Bloody hell - Geralt

Spencer var i ført et par sorte jeans, samt en hvid top med en læderjakke over sig. Håret var sat højt op i en fyldig hestehale der bevægede sig i takt med hendes yderst målrettede bevægelser. Hendes gang var mange ting, mest af alt yndefuld og rettet direkte imod det man skulle tro var hendes bytte. Men faktisk kunne man ikke være andet end måske en smule bange for hende lige nu. Hun så yderst truende ud, men det var Spencers jeg-er-ekstremt-bekymret-ansigt. Spencer havde snakket med Beth efter ulykken, hvor hun havde mistet børnene. Men da Spencer en dag var taget derop for at snakke med hende... så var tøsen forsvundet. Spencers første tanke var det berømte kroværelse, men efter hun kom ned af trapperne var det næste skridt at opsnuse Geralt. Hun fik et lille glimt af hans ulv Ari som ellers skjulte sig godt. Spencer passerede det kun-personale-skidt og åbnede døren som hun lukkede efter sig. Derefter gik hun videre rundt, hendes skarpe øjne faldt på en dør, en smule gemt væk dør. Spencer gik derover imod og trak ned i håndtaget, hvorefter hun trådte ind af døren.
Nogle fyre snakkede let.
"Jeg skal tale med Geralt. Lige nu." Hendes stemme lød ikke ligefrem rar. Den var bestemt og ikke tilfreds med nogle form for julelege. Så da mændene valgte ikke at høre efter hendes ord, gav hun dem begge en næve i hovedet så de besvimede på stedet. "Nå. Andre der skal have sig en tur. Det spild af min tid egentlig, men alt jeg behøver er at snakke med Geralt" Tilføjede hun og trådte længere ind for at få øje på ham. Hans mænd var ikke døde de var bare besvimet. "By the way. De klare den." Spencer lagde armene overkors. "Plus du ved jeg ikke ville være her, hvis det ikke var nødvendigt."

Det var længe siden, Geralt havde snakket med Beth. Sidste  gang var da han skulle afsted på et job. Eller job og job, det var lidt lige meget, han havde gjorde hvad han var nød til. Geralt var dog gået ned i det hemmelig rum, som var lavet til hans eget job. Geralt kigget på kortet, mens han hørte Ari tale til ham da han stod og kigget på kortet. *Geralt du har en gæst, dæmon sorte håret ved du hvem det er.* Geralt lyttet sametidig med at han svaret, Ari *Ari tak for nyheden, jeg skal nok være klar til når hun kommer her ned.* Geralt vidste det kun, havde været et spørgsmål om tid før hans lille sted ville blive opdaget, men det var nu fint nok. Han var ikke nået så langt med det, men han var nået langt nok til at de lige så stille kunne begynde og arbejde uden og blive set. Det, havde kostet Geralt lidt flere penge, ende han havde forudset. Men nu var det, alt sammen kommet på plads. Geralt bed kort i læben, hvor efter han vende sig om i det han hørte en stemme. "Du ku ikke bare, som normale folk, ha ventet uden foran efter og ha bedt om at få mig hentet." Lød det en smule gnavent fra Geralt af, hvorefter han kigget på Spencer. "Men siden du ikke kunne be dem om at hente mig, må det ha være slemt, så hvad er det."  Geralts stemme var blive lidt mere normal igen, mens han stadig prøvet og skjule hans bekymring. Geralt kigget op da mændene, han arbejde sammen med så over på ham og stod nærmest og lyttet. "Yeah smut nu og tag jeres to venner med, jeg skal nok sige til når vi planlægge det næste, så." Geralt kunne lige så stille se, hvordan de gik ud selv, om de ville ha hørt en masse omkring, hvad dette handlet om.

Men Geralt var ikke dum, han prøvet stadig og undgå og vise føleser når han arbejde på denne måde. Geralt gik kort efter hen og lukket de døre de var gået ud, af hvorefter han vendte sit blik mod Spencer, "så fortælle mig hvad det er inden, jeg flække en, eller andens hovedet." Kom det bestemt fra Geralt af, efterhånden havde han lærte, at fokusere på sit job men gamle vaner var, svære at komme af med, derfor holde han dette hemmeligt for Beth og hendes familien, ellers ville han nok komme galt afsted, hvis de videste det. Hans tøj var meget normalt, hans t-shirt som stadig var snaveset eftersom, han ikke havde skifte i næsten 3 dage var det vidste. Det samme gælde alt hans andet tøj, som bestod af et par jeans og et par normale kondi sko.

Spencer ventede med at sige et eneste ord til de var alene. Hun var klanleder, hun vidste, hvornår man skulle tie og hvornår man skulle råbe op. Så da han vendte opmærksomheden mod hende, løftede hun hagen op til at han havde hendes opmærksomhed. Spencer sank en klump, hvorefter hun slappede en anelse mere af, men kun en anelse - Spencer var trods alt en meget anspændt personlighed.
"Hvem ved om det ender i det." Startede hun ud. "Jeg forstår ret du ikke har snakket med Beth på det sidste? Hvad den sidste måned, eller hvor længe siden er det nu. Ikke fordi hun er sur på dig eller hendes gnavne mor har sendt mig efter dit hoved." Måtte hun få på bordet at det ikke var derfor hun var der. "Jeg forstår. En gadedreng som dig i sådan et kvater. Kortene stemmer ikke helt. Du høre mere til her. I smug i mørket, hvor du tror ingen finder dig." Tilføjede hun og lænede sig så lidt op af muren. "Men siden du ikke ved besked. Så.. ja. Så ved jeg ikke længere hvad jeg skal tro." Hun rystede let på hovedet, og fik en ganske skræmmende alvorlig belysning over det allerede smukke dramatiske ansigt. "Der er sket noget chokerende. Og for at komme lige til sagen... Beth fik et anfald. Hendes krop... Den kunne ikke bære børnene." Det kunne betyde to ting.. endten børnene var døde eller så var både Beth og børnene. "Beth overlevede det. Tvillingerne gjorde ikke. Ikke at de var så store fosterne igen. Men det var stadigvæk et tab. Jeg bemærkede Katerinas skrig for nogle uger siden da jeg gik her. Dæmon hørelse." Hun åndede tungt ud og sank derefter en klump. "Sagen er den. Jeg tog op for at besøge hende igår. Men hun er væk. De ikke rejst. Så ville jeg have fundet ud af hvor hen. Fay er stadigvæk i byen og således er Jazmin. Beth er bare væk. Måske hun i sin ulveform. Jeg har ingen anelse om hvor tøsen er forsvundet hen." Forklarede hun om problemet og sukkede tungt. "Derfor har jeg brug for din hjælp. Jeg har Aria og Katerina til at lede, men jeg har brug for du hjælper mig også. Hun er din kæreste, men hun er også min bedste veninde, og jeg sover ikke før, at jeg ved hun er i sikkerhed." Spencer så afventende på Geralt. Afventede reaktioner, handlinger alting.

Geralt kigget på hende, da hun sagde kortene der ikke stemte helt over enes. Han fandt et kort smil frem, han gadedrengs smil. Det gav ham et eller andet over sig, hvor folk mange gange ville falde for det. Men han prøvet ikke og gøre noget med det, han viste bare at han selv vidste det, og at Spencer sikkert aldrig ville finde ud af, hvordan han havde fået kroen. "Well, sig til når din klan engang finder ud af det." Lød det flabet fra Geralt af, hvorefter han kigget ned og da hendes næste ord kom frem, ændre han fuldkommen sig. Geralt vendte sig væk fra Spencer, hvor han prøvet og holde det inde. Han kunne ikke risikere at bryde sammen nu, hans mænd havde brug for ham og han, havde et ry og leve op til. Men da hun nævnte det kun var børne, blive det lidt bedre. Men Geralt, havde brug for at holde sit hovedet koldt så i stedet for at bryde ud i gråd gemte han det, inde i sig. Hvilket jo ikke var den, bedste ting han kunne gøre. Geralt gik kort efter over, mod muren. Hvor han hamret sin ene hånd ind i, der lød et højt knæk. Geralt kigget bagefter over på Spencer, "hun kan vel klare sig selv, kan hun ikke." Lød det svagt fra Geralt af, hvorefter han tog sig til hans egen hånd som, han nu havde brækket. Geralt så hen på Spencer, mens han ventet på hendes reaktion, handeling bare generelt alting. Men sket var sket, de kunne ikke få deres børn igen, men i det mindste var Beth stadig levende. Men af en eller anden grund, følte Geralt at, han skulle ha taget deres plads, "hvorfor kunne det ikke bare ha været mig, Beth ville kunne ha fundet en anden, og alt jeg rør ved har en tildens til at springe i luften." Mumlede Geralt, hvorefter han kigget op på Spencer, "men jeg tror hun klare sig fint, er der noget bestemt i vil med hende." Lød det kort fra Geralt, hvorefter han kigget ind i Spencers øjne.

Det var ikke fordi at Spencer ikke mente Beth ikke kunne klare sig selv. Ikke spor. Sunfury var et stort sted, og for en shapeshifter med følelsesmæssige problemer - kunne det gå begge retninger. Hun sank da hun hørte knækket fra hans hånd. "Alt du går væk fra må jeg rette det til." Hun lagde armene overkors. "Du har en chance her. Du har flere. Du har en chance for at have en søster. Du har en chance for at blive ved med at være ved Beth. Tag dem i stedet for at smid dem væk fordi du bange for at det bliver værre." Svarede Spencer og åndede let ud. "Ja jeg vil gerne at hun er i live når jeg ser hende igen. Men fint, hvis du ønsker at forsætte med dit sorte arbejde her. Så gør du det. Jeg er da ligeglad." Hendes holdning blev mere kold da hun drejede om på hælene for at finde sin vej ud. Spencer gik rundt på kroen inden hun så kiggede sig omkring. Hun lukkede øjnene i en krog og skiftede form til Beth. Mest af alt fordi at hun satsede på, at hun ville blive påvirket af Beth. Det skete nogle gange, at hun kunne føle den hændelse eller se noget fra Beths liv. Og ligepludselig kom den. Den smerte i brystet, det sorte hul. Smerten. Spencer tog sig til hjertet og satte sig tilbage. Inden hun skiftede tilbage til sig selv. Det var ikke en fysisk smerte, bare mental smerte. Hvilket ville sige, Beth ikke var kommet til skade fysisk.

Geralt kigget ned på kortet, mens han lyttet til Spencer. Han ville ikke kunne klare at blive set ned på, hele hans liv havde han kæmpet for at få et ry. Hans legacy, eller, hvad man nu kalde det. Men Beth, havde ændret det perspektiv, Geralt lyttet til Spencer. Kunne de dog ikke bare forstå, at han hadet sin familie, havde altid  gjorde det og han ville ikke ændre sig. Geralt kigget efter Spencer, da hun gik ud af døren. Hun havde ret det samme, havde Beth han måtte lære at frigive sig selv. Han burde ikke og være så hård ved ham selv oveni, "Spencer vent" Lød det kort fra Geralt af, hvorefter han fulgte efter hende gennem kroen. Da han så hende, forvandle sig til Beth. Kunne han mærke hvordan, hans krop lige så stille blive, mere svag. Han kunne ikke forsætte sit liv på denne måde, derfor gik han hurtigt hen til mændene. "Guys jobet er ændret jeg vil ha jer til at lede, efter Bethany Hanna Neveu-Sulpicè går måske, under navnet Beth eller Mrs Darkblome." Geralt gik efter han, havde sagt det. Hvorefter han gik over til Spencer, igen "jeg går med jeg vil hjælpe dig med at finde Beth, men jeg vil ikke ha noget med min søster og gøre eller, hvad i nu mener hun er til mig, men jeg skal nok hjælpe med at finde Beth." Geralt kigget på Spencer, hvor han træk sin hånd frem.  "Jeg hjælper vi må finde Beth, hun har sikkert brug for hjælp til at komme gennem det."Det var en mærkelig, måde at sige at han ville hjælpe hende på. Geralt kløede sig bag nakken, med den anden hånd. Kat kunne ikke være hans familie, selv hvis hun var  ville han ikke lukke hende ind, i hans liv, hvilket Geralt håbet Spencer forstod. Der var jo en grund, til han havde skiftet det navn, som han havde fået da han var blive født. Geralt kigget på Spencer, afventet hendes reaktion handeling alting.