What the bloody hell, are you doing here? - Azazel

Jacey gik blodigt sin vej hen mod hendes hjem, hun havde været ude og jage, så hun nu ville kunne holde sig uden mad i, i hvertfald en månedstid, så behøvede hun ikke at bevæge sig uden for lige foreløbig, hun hade at være uden for, hun hadet at være omkring andre, efter al den tid hun havde tilbragt alene, var hun blevet noget socialt handikappet. Det var lægerenes skyld, det var dem der holde hende 'fanget' dernede, hun kunne dog ikke brokke sig, for det havde nu været et par gode år dernede, udover torturen, var hun blevet trænet, hun var det perfekte våben nu.
Hun åbnede åbnede lemmen til hendes underjordiske bolig, hun kiggede sig om inden hun hoppede ned og lukkede hurtigt igen, hvis nogen skulle komme forbi, der var ikke nogen der måtte se hvor hun boede, det havde været holdt hemmeligt i lang tid, og det skulle det gerne blive ved med at blive.

Hun kiggede sig lidt omkring da hun var kommet ned, ja hvad skulle hun så nu. Der var ikke meget at lave dernede, udover at træne mere, men hun ville lige slå mave først, hun havde spist 3 gode og store måltider idag, så hun skulle i hvertfald vente en halv time før hun havde fuldstændig fordøjet det.
Hun satte sig ned på sin seng og kort tid efter fandt hun sig liggende og stirrede op i det hvide loft. Det var som om hun havde tilbragt livstid på denne seng, bare med at kigge op i loftet, hun havde brugt evigheder på det, for hvad var der ellers at lave, hun trænede jo ikke hele dagen, hun kunne dog godt lide det, det fik hende til at tænke, tænke over fortiden, tænke over alt det ballade hun havde lavet, de folk hun havde dræbt, det fik et smil frem på hendes læber, folk ville nok finde det sindssygt, men hun fandt det sjovt, for det var nærmest... hendes hobby, hendes træning var ikke en hobby, det var mere et arbejde, hun havde det ikke ligefrem sjovt når hun trænede, men når hun slog ihjel, ja det svar spænende.

Efter noget tid havde hun fordøjet noget af maden, og hun var klar til at være aktiv igen.
Hun gik over til en dummy, som hun begyndte at lave forskellige spark og hug på, alt imens hun igen begyndte at tænke og til sidst kom ind i en dagdrøm. For hvert minut der gik blev hun mere aggressiv mod denne dummy og til sidst lå dens hoved og trillede rundt... det var tiende gang hun havde kommet til det.
Hun sukkede tung at sig selv. "Koncentrer dig Jacey" sagde hun til sig selv og kiggede ned på dummiens hoved og tog det op. Hun kiggede lidt på det, studerede det. "Jeg bliver vel bare nød til at lime dig på igen, gør jeg ikke" sagde hun til den, som om den kunne snakke tilbage. Ja hun var meget ensom! Hun havde dog intet imod det... Måske nogle gange, det kunne hun ikke rigtig sige, hun trives bedst alene, sådan var det bare.
Hun sukkede og satte hoved på dummyen igen, inden hun igen satte sig hen op sengen. Hun fandt en bold liggende under sengen og begyndte at kaste og gribe den, bare for at få lidt underholdelse.

Et hurtigt spring med klørene ude og hun sad oppe i loftet. Hun havde hørt nogen, hun kunne lugte nogen, de var tæt på.
En lav hvæsen kom fra hende da en mand pludselig kom ind i hendes hule. Hvad pokker lavede han her, og hvordan fandt han hendes hule. Den var blevet holdt hemmeligt for så lang tid.
Hun studerede denne herrer for lidt tid, hvad lavede han dog, hvorfor gik han ikke bare ud igen.
Efter lidt tid havde hun fået nok, hun kravlede om bagved ham, og med et var hun over ham, klørenen var allerede taget ind. Hun fik ham vendt om inden hun satte sig oven på ham, en høj knurren kom fra hende og hun placerede en knytnæve under hans hage, hvilket nok ville virke meget mærkeligt i første omgang, men lige så stille kom hendes klør ud og da de var helt ude prikkede spidserne mod hans hals
Hun kiggede på ham lidt, han var blodig, ikke typisk noget hun så nogen andre være end hende... det var... interessant.
"Hvad laver du her?! Hvordan fandt du det?!" hvæsede hun.
Lemmen havde været dækket til med græs... den var kamufleret... eller var det røget af måske... det kunne godt være. Hun måtte op og gøre det igen så, for det her var helt klart ikke noget hun brød sig om... hun hadet at have folk i sit hjem, det var ikke lige det hun ville have mest af. Det var nok da lægerne var der dengang.
Hun havde stadig kløerne rettet mod ham, med et gennemborende blik rettet mod ham.