikke ligefrem hun holder det store hemmeligt. Hun fortæller altid det der er nødvendigt." Tilføjede Aria og spærrede øjnene op kort efter da Geralt havde et anfald. Modsat Beth. Så anede Aria intet om de healende evner Beth besad. Aria modtog papiret efter Geralt var halv faret ud af døren. Aria læste det hurtigt igennem inden hun sprang ud af døren og ud imellem gaderne. Da hun trods alt kendte noget af den vej Beth burde være gået. Hun stoppede op og kiggede sig omkring til hun fik øje på Beth og råbte så hendes navn så højt hun kunne - inden hun løb derover imod. "Geralt hun er her!" Råbte hun højt.

Smerten gjorde hende sløv. Den prøvede at få hende til at falde sammen så alle kunne grine af hende når hun var væk. Men Beth havde ikke tænkt sig at dø dette sted. DEt ville hun ikke. Og det var en skade ikke noget livstruende. Hun hørte lyde. Lyde af folk som kaldte på hende. Så snart hun så et omrids af Aria og Geralt, rejste hun sig op. Hendes ben var tunge som stenblokke, men hun løftede dem alligevel derover imod. Men lige det sekund det hele synes at gå noget så godt væltede hun om på og faldt ned på siden. Beth så lige frem for sig. Hvordan de løb lige imod hende, men det var som om, at hun var frosset fast - at hun ikke kunne gøre noget. Var det sådan her et panikanfald var? At man følte at man gik i sort, at man følte at man ikke længere kunne trække vejret. Beth var dog overbevist om, at når hun kunne se Geralt foran sig ville tingene for hende være bedre. Men smerten. Nerverne der kneb sammen. Hun kæmpede virkelig. Hun var jo ikke den stærkeste. Hverken dæmon eller vampyr. Gerningsmændene var for længest forsvundet i en røgsky - deres mest brugte trick, de ville ikke se dem før de ønskede at blive fundet.
Beth gispede let. Heldigvis var der ikke mange på gaden her. Det var den mest lukkede del af byen.

Geralt løbe, over mod stemmen da han kunne høre Aria. Men inden han nået og komme, hen til dem. Angreb vampyren ham, Geralt kastet sig om bag et træ. Geralt kunne høre stemmen, hvordan denne kvindelig varmpyr, nærmest prøvet at lokke ham frem. "Jeg gør dig ikke noget, det samme gælder dine to venner." Geralt sank en klump, hvorefter han bevægede sig rundt om træet. Han ville ikke skjule sig ikke når hun, havde set ham og dem. Kvinden smilte svagt da hun så ham, "se jeg vidste du ville dukke op, hvor længe har det været siden nu Sammy, siden du forlod mig her i byen." Geralt bed sig selv i læben meget hårdt, da hun talte til ham, " du vil ha blod jeg forstår dig, men nu slapper du helt af, lad os bare tale om det Isabella." Kom det fra Geralt, af en eller anden grund kunne han huske hendes navn, eller det kunne Ari. Men han kunne godt høre det, som Geralt hørte fra hende. Geralt bevægede sig tætte på hende, klar med sin træpæl, men hun havde forudset det, i det samme de stod foran hinanden bed hun fast i ham og tog en lille potion blod. "Næste gang, kommer jeg for resten du har en uge." Lød det iskoldt fra hende af. Geralt faldt sammen på jorden, hvorefter han begynde og kæmpe sig selv op og løbe over mod Beth og Aria. Selv om, han havde mistet for meget blod lige nu. Geralt faldt på knæ ved Beth, hvor han tog hende op til sig og kysset hende på munden kort, lad os få hende i sikkerhed Aria hjælper du lige." Geralt prøvet og skjule, at han var kommet til skade. Smerten var der altid, som en kæmpe mølle der bare forsætte med og pine ham. Hans fortid, var endelig begynde at indhente ham.

Aria stoppede op og så Geralt sloges med den vampyrkvinde. Hun så også han blev bidt. Blodet var ikke ligefrem usynlig - overhovedet. Aria løb hen til Beth derefter som var faldet sammen på jorden. Bevidstløs eller ej de skulle have tøsen i sikkerhed. Beth var højeste prioritet lige nu. Hun skulle bare sikkerhed. Aria rejste sig op og piftede højt. Først så det lettere håbløst ud, men det tog ikke langtid før en jaguar kom springene over imod dem. Det kunne ligne et angreb. Men dette smukke kattedyr tilhørte Aria. "Mackenzie. Vi skal bruge din hjælp til at få Beth hjem." Mackenzie løftede Beth op på sin muskuløse ryg, så hun hang henover ryggen på jaguaren. Derpå begyndte Mackenzie at gå. Aria smilede let til Geralt. "Skal du bruge en hånd. Lad os komme af sted." Sagde hun og så imod jaguaren der kom gående afsted gennem gaden.
Så snart den kom hjem gik hun ind af den åbne dør og fik Beth lagt på trægulvet. Derpå stod hun på vagt indtil Geralt og Aria ville komme hjem.
Så snart Aria og Geralt kom, gik Aria over og satte sig på hug ved Beth. Hun tjekkede skaderne ud. Dem i ansigtet var tydelige for et slag. Aria tog Beths hånd op og tog forsigtigt stoffet af. Hun gispede kort. "De har taget fem af hendes negle." Aria sank en klump og viklede det blodige stof om igen.

//Bare spring Beth over

Geralt, havde ikke tænkt sig og tag imod hjælp han var for stædig til at kunne gøre det. Geralt forsætte gennem parken, han var pisset af smerten var sindsyg stærk. Geralt, havde dog det sindsygt dårligt, med en anden ting. Smerten ved halsen var ikke det væreste, det var mere at han følte sig selv skyldige han følte, at det var hans skyld. Han fulgte med Aria, tilbage til huset, han stilte sig tilbage, hvorefter han kigget på Beth og Aria. Da Aria fortalte hvad, der var sket slog det helt klik inden, i Geralt, de havde fjernet hendes negle, hvilken syge personer kunne finde på det. Geralt gik rundt og hamret, sin hånd ind i væggen op til flere gange til de sidste var blodige. "JEG SKULLE HA VÆRET TAGET MED HENDE, JEG SKULLE HA VÆRET DER." Råbte Geralt hans, hænder blive, lige så stille dækket ti laf blodet. Til sidste faldt Geralt, ned på jorden og sætte sig op af muren, han vendte sin opmærksomhed over mod Aria og Beth. "Jeg, hvem gjorde det jeg, Geralt tfik kæmpet sig selv op, hvor han så begynde og tjekke efter våben. "Hvem er de, jeg vil dræbe dem der har gjorde det her, jeg skal bare vide hvem der gjorde det og hvorfor, og hvis ikke i hjælper mig finder jeg selv ud af det." Kom det hårdt og kontant fra Geralt, af hvorefter han gik ud gennem byen. Han talte til Ari, gennem hans tænker for at få, ham til at skaffe informationer, mens han stod i døren. "Sig det til mig, og jeg vil ikke tag hævn." Det var jo bare en kæmpe løgn han skød afsted, hvilket var meget normalt. Geralt ville ikke lade folk skade dem, han holde af aldrig nogensinde. Den person der, havde gjorde det, havde underskrevet sin egen dødsdom. Det var sandheden dette, var Geralts mørke side intet andet ende hans mørke side.

Geralt gik amok. Mere end hun havde forventet - faktisk. Aria rejste sig op og kiggede let på ham. Hun holdt vejret til han snakkede til hende. "Jeg ved ikke hvem de er. Som jeg sagde. Hun har hemmeligheder som hun skjuler for at holde os i sikkerhed. Men noget siger mig..." Han gik udenfor Aria fulgte ham og stillede sig i døråbningen. "Noget siger mig.. at de kommer igen. Der var gange da vi var yngre, hvor hun gemte sig her og sagde noget grufuldt ville ske. Hun ved noget, eller har skrevet under på et eller andet. Men vi må vente til hun vågner, så hun kan fortælle os det. Lige meget hvad, så det dumt at bruge kræfter på at kæmpe imod vinden." Aria prøvede at få Geralt til at blive. Det var nok det som Beth havde brug for. "Og tro mig. Jeg vil dræbe dem lige så meget som du vil." Måtte hun tilføje og mente det også. Aria havde kun klanen. Det var det eneste der betød noget for hende - og når man sårede den ene af dem - så sårede man dem allesammen.

Beth kunne øre en vibration i hendes øre - lyden af en råben. Det gjorde hun let vågnede, dog uden at åbne øjnene men hun hørte glimrende. Hun ville sige noget, men selvom hun syntes at sige noget - så kom ordene ikke ud. Først da de var ude af rummet fik hun sat sig op og kiggede rundt. Beth rejste sig op og gik ud i køkkenet, hvor hun åbnede for vandet og stille fjernede stoffet fra sin hånd. Hun bed tænderne sammen og lod hånden komme indunder vandet for at rense blodet af. Hun begyndte lydløst at græde af smerten, men gjorde alt for at holde den ud lidt endnu - i hvert fald til blodet var væk. Derefter kiggede hun nærmere på hånden. Sådan var det at indgå en pagt med djævlen. Beth bevægede sig stille ind i Arias soveværelse og fandt noget forbinding. Hun hviklede det stille rundt om hendes hånd. Det var godt hun var god til selvhjælp. Derefter gik hun tilbage til stuen og stillede sig i døren bagved dem. "Jeg er smirgeret, men der intet i kan gøre. Det min kamp, og jeg snød. Jeg betaler bare prisen for det." Sank hun stille og kiggede derefter over på Geralt. Det havde nok også været en af grundene til hun ville have ham med, hunvar bange. "I mit gamle hus. Det jeg gik ind i før efterlod han mig en besked. Dead girls don't smile. Vi bliver nød til at sende bud efter Kat. Jeg ved hun er i Doomsville. Vi har brug for hendes evne." Kat... Katerina. Det kunne være en god ide at få hende ombord. Specielt med en evne til at forudse døden. Hvis han skulle komme efter Beth.

Da Aria, prøvet og få ham til og falde ned, følte han sig selv som et lille hjælpeløst barn. Han vende hans blik mod dem begge, han så på Beth, hvorefter han bed sig selv hårdt i læben. *Ari fundet noget, jeg kan bruge i nu,* lød det gennem hans tænker til Ari. "Nej desvære ikke, men jeg skal nok forsætte med at kigge.* Kom det fra ham af, hvorefter Geralt vendte sin opmærksomhed mod Beth, han så hende i øjne og svaret hende så. "Jeg kan i det mindste prøve på noget, jeg vil ikke stå og se hjælpeløste til, det er dit problem, men som du sagde til mig, det er ikke længere dit problem, nu er det blive personligt." Kom det kort fra Geralt af, hvorefter han klemte sin hånd hårde ende han, havde gjorde før. Geralt kigget med det samme op på Beth, da hun os nævnte Kat, han vidste godt hvem det var eller, havde en ide om det. "Vi har ikke brug for hende, vi kan klare det her selv." Kom det hårdt fra Geralt af, grunden var dog en helt anden Geralt og Ari kunne af en eller anden grund ikke lige kat og hendes dyr. Det ville nok komme som et chok, for nogen folk men ikke Geralt og Ari. De gik alt for meget op i folks sikkerhed, hvilket var en af grundene til at Geralt ville hævne sig og at det var blive personligt. Geralt så på Beth og Aria, inden han fik et til tilbagefald, han så disse mænd tæsket en eller anden kvinde og gøre det samme som de gjorde mod Beth. Geralt vaklet over till vasken, hvor han kort efter begynde og kastet blod op igen. Han mærket hvordan, livet forlod denne kvinde og så gik de. Geralt faldt kort efter om på gulvet bevidstløs. Intet andet, det var nogen gange en god ting at han kun, kunne føle halvtredes procent af det personen følte. Geralt kollapset derfor på gulvet, evne var igen blive udløst selv om han ikke, havde prøvet på det.

Aria kendte ikke historien med Kat og Geralt. Eller faktisk. Så gjorde hun. Beth gjorde ikke. Hvilket nok ville være det sjove ved det hele. "Jo vi har. Katerina har en evne til at forudse døden. Geralt. Vi har brug for din søsters hjælp." Så var det sagt, men efter hans udtryk i hans ansigt. Så troede han nok ikke ligefrem på det. "Spencer og jeg fandt ud af det. Vi skulle bare være helt sikre inden vi gjorde noget ud af det." Sagde hun så til den ligeså forvirrede Beth. Aria kørte en hånd igennem sit hår og kiggede så på Beth. "Men klare du den." Spurgte hun Beth hvorefter hendes blik fulgte Geralt da han kastede blod op igen og igen. Aria kiggede over på Mackenzie som greb fast om Geralts trøje og trak ham ind i stuen. "Hvis han bliver ved med at besvime og kaste blod op - så ved jeg ikke, hvad vi skal gøre." Indrømmede hun til Beth.

Geralt var meget beskyttende på det punkt. Selvfølgelig ønskede han at hjælpe, men hvis det ikke havde været noget lort hun var rodet ud i - så havde hun sikkert også spurgt om den hjælp. Beth kiggede på Geralt og sank så en klump. Han ville ikke have hjælp fra Kat - og hun forstod ham egentlig godt. Hvis det ikke var fordi, at hun var Spencers højre hånd i klanen og der var nogle regler i klanen - så havde Beth givet hende mere end en røvfuld dengang de så hinanden igen. Beth kørte den usårede hånd igennem sit hår, og kneb øjnene en smule over det Aria sagde til dem. "Seriøst? Hvorofr er der ikke nogle der har fortalt mig det?" Udbrød hun let og kiggede over på Geralt. Det var nok det største chok for ham. Beth nåede dog ikke at sige mere før Geralt fik endnu et af sine anfald. Beth kiggede over på jaguaren som trak ham ind i stuen. Hun fulgte med og satte sig ved hans side til han ville vågne op igen.

Da de nævnte at han, var beslægtet med hende. Gjorde det ikke tingene bedre for Geralt, hans opkasting var der stadig.  Geralt kom dog lige så stille til sig selv, han kigget på Bethany der sad ved siden af ham. Smerten var sindsyg, hvorfor skete det her dog for ham. Det var som om, jo længere tid evene var der. Ændret det hans syn på verden, Geralt fik kæmpet sig op, hvorefter han så hen på Aria. "Jeg forlader, jer hvis hun dukker op, hvis hun er min søster så, ligner vi slet ikke hinanden." Lød det kort og kontant fra Geralt af, hvorfor kunne de ikke forstå at han hadet, denne kvinde. Aria pøvet os at bilde ham ind, at hun var søster til ham. Geralt træk kort sig lidt væk, hvorefter han kigget over mod Beth.  "Jeg kan ikke det her, jeg vil selv finde frem til dem hvis det er." Geralt var træt af at blive holde ude for lyset, en ting var at han ikke fik det at vide, en anden var at han ikke ville tro dem. Han, havde ikke en søster, hans mor var død og hans far, kende han knap nok. Hele tiden, havde det været Geralt imod verden. Hvilket var fint nok for ham, han havde dog fundet Beth og hun var den eneste, der betød nok for ham til at lade være.  Geralt rejste sig kort op, hvorefter han kigget på Beth og Aria.  Han sætte kursen mod døren, hvorefter han gik hen til det yderest vindue.  Geralt bed sig selv hårdt i læben, hvorefter han kigget ud af vinduet. Han hørte dog  Ari tale til ham, hvad der var sket og så videre. Geralt mærket Ari, som var kommet sig helt nu. *Geralt blive dog, jeg ved godt, hvordan du har det jeg har altid været der for dig. Men du burde, at lade folk komme ind til dig, åben dig ellers blive det din død.* Geralt lukket øjne, hvor han derved undgik at de ville se hans tårer. Geralt bevægede sig ind af igen, efter han havde tørte sine øjne igen.  "Jeg bliver her, til hun dukker op, der efter smutter jeg." Så var det sagt, Geralt gik hen og kysset Beth kort på munden, han håbet at hun ville forstå ham, ellers ville det ikke ende godt for ham, eller de andre. At han skulle være, i samme rum som kat, det kunne han bare ikke.

Det var egentlig sjovt. Beth var et levende bevis på, at de mest indelukkede kunne åbne sig op. Hun havde et talent for det den tøs. Aria kiggede på Geralt og Beth på skift. Måske var Katerina en god og dårlig ide på sammetid. Tøsen var i byen alligevel, og kunne også ende i problemer. "Jeg lader bare hver med at tilkalde hende så. Det kan være jeg opsøger hende en anden dag så." Tilføjede hun og kørte en hånd igennem de mørke lokker. Hun havde mødt denne Kol, som Katerina havde været så bange for. En af Katerinas hemmeligheder - kun klanen vidste noget om. Fordi Katerina var tavs som en musling. "Men en ting er sikkert vi gør intet før vi helt i top form. Beth du kender til huset. Jeg tager Mackenzie med på en grund undersøgelse af området. Jeg kender gaderne og kloarkerne bedre end jer begge til sammen. "Et lidt halv udfordrende smil kom frem på hendes læbe. Men det var rigtig nok. Hun kendte alle smutvejene. Måske ikke Beths hemmelige skyggemager, men andre ting kendte hun til. Hun var Spencers øjne i Firewood Village, og Katerina var i Doomsville. Det kom an på, hvem der var hvor.
Aria smilede til dem og gik så ud af døren. Mackenzie fulgte uden at tøve med hende.

Beth gengalde Geralts kys og kiggede efter Aria da hun smuttede ud af døren. Hun åbnede sine øjne og kiggede ind i Geralts ene fungerende øje. Hun smilede let skævt. "Jeg ved ikke, hvad der skete med jer dengang. Men jeg ved hun er lidt af en bitch. En gigantisk bitch, og selvom det lyder som om, at jeg forsvare Katerina meget. Så har hun sine grunde for at være som hun er. Ærligtalt." hun holdt en pause. "Nu når jeg tænker over det... så passer det meget godt. Dengang jeg jagtede hende i min ulveform igennem skovene efter det hun havde sagt - så opfangede jeg en fært. Først troede jeg det var dig, eller Ari som var fulgt efter mig, men det var hendes tvilling Jason. Jeg ved. At Katerina blev forladt efter hendes mor døde under fødslen. Det den eneste information jeg kan give dig omkring hende. Og jeg ved... at du er en smule nysgerrig. Dog vil jeg ikke presse dig ud i at hun skal komme herover." Beth kørte en hånd henover hans kind med sin højre hånd. "Jeg er bare bange. Og jeg ønsker ikke du smutter nogle steder, men jeg ønsker ikke du skal komme til skade heller. Det jeg tænkte var vel nok bare hun kunne forudse det bedre end jeg skulle lege lokkemad." Hun havde det helt fint. Hun ville bare ikke lade ham gå - ikke uden hende ved hans side. "Men Aria har ret. Lad os smutte i seng og få hvilet..." Hun kiggede sig let omkring. "Jeg skal bare lige finde noget smertestillende inden jeg bliver hyldet ud af den." Beth smuttede ud på badeværelset og gennemsøgte med sin ene hånd skufferne - ikke nemt med en hånd - og når den kasse hun skulle bruge stod på øverstelåge og hun ikke kunne bruge den ene hånd var det håbløst. "Men hey.. skat. Vil du være sød og hjælpe mig.. jeg kan ikke få kassen ned." Okay det var første gang hun faktisk kaldte ham skat, og hvordan han tog det. Tja, det måtte hun jo se. Lige nu skulle hun bare have fast i det smertestillende!

Geralt lyttet til dem begge, han ville ikke sige at han ikke ville finde ud af noget med hende kat. Men efter som, hvad han så det som var hun bare en der kunne tag hans plads. Geralt gengælde kort Beths kys, hvorefter han nikket til hende. Han var for træt til og diskuterer, han hørte dog Ari tale til ham igen. *Geralt husk det nu, du kan ikke holde dig selv så lukket for folk selv Beth, før eller siden vil det slå dig ihjel.* Geralt svaret ham dog med det samme igen, *jeg skal nok prøve men, eftersom det ikke er gaderne længere i Sunfurry, er det sværre for mig.* Ari nikket for sig selv, hvorefter han svaret ham, *jeg ved det godt, jeg er foresten, ved at lave det sted du bedte om, eller jeg er ikke rigtig men jeg gav noterne til dem, du stolte på og de er igang.* Geralt smilte svagt, hvorefter han hørte Beth kalde ham skat og nærmest kalde på ham. Geralt bed sig selv svagt i læben, hvorefter han svaret Ari, mens han gik derud. *Iorden få nu noget søvn, jeg lægger mig selv til og sove snart.* Ari, besluttet sig for ikke og svare ham igen, hvorefter Geralt bevægede sig ud mod hende. Han sende hende et svagt smil, hvorefter han hev den op, så de kunne gi hende noget mod smerterne. Geralt lagde det ud, hvorefter han hældte noget vand op til hende. "Lad os gå ind, prinssese," lød det svagt fra Geralt af hvorefter han kysset hende på munden igen. Han bevægede sig lige så stille ind mod værelset, han tog hende i den raske hånd, hvorefter han gik med glasset med vand og pillerne os. Det var ikke så sværte som det lød, hvor han lige så stille bevægede sig med hende der hen. Hun, havde mere brug for at sove end, han selv havde, hvilket nok ville komme som et chok. Geralt, havde aldrig troede at en som Beth, ville betyde så meget for ham så, han faktisk var begynde at overveje at fri til hende. Men det var en dum drøm, hvilket han jo bare havde fået. Geralt smilte svagt til Beth og lod hende sætte sig ned, før han sætte sig ved siden af hende. Hvor han stod klar med vandet og pillerne, han regnet nemlig med at hun selv ville kunne finde ud af det. Men, hvis hun, ville ha behov for hjælp ville han hjælpe hende. Men i sandheden, var det jo at, Geralt i sig selv, sikkert godt kunne finde på at fri til hende på et tidspunkt, men hvordan han ville se på det, var noget han ville hjælpe med.

Hun åndede ud da Geralt tog sig af det. Og han sagde, at han følte sig hjælpeløs. Beth følte sig forsvarløs lige nu. Hun havde brug for en omkring sig lige nu, bare for at føle sig sikker. Det var en ubehagelig følelse egentlig. Beth lod ham følge hende ind på værelset, og tog pillerne og slugte dem med van til. Hun stillede glasset på bordet bagefter og åndede ud. Hun lagde hovedet kort på hans skulder. "Du ved godt, at du har en umådelig fordel ved min situation ikke?" Spurgte hun og løftede så hovedet på ham for at få øjenkontakt med ham. "Jeg bliver nød til at bruge din hjælp når det kommer til mit tøj. Jeg kan hverken knappe... eller lyne noget. Jeg kan ikke engang vaske mit eget hår... så se positivt på det. Der en masse ting jeg får brug for din hjælp til." Det var vel også for at spille stemningen mere op. Beth lod sine læber hvile imod hans ganske kort. "Jeg elsker dig." Smilede hun til ham, og lod sin raske hånd køre henover hans kind. Det var egentlig også meget vigtigt for hende at få sagt. Hun ville ikke risikere ikke at sige det til ham. Hvem vidste hvad der ville ske imorgen? Beth sank en klump og så ham stadigvæk i øjet.

Geralt begynde lige så stille med og smile, da hun talte om at hun jo fik meget behov for hans hjælp nu. Det var sjovt nok det, mange folk håbet på af en eller anden grund. Men Geralt ville ikke lade hende, stå alene og forsøge at gøre det selv. Man kunne måske sige det var en anden side, som hans egen bror normalt havde meget. Han gengælde hendes kys, hvorefter han smilte svagt til hende igen. "Det har du nok ret i, skal vi så ha dit tøj af nu,"kom det drillende fra Geralt af. Han prøve os lige så stille at køre stemningen op, så den ikke var så kedelig og trist. Geralt bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han smilte til hende igen. Da hun sagde at hun elsket ham, fik det ham til og tænke meget mere. Geralt sank en stor klump, hvorefter han svaret. "Jeg elsker os dig,' han nød hendes hånd på hans kind det kunne han ikke sige noget dårligt om. Det var som om, hun tog sig af ham og omvendt, hvor Geralt helt sikkert ville benægte det. Han så Beth i øjne, hvorefter han kysset hende lidenskabeligt og begynde at klæde hende af. Han var dog forsigtig med trøjen, så hendes hånd og stoffet der var om den ikke blive fjernet. Geralt kysset videre med hende, mens han sørget for at få hendes tøj af og ligget hende derefter ned. Geralt elsket0 0hende, og nu havde han os sagt det med ord. Geralt begynde da hendes tøj var fjernet, at tag hans eget tøj fuldkommen af. Det var længe siden de, havde ligget så godt her. Geralt begynde dog bagefter, at pirre hende, Geralts kys begynde uskyldige steder og når hun endelig var tirret nok, ændret han måden med at kysse hende på. "Skal vi se om, du har noget guldt gemt, væk fra mig." Lød det drillende fra Geralt af, hvorefter hans kys stadig blive brugt til og tirre hende, men uden han ville det påvirket det jo os ham hvilket man kunne se på hans underbukser. Geralts kys, forsætte han bare med hvorefter han stadig holde fast i at være charmerne overfor hende, hvilket jo var der det i sig selv lå. Men, hvis de ville kunne de være helt intime igen, Geralt ville ikke gøre noget før han kendte hendes reaktion. Geralt forsætte dog med at drille hendes krop, med kys, hvilket nok ville blive vildt sjovt når de endelig fik helt styr over hinanden, "Jeg elsker og skulle hjælpe dig med en masse ting." Lød det drillende fra Geralt, hvorefter han forsætte med kyssende.

Hun lod ham. Det var et en ting hun ikke havde noget imod, ikke når det var Geralt. Beth mærkede ryggen møde det bløde stof, imens de blå øjne kiggede op i Geralts sjæl. Det var den rette stemning. Man kunne nærmest forstille sig den stille musik af fuglesang - selvom der egentlig ikke var nogle fugle i nærheden. De var alene i det lille hus på gaden. Aria havde selv ordnet det efter det var falde færdigt, imponerende egentlig.
Beth bed sig kort i læben, sukkede nydende over hans små kys. Det irriterede hende at hun så gerne ville lege med, men hendes krop følte ikke rigtig for at gøre det. Lige nu ville hun lade ham have magten over, hvad der skulle ske. Det var måske ikke ligeså sjovt, men han ville nok også sagtens kunne forstå, hvorfor hun måske ikke var den bedste lige nu. Beth lod sin hånd glide henover hans skulder og kiggede ham i øjnene. "Jamen så hjælp mig." smilede hun skævt og så ham direkte ind i hans ene øje. Hun vidste hun gerne ville det, mere end noget andet vil hun gerne være sammen med ham, om det var hende på toppen eller ej, han skulle da også have lov til at lege alfahan engang imellem ikke ?

Geralt smilte svagt, hvorefter han kysset hende ned af kroppen igen. "Det er jeg igang med, "lød det drillende fra Geralt af, hvorefter han kysset hende og lod hans tunge møde hendes. Så det lige så stille blive til en snave, Geralt lagde sig ned og vende dem om så hun, var øverste Geralt anet ikke, hvorfor men han elsket når hun var på toppen. Han forsætte dog stadig hans kys og smed alt, det tøj de stadig havde på hinanden. Da han endelig var færdig bevægede han lige så stille hans læber rundt på hendes krop. Han starte nede fra bunden, hendes mave og kørte så op til over hendes bryster,Hvorefter han kysset videre helt op til hendes skulder. Geralt stoppet dog bagefter og kysset hende intimt igen, hvorefter han lige så stille bare forsætte med det. Hans øjne, havde det fint nok når man tænkte på, alt han havde været igennem. Hendes hånd var der ikke rigtig noget og gøre ved, men engang i fremtiden, ville Geralt kunne mærke det helt.Han ville altid kunne tag føre pladsen, hvis han ville og han var sikker på at hun måske trængte til og være øverste nu. Han kysset videre på hendes krop, hvorefter han holde en lille pause igen, hvor han så bagefter kysset hende intimt på munden igen. Han, havde aldrig været så glad for at være taget sted fra byen, hvilket var lidt lige meget. Men normalt ville, han da aldrig selv ha gjorde det aldrig men at han var sammen med hende og var intim igen, elsket han. Det var som om de blive en igen, hvorefter de begge faldt i søvn i løbet af natten efter og ha haft det dejligt som altid.
//tænker vi springe til næste dag (;//