Du tager fejl, Sir |Elessar|

t: omkring 3.20 om morgenen
s: Moder Naturs Skov
v: vindstille, månen er endnu fremme lidt endnu.
p: Klik her

Smerten i skulderbladet var en hun ikke havde følt i flere årtier. Siden hvornår var mennesker begyndt at bruge sølvkugler belagt med vievandsafkog!?
Blodet løb i en lind strøm fra hullet i hendes skulder, og farvede stille hendes hvide silkebluse blodrød mens den klistrede til hendes hud. Hun anstrengte sig alt hvad hun kunne, mens hun tvang sig selv gennem det tætbevoksede terræn. Til trods for at hun var født halv elver, følte hun sig aldrig hjemme i skoven. Ingen lette ofre, ingen at tjene penge af, ingen at stille kødets lyster med. Hun hørte ikke til at naturen, tydeligvis.
Omkring hundrede meter bag hende, lå en mand og vred sig i smerte mens hans blod løb fra hans opsprettede bug. Hans tarme lå halvvejs ude på jorden. Angsten for at dø lyste ud af hans øjne.
Det havde været selvforsvar denne gang, at hun havde gjort det. Hun havde ikke engang lyst til at blive og nyde smagen af hans forfinede og raffinerede blod.
Hun havde tværtimod brug for at komme væk inden nogen fandt ham og ville finde hende også. Hun stoppede op og hev efter vejret mens hun følte efter på sin skulder, hvor man tydeligt kunne mærke kuglen sidde i musklen. Hun ville ikke kunne få den ud uden at gøre skade på sig selv som måske ikke kunne heales.
Hun gispede svagt, mens hun prøvede at tvinge sig selv videre igen. Blodet fra hendes skulder begyndte at dryppe ned på jorden.

Smerte. Det kunne fornemmes i jorden. Nogen var døende i nærheden. Det var ihvert fald det som Elessar opfangede da han roligt lagde sin hånd på jorden. Han kunne mærke blod flyde ned i jorden. Mærke hvordan jorden og naturen brokkede sig. De var ikke glade for at blod blev spildt. Langsomt trak Elessar en bue frem fra et pilkoger på hans ryg. Og lod den roligt holdes i hans hånd. Det hvide træ den var lavet af føltes glat og blødt. Men samtidig stærkt og fleksibelt. Langsomt tog han en pil op fra pilkogeret og placerede på buens midte og streng. Før han roligt trak den lidt tilbage. Så den var klar. Måske skulle han lade være? Nej han nægtede at lade nogle dræbe i skoven uden han vidste hvem det var. Han begyndte svagt at løbe i retningen af hvor han havde på fornemmelsen det var. Hoppede op i et træ hvorefter han gled ned langs dens snoede stamme og hoppede så derefter fra træ til træ. Kort efter stoppede han op i et træ. Hans blik gled langsomt ned på det lig der lå nede på jordbunden. Og var døende.

Elessar sukkede kort. Og sigtede så sin bue imod personen. Og skød den så af. Så manden kort gav et lille skreg. Før han så døde helt. Der var intet Elessar kunne have gjort for ham. Roligt begyndte han at hoppe videre hen af træerne. For at indhente personen som havde dræbt den mand. Langsomt begyndte han at kunne se en kvinde der med besvær prøvede at stikke af. Roligt hævede han buen og placerede en ny pil. Som så fløj igennem luften. En swuuuiss lyd kom. Efterfulgt af pilen borede sig ind i et træ et stykke foran hende. Hvorefter Elessar stillede sig på en træstamme. Og sigtede på hende med en ny pil. ”Stop lige der.” Sagde den blide rolige elviske stemme. Langsomt så han på hende. Og begyndte at mindes en person som lignede hende. ”Elrowien?” Spurgte han kort mens han fortsatte sigtede på hende afventende.

En elver - great! Som om det ikke var nok at menneskene mente at de havde ret til at skyde efter hende - nu var det dælme også elvere!
Pilen han havde affyret havde knap snittet hende, men hun knurrede alligevel vredt og vendte sig, blot for at hører sin moders navn blive udtalt. Hun løftede et øjenbryn inden hun så direkte op på elveren og lagde en hånd på sin blødende skulder.
''Hun har været død i mange årtier, Sir.'' sagde Nate, mens hendes dybe brune øjne hvilede på ham. Han var slank, elegant og smidig at se på. En rigtig elver. Ikke som Nate, der mindede mere om hendes far; senet og spinkel, ikke særlig høj.
Egentlig havde hun brug for at komme væk, inden sølvet og vievandet ville skabe en kemisk reaktion der kunne minde og blodforgiftning hos hende. Hun kunne allerede nu mærke smerterne pulserer ud i fingerspidserne.
''Er det noget De har for vane, at fyre pile mod fremmede?'' i en hurtig og stærk bevægelse - med den dårlige arm - flåede hun pilen ud af træet og drejede den mellem sine fingre. Det var tydeligt at hun var utilpas, og at hun bare ville væk - men alligevel var hun nysgerrig efter at vide hvor han kendte hendes mor fra.
''Hvor kender De Elrowien fra?..'' spurgte hun så stille.